Natatek (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Isbjerge i Midnatsssol ved Teufelkap Achton Friis 1908

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888

7. Natatek
Manden, som flytter sammen
med en Timersek
fortalt af Utuak

Der var engang en gammel Mand, som boede ved Norsit ene i et Hus sammen med sin Kone. Alle deres Børn vare døde. De havde mange Naboer, som ofte bad Manden komme og besøge sig, og naar han kom til dem, vilde de have, at han skulde fortælle Sagn. Naar han ikke havde flere at fortælle, sagde de, at han skulde fortælle om sine afdøde Børn. Dette vilde han ikke, men de tvang ham dertil, og han blev gjerne vred derover. Naar Folkene derefter spiste, fik han som oftest en Sælhundelalle, hvorpaa der ingen Kjød var. Da han engang som sædvanlig havde været nødt til at fortælle om sine afdøde Børn, og han som Følge deraf var bleven vred, blev der indbragt en Sæl, som blev skaaret op, og Natatek fik som sædvanlig en Lalle uden Kjød paa. Da Manden i Huset gik ud, kastede Natatek Benet ud i Gangen og sagde, at det skulde blive til et Menneskeskelet, saa at det kunde skræmme Folkene ihjel. Han hørte da noget løbe udenfor, og da han kom ud, saae han Skelettet løbe over Manden, som derved skræmtes ihjel, og derefter gik det ind i Huset og skræmmede alle Beboerne ihjel.

Den følgende Dag ladede Natatek sin Baad og rejste med sin Kone til Ingmikertok, hvor der boede to gamle Folk med deres Datter. Da han var kommen hertil, hørte han, at de andre Folk ude fra Mundingen af Fjorden vilde komme for at hævne Drabene. En Dag da det blev lyst, saae han en stor Mængde Konebaade og Kajaker komme ude paa Fjorden, og den ældste Mand kom foran alle de andre. Da Natatek saae dette, begyndte han at synge og gjøre Tornakkunster, skjøndt han ikke var Angekok. Idet han gjorde Tornakkunsterne, saae han, at alle Træbakkerne bleve fulde af Lax, og der kom frem en Sæl, hvis Hoved var Skelet, og som skræmte ham selv og alle de andre tildøde. Medens han gjorde Tornakkunster, sang de Gamle og deres Datter. Natatek og hans Kone bleve snart efter levende igjen. Den Ældste udefra kom nu ind og stak Beboerne med Kniven i Ansigtet; men skjøndt de stode ganske stille, kunde Kniven ikke trænge ind i dem paa Grund af de Tornakkunster, der var gjort. Han maatte derfor opgive at stikke dem ihjel og gik ud igjen.

Natatek med Kone flyttede nu ind i Bunden af Sermlik til Timersek'erne (Indlandsboerne). Her kom de til at bo hos en Mand og Kone uden Børn. Medens de boede her, gik de paa Jagt efter Rener og efter Narhvaler, som de harpunerede fra Land ved Sarfak (et Strømsted). Indlandsboen satte sin Harpun i en Narhval og trak den paa Land. Natatek satte ogsaa sin Harpun i en Narhval; men samtidig satte en Indlandsbo paa modsat Side af Strømmen sin Harpun i den samme og trak den over til sig. Da Natatek kom hjem, drillede hans Bofælle ham med at sige: «De trak nok Narhvalen fra Dig?» dertil svarede Natatek: «Jeg har tænkt paa at hente den iaften». Da Natten kom, gik Natatek og hans Bofælle, Indlandsboen, hen til Strømstedet. Over dette var der paa Grund af den stærke Strøm spændt en stram Kobberem, som de klatrede hen over. Paa modsat Side saae de Narhvalen ligge, og Natatek tog den og bandt den til Linen. Nu vilde han gaa hen og tage sin Fangerem.

Da han kom til Indlandsboens Hus, kiggede han ind ad Vinduet og saae Indlandsboen staa foran den tændte Lampe, der stod paa Gulvet, og arbejde paa en stor Narhvaltand. Natatek's Fangerem med Narhvaltandspids hang paa Krogen (initsat). I Husgangen var der opstillet tre Stene, der vare satte op indenfor hverandre som Døre (matit), for at Timersek'en kunde høre, naar der kom nogen. Natatek gik ind i Huset, medens hans Ledsager blev staaende paa Udkig ved Vinduet for at komme ham til Hjælp, hvis det var fornødent. Manden i Huset holdt Øje med Gangen, medens han arbejdede. Natatek tog nu den sidste Sten tilside, sprang hen og tog sin Fangerem, løb derefter ned til Strømmen, tog Narhvalen og hoppede i een Arm over den udspændte Kobberem, medens han i den anden Haand holdt Narhvalen og Fangelinen. Næste Dag harpunerede Natatek atter en Narhval, hvilken der ogsaa blev sat en Harpun i fra modsat Side, men han trak den over til sig.

Man fortalte Natatek, at der ikke langt derfra boede en Indlandsbo, der havde to Døtre, som, naar der kom Mænd i Besøg hos dem, trak dem mellem Benene, saa at de døde. Natatek lod sig sy et Par Natit af Remmesælskind. Han prøvede at trække i dem; men han kunde ikke rive dem over. Indlandsboen skulde nu ogsaa prøve det; han trak dem med Lethed over og sagde, at det ikke kunde nytte noget, men nu skulde han give ham nogle Natit, som man ikke kunde rive over. Disse vare af dobbelt Remmesælskind. Han prøvede paa at trække dem over, men de holdt.

De gik hen til Manden med de to Døtre. Paa Vejen trak de store Sten op af Jorden; de laa saa fast, at det peb (svuppede) i dem, idet de trak dem op, og de spillede derefter Boldt med dem. Indlandsboen kastede en stor Sten hen til Natatek; men den faldt til Jorden. Indlandsboen sagde da: «Det kan ikke nytte noget, at Du gaaer derhen, naar Du ikke engang kan magte denne Sten». «Jo, jeg vil alligevel derhen», sagde Natatek og tog en stor Sten, spillede Boldt med den og kastede den hen til Indlandsboen, som maatte lade den faide til Jorden.

De kom nu hen og besøgte Manden med de to Døtre. Faderen syntes, at det varede saa længe, inden det blev Aften, og begyndte derfor at fortælle Sagn; men efter at Faderen nogen Tid havde fortalt, sagde Natatek og Indlandsboen, at de vare søvnige. Da de havde slukket Lamperne, begyndte Faderen at sove, og de andre lod ogsaa, som om de sov. Den ene af Døtrene gik nu hen og tog Natatek i sine Arme, bar ham hen og lagde ham ved Siden af sig paa sin Brixe-Plads. Efter at have taget Støvlerne af, lagde hun sig paa Brixen og tog fat mellem Benene paa Natatek for at trække Indvoldene ud af ham; men han greb til, klemte sine Ben omkring hendes, holdt med den ene Haand for hendes Mund og trykkede hende med den anden Haand i Bugen, saa at hendes Indvolde knustes. Da Faderen hørte den Døendes Rallen, troede han, al det var Datteren, der dræbte Natatek, og hviskede derfor: «Ilaglugo, ilaglugo!» («Bliv ved, bliv ved!»). Da Natatek havde gjort det af med hende, gik han hen, lagde sig ved Siden af sin Ledsager og sagde, at han havde dræbt hende.

Den anden Datter kom nu hen og tog Natatek, som lod, som om han sov, i sine Arme og bar ham hen paa sin Plads. Hun vilde trække Indvoldene ud af ham; men han holdt for hendes Mund og klemte hende, saa at hendes Indvolde brast. Da Faderen hørte den rallende Lyd, strakte han sig og hviskede igjen: «Bliv ved, bliv ved!» Efterat den anden Datter ogsaa var død, rejste Natatek og Indlandsboen bort om Natten.

Da Natatek og Indlandsboen nogen Tid efter hørte, at Faderen var vred, fordi Natatek havde dræbt Døtrene, rejste de hen til ham igjen. Paa Vejen kom de til en Strøm, hvorved der stod mange Folk og fangede Narhvaler ved Aandehuller i Isen, og mellem disse Folk var ogsaa de Dræbtes Fader. Da han blev dem vaer, kastede han en sort Narhval efter Natatek; men denne sprang tilside, saa at Narhvalen ikke ramte ham. Det samme gjentoges nok engang, og Natatek tog Narhvalen op og kastede den begge Gange tilbage efter Indlandsboen. Denne skreg, at han var bange for, at han skulde blive ramt. Natatek sprang nu til, og de toge fat paa hinanden. Natatek trykkede Indlandsboen til Jorden og begyndte at vride Halsen om paa ham; men Indlandsboen raabte, at han skulde betale med sin angmaletarsiutek, hvis han bare maatte slippe for at miste Livet, og Natatek gav derfor Slip paa ham. Løfterne bleve imidlertid ikke opfyldte, og Natatek hørte aldrig mere noget til ham.

Hverken Natatek's Kone eller hans Husfælles, Indlandsboens Kone kunde faa Børn. De byttede derfor Kone for nogen Tid, hvorefter Konerne bleve frugtsommelige og fik begge Sønner, først Indlandsboens Kone, dernæst Natatek's. Børnene begyndte at voxe til, og der blev lavet Kajaker til dem. Da Natatek's Søn begyndte at gaa omkring, og Faderen var gaaet fra ham, satte Fuglene sig ovenpaa ham. Moderen sagde, at næste Gang Fuglene satte sig paa ham, skulde han gribe efter dem. Dette gjorde han, og naar han greb efter een Fugl, fik han alle dem, der var rundt omkring ham, og saaledes gjentoges det altid i Fremtiden.

Drengene begyndte nu at gaa i Kajak. Indlandsboens Søn kæntrede ofte i Kajak, men Natatek's Søn kæntrede ikke. Da Natatek engang var ude i Kajak med Sønnen og gik nogen Tid bort fra ham, kom en stor Stime Sæler, saa at Drengen maatte lægge Aaren tværs over Kajaken for at holde Ligevægt. Først da Faderen kom tilbage, gik Sælerne bort, og de roede derefter hjem, og Faderen lavede Harpunspids, Fangerem og Blære til ham. Næste Gang de vare ude i Kajak, og Faderen gik bort fra ham, kom der igjen en Stime Sæler. Drengen kastede sin Harpun efter en af dem; men ikke alene denne fangedes, men hele Stimen paa engang, saa at hele Fangeremmen blev fuld af Sæler. Naar Natatek var ude i Kajak sammen med sin Søn, knækkede de Aarerne over og surrede dem sammen igjen med Kobberem for at have Øvelse i at gjøre det, om Aaren skulde knække over i daarligt Vejr.

Indlandsboens Søn kunde ikke lære at rejse sig i Kajak, naar han kæntrede. De rejste derfor ind i Landet og fangede Sæler fra Land, medens Natatek atter rejste herud til Mundingen af Fjorden.

Fodnoter