Natravnen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

C. Farende uhyrer

7. Natravnen


102. En treds-årig kone har af sin moster hørt i sin barndom, at en fugl, som kaldes Slattenpatte, bliver forfulgt af Natravnen. Hun har været en jomfru, og denne en mand, som er bleven forvandlede, fordi de begge har øvet en ond gjærning.

Martin Dyrholm.


103. Natravnen skal være den Slemme selv, der flyver omkring og vil gjøre ulykker på folk. En fisker ved Løgstør skal have gjort nar ad en Natravn og efterlignet dens skrig, hvorfor han blev således tumlet med, at han nær havde sat livet til. Et par piger fra Skyum ved Tisted har ligeledes mødt en Natravn. De undslap ved at flygte ind i et hus, men om morgenen sad der et par gloende vinger på døren.

Lærer S. Ditlevsen. Elsted.


104. En Natravn skal være én, som er begravet i et trebundet skjel og har gjort uret. Der er visse årer i jorden, de skrider i, farenstid (ɔ: før end) de kommer ud. Når de kommer op, farer de jo omkring. En pige havde en gang været ude at malke til kvælds, og da hørte hun også Natravnen og skjældte den noget ud. Men så kom den efter hende, og hun skyndte sig at springe ind og få døren lukket. Men om morgenen var døren helt blodig.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


105. En gammel præst i Emmerlev ved Höjer ved navn Holst, skal have fortalt konfirmanderne, at de nedmanede stundom påtager sig skikkelsen af en Natravn og flyver omkring i luften. Pælen havde efterladt et stort hul i höjre vinge. Træffer det sig nu sådan, at nogen ser solen igjennem dette hul, han kunde herefter se alt, hvad der ellers var skjult for andres öjne.

A. L.


106. Mens a var en bitte knægt, havde a tit hørt tale om Natravnen, men aldrig set den. Mændene hentede lyng langt henne, og det blev tit sent for dem, inden de kom hjem. Det var nu om sommertiden, sent om natten, a kom forbi en mand, der skulde efter lyng. Så hører vi en fugl, der kom langt vester fra og svingede lige oven over os, og den sagde: «Baw-u-u! baw-u-u!» så det skingrede i luften. Bag efter kom en anden fugl, der var mere pib i lyden. «Hvad var det?» siger a. «Det skal du ikke befatte dig med,» siger han, «det er Natravnen.» — «A befatter mig heller ikke med det, men a spørger blot om det.» Bag efter har a hørt efter de gamles fortælling, at alle dem, der ombragte dem selv, skulde begraves i et trebundet markskjel og de måtte grave eller skyde dem til siden et sandkorn om året, og endelig efter mangfoldige års forløb kunde de da komme op og komme til fløvt for at flyve efter den hellige grav, men de måtte kun flyve et vist stykke hvert år. Det kunde kanske vare flere hundrede år, inden de nåede det.

Vesterbølle.


107. Manden i den midterste gård i Kobberup — som nu er flyttet bort — var en aften gået ned i Torsdal for at sætte hans heste, og der ser han en Natravn. Han ser op efter den og ser hullet i den höjre vinge, og da han kom hjem, var han gået fra forstanden. Der er nemlig én manet ned i Torsdal, men det er så gammelt, at ingen véd, hvad det er. Gamle Ole Søndergård hørte af og til, den Natravn skreg. A har haft lyst til at gå på jagt, men har aldrig turdet gå der nede for ikke at komme til at se den Natravn.

Nu er der kun to gårde i Kobberup, da den ene er lagt under møllen.

Kobberup.


108. Min gammelfader har hørt Natravnen om aftenen, når de var nede ved fjorden for at drage sandvåd. Han skræbte, så det svar igjen i hele fjorden. A har også hørt fortælle, at en karl gik en aften og vilde til en anden by, og da skulde han i en naturlig forretning. Som han nu sidder der, så hører han noget, der siger nede i jorden under ham: «Nu vender a mig.» Karlen bliver helt forskrækket. Så siger det igjen: «Nu vender a mig.» Da tænker karlen: «Hvad, hvad mon det er? ja, a skal da sige én ting til det.» Da siger røsten det tredje gang. Da svarer karlen: «Ja, vend dig så i Jøsse navn og så aldrig mere.» Så bliver der sådan glæde i jorden under ham. For de siger jo, at dem, der er begravet i et trebundet skjel, det er natravne, og det var sådan én, der råbte; men ved karlen sagde det, blev han så vel tilpas og bliver reddet.

Jens Kr. Kristensen, Risgårde.


109. Ved præstens Viemose (Vidjemose) ved Fravde præstegård, stod en manepæl, fortalte Ma Drues, men hun skulde nok vogte sig for at rykke i den, for så var hun bleven der. Hun hørte tit ligesom et barn græde derude, og undertiden hørte hun en susen i luften og ligesom noget, der sagde: «Grav! grav!» Ma Drues har tydelig set, at pælen rokkede, og en ravn flyve derover. Denne ravn havde et hul igjennem sin højre vinge, men man skulde vogte sig for at kige der igjennem, for gjorde man det, så mistede man sit höjre öje. Der var sådan visse bestemte dage, at ravnen skulde op, og da var det, at hun i forvejen kunde høre det suse, og at der var noget, der sagde: «Grav! grav.»

P. Jensen, Kværndrup.


110. Der var en stor tøs, der skulde være hyrde den dag, hendes søster havde bryllup, og det tog hun sig så nær, at hun gik i et høl nede i Gravlev kjær, de kalder Katkjelde. Endelig fandt de hende, og hun blev fisket op og skulde så kastes ned, for hun måtte jo ikke blive begravet på kirkegården sådan uden videre. Liget blev lagt på en vogn med et par stude for, og så lod de dem gå, hvor de vilde. Men så gik de endda hen og lukkede kirkeporten op, for om studene kunde ikke have fået i sinde at gå derind med hende. De gik også op til kirkeporten, men der blev de stående. Så sagde præsten: «Ja, så nær var hendes sjæl ved Himmerig, men den kunde dog ikke komme der ind.» De vendte altså studene omkring og gjente på dem igjen. Nu gik de hen og blev stående oppe oven for, som Jens Binderups gård nu ligger. Den kaldtes Helledi, for der var to gårde i Gravlev, der hed Himmerig og Helledi. Hun blev altså begravet i et markskjel, som nu er på deres mark der, og hende var det, der blev til den natravn, som folk har hørt der på egnen. Når den skulde over rindende vand, så var det den skreg og sagde: «Ba-u, ba-u, ba-u !»

Jens Kristensen, Ersted.


111. Det spøgede i Udby præstegård. Præsten lavede en grime af en rød silketråd, og gik over i folkestuen til sin broder, der var forvalter, og, bad ham gå op på loftet og lægge grimen på den hest, der gik der oppe. Forvalteren kom straks tilbage med en grå hoppe, som han trak ned i et hjørne af haven, og præsten manede den ned der. Men om tyve år skulde den stå op som natravn. Da tiden kom, hørtes der en nat et voldsomt spektakel i en mose uden for Udby, det varede et par timers tid, og da det ophørte, var der noget, som fløi gjennem luften og skreg: «Bav, bav!»

Jørgen Hansen.


112. Natravnen det er én, der er manet. Der skal være én manet her ude i Gunderupgårds hede. A kan ikke huske, hvor mange tusende kokketrin det er fra gården, men hvert år sådan ind for jul, så giver det da et forskrækkeligt brøl, og så tager det et trin ind mod gården.

Sådan var der tre, der fulgtes ad en aften ind før jul, og så giver det da sådan et forskrækkeligt hvæl. Så siger de til hverandre, hvad det kunde være, det kunde de ikke forstå, og de løb, alt hvad de kunde. Så kom de til et sted, og der går de ind og fortæller om det, de kunde da ikke udgranske, hvad det kunde være. Da siger den gamle mand i huset: «Der var I i held, te I var ikke komne i vejen for det; det er noget forskrækkeligt noget, der er mange mennesker komne galt af sted med det.» Så spørger den ene karl om, hvad det var for noget. Det var natravnen, siger han.

En anden én blev en aften slået om kuld så mange gange, for det han var kommen i det; han var røgter på gården, og han havde fortalt den her gamle mand det.

Mikkel Jensen, Grynderup.


113. En gang før påske vilde a gå ud at fiske og skyde vilddragier. Der var et par små drenge med, og de bar lysteret. Den gang vi går så sønder mellem Pors sø og Tyrkjær op efter Overgård til i Hvidbjærg, da hører vi en sær elendig jammer og ryg. Allerførst hørte vi to kvinder, der skrannigrinnede, og så kom der en karlerøst, der råbte lige så höjt, som den kunde: «Gå af æ vej, gå af æ vej.» Dernæst lød det, som der var kommen én og havde taget i det karlfolk med pigge og flöjet op i luften med ham, og det kom oven over os. A turde ikke se op, for a var bange for, det var en natravn. De bitte drenge sagde: «Å, der tog de et menneske.» A svarte: «Det betyder aldrig det mindste, bryd jer aldrig om det.» Vi kunde høre det helt hen over Svankjær hede og Ove sø og Sønderhave hede, al den jammer og skrigen, og det var en sørgelig ting at høre. Natravnen skal have et hul i højre vinge, og den må dø inden fire og tyve timer, der ser igjennem det hul.

Anders Kristensen Istrup, Hedegårde, Ørum.


114. Der var en natravn, der flöj nede i engene ved Dakbjærg. Det var særlig om høsten, når folkene var i marken sildig om aftenen, at de hørte den. Ja, de så den jo også. Den kunde slå ild med vingerne, så de kunde se den i mørke, og de var helt bange for den.

Niels Pedersen, Hårby.


115. En mand havde kjørt et læs lyng her over, som de havde draget over i bakkerne. Da de vilde nu til at bære det ind om aftenen, da kom natravnen og forskrækkede min moder, og hun sprang værgeløs ind ad.

Det var en gang i Gravlev kro, der var så mange unge forsamlede. Så var der én, der hed Jokum, han skjæft efter natravnen og sagde ba-u ligesom den. Men så kom den efter dem ude på gaden, og de vilde hytte dem. Jokum havde sagt: «Hvad er det for en gut, der siger ba-u?» og siden kaldte de den så Jokums gut. Nå, så flöj natravnen jo væk igjen, men Jokum turde ikke vel komme ud af kroeret, han var den sidste der den aften.

Jens Kristensen Ersted.


116. Signes brønd, hvor hun kastede sin guldkjæde ned, ses nu ikke anderledes end en hulning, man plöjer hen over. Ikke langt derfra plöjer man også over Natravnshullet på gamle Niels Larsens mark. Der blev nemlig sat en stor tønde ned med bunden i vejret, så den dækkede hullet, og bærer både et lag sten og muld. Men endnu går toget lige fuldt derfra om natten til Kirstensbjærg forbi et ny-opbygget sted. Jeg sagde endda til manden, at det skulde ikke have været mig, der skulde have bygget der.

Jørgen Hansen.


117. Medens det endnu var skik at lade kreaturerne gå ude om natten, efterabede en hyrde et fugleskrig, men fuglen anfaldt ham så eftertrykkelig, at de andre hyrder måtte lægge sig oven på ham, til det blev dag.

N. Kr. P., Gr.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.