Naujas første hjælpeånder. Fortalt af Pîsue (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Naujas første hjælpeånder

Fortalt af Pîsue

Da Nauja endnu var en lille dreng, havde hans forældre boplads ved Ise i Sermilik-fjorden. En dag bad Naujas far ham: »Denne vandspand er blevet så tør, at den gaber i alle sammenføjninger. Tag og put sten i den og sænk den ned i en vandpyt i lavvandsbæltet, når det bliver ebbe.«

Da vandet faldt, tog Nauja vandspanden og gik ned i lavvandsbæltet, lagde en lille sten i bunden af spanden og fyldte den op med isstumper. Det blev aften, og man gik til ro.

Næste morgen spurgte faderen: »Hvor satte du spanden hen?«

»Dernede i en vandpyt«, svarede Nauja og pegede ned mod stranden. Det var lavvandet.

»Den er borte«, sagde faderen.

»Den skal være dernede«, svarede Nauja.

»Men den er borte. Hvad lagde du som tynge i den?« spurgte faderen.

»Jeg tyngede den ned med is«, svarede Nauja.

Som det jo måtte gå, havde vandspanden hævet sig med det stigende vand og var drevet bort med strømmen.

Nauja gik dog ned til stranden for at forvisse sig om, at spanden virkelig var borte, og det var den.

Nauja blev så skyldbetynget, at han gik grædende bort fra bopladsen, ind ad fjorden langs med kysten.

Nauja havde gået en tid, og som han nåede til Tinitarsêrpik, mødte han to fremmede mænd. Han var da lige holdt op med at græde. De to spurgte Nauja: »Hvad er der dog i vejen?«

Nauja: »Hvorfor spørger I?«

»Jo«, svarede de fremmede, »dit indre synger.«

Nauja: »Jo, jeg satte en vandspand i blød i en lavvandspyt, men den drev bort.«

De fremmede: »Har din far skældt dig ud for det?«

Nauja: »Nej, han skældte mig ikke ud.«

»Skal vi ikke gå mod nord og søge?« spurgte den ene fremmede. De gik.

»Hvor bor I henne?« spurgte Nauja.

»Hvorfor spørger du«, sagde den ene fremmede og fortsatte: »Nåh ja, vi bor deroppe.« Han pegede op mod Kútakajik-fjeldet. »Deroppe øverst på tinden.«

»Kan jeg få lov at besøge jer?« spurgte Nauja.

»Ja, besøg du os blot«, blev der svaret.

De gik videre op over fjeldet, og Nauja mente, at de snart måtte være nået til det sted, de fremmede havde udpeget nede fra kysten. Pludselig gik der ligesom noget igennem hovedet på Nauja, og hans syn blev lagdelt. Da synet klarede op, så han, at de stod uden for en husgang.

Den ene af de to fremmede, der hed Ímik, krøb først ind ad husgangen.

Inde på briksen sad en temmelig stor kvinde ved navn Itiva og flettede senetråd.

Den store kvinde lænede sig fremover og spurgte: »I dernede, hvem er det der?«

»Det er en, der kom vandrende heroptil fra kysten«, svarede de adspurgte.

»I dernede, hvad vil han?« spurgte Itiva.

Man svarede: »Åh, han er såmænd på vandring for at prøve sine evner«.

Nauja sad nu som gæst i det fremmede hus, og husets beboere sad småfortællende. Med ét for Itiva op og sagde:

»Vores store husfælle Kíkêq.« Det var hendes mand, hun mente, og som hun kunne mærke var på vej hjem fra jagt.

Itiva sad stadig og flettede senetråd. Mens man sad og ventede på, at hendes mand skulle komme hjem, gav Itiva Nauja et stykke kød så stort, at det fyldte håndfladen. Kødstykket mindede Nauja om et rypebryst.

»I dernede, giv ham en kniv, for får han ikke en kniv og spiser kødet, bliver det hele ikke til noget« (d.e., så vil de ånder, Nauja besøger, ikke blive hans hjælpeånder).

Itiva flyttede lidt på hovedpuden, og Nauja lagde sin mad foran hende på briksen og spiste.

Itiva gentog sine ord fra før: »Vores store husfælle Kíkêq«. Og manden trådte ind med et bundt ryper i hånden og lagde dem fra sig. Det var en rypehøne med hele dens kuld, manden havde fanget. Manden dampede af sved, han trak sin pels af sig, og hans kone vendte vrangen ud på den og hængte den til tørre i tørrehækken.

Mand og kone snakkede sammen. Da de havde snakket dæmpet og mystisk sammen, hørte Nauja konen fremsige en besværgelse: »Qútsungulakajîn qútsungulakajîn«. Hun bøjede sig ned over kanten på sidebriksen og trak låret af en ræv frem. Det var så velkogt, at kødet var krympet sammen midt på knoglen. Med et stort smil gav hun rævelåret til Nauja, som spiste det.

Lidt efter bad Itiva de to unge, som havde vist Nauja vej, om at gå ud at kigge. De kom farende ind og sagde til Nauja: »Nu er det på tide, du går«.

Nauja krøb ud ad husgangen, og de havde ikke gået længe, før de nord for sig fik øje på et menneske, der kom dem i møde, idet han fulgte lavninger i terrænet.

»Løb ham i møde«, sagde Naujas ledsagere, og han satte i løb ned over fjeldet. De to andre løb ved hans side. Manden ved fjeldets fod rettede sig op og stak i løb.

»Løb ham op«, bad Nauja sine ledsagere. »Jeg vil se ham.«

»Løb, løb«, svarede mændene, »han ved alt om dig.«

Nauja løb så hurtigt, han kunne, men han kom ikke mennesket nærmere. Naujas følgesvende greb ham i hænderne, og farten var svimlende, og de halede ind på manden.

Nauja stønnede: »Løb ham op, jeg vil se ham«.

Den ene af Naujas ledsagere slap hans hånd og åndepustede ham i lænden. Derpå gav han Nauja et stød, så han fløj i lange hop ned over fjeldet. Kun hist og her ramte hans fødder bakken, og han fløj videre i rasende fart og vandt ind på manden. Derefter tabte Nauja fart.

Igen greb mændene Nauja i hænderne, og farten blev om muligt større end første gang. Nu slap den anden af ledsagerne Naujas hånd, åndepustede ham på lænden og stødte til ham. Det gav et voldsomt stik i Naujas stortå, da han ved skubbet satte fra og fløj op i luften For anden gang indhentede Nauja den løbende mand, der nu på mystisk vis blev borte.

Ved Erqersuvikajik indhentede ledsagerne Nauja og tog ham ved hånden. De løb, og farten var så stor, at landskabet fløj forbi i striber. Idet ledsagerne kaster Nauja fremover og slipper, råber de til ham: »Løb nu alt, hvad du kan, hjemover«.

Nauja bogstavelig talt fløj af sted. I samme rasende fart for han ind gennem husgangen og ind i huset.

Husgangen rystede og bragede. Det var mændene, der nu forsøgte at fange Nauja. Var det lykkedes dem at fange ham, ville de have optrådt som ondsindede fjeldånder og have ført ham bort. Men fordi Nauja slap fra dem, blev de i stedet hans første hjælpeånder, to falke, der havde optrådt i menneskeham.

Da Nauja fløj ind i huset, for hans forældre op af skræk.

»Hvad er der løs?« spurgte de.

Nauja svarede: »Hvad der er løs? Ingenting, jeg løb såmænd bare«.

Og man lod herefter Nauja i fred.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 205-207, København, 1963.

Næste kapitel ►