Nissen flytter eller jages bort 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

B. Nisser


16. Nissen flytter eller jages bort


216. I Havreballe var to mænd, og den ene af dem havde en nisse. I samme gård var to sorte heste, og dem skaffede nissen foder til. Den stjal også de andre sølle folks foder hen om vinteren, for der var kun gjærdet lidt imellem hver sit rum i den fælles lade. Den anden gård ejedes af en ung enke, og hende kunde nissen så meget nemmere stjæle foder fra — (men de var vel selv nissen). Så havde manden en søn, der var ude at tjene, og da han kom hjem, solgte manden den ene hest. Det blev nissen gal over, og så rendte han hans vej. Siden kunde de have deres havre i behold i den anden gård. Den mand havde jo gården i fæste, og han var jo et mere skikkeligt menneske end den anden, kan vi forstå. Samme tid var der en nisse i Hjordbjærg, og de to besøgte hverandre. Så vilde de Hjordbjærg karle gjøre nar ad ham i Havreballe, men nu skulde de jo have det betalt. Så bar han dem ud i det bare linned og lagde dem over kjelden. Der havde folkene lagt deres mogfjæl over, for at hullet ikke skulde knyge efter — (det har vi også gjort somme tider). Men nu var den ene længere end den anden, nis vilde have dem lige lange. Så stod han sådan og trækkede den stakkede frem og tilbage, for når de var lige lange foroven, var de det ikke forneden. Da det så blev dag, rendte han og lod dem ligge. De var så stive af kulde, den gang de vågnede, te de kunde ikke gå selv derfra. — (Det kunde gjærne være, når han der havde stået og slæbt med dem en halv nat.)

Lavst Sommer, Tåning.
De indskudte parentheser er fortællerens egne tilføjelser.


217. Der var to gårde i Ommestrup, og den ene mand var fattig, og den anden var rig, og det kom af, at han havde en nisse. Så skulde den fattige broder også have lykken, og så kjørte de nis ned til ham på en hjulbør. Nu vendte det sig sådan om, at han blev rig, og den anden fattig, men om det var nisses skyld, vidste de jo ikke.

Maren Knudsdatter. Uglbølle.


218. Hos Peder Sørensen var der også en gårdbo; men hans seks sønner drillede ham, hvorfor han forsvandt. Ingen af sønnerne fik gården efter faderens død, de tog alle i fremmed tjeneste.

M. T. M.


219. Nissen havde bragt lykke til en mands gård, så at han blev en rig mand. Før sin død siger han til sønnen, at han skulde leje sig en dreng med tiphølle (høllehue, toplue) på, som vilde mælde sig til tjeneste. Da faderen døde, kom nissen ganske rigtig med sin tiphølle på, men den ny ejer viste ham bort. Nu gik det bestandig tilbage for sønnen, indtil han ikke ejede mere, end faderen havde, da han kom til gården.

O. M. L.


220. En mand i Sønderstrup havde en nisse, der hjalp ham i alle måder. En gang gik de ene to og læssede favnebrænde på fire slæder, som den næste morgen skulde kjøres til Roskilde; men lige på én gang blev de usåttes, og manden, der var noget hastig, sagde: «Nu kan du rejse, hvornår du vil, nu er du færdig her.» — «Itte rejdi,» svarede nissen og gik sin vej. Men da de nu tidlig om morgen-dagen skulde spænde for slæderne, var de alle væltede med brænde og samt og vendte mederne i vejret.

A. N.


221. En gård på Lolland var svært besat med nisser. En karl på gården lovede at skaffe dem bort og bad, om bryggerkjedelen måtte fyldes og hedes. Da det var sket, kom fem nisser frem, krøb op på kanten af kjedelen og skulde da titte ned for at se, hvad der var. Karlen havde imidlertid indbundet sig i et stort halmknippe og kom således ind i bryggerset. Nisserne så på ham og sagde: «Strå går, strå går!» men ventede sig ingen fare, inden karlen var ved dem og styrtede dem ned i kjedelen. Siden så man ingen nisser på gården.

Sv. Grundtvig.


222. På en gård i Østermærker (Østermarie) sogn kom en lille dreng og tog imod hestene, og al tid, når folkene kom ud på loen om aftenen, var hækkene eller krybberne fulde af sæd. Bonden var ilde til mode derover og bad præsten om at befri sig for den lille dreng. En gang bonden var kjørende bort, tog præsten sin bog under armen og gik ned på gården, og om aftenen, da manden kom, gik præsten i sin præstedragt ud i gården og befalede, at alle porte og låger skulde lukkes, ti det var hans mening at læse, til den lille fløj op over længerne. Den lille kom som sædvanlig og vilde tage imod hestene, men så gav præsten sig til at læse af sin bog, og dværgen måtte vige tilbage. Til sidst gik han ud af en låge ved at bryde den itu, og så bister var han, at hele dørkarmen revnede tillige med væggen der omkring. Siden så de ham ikke.

Bornholm. G. J.


223. En mand havde en bitte dreng, der var så villele til at fodre. Når de skulde have nætter, sad han ved nedrebordenden og fik smør i grøden, for det han var så dygtig, men de andre fik ingen smør. Han gik al tid med en rød lue på. Så havde samme mand en søn, der havde lært at studere, og han kom hjem, han havde jo gået i den sorte skole. Så siger han: Hvad det var for en bitte dreng, de havde der? Ja, det var en dreng, der var så villele til at fodre. Ham kunde studenten ikke lide, og så tog han en knappenål og prikkede et i hul vinduesblyet og gjente ham der ud af. Siden havde de aldrig nisse der.

And. Kristensen, Tørring.


224. I Nørgård i Tolstrup boede en nisse, som skulde have sin mælkegrød. En karl, der tjente der, så en aften, månen skinnede blank, at nissen lyskede sin skjorte. Der gik en blåne for månen, og så sagde han: «Lys höjt, du store mand, at jeg kan se at kneppe mine lus.» Da listede karlen sig til at slå ham over ryggen med en kjæp, og nissen bliver arrig, tager karlen og smider ham oven over huset tre gange. De to gange tog han ham, inden han kom til jorden, og smed ham tilbage igjen, men den tredje gang lod han ham falde til jorden, så han slog sig helt fordærvet. Folkene der i gården havde en søn, der var henne at studere til præst, og han kom hjem om sommeren i ferietiden. Så skulde de til at kjøre hø ind, og de havde så langt til engene. Sønnen og hans moder skulde bære høet ind, til vognen kom igjen. Men de nisser var jo flere steder til nytte, og da nu sønnen gik og sagde: «Vi skal ud og have det hø ind, moder,» men hun blev ved at gå og se efter andre ting og vilde ikke med, så blev han til sidst utålmodig og sagde: «Nu vil jeg gå ud at begynde, så kan I komme.» Da han kom ud, lå nissen i høet inden for døren og havde fået det slæbt ind alt sammen, og han lå og var så svedig og træt. Så siger sønnen: «Hvad bestiller du her?» Ja, han havde båret høet ind. Hvad han fik for det? Ja, han havde jo da hans tilhold på gården. Sønnen havde nu fået at vide, at han fik det her mad, og spørger ham så, hvad han gjorde ved det, for han spiste det jo ikke. Det sagde han jo til, og så gik han hen — de havde sådan en stor bindesten i gården — og lettent den lidt. Der under var så sagerne, han havde fået. Så siger sønnen: «Det var din mening, te mine forældre en gang skulde komme til at hvile der nede under den sten, men nu skal du selv komme derned,» og så manede han ham ned der, for han var jo bleven noget klog.

Den samme nisse skal have været med til at bygge en bro over Aggersund. (Sml.: Kjæmper, afd. III.)

Chr. Sloth, Havbro.


225. I ældre tider havde de nisser ved de store gårde, og dem, der var rigtig formuende, de havde gjærne et par stykker. Disse folk gik da aldrig i fodertrang, og de kunde have så mange kreaturer for resten, som de vilde og kunde have i deres huse. Men nisserne skulde have lidt aparte kost. De vilde gjærne have sødgrød (boghvedegrød) til middag . . . Der kom en mand til en herremand, som havde to nisser, og sagde til ham, at han vilde for resten også gjærne have en nisse. Ja, da skulde han gjøre anstalt for, at han kunde få én. Den her bondemand fik ham så, men da han havde haft ham et par år og fik at høre, hvordan nisserne gik og stjal foder, blev han kjed af at have ham og vilde ikke længere have med ham at gjøre, det var jo af Djævelens folk. Han solgte gården og vilde flytte langt hen. Det sidste læs flyttegods var en stor del skrammel. Manden holdt en gang stille på vejen for at rette ved noget, der vilde skride af, og da kom nissen op af det her skrammel og sagde: «Vi flytter nok i dag, fatter.» Altså havde han ham endnu.

Når herremanden drog til kjøbsted, sad hans to nisser og sang og var lystige, for når han var hjemme, skulde de være skikkelige. De sang: «Nu vil vi dandse og være så glad og strække vores ben og række vores ben, til vor fa'r kommer hjem, til vor fa'r kommer hjem, så skal vi i kurven igjen.» Nisserne vilde så gjærne sidde og bage dem i ladevinduerne om foråret.

Niels Pedersen, Stjær.


226. Der var en mand og en kone, der havde en nispug. De havde al tid grumme velstand, og det gik dem godt. De havde sådan nogle grumme kvier, men når de kom til at stå i en vis bås, så døde de alle tider. Det kunde manden ikke forstå. Så kommer han en gang hjem fra mærkend, og da var der atter død en kvie. Han bandte så over det, da de var komne i seng, men konen tykte, det kunde endda blive godt, for alt det andet lykkedes jo så godt. Som de nu ligger og snakker om det, så lettes der en fjæl i gulvet, og en lille nis kom op med hans røde lue på og siger til manden, te det måtte han ikke være vred over, for den bås var lige over hans bord, og når kvierne skulde stå der, vilde ajlen dryppe ned på det. Det vilde han ikke have, og derfor lod han alt det andet lykkes så meget bedre. Når manden vilde lade den stå tom, skulde ingen dø. En gang døde der en blåskimmel for dem, sådan en grumme hest, og det græd konen over. Så siger nis til hende, at det skulde hun ikke, for han skulde nok hente hende én, der var meget bedre, og det gjorde han også. Men hun græd endnu. Så spurgte han ad, hvad hun græd nu for. Jo, hun var så evig ræd for, at der skulde komme nogen og kjendes ved den hest, og så tro, at de havde stjålet den.

«Nej, du skal hverken sørge eller gry,
for a hår hendt dem låndt nejer i Mås å Ty.»

Konen blev så enig med nis pug om, at han skulde skaffe dem mange penge, og så skulde han have søde bogetgrød hver aften med meget smør i. Men hun måtte ikke svie dem. De skulde stå på kjøkkenbordet, og der skulde han hente dem. Det gik nu godt en tur, men så fik manden at se, te han stod der op af kjøkkengulvet og tog dem grød. Han vilde lige have bandet over det, men konen satte hånden for hans mund, og det blev så ikke til mere. Men om natten, da han havde ligget og spekuleret på det en tag, rejser han sig og går hen og lægger ildklemmen og ildskovlen over det hul, hvor nis pug kravlede op af, han vidste nok, det var det bedste råd. Nis gjorde så ikke mere, end han stak hovedet op imellem sagerne og sagde: «Haha! her kan du se, at jeg hverken er en djævel eller gjenganger, du behøver ikke at lægge noget over kors for mig.» Dermed forsvandt han igjen. i Så siger manden til konen: «Nu vil vi have gården solgt, for vi vil ikke være her.» Det græd hun over og var kjed af, men nis pug sagde, at det skulde hun ikke være kjed af, for han skulde nok flytte med. Så fik manden gården solgt, og de kom til flytten. Men så lav de havde læsset det sidste læs, som manden selv vilde kjøre med, og der var alt skrammel på den vogn, for han var grov gjerrig og vilde have alt samlet med, og han så kjørte ud af porten, råbte nis pug, idet han rakte hovedet op: «Haha, vi flytter i dag med ballier og med bøtter (siges fint og læspende). Det fortrød manden svært på, han havde gjort en sølle handel, og nu kunde han se, han skulde have nis pug at trækkes med, ihvor han blev af.

Ane Marie Pedersdatter, Egholt.


227. En mand var så meget kjed af nissen. Den gik ind om nætterne og tog mælk, og hvad den fandt for godt. Den vilde også gjærne have grød. Så sælger manden gården, for han vilde være fri for den nisse. Den dag de flyttede og havde al ting pakket op, tønder og bøtter o. s. v., og de kommer ud på vejen, giver han sig til at skrannie, han sad i en bøtte og sagde: «I-i-i, i dag flytter vi.» Da manden hørte det, blev han endnu mere ærgerlig end før.

Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.


228. Ude i Vesteregnen ligger Skophuset, hvortil var mange tønder land, men næsten ingen af dem var opdyrket. En gang havde manden været i Viborg, og da han kom til sit hjem, så han, at der ude på havediget sad en nisse. Ham tog han med ind og gav ham både æde og drikke, så han fik lyst til at blive der for bestandig. Fra den tid af blev hvert år flere tønder land af hedejorden dyrket op, uden at man næsten vidste, hvordan det gik til, og efter en del års forløb var der frodige kornmarker, hvor der før kun voksede lyng. Men mandens kone var slet ikke god ved nissen, endda det var ham, som havde hjulpet til, at de var blevne velhavende folk. En anden dag, manden var i Viborg, forlangte hun, at nissen skulde skaffe tusend rigsdaler til ethvert af börnene, ellers tog hun ham og smed ham på ilden i skorstenen. Nis vægrede sig derved, men endelig rumlede og skrumlede det, og så lå alle pengene på kjøkkengulvet. Konen samlede dem op, kom dem i en pose og gravede dem ned i haven. Noget efter kom manden fra Viborg, og da sad nissen ude på havediget, hvor manden første gang havde set ham. Han spurgte atter nissen, hvorfor han sad der, nu skulde han følge med ind og få en tår af dunken, for den var ladet. Men nissen svarede, at nu rejste han til de underjordiske igjen, og fortalte manden, hvordan han var bleven behandlet af konen. «Du har været god ved mig,» tilføjede han, «jeg vil nu sige dig farvel og tak; her har du nu nogle småsten, som jeg vil give dig til afskedsgave.» Så var nissen væk, og fra den tid begyndte det at gå tilbage for folkene i Skophuset. Jorden blev igjen forvandlet til hede, og börnene døde et efter et. Da så alle var døde, og velstanden helt forsvunden, vilde konen ud i haven at grave pengene op, som hun der havde gjemt. Hun fandt dem også, men da hun rørte ved dem, blev de til sten. Derover blev hun så ærgerlig og tungsindig, at hun faldt om og døde med det samme. Så var manden altså ene. En dag kom han i tanker om at ville se til de småsten, som nissen havde givet ham ved afskeden, og da han lukkede skabet op og rørte ved dem, blev de til guldpenge.

S. P. Jensen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.