Nordboernes gamle religion (anmeldelse)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


En guldgrube af viden
om nordboernes sagn og kvad

Bogomtale af Doris Ottesen


Nordboerne cover.jpg




Nordboernes gamle religion
– fortællinger fra edda, saga og kvad

Carsten Lyngdrup Madsen
Univers, Aarhus 2014
ISBN 978-87-91668-40-1
580 sider


”Nordboernes gamle religion” er en væsentlig udgivelse med bud til mange i et på en gang letflydende pædagogisk og nuanceret sprog


For den, der har haft den lykke at få fortalt de nordiske gudesagn i sin barndoms skole, er Carsten Lyngdrup Madsens ”Nordboernes gamle religion – fortællinger fra edda, sagn og kvad” det rene guf.

Men bogen kan langt mere end at oplive og oplyse den, som i forvejen har haft gode stunder i selskab med de på én gang listige og drabelige historier om Odin, Tor, Frej, Freja og Loke og alle de andre guder, der vogtede over de gamle nordboeres liv og skæbne. Bogen er en sand guldgrube af faktuel viden om den tro, som var livsafgørende for dem, der var her før os, før den nye tro på Hvide Krist gik af med sejeren i kampen om menneskenes sjæle.

Carsten Lyngdrup Madsen har gjort det kunststykke i et på en gang letflydende pædagogisk og nuanceret sprog at samle al den tilgængelige dokumentation af de gamles tro. Han har desuden været i stand til at systematisere det store stof på en forbilledlig måde, sådan at bogen, samtidig med at den følger en klar kronologi i fremstillingen, også kan bruges som opslagsbog.

Bogen er inddelt i tre hovedafsnit. Det første afsnit handler om de gamle nordboeres religiøse forestillinger, altså alle de gamle gudesagn, som mange vil kende i mere eller mindre tillempede dvs. børnevenlig udgaver. Det andet afsnit handler om nordboernes religiøse praksis, altså blot og sejd osv., sådan som vi kan se den forsøgt praktiseret blandt nutidens asa-troende. Det tredje afsnit er helliget religionsskiftet og giver indblik i den dyst, der stod mellem den gamle og den nye tro, og som strakte sig over flere hundrede år. Dette afsnit afsluttes med en fremstilling af, hvad religionsskiftet kom til at betyde for det samfund, som voksede frem af den nye tro, og som i forbløffende høj grad er det samfund, som vi stadig genkender som det danske.


Som skriftlige kilder til alle tre afsnit er brugt såvel den gamle edda med gudekvad og heltekvad som Snorres Edda og Saxos historier om danernes bedrifter. Desuden de norske kongesagaer og de islandske slægtssagaer. Dertil kommer en række andre kilder i form af for eksempel den tyske biskop Thietmar af Merseburgs (975-1018) omtale af en offerfest i Lejre og ikke mindre interessant den arabiske købmand Ibn-Fadhlans (ca. 920) optegnelser om en vikingehøvdings begravelse.

Begge disse fremmede omtaler de mange menneskeofringer, som var en del af offergaven til guderne. I det første tilfælde er der tale om i alt 99 mennesker samt lige så mange heste, hunde og – som erstatning for falke – haner, der må lade livet for at sikre den afdøde et godt liv efter døden. I det andet en trælkvinde som må følge sin herre ind i graven med samme begrundelse.

Carsten Lyndrup Madsen er en meget omtænksom læser af disse kilder. Det betyder, at man ikke blot bliver præsenteret for de enkelte tekster, overalt med omhyggelige kildehenvisninger, så man selv kan slå efter, men også hele tiden oplever, at oplysninger bliver korrigeret for de enkelte fortælleres antipatier og sympatier. Fremstillingen bliver så nøgtern og sagssvarende som muligt, hvilket er en meget væsentlig kvalitet ikke mindst i det tredje afsnit, hvor de to religioner kæmper indædt om herredømmet.


Carsten Lyngdrup Madsen har skrevet en meget vigtig bog, fordi den med lige dele indlevelse og saglighed kaster et lys over såvel fællestræk som forskelligheder de to religioner imellem.

Det bliver under læsningen gjort let at forstå, hvorfor det var så svært for de gamle nordboere at tilslutte sig den nye tro. For dem var det en uhyre mental omvæltning at skulle afstå fra tanken om hæder og eftermæle og den dertil hørende hævnpligt, som tilværelsens grundværdier. Dertil kom trygheden ved at have flere guder, så at der var én til ethvert formål, samt en skæbnetro, der nok gjorde det lettere at leve i et samfund, hvor livsomstændighederne var hårde og volden udbredt, og risikoen for en brat død i ung alder var overhængende. Dertil kom en udbredt uvilje mod at lade sig tvangskristne ofte med overordentlige voldelige midler. For de kristne fyrster holdt sig på ingen måde tilbage. Mordbrand og nedslagtning var ikke noget særsyn, når det gjaldt at kristne modvillige tilhængere af den gamle tro. Ganske vist forkyndte man den ene almægtige skabergud, og hans søn den Hvide Krist, der ikke ønskede hævn, men tilgav syndere, og var mild og god mod de svage, men det, der virkelig havde overbevisningens kraft, var helt åbenbart, at hans mænd for eksempel kunne bære jernbyrd og dermed viste sig stærkere end de gamle guder, der ofte viste sig fulde af rotter og andet kryb, når de blev hevet ned af deres støtter. Men at sammenstødet var voldeligt, og at processen tog vældig lang tid, det er der ingen tvivl om.

Om ”Nordboernes gamle religion” er der derfor kun at tilføje, at den er en forfatterbedrift og en læserfryd og fornøjelse fra den ene ende til den anden af sine i alt mere end 550 sider.

Doris Ottesen
Kristeligt Dagblad





Nordboernes gamle religion
– fortællinger fra edda, saga og kvad

Bogomtale af Signe Elise Bro


Nordboerne cover.jpg




Nordboernes gamle religion
– fortællinger fra edda, saga og kvad

Carsten Lyngdrup Madsen
Univers, Aarhus 2014
ISBN 978-87-91668-40-1
580 sider


Forfatteren, Carsten Lyngdrup Madsen, har gennem de sidste ti år været projektleder for hjemmesiden og tekstdatabasen www.heimskringla.no, som alle religionslærere bør kende - denne anmelder er stor fan! Så det var med megen velvilje, jeg begyndte at læse denne bog.

Bogen er opbygget yderst overskueligt - så det er meget let at udvælge det, man måtte skulle bruge i sin undervisning. Først får man en historisk indføring, der har et godt blik for, at disse tekster netop ikke viser en 'ren' religion, men repræsenterer en overgangsperiode i Nordens historie. I forlængelse af denne indføring får man en grundig præsentation af de skriftlige kilder, vi har til rådighed.

Herefter kommer bogens mest omfangsrige del, nemlig en grundig gennemgang af de religiøse forestillinger - inddelt efter de forskellige guder og altid med referencer til kilderne, så man selv kan gå ind på www.heimskringla.no og finde de kilder, man måtte ønske at lade eleverne arbejde med.

Tredje del handler om den religiøse praksis, og er altså en gennemgang af ritualerne og igen med referencer til de (ret sparsomme) kilder, vi har til dette. Det er - sikkert på grund af kildetyndheden - et område, der ofte udelades af bøger om nordisk religion, og det er virkelig en styrke ved denne bog, at det er med. Det er ikke uden grund, at denne religion ofte reduceres til "nordisk mytologi" - altså en religion udelukkende bestående af myter (læs: gode fortællinger), som man kan hygge sig med. Hvis man skal undervise i hele religionen, er det derfor vigtigt at (forsøge at) give eleverne/kursisterne et billede af, at det også har været en 'levet religion' med en ritualside, og her hjælper Nordboernes gamle Religion med introduktioner og kildehenvisninger.

Den fjerde og sidste del af bogen hedder "Religionsskiftet" og har fokus på kildernes kristne islæt, eller rettere: Viser hvordan man kan læse dem som kilder til den periode i Nordens historie, hvor man gik fra polyteisme til monoteisme. Dette afsnit er vigtigt og også ofte udeladt fra bøger om nordisk religion. At læse kilderne som kristne kilder forstået på den måde, at langt de fleste jo faktisk er nedskrevet af kristne (med forskellig intention og forskelligt syn på den gamle religion), er mere ærligt - og forhåbentlig også mere interessant. At lade eleverne diskutere kildekritik og tage 'hvad-kan-vi-egentlig-vide-diskussionen' på grundlag af dette afsnit, vil helt sikkert blive spændende.

Til sidst skal det nævnes, at bogen også indeholder et omfattende litteratur- og stikordsregister, som bestemt også er prisværdigt og gør den meget anvendelig. Jeg mener bestemt, at denne bog bør stå på enhver skole.


Signe Elise Bro,
Formand for Religionslærerforeningen
for Gymnasiet og HF
Tidsskriftet Religion, 2015





Nordboernes gamle religion
– fortællinger fra edda, saga og kvad

Boganmeldelse af Simon Nygaard


Nordboerne cover.jpg




Nordboernes gamle religion
– fortællinger fra edda, saga og kvad

Carsten Lyngdrup Madsen
Univers, Aarhus 2014
ISBN 978-87-91668-40-1
580 sider


Carsten Lyngdrup Madsens værk Nordboernes gamle religion placerer sig i den ambitiøse ende af den populærvidenskabelige formidling om førkristen nordisk religion, og den lykkes således overordnet i sit formål: “at samle og fremstille [i en systematiseret genfortælling], hvad de skriftlige kilder kan fortælle om disse tre dele [myterne, kulten og religionsskiftet]” (s. 10).

Bogen egner sig glimrende som baggrundsmateriale i undervisningssammenhæng i fx gymnasieskolen og som opslagsværk for lægmænd og den er yderst velskrevet og gennemarbejdet. Især inklusionen af den kultiske side af førkristen nordisk religion samt mødet med og overgangen til kristendommen er prisværdig og kærkommen i forbindelse med formidlingen til den alment interesserede læser. Vi har altså ikke med (endnu) en bog om ‘nordisk mytologi’ at gøre, men med et seriøst bud på en almen, populærvidenskabelig fremstilling af førkristen nordisk religion med alle de problematikker og udfordringer, det indebærer.

Bogen falder i fire overordnede dele. Først er 1. Introduktion (s. 13-32), hvor den historiske og geografiske kontekst behandles, og hvor de kilder, Lyngdrup Madsen benytter sig af, introduceres. Det er i denne forbindelse, det eneste alvorlige kritikpunkt i denne anmeldelse er at finde, men mere om det nedenfor. Inden introduktionen til de nordiske kilder gennemgår Lyngdrup Madsen de vigtigste udenlandske (dvs. latinske og arabiske) kilder (s. 35-39). Dette medvirker til at give bogen en nuanceret og seriøs fremtoning; men endnu bedre havde det været, om problemerne ved at bruge disse kilder også var blevet fremhævet. Hvorfor anses Tor som den mægtigste blandt guderne af Adam af Bremen, når nu Odin de fleste andre steder gennemgående har denne rolle? Hvad var forholdet mellem de nordiske vikinger og de ‘Rus’, som Ibn Fadlan beskriver, for 1:1 var det nok næppe?

Herefter følger afsnittet 2. Religiøse forestillinger (s. 35-254), der er dedikeret til en gennemgang af kosmologi, kosmogoni, guder og andre kosmos- og kaosvæsner samt kort om den kosmiske eskatologi, Ragnarok. Her beskriver Lyngdrup Madsen altså mytologien efter alle kunstens regler under inddragelse af snart sagt alle tænkelige kilder. Der er nogle elementer, denne anmelder savner: Odins forhold til herskermagten behandles ikke. Eddadigtet Hárbarðsljóð bruges uden blik for dets klare satiriske elementer, hvilket fremstår som en mangel på kontekstualisering. I gennemgangen af kilder om guden Brage nævnes skjalden Bragi Boddason, der ellers almindeligvis regnes for ophavet til denne gud, ikke. Men det hører alt sammen til småtingsafdelingen.

Bogens tredje og mest vellykkede afsnit er 3. Religiøs praksis (s. 255-416). Her formidler Lyngdrup Madsen tydeligt den enorme rolle, kulten og ritualet havde i førkristen nordisk religion – noget der som nævnt ofte forsømmes i lærebøger og populære fremstillinger. Afsnittet indeholder blandt andet vellykkede afsnit om varselstagning, skæbnen, blot, sejd og døden. Brugen af begrebet præster (s. 318-30) skurrer dog noget i denne anmelders øren, da det unægteligt giver konnotationer til fuldtidsbeskæftigede forkyndere i en hierarkisk, institutionaliseret religiøs kontekst – noget som årtiers religionsvidenskabelige og religionsfænomenologiske forskning har prøvet at slå fast sandsynligvis ikke fandtes i det førkristne Norden. Inden gennemgangen af kultbygninger i kilderne giver Lyngdrup Madsen til gengæld denne reflekterede metatekst: “At der blev gjort brug af naturlige helligdomme, udelukker ikke eksistensen af kultbygninger og -anlæg i forskellig form. Selv om eksperter på området kan have delte meninger om, hvad der præcist ligger i ordene hørg, hov og vi, er der dog enighed om, at der fandtes kultbygninger i tiden før kristendommens indførelse. Om disse bygninger har haft form som et simpelt stenalter under åben himmel…, et guldprydet tempel…, et særligt indrettet gudehus ved gården…eller om de hellige handlinger er foregået i gårdens største hal, må vi lade stå åbent” (s. 292). Sådanne passager er en fryd at læse. Et kritikpunkt er den manglede inddragelse af det arkæologiske materiale, der reelt set kun benyttes i bogens illustrationer. Lyngdrup Madsen skriver dog flere steder, mest eksplicit i sit forord (s. 9-10), at hans ærinde gælder de skriftlige kilder; men denne beslutning trækker noget fra det samlede værk. Havde Lyngdrup Madsen valgt at inddrage det arkæologiske materiale i det mindste de steder, hvor det for alvor kan bidrage med noget, altså fx til at underbygge tilstedeværelsen af kultbygninger, ville det have været tilstrækkeligt i denne populærvidenskabelige fremstilling. Men det sker desværre kun meget få gange (fx s. 294 og s. 311). Helt generelt er dette afsnit dog trods alt meget vellykket, selvom flere rituelle specialister med fordel kunne have været inddraget. Her tænkes fx på tulen (norrønt þulr), der menes at have haft med kultiske recitationer at gøre, og som blandt andet nævnes i eddadigtet Hávamál 111 og på de fynske runesten fra Flemløse og Glavendrup samt den sjællandske Snoldelev-sten.

Bogen sidste afsnit 4. Religionsskiftet (s. 419-559) er i store træk baseret på krøniker og kongesagaer og omhandler mødet med og overgangen til kristendommen i Norden belyst ud fra et primært norsk perspektiv. Således behandles de store overgangstidsherskere Harald Hårfager, Håkon den Gode, Håkon Jarl, Olaf Tryggvason og Olaf den Hellige og deres interaktioner med Danmark, Sverige og Island samt de mindre Atlanterhavsøer. I indledningen til afsnittet betoner Lyngdrup Madsen på akademisk vis i en meget relevant fodnote, at der før og efter de officielle kristningsårstal i Norden har været en overgangsperiode, hvor både kristne og førkristne elementer i ses forening på fx runesten og stavkirker. Det samme genfindes i kongesagaerne, og det sidste afsnit i bogen (Fortællinger fra en tid i opbrud, s. 547-59) omhandler de fortællinger i kongesagaerne, der gennem påvirkning fra kristendommen ofte dæmoniserer den førkristne religion.

Nogen konklusion eller afslutning indeholder bogen ikke, og på sin vis virker slutningen noget brat. Her kunne forfatteren godt have samlet op på det over 550- sider store værk og evt. reflekteret over hvad projektet går ud på, og over lighederne mellem den systematiske syntetisering, som i hvert fald del 2 fremstår som, og så en af hovedkilderne til værket, Snorris Edda.

Lyngdrup Madsen udviser hele bogen igennem et fremragende kendskab til de skriftlige kilder. Det virker til, at alle de relevante kildesteder medtages, og på den måde er bogen også brugbar for de, der allerede kender til førkristen nordisk religion – jeg fandt personligt brugbare eksempler, jeg ikke kendte til i forvejen.

I litteraturlisten henvises læseren desværre ikke til tekstkritiske udgaver af kildeteksterne. Dette havde den strengt akademiske del af mig gerne set. I stedet henvises man til den online tekstdatabase www.heimskringla.no, som Lyngdrup Madsen ifølge forfatterbeskrivelsen på forlagets hjemmeside gennem de sidste ti år har været redaktør af, og hvis man ser bogen primært som et værktøj for religionslæreren i gymnasiet, er dette måske i virkeligheden en af dens styrker. Databasen indeholder udgaver af et væld af norrøne kilder og forskellige oversættelser til skandinaviske sprog og er et fantastisk værktøj til at orientere sig med. De søgbare norrøne kildetekster kan gøre det lettere at finde frem til fx specifikke ord og passager. Religionslæreren og andre interesserede har her altså fri adgang til praktisk talt alle kildetekster på norrønt samt i forskellige oversættelser samt alle de flotte illustrationer fra Nordboernes gamle religion (kreeret af forfatteren selv), som også ligger frit tilgængelige på hjemmesiden.

Der er dog et punkt, hvor Lyngdrup Madsen i Nordboerenes gamle religion har foretaget et uheldigt valg. Dette grundlæggende kritikpunkt angår inddelingen af kildeteksterne i kategorierne edda, saga og kvad. Det antydes i bogens undertitel og slås fast i introduktionens kildeafsnit og virker noget gammeldags og misvisende. Især grupperingerne ‘edda’ og ‘kvad’ er uheldige, da forholdet mellem Snorris Edda og eddadigtningen skævvrides noget.

Edda-afsnittet (s. 18-22) indeholder introduktion til Snorri Sturlusons Edda (ca. 1220) og til de norrøne digte, man i 1600-tallet fandt i Codex Regius-manuskriftet. Man opkaldte disse digte efter Snorris værk, da Snorri havde gjort stor brug af dem i den del af sin Edda, der hedder Gylfaginning. Vi har altså at gøre med på den ene side en række digte om guder og helte, sandsynligvis nedskrevet i 1200-tallet og frem og muligvis forfattet i 800-1000-tallet, men med baggrund i en langt ældre mundtlig tradition i eddadigtningen (også noget misvisende kaldt Den ældre Edda) og på den anden side med en mere eller mindre systematisk prosasyntetisering af mytologien på baggrund af blandt andet eddadigtningen at gøre i Snorris Edda (også kaldt Den yngre Edda). Skjaldedigtningen, der optræder under overskriften ’kvad’ (s. 27-31) i Lyngdrup Madsens fremstilling, spillede dog en mindst ligeså stor, hvis ikke endda en større, rolle for Snorri, da hans oprindelige mål med Edda var at bevare skjaldekunsten, der på hans tid var ved at forsvinde. Så indholdsmæssigt har hhv. edda- og skjaldedigtningen en lige stor plads i Snorris Edda; men det er ikke umiddelbart det billede man møder hos Lyngdrup Madsen.

I sidste ende virker det, som om grupperingen af Snorris Edda og eddadigtningen i samme kategori beror på deres navne, og da eddadigtningen er opkaldt efter Snorris Edda, fremstår det som et cirkelargument. For den almene læser kan dette måske give anledning til forvirring og en opfattelse af de to i min optik separate kildegrupper (Snorris Edda og eddadigtningen) som en form for enhed ‒ især når “eddateksterne” (fx s. 35) og “Eddaen…” (fx s. 55) faktisk gennemgående behandles som sådan. En overordnet genrebestemt kildeopdeling i prosa (Snorris Edda og sagaerne) og poesi (edda- og skjaldedigtningen) ville umiddelbart have været at foretrække.

Alt i alt leverer Carsten Lyngdrup Madsen med Nordboernes gamle religion altså en omfattende populærvidenskabelig gennemgang af det skriftlige kildemateriale til mytologien, kulten og overgangen til kristendommen i Norden, der er vellykket og velskrevet, og hvor især inklusionen af materiale om kultens betydning og vigtigheden af kulten for førkristen nordisk religion står som bogens force.


Simon Nygaard, ph.d.-stipendiat, cand.mag.,
Afdeling for Religionsvidenskab,
Aarhus Universitet, sn@cas.au.dk
Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, 2016

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.