Nordboernes religion

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordisk Religion
Vilhelm Grønbech


Illustreret Religionshistorie
Udgivet ved Edv. Lehmann
København
1924


NORDBOERNES RELIGION


Helligstedet

Hovtomt fra Island. I forgrunden ses blothuset, og bag det blotsalen.
Således går der et fælles liv eller en fælles sjæl gennem hele slægten. Den opfylder al dens ejendom, gennemtrænger dens hjem og dens jord, og den har et midtpunkt hvor den er samlet i hele sin fylde, nemlig helligstedet. Af udseende kan helligstedet være meget forskelligt; ofte består det i et enkelt træ eller en sten, en klippe eller en fos, hos fornemme slægter omfattede det en hel lund eller et fjæld. Men hvor forskellige end helligstederne kunde være udvortes, havde de alle vegne samme indre værdi: ætten følte, at det liv som lå bag ved de levende frænder og forenede dem med forgangne slægter, var samlet et bestemt sted, og at der fra denne kilde udgik liv og lykke.


Da de norske stormandsslægter udvandrede til Island, var deres første omsorg at genrejse de gamle helligsteder. I Eyrbyggja saga fortælles, hvorledes Torolf Mosterskæg grundede sig et nyt hjem. Da han var kommet ind under land, kastede han sine højsædestøtter over bord, og sagde at han vilde bygge der hvor Tor lod dem komme i land. Det sted hvor støtterne drev ind, kaldtes siden for Torsnæs. På det ligger et fjæld, og for det fjæld havde Torolf så megen ærefrygt, at ingen måtte se derhen førend han havde tvættet sig, ej heller måtte nogen, hvad enten det var dyr eller mennesker, miste livet der. Det fjæld kaldte han Helgefjæld, og han troede, at derhen vilde han selv komme med alle sine frænder. På tangen af det næs hvor Torstøtterne kom i land, lod han holde dom og oprettede der et herredsting; det sted var også så højhelligt, at marken aldrig måtte vanhelliges ved kamp og blodsudgydelse lige så lidt som ved anden menneskelig forurening.

Hovtomt fra Island. I forgrunden ses blothuset, og bag det blotsalen.


__________



Festen

Den helhedssjæl som gennem skiftende tider holder slægten oppe, er guderne eller magterne. I festen kommer guderne frem og tager alt i besiddelse. Festen er mødet mellem guder og mennesker, i den forstand at det højeste guddommelige liv fylder hele huset, svøber sig om alt og alle, gør tingene til helligdomme og menneskene til guder. Derfor er enhver voldshandling under festfreden en helligbrøde, en krænkelse af det guddommelige; drabsmanden hedder ulv i helligdommen — varg i véum —, fordi han har tilføjet guderne selv et blødende sår gennem sit hug.


Festen fandt sted i hallen eller dagligstuen. I midten af stuen brændte en ild, og på begge sider af arnen var der forhøjninger med bænke, hvor mændene sad på rad langs væggene; midt på langvæggen stod højsædet, indrammet af højsædestøtterne, og der havde faderen eller slægtens fører sin plads. Helligstedet lå oftest under åben himmel, afmærket ved en stenhob eller hørg, men stundom er der på stedet blevet opført et lille blothus til at rumme de hellige genstande. På Island begyndte man i vikingetiden at opføre hov, som ikke er andet end gæstebudssale til at rumme festforsamlingen, og denne blotsal blev da bygget sammen med blothuset, så at dette kom til at danne et lille »afhus«, lignende koret i de kristne kirker. Det oprindelige forhold giver sig til kende i at de to ikke blev sat i direkte forbindelse med hinanden, til trods for sammenbygningen; blothuset skiltes fra hovsalen ved en fast mur og havde sin egen indgang. Sandsynligvis har de kristne kirkebygninger i England tjent som forbillede for de islandske hov.


Festen begyndte med en helligelse. Alle deltagerne afførte sig det daglige liv med dets urenhed og iførte sig slægtens fulde guddommelighed; hvorledes denne indvielse er gået for sig ved vi ikke, — formodentlig er magterne blevet hentet ind gennem en procession til helligstedet. Under højtidsfulde former blev der slagtet og brygget til det hellige gilde, der nåede sit højdepunkt i drikkelaget. Efter at kødet var spist, blev bordene taget bort, og ølhornet begyndte at gå fra hånd til hånd. Først blev det båret frem til høvdingen, som tronede i højsædet, han tog det og udtalte et helligt ord til vielse og til bestemmelse af den virkning som drikken skulde have for deltagerne; en sådan formel er bevaret i brug ned i kristen tid, dens kærne var ordene: til år og fred, det vil sige: til velsignelse for bedriften og til samdrægtighed mellem frænderne. Efter vielsen tømte han hornet og rakte det til sin nabo, der fulgte ham i ord og gerning. Således gik hornet »i hænderne« fra mand til mand, indtil hele laget havde drukket; en sådan ceremoni kaldtes et bæger, eller senere en skål og et minne. Medens handlingen varede, herskede der stilhed i hallen: alle fulgte drikningen med spændt opmærksomhed, og vågede over at der ikke indsneg sig nogen uregelmæssighed som kunde skade offerets virkning. Denne form for kultus blev optaget i kristendommen og fortsattes middelalderen igennem, ja blandt almuen på landet helt ned til vor egen tid. I de middelalderlige gildelove får vi derfor et levende billede af andagten: det pålægges brødrene at rejse sig og modtage bægeret med ærbødighed, aldrig sætte det fra sig under handlingen, men gøre deres skyldighed mand for mand og række det til sidemanden, aldrig drikke bag om sin fælle eller på anden måde bryde kæden og samstemningen ved øllet.


Virkningen af dette sakrament med mad og øl var først og fremmest fred, eller styrkelse af frændskab og sammenhold; derfor skulde drikken gå fra mand til mand, så at alle kom til at danne en kæde af brødre; den værste forbrydelse var at springe en nabo over, således at man udskilte ham af samfundet og derved sprængte kredsens enhed. I fortællingen om Hakon Adelstensfostre får vi et indtryk af de følelser som besjælede deltagerne. Det berettes, at Hakon, som havde antaget kristendommen i England, vilde undslå sig for at deltage i blotgilderne, men folket knurrede og truede med oprør, om han ikke vilde gøre som hans forfædre havde gjort. På Sigurd Jarls indtrængende anmodning lod kongen sig bevæge til at gabe over offerkedlens hank, som var fugtig af emmen fra kødet. Derpå gik han til sit højsæde, og ingen af parterne var rigtig tilfreds. Ligeledes blev han tvunget til at tage ved hornet, som Sigurd Jarl havde viet, og da han vilde værge sig ved at gøre korsets tegn over drikken, lød råbet: »hvorfor gør kongen det, vil han ikke blote?« og der blev ikke fred førend Sigurd havde bortforklaret korstegnet som Tors hammermærke, der skulde vie drikken. En konge som ikke åd og drak i den hellige fest med sit folk, havde dermed sat sig selv uden for samfundet; ingen kunde tro ham eller stole på ham, ti han var blevet som en fremmed. Men drikken bragte endnu mere, med den flød der lykke gennem rækkerne; fra festen kom der styrke og mod i sindene, og fra festen strømmede der velsignelse ud i årets gerning, I festens genfødes lykken, og lykke var jo for Nordboerne legemlig og åndelig på én gang; i øllet svømmede digt og drøm lige så godt som frugtbarhed på ager og eng. Hakons egensindighed vilde koste hele landets velfærd.


I festen beredtes den kommende tid. De årlig tilbagevendende offergilder indledede årets syssel, og gjorde at dets arbejde på marken blev kronet med held. Ethvert større foretagende måtte grundlægges i et blot; det hedder om vikingerne, når de var rustede til et togt, at skibene lå sejlklare og øllet var brygget. I blotgildet blev ligefrem de kommende begivenheder skabt. I Njals saga fortælles, at en mand engang i et syn så nogle kvinder væve krigens væv, med mennesketarme til islæt og pil til skyttel, og alt mens de vævede, sang de Darradsangen:

»Spyd vil knage, skjolde brage, økser fare i jærn.
Væve, væve, Darradsvæv, siden følge vi fyrsten. Hvor mændenes skjolde blodige skues, skærmer valkyrjer kongen.
Væve, væve Darradsvæv, kongens var den forhen; frem vil vi gange, storme i kampen, hvor vennernes våben røres.
De skal land råde som hutrede på stranden; en konge, en mægtig, siger jeg døden, nu er jarlen falden for odde.
Nu er væv vævet, nu er val rødnet, dødsbud skal fare om land.«


I dette digt har skjalden hentet inspiration fra blotsalen og omsat dens idé til et poetisk billede; når han siger: »Nu er jarlen falden for odde, nu er væv vævet, nu er val rødnet,« udtrykker han stemningen fra blotet, når de hellige ord forbundne med nydelsen af øllet ikke alene fødte kraft til bedrifter, men ligefrem manede stordåd frem af den kommende tid. Et andet udtryk for denne forudgriben er manddomsløftet, som blev aflagt ved bragebægeret, det vil sige kraftdrikken. Ved det arveøl som Svend Tveskæg holdt over sin fader, skabte jo alle deltagerne deres fremtid. Svend drak sin faders mindebæger og aflagde det løfte, at før der var ledet tre vintre, skulde han være draget til England og enten have drevet Kong Ethelred af lande eller have taget hans liv; efter ham fulgte alle Jomsvikingerne med deres skæbnesvangre løfter om at vriste Norge ud af Jarl Hakons hånd. Svends stordådsløfte og Darradsangen udfylder og oplyser hinanden.


Derfor udgik der varsler fra gildet; på allehånde tegn kunde man se, om lykken var fuldbyrdet: om slaget var åndeligt vundet, om årets høst var bjærget. Engang holdt Hakon Jarl et blot før slaget, og mens han endnu blotede, kom ravnene flyvende til tegn på at sejren var ham vis, og at der vilde blive mange slagne fjender til kampfuglene at slide i. Ikke blot tog man varsler af alt hvad der forefaldt ved blotet, men man fremkaldte varsel på forskellige måder. Ofte omtales varselstene, som åbenbart har været brugt til lodkastning; de kaldtes blóttene og deri ligger en antydning af at de var inspirerede af festens kraft, ti blót er betegnelse for den handling at fylde mennesker og ting med guddomsmagt gennem offer.


Når maden og øllet kunde have så store virkninger, beroede det på at de indeholdt gudernes kraft eller guderne selv. Men øllet alene gjorde det ikke, ti guderne var lige så fuldt til stede i mændene selv, i luften som de indåndede, og i stedet hvor de sad. Kort sagt, det var slægten selv som rådede i alt, det var ikke en enkelt generation som handlede i endrægtighed, men ætten i dens evige skikkelse, sådan som den rakte bagud i fortiden og fremad til ufødte slægtled. Derfor bliver alt hvad mændene foretager sig, til handlinger med forbilledlig og skabende kraft.


Ved kulten har da også digtet og fortællingen sin plads. Alt hvad slægten gemmer af dyrebare minder, om forfædrenes bedrifter, om verdens tilblivelse, om jætternes overvindelse bliver gjort levende gennem ord og gennem dramatisk fremstilling. Ikke således at forstå, at der har fundet teatralske forestillinger sted ved blotet, men de forskellige ceremonier har for fællerne haft en billedlig betydning, hvorved de gamle legender blev gjort levende og nærværende for deres øjne. Fremstillingen var ikke alene en amindelse om fortiden, men i højere grad en fornyelse: slægten stod frem og gennemlevede sit rige liv, så at det blev genfødt. Religionen med sine ceremonier svarer til den praktiske oplevelse; fortiden var jo for Nordboerne ikke en skat, som de ejede ved arv, den var et liv inden i frænderne, og livet måtte bevise sin kraft ved atter og atter at skabe forfædrenes gerninger.


__________



Arveøllet

En vigtig fest var arveøllet, og der ser vi tydeligt, hvorledes blotet skabte nyt liv eller skabte livet nyt. Dødens fare ligger ikke i at den afslutter den enkeltes levnedsløb, men i at den i sig indeholder en trusel mod hele slægtens liv, forsåvidt som jo fjendtlige magter ved den er brudt ind og har slået et hul i frændegærdet. Det fjendske måtte overvindes, for at ætten igen kunde vinde sin gamle kraft. Så længe denne oprejsning ikke var sket, levede frænderne under en skygge; højsædet stod tomt, og vi hører, at mændene holdt sig for sig selv og nødig gik til ting eller andre steder hvor folk samledes. Denne mellemtilstand blev ophævet ved arveøllet, når blotet fuldbragtes og arvingen steg op for at sætte sig i højsædet. Det er da naturligt, at manddomsløftet, der var en fornyelse af ættens bedrifter, havde sin plads ved gravøllet, og fortællingen om Svend Tveskægs fest over sin fader indeholder et kulturhistorisk sandt billede, hvordan det nu end forholder sig med dens historiske korrekthed.


»Når der blev holdt arveøl efter gammel sæd,« siger Fagrskinna i sin beretning, »da var det en pligt at holde det i det år da den var død som arveøllet gjaldt; men den som holdt gildet, måtte ikke sætte sig i den mands sæde som han arvede, førend man drak arveøllet. Den første aften da mænd kom til gildet, skulde der skænkes mange bægere på samme måde som nu« — det vil sige i middelalderen — »minner drikkes. Og man viede disse bægere til sine mægtigste frænder eller til Tor eller andre af de guder som man havde i hedenskabet. Men til sidst skulde manddomsbægeret skænkes, og da skulde den som holdt gravøllet, aflægge løfte på manddomsbægeret og med ham alle de som deltog i gildet, og efter det stige op i dens sæde hvem arveøllet gjaldt. Den første aften da Kong Svend og Sigvalde Jarl drak deres fædres gravøl, satte kongen mænd til at bringe Jomsvikingernes høvdinge den stærkeste drik, og de blev overmåde drukne; men da manddomsbægeret blev skænket, førend endnu Svend Konge steg op i sin faders sæde, aflagde han det løfte, at før der var gået tre vintre, skulde han drage til England med en hær og dræbe Kong Ethelred eller drive ham af landet, eller selv finde døden hvis det ikke lykkedes. Efter at kongen havde sagt dette og sat sig i sin faders sæde, aflagde Sigvalde Jarl det løfte, at før tre vintre var gået, skulde han have dræbt Hakon Jarl af Norge eller have drevet ham af lande. Sigvaldes broder, Torkel, lovede at følge sin broder til Norge og ikke fly førend Sigvaldes skib var to længder til agters for hans, hvis de sloges til søs, eller han havde Sigvaldes mærke i ryggen, hvis de sloges til lands.« Efter dem fulgte de øvrige Jomsvikinger hver med sit løfte.


Gravøllet var en styrkefest og ikke en sørgehøjtid. I det viste ættens lykke sin usvækkede kraft ved at kalde glæden og munterheden frem. Nordboernes tryghed beroede på at slægten havde midler til at overvinde dødens trusel og til at bevare lykken både for dem der endnu virkede i lyset, og for dem der var gået til højen. I det stykke har Nordboerne holdt hart ved gamle sædvaner til stor forargelse for præsteskabet, der århundrede ud og århundrede ind tordnede mod den unyttige udgift og den usømmelige lystighed ved almuens gravøl.


__________



Guderne

Guderne er da ikke adskilt fra mennesker ved en kløft. I festen tager de frænderne helt i deres besiddelse, så at det i bogstaveligste forstand er guder som går i hallen og gør evige gerninger. Ude i det praktiske liv er der grader i hellighed eller guddommelighed. Den store høvding med kongelykken var en hellig person, og til tegn bar han det lange hår. Kvinderne, som færdedes inde i hushelgen, var helligere end mændene, og denne guddommelighed giver sig tydeligt til kende i kvindens sociale stilling. Det var helligbrøde og derfor vanærende at forgribe sig på kvinden; hun kunde uden bekymring bruge ord som fra en mands mund vilde fremkalde hævn. Og sagaerne viser gang på gang, at mændene næsten med ærefrygt hørte på de råd som kvinden gav, og på de spådomme som hun fremførte — alt tegn på hendes forbindelse med det guddommelige bag livet. Men selv om der er grader af guddommelighed, følger ingenlunde at guder og mennesker smæltede sammen; den afgørende forskel ligger i at mennesker blot er en begrænset åbenbaring af lykken, medens guderne rummer hele slægtens liv.


Guderne eller det guddommelige åbenbarer sig i slægtens ejendele, og ganske særlig i de udmærkede genstande der gik i arv fra generation til generation, våben og smykker og pragtklæder. Oftest omtales høvdingens smykke, armringen; den havde sin plads i blothuset, og derfra blev den taget frem og båret af fyrsten, når han sad på tinge eller ledede i kampen. Også i kongens banner gik guderne foran hæren og beredte den vej gennem fjendens fylking. Endvidere boede det guddommelige i kreaturerne, og gennem de ypperste høveder åbenbarede visdommen sig ikke sjælden ved varsler. Endelig var gudernes kraft udbredt i huset, hvor den samlede sig i højsædestøtterne; derfor tog udflytterne altid støtterne med sig, når de drog til Island, og rejste dem i den nye gård. Ofte lod de guderne vise vejen og udpege det nye hjem; når de nærmede sig land, kastede de støtterne over bord, og der hvor de drev ind på kysten, tog de land og rejste gården.


Men guderne var ikke alene til stede som en kraft i huset og tingene, de antog også personlig skikkelse; de kunde åbenbare sig for deres venner, rådende, vejledende og advarende. Ofte kom de i kvindeskikkelse, som forståeligt er, da kvinden stod det hellige nærmere end manden. Som regel bar de intet navn, men hed simpelt hen: slægtens guder, slægtens diser, det vil sige kvinder, eller de kvinder som følger frænderne. I deres egenskab af beskyttende magter optræder de som fylgjer; de kan komme på besøg i drømme, men tit hænder det også, at manden møder sin fylgje eller sin æts fylgjer på vejen og modtager advarsel om lurende fjender. Fylgjerne fulgte alle slægtens medlemmer, men de var naturligvis i særlig grad knyttede til høvdingen som den ledende og den der havde det største ansvar for ættens ære og lykke; når han faldt fra, gik fylgjen over til hans eftermand. Engang drømte Glum på Island, at han så en mægtig kvinde skride op igennem dalen, og han gik ud for at tage imod hende og byde hende ind; nu vidste han, at hans morfader Vigfus var død i Norge, og at lykken søgte til ham som den største mand i ætten. Da Halfred Vanrådeskjald lå dødssyg om bord på sin sidste rejse fra Norge til Island, så man en kvinde komme skridende efter skibet; hun var stor og klædt i brynje, og hun gik på bølgerne, som var de fast grund. Halfred vendte blikket mod hende og sagde: »Nu siger jeg mig løs fra dig.« Hun gik til hans broder og sagde: »Vil du tage imod mig?« men han svarede nej. Da sagde Halfreds unge søn: »Jeg vil tage imod dig,« og derpå forsvandt hun; men Halfred lagde til: »Dig, min søn, vil jeg give sværdet Kongsgave; mine andre ejendele skal lægges i min kiste, hvis jeg dør på skibet.« I denne fortælling kommer de gamle tanker så meget stærkere frem, som de må brydes med kristendommens gudstro; Halfred var blevet omvendt af Olav Tryggvason, men hang med sit inderste hjærte ved sine fædres sæd. Det er da også for ham en selvfølge, at fylgjen og hans dyrebareste våben skulde følges ad, sådan som ættens lykke krævede.


Men guderne kunde meget vel erhverve sig et navn; i historien er jo Ladejarlernes guddom blevet berømt som Torgerd Hølgebrud. Og i Tor samledes i Norden guddommeligheden sammen til en fast udpræget skikkelse. Tor er menneskenes forsvarer, Midgårds værner, jætternes overvinder; han drager atter og atter ud til Jættehjem for at kue dæmonerne. En af hans myter fortæller om hans besøg hos jætten Geirrød; vejen går over fossende elve, som truer med at rive ham bort; Geirrøds døtre skjuler sig under hans stol og vil knuse ham mod taget, men han stæmmer sin stav mod loftet og tvinger stolen ned, så at utyskerne knækker ryggen; jætten selv slynger en gloende jærnstang mod hans hoved, men guden griber den i luften og sender den tilbage, så at jætten synker sammen ved foden af stolpen med gennemboret pande. En anden legende beskriver Tor, der fisker efter Midgårdsormen. En aften kom han til jætten Hymir ude ved det yderste hav og søgte husly for natten, men jætten kunde ikke se andet end at det var en ung knøs. Da Hymir i dagningen stod op for at ro til søs, var Tor lysvågen og ivrig efter at få lov til at slå følge; han fik et knuttet svar, at nogen nytte kunde så lille en knægt ikke gøre; men vilde han med, måtte han selv sørge for madding. Tor gik til jættens stald og vred hovedet af den største okse; derefter roede de ud, og Hymir syntes at det skred godt for den lille pog ved åren. Hver gang han vilde lægge årerne op for at begynde at trække fladfisk, roede Tor til, og jætten blev alt blegere om næbbet ved tanken på at de kom længere og længere ud på Midgårdsormens enemærker. Endelig tog guden årerne ind og satte sin madding på krogen, og straks bed ormen på oksehovedet, men da den mærkede krogen, rykkede den til, så at Tors næver slog mod rælingen. Da blev Tor vred og for i sin fulde gudestorhed; han stæmmede fødderne imod, til de gik gennem plankerne og tog fæste på havets bund. Jætten sad og rystede af skræk, og i det øjeblik Tor greb til hammeren, snittede han snøren over på rælingen, så at ormen sank tilbage i dybet. Tor kastede sin hammer efter den, og nogle siger at han slog hovedet af udyret, men måske er det mere troligt, at den endnu ligger på havets bund. Et ørefigen sendte Hymir over bord, og det sidste Tor så da han vadede i land, var jættens brede fodsåler. — Han prøver kræfter med turserne i Udgårdslokes hal, og kun ved synsforblændelser kan jætternes fyrste sno sig ud af klemmen. Med stor humor skildres i Tryms-kviden, hvorledes Tor ager forklædt som brud til Jættehjem for at hente sin hammer, der er blevet stjålet fra ham, mens han sov. Jætterne vil ikke give hammeren tilbage, uden at til gengæld Freyja vil drage fra gudeverdenen til Jættehjem, og som sædvanlig er det den listige Loke som finder på udvej. Tor må selv trække i brudedragt; hyllet i brudelin ager han til Jættehjem med Loke som sin terne, så at klipperne sprænges og jorden spruder gnister. Da jætterne hører braget fra Tors vogn, får de travlt med at rede til gilde, og bruden forbavser sine værter med sin mægtige appetit: en okse og otte laks sætter han til livs og skyller efter med tre tønder mjød; men Loke har forklaringen på rede hånd: »Så svart har bruden længtes, at hun intet har spist i otte døgn.« Da den elskovssyge jætte letter på linet, møder han et par lynende øjne, så han farer tilbage over i den anden ende af hallen; men Loke kender grunden: »Så svart har bruden længtes, at hun ikke har sovet i otte døgn.« Endelig kommer øjeblikket, da jætterne bærer hammeren ind for at lægge den i brudens skød, og hjærtet ler i Tors bryst, da han føler hammerskaftet i sin hånd; han rejser sig i sin gudevælde og knuser hele jætteyngelen. — Disse legender har gennemgået en literær behandling og er delvis blevet forvandlet til eventyr; men i deres grund er de ægte udtryk for den kamp der stedse føres mellem guder og mennesker på den ene side og trolddommen i det fremmede land, skoven og fjældet, på den anden. Og endnu i myternes sene kunstneriske udformning skinner der træk igennem som viser at de har haft deres plads ved blotet, hvor de er blevet levendegjort gennem handlingen. Blotet var en virkelig kamp, Tor var i sine dyrkere, når de styrkede sig med offermaden og øllet og gennem blotets ceremonier nedslog dæmonerne.


En helt anden skikkelse er Freyr. Medens Tor er bukkenes gud, der råder blandt småkvæget og først og fremmest dyrkes i slagtoffermåltidet, hører Freyr hjemme på de fagre kornvange i Sverrig og Danmark. I hans fester er der indkommet et fremmed element af sydlandsk herkomst, nemlig de ceremonier som er knyttet til udsæd og høst, og derfor er hans kultus præget af en sanselig exaltation, som vi kender vel fra Middelhavslandenes mysterier. Dette sanselige træk kommer også til syne i de myter der handler om Freyr og hans kreds, særlig Njørd og Freyja. Digtet Skirnesmål, det eneste bevarede Freyskvad, beskriver gudens attrå efter jættemøen Gerd i vers der har en unordisk glød. »Solen lyser dage lange, men aldrig for min længsel,« klager han, »i Gymers gårde så jeg gange den mø som har fanget min trå; hendes arme lyste og strålede glans over luft, over hav. Hende længes jeg mod, hedere end nogen sinde yngling længtes mod mø, men blandt aser og alfer findes ingen som under os elskov.« Da byder svenden Skirner sig til at ride på bejlerfærd til Jotunheim. Over mørke og vandkolde bjærge når han til Gymers gård, og sætter over Vaverluen så at det gungrer gennem alle huse, og Gerd undres hvem det er som rider så jorden ryster. Men alle hans bønner og gaver formår ikke at røre jættemøen. Da tager han til at forbande hende med trylleord, det ene rammere end det andet: uden fryd og mands gammen skal hun gå for stedse i et skiddent og skummelt land inde bag dødningers stængsel, hadet af guder og nidstirret af utysker. Kuet byder hun ham endelig velkommen med mjødbægeret, og hun lover at møde Freys længsel i lundens skumring, når der er ledet ni nætter. Freyr møder Skirner ude på vejen og kræver rede på ærendet, før han endnu er steget af hesten, og da han hører hendes svar, sukker han: »Lang er den ene nat, lange er tvende, hvor orker jeg at bie i tre; ofte tyktes en måned mig hastigere gangen end slig en halv længselsnat.«


Selv om digtet i sin Eddaform snarere er en elskovsstudie end et religiøst kvad, bærer det tydelige mærker af at være inspireret af ceremonier og sange der fejrede frugtbarheden på kornageren som virkningen af en guddommelig rituel besvangring. En antydning af ceremoniens art er givet i en norsk fortælling om Gunnar Helmings æventyr i Sverrig. Den unge mand måtte flygte over grænsen og fandt venlig modtagelse hos en præstinde, der tjente ved en Freyrhelligdom. Han følger med hende, når hun sammen med Freyr drager på gæsteri rundt i bygderne for at skaffe folkene godt år. Den stakkels Freyr føler sig til overs og bliver mere og mere ond på gæsten, og en dag da de bliver overfaldet af uvejr, går han løs på sin medbejler. I sin nød påkalder Gunnar Olavs gud, Krist, og lover at omvende sig til ret tro, hvis han slipper levende fra denne knibe, og ved sit gode forsæt får han kræfter til at vælte træskrumlet, så at den djævel der sidder derinde, tager til bens og ikke lader sig se mere. Derefter ifører Gunnar sig gudens aflagte klæder og spiller Freyr i de gæstebud som står tilbage, og folk bemærker med tilfredshed, at Freys hustru er i velsignede omstændigheder. En skønne dag forsvinder imidlertid Freyr og tager sin hustru og en god slump offergaver med sig; han dukker op i Norge, hvor han udsoner sig med kongen og bliver en velstående mand og en god kristen tillige. Som fortællingen står, er den en skæmtehistorie og en spotteglose mod de enfoldige Svenskere, så at vi skal gennem mange lag for at nå ind til de religionshistoriske kendsgerninger; men der er noget i Freys forhold til præstinden som tyder på en dramatisk ritus. Og en realitet af samme art ligger bag Skirnesmåls fortælling.


__________



Odin og vikingetiden

I myterne om Odin træder det daglige liv på bondegården helt i baggrunden. Odin er den hvileløse kriger, som dukker op rundt omkring på valpladserne og ene har sin glæde der hvor stærke mænd mødes og giver hinanden ærens død. Han har sine yndlinge blandt fyrsterne, som han fører fra sejr til sejr, han hidser kongerne frem til stadig nye kampe, for at de skal fylde Valhal med kæmper. »Jeg drog om i Valland, hvor jeg vejrede kamp, hidsede fyrster op og forligte dem aldrig,« således lader digteren af Harbardsljod ham selv sige. Odin fører skjaldskab og runevisdom med sig; myten fortæller, hvorledes han røvede skjaldedrikken fra jætten Suttung og bragte den til gudernes hjem. Snorre har genfortalt den med barok humor, — med et eget gottende lune beretter han, hvorledes guden dristigt borede sig gennem klippen ind til jættens hule, dårede hans datter, mjødens vogterske, med elskov, og i ørnens brusende vingeslag for af gårde med den kostelige drik i sin mave; men jætten var efter ham som et sus, og Odin fik næppe tid til at spy drikken ud i de kar som guderne satte frem i gården, noget gik i nøden bagud, uden at nogen lagde mærke dertil, — det er der ingen som våger over, og der henter de dårlige digtere deres inspiration. Odin går fra kamp til kamp, men han går også fra det ene elskovsmøde til det andet; i Harbardsljod lader digteren ham prale af sin sejrrige leg med kvinder, og hans triumferen bekræftes af de mange kærlighedsæventyr som dukker op i hans myter. Odin hører hjemme på kongsgården, og hans legender afspejler livet ved erobrerfyrsternes hof med dets idealer, dets forgudelse af kampen, dets spøg og spot, dets raske, forsorne tone og dets beundring for digteren, som i hallen står frem og med rungende, kunstfulde vers sætter kongen et uforgængeligt minde.


Vikingetiden bragte nye idealer frem i visse kredse af de nordiske folk. Der opstod en ny type af høvdinger, som brød ud af det støtte, traditionsbårne liv hjemme i de hævdvundne omgivelser og gjorde livet til et storstilet spil om berømmelse og herredømme. De lagde bag sig det trygge, langsomtskridende i bondens færd og målte hans slid for brødet fra dag til dag med foragt. Odin ejer heltene som falder på val, men Tor ejer trællenes hob, synger disse riddere gennem digteren i Harbardsljod. De satte kampen op som heltens eneste vej til lykke, og de forvandler æren til ensidigt at være stridens ry og heltedødens eftermæle. Der er ikke sket noget brud i Nordens åndsliv eller religion, men de gamle idealer er blevet indsnævrede til kun at gælde kamp og krig, og derved har de fået en forhøjet, sværmerisk glans. Gennem vikingetidens myter og poesi står der gny fra det hastige liv, hvor mennesker så riger opstå og gå til grunde for deres øjne. Gennem digtningen tordner det af spydes bragen og skjoldes bristen, og det lyser af byer, som flammer rødt op mod himlen. I kampen får hele livet sin forklarelse. Livet måles ene og alene efter om det ophober ære og ry, døden bliver fejret som en indgang til helteparadiset, hvor stridens lyst fornyes uendeligt fra dag til dag og øllet flyder i hallen hver aften. Valhal er kongsgårdens forherligelse og livet hos Odin et evigt afbillede af livet i erobrerfyrsternes sale; i Odinsreligionen er vikingetidens idealer løftet op og gjort til verdens love. Bag dens religion og digtning står kongen som den store inspiration, og om kongerne flokkedes skjalde, der opfangede inspirationen og omsatte den til sange.


Men med al sin rastløshed var vikingetiden jo ikke en flimren af kampe og togter; selv om disse århundreder havde sin hær af æventyrere, og selv om denne æventyrånd, som lokkede Nordboer helt ind i Middelhavet, satte sit præg på livet, var der blandt erobrerne klare, målbevidste politikere, som drog ud for at grundlægge riger og bygge borge. I de kongedømmer som gennem århundreder stod i Nordengland — med York som hovedstad — og i Irland, kom Nordboerne i frugtbart samkvæm med den kristne verdens kultur og religion, og her var det faste grundlag på hvilket vikingetidens digtning og religion kunde udfolde sig til den dybde og skønhed, som giver Edda og sagaerne plads i verdenskulturen. Men Odins herredømme er ikke ensidigt grundet på at han ledede erobrerfyrsterne til sejr ud over verden; han har også sin faste borg i de opadstræbende kongers gårde i Norden, både i Danmark og i Norge; det er ikke tilfældigt, at han dukker op på Bråvallahede og styrer vognen for Harald Hildetand, da han fylker hæren til folkeslaget. Det stolteste mindekvad som er digtet over nogen nordisk fyrste er Eriksmål, sunget til ære for Harald Hårfagres søn, Erik Blodøkse. Digteren lader kampens bulder give genlyd i Valhal; det brager, som om tusinders mængde trænges. Odin vækkes af drømme om at Valhals bænke strøs og ølkarrene beredes til modtagelse af faldne kæmper; glæden i hans hjærte varsler, at der er mægtige mænd i vente. For Erik er det der lyder brag, kongen vil drage ind i Odins sale. »Hvorfor venter du Erik fremfor andre fyrster,« lyder spørgsmålet. — »Fordi han har rødnet sin klinge i mangt et land og båret sværdet tungt af blod.« — »Hvorfor sveg du da ham for sejren, som tyktes dig en fuldgod konge?« — »Jo, ingen ved hvad der står for, ulven den grå skuler grådig til gudernes gårde.« Og ind træder Erik, kampfyrsten, omgivet af fem fyrster; et mægtigt følge fører han til Valhal fra våbnenes storm.


Vikingetiden føder en ny religion om Odin, kongernes gud; i denne religion sprænges de gamle grænser, og blikket vides ud til at omspænde en verden. I steden for de hjemlige guder, hvis magt kun nåede så langt som deres dyrkere virkede, træder en gudestat, samlet om Odin som fader og fører. Helligstedet løftes op over jorden og bliver til en gudeborg, Asgård, med mange sale, de gamle myter og deres mangehånde indbyrdes uforligelige skikkelser støbes sammen til en digterisk helhed, en gudesaga. I midten står Valhal, hvor Odin troner som en høvding midt i sin hird, et himmelsk afbillede af kongshallen med dens religiøse drikkelag. Verden bliver kortlagt med Asgård som det ophøjede midtpunkt; Midgård, menneskenes bolig, breder sig vidt ud i midten af den nærende jord, og uden om den slynger sig jætternes golde verden, Udgård. Historien spændes ud til et verdenssyn, et drama, som stiler hen mod det store opgør mellem guder og jætter.


Gosforth-korset i Nordengland fra 10. århundrede. (Scene af gudekampen).
Dette syn præger vikingetidens digtning, sådan som vi kender den fra Edda og fra Snorres genfortælling. Det ligger under fortællingen om Balders død og giver den en stemning af skæbneuvejr. Det begav sig, at Balder den Gode blev ængstet af svare drømme, der varslede hans død. Da lod Frigg tage ed af alt på jord, fra malm og sten til dyr og orme, at de ikke vilde skade den hvide gud. Trygge og glade gav guderne sig hen i en ny leg, at skyde og hugge efter Balder, og de frydede sig ved at se alle våben springe af fra hans legeme. Men Loke skulede ondt over gudernes glæde; forklædt som kvinde gik han til Frigg og lokkede ud af hende, at der var én ting som kunde volde guden men; den lille kvist mistelten havde tyktes Frigg for ung til at sværge eder. Loke fandt misteltenen, og med den i hånden kom han til Hød, som stod dådløs yderst i kredsen, ti han var blind. »Hvorfor viser du ikke Balder ære som alle de andre, læg denne kvist på buen, og jeg skal rette den for dig derhen hvor Balder står.« Hød gjorde som Loke bød, og for hans skud sank Balder død til jorden. Da guderne så hvad der var sket, sank deres hænder kraftløse ned, og ingen af dem kunde få et ord frem; hver mand så til sin stalbroder, alle havde de ét sind mod den der havde øvet værket, men ingen kunde hævne på det hellige sted. Odin sørgede dybest; ti han forstod helt hvad Balders fald betød for guderne. Frigg bød sit dyreste venskab til den som vilde ride ned ad Helvejene og prøve på at løse Balder ud fra dødsriget. Hermod bød sig til at fare, og mens guderne gjorde Balders bålfærd på hans skib, red han på Odins hest Sleipner ned ad dybe, dunkle dale, til han efter ni nætters fart hørte Gjallerbroen dundre under hovene. »Broen durer mere under dig ene mand end under fem fylker døde mænd som red herover i går, og ikke har du dødnings lød i dit åsyn,« siger vogtersken ved Hels bro, men Hermod spørger blot om Balder er redet forbi, og sprænger videre nordad og nedad på Helvejen. Foran Helgrinden spænder han Sleipners gjord og sporer den i et sæt over porten, binder den foran hallen og går ind, — der ser han Balder sidde i højsædet. Hel lader sig ikke bevæge af gudernes sorg, »men,« siger hun, »er Balder så elsket, at alt i verden, levende og dødt, vil græde for den henfarne gud, da kan han drage atter til aserne.« Og dermed rider Hermod tilbage, den vej han kom. Atter sender guderne deres sendebud omkring i verden, og beder at alt og alle skal græde Balder op fra Hel. Sendebuddene er allerede på vej hjem med vel udrettet ærinde, da de træffer en jættekvinde i en hule; hun har kun tørtårer for Balders bålfærd, »lad Hel holde hvad hun har.« Og det er mænds tro, at gygen var ingen anden end Loke, som har voldet mest af alt det onde der har ramt guderne. Loke bøder nu i sin hule, hvor guderne har bundet ham til svare sten; edderormen hænger over hans ansigt; hans hustru Sigyn står hos med en skål og opfanger dens spy; men i de øjeblikke da hun vender sig for at slå giften ud, krummer han sig i smærte, så jorden skælver. Og der ligger han i lænker til Ragnarok.


Over Balderslegenden hviler en dyster, skæbnetung stemning, som udgår fra den scene hvor guderne lamslåede og målløse trænges omkring deres fælle's lig. Denne scene er inspireret af Nordboernes gru for blodsudgydelse inden for den hellige frændekreds; når frænde blev dræbt af frænde, gaves der ingen oprejsning; ti der findes ingen hvem hævnen kan falde på. Det var ætten som stødte sværdet i sig selv, og alle der følte ættens lykke i sig, måtte vånde sig i angst for følgerne af en sådan nidingsdåd, der forgiftede æren og lykken og sikkert førte slægtens opløsning med sig. Hvordan legenden har lydt før vikingetidens digtere genskabte den, og hvad dens udgang har været, kan vi intet sikkert vide om; utvivlsomt ligger der en gammel myte til grund, der måske i det ydre ikke har adskilt sig særdeles meget fra Snorres genfortælling. Alligevel er legenden forvandlet, idet digteren har samlet den om nidingsværkets motiv og har gennemisnet ordene med den gru som Nordboerne følte for ættens undergang; med små midler har han af gammelt materiale skabt en digtning der antyder, næsten som i et symbol, at historien bærer på en indre tragik og drevet af skyldens tyngde skrider hen mod et opgør.


Gosforth-korset i Nordengland fra 10. århundrede. (Scene af gudekampen).
Sit højeste og fuldkomneste, men også mest personligt prægede udtryk har spekulationerne fået i Vøluspå, dette grandiose udskue over hele verdenshistoriens forløb fra den stund der intet var, til det store sammenstød mellem gode guder og onde jætter, som gennem jætternes nederlag og gudernes død fører til genopstandelse af verden i strålende skikkelse. Digtet er lagt i munden på en spåkvinde, vølve, hvis erfaring rækker fra den første urtid, og hvis fremtidsblik når til altings ende. Det første hun mindes, er jætten Ymir, som avlede hende, da der endnu ikke var sand eller sø eller svale bølger, hverken jord eller himmel, kun det tomme svælg. Guderne kom, og op af Ginnungagap dukkede Midgård, badet i sydsolens stråler. Ask og Embla ryster kraftløsheden af sig under gudernes inspiration, og åndedrættet får deres kinder til at gløde. Historiens liv holder sit indtog i verden med de tre møer fra Jættehjem, der bereder mennesker en skæbne. Gudernes brøde kaster den første skygge hen over verden, da Odin slynger sit spyd og åbner den første verdenskrig og siden guderne bryder deres ord og for ikke at se verden falde i jætternes hænder vælger at værge sig med uret. Balder segner for sin broder Høds hånd. Den gamle troldkvinde i jærnskoven føder Fenrirs yngel, solens opsluger. Skyggerne falder stedse tættere efter hverandre og stedse tykkere, til alt glider ind i de sidste tiders gråvejr, og mennesker, forvirrede af oprøret i naturen og i deres eget sind, sætter alle grundlove over styr, så at der kommer strid og blod mellem brødre. Skyggerne kalder ondskabens mørke frem på skuepladsen. Ulven løber frem, Midgårdsormen vælter sig piskende frem gennem havet. Og mens verdensasken bæver, styrer Hels skarer fra nord til møde med Surt fra syd. Til kampen rejser sig på den anden side repræsentanterne for det idealbårne liv. Odin møder Ulven, Tor går mod Midgårdsormens opspilede gab og nyder sin sejr så langt som ni skridt. Alle er faldne, da verdensluerne slår op og slikker himlen. Men når kampen og luebraget er endt, stråler solen frem på ny. I drømmeagtig ro breder landskabet sig ud; ned fra fjældene glider vandene, ørnen kredser svævende. Og de mildeste af guderne, først og fremmest Balder, genrejser Odins sejrsale. Guldtavlspillet fra urtiden findes i græsset. Fra oven kommer den mægtige til den store dom, han som råder for alt, mens ligdragen yderst ude synker i dyb og forsvinder.


Bag Vøluspå mærker man ligesom i Baldersdigtningen en mand som med angst har set på den omvæltning både i det ydre og det indre som erobrertiden førte med sig, idet den rykkede mennesker op af det gamle samfund og kastede dem imellem hinanden; når slægtsbåndene brister, følger der opløsning af alle nedarvede dyder. Det er ikke usandsynligt, at disse digtninge har et aktuelt sigte og hentyder til historiske begivenheder inden for en eller anden fyrstefamilie; men personlige oplevelser har kun betydning som stød, der sætter fantasien i rørelse. Literaturen vidner om en udbredt tilbøjelighed i vikingetiden til grublen over livet, en grublen der er så dyb, at den finder udslag i en form som næsten kan kaldes tendensdigtning. Denne reflekterede syslen med livet som et problem er det som adskiller vikingetidens digtning fra den umiddelbare folkereligion, og i den ligger der muligheder for impulser fra kristendommens tanker om historien som et drama, der munder ud i en dom; men om nogen efterligning kan der ikke blive tale; stemningerne kommer så dybt fra Nordboernes egne oplevelser, at de skaber sig et originalt udtryk.


Valhals- og Ragnaroksdigtningen er skabt ved mødet mellem Norden og kristendommen. Det er ikke vanskeligt at påpege steder hvor de fremmede tanker spiller ind, men digtet og den religion som ligger bagved, kan ikke pilles op i kristne og hjemlige bestanddele. Stoffet er helt igennem nordisk, og de idealer som inspirerer stoffet og støber det sammen til en helhed, har alle deres rødder i den gamle sæd, det er kampen og æren som udgør grundværdierne i tilværelsen, ja de er løftet op til at blive universets grundprincipper: gennem sit liv og sin død griber krigeren ind i verdensløbet. Det er slægtsfølelsen som lægger den tragiske spænding i dramaet, og det er den gamle modsætning mellem mennesker og guder på den ene side og dæmonerne på den anden som samler dramaet i dets spids: det store verdensopgør. Man mærker i Ragnarokskildringerne ikke alene minderne fra byer som er gået op i luer, og kamppladser hvor vikingeskarer kæmpede deres sidste heltemodige kamp til døden, men også smærten over den opløsning af frændefølelsen som ærgerrighed og jagen efter magt fremkaldte i mange sind. Vøluspå så vel som Baldersdigtningen er mærket af det der var Nordboens dybeste lidelse: strid og drab mellem dem som er forenede i hellighed; kun den der har loddet Nordboens følelser på dette punkt, vil fornemme tyngden i Vøluspås vers: »broder kæmper med broder, til begge segner, søskendebørn bliver bitre fjender; spærtid, spydtid, uvejrstid, ulvetid;« og kun han vil fatte den ubønhørlige etiske konsekvens i digtets verdenssyn. I vikingereligionen har gamle tanker og nye oplevelser indgået forening, og den har fået form ved sammenstødet med kristendommens dommedagsmyter; men det fremmede har virket som en impuls, der gennemglødede det givne stof og lod det krystallisere sig om levende erfaringer og stemninger. I selve inspirationen er der givet en tiltrækning af elementer fra kristendommen, men de smæltede organisk sammen med det nordiske til en helhed,som gav alting sin egen tone. Det er derfor håbløst at forklare vikingetiden enten som en omformning af nordisk religion eller som en tillæmpning af kristne syner; den har sit liv inden i sig selv og udgør en sjæl, som ingen optrævling kan forklare.


I en skikkelse som Loke sporer vi sikkert indflydelse fra den kristne Satan, men dette betyder ingenlunde, at spasmageren og ulykkesfuglen er skabt i vikingetiden, — vi møder hans spillende ansigt i gamle myter. Loke går mellem guder og jætter, knyttet til Jættehjem ved uhyggelige frændskaber, blandt andet som fader til Hel og Fenrisulven, men også hjemmevant i Asgård som fostbroder til Odin, med hvem han en gang i urdagene har blandet blod. Det er ham som lokker guderne på farlige æventyr og gang på gang sætter deres herredom i fare, men det er også ham som må finde en udvej, når nøden er størst. Dengang Asgård blev bygget, kom der en bygmester til guderne og bød sig til at gøre en mur, som ingen turs kunde bryde; til løn forlangte han Freyja med sol og måne, og guderne gik ind på købet, på betingelse af at han enehændigt udførte værket og havde det færdigt inden første sommerdag. Efter Lokes råd gav de ham dog tilladelse til at benytte sin hest Svadilfare til trækøg, og på vinterens første dag tog han fat på arbejdet; om natten slæbte han sten sammen, og om dagen byggede han, og aserne fik lange ansigter, da de så hvad hesten kunde slæbe af hele bjærg i én bør. Værket skred, og da der kun var tre dage igen til sommer, var jætten kommet så nær rundt, at der ikke manglede meget andet end porten. Guderne holdt råd, og alle var de enige om at Loke bar skylden, om nu Freyja og alverdens lys skulde fjæles i Jættehjem; og Loke blev trængt med trusler, til han lovede at finde en udvej. Samme aften, just da jætten skulde age efter sten, sprang en hoppe frem af skoven og vrinskede, og i det samme sled Svadilfare sig løs og for til skovs; jætten sprang efter og løb den ganske nat uden at få tag i sin hingst, og om morgenen, da han stod der sysleløs og så på det ufærdige værk, tog vreden magten i ham, og jætten kom frem for dagen, så at guderne ikke kunde være i tvivl om hvem de havde for sig. De kaldte på Tor, og i næste øjeblik stod han der med hammeren i luften. Jætten så aldrig mere sol og måne, ti Mjølner hamrede med ét hug hans hjærne i bitte stykker. Men Lokes æventyr kostede ham hans førlighed for en stund, han nedkom med et ottefodet føl, der blev den bedste ganger hos guder og mennesker. En anden myte fortæller, hvorledes Loke lokkede jætten Tjaze i fordærvelse. Det var gået sådan, at Loke letsindigt havde ladet sig fange af jætten, og for at slippe ud af sin knibe måtte han love at bringe Ydun ud af Asgård. Loke holdt sit ord, han lokkede asernes mø ud i skoven, og i det samme slog Tjase ned i ørneham og fløj med hende til sin gård. Nu var det Ydun som havde gudernes udødelighedsspise i sit gemme, og da hun var borte, begyndte guderne at blive gamle og grå. De holdt råd og kom i hu at ingen havde set pigen, siden hun fulgtes med Loke ud af Asgård; der var nu intet andet for, end at Loke måtte påtage sig at bringe hende hjem igen, hvis han vilde beholde liv og lemmer. I falkeham fløj han til Tjazes gårde og fandt Ydun ene, ti jætten var på fiskefangst; fluks forvandlede han møen til en nød og for hjemad gennem luften med hende i kloen. Tjaze fandt huset tomt og satte på ørnevinger efter falken, og slag for slag vandt han ind på røveren. Da nu guderne så de to fugle komme sejlende, samlede de en hob spåner i gården; falken slog ned lige under muren, men ørnen susede over ham uden at kunne stanse, og i det samme slog luerne op og sved hans vinger. Da var guderne over ham og dræbte ham inden for porten.


Denne gamle Lokefigur fra den folkelige tro er i vikingetiden forvandlet til en person i verdensdramaet, i hvilken skæbnens tråde løber sammen. Drilsk og spottende, tvetunget og rig på råd går han mellem guder og jætter; atter og atter fører han guderne til ulykkens rand, atter og atter forstår han at finde udvej af klemmen for at redde sit hoved, — og således bereder han sikkert den stund da de onde magter slipper løs og han selv drager op i ledtog med Ulven som gudernes åbenlyse fjende. Denne Loke kan ikke opløses i elementer, han kan kun forstås ud fra det verdensskuespil i hvilket han er en hovedfigur. I vikingetiden er alle guderne blevet menneskeliggjort, ja forvandlet til karakterstudier, men ingen af dem er i den grad blevet et billede af menneskesjælens naturlige gådefuldhed som denne skurk, forvirrende sammensat midt i sin retlinede ondskabsfuldhed, denne forslagne skælm, for hvem endogså hans egne dumheder vender sig til fordel. Forklaringen på dette træskhedens spil ligger inden i de mennesker som lod sig inspirere af kristne fortællinger om Lucifer til at skabe Loke ud af en gammel kultfigur, uden vel at være sig bevidst hvad de gjorde.


__________



Religionsskiftet

Vikingetidens religion, der satte sig så stolte mindesmærker i digtningen, var og forblev overklasseeje, ja i sin helhed var den begrænset til enkelte kredse. Den rakte ikke ned til bonden, som gik hjemme i bygden og dyrkede sine guder på fædrenes vis, og den forsvinder sammen med sine ridderlige bærere uden at afsætte noget spor i Nordens religiøse liv. Middelalderen knytter umiddelbart til den gamle folketro og folkeskik. Da kristendommen kom til Norden, stod opgøret ikke med Odin og ejnherjerne, men med de gamle guder og diser. Der kommer en historie fra Island, som kraftigt lyser op over de kampe som foregik i sindene, da valget stod mellem den gamle sæd og Krist. En mægtig mand, Hall, som boede på Hof på det østlige Island, havde engang til et høstgilde blandt mange andre også den vise og fremsynte Torhall til gæst. I dagene før gildet gik Torhall tavs omkring, og til sidst kom det ud hvad der trykkede ham. »Der står mig noget for ved dette gilde,« sagde han, »hvad det er, lønner det sig ikke at sige nu, og det kan ikke nytte at jeg prøver på at sige det, ti der er noget som vil frem, og vi kan hverken gøre fra eller til.« På selve gæstebudsaftenen rådede han alle mænd til at blive inden døre, hvad der end skete. Sent på kvælden bankede det på døren, en gáng og to gange, men da det slog tredie gang sprang Halls søn Tidrande op og gik ud, ti, sagde han, måske er det gæster som ikke er nået frem for vejret, og det er en skam at de skal finde huset bommet. Der var ingen at se foran døren, og Tidrande gik ud i gården for at spejde ud hvor vejen gik op til gården. Da dundrede der ridt nordfra, og ni sortklædte kvinder red op med dragne sværd; også fra syd lød hestetramp; der kom ni hvide kvinder og stævnede op mod gården. Da mændene kom ud, fandt de Tidrande liggende med banesår, og Torhall forstod nu hvad hans anelser betød: det var slægtens diser som havde taget Halls kæreste søn, før de måtte vige for de nye diser fra syd.


Jellingestenen, rejst over Gorm af den Harald, som »gjorde Danerne kristne.«
Religionsskiftet betød en styrkeprøve mellem de gamle guder og Krist, ikke en forandring i livssyn og idealer. Nordboens oplevelse af at livet var lykke og ære, omskiftedes ikke, grundvolden for det sociale samliv vedblev at være slægtsfølelsen med dens krav om oprejsning gennem hævn for krænkelser; og hos de nye guder søgte han den styrke til at hævde sig selv i kampen og i bedriften, som han før havde fundet i blotsalen. Den dybe åndelige sammenhæng mellem de to perioder ligger tilstrækkelig antydet i den kendsgerning, at blotformelen »til år og fred« — det vil sige frugtbarhed og frændesind — bevarer sin plads ved de kristne fester som udtryk for gudsdyrkelsens mål og velsignelse. Slægten holdt sammen i livet om deres fælles ære, og de byggede sammen i døden; på den viede kirkegård lå frænderne i flok ved siden af hinanden, og deres tanker om livet hinsides har vel ikke til en begyndelse undergået store forandringer. Når høvdingen byggede en kirke på sin gård, var den en fortsættelse af det gamle hov, og fordums tanker var knyttet til bygningen og de begivenheder som fandt sted derinde. I blothallen havde frænderne fundet en tryghed som bar den enkelte, fordi han var et led i en helhed, og der er da intet grotesk eller naivt i kirkebyggerens tro på, at han vilde tage så mange med sig ind i himlen som der var plads til i hans kirke; ti i Norden kunde frelsen kun gælde slægten og gennem den hver enkelt, og i blotet havde jo helligheden omsvøbt kredsen og genfødt den i en fælles kraft. Også de religiøse former fulgte med over i kristendommen; der var i dem en magt som underlagde sig de nye tanker. Drikkelaget blev simpelt hen kristnet ved at overføres på Krist og Jomfru Maria og helgenerne, og det lagde sig uden om messen som en naturlig og nødvendig tilføjelse. Ved det norske hof samledes hirdmændene i kongshallen for at drikke Krists og Marias minne, efter at de havde hørt bishoppen læse messe; borgernes forsamlinger blev indledet med kirkegang og fortsattes efter hellig skik i gildehuset med udbringeisen af Guds og skytspatronernes minnebægre. Så inderlig var sammensmæltningen, at drikkelaget ikke alene var en tålt form for gudsfrygt, men ligefrem indgik i religionen som en pligt. Norskeloven sætter landsforvisning som straf for den der forsømmer at holde høst- og julegilde til ære for Krist og vor Frue og signe sit øl Krist og vor Frue til tak, mennesker til år og fred; og loven sørger for at gildet bliver fejret med tilstrækkelig kraft til at skabe år og fred. Der måtte ikke være mindre end tre familier sammen til høstgildet, og der skulde brygges så meget som af en skæppe malt til hver husbonde og hver hustru; på udgårdene, hvor man ikke kunde række frem til naboer den hellige aften, måtte bonden skaffe erstatning ved at brygge for tre. Til præstens embedspligter hørte da også at møde for at velsigne minne.


Heller ikke mistede kongen sin åndelige og religiøse betydning ved religionsskiftet. I Norge står de to Olaver som kristne idealskikkelser, netop fordi de personificerede den fuldendte høvding. Utallige er de beretninger som bevidner at kongsmændene fik hjælp og beskyttelse i deres nød, fordi de havde kongens lykke med på færden; det kunde hænde, at pludselig et stråleskær omgav dem og gav dem ny kraft, eller at en usynlig hånd slog våbnet fra fjenden. I disse legender er det umuligt at sige hvad der er gammelt og hvad der er nyt, i den grad fortoner kongen sig over i helgenen, og når man talte om Olavs lykke eller hamingja, eller om at mægtige fylgjer gik foran ham, ligger der ikke i ordene den mindste fornægtelse af kristen sandhed. Kongslykken gror i Olav Hellige naturligt op til guddommelig helgenkraft.


Derfor gik overgangen let for sig, uden oprivende brydninger. Det spørgsmål som hedningen stillede til ordets forkyndere, lyder: kan Krist være det samme for os som vore gamle magter, eller rettere: kan han være det endnu bedre end de guder vi har fulgt forhen? Modstanden kunde og måtte være stærk, så længe der rådede nogen tvivl på det punkt; men hvor folket følte vished for at intet gik tabt ved byttet, fulgte overgangen næsten af sig selv. Derfor er en konge som Olav så mægtig en missionær, ti på den storladne høvdingeskikkelse kunde man se, at der var lykke i Krist; han havde alle de egenskaber som tilkom en ætling af kongeslægten: et kraftigt og smidigt legeme, fuldendt i alle idrætter, den stærke sjæl, gavmildhed, ærgerrighed, sejrsæle og fasthed til at hævne. De der så ham færdes i folket, måtte sige: jeg så straks, at han var noget andet end de fleste, og slutte med: jeg ved, at vi ikke kan gøre noget bedre end at tro den gud han forkynder er sand gud.


På Island blev kristendommen indført ved en altingsbeslutning år 1000; det bestemtes, at alle skulde lade sig døbe og ingen måtte blote offentlig, men der skulde ingen straf være for at følge de gamle vaner i løndom. Meget anderledes gik det ikke til på tinge i Norge og Sverrig, når folket på kongens eller lagmandens tilskyndelse tog ved Krist, og vel næppe heller i Danmark, da kongen gjorde alle Daner kristne. De fremmede missionærer, der gerne vil gøre omvendelsesværket så heroisk som muligt og frem for alt vil presse det mest mulige af det dyrebare martyrium ud til deres helte, kan dog ikke undgå at give billeder fra livet, som dette fra Ansgars levned: på tingmødet i Byrka, i Sverrig, »blev hele folkemængden enig og vedtog, at præsterne måtte være hos dem, og at hvad der hørte til Kristi sakramenter måtte ske hos dem uden modsigelse.«


Deraf følger imidlertid ingenlunde, at omvendelsen var overfladisk, tværtimod, sindsforvandlingen var fuldstændig, ti folket flyttede hele sit liv over på Krist. Kun den historisk vankundige kan smile ad masseomvendelsen. Den sande hjærteforandring måtte nødvendigvis gå gennem helheden, ti den enkeltes liv var indesluttet i slægten, og han kunde som individ ikke have nogen dybtgående oplevelse. Ej heller må man mene, at overgangen blot betød en forklædning af den gamle sæd. Det der skete var, at der i Norden skabtes en ny folkereligion, som havde sit eget indre liv og fødte sine egne udtryk i legende og digtning og gudsfrygt. Religionsskiftet betød ikke, at det gamle rykkedes op med rode og marken ryddedes til en ny udsæd; men ved befrugtning udefra voksede naturligt en nordisk kristendom op, og denne vækst fortsattes i de følgende århundreder. Gennem forvandlingen groede Norden ind i europæisk kulturliv og fik åndeligt og religiøst samfund med en hel verdensdel, og gennem kristendommen blev Nordboerne arvinger til den klassiske kultur. Middelalderen bragte en overmægtig indflydelse udefra, både indirekte gennem Sydens og Vestens literatur og sociale udvikling og direkte gennem en kosmopolitisk gejstlighed, som var fremmed af sind og ofte også af byrd; ikke des mindre bevarede Nordens åndsliv gennem århundreder sin egen karakter, som følge af at religionen voksede op af folkegrunden.


__________



LITERATUR

Ved studiet af fremmede religioner gælder det først og fremmest om at få føling med folket selv ved at lytte til dets egne ord. I Norden er læseren så lykkeligt stillet, at kilderne for en stor del er let tilgængelige gennem oversættelser, så at han selv kan leve sig ind i de gamles åndelige liv. I den såkaldte ældre Edda er der bevaret os en lille samling af gude- og heltedigte, som delvis bærer mærker af at tilhøre vikingetiden, men også rummer gammelt stof. Den er oversat på dansk af K. Gjellerup og Olaf Hansen (Den ældre Edda. 1911.), på norsk af G. A. Gjessing 1899, på svensk af E. Brate 1913 og af A. Åkerblom 1920-21.


Af den rige skat af sagn og legender som gik i de nordiske ætter, er stolte rester bevaret i prosasagaer som Hervørs, Halfs, Hrolf Krakes saga, Regnar Lodbroks saga med dens store indledning: Vølsungesaga; interessante traditioner fra slægter i det nordligste Norge er overleveret, om end med middelalderlig oppyntning, i sagaerne om Ketil Hæing og Grim Låddenkind. Oversættelser findes i C. C. Rafns Nordiske Fortidssagaer I-III og Winkel Horns Nordiske Heltesagaer. 1876.


Digtningen fortsættes i Kongesagaerne og de islandske slægtssagaer, Eyrbyggernes, Vatsdølernes, Laxdølernes, Glums, Egils, Halfred Vanrådeskjalds, Njals saga, for at nævne nogle af de betydeligste. Snorres kongesagaer (Heimskringla) er oversat på dansk af Grundtvig og på norsk af Gustav Storm. Knytlingasaga, som handler om Danmarks historie, er oversat i Rafns Oldnordiske Sagaer XI. Slægtssagaerne findes på dansk i N. M. Petersens Historiske Fortællinger om Islændernes Færd. 3die udgave 1901; på svensk har A. U. Bååth givet forskellige oversættelser af enkelte sagaer.


En stor del af vort kendskab til de gamle myter skylder vi Snorres genfortælling i hans Edda, også kaldet den yngre Edda, oversat af Finnur Jonsson 1902. Saxo har i sin Historia samlet et broget udvalg ikke blot af danske, men også af norske sagn og gengivet dem på et sirligt latin med rigelig tilføjelse af egne middelalderlige reflektioner (oversættelser på dansk af Winkel Horn 1898 og af J. Olrik: Sakses Danesaga 1908-12).


Lærerige til forståelsen af indretningen og stemningen ved det gamle religiøse drikkelag er de middelalderlige gildelove; de danske er dels på latin, dels på modersmålet (udgivet af C. Nyrop: Danmarks Gilde- og Lavsskraaer 1899-1904); de svenske, som indeholder meget alderdommelige træk, findes i G. E. Klemmings Småstyckan på Fornsvenska. 1868-81.


Udvalgte tekster til belysning af det religiøse liv i Norden er samlet og oversat i S. Fenger: Religionshistoriske Tekster. 1919 og i N. Söderblom: Främmande Religionsurkunder. 1907. III. Lærerigt er det at sammenligne den nordiske digtning med det oldengelske heltedigt Beowulf, som er oversat på dansk af Adolf Hansen: Bjovulf. 1910, på svensk af E. Björkman i Schücks Världslitteraturen.


Af sammenfattende fremstillinger gives der ikke nogen tidssvarende på nordiske sprog; læseren må gå til tysk (for exempel E. Mogk: Germankche Mythologie i Pauls Grundriss der germanischen Philologie) eller til Chantepie de la Saussaye: The Religion of the Teutons. 1902. I Norden findes derimod en lang række værker som behandler enkelte sider af det gamle åndsliv og den gamle religion: H. Petersen: Om Nordboernes Gudsdyrkelse. 1877. H. F. Feilberg: Jul. 1904; Bjærgtagen. 1910; Sjæletro. 1914; Skabekessagn og Flodsagn. 1915; Nissens Historie. 1919. H. Schück: Studier i Nordisk Litteratur- og Religionshistoria. 1904. Axel Olrik: Danmarks Heltedigtning. 1903-10; Nordisk Åndsliv. 1907; Om Ragnarok. 1902-14; afhandlinger i tidsskriftet Danske Studier. O. Schoning: Dødsriger i nordisk Hedentro. 1903. Vilh. Grønbech: Vor Folkeæt i Oldtiden 1909-12. M. Olsen: Hedenske Kultminder (Videnskapsselsk. Skrifter. Kristiania 1914). G. Schütte: Hjemligt Hedenskab. 1919. S. Bugge: Studier over de nordkke Gude- og Heltesagns Oprindelse (1881-89) forfægtede ensidigt og overdrevent teorien om den nordkke mytologis afhængighed af kristne og middelalderlige kilder, men bogen satte tankerne og forskningen i bevægelse; den er senere blevet efterfulgt af: Helgedigtene i den ældre Edda. 1896,


Om kristendommens indførelse handler A. D. Jørgensen: Den nordiske Kirkes Grundlæggelse og første Udvikling. 1874-78 og Vilh. Grønbech: Religionsskiftet i Norden. 1913.