Nordboernes syn på verden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordisk Religion
Vilhelm Grønbech


Illustreret Religionshistorie
Udgivet ved Edv. Lehmann
København
1924


NORDBOERNES SYN PÅ LIVET OG VERDEN


Slægten

Få folk på jorden har efterladt sig så rigt et vidnesbyrd som vore forfædre; i digtning og jura, i sagn og saga har de udmejslet deres idealer så alsidigt og så kunstfuldt, at de derved har sikret sig den udødelighed i eftermælet som for dem var livets højeste gode. Deres historiske sagaer fører os midt ind i livet og lader os blive hjemmevant i kongsgården og i bondestuen; de viser os menneskene i deres daglige færd, men altid i begivenheder der tvinger personerne op i deres højeste plan. Fortællingerne drejer sig hovedsagelig om kamp og hævn, men i kampen åbenbarer disse mennesker deres inderste sjæl, eftersom striden altid står om ære, selv der hvor dens nærmeste genstand er jord og kvæg og herskermagt; disse store og små helte er trods det ensformige våbengny evig unge og evig dragende, fordi de aldrig kan finde ro, men stedse må sætte livet ind for det som er større end al udvortes lykke. Bag sagaerne står en rig heltedigtning, der fører samme idealer og livskonflikter frem i end mere storstilede dimensioner; dens storhed og sandhed beror på, at den skildrer helte som vel føler og handler langt ud over det daglige livs mål, men som altid bevæges af samme åndelige realiteter som dem der bestemmer over liv og død for almindelige mennesker.


Sigurd fælder dragen. Ristning fra Ramsundsberget i Sødermanland
Når vi åbner vore fædres saga, springer vi ind i en verden hvor tankerne går i helt andre baner end hos os. Endnu i det attende århundrede var denne verden lukket: Datiden kunde ikke finde andet end vilde, overtroiske barbarer i disse kæmper, der levede for strid og hævn; man sagde som Bastholm, at hævn er en ulyksalig fordom, som kvæler samvittighedens stemme og udsletter alle taknemmeligheds følelser, og historiens nytte kan kun være den, at vi indser vigtigheden af forstands og moralitets kultur og lærer at sætte pris på velindrettede stater, og vise love. Det var romantikerne som af længsel efter et rigere og mere bevæget sjæleliv brød igennem og fandt lidenskabens storhed bag en Brynhilds hævntørst; de indså, at hævnens rå skikke var udslag af stærke vejr i hjærterne, og gennem følelsens storm følte de sig i slægt med fortidens mennesker. Men der er fare for at romantikerne har gjort de gamle helte lidt for umiddelbart fortrolige, de har ubevidst digtet kæmperne og deres stolte kvinder om efter moderne stemninger, så at vi har svært for at se deres ejendommelighed og ofte nok glider tankeløst hen over de problemer som sagaernes menneskeskildringer stiller. Den gamle betragtning af den nordiske »troslære« som »rå og vild folketro uden højere livsmål end krig og rov« slog om i en fantastisk begejstring for Edda som den ældste og dybeste religionslære i verden. Nutidsmennesket skylder romantikken tak, fordi den har åbnet mulighed for en forståelse af den gamle verden, men han må forsøge at nå til at stå ansigt til ansigt med sagaens skikkelser for at fatte deres egenart og lodde dybden i deres menneskelighed. Og da vil det vise sig, at han må lægge mange af sine tanker om, hvis han skal vinde en sand fortrolighed med livet, som det levedes i det gamle Norden.


__________



En af de mest imponerende, dybeste og særeste skikkelser er Egil Skallegrimsøn. Efter en stormfuld ungdom og manddom sad han på sin gård, Borg, på det sydvestlige Island som en mægtig bonde, æret og frygtet viden om. Henimod slutningen af sit liv blev han ramt af store sorger: en af hans sønner døde af sygdom, og kort efter druknede hans yndlingssøn ude på fjorden. Da Egil hørte, at liget var drevet op, red han ned til kysten og hentede sin søn; han tog ham op, satte ham i sit skød og red med ham hen til sin faders gravhøj. Han lod højen åbne og lagde sin søn ved Skallegrims side. Derefter red han tilbage til Borg, lagde sig i sin seng og skød slåen for døren, og der lå han dag og nat til tredie dag uden at smage mad eller drikke. Husfruen vidste da intet andet råd end at sende bud efter deres ældste datter, Thorgerd, og hun fik ved list faderen lokket til at spise, for at han kunde digte et arvekvad over sin søn. Og alt som Egil kvad, blev han sig selv, og da kvadet var kvædet til ende, steg han op og satte sig i sit højsæde.


Digtet lyder i sammentrængt form:

»Havet bruser dernede foran døren, hvor frændens Helskib er lagt,
Min slægt bøjer sig mod fald som skovens stormpiskede træer.
Grumt var det hul som bølgen brød i min faders frændegærde; ufyldt, ved jeg, og åbent, står sønneskåret, som søen slog mig.
Meget har Ran rusket af mig. Jeg står fattig på kærlighedsvenner. Søen har revet min slægts bånd over, en hårdtsnoet streng ud af mig selv.
Jeg siger dig: kunde jeg med sværd forfølge sagen, da gik jeg til kamp mod Ægirs tøs. Men jeg følte, at til at gå i rette med min søns bane havde jeg ingen magt. Alverden ser, hvor tomt der er bag den gamle mand, når han skrider frem.
Mig har havet ranet meget, — bittert er det, når man opregner frænders fald, — siden han der stod, et skjold i ætten, veg af fra livet ud på sjælevejene.
Jeg ved det selv, i min søn voksede intet slet mandsæmne.
Altid holdt han det i hævd som hans fader sagde, selv om hele folket mente andet. Han holdt mig oprejst i hjemmet og styrkede vældigt min kraft. Ofte kommer mig i hu mit broderløse. Når kampen vokser, tænker jeg mig om, spejder ud og tænker på, hvilken anden mand står ved min side med mod til vovsom dåd, sådan som jeg ofte nok trænger.
Jeg bliver varsom til at flyve, når venner fækkes.«


Denne Egil, som rider med sin døde søn foran sig på hesten, medens sorgen svulmer i ham, så at kjortelen brister, vil til alle tider virke ved sin dybe menneskelighed; men ved nærmere eftertanke opdager vi, at meget i digtet forekommer os fremmed og uforståeligt, og jo længer vi fordyber os i de stærke vers, des dybere føler vi vel, at netop ved de ord der synes os mest fremmede, står vi ansigt til ansigt med det inderste i Egils sorg. I Egil er det ikke en fader der sørger, ikke en sjæl der vånder sig i sin kvide ved at føle ensomhed og tomhed, men en hel slægt som gennem hans mund klager over at dens kraft formindskes. Ofte nok beror vor samfølelse på, at vi ubevidst digter om og indlægger moderne stemninger i de gamle vers. Det er ikke afmægtig trods som får Egil til at udfordre de magter der har taget hans sønner; hvis han havde en stor slægt i ryggen, kunde han tage det op med guderne, — det er den dybe sammenhæng i ordene.


Når vi nu jævnfører den gamle digter og hans folk med os selv, ser vi, at der ikke er tale om en forskel i tone mellem hans og vor opfattelse af livet og dets problemer, men at vi er skilt fra ham i de instinktive grundfølelser og i vor måde at leve på. For os er det selvfølgeligt, at mennesket står ene og må opleve på egen hånd alt hvad der møder af glæde og sorg; vi kan dele oplevelserne med hinanden, men kun fordi vi hver for sig har gjort de samme erfaringer, og selv overfor vore allernærmeste bliver samlivet kun en mangelfuld udveksling af tanker og følelser. For vore forfædre derimod var livet inden for frændekredsen et virkeligt fællesskab, således at alt hvad de tænkte og alt hvad de gjorde var bygget over slægten som grundlag; alt samliv og al social ordning med dens ret er formet over denne umiddelbare følelse af enhed i frænderne, medens vi må grundlægge alt samfundsliv og al ret på den enkeltes samvittighed, hvis samfundet skal have nogen fasthed.


Forskellen viser sig tydeligst i det etiske; i vor verden er det en selvfølgelig sag, at enhver må bære ansvaret for sine handlinger, og at det er umoralsk at rette smed for bager. De gamles retsbevidsthed hvilede på den forudsætning, at hele slægten var virkelig ansvarlig for den gerning som et af dens medlemmer havde gjort; ved et drab var alle den dræbtes frænder lige nær til at hævne, og ikke alene drabsmanden, men hele hans æt var udsat for at bøde med sit liv for det udgydte blod. Hvad der forekommer os som en udvortes vedtægt, tilmed en i højeste grad uretfærdig vedtægt, var for Nordboerne en selvfølgelighed; den enkelte kunde overhovedet ikke handle uden at inddrage sine frænder i følgerne, hvad enten de var onde eller gode. Dette grundsyn, at den enkelte lever som repræsentant for en slægt, eller at en slægt altid lever og handler gennem individerne, beror på en realitet; frænderne havde en fællesskat af tanker og minder, en fortid som føltes levende i hvert eneste hjærte, og en fremtid som alle delte med hinanden — fælles mål, fælles opgaver, fælles idealer. Denne indre skat, som de kalder ære, udgjorde deres sjæl; den skat måtte alle værge hver for egen skyld, men ingen enkelt kunde hævde sig selv uden tillige at hævde alle sine frænder, ti han ejede lige så lidt nogen tanke i sin hjerne som noget mål for sin vilje, uden at det også levede i alle der tilhørte hans kreds. Ingen følelse kunde da stige op i ham, uden at den bredte sig til hans livsfæller, og jo nærmere hans følelser kommer slægtens fælles oplevelser, des inderligere og mere lidenskabelige bliver hans sjælelige rørelser. Og således kan vi vel nå til forståelse af Egil og hans digt: jo længere han kommer ned i sig selv, des mere kommer slægten op i ham.


Gennem hele slægten går et og samme liv, og dette liv kalder Nordboen lykke. Dermed antyder han, at livet ikke blot er kraftigt til at virke, men at det har et bestemt mål. Vi tænker os livet som en ubestemt kraft, der tager skikkelse i den enkelte og gennem hans udfoldelse får personlige træk og en individuel karakter. Nordboen derimod ser livet som familiebestemt fra dets oprindelse af, en slægtsskat, præget i sit inderste væsen af de vaner og tilbøjeligheder, de ævner og færdigheder som har udmærket familien og skabt dens stilling i bygden. En konge har kongelykke, det vil sige et liv eller en sjæl der føder herredom og krigersnille, et kraftigt, stridsvant legeme og et ærgerrigt sind. Bonden har først og fremmest lykke til at pløje landet og få det til at bære frugt. Andre slægters liv er bestemt af lykke på havet, ævne til at bruge børen og finde havn. Men også en anden ejendommelighed springer op af Nordboernes grunderfaring: for os er menneskelivet en kraft, der brydes med naturen og omgivelserne og kun tildels sejrer, for Nordboen var liv ikke blot at ville og at stræbe, men også at kunne. Livet i mennesker var begrænset til en snævrere kreds, men inden for sin begrænsning rakte det helt ud og omfattede virkningen lige så vel som hensigten. Kongen har sejrsæle, — hans planer havde den kraft at de altid nåede deres mål; han har herskerlykke, — hans vilje bøjede umiddelbart alle ind under sig. Bonden som havde årlykke, forstod ikke blot at pløje og så, hans lykke fulgte kornet i jorden frem til modning og skærmede det mod frost og anden fordærvelse. Den der havde arvet sømandslykke, kunde ikke alene styre sin båd, han fangede altid bør, når han stak i søen.


Vor adskillelse mellem arbejde og resultat existerede da ikke for hine mennesker; de så livet som en sammenhængende linje, og hvad vi kalder vanheld betragtede de som svaghed og synd. Når stridslykken glippede for en høvding, måtte det betyde, at livet i ham og hans æt var ved at sygne hen. For at vurdere denne livsbetragtning må vi erindre, at slægtsfølelsen ikke alene virkede indadtil, men også regulerede hele det sociale liv og gennem utallige generationer havde præget bygdens foretagender.


Således bygger Nordboernes liv over en anden grundfølelse end den der udgør bunden i vor bevidsthed, og som følge deraf grupperer erfaringerne sig for dem på en anden måde; livets problemer tager en helt anden skikkelse, og deres løsning følger andre linjer. For det første giver deres erfaring en psykologi som er grundforskellig fra vor. For os, som lever enkeltmenneskets liv, er personligheden nødvendigvis begrænset til den enkelte og indesluttet i kroppens hylster; men for Nordboen svinder den legemlige adskillelse i betydning for den umiddelbare kendsgerning, at sjælen breder sig ud over de fysiske grænser og omfatter en hel rad legemer. Lige så naturligt som det er for os at se individet som en lille verden, bliver det for vore forfædre at se én menneskesjæl åbenbare sig i mange legemer. Slægten svarer til det vi kalder mennesket, og den danner en vedblivende personlighed, som fortsættes uden brud fra generation til generation. Fødsel og død får ikke den altoverskyggende betydning som de har hos os, hvor de er menneskets og karakterens begyndelse og afslutning. I den gamle verden er de levende frænder repræsentanter for en sjæl som rækker opad i fortiden og som strækker sig nedad til ufødte slægter, og deraf springer den stærke ansvarsfølelse som præger hine menneskers etiske liv; enhver krænkelse som de blev genstand for, og enhver skyld som de selv pådrog sig, betyder et skadeligt indgreb i slægtens ære og en svækkelse af dens liv, og oprettelsen bliver en uafviselig pligt, fordi det er den evige personligheds lykke som står på spil. Når et nyt menneske kommer til verden, betyder det en forøgelse af slægtens kraft, en ny-fødsel ud af dens sjælefond; i denne opfattelse ligger forudsætningen for en ligefrem genfødselstro, som vi finder den i sagatiden: barnet er en afdød frænde, som »kommer igen«. Barnet bliver ikke frænde eller menneske rent umiddelbart ved at stige frem af moders liv; han skal knæsættes og navngives, for at det egentlige liv, forfædrenes bedrifter og slægtens stræben, kan plantes ind i ham. I den islandske saga læser vi, at drengen blev bragt til faderen, han så vist på ham og sagde: »denne dreng skal hedde Ingemund efter sin morfader, og jeg venter, at han vil få lykke med sit navn,« — at morfaderens lykke vil gå over på ham med navnet, og da Ingemund selv fik en søn, hedder det igen: han blev båret til faderen og Ingemund sagde: »denne dreng har hvasse øjne, han bliver ingen sagtmodig mand, men trofast mod venner og frænder og en stor kæmpe, — skal vi ikke mindes vor frænde Jøkul, jo, han skal hedde Jøkul.«


Og døden er for den enkelte ikke nogen skæbnesvanger begivenhed. Han flyttes over i dødsriget og samles med sine fædre. Den aften da Torolf Mosterskægs søn Torsten, høvdingen på gården Helgefjæld, druknede inde på fjorden, gik en fårehyrde ude under fjældet som gården havde navn efter; da så han, at bjærget lukkede sig op, og i dets indre brændte der ild som i hallen hjemme, der lød glam som fra gæstebud, og han hørte røster byde Torsten velkommen. Tonen ligger ikke på den enkeltes udødelighed, men på at slægten bliver ved at leve, og ligesom frænden her på denne jord blev båret af ætten og havde sit liv i dens trivsel som helhed, således bliver han også i dødsriget opretholdt af sine levende frænders kraft. I denne følelse af sammenhæng udspringer Nordboens ejendommelige jævnmod overfor døden, et jævnmod der er lige så langt borte fra foragt som fra angst; han anerkendte fuldt ud, at livsafslutningen var en vigtig begivenhed, men han kunde ikke have vor følelse af, at døden er det store indsnit i menneskets tilværelse. Den egentlige død var for ham slægtens opløsning, og denne menneskets sande afslutning var frygtet som den største af alle ulykker; når frænderne begynder at tyndes ud og der ikke fødes kraftige sønner til at erstatte de hedengangne, da sniger sig angsten over Nordboen, og da får hans ord den håbløse klang der lyder som en dæmpet undertone i Egils digt. Dødsfrygten giver sig udtryk i den stundesløse iver efter at få sønner, som kan rejse ætten op; hvis håbet svigter den ene, må hans nærmeste avle for ham, at ingen gren skal visne. Når den barnløses enke giftede sig igen, kunde det hænde, at hun i sin første søn oprejste sin hedengangne husbond sæd ved at opkalde drengen efter ham; nærmere til at frelse var dog søsteren til den døde: hendes førstefødte blev indlemmet i hendes fædrene slægt. Var der ingen sønner, blev det datterens første pligt at sørge for afkom til sin fader; hans røst lød som Hreidmars i Edda, der midt i dødskampen råber: »Om du ikke får en søn, så fød en datter, og skaf din mø en mand, at nøden kan stæmmes, da vil hendes søn hævne din sorg.«


Nordboen beder aldrig om at få lov til at beholde livet, men han kan tigge om at blive fornyet og få sin slægt fortsat. Vatsdølernes mægtige slægt nedstammede på mødrene side fra jarlerne i Gøtland, og ifølge slægtstraditionen var frændskabet blevet til på en døende ynglings bøn. Jarl Ingemunds Søn, Jøkul, havde slået sig på røveri i grænseskovene mellem Norge og Sverrig, og en nat blev han overfaldet og gennemboret af Torsten, en ung mand af god æt fra Romsdalen. Om Jøkul havde villet, havde han kunnet hævne sig på stedet; men han skænkede Torsten livet, på den betingelse at han skulde ægte Jøkuls søster; »hvis der forundes dig sønner,« føjede han til, »da lad ikke mit navn ligge nede; af det ægteskab venter jeg mig lykke, og det skal være min løn, fordi jeg gav dig livet.« Torsten drog til Gøtland med Jøkuls ring som fortaler, vandt moderen og gennem hende den gamle jarl, og i den slægt som han rejste, fornyedes den gøtske høvdingeæt; Torstens søn hed Ingemund efter sin morfader, og en af hans sønner var Jøkul med de hvasse øjne, der mindede i sind og skind om den højættede stimand.


Den egentlige død var da for Nordboerne ikke en tilintetgørelse. For at forstå vore forfædres rædsel for slægtens udslukkelse må vi have i minde, at livet for dem ikke var blot og bar existens, men det betød kraft og lykke, fred og ære. Modsætningen til liv bliver da en tilstand i hvilken mennesket mister alt hvad der gør ham til et ædelt væsen, og til gengæld fyldes med ondskab og angst. I denne opløsning hensank en slægt der blev udslukt her på jord; mennesker gik sky uden om dens gravplads, ti de frygtede de ånder som huserede i mørket. Og denne død kunde den enkelte dø i levende live, hvis han ved en ugerning syndede mod lykken og æren og blev fredløs, det Nordboerne kaldte niding, det vil sige afskåret fra livssamfund med sine frænder. Den fredløse, som flakker ene om i ødemarken, kaldes ulv; det siges om ham, at han bærer ulvehoved, og meningen er virkelig, at han bliver til ét med de træske dyr, som sønderriver hinanden, altid skriger af sult, aldrig holder veklage over døden, men stedse hyler efter mord, som en angelsaksisk digter beskriver dem. I Nordboens angst for fredløshed og nidingskab har vi hans dødsfrygt.


__________



Midgård og Udgård

Denne erfaring har også betydning for Nordboernes syn på verden. For ham var naturen delt i to riger, på den ene side natten og udørkenen, den vilde skov og det uvejsomme fjæld, hvor alle magter og kræfter var fremmede og fjendtlige, på den anden side dagen og den »milde, nyttige jord«, hvor mennesker kunde leve og arbejde med velsignelse. Til dagens verden med dens frugtbare kræfter, dens himmelske lys og dens nærende vækster, stod mennesker i venskabsforhold; men venskabet kunde kun bestå gennem et stadigt arbejde og en stadig overvindelse af de dæmoniske magter som lå på lur for at tilrane sig verden. I Norden er jorden delt mellem Midgård eller menneskenes hjem og Udgård, hvor jætterne holder til huse; og Torsmyterne, som beskriver gudens stadige togter for at nedkæmpe turseyngelen, giver et religiøst-poetisk billede af folkets tanker om livet og om sig selv. Udørkenen eller Jættehjem var ikke en verden langt borte i hemmelighedsfulde egne, den strakte sig helt frem til menneskers boliger, somme steder som vilde bjærge og rivende elve, andre steder som uigennemtrængelige skove, fyldt med farer fra vilde dyr og endnu vildere fredløse. Uhyggen ved fjældet og skoven var ikke blot de farer som rent udvortes truede den vejfarende, — og vi gør os ikke let nogen forestilling om skovenes vildhed og uvejsomhed i ældre tider, — de var fulde af trolddomskræfter, som forvildede menneskers syn og sanser og slog dem med sygdom eller sindsforvirring. I Norges myter og digte har vi livagtige træk fra det nordlige Jættehjem, hvor turser og deres yngel griner oppe i fjældsiderne, hvirvler stenblokke ned over vejen eller lader fossene skylle med sviende frostkulde ned over vandreren; men billedet er ikke fuldkomment, uden vi også får den trolddom med som gjorde Tors rejse til Udgårdsloke så spændende. Ridtet til dødsriget, som går over urkolde fjælde og gennem skumle, gungrende dale, fremmaner også billeder fra rejser i Jættehjem, hvor rytteren har farer at vente både fra utysker og dødninge. I de danske folkeviser går skovens uhygge igen i de dansende elverpiger, der i tågerne forvirrer menneskenes sind og drager dem ud af menneskelivet eller slår dem med legemlig og sjælelig sot; selv om vi her i den poetiske udformning mærker middelalderens åndepust, bæres digtene dybest nede af den gamle gru for en verden hvor mennesker er hjælpeløse, fordi de våben der bider oppe i lyset, ikke har nogen magt i den galdrende og hildrende trolddoms sfære.


På denne baggrund skal Nordboens hjemfølelse forstås. Midgård er fager, inden for dens grænser føler han sig tryg, fordi han har samføling med alt hvad der lever og gror, og kender dets væsen; han ved hvorledes han skal bruge tingene for at få velsignelse ud af dem, og han ved hvorledes han skal værge sig mod farer. I Midgård råder lov, også i kamp og fjendskab; i Midgård er livet ære. Myterne om verdens oprindelse fortæller, hvordan jorden blev renset for jætterne og gjort til bolig for mennesker. I Begyndelsen var der intet andet end et tomt gab i midten af jorden; på den nordre side lå kuldens verden, Niflheim, fyldt med is og rim, på den søndre side Muspelheim, hed og luende. Fra Niflheim skred isen ud i det tomme rum, Ginnungagap, og over den stod en eddersviende tåge; da den mødte den hede luftning fra Muspelheim, smæltede den, og af dens dryp dannede sig en skikkelse som en mand. Han kaldtes Ymir, og fra ham kommer alle jætter og turser. Næst efter ham opstod af det kolde dryp koen Audhumla, som slikkede saltstenene, til der fremgik en ny skikkelse; første dag sås håret, anden dag hovedet og tredie dag stod den fagre og statelige Buri fuldbåren. Fra ham nedstammer gennem sønnen Borr de første guder, tre i tallet. Borssønnerne dræbte jætten Ymir, og i hans blod druknede alle jætter undtagen én; hans afkom er det som nu lusker om i Udgård. Midt i Ginnungagap skabte de af Ymirs legeme jorden; hans kød blev mulden, hans blod vandene og hans knogler de hårde fjælde. Rundt om jordens midte byggede de en befæstning til værn mod utyskerne, og den borg er Midgård, menneskehjemmet. Ved stranden fandt de Ask og Embla; de lå som træstammer, uden kraft og uden skæbne og lykke; hver af de tre gav dem sin gave, til de rødmossede stod op og begyndte at leve. Fra dem befolkedes Midgård.


Men selv om guderne en gang har rømmet op blandt jætterne for at rydde plads til menneskers børn, yngler endnu Ymirs afkom. Ude i jærnskoven, det mørke, filtrede uland, sidder den gamle gyge og sætter ulvenes kuld i verden. I havet rundt om jorden slynger Midgårdsormen sin lange krop gennem dybet. Selv på himlen stormer utyskerne op og gaber til tider for at sluge sol og måne og sænke verden i mørke. Livet er en stadig kamp for at værge Midgård mod dæmonernes anslag, og kampen kræver den yderste påpasselighed. Det dæmoniske dukker også op midt i dagen i skikkelse af troldmænd, som Nordboen hader og frygter, fordi de ikke blot har jættekræfternes fordærvelighed i sig, men også deres uberegnelighed i midler og veje. Trolddom falder uden for det liv hvis væsen er lykke og ære. Den blotte nærværelse af troldpak var nok til at forgifte en egn åndeligt så vel som legemligt. Engang måtte Olav På, den islandske høvding, ud for at rense bygden for sådant utyskeskab; som rimeligt var, gik han frem med største forsigtighed og fik også troldmanden overlistet, så at han vågnede op af sin gode søvn med en sæk over hovedet. De fik ham forsvarligt stenet og dysset; men ulykkeligvis havde der været en revne i bælgen, så at manden fik kastet et blik op i lien, og der hvor før havde været frodigt græsland, svedes alt af som under en hvirvelvind, og der kom aldrig grønt op på stedet mere.


__________



Sjælens ævner

Men skal vi forstå Nordboens tanker om sig selv, må vi rydde endnu mere eftertrykkeligt op i vore tilvante forestillinger om hvad liv og sjæl er. Ifølge hans oplevelse rækker sjælen langt ud over kroppens grænser, så at den kan gøre sig gældende på afstand. Også vi anerkender jo det faktum, at et menneske udøver en vis indflydelse gennem sine ord og handlinger, ja at han gennem sin blotte tilstedeværelse griber ind i sine omgivelsers vilje; men vi udskiller i vor tanke denne atmosfære, som omgiver mennesket, fra personen selv og bestemmer den som en virkning af hans åndelige liv. Nordboerne derimod byggede deres psykologi over erfaringen som helhed; alt hvad der udgik fra manden, og alt hvad der bar hans mærke, alle de former hvori hans liv gav sig til kende, betragtede de som ham selv. Det navn som kendetegner ham og som for alle indeholder hans anseelse, hans historie og hans slægts ære, er hans sjæl, og derfor indeholder et ry som går om helten efter døden og får efterkommerne til at nævne hans navn, et virkeligt liv, som overvinder døden. Og på den anden side, ved at misbruge navnet og forhåne det skader man dets bærer lige så eftertrykkeligt, som hvis man hugger i hans levende kød; Nordboens iver efter at hævne krænkelse af hans gode navn og rygte var lige så vel begrundet som hans umiddelbare trang til at værge sig mod legemligt overfald. De ord som går over mandens læber, indeholder hans levende sjæl, og derfor har de en sådan magt over de tilhørere der giver ordene rum i sig. Når kongen sendte sine mænd ud med en velsignelse og sagde: jeg sender min lykke med, da bar de hans vilje og hans sejrsæle i deres legeme; de formåede mere i kamp, og de havde en højere myndighed i deres ord, som bøjede tilhørerne til lydighed. At komme i kongens navn var i fortiden ikke en tom formalitet; udsendingen var iklædt sin herres navn, og dermed hans ære og lykke, så at hans ord og gerninger havde samme myndighed, som om de kom fra kongens egen mund og hånd. Men ligesom velsignelsen fra en stor mand bliver en følelig styrkelse, således er forbandelsen fra fjendens mund en krænkelse og en svækkelse; smædeordene sniger sig ind i ledemod og marv og suger kraften både fra tanker og muskler i den forbandede, og hvis han ikke med våben eller på anden vis overvinder denne fjendemagt, står hans liv på spil. Denne ordets magt er motivet i Saxos fortælling om Hading. Det hedder sig, at Hading engang havde dræbt et underligt dyr, som gik løs på ham under badningen, og da han senere pralede af sin dåd, fik han besøg af en kvinde, der med sine forbandelser viede ham til ulykke, hvor han færdedes på land eller hav: »Hvad enten du skrider til fods over marken, eller du hejser sejl på søen, skal gudernes had følge dig, og overalt skal du se elementerne trodse dine forsæt. På marken skal din fod snuble, på søen skal du tumles om; en evig storm skal hyle om dig hvor du går, aldrig skal isen tø på dine sejl. Intet tag skal give dig ly, — kryber du under et, skal det falde for uvejret. Din hjord skal omkomme for frostbid. Alting skal visne, og klage over at din ånde har rørt det. Du skal skys som en pestbefængt, — ingen syge være mere stinkende end du!« Og således gik det Hading, siger Saxo: han blev en niding, hvem alle måtte sky, fordi der udgik fordærvelse fra ham; forbandelsen veg ikke, før han havde sonet sin brøde ved offer.


Tankerne går ud og virker deres vilje; andre mennesker kan føle, hvordan en fremmed sjæl lægger sig knugende på dem. Engang sendte Olav Tryggvason sin gode mand Halfred Vanrådeskjald ud på et farligt togt mod en genstridig stormand, Torlejf den Spage, og han øgede Halfreds styrke med noget af sin egen, idet han til afsked sagde: »Jeg skal lægge min lykke til, og tag så mange mænd med dig som du vil.« Da Halfred var kommet i nærheden af Torlejfs gård, lod han sine mænd vente i skoven og klædte sig selv ud som en rigtig landstryger; så stavrede han frem til folk med en pose på ryggen, men i posen lå hans sværd, som han havde fået af kongen. Torlejf spurgte hvem han var. »En fattig mand,« svarede Halfred, »som har haft uheld med sig i kongsgården og nu trænger til beskyttelse.« »Var der en mand hos kongen som hed Halfred,« spurgte bonden. »Jeg har hørt tale om ham, og det var ikke lutter ros,« svarer stavkarlen. »Ham drømmer jeg tit om,« fortsatte Torlejf, »og det er der vel ikke noget underligt i; der kommer snart kongsmænd på besøg, men denne Halfred kan jeg ikke få rede på, og mine anelser svigter mig helt om hvad der venter mig.« I det samme gik det op for ham hvem den fremmede var; men inden han kom på benene, havde Halfred ham under sig. Da sagde Torlejf: »Du har kongens lykke med dig, jeg har længe haft bange anelser om dig, og nu er de gået i opfyldelse.« Torlejf hed ikke for intet den spage, han havde den visdom som ser ud i fremtiden, men nu havde Halfreds og kongens lykke overmandet ham fra det fjærne og kværket hans visdom og fremsyn; hans anelser svigtede ham, det hedder på hans eget sprog: min lykke er svundet overfor det som skal komme.


Disse tanker som gik ud, var intet andet end mandens sjæl; når mennesker følte fremmede kræfter i nærheden, sagde de: en mands hu har besøgt mig, og dette hu betyder i vort sprog såvel tanker eller sind som sjæl. Man mærker besøget rent umiddelbart som en fornemmelse af tyngde eller styrkelse, som mørke og forvirring i tankerne, som en knugende anelse og ufrihed; og i drømme tager den fremmede skikkelse og træder frem for blikket, så at man kan se hvem det er der pusler i tankerne omkring en, og forberede sig på hans komme i legemet.


Tit antager sjælen dyreskikkelse; Nordboerne troede på menneskets ævne til at slutte forbund med dyrene og skaffe sig deres kræfter, og dermed fulgte også ævnen til at bruge deres krop som et redskab for tanke og vilje. Det fortælles om to islandske bønder, at de om natten gjorde deres nabostridigheder op ude mellem gårdene; en mand der så lidt mere end det allernærmeste, var engang vidne til at der ud af gårdene kom en bjørn og en tyr, og de to holdt sådan opgør med hinanden, at jorden blev som pløjet. Og om morgenen lå bønderne i sengen med brådne lemmer. I Rolf Krakes sidste kamp så fjenderne en stor bjørn gå foran fylkingen og stedse nærmest kongen; han dræbte flere mænd med sine labber end fem kæmper tilsammen. Men bjørnen forsvandt, da Hjalte havde vækket Bødvar Bjarke af hans tunge søvn inde i hallen og trukket ham ud i kamptummelen.


Nordboernes sociale liv er bygget op over denne oplevelse af at mennesket strålede sjæl ud omkring sig. Man skyede den onde, nidingen, fordi man ikke vilde have, at hans tanker og ulykkebringende vilje skulde smyge sig ind og smitte livet. På den anden side var venskabet en virkelig sammensmæltning af liv og tanker; de to blandede sjæl eller sind, som det gamle udtryk lyder, og derfor måtte de stå last og brast med hinanden. Den ene kunde ikke lide nogen krænkelse, uden at hans stalbroder følte svækkelsen i sig selv ved ærens forringelse. I alle de gamle ceremonier er der livskraft, som gør dem umiddelbart bindende. Ved den simple berøring går der sjæl ud og gennembæver modtageren, og derfor kan håndslaget være besegling af et løfte og ende på fjendskab; de to får overdraget et levende ord, som kan give dem tryghed og tillid.


__________



Slægtens ejendele

Men sjælen rækker efter Nordboens erfaring videre endnu, idet den åbenbarer sig i alt hvad der er præget af mandens eller rettere slægtens karakter og udgør dens ydre personlighed. Hvad slægten besidder og bruger er dens ejendom i kraft af en indre livsforbindelse mellem ejeren og tingen. Medens vi opfatter ejendomsret som en ydre juridisk bekræftelse af vor besiddelse, følte Nordboen ejendommen som sin, fordi han stod i en indre livsforbindelse med den. Hans kraft var i sværdet og spydet, og derfor er det at våbnet lyder hans hånd så villigt og så sikkert; men til hans kraft hører jo både egenskaber og særheder; den fortids bedrifter som er ophobet i skikkelse af ære og lykke, sidder i slægtens våben og klæder. I sagnene om de store berømte ætter møder vi jo atter og atter våbnets eller guldets vilje. Vi hører om Niflungeskatten, der bærer drab med sig hvor den kommer hen; den har i sig en sjæl og en vilje, som gør sig gældende inden i ejermanden og lægger tanker og ærgerrighed ind i ham. Sagnet har sin forklaring på denne egenrådighed i guldet, —«det er engang af guderne blevet røvet fra dværgen Andvare, og i det øjeblik den dyrebare ring blev revet ud af hans hånd, lagde han sin fordærvelige vilje ind i den, og sagde at den stedse skulde volde sin ejermands bane. Guldet kom til Hreidmar som bod for drabet på hans søn Otr, og straks viste guldet sin kraft, ti Hreidmar vilde ikke unde sine sønner del i boden, og af vrede over forurettelsen lagde de to, Fafner og Regin, råd op imod ham og dræbte, ham. Da atter Fafner forholdt sin broder hans del af fædrenearven og lagde sig som en drage til at ruge over skatten, hidsede Regin sin fostersøn, den unge Sigurd, op til hævn og smedede ham det uimodståelige sværd Gram. Sigurd fældede dragen, og straks efter huggede han hovedet af sin fosterfader, der lå og pønsede på rænker mod den yngling som han havde udvalgt til at øve en dåd han ikke selv orkede. Så læssede Sigurd guldet på sin hest, Grane, og førte det ud på ny blandt mennesker. I Gjukungernes gård fandt han sig en brud, Gudrun, Og siden drog han i følge med sin svoger Gunnar ud for at vinde Brynhild og hente hende ud af lueborgen på fjældet. Gunnars hest turde ikke trodse flammegærdet, og Grane tålte ikke nogen fremmed rytter på sin ryg; da skiftede de to svogre skikkelse, og Sigurd red gennem luen; derinde holdt han bryllup med Brynhild, og de to sov med Gram imellem sig, men til morgengave skænkede han bruden Andvares ring. Siden tog de to svogre hver sin skikkelse igen og sad sammen på gården i fred hver med sin hustru. En dag kom Gudrun og Brynhild i strid om hvem der havde den ypperste husbond; Gudrun pegede på ringen om Brynhilds arm og sagde: »Tror du, det var Gunnar som hentede den i drageboet?« Brynhild blev tavs, ti hun havde aflagt det løfte, at hun kun vilde eje den ypperste mand, som turde trænge gennem luen omkring hendes leje, og da hun nu så, at det var Sigurd som havde ret til hendes kærlighed, æggede hun svogrene op imod ham. Da der kom bud om at Sigurd var dræbt, beredte hun selv bålet for sig og for den mand som hun skulde have ejet. Gunnar og Høgne tog skatten og Andvareringen og rådede for landet; de gav deres søster til Atle, Brynhilds broder, han bød dem til gæstebud, og trods søsterens advarsler begav de sig på vej. Atle havde samlet så mandstærk en hær i gildegården, at han kunde tage Gunnar og Høgne levende, men skatten fik han ikke, ti Gjukungerne havde gemt Fafners arv på bunden af Rhinen; leende lod Høgne sit hjærte slide af brystet, og Gunnar slog harpen i ormegraven, til en af yngelen åd sig ind i hans lever. Evig skal Rhinen råde for mændenes tvistmalm, gudeættede Niflungers arv.


Andvareringen er ikke et symbol på skæbnen, ikke heller en udvortes frister; menneskene og guldet er én sjæl og gennemtrænger hinanden i følelser og motiver. I denne sammensætning ligger det helstøbte i fortællingen, som aldrig helt lader sig genskabe ved overflytning til en anden kultur og et andet sprog.


I det mægtige Tyrfingsagn gør også sværdets vilje sig gældende; det stolte, eftertragtede våben skal volde en mand bane hver gang det drages, og blive årsag til tre nidingsværker. Angantyr bærer det fra kamp til kamp og tager det med sig i højen, da han ikke har nogen søn, som kan tage det i arv; men hans datter Hervør henter det hos dødningen og bringer det ud i livet på ny. Hun gemmer det som en kostelig gave til sin yndlingssøn, og straks da det første gang farer af skeden, kræver det blod, og Heidrek bliver sin broders banemand. I dette sværd er ættens vildskab indlagt, tillige med dens kamplyst og våbenglæde, — som vi ret mangelfuldt vil udtrykke sagen.


Til disse højtspændte scener fra digtningen svarer den daglige virkelighed, som den træder os i møde i saga og love. Når kongen rakte sin tro mand sværdet og føjede til: »min lykke skal følge«, fik modtageren fyrstens velsignelse i håndgribelig form, og det våben bar for fremtiden navnet Kongsgave som en antydning af de kræfter der lå i stålet. Inden for ætten var arvegangen bestemt af det åndelige hensyn som lå i at ejendelene indeholdt frændernes liv og lykke. Ættens fornemste økse eller spyd skulde gå til den ypperste mand som et levende bevis på hans værdighed og ansvar; den som arver jorden, ham tilkommer også brynjen og dermed pligten til at drage omsorg for hævn og bod, siger en lov blandt Nordboernes frænder sydpå, og de ord udtaler princippet i nordisk arvegang. Dengang branden på Njals gård var slukket og vennerne kom for at søge efter ligene, fandt de ved siden af Skarphedin hans berømte økse hugget ind i tømmeret, så hårdt at æggen var uskadt; en tog øksen op og sagde: »Dette er et sjældent våben, få kan bære det.« »Jeg ved en mand der kan, og han skal bære øksen,« svarede Kåre Sølmundsøn, »det er Torgeir Skorargeir, som jeg nu agter for at være den ypperste i den æt.« Da Glum skiltes fra sin morfader, Vigfus, i Norge for at drage ud og overtage sin gård på Island, sagde den gamle ved afskeden: »Det aner mig, at vi aldrig skal ses mere, men her vil jeg give dig nogle kostbarheder, en kappe, et spyd og et sværd, som vi frænder har sat vor lid til; og medens du passer på dem, tror jeg ikke din anseelse står i fare, men jeg ængstes for hvad der vil ske, hvis du skiller dig ved dem.« Glum var en lang tid uovervindelig i alle sine handeler; men da han til sidst gav sine klenodier bort som tak for ydet hjælp, fik hans fjender magt med ham og drev ham endog fra gård og hjem.


Også ved livets begyndelse gør ejendelene deres iboende kraft gældende. Ved navnegivningen blev barnet taget ind i ætten og gjort delagtig i dens ære og lykke; navnet var ikke en tom klang, det havde gået i slægten og var fyldt med dens sjæl og minder, der således indplantedes i den nye frænde. Men for at navnet skulde blive til liv, blev det »fæstet« ved en gave, som ordet lød. I en legende fra den norske kongeslægt fortælles hvordan Olav Hellige fik sværdet Bæsing fra sin stamfader og navnefælle. Hans moder, Asta, havde en meget hård fødsel, og det så ud til at barnet skulde koste hende livet; da hentede en ven tre dyrebare ting fra den gamle Olav Geirstadalfs gravhøj, et bælte, en ring og sværdet; bæltet lagde han om den lidende dronning, og straks kom barnet frem, men til drengen gav han høvdingesmykkerne og sagde, at han skulde hedde Olav.


Menneskene og tingene kunde aldrig rives helt ud fra hinanden. For at forstå fylden i denne erfaring må vi huske, at ejendelene den gang var arvestykker og langt inderligere knyttede til besidderne end nu om stunder, da tingene flagrer løst fra hånd til hånd. At miste sit gods var fordum både en ulykke og en skam, ti tabet betød et åndeligt sår; og derfor hadede og afskyede Nordboen tyven, som listede livet fra sin næste i hemmelighed, med et ubarmhjærtigt had som en slags lønmorder. Slægten kunde egentlig aldrig afhænde sine dyrebare ejendele, ti hvor langt de end gik omkring, bar de sjælen i sig; blev de givet bort som gaver, havde giveren eller hans arvinger ret til at fordre dem tilbage ved modtagerens død. Gaven var et kraftigt middel til at knytte mennesker sammen i venskab, ti med gaven fulgte både sind og lykke. Modtageren blev halvt frænde, fordi han i gaven fik del i sin vens forfædre og deres bedrifter, sådan som de var nedlagte i våben og smykker; og giveren måtte se nøje til, før han sluttede venskab, da han gennem sin gave gav sig selv hen i et andet menneskes vold. Så inderlig var denne sjæleblanding, at de to måtte stå last og brast med hinanden og ligefrem bære ansvaret for hinandens handlinger. Denne dybe vilje og tilbøjelighed, som ligger indesluttet i gaven, er det også som skaber trofasthed og kærlighed i ægteskabet; når den nordiske hustru ene lever for sin mands ære, rådende, æggende, ofrende, og kun overlever ham for at hævne hans fald, da er det, fordi hun er fæstet med brudesum, — mellem hendes æt og husbondens er der gået forbindende gaver.


Så stor var tingenes magt, at de endogså kunde forvandle dødsfjender til brødre, dette er sjælen i drabsboden. Når den faldnes liv er bødet, skal de to ætter være forligte til at mødes ved øl og måltid, på tinge og folkestævne, til at dele kniv og kødstykke og alt sig imellem som frænder og ikke som fjender.


Da således ejendele var åndelige værdier, går alle følelser ved gaver og kostbarheder i ganske andre baner end hos os. Vi finder rasende begær side om side med strålende gavmildhed, den køligste forsigtighed og afvejen overfor tilbudte gaver står side om side med ungdommelig fryd over at blive hædret med skænk. Da Egil havde mistet sin broder i slaget på Vinhede, hvor de begge havde kæmpet for kong Adelsten, sad han mut og mørk i kongens hal; kongen strøg en ring af sin arm og rakte den til kæmpen, og med ét glattedes furerne i hans ansigt, og han brød ud i et begejstret vers til giverens pris. Bjarkemål er en hymne over kongetroskaben: kæmpen jubler ved tanken på at han skal finde døden ved sin herres fod, og synger på valpladsen sin begejstring ud over den fyrste som ikke havde sin lige under solen. Men denne næsten sværmeriske hengivenhed for kongen finder sit højeste udtryk i lovprisningen over hans gavmildhed, den hidser sig op ved mindet om det guld som krigeren har modtaget af hans hånd; disse gaver var ham en ære, fordi de indeholdt kongens lykke og kongens venskab, hans bedrifter og hans ry, og derfor strålede de stærke følelser ind i kongsmanden. Drabsbodens berettigelse ligger i, at den skænker en åndelig oprejsning og derfor kunde forene de hjærter i hengivenhed som før havde blusset i had. Mellem ligemænd måtte gaven lønnes, ti gave og gengave betød en udveksling af venskab og godvilje. Den der nægtede at modtage gaven viste sin foragt for giveren som en der ikke var værd at slutte forbund med; og at modtage en gave uden at lønne den kunde ene betyde, at man nok vilde bruge sin næste som sit redskab, men ikke vilde give sig selv hen. Begge dele fremkaldte en luende vrede, som ofte slog ud i hævn.


Den åndelige sammenhæng mellem mennesker og deres ejendele virker gennem hele livet fra det højeste til det laveste. Den præger Nordboernes stolteste digtninge, og den finder udtryk i hverdagslige skikke og juridiske paragraffer. Al omgang var begrundet i venskab, og al handel fandt sted under form af gaveskifte. I sene tider, da Norden blev inddraget i det europæiske købmandsliv, bevarede almuen sine gamle vaner og sin gamle forsigtighed i handel og vandel. Når bonden solgte sin ko, passede han omhyggeligt på at bevare noget af dens hår, ti koen skulde vel gå over til den fremmede, men den måtte ikke tage gårdens lykke med sig. Handelen blev fuldbyrdet gennem lidkøb, hvor de to drak hinanden til og således beviste deres ærlighed og venskab; først da gik kreaturet helt over i køberens besiddelse, ti ved samdrikken fik han sikkerhed for at den anden gav ham lykke til at bruge sin nye erhvervelse.


Til mandens jeg hørte altså våben og klæder, kvæg og jord. Alt var fyldt med slægtens liv, og jo inderligere ejendommen var knyttet til ætten, enten på grund af sin værdifuldhed eller fordi den længe havde været i slægtens besiddelse, des mere sjæl indeholdt den. Allerkraftigst gav ættens sjæl sig til kende inde i huset, fornemmeligst i arnen og højsædet, hvor husherren havde sin plads mellem højsædestøtterne. Når manden kom inden for sin dør, blev han en helligere person, og en krænkelse som tilføjedes ham inde i hushelgen, var dybere og mere skadelig end angreb på alfarvej, fordi den ramte nærmere livskilden. Medens et almindeligt drab under almindelige forhold kunde sones med bøder, var brud på hjemfreden fra først af forbundet med fredløshed, og selv da den strænge håndhævelse slappedes, blev det altid vurderet med flerdobbelt mandebod. På anden måde viser denne hellighed sig i løftet som aflagdes på stok; manden satte da foden på de hellige bjælker omkring ilden og gjorde sig til ét med slægten, han ledede således dens samlede lykke og kraft ind i sine ord og bandt alle sine frænder, både levende og døde, til løftets opfyldelse. Løftet på stok var da nær i slægt med den ed som mændene ude i livet aflagde med hænderne knyttede om spydstagen eller sværdfæstet.


Livet var kraft, forfædrenes kraft, som pulserede fyldt med bedrifter og lykke i efterkommerne. Men da livet var lykke og ære, kunde det ene opholdes ved en stadig fornyelse. Om de unge vilde være sunde, måtte de vise sig fædrene værdige, i den bogstavelige forstand at de gjorde de hedenfarnes gerninger om igen og således genfødte dem. Ættens sjæl gav sig blandt andet til kende i den anseelse som slægten havde i bygden; dens bærere kunde ikke leve et virkeligt liv, uden de hævdede den stilling som forfædrene havde grundlagt. Enhver krænkelse betød da ikke alene en vanære, men en forringelse i lykke, og dersom tabet ikke blev genoprettet, ebbede livet ud; en slægt der ikke sørgede for at få erstatning for sin skade gennem hævn, måtte vente at sygne hen og dø ud. Vanæren viste sig i svindende dådskraft hos mændene og i ufrugtbarhed hos kvinderne.