Nordiske myter og sagn: Fenrisulven bindes

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Fenrisulven bindes


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Som før fortalt var der i Jernskoven en jættekvinde, som hed Angrboda; hun fødte tre utysker til verden: Hel, Midgårdsormen og Fenrisulven. Ulven tog guderne hjem til sig og opfødte ham i deres egen gård, hvor de kunde have ham under øje. Han blev så vild, at ingen anden end Tyr turde gå til ham med æde. Guderne så at han tog til i vækst og kræfter for hver dag der gik, og det anede dem at han engang vilde blive deres fordærv. Da pønsede de på råd, om de ikke kunde finde en lænke stærk nok til at binde det vilde bæst med, og de snoede en strikke så stærk de orkede. Den lagde de foran ulven og sagde: "Lad os se om du kan sprænge dette reb." Da ulven havde set på strikken, lod han dem gøre med ham hvad de vilde, og så snart han spændte i, sprang rebet. Endnu engang forsøgte guderne sig på at gøre en lænke, og den var dobbelt så stærk som den første; den listede de også på ulven og sagde at der vilde gå ry af hans kræfter om han sprængte noget der var snildrigt gjort. Ulven havde følt sine kræfter vokse, siden han sled den første strikke, og han tænkte, at for at blive stor i folks tanker måtte han vove noget, og han lod lænken lægge om sig. Så snart aserne sagde til, begyndte han at ryste sig og hugge lænken i jorden og vride sig, så at den fløj langt væk i mange stykker. Da blev aserne rædde for alvor; de forstod, at uden list fik de ikke bugt med ulven, og de sendte bud ned i dybet til dværgene, at de skulde øve deres kunst. Og dværgene gjorde en lænke, der var så glat og blød som en silkesnor og dog hårdere end noget jern. De tog alt det som ingen kan finde og ingen kan overvinde, lyden af kattepoter, kvindeskæg, bjergenes rødder, fiskeånde og fuglespyt, og det blev tvundet om bjørnesener. Da guderne havde fået dværgenes kunstværk i hænde, lokkede de ulven ud på en ø, og der viste de ham silkesnoren; de lod den gå fra hånd til hånd, og alle prøvede de den, men ingen kunde slide den over. "Den ser ikke ud af meget," sagde de, "men den er stærkere end man skulde tro efter tykkelsen; måske kan du alligevel gøre ved den som du har gjort ved de andre lænker." Ulven anede at alt ikke var som det skulde være, og sagde: "Den strikke ser ikke ud af meget, det er sandt, og nogen ære skulde der ikke synes at være ved at slide den; men hvis den er gjort med svig og underfundighed, kommer den aldrig på mine lemmer, så tynd den er." Guderne svarede: "Så smækkert et silkebånd kan vel ikke holde en der sprænger jernlænker; men kan du ikke slide den over, kan vi spare os at være bange for dig, og så løser vi dig frit." Men ulven sagde: "Hvis I får bundet mig og jeg ikke kan løse mig selv, kommer jeg nok til at vente længe på eders hjælp, så nogen stor lyst har jeg ikke til at prøve. Men I skal ikke have lov at kalde mig fejg; så læg den blot på mig, men så skal en af jer imens stikke sin hånd ind i min mund til pant på at der ikke stikker svig under." Guderne så på hinanden og tænkte at det ene onde var knap mindre end det andet, og ingen vilde lægge hånd til, før Tyr strakte sin højre frem og lagde den i ulvens gab. Da ulven spændte imod, blev snoren hård, og jo mere han kastede sig, des hårdere og skarpere snærede den. Da slog guderne en latter op, men der var en som ikke lo, og det var Tyr, ti hans hånd blev i ulvens gab. Guderne tog nu enden af strikken og stak den gennem en stor klippe og gjorde den fast i jordens dyb, og de stødte en stor sten ned i jorden til at fæste enden af lænken med. Ulven slog gabet op og kastede sig vildt for at snappe efter guderne, men de satte et sværd i munden på ham, så at hjaltet stod i underkæben og odden i gummerne. Der står ulven og hyler fælt, og ud af hans mund løber fråden som en elv, - således skal han stå til Ragnarok.



Urnes (JLM) 09c.jpeg