Nordiske myter og sagn: Freyrs elskov

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Freyrs elskov


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Det hændte en dag, at Freyr steg op og satte sig i Odins højsæde og skuede ud over verden. Da fik han langt borte i det fjærne øje på jætten Gymers gård, og mens han så derhen, kom en ung kvinde gående mellem husene på gården. Hun løftede hånden for at skyde slåen fra, og hendes arme lyste så skært, at luft og hav og hele verden fik glans derved. Freyr gik hjem fra Hlidskjalf så fuld af længsel, at han i flere dage hverken drak eller sov; han mælede ikke et ord, og der var ingen som turde spørge ham om noget. Da Freyr havde ligget tavs og søvnløs i flere dage, kaldte hans fader Njørd på svenden Skirner og bad ham gå hen og udfritte Freyr og få at vide hvad det var der voldte ham så stor vrede, at han ikke kunde mæle et ord til nogen. Skirner svarede at han ikke havde stor lyst til at gå bud for at hente onde ord til løn, men han gik alligevel hen og spurgte sin herre hvorfor han sad så tavs og mørk i hallen. Da fik Freyr mæle og sagde: "Min kummer er så stor, at jeg næppe kan udsige den; hver dag lyser solen, men den skinner aldrig ind over min længsel." Skirner sagde til ham: "Så tung en længsel har du aldrig haft, at du ikke kunde sige den til mig, vi har været venner fra de unge år og kan vel lide på hinanden." Freyr sagde: "Jeg har set en mø gå ind i Gymers gård, og hendes arme lyste over hav og land, og siden jeg så hende, er hun mig kærere end hver eneste ven fra ungdommens dage; men der er ingen blandt aserne og ingen blandt alferne som vil unde os to at mødes. Nu skal du ride til Gymers gård og bejle for mig, og du skal ikke komme tilbage uden den mø hvad enten du får ja eller nej af hendes fader." Skirner sagde at han var rede til at ride ud og bejle, hvis Freyr skaffede ham en hest der ikke stejlede for trylleluen omkring jættens gård, og gav ham det sværd der af sig selv hugger i jættekød. Freyr nægtede ham intet af hvad han bad om, og Skirner red op over kolde, våde fjælde ad Gymers gård til. Da han kom frem, holdt han sin hest an ved leddet, hvor jættens vilde hunde stod og glammede og sled i deres lænker. Oppe på en høj sad gårdens vogter og spejdede ud ad alle veje, og Skirner råbte op til ham: "Hvordan kommer jeg forbi Gymers tæver og får den unge mø i tale?" Vogteren svarede tilbage: "Er du dødsens, eller er du en genganger, at du vover dig herhen? Gymers datter får du aldrig i tale." Skirner sagde: "En gang er døden os alle bestemt, og den som har et ærind at udrette, kommer ikke til sit mål ved at klynke." I det samme hørte Gerd larmen uden for gærdet, og hun bød gæsten ind for at høre hvem han var, og hvad der var hans ærinde. Skirner sagde til hende: "Jeg er kommet til dig med en gave, elleve gyldne æbler, dem giver jeg dig, om du vil skænke Freyr din godvilje og sige du har ham kær." Hun svarede: "Nej, jeg skænker ingen mand min kærlighed for gyldne æbler, og så længe vi lever, vil Freyr og jeg aldrig frydes i elskov." Siden bød Skirner hende den kostelig ring som var blevet lagt på bål med Balder, og han truede hende med sværdet, om hun ikke vilde føje hans bøn; men pigen kastede med nakken og sagde, at guld skortede det ikke på i Gymers hus og heller ikke på mænd til at værge hende mod elskovstvang. Da opløftede Skirner sin røst og slog hende med stærke forbandelser, hvis hun holdt ved sit overmod: "Du skal leve som den usleste jættekvind til spot for alle væsener, når du løber efter en led turs og tigger om hans gunst, men får gråd for gammen, og din mad skal blive dig en væmmelse i din mund." Og Skirner skreg endnu højere: "Det høre alle jætter, det høre alle rimturser, Suttungs sønner, alle aser: al mandens fryd stænger jeg for denne mø; jeg har ristet dig runer fyldt med forsmædelse og kvide, jeg har ristet dem, og jeg kan vende dem om, hvis dit sind vendes." Da tog Gerd et bæger med gammel mjød og bød Skirner drikken til venskab; men inden Skirner vilde tage imod den og drikke, krævede han svar, når hun vilde unde Freyr sit elskovsmøde. Gerd svarede: "Der er en lille lund, hvor luften står stille og lun, vi kender den begge, Barre er dens navn; når ni nætter er gået, skal Gerd give Njørds søn sin hjertens gammen." Derpå red Skirner hjem. Freyr stod ude og ventede i gården, og inden Skirner endnu var steget af hesten, råbte han til rytteren: "Sig mig på stedet, før du tager sadlen af hesten, vandt du i Jættehjem det som din og min hu står til?" Skirner sad på hesteryggen og fortalte Freyr det budskab som Gerd havde sendt med ham. Freyr sagde: "Een nat er lang, to nætter er lange, hvordan får jeg tre nætter til at skride? Ofte syntes mig en måned kortere end en halv af disse længselsnætter." Således vandt Freyr sin elskede, men han havde købt kærligheden med sit gode sværd, og mere end een gang vil han komme til at savne sit våben, værst dog i den sidste strid mellem guder og jætter.



Urnes (JLM) 09c.jpeg