Vilhelm Grønbech Ill.: clm.
Nordiske myter og sagn Vilhelm Grønbech 1927
SAGAER OG SLÆGTSAGN
Helge Hjørvardsøn
En konge hed Hjørvard. Han hørte tale om at Svevernes konge havde en datter, Sigrlin, der var så fager, at der gik ry af hendes skønhed, og han blev så betaget ved det han hørte, at han straks sendte bud til Svevekongen for at bejle. Samtidig var der en anden konge, Hrodmar, der meldte sig som bejler til Sigrlin; men kongen sagde nej til dem begge. Da Kong Hjørvards mænd kom hjem med afslag, vilde han selv afsted og prøve sin lykke. Da han kom op over grænsefjældene og så ned i Svevernes land, stod der en tæt sky op fra brændende huse og travende rytterskarer; det var Hrodmar, som var kommet for at hævne sin krænkelse og nu for med ild og sværd over landet. Hjørvard red ned over fjældsiden og slog om aftenen lejr ved en elv; da han strejfede om i skoven der i nærheden, kom han til en hytte, og derinde sad Sigrlin. Hun fortalte ham, at Hrodmar havde dræbt hendes fader, og derfor var hun flygtet ud i skoven for at skjule sig; så tog Hjørvard hende med hjem og holdt bryllup med hende.
Hjørvard og Sigrlin fik en søn. Han var stor og statelig; men folk hørte ham aldrig mæle et ord, og han kendtes aldrig ved noget navn. Engang da han sad på en høj og så sig om, kom der ni valkyrjer ridende. De som red forrest, råbte ned til ham: "Det vil vare længe inden du kommer til at råde over land og rigdom, Helge, hvis du aldrig mæler et ord, selv om det ikke skorter dig på mod." Helge svarede: "Du har givet mig et navn, og de der giver navn, lægger altid en gave til for at fæste navnet; men tænk dig vel om, før du svarer; ti jeg tager hverken mod navn eller gave, uden du selv følger med." Hun svarede: "Der ligger sværd i mængde på Sigarsholm, og blandt dem er der et som står langt over alle de andre; du kan kende det på at en blodrød orm er ristet i æggen, og den slår sin hale op om hjaltet; i dets fæste spiller der kampmod og rædsel i dets od." Valkyrjen var ingen anden end Svava, Kong Eylimes datter. Da Helge havde fået et navn, gik han til sin fader og sagde: "Hvorfor hærger du på folk som intet ondt har gjort dig, og imens sidder Hrodmar og ruger over det guld som mine mødrene frænder har ejet; han sidder så tryg, som om den sidste af vor æt var død. Hjørvard bød ham mænd, om han vilde hævne sin morfar. Nu hentede Helge på Sigarsholm det sværd som Svava havde givet ham, og med det drog han ud og fældede Kong Hrodmar. Efter kampen drog han til Kong Eylime og bejlede til hans datter og fik hende; derpå for han atter for en tid på vikingetog, og imens blev Svava hjemme hos sin fader.
Hjørvard havde en søn foruden Helge, og den søn hed Hedin. En juleaften, da han gik ene gennem skoven, mødte han en troldkvinde, som red på en ulv; hun bød ham sit følgeskab, men Hedin bad hende fare til troldehjem; der vilde hun finde selskab som passede for hende. "De ord skal du angre, når du drikker bragebægeret ved gildet," sagde hun, og om aftenen, da Hedin stod med bragebægeret i hånden og skulde udtale hvilken dåd han vilde øve det år til sin hæder, blev hans sanser forvirrede, og han lovede at han vilde holde bryllup med sin broder Helges fæstemø. Da han fik sit vid igen, gruede han over sine ord, og han begav sig hjemmefra og opsøgte sin broder og fortalte ham hvor forblindet han havde været. Helge svarede: "Lad ikke dine ord knuge dig; vi har begge aflagt store løfter, og det kan hænde, begge går i opfyldelse. Alf, Hrodmars søn, har sat mig stævne på Sigarsvang; det aner mig at du har fået bud om min død, og da kan skæbnen vende sig til det gode for os begge." Hedin sagde: "Du taler som var jeg værd dit frændskab og dine gaver; men det var retfærdigere om du tog mit liv, nu da jeg har sveget dig."
Tre dage efter mødtes Alf og Helge på Sigarsvang og kæmpede; der fik Helge ulivssår, og han lod sende bud efter Svava og bad hende komme i hast, om hun vilde se ham i live. Da hun kom til ham, trøstede han hende og Hedin og sagde: "Dette er sidste gang vi mødes, for stålet har rørt ved mit hjerte, og blodet rinder uopholdeligt; stil din sorg, ti det var mig bestemt at dø i unge år. Det blev varslet Hedin en skummel aftenstund i skoven, da der kom en kvinde til ham og vilde slå følge med ham; hun vidste at jeg skulde falde på Sigarsvang. Hvis du har mig kær, da græd ikke over mig, men gør som jeg beder dig om; når jeg er død, skal du vende dit sind til min broder Hedin og rede hans leje." Sådan trøstede han Svava og tillige sin broder, og talte som om det ikke var en troldkvinde der havde mødt Hedin, men hans egen fylgje, og Svava måtte mene, at ættens fylgjer nu havde taget bo hos Hedin. Da Svava havde hørt hvad Helge sagde, svarede hun: "I den stund du fæstede mig med de røde ringe, Helge, vendte hele mit sind sig til dig, og da tænkte jeg af hjertet, at jeg aldrig kunde række en anden favnen, når du ikke var mere. Den gang havde jeg kun een tanke, at døde du på land eller hav, skulde mange græde for din skyld; men nu er det gået sådan, at jeg kun vil have det som du vil." Da Helge var død, gik Hedin hen til hende og sagde: "Kys min mund, Svava, inden jeg går; jeg kommer ikke tilbage, før jeg har fældet Alf og hævnet den ypperste drot under solen."
Det fortælles, at Helge og Svava blev genfødt, og da hed de Helge Hundingsbane og Sigrun.
|