Nordiske myter og sagn: Hjadningekampen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Hjadningekampen


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Engang kom Freyja forbi en klippe som stod åben, og da hun kiggede ind, så hun at der stod fire dværge ved ilden og smedede en halsring. Hun fik lyst til at eje det smykke og bød dem en mængde guld for det, men de vilde ikke sælge det for noget mindre end hendes kærlighed. Jo længer Freyja stod og så på ringen, des mere lysten blev hun efter at eje den, og det endte med at hun gav dværgene den pris de forlangte. Hun sov nu i fire nætter i klippen, og fik smykket af dem til afsked. Da hun kom hjem, lod hun som ingenting var hændt, men Loke så straks at hun bar en ny prydelse om halsen, og han fik ikke ro på sig, før han havde fundet ud af hvor hun havde været henne og hentet sig den skat. Siden forlystede han sig med at fortælle guderne at Freyja havde været på besøg i dværgeklippen, og han glemte ikke at beskrive hvad hun havde fået i løn for sin umage. Odin sagde at han skulde sande sine ord ved at hente smykket og vise det frem. Da begyndte Loke at klage sig og sagde: "I ved alle godt, at ind i Freyjas bur kan ingen komme, uden hun selv vil lukke op," men Odin var ubønhørlig og sagde at han ikke mere vilde se ham for sine øjne, om han ikke bragte ham den ring. Hvad enten Loke peb eller sang, måtte han nu afsted og prøve på om han kunde overliste Freyja, og alle guderne lo, da de så Loke gå ud af hallen og hænge med hovedet. Han gik hen til Freyjas kammer og snusede rundt om det på alle sider, men det var bommet og låset alle vegne, og skønt han stod og lurede, til han blev kold langt op ad benene, kunde han ikke finde nogen udvej til at slippe indenfor. I sin nød omskabte han sig til en flue og fløj op på væggen; han krøb ud og ind ved låsene og i fugerne mellem stokkene, men væggen var overalt så tæt som en sten. Endelig fandt han oppe ved tagrygningen et hul så stort som et nålestik, og der klemte han sig møjsommeligt igennem, så at han slap ind i Freyjas sovekammer. Han listede sig forsigtigt hen til sengen hvor hun lå og sov, og der så han at hun havde smykket om halsen, men låsen vendte nedad og lå under hende. Nu vidste han ikke bedre end at gøre sig endnu mindre og springe på hende som en loppe, og han stak hende på halsen, så at hun vendte sig i søvne og låsen kom opad. Således fik han ringen løst af hendes hals; derpå lukkede han døren op indefra og gik til Odin med smykket.


Da Freyja vågnede og så døren stå åben, forstod hun straks hvem der havde været på spil. Hun gik lige til Odin og spottede den store gud, fordi han lod sine tjenere gå og stjæle til sig om natten fra værgeløse kvinder; nu skulde han straks give hende igen hvad der var hendes, sagde hun. Men Odin svarede: "Ringen får du kun, om du kan sætte to stormægtige konger op imod hinanden, så at de begynder en kamp der vil vare til dagenes ende." Det lovede Freyja at gøre, og så gav Odin hende halsringen tilbage.


Der var en konge som hed Hedin, en søn af Hjarrande. Han drog på vikingetog og lagde mange lande under sig. Engang da han var på jagt, forvildede han sig ene ind i skoven, og på sin omstrejfen kom han ud af tykningen på en lysning mellem træerne. Der så han en kvinde sidde; hun var statelig og fager at se til. Han gik hen til hende og spurgte hvad hun hed, og hun kaldte sig Gøndul. Hedin satte sig ned hos hende, og hun frittede ham ud om alle de store bedrifter han havde øvet; og da kongen havde fortalt hende alt hvad han havde oplevet, sagde hun: "Jeg ved kun een som kan måle sig med dig, han hedder Høgne og bor i Danmark." "Da skal det ikke vare længe, inden vi får prøvet hvem af os to der er den ypperste," sagde Hedin. De taltes ved endnu en lille stund, men ret snart mindede Gøndul ham om at tiden led og hans mænd vel gik og søgte efter ham. Så skiltes de, han gik til sine mænd, og hun blev siddende i skoven.


Straks om våren stak Hedin i søen og sejlede til Danmark. Han ankrede op uden for Høgnes kongsgård, og da den danske konge hørte at der var kommet en navnkundig fyrste til landet, sendte han bud ned til ham og lod ham sige at han var velkommen til at gæste ham. Hedin tog mod indbydelsen og blev hæderligt bænket i hallen; da Høgne havde beværtet ham og drukket ham til på god velkomst, spurgte han sin gæst hvad ærinde han havde, siden han havde gjort så lang en rejse. Hedin svarede at han havde hørt Høgnes ry vidt ude i verden, og nu var han kommet for at prøve hvem af dem der var den ypperste. Høgne sagde: "Det kan ske som du vil, her er en god plads til at holde lege på uden for gården, og vi har havet lige nedenfor til svømning." Så prøvede de to konger hinanden dag ud og dag ind i alle de lege og idrætter som mænd kan udmærke sig ved, og i alting stod de så lige, at ingen kunde se forskel på deres færdighed. Da de nu havde lært at kende hinanden som jævninger, sluttede de fostbroderskab og delte alt hvad de ejede. Hedin var den yngste, og han var endnu løs og ledig, men Høgne havde en dronning som hed Hervør, og med hende en datter, Hild.


En god stund derefter drog Høgne på tog, og Hedin sad hjemme for at vogte riget. En dag gik Hedin ud på jagt, og han forvildede sig bort fra sine mænd og vidste ikke af noget, før han stod i en lysning dybt inde i skoven, og der sad Gøndul og var endnu fagrere at se til end første gang. Hun havde et horn i hånden og bød ham en drik. Kongen var blevet varm og drak tørstigt af hornet, men da han havde drukket, kom alting ham anderledes for end tidligere, og han mindedes kun lidt til sig selv. Gøndul spurgte om han havde fået at vide hvem der var den ypperste, han eller Høgne, men Hedin svarede, at ingen af dem kunde vinde over den anden, og derfor kaldtes de jævninger. "Der er dog noget han har fremfor dig," sagde Gøndul, "han har en dronning af rig byrd, men du er uden hustru." "Om jeg vilde, gav han mig sin datter, og da var jeg lige så godt gift som han," svarede Hedin. "Da blev du dog den mindste," sagde hun, "siden du måtte bede Høgne om en hustru; det var større ære, om du tog hende med magt fra kongsgården og lod dit skib skride i søen over dronningen." Hedin var så fortumlet af det øl han havde drukket, at han syntes Gønduls råd var godt, og han glemte helt sit fostbroderskab med Høgne.


Sent på sommeren som det var, lod Hedin sit skib gøre rede til at sætte i søen, og da alt var sejlklart, gik han til kongsgården og førte både Hild og dronningen med sig ned til stranden. Hild blev ræd ved at se hvor grum Hedin så ud i øjnene, og bad ham mindelig og sagde: "Gør mig intet ondt, du ved min fader vil gifte mig bort til dig, så snart du beder ham; om du endogså tager mig bort med vold, da vil han lade sig forlige; men gør du min moder noget ondt, tager han aldrig mod nogen bod. Det vilde være bittert for mig at se min fader i vånde, men jeg har heller ingen glæde ved at se dig i elende." Hedin sagde at han vilde gøre som han fandt for godt, og lade komme hvad der vilde, bagefter. Da han kom ned til stranden, lod han dronningen kaste på rullestokkene foran skibet, så at det skred over hende til havs, og Hild førte han op om bord.


Mens skibet flød klart til affart foran kongsgården, gik Hedin op i skoven til det sted hvor han sidst havde truffet Gøndul, og sagde hende hvad der var sket. Hun bød ham atter hornet og sagde at han skulde drikke ud, og da han havde drukket, faldt der tynge på ham, og han sank ned mod hendes skød. Efter at han var sovnet, lempede hun hans hoved ud af skødet og sagde: "Så vier jeg dig og dine mænd og Høgne og hans mænd til det som er Odins vilje." I det samme Hedin vågnede, så han et glimt af Gøndul, idet hun forsvandt, og syntes at hun var mørk at se til. Han mindedes nu alt og angrede sin ubesindighed, og han gik til skibet for at fare langt bort, hvor ingen mennesker vidste hvem han var.


Da Høgne kom hjem og fik rede på hvad der var sket, satte han straks sejl til og stod til søs efter Hedin. De sejlede lange tider, sådan at Høgne stadig om aftenen kom til den havn hvor Hedin havde ligget natten forud. Men en dag da Høgne skulde til at lægge ind, så han Hedins sejl ude i kimmingen, og han stod straks ud efter ham. Han havde jævn bør, men vinden var imod Hedin, derfor faldt Hedin af og lagde sig ind under en ø, som hed Håø. Da Høgne så ham dreje af, stod han også ind under land og ankrede.


Hedin bad Hild om at gå ned til sin fader og se om hun kunde mægle fred og forlig mellem dem; og han gav hende en ring som hun skulde byde Høgne til bod, og lade ham vide at Hedin havde handlet i forblindelse, da han dræbte dronningen og voldtog kongedatteren. Hild gik ned til stranden og mødte sin fader, da han steg i land; hun bød ham ringen fra Hedin og gentog hans ord, men hun føjede til: "Hedin vil give dig fuld bod for alt hvad han har gjort, men det er ikke fordi han ræddes for dig eller vil have fred for enhver pris, og om du ikke tager imod hvad han byder, vil han værge sig, og da er det ikke godt at vide, om ikke du vil komme til at angre din stolthed." Høgne tog ikke meget venligt mod hendes ord, men sagde at han vel kunde have tilgivet Hedin fordi han havde røvet hans datter, men at han ikke kunde glemme hvor ilde han havde handlet mod hans hustru, og om Hedin vilde have fred, måtte han drage langt bort og aldrig mere sætte sine fødder i Danmark eller komme kongen for øjne. Hild gik tilbage til Hedin og sagde: "Det var bedst om du kunde forlige dig med min fader, men han vil ikke nøjes med mindre end at du ydmyger dig som en træl for ham; han fordrer at du skal sige dig løs fra mig og dit rige og alt dit gods, og fly så langt af led at ingen kender dit navn." Da lod Hedin sine mænd fylke imod Høgnes hær, men da de stod overfor hinanden, råbte Hedin over til Høgne og bød ham endnu engang fuldt forlig, om han vilde modtage en sømmelig bod. Høgne svarede tilbage: "Det er for sent, ti jeg har draget mit sværd, Dainsleif, og det går ikke i balgen uden blod." "Du praler af dit sværd, men vent og se om det kan skaffe dig sejren," svarede Hedin, "jeg holder for, at et sværd er godt, når det ikke sviger den der fører det." Så tørnede de sammen og kæmpede den ganske dag, og da det blev aften, gik begge kongerne til deres skibe for at hvile. Men om natten gik Hild op på valpladsen og vakte de døde op med stærke galdre; og næste morgen, da solen brød frem, mødtes atter kongerne og kæmpede dagen til ende. Således gik det dag efter dag; om natten blev de døde mænd og deres våben til sten, men i morgengryningen stod de atter op og fylkede sig til strid. Og således skal Hjadningerne – Hedins mænd – blive ved at kæmpe på Håø, til Ragnarok kommer.



Urnes (JLM) 09c.jpeg