Nordiske myter og sagn: Lokes straf

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Lokes straf


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Da sendebudene kom hjem og berettede om hvad der var hændt dem, vidste aserne straks at den gyge kunde ikke være nogen anden end Loke, som har voldt alt det onde. Loke frygtede asernes vrede, og han løb bort og skjulte sig i fjældene. Derude byggede han et hus med fire døre, så at han kunde se viden om til alle verdenshjørner. Om dagen tog han ofte skikkelse som en laks og gemte sig i Franangersfossen. Tit sad han i huset og tænkte på hvordan aserne vilde bære sig ad med at fange ham i fossen, og en dag da han sad foran ilden, fik han noget garn i hånden og begyndte at knytte masker deri, sådan som fiskere nu binder net. Med eet så han op og opdagede at aserne var på vej til huset, - ti Odin havde set fra Hlidskjalf hvor han havde sit skjul, - og han kastede nettet fra sig i ilden og sprang op og styrtede sig i elven. Da aserne kom til døren, gik Kvaser først ind; han var den snildeste af dem alle, og så snart han så den hvide aske som lå og glimtede i ilden, skønnede han at det var et redskab til at fange fisk med. Han sagde til aserne hvad han havde set, de bandt et net efter det billede der lå i asken, og da nettet var færdigt, gik de til elven og kastede det i fossen. Tor holdt i den ene ende og alle de øvrige aser i den anden, og således drog de nettet ned ad elven, men Loke svømmede foran det og klemte sig ned mellem to stene, så at det gik hen over ham. Aserne drog nettet hen over ham, men de kunde mærke at der var noget levende nedenunder. Da gik de atter op til fossen og kastede nettet ud, men først bandt de noget tungt i bunden, så at ingen fisk kunde smutte under det. Loke svømmede igen foran nettet, og da han så at han snart vilde trænges ud i havet, sprang han op over garntellen og svømmede op i fossen. Nu havde aserne set ham, de gik endnu engang op til fossen, og der delte de sig i to hold, et på hver side, til at drage nettet, men Tor vadede midt ude i åen. Og således drog de igen åen oppefra ned mod havet. Loke så at han måtte vælge mellem døden i det salte vand eller den fare som det var at springe over nettet, og han valgte det mindste onde. Men i det samme han for over tellen, greb Tor til og fik fat om ham, men fisken smuttede i hånden, så at Tor først fik tag helt nede, - og derfor er laksen smækker ved halen.


Nu var Loke fanget uden nåde, og aserne førte ham op til en hule. Der satte de tre flade sten på højkant og slog huller igennem dem. Derpå tog de Lokes søn Vale og forvandlede ham til en ulv, og han for ind på sin broder Narfe og sønderrev ham. Aserne lagde Loke over de tre stene, så at den ene stod ham under skuldrene, den anden under lænderne og den tredie under knæhaserne, og de bandt ham fast til stenene med sønnens tarme, der straks blev til jern. Skade tog en giftorm og bandt den op over Loke, så at edderen drypper ham ned i ansigtet, mens hans hustru Sigyn står ved hans side og holder en skål op under ormens gab og opfanger edderdråberne. Hver gang skålen er fuld, går hun udenfor og slår edderen ud, og imens drypper det fra ormen ned i ansigtet på Loke. Der går da hårde ryk igennem ham, så at landene bæver i jordskælv. Der ligger nu Loke i bånd til Ragnarok.


Men drabet på Balder var ikke sonet ved Lokes straf, ti det var Hød som havde afskudt den dræbende pil mod guden. I gamle dage krævede ethvert drab en hævn, som kunde genoprette det tab af ære og lykke som slægten havde lidt ved at miste et af sine medlemmer. Den værste ulykke som kunde ramme en æt, var at den ene frænde blev årsag i den andens død; da var ingen bod mulig, ti for det første kunde slægten ikke hente oprejsning fra sig selv, for det andet kunde den ikke dræbe en af sine egne uden at øge ulykken. Men den der havde øvet så forfærdelig og ulykkelig en handling som at tilføje sin eget æt et ulægeligt sår, kunde ikke længer tåles i kredsen; frænderne måtte helt sige sig løs fra ham og jage ham som fredløs bort fra landet. Da Balder var dræbt, så guderne med ængstelige øjne til Hød som ulykkesbringer, fordi de måtte være bange for at hans skyld vilde bringe besmittelse og svaghed over dem alle, og det hedder i en fortælling, at de søgte at skaffe en hævner til veje, som var frænde og dog ikke frænde. Odin avlede en søn med en kvinde som hed Rind, og kaldte drengen Vale; da denne dreng kun var nattegammel og endnu ikke havde vasket og kæmmet sig, dræbte han Balders banemand og lagde ham på bål. Mere får vi ikke at vide, og myten er derfor dunkel for os; men Vales betydning som håndhæver af den nødvendige retfærdighed lyser frem deraf, at han sammen med Balder og Hød overlever verdens og gudernes undergang.



Urnes (JLM) 09c.jpeg