Nordiske myter og sagn: Muren bygges om Asgård

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Muren bygges om Asgård


Urnes (JLM) 09c.jpeg


I tidernes morgen, da guderne havde grundlagt Midgård og bygget Valhal, kom der en dag en mand, som sagde at han var bygmester, og han tilbød at bygge en mur om hallen, så stovt og fast at hverken bjergtrolde eller rimturser kunde komme ind i Asgård igennem den, og muren skulde stå færdig på tre år. Til løn forlangte han sol og måne og Freyja oven i købet, om muren blev færdig på den tid han havde lovet. Tor var ikke hjemme, for han var faret østerpå for at ave trolde; de andre guder holdt da råd, og de blev enige om at bygmesteren skulde have den løn han forlangte, men kun hvis han fik muren rejst på een vinter; manglede der blot en sten den første sommerdag, var deres aftale bristet. Og de satte også som betingelse, at han ikke skulde have nogen til hjælp til arbejdet. Det sagde manden ja til, han bad blot om at han måtte bruge sin hest, Svadilfare, til at slæbe sten, og på Lokes råd gav guderne deres minde dertil. Men jætten turde ikke være der blandt guderne uden sikkerhed, hvis Tor skulde komme hjem, og han krævede både vidner på pagten og kraftige eder af guderne, og det fik han. Den første vinterdag begyndte han arbejdet, om dagen byggede han, og om natten spændte han hesten for og slæbte sten sammen, og aserne undrede sig storligen over de klippestykker som hesten kunde trække, så at de næsten syntes hesten var den gæveste af de to. Da det led ud på vinteren, skød muren rask i vejret, og den var så høj og så stærk, at den kunde modstå alle angreb, og tre dage før sommeren var bygmesteren nået så nær rundt, at der ikke manglede stort mere end porten. Da begyndte guderne at grue, og de spurgte hinanden hvem der havde givet det råd at de skulde gifte Freyja bort til Jættehjem og tage sol og måne af himlen, så at verden blev forødt, og det blev dem klart, at det kunde blot een have voldet, han som er mester for det meste ondt, og han hed Loke. De gik da løs på Loke og truede ham med den beskeste død, om han ikke fandt udveje til at narre bygmesteren for hans løn. Og så ræd blev Loke at han svor højt og dyrt, at koste hvad det vilde, lønnen skulde bygmesteren ikke få. Samme aften, da manden agede efter sten, sprang en hoppe ud af skoven og vrinskede imod hingsten, og da den fornam hoppen, blev den vild, sled seletøjet og sprang efter hende ind i skoven. Manden løb efter for at fange sin hest, men hestene løb hele natten, så at manden ikke kom dem nær. Således gik både den nat og dagen efter, uden at der blev bygget på muren. Da bygmesteren så at han ikke fik sit værk færdigt, for han op i vildt raseri, og på dette kendte guderne at det var en bjergrise de havde iblandt sig. Så lod de eder være eder og løfter være løfter og råbte på Tor, og i det samme stod han på stedet og svang sin hammer. Han betalte bygmesteren hans løn, men det var ikke med sol og måne; han kom ikke til at bygge mere, hverken der eller i Jættehjem, ti det første hug slog hans pandeskal i stumper. Imens havde hingsten og hoppen deres leg med hinanden, og en dag kom der løbende et gråt føl på otte ben, og gildere hest har aldrig guder eller mennesker set. Den red Odin på, og den trådte luft og hav så sikkert som fast mark. Den hest kaldte guderne Sleipner.



Urnes (JLM) 09c.jpeg