Nordiske myter og sagn: Tor henter sin hammer hos Trym

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Tor henter sin hammer hos Trym


Urnes (JLM) 09c.jpeg


En morgen da Tor vågnede, var Mjølner borte. Han rystede sit skæg og rev sig i håret og famlede rundt om sig med hænderne; men hammeren var ingen steder at finde. Da blev han mægtig vred, og han kaldte på Loke og betroede sin nød til ham. "Jeg vil sige dig noget som ingen ved endnu hverken på jorden eller i himlen eller nogen mand noget sted foruden; hører du, min hammer er borte." Loke var ikke sen til at forstå hvad der krævedes af ham, da det altid var ham der måtte finde på råd hvor guderne intet vidste. Han gik straks til Freyja og bad hende låne ham sin fjederham, og sagde at han skulde ud at finde Mjølner. Han fik hammen og fløj til Jættehjem og der traf han jætten Trym; han sad på en høj uden for sin gård og så sig om, mens han kortede tiden med at flette halsbånd af guld til sine hunde og glatte hestenes manke. Trym spurgte Loke: "Hvordan står det til blandt aserne og blandt alferne? Hvorfor er du ene på rejse i Jættehjem?" Loke svarede: "Det står såvist ikke vel til blandt aser og alfer; sig mig, er det dig som har gemt Tors hammer?" "Det er mig som har gemt Tors hammer," svarede Trym, "den ligger otte mil under jorden, og I får den ikke igen, uden I fører Freyja hid som min brud." Så fløj Loke tilbage til asernes hjem. I gården mødte han Tor, og så snart Tor så ham, råbte han: "Har du fundet hvad du ledte efter? Sig frem straks på vingen, før du sætter dig og glemmer hvad du vilde sige." Loke svarede: "Jeg har fundet hvad jeg ledte efter; det er jætten Trym som har stjålet din hammer, og du får den ikke tilbage, før du kører Freyja til ham i brudestads." Tor gik lige hen til Freyja og sagde: "Bind rask brudelin om dit hoved, så skal vi to age til Jættehjem." Freyja blev så vred, at hun fnøs og Brisingemen sprang af hendes barm. "Så mandkåd er jeg ikke blevet, at jeg ager brudefærd til en jætte," råbte hun. Tor måtte modfalden vende om igen med uforrettet sag, og han klagede sin nød for alle guderne; de samledes for at rådslå om hvorledes de skulde få Tors hammer tilbage fra Jættehjem, men der var ingen som kunde finde på nogen udvej. Da talte Heimdal, ti han var af Vaneæt og havde Vanernes visdom, og sagde at de skulde rede Tor ud med hvidt lin og føre ham til Trym og sætte ham på brudebænk; så fandt han vel udveje til at få tag i sin hammer. Tor sagde: "Så skulde alle guder råbe "kvind" efter mig, når de så mig køre afsted i brudestads, og le dertil." Men Loke svarede ham: "Luk din mund, Tor, og tal ikke tåbesnak; jætterne bliver snart herrer i Asgård, om du ikke får din hammer tilbage." Det kunde Tor ikke sige noget imod og heller ikke de andre guder, og det blev aftalt, at Tor skulde age brud til Jættehjem. Så satte de hans hår op i en top og bandt brudelin over, de hængte Brisingemen på hans bryst og et raslende nøgleknippe ved hans bælte. Da de var færdige med at klæde ham, sagde Loke: "Nu ager vi to til Jættehjem, du som brud, og jeg følger med som brudeterne." De hentede bukkene ind fra marken og spændte dem for vognen, og Tor kørte, så klipperne revnede og ilden slog op af jorden. Da Trym hørte vognbulderet, skreg han: "Op, I jætter, og læg frisk halm på bænkene! Nu fører de Freyja i gård til brud. Jeg har guldhornede køer og kulsorte okser gående om gården og skatte i kisterne, intet mangler uden Freyja." Brudefølget kom frem tidlig på kvælden, og det blev bænket højt i hallen, men ned langs begge sider sad alle jætterne. Der blev nu båret øl frem og brade af okser og dertil laks og andet kræs til kvinderne. Tor spiste den kvæld en hel okse og otte laks og drak dertil tre tønder mjød. Trym undrede sig over at Freyja var så stortærende, og sagde: "Aldrig har jeg set nogen mø tage så store mundfulde og drikke så tæt af ølkarret." Men den terne som fulgte Tor, var mundrap til at finde på svar og sagde: "Freyja har ikke smagt mad i otte dage, så hjerteligt har hun længtes til Jættehjem." Da gik Trym hen og bøjede sig under linet for at kysse bruden; men da han mødte Tors øjekast, fløj han tilbage tværs igennem salen. Han spurgte: "Hvorfor har Freyja så bistert et blik? Hendes øjne slår gnister, tykkes det mig?" Men Loke havde atter svar på rede hånd:. "Freyja har ikke lukket et øje i otte nætter af lutter længsel efter Jættehjem. Før de skulde gå i brudeseng, kom jættens søster ind for at tigge en gave, og hun var ikke ung og lystelig at se til; hun sagde til bruden: "Giv mig de ringe der sidder på din arm, så skal du have min gunst her i huset." Men Trym sagde til sin svend: "Bring hammeren Mjølner ind, at vi kan vie Freyja til husfrue i jættens gård." Da blev Mjølner bragt ind og lagt i Tors skød, og hjertet lo i brystet på Tor, da han så sin hammer. Han var ikke længe om at få den fat og svinge den i vejret. Først fældede han Trym og efter ham hele hans slæng. Han slog også jættens gamle søster, som havde krævet gave af bruden; hun fik hug med hammeren i steden for ringe. Sådan kom Tor igen til sin hammer.



Urnes (JLM) 09c.jpeg