Nordiske myter og sagn: Tor og Jætterne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Tor og jætterne


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Medens menneskene formeredes i Midgård, skød også jætteyngelen op alle vegne i Udgård. Jætternes verden ligger yderst ude på jordens rand ved det store hav som vælter sig rundt om Midgård, men det strækker sig også langt op i landet helt ind til menneskers boliger. Midgård er smilende fager; man kan kende menneskenes verden på at den alle vegne har brede, frodige agre, hvor kornet står med gyldne aks, og den har grønne vange, hvor kreaturerne går og får stinde yvere. Men lige op til de fredelige bygder strækker sig overalt Udgård med vilde fjælde eller uvejsomme skove. I fjældene veksler gold stenur med bratte, forrevne bjergskrænter; der fråder sviende kolde elve ned og river alt med sig hvad de møder. Andre steder er bygderne indkransede af skove, så store og vildsomme at der hører mod til at vove sig ind i dem og endnu mere snildhed og snarrådighed til at finde levende ud af dem igen. Vandreren må møjsommeligt bane sig vej mellem sammenfiltrede rødder, der klemmer hans fod fast, over styrtede og rådnende stammer og gennem tætte krat og torne; lange strækninger under kronerne er side moser eller dybe sumpe; overalt under træerne hersker en ildevarslende skummelhed, og der lugter ramt af muggen muld og vissent ukrudt. Sådanne ødemarker, fjældet og udskæret, heden og skoven er jætternes og utyskernes hjem. Ofte ses jætterne i menneskeskikkelse, men store og stygge i alle lemmer. Når man gik ud i fjældet, kunde det hænde at man snart blev overfaldet af regntykning og sneslud, så at luften helt formørkedes; og ret som man gik, så man foran sig en jættekvinde, og opdagede at der stod et uvejr ud af hendes næsebor. Hun var vel sortegrå i ansigtet, skaldet hvor mennesker har hår, og håret hvor folk ellers er glatte at føle på, ørene var store og hængende og hænderne som kløer. Hun førte vandringsmanden - med venlighed eller med vold - til sin hule i fjældet, og da måtte han prise sin styrke og sin lykke, om han slap derfra igen levende. Ud fra disse jætter stod der fordærvelse, så at det blotte pust eller endogså et blik kunde volde døden; når kvæget forvildede sig ind i urskoven, fandt bonden det undertiden igen mærket med en underlig sygdom, som om et ondt væsen havde blæst gift på det. Jættehjem var fyldt af uhygge og synsforblændelse; når mennesker kom derind, gik de vild, og man så aldrig mere noget til dem; de blev forvirrede, fordi intet var hvad det syntes. Der er mange fortællinger om mænd som har forvildet sig ud i Jættehjem og først efter mange genvordigheder og farer slap hjem igen.


Der var engang en konge i Danmark, som vovede sig på en rejse til Udgård for med sine egne øjne at se jætternes boliger og lære farerne at kende; han fandt en islandsk mand, Torkel, som var vidt berejst, og lejede ham til at følge med som vejviser. De drog med en skare mænd op til det nordligste Norge og begav sig ind i fjældene. Da de mødte de rivende elve som kastede sig i skum ned over store stenblokke, vidste Torkel at de var nær jætternes hjem, og han gav sine ledsagere gode råd og sagde at deres liv afhang af at de lagde vel mærke til hans advarsler. Når de mødte nogen af landets beboere, måtte de ikke tale til dem, sagde han, ti jætterne kunde fange en mand på hans ord og bruge det til at skade ham, hvis han ikke forstod at vare sig. Når der blev sat mad for dem, skulde de vel vogte sig for at smage på den, ti da vilde de blive bjergtagne af jætterne, så at de ikke mindedes deres hjem eller kom i hu hvem de selv var, og måske vilde de endogså helt miste deres forstand. Han lærte dem også, at det de mødte, ikke var hvad det så ud til, og derfor var det farligt at gribe efter de ting de så på vejen. Det kunde hænde at hånden hang fast, så at man aldrig mere slap løs, eller også forvandlede tingene sig mellem hænderne på en til noget farligt.


Da de gik videre ind i fjældene, mødte de en vældig mand, som hilste dem ved navn og kaldte sig Gudmund, en broder til jætten Geirrød; han indbød dem til sit hus og bænkede dem i sin hal. Kongen og hans mænd satte sig for sig selv et stykke fra husfolkene. Gudmund spurgte Torkel hvorfor hans ledsagere var så tavse, og han svarede at de undså sig, fordi de ikke kendte det sprog som taltes i landet. Så lagde Gudmund mærke til at de fremmede tog deres rejsekost frem og ikke rørte ved den mad som blev sat på bordet, og beklagede sig til Torkel over deres uhøflighed; men Torkel sagde at kongen visselig var meget taknemmelig for den gæstfrihed som Gudmund viste, og når han spiste af sin egen mad, var det ene og alene af hensyn til sundheden, fordi han vidste at man let kunde blive syg af at spise uvant kost. De blev hos Gudmund om natten, og han søgte til sidst at friste kongen og hans mænd med sine døtre og tjenestekvinder; fire af kongens mænd faldt for deres lyst, og de gik helt fra sans og samling og glemte hvem de var og hvor de havde deres hjem. Næste morgen gik de over den flod som skiller menneskeverdenen fra jætternes egentlige hjem, og de vandrede, til de kom til en stor hule, hvor Geirrød boede; foran døren stod der glubske hunde og gøede, men Torkel stillede deres raseri ved at kaste et horn indsmurt med fedt til dem. Porten til Geirrøds bolig sad højt oppe, og de måtte krybe op ad lange stiger for at komme ind. Stenhallens loft var beklædt med spyd, på gulvet krøb der orme og snoge, og alt var sodet og fyldt med smuds. Inderst inde i hulen så de en vældig jætte med en jernbolt igennem sig og ved siden af ham nogle jættekvinder med brækket ryg, og Torkel fortalte kongen, at som de sad der, var de vidnesbyrd om guden Tors kræfter. Videre fremme så de der lå ringe og andre kostbarheder. En af mændene greb efter en ring, og den blev øjeblikkelig til en orm, som slog sin gifttand i ham. En anden vilde røve et prægtigt horn, men det forvandledes på stedet til en drage, der slog sine bugter om ham og kvalte ham. Torkel selv blev betaget af en dyrebar kappe, som lå i en krog, og da de andre så ham række ned efter den, kastede de sig alle over skattene. Men i det samme rystedes huset af en forfærdelig larm, og der sprang utysker frem af alle kroge. Mændene værgede sig med pile og slyngekast, men kun tyve af hele skaren slap frelst ud; resten blev sønderrevet af jætterne.


Desuden er Udgård også opfyldt af utysker og jættevæsener i dyreskikkelse. I skoven og på heden tuder ulvene, de vilde, grådige dyr som æder lig, til det vælder ud af gabet på dem, og aldrig får nok, men altid står og hyler efter mere, og når æden skortes, slås de indbyrdes og river hinanden i stykker. De er træske og grusomme, ens mod fjender og venner, og deri ligner de jætternes frænder, utyskerne blandt mennesker, de usle nidinger, som ikke kender forskel på frænde og fremmed eller på ære og vanære. Ude i Jernskoven, den tætte, vilde skov, sidder jættekvinden og føder kuld på kuld af de grå ligslugere til verden. Nogle af dem er så vilde og grådige, at de løber op på himlen og snapper efter de strålende himmellys. Månegarm forfølger nattens lys, han mæsker sig med døde mænds ådsler, og når hans kæber slår sammen om månen, da mister solen sit skin, og hele himlen farves uhyggeligt rød af det blod der driver fra hans gab ud over luft og jord. To andre ulve, Skoll og Hate, forfølger solen på dens bane, så at den går sin gang i skælvende hast. Ude på verdens rand i nord sidder jætten Hræsvelg, ligslugeren, i ørneham; når han rører vingerne, suser de bidende storme ind over jorden.


Ude i Jættehjem sidder også en anden trold, som hedder Angrboda, ulykkesbebuderen; hun har født tre børn, som har gjort både guder og mennesker stor fortræd og vil volde dem endnu større jammer, inden verden ender. Hendes ene søn er Fenrer, den store ulv som er fader til alle gråben på jorden og i himlen. Hendes anden søn hedder Midgårdsormen og hendes datter Hel. Midgårdsormen tog guderne og kastede i det store havdyb som bruser rundt om jorden, men den voksede sig så stor, at den kan bide sig i halen, og nu ligger den i dybet og kryster landene i sine bugtninger. Hel styrtede aserne ned i Niflheim, og der sidder hun og råder over dødninger som mistede livets lyst på grund af ælde eller sygdom eller fik en ulykkelig og forsmædelig død. I sit mørke bo har hun bygget sig en sal, uden om hallen er rejst et højt stavgærde, som er lukket med et stærkt led. Hel selv er sort som et forrådnet lig på den ene side af kroppen og har kødets friske farve på den anden, og lige så gyselig som hun selv er alting i hendes bolig. Det leje hun byder sine gæster, hedder sotteseng, og om den hænger bange anelser som gardiner. For at komme ind i hallen må man træde over tærskelen snubletræet, hendes træl hedder Ganglad og hendes trælkvinde Ganglød, og begge er dvaske på foden og går drævende hen for at sætte hungerfadet og sultekniven for gæsten.


Det er en lykke for mennesker ikke mindre i døden end i livet, at de tilhører en god æt og har stærke, årvågne frænder. Frænderne våger altid over at deres broder ikke går ind i døden som et usselt udskud med vanære på ryggen; de sørger for at hans død bliver hævnet, om han er faldet for fjender, så at han kan komme til dødsriget som en fri mand. De hædrer ham ved et værdigt gravøl og lægger ham i høj, hvor han træffer sine gamle frænder og kan trives i godt selskab. Og de frelser ham fra glemsel ved at mindes hans navn i de store fester og drikke hans velfærd sammen med de levende; således bevares også den dødes erindring frisk og hans tanker levende, så at han ikke glemmer den kreds han udgik fra, men deler sin slægts stolthed over fortiden og dens kække planer for fremtiden. Men om han glemmes og lades ene, eller hans slægt uddør, så at han ikke har nogen samføling med det der foregår oppe i solens lys, da forvirres alle hans tanker, og han glider ned til at ligne jætterne i ondskab. Her på jorden er den ensomme mand en niding, hvis hånd er mod alles og alles mod ham, og hans tanker bliver selvsyge og lumske af had; og når en mand går ensom ind i dødsriget, da forvandles han til en skadefro vætte, eller han bliver en giftorm, som ligger og ruger i goldt, skinsygt begær over sin rigdom som Fafner på sit guld. Nidingen her og nidingen hisset kan kun hade og aldrig have godhed for nogen, de kender kun den selvsyge griskhed ved at eje og ikke livets fryd ved at dele og give, og de kender ikke til ære og ordhold, men regner de lumskeste og underfundigste planer for de sikreste. Om den giftdrage som tog Bjovulfs liv, vides det at det var en mand af ædel slægt, som havde set alle sine frænder falde, så at han stod alene tilbage i verden; så gemte han sin arv i jorden og lå selv glædeløs og rugede over den. Samme skæbne får de i døden som trodsigt har skilt sig ud fra deres frænder eller har krænket slægtens hellighed ved et nidingsværk, så at de er blevet jaget ud i fredløshed; sådanne uslinger får jættesind og kommer i slægt med ulvene, så at det kan siges om dem, at de bærer et ulvehoved på kroppen. Men også en æreløs død kan bringe lykken i fare; det er en sørgelig skæbne at falde for usle trælle eller for nidinger, ti i sådanne uslinger er der ikke så megen ære, at hævnen på dem kan bringe nogen oprejsning. Ingolf, som var en af de første landnamsmænd på Island, havde en fostbroder ved navn Hjørleif. Han var af rig og ædel slægt og havde erhvervet sig et stort ry ved sin manddom og sine bedrifter på tog i Vesten. I Irland røvede han nogle trælle og førte dem med sig til Island; engang da han var draget ene ud med dem for at søge sig land, benyttede de lejligheden til at overfalde og dræbe ham. Da Ingolf gav sig ud for at søge efter sin fostbroder, fandt han vennens lig liggende forsømt på marken, og han klagede vemodigt over at så ædel en mand skulde fa så ynkelig en død, at myrdes af vanærende trællehænder; han mindedes de bange anelser som han havde haft, da han tidligere havde set, at Hjørleif foragtede guderne og ikke vilde deltage i blotgilderne, men kun vilde fortrøste sig til sin egen styrke. Ingolf opledte trællene, som havde gemt sig på et øde skær, og dræbte dem alle til hobe, og derpå stedede han Hjørleif til jorden på sømmelig vis; men alt hvad han gjorde, friede ikke Hjørleif for forsmædelsen. Der blev aldrig trygt at færdes i den egn hvor han var jordet, og folk havde grund til at tro at han gik igen som en ildesindet vætte.


Helt anderledes gik det til, når en mand døde med uformindsket ære midt iblandt sine frænder. Den islandske storbonde på Helgefjæld, Torstein Torskebid, druknede på fjorden, da han var ude på fiskeri. Samme nat bonden omkom, var en af gårdens hyrder sent ude og kom gående forbi bjærget Helgefjæld; det var ættens hellige sted, og efter det havde gården sit navn, og han så der stod døre åbne ind til fjældet, og han hørte røster som bød Torstein velkommen blandt sine frænder. Gennem åbningen fik han et glimt at se af fjældets indre, og han så at det var som hallen derhjemme med en langild ned over gulvet mellem bænkene; han hørte også en festlig lyd af drikkehorn og muntre stemmer. Da han kom hjem, fortalte han hvad han havde oplevet, og alle vidste nu, at der snart vilde komme bud om at husbonden var død og gået ind i helligstedet.


Til de fjendtlige magter hører også dværgene. De bor nede i jorden og blev til som maddiker i kød, dengang da guderne skabte jorden af jætten Ymer; dværgene er dygtige smede og ejer utalte skatte af guld og malm til at smede herlige klenodier af. Mennesker er altid begærlige efter de ringe og våben som smedes i dybet, og mange af de berømteste arvestykker er røvede fra de puslinger som bor i mulden eller stenen.


Således ligger Udgård, jætternes verden, alle vegne rundt om menneskenes bygder, og den indeslutter Hels rige i sig. Om natten hvælver den sig som mulm op over Midgård, og derfor er det ikke så trygt at færdes på vejene i mørke som ved dag; i skumringen lusker dødningene op og vover sig helt ind til dørene, og i mørket får de også større kræfter end de har når solen skinner. Jætterne og utyskerne ligger til stadighed og lurer på at komme menneskene til livs og forstyrre deres værk, og jorden vilde blive til lutter sten og vildnis, om ikke menneskenes vogter, den stærke Tor, værgede om dem og med sin hammer gjorde lyst mellem troldenes yngel. Om Tors kampe med jætterne er der fortalt mange historier.



Urnes (JLM) 09c.jpeg