Nordiske myter og sagn: Tors rejse til Geirrød

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Nordiske myter og sagn Vilhelm Grønbech 1927 MYTER Tors rejse til Geirrød Engang stjal Loke Friggs falkeham, og med den fløj han ud i verden for at holde sig lystig. Han kom til jætten Geirrøds gård, og af nysgerrighed satte han sig ved en glug og tittede ind; men Geirrød fik øje på fuglen og sendte en mand op for at fange den. Det kneb for manden at komme op ad den bratte væg, og imens han strittede, sad Loke og morede sig ved at se ham stræve; han tænkte, at han vilde flyve op lige i samme øjeblik manden nåede frem. Men da manden rakte hånden ud og Loke løftede vingerne for at sætte af fra væggen, mærkede han at fødderne hang fast. Der blev han taget og bragt ind til Geirrød. Så snart jætten så fuglen i øjnene, forstod han at der stak et menneske i ham, og han talte til ham og spurgte hvem han var; men Loke tav. Så låsede Geirrød ham inde i en kiste og lod ham sulte i tre måneder, og da han endelig tog ham op, havde Loke fundet mælet. Nu vilde Geirrød ikke lade ham slippe, før han havde lovet at han vilde lokke Tor til Geirrøds gård, så at han hverken havde sin hammer eller sine hansker med sig. Da Loke kom hjem, fandt han på en list, sådan at asen begav sig på vej til Jættehjem med Loke og var våbenløs. På vejen tog de ind hos en jættekvinde som hed Grid, hun var moder til Vidar, den tavse as. Hun lod Tor vide, at Geirrød var en træsk jætte og hård at have med at gøre "det er bedst," sagde hun, "at du tager mit bælte og mine jernhandsker og min stav, Gridavol, med." Tor drog videre derfra og kom til en bred elv, som hedder Vimur. Han spændte Grids bælte om sig og vadede ud i elven, alt mens han stammede staven op mod strømmen, og Loke holdt sig fast i hans bælte. Men da Tor kom midt ud i elven, svulmede den så stærkt op, at den fossede om skuldrene på ham. Han løftede øjnene, og oppe i en kløft så han Geirrøds datter Gjalp stå overskrævs over elven, og da forstod han hvor alt det meget vand kom fra. Han tog en stor sten op af elven og kastede den efter hende og sagde: "En elv skal stæmmes ved kilden." Hvad Tor sigter på rammer han altid, og så snart som han havde kastet stenen, begyndte elven at falde. Lidt efter fik han fat i en rønnebusk, så at han kunde svinge sig op på bredden. Så kan man se, folk har ret, når de priser rønnen ved at kalde den "Tors frelse". Da Tor kom til Geirrøds gård, viste folkene ham ikke stor ære, men bød ham ind i stalden og satte en stol frem for ham der. Ikke så snart havde han sat sig, før han mærkede at stolen løftede sig under ham han stæmmede da sin stav op i tagbjælken og trykkede sig fast ned på stolen. I det samme lød der et brag og et vræl, for under stolen sad Geirrøds døtre, Gjalp og Greip, og han havde brækket ryggen på dem begge. Så lod Geirrød endelig Tor byde ind i hallen, for at han kunde kappes med jætterne i kraftlege, og der brændte bål ned igennem hallen. Da Tor trådte frem for Geirrød tog jætten en gloende jernbolt op med en tang og kastede den mod ham; men han fangede den i jernhandskerne og svang den, så at Geirrød krøb om bag en jernstøtte for at gemme sig. Tor kastede bolten tværs igennem støtten, igennem Geirrød og igennem væggen, så at den havnede dybt i jorden. Sådan endte Geirrøds møde med Tor. Det var al den glæde han fik af Lokes hjælp til at få lokket Tor ned i Jættehjem.