Nordiske myter og sagn: Uffe

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Uffe


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Vermund hed en konge blandt Anglerne. Han havde en eneste søn, som hed Uffe, men sønnen var ham til liden glæde; ti vel var han større af krop end sine jævnaldrende, men ingen havde nogen sinde hørt ham sige et ord, ej heller set ham blande sig i nogen leg. I sin alderdom blev Vermund blind, og da Myrkingernes konge, Adils, hørte derom og tænkte at Anglernes rige var herreløst, fordi kongen selv ikke kunde se og sønnen var en tåbe, sendte han bud til Vermund, at han skulde rømme kongesædet eller stille sin søn til tvekamp med Adils' søn, på det vilkår at riget skulde tilfalde den der sejrede. Vermund svarede at han hellere vilde dø end leve med skam, og bød sig selv frem til tvekamp med hvem det skulde være. Men sendebudene svarede, at deres konge havde ingen ære at hente i kampen med en blind gubbe. Da blev der tyst i hallen, til man pludselig hørte Uffe oplade munden og sige: "Hils Adils at jeg vil møde hans søn, og lad ham tage den bedste kæmpe med som han kan finde." Sendemændene slog en høj latter op og forlod muntre kongsgården, efter at det var blevet aftalt at kæmperne skulde mødes på en ø i Ejderen. Da sendemændene var gået, spurgte Vermund om det var sandt at det var Uffe, hans søn, som havde talt, og da mændene svarede at det virkelig var hans søn, bad han Uffe komme tæt hen til det sted hvor han sad. Og han lod sine hænder glide op og ned over ham og sagde: "Du er vist min søn; sådanne lemmer havde jeg også, da jeg var ung. Hvorfor har du aldrig opladt din røst før i dag," spurgte han videre, og Uffe svarede: "Hidtil har min fader talt alt det som behøvedes, men nu da de andre tav, var det tid for mig at oplade munden."


Vermund lod nu sine mænd søge efter en brynje som sønnen kunde iføre sig til tvekampen, men alle som de fandt frem, var for små, og en for en sprængte Uffe dem, når han trak vejret dybt. Endelig lod Vermund sin egen brynje tage frem og sagde at mændene skulde skære den op i venstre side og hæfte den sammen med spanger. Derpå ledte de efter et sværd til Uffe, men hvergang han tog våbnet og prøvende svang det i luften, sprang det i stykker, så at stumperne fløj omkring, og hvor mange sværd de end søgte frem, kunde de ikke finde noget som holdt i hans hånd. Vermund havde et gammelt sværd som hed Skræp, men det havde han ladet grave ned, fordi han ikke troede sønnen til at bære det, og ikke vilde have at det skulde komme i ringere mænds eje. Han lod sig nu føre ud til det sted hvor Skræp lå, og bad mændene grave efter det, og da sværdet kom frem for dagens lys, røg det af rust. Det gav han til Uffe og sagde: "Holder ikke Skræp, findes der intet sværd som holder til dine kræfter, og det er bedst du ikke prøver det."


Da den aftalte dag kom, satte Uffe over til holmen i Ejderen og mødte der Myrkingernes to kæmper; men den blinde Vermund lod sig føre ned til åbredden og satte sig der til at vente på udfaldet af kampen. Myrkingerne gik straks hårdt ind på Uffe, men han nøjedes en tid lang med at dække sig med skjoldet, og da Vermund ikke hørte nogen klang fra Skræp, rykkede han sig længere og længere ud på brinken. Da de fremmede kæmper en stund havde prøvet deres sværd på Uffes skjold, råbte han til kongsmanden: "Hvorfor står du og kryber sammen bag din herres ryg, er det derfor du er blevet udvalgt til at gå på holm med ham?" Myrkingen vilde ikke lade dette hånsord sidde på sig og løb foran kongesønnen, og i det samme huggede Uffe sit sværd på skrå i ham, så at det kom ud på den anden side af kroppen. "Der sang Skræp," sagde Vermund og spurgte de omstående hvor det ramte. "Det rame kongsmanden og gik tværs igennem ham," sagde de; da flyttede Vermund sig tilbage ind på brinken. "Nu har du noget at hævne," råbte Uffe til kongesønnen og æggede ham, så at han stormede blindt frem; men inden han selv kom til at bruge sit sværd, sank han sammen for et velrettet hug af Uffe. "Der klang Skræp for anden gang," sagde Vermund, og han rejste sig og rakte hænderne ud for at famle sig frem og møde Uffe, når han steg i land. Og i det samme opløftede Anglerne et jubelskrig og hilste den unge høvding som sejrherre og frelser.



Urnes (JLM) 09c.jpeg