Norsk litteratur (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Norsk litteratur


Bortset fra et enkelt område (lovene) står den norske litteratur i det her behandlede tidsrum i en diametral modsætning til den islandske. Ikke alene ved sit ringe omfang er den underlegen, men også ved sit indhold, idet den i det hele er så lidet national eller folkelig som muligt. Hovedmængden af det, der haves, er af fremmed oprindelse og initiativet til omplantningen deraf er udgået fra oven; og så kommer den mærkelighed til, at denne således kunstig fremavlede litteratur, istedenfor at blive folkelig i Norge, for störste delen senere flytter til Island og bliver dér hjemlig. Grunden til denne så at sige fuldkomne mangel på hjemlig, folkelig litteratur i Norge må bero på, at de forudsætninger, der var tilstede på Island, ikke fandtes der (Island så langt borte, dets indbyggere videlystne og meget rejsende). Hertil kommer, at tiderne og forholdene i Norge var så ugunstige som vel muligt for en opblomstring af en litteratur. Her var der så at sige uafladelig krigstog til udlandet eller kampe mellem indenlandske konger og tronkrævere. Bortset fra Olaf kyrres regeringstid er der uophørlig »øksetid, sværdtid«. Ud over alle grænser går denne ufred netop i det 12. årh. Det er umuligt andet, end at denne ufred må have kvalt de spirer, der ellers kan have været tilstede. Man kunde mulig have væntet, at gejstligheden, især klostrenes stillelevende gejstlige, havde ydet noget, men man bliver meget få livstegn var, hvad så end grunden er. Kongerne er lige så passive, indtil vi møder Sverre og hans efterkommere. Først hos dem findes der sans for boglig kunst og videnskab. Sverre lader sin egen saga og mulig et historisk værk til skrive; han morede sig over godt fortalte »lögnehistorier«; han citerer vers af Eddadigte osv., og han lader skrive et fortræffeligt skrift mod gejstlighedens anmasselse. Hans sönnesön Hakon d. gamle foranlediger en hel litteraturindførsel; han lader fremmede, franske (fransk-engelske) digte oversætte i prosa til underholdning for sig og sin hird; kongelig ærgærrighed og kappelyst med fremmede fyrster og hoffer er vistnok hoveddrivfjæderen hertil; men havde kongen selv ikke haft nogen som helst litterær interesse, var dette næppe sket. Selv har han vistnok foranlediget Fagrskinna og mulig flere kongesagabearbejdelser. Hans sön Hakon d. unge var selv litterær. Magnus lagaböter og Hakon Magnusson var, som det senere vil ses, bægge hver på sin måde i beröring med litteraturen.



Historisk litteratur

At der hos Nordmændene eksisterede gamle sagnminder og fortællinger, er hævet over enhver tvivl; men disse synes overvejende at have været forhistoriske minder, tildels knyttede til stedsnavne. Hvad man af Ágrip kan slutte sig til m. h. t. historie er ikke synderlig opbyggeligt. Denne mangel på historisk tradition bekræftes tilfulde af den eneste historiske forfatter, der kendes ved navn fra Norge; det er


Theodricus monachus. Denne munk, der kalder sig Theodricus på latin, ved man ikke engang hvad hed i sit modersmål. Der er blevet gættet på Thore, men man har forgæves søgt med sikkerhed at påvise, hvem han så var. Hans levetid er sikker; hans skrift er nemlig dediceret til ærkebiskop Eystein (1161-88) og der antydes et meget intimt forhold mellem de to; bispen kaldes »dominus et pater« (herre og fader). Skriftet selv er forfattet i 1178-79 eller 1184-87, snarest det sidste (der nævnes en begivenhed 1177, og 1180-83 var Eystein landflygtig). Dette skrift hedder Historia de antiquitate regum Norwagiensium (Om de gamle norske konger) og er, som titlen viser, forfattet på latin. Det består af 34 kapitler og dets indhold er en kortfattet fremstilling af de norske kongers historie fra og med Harald hårfagre til Sigurd Jorsalfars død 1130. Forf. giver sine grunde til ikke at gå længere ned; han vil ikke skrive om alle de skændigheder, kirkeplyndringer og grusomheder, der skete i den følgende tid. Således ræsonnerede Islænderne ikke. Forf. er i det hele ret kortfattet, om Olaverne noget mere udførlig, som vænteligt var. Tidsregningen er han meget omhyggelig for, men ellers spores der ingen historisk overlegenhed (jfr. hans nævnte begrundelse for at slutte ved 1130). Tværtimod. Han afbryder sin fremstilling ved at indskyde ganske uvedkommende æmner, »ligesom gamle forfattere« siger han selv; således giver han et kapitel om »Karybdis' natur og om Langbarder og Hunner«, et andet om »forskellig tidsregning fra verdens ophav«, et 3. om »kontrakten mellem Karl d. store og hans brødre«, et 4. om »ærgærrige mennesker og den måde, hvorpå Cosdroe lod sit liv« osv.; indholdet foranledigede ham hertil og lyst til at vise sin viden »for at underholde læserens sjæl«, siger han selv.


Hvad forf.s kilder angår, lader han os heldigvis ikke i nogen tvivl om disse. Han udtaler med al ønskelig tydelighed, at hvad han fortæller, det har han »fra dem, som vi kalder Islændere«, hvis kvad og historiske traditioner han priser; han fralægger sig, i overensstemmelse hermed, alt ansvar for det fortaltes sandhed og lægger det ganske rigtig på sine hjemmelsmænds skuldre. Det ses da også, at den störste del af indholdet stemmer, endogså ofte temlig ordret, med isl. kilder især Ágrip. Spörgsmålet hvorvidt Theodricus har benyttet skrevne kilder foruden mundtlige meddelelser må besvares bejaende. Selv nævner han en catalogus, og de ordrette overensstemmelser viser det klart. I historisk henseende er skriftet, netop fordi det er så gammelt, af meget stor betydning. Udbredt har det aldrig været. Originalhdskr. fandtes i Lybek, men det gik uheldigvis tabt. Forf.s latin er særdeles godt og ret flydende.


Et andet historisk skrift er Historia Norwegiæ, også på latin. Det eneste hdskr., hvori det findes, blev fundet i Skotland; det er fra det 15. årh. I en fortale meddeler forf., hvad han vil skrive om, det er Norges geografiske beskrivelse, dets herskeres historie og, for det 3., kristendommens sejr og hedenskabets nederlag. Heraf haves der imidlertid kun det 1. og 2. afsnit, det 3. mangler helt. Skriftet slutter midt i Olaf d. helliges historie, så at der vistnok også mangler noget af 2. afsnit. I det første, geografiske afsnit omtales: »tributariæ insulæ« (d. v. s. de norske nybygder i Vesten, også Island). Hele dette afsnit er ret interessant, uagtet det ikke helt er uden æventyrlige motiver. Hvad der meddeles om Finnernes trolddomskunster er især værdifuldt. Det andet afsnit begynder med Ynglingekongerne; det er betydningsfuldt ved sammenligningen med Tjodolfs Ynglingatal, Ares genealogi og Snorre. Der findes enkelte mærkelige oplysninger dér, der ellers er ukendte. Skriftet synes for störste delen at bero på selvsyn (selverfaring) og mundtlige meddelelser, sikkert også på en skreven kilde omtr. identisk med Ágrip. Forf. er på mange punkter meget uvidende og forvirret; han skriver et skrækkeligt sprog og affekteret stil, hvorved hans skrift ikke bliver mere tiltalende. Forf. har kendt Adam af Bremen, hvis skrift han benytter. Der har været strid om, når skriftet er forfattet. S. Bugge har vistnok ret, når han mener, at det er skrevet noget efter 1211 (et vulkansk udbrud i det år antydes). Det er dediceret til en mand Agnellus; G. Storm har gjort det sandsynligt, at denne er identisk med den Thomas A., der omtales som ærkedegn i England omkr. 1190; men han kan have levet længe efter den tid. Det er af flere grunde temlig tydeligt, at forfatteren ikke engang har været en Nordmand (endnu mindre kan der være tale om en Islænder); forf.s uvidenhed viser dette. Det må antages, at han har været en udlænding (en Englænder?), der i længere tid havde opholdt sig i Norge, rimeligvis en klostergejstlig; af sådanne kendes der flere i det 13. årh. Skriftet har nogle ejendommelige oplysninger og det er ikke uvigtigt som kildeskrift.


Endnu et lille latinsk skrift kan nævnes: Historia de profectione Danorum in terram sanctam. Det fandtes i samme hdskr. som Theodricus' skrift. Det indeholder en beretning om danske og norske hövdingers deltagelse i et korstog, der skulde bringes i stand efter Jerusalems erobring 1187. Der fortælles heri om personer, kendte fra Sverrissaga; de hövdinger, der skulde med, samledes i Tønsberg, drog derfra til Bergen, hvor de traf Sverre; han holder en kön tale til dem. Så rejser de afsted og lander ved Flandern efter en farefuld sejlas. Om alt dette fortælles der udførlig; resten af rejsen er derimod ret kort fortalt; nogen kamp kom de ikke til at deltage i. Forf. er, som Kr. Kålund har vist, en Nordmand, der vistnok selv deltog i toget, men skriftet er forfattet nogle år efter og vistnok først efter Sverres død.



Original litteratur i modersmålet

Her er det kun to skrifter, foruden lovene, der kommer i betragtning. Det ene er et lille skrift, der plejer at kaldes Varnarræða, »Forsvarstale«, eller »en tale mod biskopperne«. Det er et skrift, som kong Sverre har ladet udarbejde til forsvar for sig mod gejstligheden og dens anmasselse; det er forsvar for kongemagtens suverænitet m. h. t. bispevalg og lign. Skriftet er meget snildt affattet og søger ved hjælp af bibelen, kirkelige skrifter og kirkeretten at modbevise modstandernes påstande. Det er overordenlig fornöjeligt at læse, forfattet som det er med humor og lune. Det er vistnok skrevet 1197. Det synes at være bestemt til at oplæses ved kirkerne og overbevise menigheden om kongens ret.


Konungs skuggsjá (Speculum regale). Kongespejlet, er Norges ypperste litterære bidrag. Dette skrift indledes med en prolog, hvori forf. giver oplysninger om sit formål og bogens indhold. Det skal være et moralsk-belærende skrift i form af en samtale mellem en gammel, erfaren fader og hans unge sön, der skal til at kaste sig ud i livet. Denne skal belæres om de enkelte livsstillinger og livsvirksomheder. Meningen var, at skriftet således skulde handle om 4 stillinger eller stænder, købmandens, kongens, gejstlighedens og bondens. Men som det nu er, findes kun de to første stænder behandlede; de to sidste er tabte eller muligvis har de aldrig været skrevne. Navnet hænger sammen med den ypperste »stand«, kongen. Sit eget navn fortier forf., for at ingen af personligt nag skal ringeagte, hvad der er godt i bogen.


Det første afsnit handler, som sagt, om købmandsstanden og handelen, om købmandens rejser, udstyr og kundskaber, såsom indsigt i vejrligets skiften, søens bevægelser, solens gang m. m., samt om hans opførsel, hvor han end befinder sig osv. I dette afsnit findes særlig interessante partier, om Island og Grönland og hvalarter i havene omkring dem, om nordlys m. m., samt om Irland; om dette land er oplysningerne dog mest af en mindre interessant art, fordi de drejer sig om overtro og fabler. Her findes pragtskildringer af solens gang om sommeren og af vinterens barske storme. Det andet afsnit handler om kongen og de skikke, der hersker eller bör herske ved hans hird, og om de forskellige hirdvirksomheder. Her tales også om våben- og belejringskunst. I anledning af kongens egenskaber kommer forf. til at omtale dyder og laster, strænge og milde domme, og han belyser alt dette ved bibelske eksempler; endelig kommer forf. ind på at omtale forholdet mellem konge og gejstlighed; gennem hans upartiske skildring skimtes, at han dog snarest står på kongens side.


Forf. viser sig helt igennem som en gennemdannet mand, der i lige grad forstår sig på det praktiske liv og på boglig kunst. Han har fået en gejstlig uddannelse [han anfører stykker på latin og oversætter dem, og han er meget bibelstærk], ikke desto mindre har han sikkert en tid været købmand og set sig om i fremmede lande, ligesom han også i længere tid har tjænt i en konges hal. Endelig har han i sin fremrykkede alder upåtvivlelig været bosat på sin egen gård. Han kunde da tale af erfaring om alle stillinger«. Faderen, der er identisk med forf., er en gennemhuman mand, en mand af gammeldags kærnesundhed og åndelig harmoni. Han er ædruelig og en dygtig menneskekender; dette hindrer ham dog ikke i at tro på vidundere og mærkværdigheder i fjærne lande; han mener, at hvert land har sine mærkeligheder, som andre steder vilde synes utrolige og måske blive stemplede som lögne. Derfor bör man heller ikke være altfor vantro afvisende. Forf.s sproglige fremstilling står meget höjt, på sine steder hæver han sig til en ellers uset pragt og veltalenhed; hans ord bliver til et sandt ordfyrværkeri. Hans lærdom og især hans latinkundskaber har dog haft stor indflydelse på hans sprog; latinske konstruktioner skimtes adskillige gange. Bogstavrim anvender han temlig sjælden, men klangligheder ofte. Smuk er hans bekendte fremhævelse af modersmålets betydning. Utvivlsomt viser hans sprog indflydelse fra de oversættelser af franske digte, som begyndte under Hakon d. gamle. Her er der et vink m. h. t. forf.s levetid. Det er af G. Storm blevet vist, at Kongespejlet er yngre end den ældste bibeloversættelse fra omtr. 1220-30. På den anden side kender forf. kun den ældre norske tronfølgelov; altså er det skrevet för 1260, da denne helt ændredes. Ved midten af det 13. årh. er Kongespejlet uden tvivl skrevet. Hertil skulde også beskrivelsen af de fremmede våben osv. godt svare. At skriftet skulde hidrøre fra slutn. af det 12. årh., hvad man tidligere har ment, er i alle henseender meget usandsynligt, for ikke at sige umuligt. Ved hjælp af forf.s meddelelser om solens gang har man med sikkerhed kunnet beregne, at forf. har levet mellem 64° 23' og 64° 58', d. v. s. i nærheden af Njarðey (Nærø) i Namdalen.


Nogle bestemte kilder (bortset fra bibeloversættelsen) har man ikke kunnet påvise; der findes enkelte paralleler til, hvad forf. meddeler, men de er næppe kilden. Det meste synes at bero på, hvad han selv har set og hørt. På Island har han været, derimod ikke i Grönland, næppe i Irland. Når det er blevet formodet, at han også har været i Italien og Sicilien, beror det sikkert på misforståelse. At søge at påvise nogen bestemt mand som forfatter vil kun være et eksperiment, men vished vil næppe kunne nås, medmindre et eller andet særligt fund skulde kunne afgöre det. Kongespejlet vil i norsk litteratur altid stå som et enestående monument.


Af norsk original litteratur er der i øvrigt kun lovene. I et så gammelt samfund som det norske har der fra arilds tid efterhånden udviklet sig visse regler for retsforhold mand og mand imellem, dog ikke altid ens i de forskellige småstater, som Norge var delt i. Med andre ord: her har der udviklet sig en sædvaneret, inden man begyndte at få et samlet hele af gældende love tilvejebragt, inden en systematisk behandling, iværksat fra oven, kunde begynde. Så langt man kan komme tilbage, findes der bestemte antydninger af, at norske konger har søgt at regulere en bestemt lovgivning; de siges da i reglen at have »sat« den og den ret. I så henseende nævnes Halfdan svarte, der skal have »sat Heidsævislög«. At Harald hårfagre målte »sætte« mange love, følger af sig selv. Især synes Hakon d. gode at have beskæftiget sig med lovregulering og systematisering; han siges både at have sat Gulatingsloven og Frostatingsloven, alt efter samråd med kyndige og mægtige mænd. Det drejer sig sikkert her om etslags mundtlig kodifikation, ikke om en helt ny lovgivning fra grunden af. Både Olaf d. hellige og Magnus d. gode siges også at have været virksomme; ja den sidste siges endogså at have »ladet skrive« en lovbog for Tröndelagen, der hed Grågåsen; umuligt er dette ingenlunde. At kong Olaf særlig tog sig af kirkelovene, kristenretten, siger sig selv; dermed var især biskop Grimkel hans hjælper. Senere i det 12. årh. skal ærkebiskop Eystein have ladet skrive en ny kanonisk kristenret, kaldt Guldfjeder.


Der er i det foregående peget på 3 hovedgrupper af love, Heiðsævisloven (gældende for Oplandene), Gulatingsloven (gældende vestenfjælds) og Frostatingsloven (gældende i Tröndelagen). Disse love var meget betydelig afvigende indbyrdes. Nedskrivningen af de norske love er, hvis efterretningen om Grågås er rigtig, allerede begyndt i det 11. årh. I hvert fald er den ikke begyndt senere end omkr. 1100 og för end på Island. Af de ældste lovoptegnelser findes desværre meget lidet eller intet. Af den gamle Gulatingslov findes en redaktion, der dog ikke er ældre end fra midten af det 12. årh. Loven deles i balker, ordningen er i det hele god og logisk. Den bærer på sine steder et meget alderdomsagtigt præg; fremstillingen er knap og koncis. Sikkert er denne lov den mærkeligste af de norske. Og det er her man finder antydning af mænd, der kunde svare til de isl. lovsigemænd.


Frostatingsloven findes kun i en meget sen redaktion (fra 13. årh.). Den deltes også i balker, men senere eller i hvert fald i et hdskr. deles stoffet i »dele« og »kapitler«. Af Heidsævisloven haves egenlig kun kristenretten, der bærer et mærkelig gammelt præg og forudsætter hedenskabets skikke. — Senere kom endnu et lagdömme til, nemlig Borgartings lagdömme for det sydøstlige Norge. Af dets love haves også kun kristenretten, og om den gælder det samme.


Endelig gaves der i Norge en særlig lov for købstæder og handel, Bjarkøretten; den sluttede sig nær til Frostatingsloven.


Således var forholdene indtil Magnus lagaböter begyndte sin lovgivervirksomhed. Han indså, hvor uheldigt det var, at ikke hele landet havde én fælles lov. Han lod en sådan udarbejde og fik den vedtaget i de forskellige lagdömmer, uden at man dog nu kan påvise den historiske gang i det hele. Denne »nyere landslov« er hovedsagelig bygget på Frostatingsloven; hvert af de gamle lagdömmer fik sin afskrift af den, og man blev ved med at kalde dem på den gamle måde. Også en ny fælles »bylov« blev udarbejdet. Endelig hidrører Hirðskrá, loven om hirden, i dens nuværende form fra Magnus, men den beror dog i alt væsenligt på en ældre redaktion. Denne lov, der ofte er af ræsonnerende art, er især mærkelig.



Religiøs litteratur

Det er för bemærket, at blandt de udgivne helgen- og apostel-sagaer findes endel norske oversættelser; der er ingen tvivl om, at denne oversættelseslitteratur er begyndt tidligere i Norge end på Island; hertil er også sikkert endel af de norske oversættelser indvandrede og islandiserede. Af legender og prædikener haves en samling i den såkaldte norske homiliebog, der i sproglig henseende som et af de ældste norske håndskrifter har en så stor betydning. Her er prædikenerne i en perikopisk sluttet orden, dog med enkelte indskud; det vigtigste af disse er Olaf d. helliges jærtegn, der åbenbart er en oversættelse fra latin, efter Acta scti Olavi, der endnu haves, men noget udvidet. Det hele sluttes med den såkaldte Visio Pauli. Den første del af dette hdskr. udgöres af en overordenlig smuk og nöjagtig oversættelse af den lærde Alcuins (735-804) skrift: De virtutibus et vitiis. — Håndskriftet er skrevet med et par forskellige hænder; stedet, hvor det er sket, er omtvisteligt.


Af helgensagaer kan nævnes Tómássaga fra slutn. af 13. årh., efter den såkaldte Quadrilogus (en sammenstøbning af forskellige vitæ).


Af særlig interesse er den såkaldte Barlaams ok Jósafatssaga, en oversættelse af det i middelalderen så udbredte kristelig-moraliserende skrift om kongesönnen Joasat og eneboeren Barlaam (oprindelig en Buddhalegende). Joasat skal opdrages uden at komme i berøring med omverdenen og kristendommen, men Barlaam får adgang til ham og lærer ham netop kristendommen. Joasat bliver konge, ordner sit rige, men forlader det så for udelukkende at leve hos sin gamle ven og lærer. Til den norske oversættelse knyttes den særlige interesse, at den er udarbejdet af Hakon d. gamles sön Hakon d. unge, der allerede døde 1257. Når man har rost oversættelsen som sådan, beror det på misforståelse. Sproget er meget tungt og ubehjælpsomt og på mange punkter lidet norsk; originalen er på mange steder misforstået. Der mærkes ofte en påvirkning fra de romantiske sagaers stil, bogstavrim og lignende.


Stjórn. Således kaldes en norsk (norsk-isl.) bibeloversættelse; denne er dog ikke ét værk, men en sammenstøbning af flere. De isl. håndskrifter, hvori det findes, indeholder en hel række skrifter, nemlig Stjórn — Rómverjasögur — Alexanderss. — Gyðingasaga, hvilket atter er et udslag af en lyst til at få sammenhængende samlingsværker. Stjórn falder i to hovedafsnit. Det ene består af bøgerne fra og med Josvabog til og med kongernes bøger. Her foreligger én mands oversættelse efter Vulgata; den er ikke helt ordret, men i det hele fortrinlig gjort; der er overalt en umiskendelig stræben efter at lægge teksten til rette for norske læsere, så at den blev så klar og forståelig som muligt. Sproget er godt, rent og velklingende. Enkelte steder findes selvstændige indskudte bemærkninger (f. eks. fra Imago mundi) og såkaldte skýringar, forklaringer, hvor det foranstående fortolkes allegorisk; alt dette er hæntet fra andre skrifter. Disse forklaringer — der i senere skrifter bliver så omfangsrige — hidrører dog måske fra en bearbejder. Oversættelsen er utvivlsomt norsk og fra tiden 1220-30, næppe ældre.


I et andet hovedhåndskrift findes en oversættelse for det første af 1. Mosebog til 2. Moseb. k. 18. Denne er af en helt anden art. Til de enkelte sætninger eller paragrafer tilföjes straks en mere eller mindre udførlig kommentar, hvis indhold er hæntet fra middelalderlige samlinger som Petrus Commestors Historia Scholastica, Vincentius Bellovocensis' Speculum historiale og fl. Det er et uhyre lærd arbejde, der her er påbegyndt, og da kommentaren svulmer op til hele afhandlinger, var det umuligt, at en enkelt mand kunde udføre den hele oversættelse på den måde. Oversætteren har også temlig hurtig set sig nødt til at opgive ævret, og det var ingen skade til; et mere kedsommeligt kompilationsarbejde skal der længe ledes efter. I en fortale gives den oplysning, at det er selve kong Hakon höjlæg (1299-1319), der har taget initiativet til arbejdet. Det falder også i tråd med de isl. bearbejdelser, som för er nævnte (f. eks. Grims s. 352). Det er tidens lærde retning og smag, der her findes. Også sproget er meget efterklassisk og unorsk.


Fortsættelsen, 2. Moseb. 19. til slutn. af 5. Mosebog, er atter af en helt anden art. Det er igen en ret god og nöjagtig oversættelse efter Vulgata, idet teksten dog på sine steder forkortes, endog temlig stærkt. Det hele er gjort med sikkerhed og smag, og er rimeligvis af samme oversætter som det først nævnte afsnit (Josva osv.). Denne oversættelse, som naturligvis også har indeholdt Moseb. 1-2, 18, er bleven benyttet for at fortsætte den lærde oversættelse af det sidstnævnte afsnit; to forskellige værker er her således sammenstykkede. Her findes ingen forklaringer. Alt i alt er denne oversættelse, den ældste i noget evropæisk sprog (bortset fra latin), af meget stor betydning og interesse.


Kong Hakon höjlæg har, ligesom hans dronning Eufemia, i höj grad interesseret sig for litteraturen, især den religiøse. Ifølge fortalen til bibeloversættelsen skal han også have ladet oversætte et værk: Heilagra manna blómstr, helgensagaer, der på visse dage skulde oplæses for kongen og hirden. De har vistnok været af en lignende art som hans bibeloversættelse, men de er helt tabte.



Den norske hoflitteratur

Denne litteratur består i oversættelser i prosa af gamle franske digte eller ridderromaner. Sådanne drejede sig om Karl den store, Roland osv., eller Arthur og ridderne ved det runde bord og forskellige lignende æmner; eller æmnet var hæntet fra Østerland og Bysanz. Denne litteratur drejer sig om hofliv og ridderliv, kærlighed, tilladt og ikke tilladt, mellem riddere og hofdamer eller andre jomfruer, undertiden af en overnaturlig herkomst (feer). Undertiden er indholdet ret slibrigt. I hvert fald var de sæder, som de forudsætter og skildrer, af ganske anden art end den, Nordmændene kendte. Det var en ganske anden fin eller forfinet kultur, som man gennem dem fik indblik i. Det var derfor ret naturligt, at kong Hakon, som i alle henseender vilde hæve sig og sine omgivelser op i höjde med andre evropæiske fyrsters, også hvad litterære forhold angik vilde få dem på lige fod. Han havde rigelige forbindelser med udlandet, og der var i Norge en del fremmede gejstlige, der kunde være ham behjælpelige dermed. Allerede år 1226 bliver Tristramssaga oversat af en »broder Robert«; Elissaga ok Rósamundu oversattes af »abbed Robert«. Det er vistnok den samme mand; navnet tyder på fremmed herkomst, han var måske en Englænder; men i hvert fald har han været det norske sprog mægtig, da hans oversættelser er gode nok. Uagtet disse oversættelser er foretagne i Norge, mærkes der intet til at de er trængt ud blandt folket. Derimod findes, at de fleste og de vigtigste af dem er nået til Island, hvor de blev ganske anderledes folkelige end i Norge; her opskreves de, blev bearbejdede og endogså delvis omdannede til rimer i rimeperioden. Således er Errekssaga udvidet og en ny slutning tildigtet. Noget lignende gælder også Parcevalssaga og Partalópasaga, for ikke at tale om enkelte afsnit af Karlamagnússaga. Som oversættelser betragtede er de i det hele ret gode, temlig ordrette, men hist og her noget sammendragne og forkortede. Også her er der lagt an på at göre indholdet så forståeligt for det norske publikum som muligt og der findes ofte en nordisk farve lagt over det fortalte. Sproget er temlig afvigende fra sagaernes. I det hele er det ret godt og flydende, men ordpryd og bogstavrim findes meget hyppig. Ofte sætter oversætteren to bogstavrimede ord ved siden af hinanden, hvor originalen kun har ét. Som helhed er denne stil noget ensformig, idet de samme vendinger komme atter og atter. Endel heraf beror måske på afskrivere.


De sagaer — ti således kaldes alle disse digte, de var jo biografier på deres måde — er følgende: Tristramssaga ok Ísondar, originalen af Thomas af Bretagne; den er meget vidtløftig og ikke altid smagfuld. Sagnet er oprindelig keltisk, som så mange af dem, der her er tale om. Elis saga ok Rosamundu, (hedningekampe) Rósamunda er en hedensk kongedatter, der lader sig døbe og ægter Elis, en borgfyrstes sön, der så at sige jages bort af faderen. Disse to sagaer er, som bemærket, vistnok oversatte af samme mand.


Til Artuskresen hører Íventssaga, en oversættelse af Chretiens Yvain, løveridderen, og Möttulssaga, denne sidste om tryllekappen, der havde den egenskab at vise, om den kvinde, der tog den på, var kysk og tro eller ikke. Den prøvedes engang ved Artus' hof men resultatet blev over al måde dårligt. Æmnet er letfærdigt, men digtet er ret morsomt. Fremdeles hører herhen Errexsaga, om Errek, der rejser ud på æventyr og tager sin hustru med, fordi hun bebrejder ham hans uvirksomhed, samt Parcevalssaga om den naive unge og uskyldige Parceval (Graalridderen). Bægge oversættelser af Chrestiens digte. Endelig er der Beverssaga, en af de yngste, og Flóventssaga (originalen tabt); den sidste handler om hedningekampe.


Til den østerlandske cyklus hører Flores saga ok Blankiflur, en digtning, meget yndet og udbredt, om de to börn, der fødes op sammen, skilles ad og først efter lange strabaser genfinder hinanden; — samt Partalópasaga, hvis (Partonopeus) hovedmotiv er Amor og Psyche-sagnet vendt om.


Det störste og vigtigste af alle disse sagaværker er dog Karlamagnússaga, der for Frankrigs vedkommende er hvad Didrikss. er for Tysklands. Sagaen er sammensat af flere (10) þættir, hvoraf dog én, om Olíf ok Landrés, kun findes i den ene bearbejdelse og som er af yngre oprindelse end de andre; den har så godt som intet med det hele at göre (Olif er dog Karls søster), men nordmanden Bjarne Erlingsson fra Bjarkø bragte denne fortælling hjem med sig fra Skotland 1286-87. Det første afsnit handler om Karl d. stores ungdom og første bedrifter (Sakserkrigen f. eks.) vistnok efter forskellige kilder. Det 3. afsnit handler om Holger danske efter en bekendt fransk original. Det fjærde afsnit, hvor kong Agulandus er hovedpersonen, er sammenstykket af to originaler, den såkaldte Turpinskrönike på latin og det franske digt Aspromont. Fremstillingen var her oprindelig usagamæssig; derfor har den islandske bearbejder senere helt omstøbt dette afsnit. Det femte afsnit handler om Sakserkrigen og Vidukind (Guitalin) efter en tabt original; også her er der mulig en sammenstøbning af to originaler at antage. Det sjætte afsnit er en oversættelse af et digt Otinel (Otúel), det syvende af et digt om Jorsalfærden med Karl d. stores og hans mænds pralerier (geiplur) i Konstantinopel, det ottende oversættelse af det måske berömteste af alle oldfranske digte, Rolandskvadet. Det niende afsnit er en ubetydelig legende om Vilhelm korneis; og endelig handler det tiende om Karls og Turpins død, jærtegn m. m. efter Speculum historiale. Alle disse stykker hidrører sikkert ikke fra én men flere oversættere, de to sidste afsnit rimeligvis fra ham, der samlede disse beslægtede afsnit til et hele eller en bearbejder af den allerede istandbragte samling til og med det 8. afsnit. Disse oversættelser har i det hele meget stor betydning for den oldfranske digtning. På Island blev Karlamagnússaga meget udbredt og afgav et yndet stof til rimedigterne.


Endnu er der et værk at omtale, der på en måde er noget helt for sig; det er oversættelsen af de yndefulde sange, som tillægges Marie af Frankrig, der levede i England i det 12. årh. Det er de berömte lais, der har deres egenlige oprindelse i Bretagne og som Marie har benyttet; alle de sange, der går under hendes navn, er dog ikke af hende. Æmnet er ridderlig elskov, oftest mellem en gift dame og en ridder; de fortæller om elskovssorg og -kvide og ulykkelig elskov, ofte på en inderlig rørende måde. En af de smukkeste sange er den, der handler om en ung mands kærlighed til en kongedatter; som betingelse for at få hende stilles, at han skal bære hende op på et höjt fjæld. Han gör det med glæde, men i sin iver glemmer han undervejs at drikke af den styrkedrik, hun har til ham, og han dør af udmattelse øverst oppe, hvilket atter medfører, at kongedatteren dør af sorg. Her er alt rent og fint, men andre steder befinder man sig i hoffets mere lumre luft. Til Norge er der kommet en stor samling af disse sange og her oversattes de på prosa, gennemgående fortræffelig. De er omkr. 20 i alt, nogle defekte, og enkelte findes kun i denne oversættelse. Om de er alle oversatte af en og den samme, kan være tvivlsomt. Til Island er disse sange aldrig nået. De findes kun i ét norsk hdskr., sammen med Elissaga. Da det udtrykkelig hedder, at det er kong Hakon, der har ladet dem oversætte, vilde det være fristende at gætte på Robert som oversætteren; der er endel sproglige ting, der synes at kunne tale herfor. Den norske titel er Strengleikar eller vistnok rettere, Ljódabók, sangbogen.


_______________


Det, der her er omtalt, er omtr. alt hvad der findes af norsk litteratur i dette tidsrum. Der er nogle mindre ting endnu, som lægebøger og denslags, men det er ret ubetydeligt. I næste tidsrum er der så godt som intet, der har betydning som led af litteratur. Jordebøger og deslige har en helt anden betydning. Først efter flere hundred år kan man atter tale om norsk litteratur.