Norske Folke-Sagn - Historiske Sagn

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norske Folke-Sagn


Historiske Sagn


av Andreas Faye





Dybt udi Fjeldet endnu er tilbage
Gjenlyd af Tonen fra henfarne Dage,
Gubben i Hytten med snehvide Skjeg,
Kjender end Tonen og Visen han kan,
Som haver tonet saa vide om Land.
Grundtvig.


Indledning

De i denne Afdeling meddeelte Sagn kalde vi historiske, ei fordi at alle disse Sagn kunne betragtes som paalidelige, historiske Facta; men kun forsaavidt, at de angaae Personer og Tildragelser, der ere blevne historiske. Da vi nu paa en Maade træde ind paa Historiens Gebet, bliver det ogsaa vor Pligt at belyse disse Sagn med Critikens Fakkel; men da vi ved hvert enkelt Sagn agte at sammenligne samme med Historiens Vidnesbyrd, ville vi her indskrænke os til at tale nogle Ord om deres Oprindelse. Uagtet vi nok neppe feile synderlig i at antage, at der ligger noget Factisk til Grund for de fleste historiske Sagn, saa er dette dog i Tidernes Løb, og ved vilkaarlig Udtolkning, bleven saa forandret og udpyntet, at det ofte bliver vanskeligt, at skille det Sande fra det Falske. At Sagn om sildigere Tildragelser, hvori Almuen selv tog virksom Deel, (som om Sinklars Tog, om Anna Colbjørnsdatter og de Svenske paa Norderhaug o.s.v.), endnu kunne forplantes uden at støtte sig til historiske Beretninger, med hvilke de stundom ikke ganske stemme, stundom oplyse, trænger vel neppe til videre Beviis. Et andet Spørgsmaal bliver det, om en Begivenhed fra Oldtiden kan med Rimelighed antages for blot gjennem mundtlige Sagn at være bleven opbevaret. Muligheden deraf kan dog ei med Grund benegtes. Naar en Tildragelse enten ved dens Sjeldenhed, de handlende Personers mærkelige Egenskaber, besynderlige Skjebne, sørgelige Død o.s.v. vakte almindelig Opsigt og greb Sindet i den Grad, at Fortællingen om samme stedse maatte interessere den Egn, hvor den indtraf, saa er det ikke umuligt, at en saadan Daad gjennem Aarhundreder kunde erindres. Dette bliver tvertimod endog rimeligt, naar man betænker, at sligt Storverk gjerne havde mange Vidner og hyppige Anledninger til at tilbagekaldes i Erindringen; at det oftest var knyttet til en eller anden udvortes Gjenstand, som en Bautasteen, en Høi, et Navn o.s.v.; at Odelsmanden paa den Gaard, hvor en mærkelig Tildragelse var indtruffen, eller en berømt Mand havde boet, bevarede Sagnet som et helligt Arvegods fra gjeve Fædre, og at Dalens øvrige Beboere med en vis stolt Selvtilfredshed mindedes og fortalte en Begivenhed, som kunde give deres Egn en vis Navnkundighed, Til saadanne kunne vi f. Ex. regne Sagnene om Kong Augvald og hans Ko; om Harald Haarfagre og flere berømte Mænds Gravhauge og Bopæle; om Kong Sverrers Toge og hans Foged Ivar Dapis Drab, der ved Opbrændelsen af Kaupanger o.m. maatte være blevet denne Egn vigtig, og hvor Sagnet knyttedes til den skjebnesvangre Hammer, der endnu findes; om Prindsessen, som blev begraven ved Fjære Kirke; om Audun Hestakorn og Fl. Saadanne Begivenheder, der vare sjeldne, tiltrak sig Opmærksomhed, og, knyttede til udvortes Gjenstande, erindredes de let ved mundtlige Sagn; men de nærmere Omstændigheder bleve ofte i Tidernes Løb forandrede, enkelte Træk bleve udeladte, andre tilsatte, og hvad Tiden angaaer, saa veed Sagnet kun at det skede "fordum" eller "i gamle Dage." Uagtet vi saaledes indrømme Muligheden og Sandsynligheden af, at et Sagn, især i en Fjeldegn, kan forplantes fra den fjerne Old, uden at skylde skriftlige Efterretninger sin Oprindelse, kunne vi dog ei erkjende alle disse Sagn for ægte Toner fra den svundne Oldtid; nei, flere af dem have vistnok en sildigere og anden Oprindelse.

Endeel Sagn ere at betragte kun som Forklaringer af Steders Navne. I Indledningen til Sagnene om Kjæmperne have vi seet flere Exempler derpaa. Naar Sagnet saaledes beretter, at paa Trommestad ved Arendal boede en Kong Thrym, og ved det saakaldte Træbergslot paa Bragemesaasen en Kong Braker, saa vise begge vel neppe andet, end at der i gamle Dage har boet et Par Søkonger, som man af Stedets Navn har kaldet Kong Thrym eller Kong Braker, uden at disse Sagn staae i videre Forbindelse med de historiske Personer af samme Navn[1].

Andre Sagn skylde sandsynligviis de gamle Søgur eller en i Fortids Historie bevandret Mand deres Oprindelse. Naar man først har faaet Kundskab om, at en berømt Mand skal have boet paa en Gaard, eller en Stordaad være indtruffen et Sted, saa henfører man gjerne til den Mand eller Daad alle de Sagn og Oldtidslevninger, som findes, om end disse ere af en langt ældre eller yngre Alder, og ikke staae i nogen Forbindelse med den om handlede Gjenstand. Naar saaledes Bønderne paa Huseby endnu mene at eie et Par Dørbeslag, der have tilhørt Gaardens forrige Eier, den berømte Einar Thambarskjelver, og man paa Urnes i Sogn endnu for ikke længe siden fremviste en Vev, som Minde om Signes Kunstfærdighed, saa vise disse og lignende Træk kun Eftertidens Lyst til at henføre til en berømt Person alle de Ting, som paa samme Sted udmærke sig ved Kunst, Ælde eller Sjeldenhed.

Lysten til at gjøre sin Egn til Skueplads for en almeen yndet Begivenhed, der kun har en Vise eller et mundtligt Sagn til Hjemmel, har vel foraarsaget, at samme Begivenhed har localiseret sig paa flere Steder, hvilket er Tilfældet med St. Olaf, Habor og Signe, og Axel og Valborg, Steders og Personers Navnelighed var nok til at gjøre flere Steder til Balladens Skueplads.

Om saaledes end ogsaa de færreste af disse Sagn kunne benyttes som paalidelig historisk Hjemmel, saa have de dog den Værd og Interesse, at de vise, at Fortidsstore Mænd og Fortids Daad endnu lever i Folkets Minde, og at vi, ved Siden af vor paa skriftlige Documenter grundede Historie, besidde en tilsvarende Sagnhistorie,der, om den endog kun er et svagt Dvergemaal, en dunkel Skygge af Virkelighed, idetmindste for Historiens Yndere vil have nogen Interesse[2].

Kong Augvald

Augvaldsnæs. Litografi etter Frich. C. Müller. Illustrasjon av Avaldsnes kirke fra boken "Norge fremstillet i Tegninger" av P. Chr. Asbjørnsen, utgitt av Chr. Tønsberg (1848).

Augvaldsnes paa Karmøen skal efter Sagnet have faaet sit Navn efter en Oldtids Konge, som her havde sin Bopæl og tilsidst blev overvunden og dræbt paa den nærliggende Kongshei, hvor Spor af Kjæmpehauge og Bautastene findes. l en af de Gravhauge, som findes ved Augvaldsneskirke, beretter Sagnet, at Kong Augvald blev jordet, og i en anden, "Kohaugen," skal en Ko med Guldklave ligge begraven.


Anm. At der omtrent i det syvende Aarhundrede har boet en Kong Augvald paa Karmøen, og at han blev begraven tilligemed en Ko, som han tilbad, i to store Hauge paa Augvaldsnes, stadfæster vor gamle Historie (Halfs Saga C. 2). Olaf Tryggvason skal, ledet af Sagnet, have ladet begge Hauge opkaste og i den ene fundet Been af et Menneske og i den anden af en Ko. (Snorre, Olaf Tryggvasons Saga C. 71). Ved Kohaugen, hvori Augvalds Guddom sandsynligviis blev jordet, staaer en 13 Alen høi Bautasteen, der af Almuen nu kaldes Maries Synaal, og formodes at være reist til Ære for Augvalds Ko. (Kraft 4, 221).

Om det hedenske Olds andre Heroer, en Half, en Starkadr, en Frithiof og Flere findes, saavidt jeg veed, ikke egentlige Sagn, endskjønt deres Navne paa flere Steder leve i Folkets Minde. Om Kong Thrym gaaer det Sagn, at han har boet i Nærheden af Arendal paa Trommestad, hvor en stor Gravhaug findes, og at hans Flaade har lagt i Colbjørnsvik og Kallevik.

Paa Træbergslot paa Bragernesaasen skal Kong Brake have boet, og gamle Folk mindes, at de i deres Ungdom hørte tale om Jernringe, der havde staaet i Fjeldet ved Bragerhaugeb, hvorved han bandt sine Skibe. Paa Nabogaarden Nøste fandtes da sandsynligviis hans Naust. (Mundtligt). I Soggendal skal der findes et Sagn om den bekjente Orvarodd, der efter Kjæmpehistorierne skal være født paa Gaarden Beruriodr (nu Bergbud), og efter Sagnet ligge begraven paa "Oddsfjeldet" ved Gaarden Nordnes, ligeledes i Soggendal. (Kraft 4, 222. Orvarodds Saga i Nordiske Kjæmpehistorier, oversatte ved Rafn 3die Bind, Sagabibliotheket 2, 531. Torfæus H. N., 1, 274)

Paa Østsiden af Rennesø findes en Gaard, som Sagnet angiver for et Kongesæde, og en Slette i Nærheden, der bærer Navn af Kong Eriks Ridebane, henføres til den af Saxos Fortælling bekjendte Erik den Veltalende fra Rennesø. (Kraft 4, 220).

Dronning Aslaug

"Kraaka er jeg kaldet selv,
Nu Navnet mit Du veed."
Ragnars Thaattur.
Blandt Færøiske Qvæder.


Paa et Skjer i Bugten nedenfor Gaarden Svennevik, i Nærheden af Lindesnes, blev i fordums Dage funden en Guldharpe, hvori et lidet Pigebarn laa. Deraf har det Inderste af Bugten faaet Navn af Guldviken. Pigen hedte Aadlov eller Adlaug, og blev af sine Fosterforældre paa Svennevik, da hun voxede til, sat til at vogte Sauer og Gjeter; men siden blev hun Dronning, hvilket Sagn Slægt efter Slægt har vidst at fortælle. Den Haug, hvor hun pleiede at sidde for at see til sin Buskab, blev siden kaldet Aslaughaugen. Hun blev ogsaa kaldet Kraka, og efter hende skal Krakabækken, der flyder paa Spangereid, en Fjerdingvei fra Guldviken, have sit Navn.


Anm. Dette Sagn, som Torfæus har omtalt, og som gjentages i Top. Journal 12, 35, existerer endnu. En gammel Kone paa Svennevik har for nogle Aar siden fortalt det ligedan til Hr. Assessor Schwach, der besøgte Stedet og har besjunget Tildragelsen i sine Digte 1, 1—23. Man viste ham endog den lille Ø eller det Skjer, hvor Manden paa Svennevik skal have fundet Guldharpen med Barnet i.

Ragnar Lodbroks Saga fortæller, at Aslaug var en Datter af Sigurd Fofnersbane og Skjoldmøen Brunehild. Hendes Fosterfader Heimer blev myrdet paa Spangerhede af et Par gamle gjerrige Bønderfolk, som bemægtigede sig hans Skat, og opfostrede den lille Pige, der laa i hans Harpe, som deres eget Barn, og kaldte hende Kraka. Hun blev haardt behandlet og maatte vogte Qvæg, indtil Ragnar Lodbrok ved en Hendelse landede her og nogle af hans Folk traf paa Kraka, hvis Skjønhed og Klogskab fængslede dem saaledes, at Ragnar formedelst deres Roes selv blev nysgjerrig, og bød hende komme til sig "hverken klædt eller uklædt; uden at være fastende eller have spist; hverken ene eller ifølge med noget Menneske." Dette gjorde hun, og indtog saaledes Kongen, at han ægtede hende, og hun blev Moder til mange af hans berømte Sønner. Flere berømte islandske Slægter rose sig af at nedstamme fra hende.

At Kraka skulde være en Datter af Sigurd Fofnersbane strider mod al Tidsregning og de ældste Sange. Formodentlig har den kloge Kraka, som paa Grund af sin ringe Fødsel saa sig ringeagtet af Folket, foregivet at nedstamme fra denne berømte Helt. (Sagabibliothek 2, 93 og 478. Volsunga Saga C. 53. Ragnar Lodbroks Saga C. 4 og 5. Færøiske Qvæder samlede af Lyngbye 335 355).

Et færøisk Sagn kalder hende Osla, lader hende drive iland i en Kiste, og opdages af en fattig Mand ved Navn Kraka, der behandlede hende ilde, fordi hun var smukkere end hans Datter. Landets Konge, der var bleven Enkemand, vilde ingen anden ægte end den, der kunde passe hans afdøde Dronnings Klæder. Dette kunde Osla, som derpaa bliver Dronning, og da man bebreidede hende hendes ringe Herkomst, fremviser hun det Brev, hendes Moder havde lagt i Kisten, og da denne endnu var ilive, blev hun af hende erkjendt. Sagabibliotheket 3, 481.

Hvad Sagnets første Oprindelse angaaer, gjøre vi vistnok bedst i, med den lærde og skarpsindige P. E. Müller, at antage, "at det let kunde skee, at den romantiske Historie om Aslaug, der var almindelig bekjendt i Norge, kan have foranlediget Spangerhedes Beboere for nogle Aarhundreder siden, at ville forplante Aslaugs Minde." (Sagabibliothek 2, 96). "Imidlertid bliver Sagnet stedse et Beviis paa, hvorledes den gamle Saga har fundet sin Vei endog til Almuen og lever i dens Minde." "Geyers Svea Rikes Häfder 5, 49).


Habor og Signe

Og der de komme til Signilds Bur
Da laa hun der i Glød;
Og der de kom, hvor Gallien stod,
Da var alt Hafbur død.
Hafbur og Signes Vise.


"Urnes kirke seet fra Støpelhaugen". Akvarell fra 1890. Fortidsminneforeningen. Commons.

I Aardal i Sogn boede i Oldtiden Habor Kongesøn og paa Urnes Kong Ragnvald. Denne havde en Datter, som hedte Signe og hun havde sit Jomfrubuur ovenfor Urnes paa en liden Fjeldslette, som endnu kaldes Signes Sal eller Møsalen. Den unge Habor fattede Kjerlighed for den væne Signe og vilde gjerne have hende. Hun syntes ogsaa godt om Habor; men Ragnvald vilde intet vide om denne Forbindelse og gav Habor Afslag. Ikke desto mindre vedblev Habor sin Forstaaelse med den smukke Kongedatter og besøgte hende ofte hemmelig. For ei ved Nattetider at fare vild paa den store Hei over til Urnes, opreiste han smaa Steenvarder. Disse findes endnu og kaldes Haborvarderne. Paa Fjeldet er en græsrig Slette. Her pleiede Habor at hvile sig og oppebie Nattens Ankomst, og medens hans Hest beitede, fordrev han Tiden med at prøve sit Sværd paa en stor Steen, som endnu viser tydelige Mærker efter Sværdhuggene. Engang besøgte han endog Signe i hendes Buur. For ei at blive røbet havde han vel iført sig Qvindfolksklæder, men en af Signes Terner fattede Mistanke, og, da Habor om Natten i en fortrolig Samtale røbede sig ved sin Mandsstemme, skyndte den lyttende Terne sig til Kong Ragnvald og røbede Hemmeligheden for ham. Forbittret samlede Kongen sine Mænd, overraskede den uforberedte Habor, fangede og bandt ham og dømte ham til at hænges. Da han blev ført til Galgen bad han, at de først vilde hænge op hans Kappe. Han ønskede nemlig at prøve, om Signe vilde holde den Ed, hun havde svoret, ei at overleve ham, men indebrænde sig i sit Buur i det Øieblik han blev dræbt. Hans Ønske blev opfyldt. Da Signe saa Habors Kappe i Galgen stak hun sit Buur i Brand, og da Habor saa Luerne udbryde, blev han glad og forlangte strax at hænges, da han nu ei havde mere at leve for.

En meget stor Gravhaug, der er 197 Alen i Omkreds, 40 Alen i Gjennemsnit og over 20 Alen høi, sees paa Urnes, hvor Kong Ragnvald siges at være begraven. Den er vel bekjendt i hiin Egn under Navn af Ragnvaldshaugen. En anden anseelig Haug, Habors Haug kaldet, blev for nogle Aar siden udgravet og jevnet. I samme vare mangfoldige Gravkammere ved Siden og over hinanden og otte Alen under dens Overflade fandtes en firkantet Grav, bedækket med en Skifersteens Helle, hvorpaa var udgravet nogle temmelig regelmæssige Snirkler, under hvilke man fandt flere Potter Kirsebærstene aldeles ufortærede og nogle endog med Kjerner. Langs Fjeldsiden, søndenfor det Sted, hvor Signes Jomfrubuur skal have staaet, er nu en vild Skov af Kirsebærtræer, 1/4 til 1/3 Miil lang, hvilken Sagnet fortæller skal være bleven til, enten ved et Jordskred fra Signes Hauge, eller derved, at Fuglene have bragt Kirsebærstene fra Haugen derhen. I Urnes Kirke har været forvaret et Teppe, som foregives at være vevet af Signe. Det var et grovt almindeligt Aaklæde, og da Reisende sedvanlig have taget et Stykke deraf er nu Intet tilovers af Signes Vev. Et Stykke findes dog i Bergens Museum. Man kjender endnu her i Egnen en Vise om Signe og Habor, og i Kirken findes Habors og Signes Billede, der dog neppe ere Andet, end et Par gamle Helgenbilleder.


Anm. Mundtligt, sammenlign Kraft 4, 824 og Budst. 5, 358. Suhms samlede Skrifter 3, 293, Saxo 7de Bok, kritisk Undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie ved P. E. Müller 101 og Balladen om Hafbur og Signe, der foruden andre Steder findes i danske Viser fra Middelalderen, udgivne af Nyerup og Rahbek, 3die Deel forsynet med interessante Anmærkninger, blandt hvilke følgende: "Det ved Signes og Habors Hendelser fremstillede Exempel paa trofast Kjerlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hevnlyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af gamle Nordens Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke alene alle tre nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre, fire Provindser tilegne sig denne Tildragelse. Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn, skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raver i tykt Mørke, uden at kunne med Kritikkens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og i de eddaiske Sange, hos en Saxo og en Snorre, altsaa hos Forfattere, som have levet i 10—13de Aarhundrede, er Talen derom som et Echo, der gjenlyder fra hine længst henrundne umindelige Tider." Allerede i Thjodolfs Ynglingatal fra 9de Aarhundrede kaldes Galgen Signes Mands Hest. I de nævnte Anmærkninger omtales endvidere de Steder i Danmark, Sverige og Norge, der gjøre Fordring paa at være Skuepladsen for denne Tildragelse, og hvortil jeg altsaa henviser den, som ønsker nøiere Underretning herom. Sammenlign Afzelius 1, 73. Blandt de norske Beilere til den Ære ville vi nævne: Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet og Fritsøkulen, et yndigt Sted ved Faritsvandet i Nærheden af Laurvik, hvor Sagnet fortæller, at Signes Jomfrubur har staaet. Sagnet her tilføier, at Kongen frigav Habor, da han fik at vide hvo han var og endog lovede ham sin Datter; men da en skinsyg Terne hidsede Hagbars blaa Kappe op i Galgen, brændte Signe sig inde. Til Straf blev Ternen levende begraven og ved Nattetid hører man endnu hendes Skrig og Signes Sang. De maae dog alle vige enten for Gaarden Steig paa Engelen (Aungley), der har Landnamabogen for sig, som Side 256 beretter: I Aungley bio Sigar Kongr a Steig, oc thar Signyarbrunnr i Hagbardsholme eller for Urnes i Sogn, hvor, som vi have seet, en Samling af Sagn pege hen paa denne Tildragelse. Sogn, hvori Urnes ligger, spiller ellerede tidlig en vigtig Rolle blandt Norges Smaastater. Her laae Baldershage, Syrstrand og Framnes, berømte af Frithiof og Ingeborgs Historie, her fandtes Kaupanger og Gulething, og her kjæmpede Sverrer og Magnus ved Fimbreide om Liv og Norges Rige.

Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur

I gamle Dage herskede paa Opland en Konge ved Navn Eystein Illraade, der ved Vaabenmagt bragte Thrønderne under sit Herredømme, og satte sin Søn til deres Regent. Misfornøiede med hans Styrelse gjorde Thrønderne Opstand og dræbte Kongesønnen. Hevnen udeblev imidlertid ikke længe; snart stod Kongen igjen i Landet med en Hær, tugtede Oprørerne[3], og gav dem Valget mellem at faae sin Hund eller sin Træl til Konge. Thrønderne valgte den første, som Eystein derpaa bibragte to Mands Vet, saa at Hunden talte to Ord og gjøede det tredie. Denne nye Hundekonge, der hedte Saur, havde mange Huskarle, som bare ham, naar det var ondt Veir. Hans Bopæl var en Gaard i Indherred, der den Dag i Dag efter ham bærer Navnet Saurshaug. Her levede Saur længe og i Fred, indtil han omkom ved en ulykkelig Hendelse. Han pleiede nemlig, omgiven af sine Hoffolk, selv at vogte sin Buskab. Engang blev denne angreben af en Ulv. Opmuntret af sine troløse Tjenere ilede Saur sin betrængte Buskab til Hjelp, men blev et Offer for sit Mod; thi Ulven dræbte Kongen paa det Sted, som endnu til Erindring kaldes Vargraaen (Ulve krogen). Ikke langt derfrå blev Saur begraven i en Haug, som til et sørgeligt Minde endnu bærer Navn af Jammerhaugen. Denne vises endnu i en liden Dal i Nærheden af Saxhaug Kirke. (Klüver 72).


Anm. Dette Sagn stemmer næsten ganske overeens med Snorres Beretning i Hakon den Godes Saga C. 13, og bekræftes i Norske Kjæmpehistorier 1 c 134, 111 a 10, hvor der lægges til, at Eysteins Datter Asa ægtede Halfdan Hvitbein af Ynglingaætten.


Halfdan Svarte og Fruen paa Hermandsrud

Paa det Sted, hvor den skjønne Sæter Hermandsrud nu ligger, og hvor Ruiner af betydelige Bygninger endnu ere at see, boede i gamle Dage en fornem Frue. Paa samme Tid regjerede Kong Halfdan Svarte over Hadeland. Han besøgte ofte den væne Frue, da kun den smale Randsfjord adskilte dem; men da han en Aften hos hende havde drukket sig et Ruus, og over Randsfjorden vilde reise hjem igjen, kjørte han i Isen udenfor Røkensvik og druknede. Hans Legeme blev deelt i 4 Dele. Hans Hoved skal være begravet paa Steen paa Ringerike i den store Haug, der endnu kaldes Haldans Haug, og en Deel af hans Legeme skal hvile i Grims- eller Haldans-Haugen ved Thingelstad Kirke paa Hadeland.


Anm. Mundtligt og Kraft 2, 244, conf. Halfdan Svartes Saga C. 9, hvor der fortælles, "at han reiste fra et Gjestebud paa Hadaland og faldt hans Vei saaledes, at han foer over et Vand Rønd; det var om Vaaren, da Solen virkede meget, og da han reiste over Rykinsvik, brast Isen og Kong Halfdan omkom og meget Folk med ham." Af Snorre er det bekjendt, at Halfdan ofte var paa Hadeland, og efter Fagurskinnas Vidnesbyrd skal paa Gaarden Theingilstad have boet en Høvding, Dag Prude, hvis Datter Helga hiin Haarfagre var gift med Halfdan. Maaskee er denne Helga og Fruen paa Hermandsrud den samme Person. Til denne Konges Historie kan og henføres de Sagn, som findes paa Gaardene By og Hvam i Nes paa Hedemarken, om at to Slag mellem to Konger i gamle Dage her havde staaet, og at i en stor Haug paa den sidste Gaard skal ligge begraven en Kjæmpe med et Guldkjede om Halsen. Her søge Nogle Guthorm Dale-Gudbrands sons Grav, som dog sandsynligere er den store Kjæmpehaug, der findes paa en liden Holme ved Hovidsholm; thi det tredie Slag, hvori han faldt, stod paa den store Ø, som ligger i Miors. Til dette Slag kan maaskee rettest henføres følgende Sagn, S. V. for Hovidsholms Gaard ligger en stor Slette, som kaldes Mandløse. Her stod i Oldtiden et Slag. Fienden kom tilsøes over fra Totensviken og deelte sig i to Afdelinger. Den ene landede i Nærheden af Hovindsholm og rykkede lige op paa Mandløsen, hvor det andet Parti havde leiret sig. Fiendens anden Afdeling landede ved Helleskjer og drog i al Stilhed op gjennem den smale Helleskjersdalen langs med en høi Bakke. Herfrå faldt de nu Modpartiet i Ryggen, og omringet blev dette nedhugget indtil sidste Mand. Til Erindring om dette Nederlag kaldes Marken Mandløse. Hvor Bagtruppen faldt Fienden i Ryggen, findes endnu en Gravhaug (Mundtligt).


Kongerne Hake og Haakon

Hakedalen paa Romerike har efter Sagnet faaet sit Navn af Kong Hake, der boede paa Gaarden Aaneby. Paa samme Tid boede paa Haakenstad Kong Hakon. De beilede begge til den samme Pige. Da hun gav Hake Fortrinet, blev Hakon saa forbittret, at han udfordrede sin Medbeiler til en Kamp paa Liv og Død. De mødtes paa en Slette ved Gaarden Hellerud, hvor der kom til et Slag, i hvilket Hake dræbte sin Modstander, hvis Lig førtes tilbage til Haakenstad. Paa Aaneby har man for en Deel Aar siden fundet Spor af en gammel Brolægning, der synes at vidne om Gaardens Beboelse i Fortiden. I Elven ved Hellerudsletten har man ogsaa opfisket en gammel Stridsøxe.


Anm. Mundtligt og meddeelt, Sagnet, som er poetisk behandlet i Morgana af Hansen, synes at henpege paa Historien. I Halfdan Svartes Saga C. 5 omtales nemlig en Hake Bærsærk, der dræbte Sigurd Hjort, og i Harald Haarfagers Saga C. 1 omtales Haralds Seier over Kong Hake, der faldt med en stor Deel af sine Folk i en Dal, som siden kaldtes Hakadalen.


Harald Haarfager og hans Samtidige

Haraldshaugen og «Norges riksmonument» like nord for Haugesund sentrum i Rogaland fylke. Monumentet ble reist ved ruinene av steinkirken på Gard i 1872 der man antok at Harald Hårfagre ble gravlagt. Minnesmerket er formet som en gravhaug med "Haraldsstøtten" på toppen omgitt av en lav, kvadratisk mur med 29 bautasteiner for hvert av Norges gamle fylker. Hovedsøylen er en 17 meter høy obelisk i granitt dekorert med fire bronsepaneler: to med inskripsjoner om innvielsen i 1872, rikssamlingen og Harald Hårfagres gravsted, og to med relieff av skjold med vikingvåpen (økser, sverd, spyd) og av et vikingskip. (Foto: Wolfmann, 2020. Commons.)

Om en Helt og Erobrer som Harald, der med vældig Haand betvang alle Landets Smaakonger og frembragte saa mærkelige Forandringer i Landet, maatte man vente at høre mange Sagn. Dette er imidlertid ikke Tilfælde. Vel findes der nogle; men disse ere deels dunkle og uvisse, deels ufuldstændige, Til ham pleier man at henføre følgende Sagn. Paa Grøte Prestegaard i Ørkedal boede i gamle Dage Kong Gryting. Paa hans Tid rykkede Kong Harald med en stor Hærmagt over Dovrefjeld. Ved Rygtet herom opbød Gryting Almuen og drog Harald imøde. I Opdal paa Gaarden Riser stødte de sammen og her kjæmpede de den første Dag. Da Gryting ei der længere kunde holde Stand, trak han sig tilbage til Vang, Opdals nuværende Prestegaard. Her fornyede han Kampen, men blev overvunden og dræbt med den største Deel af sin Hær. Kong Grytings Lig blev ført til hans Bopæl, Grøte Prestegaard, hvor man i den saakaldte Kongshaug endnu viser hans Grav. Paa Riser og Vang findes en Mængde Hauge, hvor de Faldne bleve begravede.

Paa Sletten imellem Gaardene Meelhus og Eggen, hvor en Mængde nu næsten ukjendelige Kjæmpehauge findes, leveredes efter Sagnet et Slag mellem Høne (Hogne) Konge i Guledalen, og en anden Konge, som kom søndenfra og undertvang alle andre Konger. Paa Sletten mellem Værneskirke og Gaarden Mæle i Stordalen findes 3 store Kjæmpehauge, som bærer Navn af Kongshaugene, og hvor Sagnet beretter, at et Slag i fordums Dage har staaet mellem Kong Børge, som boede paa Gaarden Berrig, og en anden Konge ved Navn Harald. Denne gikk af med Seiren. Børge og mange af hans Kjæmper ibleve slagne og begravne i Kongshaugene. I Nærheden ligger Haraldsakeren, hvor Kong Harald skal have hvilet sig efter Kampen.

Tæt ved den smukke Alstahaug Kirke i Levanger ligger en stor Kjæmpehaug, hvor Kong Alf med syv Aars Skatte ligger begraven. Denne Kong Alf boede paa Alfsnes, hvor Oldtidsminder endnu findes. Mange troe, at Alf var en af de 4 Konger i Indherred, som Harald Haarfager overvandt.

Paa Lekø i Nummedal boede tilforn to Konger eller Kjæmper. Dene ene, som hedte Herlo, gjorde sig en stor Jordhaug, som han gik ind i for at undgaae den christne Religion og han tilbragte samfulde syv Aar i denne Haug. Af Haralds øvrige Vaabendaad findes, saavidt vides, ei flere Sagn, naar man undtager, at det berømte Søslag i Hafrsfjorden efter Sagnet skal have staaet i Nærheden af Sømsøerne i den indre Hafsfjord. De Dræbte bleve begravne i de mange med Bautastene prydede Gravhauge, som findes rundt om Fjorden, blandt hvilke een bærer Navn af Soteshaug. Harald døde 933, og blev efter Snorre begraven paa "Haugar ved Karmtsund." Nogle mene, at han hviler i den saakaldte Haralds Haug ved Skaare-Kirkegaard; Andre søge hans Grav paa Gaarden Gare. Selv paa Shetlandsøerne lever Haralds Minde; thi den Bugt, hvor han skal have landet, kaldes endnu Haraldswick. Blandt Haralds Samtidige, som leve i Folkesagn, fortjene at nævnes: 1) den kjekke Thoralf Qveldulfsson. Efter Sagnet ligger han begraven paa Sandnes i en Gravhaug, hvorpaa en stor Bautasteen staaer. 2) Atle Jarl, som efter Sagnet boede paa Atlø, der skal have faaet sit Navn efter denne anseede og mægtige Høvding. Øen har flere Oldtidsminder, hvori blandt to store Bautastene paa Gaarden Vilnes, som derfor ansees for Jarlens Bopæl. Sagnet gaaer, at hans Borg skal have ligget nedenfor Kirkegaarden i Vest, hvor man har en vid Udsigt til Havet mod Vesten og til Fjorden mod Syd og Øst. Dette Stykke af Vilnesgaard kaldes nu Haugen. Paa den Høi, hvor en Deel af Kirkegaarden nu er og et Steenkors staaer, viser Sagnet Atle Jarls Grav. Efter Historiens Vidnesbyrd blev han, som bekjendt, dødelig saaret i den nærliggende Stafanesvaag og bragt til Atlø, hvor han døde. Paa Thorsnesset paa Atlø findes en Gravhaug, hvor en af de i Stafanesvaag faldne Kjæmper, ved Navn Thor, ligger begraven. 3) Ganger Rolf, der skal have boet paa Gaarden Roald paa Øen Vigres paa Søndmør. I en liden Dal viser man her endnu, hvor hans Skibsværft har været, og 4) Fjordekongen Vemund, der efter Snorre med 90 Mænd blev indbrændt af Ragnvald Mørejarl paa Naustdal, hvor en stor Bautasteen findes, der maaskee minder om denne Daad. Sagnet viser endnu det Sted, paa hvilket Vemunds Gaard skal have staaet.


Anm. Klüvers antiqvariske Reise 61, 99, 48. Sagnet om Haugen paa Lekø henpeger udentvivl paa Snorres Beretning C. 8 om Brødrene Herlaug og Rollaug, af hvilke den første selv tolvte gik ind i en stor Haug, hvorpaa der var arbeidet i 3 Aar og derpaa lod den kaste igjen efter sig, fordi han ei vilde underkaste sig Harald. Paa Gaarden Skey paa Lekø findes en rund Gravhaug, der er over 700 Fod i Omkreds og 35 Fod høi. Den blev opkastet 1778 og man fandt i samme murede adskilte Rum og i et af dem et Beenrad af et Menneske i siddende Stilling med Ryggen op til Muren og ved dets Side et Sværd. I et andet Rum fandtes en Deel store og smaa Been af Kreaturer. Sammenlign Schønning 2, 37. Fortalen til Suhms Danmarks Historie 2, hvor Haugen er aftegnet og Kraft 6, 237. Kong Gryting blev efter Snorre C. 5 tagen til Fange og maatte gaae Seierherren til Haande. (Mundtligt og det Kgl. norske Vidensk-Selsk. Skrifter 1, 2. 353). Hafrsfjorden (Kraft 4, 247. Snorre C. 19). Sote Jarl, en af Høvdingerne for Haralds Modstandere, og Broder til Kong Sulke i Rogaland faldt i Slaget, og hviler rimeligviis i Soteshaug. Om Haralds Grav see Snorre C. 45, Biskop Hansens Archiv 1, 266 og Kraft 4, 270, Urda 2, 4. Thoralf Qveldulfsson, en af sin Tids kjekkeste, mægtigste og mest anseede Høvdinger, faldt for Haralds egen Haand paa Sandnes, hvor han boede. Schønings Historie 2, 144. Atle Jarl hiin Mjofe paa Gaulom og hans Kamp med Hakon Griotgardsson, Snorre C. 13. Budst. 5, 517, Urda 2, 12. Kraft 4, 934. Ganger Rolf, Ragnvald Mørejarls berømte Søn, der for Strandhug blev landsforviist og stiftede et Rige i Normandie, Snorre C. 24. Strøms Beskr. over Søndmør 2, 40. Om Vemund Kamban Snorre C. 12, Budst. 7, 64.

Harald Haarfagers Sønner og deres Samtidige

Kun dunkle og faa ere de Sagn, som findes om Haralds mange Sønner. I den Gravhaug paa Jarlsberg, der heder Farmands Haug, hviler Bjørn Farmand, og i tvende Kjæmpehauge paa Møllerbakken ved Tønsberg viser man endnu Olafs og Sigrods Grave. Paa Kløvstad paa Hadeland skal efter et Sagn Ragnvald Rettilbein have boet, og Hakonshelle ved Bergen minder endnu om den ædle Hakon Adelsteins Fostre, som fødtes og døde her, men efter Sagnet blev begraven paa Gaarden Seimb i Hosanger, i den endnu saakaldte Kongshaug. Blandt Hakons Heltebedrifter hørte Seiren ved Augvaldsnes, hvor Guttorm Eiriksson faldt (Snorre H. S. Gap. 20). Hertil knytter sig følgende Sagn. Paa den saakaldte Blodhei ved Augvaldsnes stod der i gamle Dage et stort Slag mellem en gammel Konge og hans Brødre, og en Prinds, som faldt i Slaget, ligger begraven i en af de store Risehauge paa Aasryggen. Paa Gaarden Totland paa Moster fortæller Sagnet, at Hakons Moder Thora var født. Her findes ogsaa en stor Bautasteen ved Foden af en Gravhaug, der kaldes Thoras Haug. Samtidig med Hakon var den gjeve Eigil Skalagrimsson, som ifølge Eigils Saga i en Holmgang dræbte Bærserken Liotr Bleike, der havde udfordret den unge Fridgeir paa Almheim, fordi han ei vilde give Voldsmanden sin væne Søster tilægte. Sagnet fortæller, at Fridgeir boede paa Almen og Liotr, som Almuen kalder Liftur den Bleike, paa Søre-Vartdal, 2 Gaarde i Ulfsteens Sogn paa Søndmør. Paa Grabukholmen ved Rødø i Voldens Prestegjeld viser man Lifturs Grav. Om Eirik Blodøxe og hans Sønner vides intet Sagn, med mindre man paa Harald Graafeld vil overføre Sagnet om Kong Graa, der skal hvile i Kongshaugen paa Oppedal i Hardanger. Paa Gaarden Ousen ved Balsfjord viste man for ikke længe siden hans trofaste Vaabenbroder Arinbjørn Herses Grav.


Anm. Om de fire førstnævnte Haralds Sønner, som bleve dræbte af deres Broder Eirik, see Snorre, Harald Haarfagers Saga C. 38, 46, 36 og om Hakon ibid. C. 40, hvor der berettes, at den 70 Aar gamle Harald med Thora, en Pige af fornem Byrd, der var fra Moster og derfor blev kaldt Mosterstang, havde en Søn, Hakon, som fødtes paa det Sted, der siden kaldes Hakonar Heller og der ogsaa udaandede sit Helteliv Aar 960. (Hakons Saga C. 32). Om hans Grav see Budst. 5, 376; 6, 556 og 7, 443. Kraft 4, 659. 682. Om Liftur see Eigils Saga, Schøning 2, 308, Strøms Beskr. over Søndmør 2, 453. Kong Graa Schnabels Beskr. over Hardanger Kraft 4, 780. Harald Graafelds Saga C. 7. Da Snorre i Olaf Tryggvasons Saga C. 13 heretter, at Harald og Arinbjørn faldt i et Søslag i Limfjorden, saa kunne de neppe ligge begravne i de Hauge, Sagnet angiver, hvis man ei vil antage, at deres Lig ere blevne førte tilbage til Norge. (Budstikken 5, 265, 518. Schønings Norges Historie 2den og 3die Deel. Eigils Saga).


Orm Lyrgja og Lundesola

Ormen var fæstet med Sola, en fager Mø, (hvis Fader var Smed og boede paa Lunde) som en mægtig Mand vilde berøve ham. Denne forsøgte først at vinde hende med kostbare Gaver og store Løfter til hendes Brudgom, og da dette ikke hjalp, vilde han tage hende med Vold. Ormen, som fornam dette, samlede sine Venner, der vare hele Dalens Indbyggere, saasom han var afholdt af Enhver, og jog sin Fiende ud af Sengen den Morgen, denne vilde bortføre Sola. Ormen drev ham til Jarlsdalen i Meelhus, hvor han gjemte sig, og fik Leilighed til om Natten at flygte til Throndhjem. Men da denne mægtige Mand siden blev dræbt paa Rimol, saa drog Ormen derhen og begrov ham paa den da brugelige Maade, da han vel hadede ham for hans Fremfærd mod Sola, men ærede ham som en dygtig Kjæmpe. Derefter blev Ormen tilbuden af en Konge, der afskaffede Hedendommet, at blive Hofmand, Det vilde han dog ikke være; men flyttede til Bones, hvor han og Sola døde paa samme Dag, begge 100 Aar gamle. Paa Bones bleve de begravne af deres Børnebørn, der alle vare Kjæmper. Man reiste to Bautastene til deres Minde, af hvilke den ene endnu staaer.


Anm. Dette Sagn, fortæller Klüver (i de norske Mindesmærker 107) at han 1811 har hørt af en 90 Aar gammel Bonde i Rennebo, hvis Forældre havde boet i Nærheden af Bones. Hans 96 Aar gamle Fader havde af sin ligesaa gamle Fader lært at synge en Vise om Ormen og Sola, som vare begravne under Bautastenene paa Bones. Før skal han have boet paa Gaarden Stein i Bynesset. Sagnet er poetisk bearbeidet af Klüver og Schwach (Sneklokken 1843).

Sammenlign med dette Sagn Snorre, Olaf Tryggvasons Saga C. 53, hvor der berettes, at Aarsagen hvorfor Bønderne gjorde Opstand mod Hakon Jarl var, at denne med Vold vilde bortføre Gudrun, Bergthors Datter paa Lunde, der for sin Fagerhed blev kaldet Lundarsol og var gift med en mægtig Bonde, der hedte Orm Lyrgja. At Jarlen flygtede til Jarlsdalen og blev dræbt paa Rimol, hvor tilforn fandtes en Haug, som kaldtes Jarlshaugen, er vist; men at Orm lod ham begrave, derom tier Historien, som i Olaf Tryggvasons Saga, C. 56, fortæller, at Jarlens Hoved blev fæstet til en Galge paa Nidarholm og hans Krop tagen af Graven og brændt. At Orm ei vilde tage Tjeneste hos den nye Konge Olaf Tryggvason, er sandsynligt, da Orm var blandt de anseede Thrøndere, som Olaf paa Hlade kaarede til Offer for de hedenske Guder, og som alene ved at lade sig døbe kunde undgaae Døden (Snorre Gap. 74).

Til Sagnene om den mægtige Hladejarl kunne henføres, at der ved Livaag (Oldtidens Hjørungavaag) endnu findes blandt Bønderne Sagn om et vældigt Slag i Oldtiden (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 409. Snorre, Olaf Tryggvasons Saga C. 33 48), og at i Opdals Sogn ved Dovrefjeld det Sagn gaaer, at den flygtende Torkild Turefrost fandt et Tilflugtsted i denne Egn og opholdt sig paa det Sted, hvor Gaarden Ishoel nu ligger. (Budstikken 2, 121, Sigurd Brestesons Saga).


Kong Olaf Tryggvason christner Nordlandene

Paa Godøen i Nordlandene boede i gamle Dage en Nes-Konge ved Navn Gø. Paa samme Tid søgte Kong Olaf at christne Landet, og havde ogsaa i sinde at gjeste Gø og byde ham enten et Feltslag eller Antagelsen af Christendommen. Han ankom ogsaa med sin Flaade til Indløbet af Saltensfjord; men efter at han længe havde lagt i Havn i Udøerne for at vente paa en gunstig Vind; maatte han dog tilsidst med uforrettet Sag reise sin Vei; thi Kong Gø, der var en stor Troldmand, foraarsagede denne langvarige Modvind. Denne Kong Gø var ellers en mægtig og frygtet Mand, der regjerede over hele den Strækning, som nu udgjør Gilleskaals, Bodøens, Skjerstads og Saltdalens Sogne. Hans Krigshær og fornemste Styrke bestod i Finner.

Nedenfor Tjøttø-Gaard i et fersk Vand, som ved en smal Strimmel skilles fra Søen, blev efter Sagnet den berømte nordlandske Høvding Harek Tjøttø døbt af Kong Olaf.


Anm. Budstikken 5, 759. Denne Kong Gø er neppe nogen anden end den halogalandske Høvding Raud paa Godø, der efter Snorres Vidnesbyrd (Olaf Tryggvasons Saga C. 46) ved sin Troldom længe hindrede Olaf Tryggvason i at komme ind ad Fjorden men tilsidst dog blev fangen, og under gruelige Pinsler dræbt.


Kong Olaf paa Dovre

Da Olaf Tryggvason var paa Dovre (ɔ: Dovre Sogn, en smuk Dal ved Foden af Dovrefjeld) paa en Gaard, som da hedte Dobrea, beklagede Opsidderen sig over, at han paa Gaarden ikke havde Vand. Kongen raadede ham at flytte Gaarden og anviste et Sted længere nede, hvor han skulde finde Vand i Overflod. Gaarden blev flyttet, herlige Vandkilder fandtes og Gaarden blev derfor kaldet Killie, hvilket Navn den endnu har.

Asbjørn Selsbane

Denne dristige og ulykkelige Høvdings tragiske Skjebne gjorde i sin Tid saa megen Opsigt, og vakte saa megen Deeltagelse, at man skulde vente at finde mange Sagn om ham. Dette er imidlertid ei Tilfældet. Dog synes følgende Sagn, der findes paa Karmøen, at minde om ham. Det fortæller, at da St. Olaf engang sad til bords i sin Kongsgaard paa Augvaldnes kom en Fiende listende overland til Gaarden, krøb ned gjennem Skorsteenspiben og ilede ind i Salen, hvor han hug til en Mand, han antog for Kongen, saa Hovedet rullede hen over Bordet, men Hugget traf kun en Foged.


Anm. Meddeelt. Om Asbjørns Drab paa Thorer Sel, see Snorre Olafs Saga (123 129).


Sigurd Syr

Paa Gaarden Bønsnes paa Ringerike boede i gamle Dage en Konge, som man mener var St. Olafs Stedfader Sigurd Syr. Igjennom en moradsig Skov, hvor Veien gaaer mellem Bønsnes og Sørum omtrent 1/2 Fjerding i Længde, findes en Jordbru (en opkastet Vei) med Spor af dybe Grøfter paa Siden. Disse skal Kong Sigurd have ladet opkaste ved dem, der vare dømte fredløse; men for dette Arbeide fik de deres Fred igjen. Han skal ogsaa have eiet den skjønne Storøen og ofte boet der. Paa Gaarden stod fordum et Kapel, og de 4 hvælvede grund murede Kjeldere, som endnu findes paa Øen, troe Nogle at være Levninger af Kong Sigurds Gaard.

Om samme Sigurd fortælles endvidere, at han skal have sagt, da En fortalte ham, at Kongen i Viken maatte sælge den ene Gaard efter den anden; "Det kan ikke andet end saa være; han vil have et røget Svinehoved hver Dag paa sit Bord, jeg derimod lader mig nøie med at have et hver Søndag, og det mener jeg skal holde ud."


Anm. Top. Journal 30, 129; 31, 164. Den vise og husholderiske Sigurd Syr regjerede over Ringerike, hvor han eiede flere store Gaarde, som han dyrkede med megen Iver. (Snorre Olaf den Helliges Saga C. 1, 2. 30 36). Han var Stedfader til Olaf den Hellige (See om ham 3die Afdeling om St. Olaf) og Fader til Harald Haardraade.


Brødrene paa Gidske

Omtrent 400 Skridt fra den nuværende Gidske Ødegaard paa Søndmør sees to lige Stene af en Mands i Høide paa hver sin Side af Alfarveien, tre Skridt fra hinanden. De kaldes Brødrene, og Sagnet fortæller, at tvende Brødre af Gidskeætten i Anledning af den snevre Vei kom i Trætte og Tvekamp, der endte med den Enes Drab.

Paa en Støtte, der stod i Nærheden, skal have staaet en i det gamle norske Sprog forfattet Inskription, der ved Støttens Fornyelse saaledes blev oversat:


For de om Veien ei forligtes vel;
Thi rømte han hen i Landet langt Nord,
Hvor hans Slægt blev meget stor.
Af ham ere de Nordfarer Alle,
Som lader sig Finner kalde.


Anm. Saavel Inscriptionen som Støtten ere nu borte. Strøms Beskr. over Søndmør 2, 117. Dette Vers findes med lidt Forandring i en Beretning fra 1626. (See Suhms Samlinger 2, 3, 41). At i Olaf den Helliges Tid boede paa Gidske den mægtige Høvding Thorberg Arnason, og at han havde en Broder Finn, der var Olafs trofaste Ven, berette vore gamle Søgur. Efter Slaget ved Stiklastad, hvor de begge kjempede i Olafs Hær, høre vi ikke videre tale om Thorberg, hvis mægtige Æt dog længe eiede Gidske; men Finn gjenfinde vi i Harald Haarderaades Historie boende Nord paa Austrátt a Yriom. Om denne Strid mellem Thorberg og Finn taler Historien ikke. En i Nærheden af "Brødrene" staaende Bautasteen mener Biskop Neumann at være reist til Minde om Thorberg Arnason. (Budst. 6te Aarg. 590).


Kalf Arnasons Drikkekar

Paa Gaarden Egge, berømt for sine Oldtids Minder, fandtes to store Drikkekar eller Træboller, som efter Sagnet engang tilhørte den berømte Kalf Arnason, der har boet paa denne Gaard. Den ene tog omtrent en Anker; men ikke destomindre kunde Kalf løfte den, naar den var fuldskjænket og drikke deraf.


Anm. At Kalf Arnason, en af sin Tids mægtigste Mænd, har boet paa Egge, fortæller Snorre i Olaf den Helliges Saga C. 116.


Einar Thambarskjelver

Paa Spangereid ved Lindesnes holdt ifølge Sagnet Kong Olaf Tryggvason engang et Møde, hvor han og hans Mænd morede sig ved at Skyde til Maals med Bue. Ingen kunde imidlertid maale sig med Einar Thambarskjelver, thi med sin Bue skjød han en Piil 1/2 Fjerding. En Deel store opreiste Stene minde endnu om denne Bueskydning.

Paa en Skraaning ved den østre Side af Laugen i Børseskogn vises endnu paa Gaarden Huseby Levninger af Einars Borg, hvorfra man har en viid Udsigt over den hele Dal. Paa Gaarden forvares endnu en sver Furukiste med tvende Laase, et Bord, hugget af en Stok, 8 Alen langt og 3/4 Alen bredt, med en tilhørende Bænk samt tvende af Jern smukt udarbeidede Dørbeslag, som Alt skal have tilhørt Einar[4]. Disse skattes saa høit, at mange Syge endnu søge til Huseby for at overlades et Stykke af Dørbeslagene, som de daglig bære hos sig for at faae deres tabte Helbred igjen.

Gamle Sagn berette endvidere, at Einars Borg efter hans Tid blev indrettet til et Kloster, som tilsidst blev ødelagt, fordi en Munk midt under Gudstjenesten foran Alteret dræbte sin Prior.

Da Huseby ligger et Stykke fra Havet, fortæller Sagnet, at Einar havde sine Skibe liggende ved Gaarden Nøstad, hvor man endnu viser de Stene, hvorved hans Skibe bandtes.


Anm. Peder Clausen N. B. 49. Norrigia illustrata 182, hop. Journ. 12, 37. Klüver 111. Nøstad udledes af Nøst eller Naust, der betegner et Huus, hvor Baade og Skibe bevares. Paa Husebygaarden fandt Schøning Levning af en Steenmuur opført som det synes af hugne Stene. Deraf er nu blot Grundvolden, af Længde i Øst og Vest 36 Alen, med en Brede af 17 Alen, tilbage. Disse Mure ere sandsynligere Levninger af en Kirke, end, som Sagnet lyder, af Einars Borg. (See Kraft 5, 683).


Dale-Gudbrand

Funnsted ved våningshuset inne på området til Hundorp gård, Sør-Fron i Oppland. (Foto: Bjoertvedt, 2013. Commons.)

Paa Gaarden Hundtorp i Gudbrandsdalen boede en mægtig Høvding Dale-Gudbrand paa den Tid, da St. Olaf indførte den christne Tro. Gudbrand, der endog paa sin Gaard havde et Gudehus for Thor, modsatte sig i Førstningen Kongens Bud; men tilsidst lod han sig døbe og byggede endog den første Kirke i Dalen.

Paa denne mærkelige Gaard, hvor man mener, at Gudbrandsdalens Allherjar-Thing har været holdt, findes mange Oldtidsminder, blandt hvilke en Gravhaug tæt Nord for Gaarden endnu kaldes Gudbrandshaugen, da Sagnet beretter, at Dale-Gudbrand her skal ligge begraven. En 4 Alen høi Bautasteen, som tilforn stod paa Haugen, er nu borte. Paa Nabogaarden Hove, som i gamle Dage hørte til Hundtorp, stod efter et almindeligt Sagn Thors Afgudstempel, hvorfor Bønderne i denne Egn kalde denne Afgud Thor Hoven. Gaarden Kongsli tjente ifølge Sagnet Dalegudbrands Heste til Havnegang.


Anm. Blothuset, som kaldtes Hof, har sandsynlig staaet paa den Forhøining, hvor Gaardens Hovedbygninger nu staae. Paa den Skraaning, som nu kaldes Kirkebakken, mødtes udentvivl Olaf og Gudbrand og her knustes Thorsbilledet ved Kolbein Stærkes Haand. Et Led i Nærheden kaldes endnu Hedningegrinden. Meddeelt; sammenlign Hjorthøys Beskrivelse over Gudbrandsdalen 2, 91 og 96. Kraft 2, 116, 128. Dale-Gudbrands interessante Omvendelseshistorie findes hos Snorre, Olaf den Helliges Saga C. 118.


Kong Østen

I Nærheden af Ramnes Kinke findes Levninger af en Haug, hvor man om Aftenen stundom seer Lys brænde. Efter Sagnet ligger nemlig her begraven den unge Kong Østen, som Bonden paa Ramnes slog ihjel. Paa den omkringliggende Mark, hvor Slaget skal have staaet, ere fundne flere gamle Vaaben.


Anm. Mundtligt. Snorre fortæller i Magnus Erlingssons Saga C. 42, at den unge Magnus slog Birkebeinerne paa Ree (Ramnes Prestegaard kalde Bønderne endnu Reir) og, at den flygtende Konge, den unge Eystein Meila, blev dræbt af en Bonde, der forraadte ham og bragte hans Lig til Ramnes, hvor Magnus just var.


Kong Sverrer

Medens Kong Sverrer laa med sine Skibe i Randsfjorden og hans talrige og overlegne Fiender ingen Fare anede, lod han sine Skibe drage op af Randsfjorden og tvers over Land til Mjøsen, uagtet Veien baade er besverlig og lang. Til Erindring om denne Tildragelse kaldes denne Vei endnu den Dag i Dag Kjølveien. Ved Hjelp af disse Skibe overraskede han nu uformodet sine Fiender, Hedemarkens anseeligste Bønder, der vare samlede paa Gaarden Saastad i et stort Gilde. Dette fik en bedrøvelig Ende; thi de halvberusede Bønder gjorde kun liden Modstand. Qvinderne flygtede til en i Nærheden liggende Haug, som endnu bærer Navnet af Graatehaugen, fordi de stod her og græd over deres Mænd og Frænder, der faldt for Birkebeinernes skarpe Sværd. En liden Bugt af Mjøsen, tæt ved Gaarden, kaldes Gjemmeviken, fordi Bønderne der efter Sagnet havde gjemt de Skibe, som de tilforn havde frataget Kong Sverrer.


Anm. Mundtligt. Dette skede omtrent 1177. Veiens Længde er 5 Rastir (Mile) og Navnet Kjølveien forekommer allerede i Hakon Hakonsons Saga 136. (Kraft 2, 245. Sverres Saga Cap. 16). Den af Historien bekjendte Sverresti, som Sverrer 1178 maatte anlægge for at undgaae sine Fiender, skal efter Sagnet have været mellem Gamle- og Ny-Rundals Kløv. Kongstien eller Kong Sverres Stie erindres endnu og en Dal omtrent 1 1/2 Mil østenfor kaldes endnu Sverredalen. Her slog Sverrer sandsynlig Leir, ef ter at være kommen gjennem Sverrestien. (Kraft 4, 66, 689. Sverres Saga C. 20). En Dal, som Kong Sverrer skal have passeret paa en Reise fra Søndfjord til Sogn, kaldes ogsaa endnu til Minde om denne berømte Konge Sverre sd al. (Budstikken 5, 570).


Ivar Dapi

Kong Sverrer havde en Foged, som hedte Ivar Dapi. Denne havde oppe i Fylkisbygden (nu Hafslo i Sogn) faaet øie paa en deilig Qvinde, i hvilken han forelskede sig; men Qvinden var selv ærlig og en ærlig Bondes Hustru. Ivar agtede ei derpaa. Dreven af sin Begjerlighed drog han til Bondens Gaard, hvor hans Anseelse letteligen aabnede ham Døren. Her misbrugte han Gjestfriheden og vilde bruge Vold mod Konen; men just som han tog hende i sin Favn, kom Manden til og slog ham paa Stedet ihjel med sin Hammer. Denne Hammer opbevares endnu som en Sjeldenhed i Hafslo. I Nærheden ligger Gildreskreden, en steil og smal Kiev, imellem et brat Fjeld og en rivende Elv. Her blev en stor Deel af de Mænd, som Kong Sverrer siden sendte derhen for at hevne sin Fogeds Drab, efter Sagnet knust af de forsamlede Bønder, der havde forsikandset sig paa det Sted, som endnu kaldes Borgarbjerget, I en Kjelder blev der for ikke lang Tid siden fundet 300 Pile, som maaskee ere fra denne Opstand.


Anm. Budstikken 5, 418. Sammenligne vi dette Sagn med Historiens Vidnesbyrd finde vi, at Kong Sverrer virkelig havde en Befalingsmand Ivar Dape eller Dafve, som blev dræbt i Kaupanger; men som Aarsag til dette Drab anføres det, at Bønderne ei alene negtede at skaffe Julekost, men endog i Forening med Bymændene i Kaupanger overfaldt og dræbte Sverrers Folk, uagtet Ivar begjerte Fred og tilbød sig at drage bort med sine Mænd. At en eller anden Voldsgjerning, som den Sagnet fortæller, har opflammet Folkets Vrede, er muligt. Vist er det derimod, at Kong Sverrer siden stævnede Bønderne til at møde i Qvamsø paa Nordsiden af Sognefjorden og der paalagde dem 15 Mark Guld i Bøder. Da Straffen tyktes Bønderne for haard, og de afsloge at betale, sendte Sverrer 6 Skibe ind ad Fjorden med Befaling at gjøre Ild i Bymændenes Badstuer og brænde Bøndernes Gaarde. Da alle Indbyggerne vare flygtede med deres beste Eiendom til fjelds, fandt Birkebeinerne kun de tomme Huse, av hvilke de brændte i Alt 100. Dette skede nogle Dage før Slaget ved Fimereid 15de Juni 1184. (Falsen N. H. 3, 84 og Sverrers Saga. Kraft 4, 826).


Ridder Audun paa Aalhus

Omtrent 400 Skridt fra Jølster Prestegaard viser man nogle Spor af en gammel Borg, som Almuen kalder Aalhus. Her boede i fordums Dage en Ridder ved Navn Audun, der laa i jevnlig Strid med en Herse i Naustadal i Førde Prestegjeld, da Ridder Audun paa en utilbørlig Maade vilde udvide sin Magt. Saadant led ikke Kongen og lod ham kalde til Bergen. Audun, som anede ulykke, nedgrov sine Skatte i Hegrenesaasen og sænkede sit store Sølvbord i Jølstervandet ved Skjersurden. Derpaa reiste han ledsaget af sin Vaabendrager, der forstod sig paa Fugleskrig. Dette vidste Audun. Etsteds underveis, medens de hvilede, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem, og gav sig til at skrige jammerligen. "Skjønner du hvad Ravnen siger?" spurgte Audun. "Jeg skjønner det fuldt vel," svarede Vaabendrageren, den siger: "Du drager bort, men kommer aldrig meer tilbage." "Det skal du have løiet," tog Audun til Orde, spændte sin Bue og skjød Vaabendrageren ihjel. Audun drog der paa ene til Bergen, hvor han maatte lade sit Liv.


Anm. Budstikken 5, 578. Ravneskrig varslede efter den oldnordiske Tro Ulykke og Drab. "Fornmanna Sögur 111, 147. Paa Heggernes (Hegranes) sees nogle ubetydelige Levninger af en gammel Steenbygning, 30 Alen lang og 24 Alen bred, der synes at have været omgivet af Grave, og menes at være den af Historien bekjendte 1302 henrettede Magnat Audun Hugleiksson Hestakorns Bopæl." Kraft 4, 869. Om disse ærværdige Levningers Skjebne, see Urda 2, 23, hvor et Kart over Egnen findes. Her fortælles ogsaa, at efter Sagnet er Hoveddøren i Aalhus Kirke tagen fra Aalhus Slot og at en Grav ved Slottet endnu kaldes Auduns Fiskedam. Denne Audun Hugleikson, der hørte til sin Tids mægtigste og mest anseede Høvdinger, spillede under Magnus Lagabæters og Sønners Regjering en vigtig Rolle, (see Antiq. Annaler 1, 88 107) og omtales som Kongens hemmelige Raad, hans Cantsler, ja skal endog 1286 have modtaget Jarlsværdigheden. Under Eirik Prestehader brugtes han meget ved de skotske Underhandlinger og bragte 1293 et Ægteskab istand mellem Kong Eirik og Robert Bruces Søster Isabella. 1295 sendtes han til Frankrig, og kaldes i Creditivet "Dominus de Hegranes, carus consangvineus & Secretarius noster," for at slutte en Alliance med Philip den 4de. Ved samme Leilighed blev der foreslaaet et Ægteskab mellem Hertug Hakon, Eiriks Broder, og Frøken Isabella af Joigny, en Paarørende af den franske Dronning. Da Historien ei omtaler hvorfor dette Ægteskab blev ufuldbyrdet, har den lærde Werlauf bragt hendes Skjebne i Forbindelse med en mærkelig Gravsteen, der fandtes i Fjære Kirke ved Grimstad, og med Auduns pludselige Fald. I Fjære Sogn er det nemlig et almindeligt Sagn, at i gamle Dage strandede tæt ved Hæsnes, i en liden Bugt, som den Dag i Dag heder Drotningvika, eller, som den og af Nogle kaldes, Prindsesseviken, en Dronning eller Prindsesse, der enten døde underveis, eller omkom ved Skib brudet, og blev jordet i Fjære Kirke, hvor der længe fandtes en Marmorsteen[5] til hendes Minde. Denne Steen blev imidlertid efter et andet Sagn ei strax sat over hende, men blev siden bragt fra Udlandet af et Skib til Bjelkestranden i Kilsviken, hvor Fanden imidlertid fik Fingre paa den, saa at den reent forsvandt og siden bekymrede sig Ingen om den, da den var bestemt til en Prindsesse, som var af en vrang Tro. For nogle Decennier siden kom der imidlertid til Sognet en Prest ved Navn Pharo, hvem Oldtiden interesserede. Da Sagnet kom ham for Øre, anstillede han nøiagtige Undersøgelser, og fandt virkelig paa Gaarden Møi Stenen, vel vedligeholdt, da Indskriften var vendt nedad. Han lod Stenen sætte i Fjære Kirke, i hvis Kjelder Bønderne endnu paastaae, at Prindsessens Lig findes. Den lærde Arents Beretning, "at Traditionen her fortæller," at hun paa Reisen omkom i Skibbrud efter at have født en Datter, for hvis Tilværelse Gesandten, som havde hentet hende, Audun Hestakorn, fik Skylden, har jeg ei hørt bekræfte, uagtet jeg har været paa Stedet og undersøgt denne Sag. Auduns pludselige Fald samme Aar, som Eirik Prestehader døde, hans treaarige Fangenskab og tragiske Død 1302, da han blev hængt eller brændt paa Nordnes ved Bergen, og Sagnet om Drotningsvika i Forening med Historien om Eirik Prestehaders foregivne Datter Margreta, som samme Tid blev brændt, og hvis Parti Audun menes at have taget, (Suhm 11, 428) give rigt Stof til Gisninger, der fortjente at løses i en historisk Roman, hvortil Tidsalderen og Forholdene saa særdeles egne sig.

Et mærkeligt Bidrag til at oplyse Auduns Historie findes i en gammel Beretning om Oldsager i Bergens Stift 1626 saa lydende: I Sundfjord paa Jylster, tvert for Prestegaarden paa Gaarden Hegernes findes en Steenbro og nogle Steenhobe, eller Rudera paa en øde Plads, hvor tilforn en mægtig Kjæmpe, Evind Hestekorn (saa kaldet fordi han var den første, som i Norge gav Heste Korn at æde) Norges Riges Kantsler, havde sit Slot. Denne Evind skal være bleven rettet paa Nordnes ved Bergen, fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra Engelland til Norge."

(Saml. til den danske Hist. 2, 3, 43). Den i Sagnet nævnte Ridder i Nøstedal har maaskee været Ridder Eilif i Naustdal, der i gamle Dokumenter nævnes 1308 og 1319, og som maaskee var en Søn eller Frænde af Eilifr, en mægtig Ridder og Baron, der boede i Naustdal og blev myrdet 1277, (Saml. til det Norske Folks Sprog og Historie 134).


Dronning Margreta

Margrete I Valdemarsdatter (1353 - 1412) var regjerende dronning for både Danmark, Norge og Sverige under Kalmarunionen.

I Opdal ved Dovrefjeld ligger en Sæterdal, som kaldes Drotningdal. Sit Navn, siger Sagnet, har den faaet efter Dronning Margreta, der paa en Reise over Fjeldet, i Taage og haardt Veir, forvildede sig og med sit Følge i denne Dal fandt et Tilflugtsted. Efter et andet Sagn blev hun forfulgt af den svenske Konge og for ei at opdages endog i denne afsides Dal vendte hun Skoene om paa sine Heste. Ved at tage Veien gjennem Drotning dalen undgaaer man den farlige Vaarsti.


Anm. Mundtligt og det kongl. norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede 1, F. III. Om Calmarunionens berømte Stifterinde findes, saavidt vides, i Norge ei flere Sagn, naar undtages, at Thingelstad Kirkes gyldne Fløi, efter Almuens Beretning, skal være en Gave af hende. I Bahus derimod findes om hende følgende Sagn: Paa en Søreise fra Norge mistede Dronning Margreta sin største Guldring i Tyvekilen i Bahus, hvor hun laa for Modvind, og da hun ei kunde finde den igjen, kaldte hun Stedet Tyvekilen. Ved hendes Ankomst til Guldbringa, som da havde et andet Navn, kom En og bragte hende Guldringen igjen. Glad udbrød Dronningen: "Denne Gaard skal hede Guldbringa, og du skal have den i Eie." (Oedmanns Bahus Beskrivelse 184). I Hormayers Taschenbuch 1839 Side 341 findes et Sagn om en bøhmisk Skræddersvend, der udgav sig for Margretas Søn Olaf og blev brændt.


Ætlinger af den gamle norske Adel

Paa de Tider, Christian den Anden[6] søgte at udrydde den norske Adel, flygtede Christopher Skaktavel og hans Frue Margreta til Romsdalen, hvor de maatte leve som Bønder under andre Navne. End boer denne Æt paa Gaarden Helle, og Navnene Margreta og Christopher ere meget gjengse i denne Familie, hvis Adelsbreve for ikke mange Aar siden siges at have været i Behold.


Anm. Klüver 124. Skaktavel er en bekjendt adelig Familie, der eiede flere Sædegaarde i Landet. Af Norges gamle Adel findes nu kun faa Spor. Bønderne paa Harildstad og Bjølstad i Gudbrandsdalen skulde være Descendenter af Familien Bratt (Hiorthøy 2, 36, Kraft 2, 123) og Navnet Thord er gjennem Aarhundreder gaaet fra Mand til Mand i denne Slægt. (Budstikken 3, 195). Bønderne paa Qvaesberg og Sandbo, ligeledes i Gudbrandsdalen, paastaae at nedstamme fra den adelige Familie Gjæsling, og de paa Gaarden Valberg fra Iljarnerne. Af Familien Galtung findes Afkom og flere Minder paa Gaarden Thornes i Hardanger. (Budstikken 6, 675 og meddeelt).


Reformationen

Da de danske Høvdinger begyndte Kirkeforbedringen i det uforberedte Norge med at fængsle de katholske Bisper, jage Munkene ud af Klostrene, ødelegge Helgenbilleder, kort med en Voldsomhed, der ei kunde gjøre den nye Lære yndet, vedblev Folket endnu længe i Hjertet at være katholsk[7] og den nye Lære og dens Prester fiendsk. Dette kunne vi see saavel af følgende Sagn, som deraf, at Fogden paa Agdesiden blev dødelig saaret, fordi han vilde tvinge Almuen til at give deres evangeliske Prester Underholdning; at Almuen i Oslo og Hammer Stifter ved Kongebud maatte tvinges til at give Tiende og opbygge de forfaldne Prestegaarde; og at man i Danmark dengang almindeligen troede, at Nordmændene sloge deres evangeliske Prester ihjel, en Tro, som finder Stadfæstelse i følgende Sagn og i Peder Claussens Beretning: "Jeg haver kjendt En, der var fød, hvis Fader hafde ihjelslaget tre Prester." Som Bidrag til Reformationshistorien kan følgende Efterretninger tjene. I Sætersdalen maatte Presten Lauritz Hansen flye for Folkets Ugudelighed. Hans Eftermand blev myrdet i Kirken af Lensmanden, saa at der udfordredes Folk som Nils den Stærke og Store, der med Magt kunde tvinge Almuen til at modtage den sande Lærdom. Dette maa dog have frugtet lidet; thi Peder Tøgersen, som kom til Kaldet 1611, maatte flygte til Haa paa Jæderen, da de haarde og gjenstridige Døler vilde slaae ham ihjel. Den første Prest i Vardal var Hans Nummedal. I hans Tid gik de afsatte Munke omkring og tiggede. Hr. Jonas, den tredie Prest i Vardal efter Reformationen, blev af Almuen afsat, fordi han fra Prædikestolen udskjelte Bønderne for Tyve, for deres begangne Tiendesvig. Hr. Jens Roeschield, Prest i Hallingdal 1603, blev hadet og forfulgt af Almuen fordi han vilde udrydde adskillige Levninger af Pavedømmet.

Biskop Olaf

Ved Siden af Alteret i Vangens Kirke paa Vos er en Lem, hvorunder der findes en Trappe, som fører ned til en Kjelder. I dennes ene Hjørne findes en Grue, (Arne), og paa samme en slukt Brand. Sagnet gaaer, at den sidste katholske Bisp i Bergen paa sin Flugt til Vos her fandt Tilhold og, at han i Førstningen skjulte sig i denne Kjelder, hvor han en Tid lang maatte holde sin egen Husholdning. Siden skal han have flyttet hen til Gaarden Dukstad, hvor han døde.


Anm. Olaf Thorkelsen, den sidste katholske Bisp i Bergen (1523 til 1533) begav sig, da Reformationen begyndte at faae Overhand i Bergen, til Vos, hvor Almuen tog ham i Forsvar. Her døde han paa Gaarden Dukstad, 1533 og blev begraven i Vangens Kirke. Han dadledes for sin Havesyge og Begjerlighed efter Hamborgerøl, og den samtidige Absalon Pedersson siger om ham; "Han var den sidste, allergjerrigste og uretfærdigste papistiske Bisp i Bergen. (Saml. til den danske Hist. 2, 2. 94. Om denne maaskee for haardt bedømte Mand see Holbergs Besk. 177).


Preste-Drab

Den sidste papistiske og første evangeliske Prest i Botne Sogn ved Holmestrand var Hr. David. Da han en Juledagsmorgen kom fra Annexet Hillestad med sit Offer, der bestod af 4 1/2 Rdl., blev han overfalden af Bonden paa Gaarden Allem og myrdet i en Skov, ikke langt fra Botne Prestegaard ved en Kilde, som til Minde om denne Udaad heder Davids Kilde. I Laurdal i samme Provsti levede der en Prest, som hedte Hr. Lars. Han blev ihjelslagen af sine egne Sognefolk.

Paa en Ligsteen udenfor Jondal Kirke i Hardanger sees nogle dybe Huller, der siges at være tærede af en Prests Blod, som Bønderne sloge ihjel, fordi han vilde forandre deres papistiske Ottesang, deres Ave Maria, deres Vievand og Korsbetegnelse, (Møllers Jarlsbergs Provsties Beskr. 82, 117 og Budstikken 7, 371).

Hr. Erik

Den første Prest til Nes i Hallingdalen efter Reformationen var Hr. Erik. Han stræbte med megen Iver at udrydde den papistiske Overtro. I Flaa Annex havde Bønderne to Helgenbilleder, som de tilbade med megen Andagt, og som de holdt høit i Ære; men aldrig saasnart fik Hr. Erik derom Efterretning, førend han, da han engang kom til Kirken for at holde Gudstjenesten, i Almuens Paasyn tog Helgenbillederne og kastede dem ud i den forbirindende Elv, i det han bebreidede sine Sognefolk deres forfængelige Tro paa disse Afguder. Qvinderne toge sig især deres Helgeners Skjebne nær, og raabte grædende "du har taget vore Guder bort."


Anm. Top. Journal 31, 189. I Journal over Ringerikes og Hadelands Provsti fra 1733, berettes: "Hr. Erik skal have lidt meget Had og Forfølgelse af Menighederne, besynderlig af Qvindekjønnet for deres Helgeners Statua, han lod opbrænde eller kaste i Vandet, hvorover der skal have været en ynkelig Tid og Graad hele Kaldet over."


Presten på Agerø

Den første evangeliske Prest paa Agerøen i Romsdalen var udentvivl Olaf Thordsson, der kom did 1542; thi hans Formand Hr. Harald skal efter Sagnet have læst paa Perlebaand eller Stene efter papistisk Viis. Efter 30 Aars Embedsførelse blev han formedelst en sørgelig Vaadegjerning afsat. Engang kom hans Søn Samuel hjem fra Jagten og traadte i Thusmørket ind i sin Faders Sengkammer. Vækket af sin Slummer troe de den ulykkelige Fader, at det var hans bittre Fiende, som kom. Han greb derfor sin Stok, slog veldigen til og dræbte sin egen Søn.


Anm. Olaf Thordsson blev efter Hattings Prestehistorie ordineret af Geble Pedersson, den første evangeliske Bisp i Bergen. (Det kongl. norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarhun drede 1, 5, 335).


Klokkeskjeret

Ved Øen Haasteen paa Jædderen findes et Skjer, som kaldes Klokkeskjer. Navnet skal det efter Sagnet have faaet deraf, at et Orlogskib, som skulde bortføre 5 Klokker, der vare tagne fra Stavangers Kirke, her stødte paa og forliste.

Gudmundskjeret

Paa den Tid, da den danske Konge havde besluttet at indføre den lutherske Lære, sendtes fra Christiania en luthersk Prest til Qvilleherred i Bahus. Ved sin Ankomst lod han den forrige papistiske Prest Hr. Gudmund vide, hvorfor han var kommen. Da denne fik det at høre, udbad han sig Tilladelse til næste Søndag at holde sin Afskedsprædiken. Da dette blev indvilget, holdt han en Tale, hvori han til Slutning bad, at Herren ved et Tegn vilde bevise, at den Lære, han lærte, var den rette. Denne Tale blev holdt Søndags Formiddag. Om Ettermiddagen prædikede den lutherske Prest, som hedte Gude Gjädde. Ogsaa han endte sin Prædiken med en Bøn om, at Gud ved et Tegn vilde vise, at hans Lære var den rette. Den katholske Prest bestiger nu en Baad; men neppe var han kommen ud paa Søen, førend han støder an mod en Klippe, hvoraf man tilforn Intet havde vidst, kuldseiler og drukner. Til Minde herom kaldes Klippen endnu Gudmundsskjer. Bevæget ved dette Tegn, antog Almuen i Hobetal den nye Lære.


Anm. Kalms bahuslänska Resa 157. Oedmann i sin Bahus-Beskr. 320 fortæller derimod, at Hr. Gudmund fra sin Baad holdt en Tale, som han endte med Ønsket om at gaae tilgrunde ved næste Skjer, hvis hans Lære ei var den rette. Dette indtraf. I en stærk Storm stødte han mod det Skjer, som endnu hedder Gudrnundsskjer. Hr. Gudde Axelsson Gjädde, som fra 1534 1573 var Prest paa dette Sted, var af thrøndersk Adel; men hans Fader havde ved at ægte en Kjøbmandsdatter forbrudt sit Adelskab. Han var en driftig Mand, der i sin Ungdom havde studeret i Wittenberg og siden som Lieutenant brugt Sværdet, hvor for han ogsaa stedse som Prest og Provst over Viken bar Pistoler og et stort Slagsværd. Han stod i Brevvexling med Luther, og modtog som Olding Besøg af den lærde engelske Konge, Jacob V, da denne reiste fra Oslo til Kjøbenhavn. Han døde blind og blev efterfulgt af sin Søn Jens († 1624) og Sønnesøn Johan, der 1628 giftede sig med Maria Michelsdatter paa Huseby ved Drammen og døde 1664.


De tydske Bjergfolk i Thelemarken

Ved Sundbarmvand i Sillejord findes endnu betydelige Levninger af Guldnes Kobberverk, der hører til Norges ældste Bjergverker, og under dets første Navn Sundsberg allerede omtales 1524, da Biskop Mogens af Hammer o. Fl. fik Privilegium paa Verket. Christian III besluttede derimod at drive det med tydske Bjergfolk for kongelig Regning. Med disse fremmede Gjester vare Bønderne imidlertid høist misfornøiede, da de opførte sig med megen Voldsomhed, og fore om paa Sætrene, og toge hvad dem selv lystede. Paa Gaarden Sundsbarm viser man endnu det Sted, hvor sex af disse Tydskere, der efter Sagnet bleve henrettede, fordi de havde villet voldtage nogle Fruentimmer paa en Støl, ligge begravne. Over saadan Adfærd bleve Thelebønderne forbittrede, samlede sig og sloge alle Tydskerne ihjel, eller, som Andre fortælle, joge de dem ud af Thelemarken. Nok er det, Kongen blev meget opbragt og sendte Soldater mod dem. Bønderne grebe ogsaa til Vaaben; men de bleve omringede ved den saakaldte Rustli i eller Bogerli i Hjerdal og nødte til at udlevere deres Buer, og straffedes ovenikjøbet haardt for deres Dristighed.

I den endnu synlige Lovisen-Grube paa Guldnes fortæller Sagnet, at en Nut eller et Fjeldstykke rapede ned under Mineringen og begrov syv af de tydske Bjergmænd levende. Man kunde imidlertid tale med de Ulykkelige og opholdt deres Liv ved at lade Erter og Vand løbe ned til dem gjennem Geværpiber, indtil de efter 8 Dages Forløb selv bade, at man vilde holde op dermed, for ikke længere at frygteliggjøre den alligevel uundgaaelige Død.


Anm. Meddeelt og mundtligt. Villes Beskr. over Sillejord, S. 19, Lunds Beskr. over Thelemarken S. 262. Lehnsherrerne paa Bahus og Akershus Claus Bilde og Peder Hansen Basse bleve af Kongen 1540 beordrede til med Vaabenmagt at kue Opstanden. De sendte de til Modstand forsamlede Bønder Bud, at, hvis de indfandt sig vaabenløse, vilde man handle om Fred; men neppe havde de ladet sig forlede til at nedlægge deres Vaaben, førend de bleve omringede og fangne. 16 Ophavsmænd bleve udtagne. 5 af dem bleve strax henrettede, i det den 6te blev gjort til Bøddel. De øvrige 10 maatte løse Livet med 1040 Mark Sølv og Gaarden Sundsbarm. Alle øvrige Mænd i de tvende mest skyldige Prestegjeld maatte hver bøde en Ko, 2 Faar, et Pund Smør, en Tønde Malt eller Meel, desuden 2 Lod Sølv; men enhver Jord eier 4 Lod Sølv og arbeide 4 Dage paa Guldnes. De øvrige Prestegjeld slap noget bedre (See Ville S. 28).

Svalekrigen

Den nordiske Syvaarsfeide blev i Norge kaldet Svalekrigen. Dette Navn skal den have faaet af en Hører ved Hammer Skole, der hedte Svale. Af sine Skolegutter, Haandværkssvende og Andre dannede han en liden Skare, som under hans Anførsel flere Gange overraskede og slog de fiendtlige Streifepartier. Tilsidst satte han dog Livet til i en Træfning.

Paa samme Tid var der en Prest i Laurdal, der hedte Hans Handrot. Et lidet svensk Parti kom da ind i Sognet for at afbryde tvende Broer, der laa over Laugen-Elv. Anføreren, der var Lieutenant, tog ind paa Prestegaarden; men da han ei fik saadan Modtagelse og Pleie, som han fordrede, befoel han en Tjenestekarl at hente Heste hjem, og, da denne ei strax adlød Befalingen, skjød Lieutenanten ham ihjel paa Stedet. Han lod derpaa Presten binde og sætte bag paa den Hest, hvorpaa han selv red, og slæbte saaledes den stakkels Mand med sig lige til Haugssund paa Eker. Den svenske General, som stod her med sine Soldater, lod Presten kalde til sig og spurgte, om han vidste Noget om Svale-Rumpa. "Jeg frygter," svarede Presten, "at den nu begynder at spille i Vandet." Generalen blev forbauset og befoel at sætte Fangerne i god Forvaring. Lieutenanten fremstillede derpaa Presten igjen for Generalen og spurgte; "Herra, skal jeg sjuta Sokne-Herran ihjel eller stikka hannom?" Generalen svarede da: "Du skal hverken stikka eller sjuta ham, men lade ham reisa hjem igjen." Derover blev Lieutenanten saa forbittret, at han med knyttet Næve slog Presten saaledes i Ansigtet, at Næse og Mund stode i Blod. Da leverede Generalen ham et rødt Silketørklæde med de Ord: "Tag detta Tørklæde, Sokne-Herra! og tørka Dig med det, behold det og siig, at Halvor paa Kinka gav dig det." Presten fik derpaa Orlov og drog hjem til Laurdal, hvor han i 39 Aar var Prest.

I Nærheden af Haugssund ligger et Sted, der kaldes Sanddalen, hvor Sagnet heretter, at en svensk Trop blev nedsablet. Man har siden her fundet en Mængde Menneskebeen. Samme Tid skal de Svenske have husseret paa Eker, hvor de blandt Andet ranede en prægtig Chorkaabe, der fandtes i Haugs Kirke. Samme Gang angreb de Herregaarden Fossesholm. De plantede deres Kanoner paa en Haug, som til Minde herom endnu kaldes Smeldehaugen. I Væggene paa de gamle nu nedrevne Huse paa Fossesholm saa man længe efter de Svenskes Kugler. De Svenskes Anfører skal have været Mons Svale, de Norskes derimod en Krabbe, efter hvem enhver Stød og Allarm endnu i denne Egn kaldes Krabbekrig[8].


Anm. Møllers Jarlsberg Provsties Beskr. 117. Strøms Beskr. over Eker 272. Efter Ramus’s Beretning, (Norges Historie 318) der stemmer overeens med Sagnet, skal Krigen have faaet Navn af en Hører paa Hammers Skole, der i Spidsen for en Deel Frivillige slog de Svenske ved Høysema paa Eker og ved Sørhol paa Ringerike. Dog er det rimeligere, at Krigen har faaet sit Navn efter den kjekke norske Høvding Mogens Svale, der boede paa Gaarden Aker ved Hammer, med mindre man vil antage, at disse to Svaler var een og samme Person, og at Mogens, ved at stille sig i Spidsen for Skoledrenge o.s.v., af Sagnet siden er bleven gjort til en Hører ɔ: Skolemester. Sagnet om, at han faldt i et Slag, maa da være ugrundet; thi længe efter denne Krig nævnes Mogens Svale som Landoberst (Thaarups Mag. 2, 219). Da de Svenske ingensinde have trængt saa dybt ind i Landet som i denne Krig, og de Danske, som havde nedsat sig i Landet, af Nordmændene da vel bleve betragtede som Fremmede, er det sandsynligt, at de ikke faa Sagn, der findes paa Søndmør (Strøm 2, 175, 380) om Juternes o: de Danskes Forfølgelse og Udryddelse, der skal have været almindelig over det hele Land, bør henføres til denne Krig. Det Slag, der efter Sagnet blev leveret mellem de Danske og Svenske ved Bo i Romsdalen, og som Ramus i sin Norriges Beskr. S. 181 troer at være bleven holdt 1612, henføres vel ogsaa rigtigere til denne Krig, der som bekjendt førtes fra Aar 1563—1570 og under hvilken Byerne Hammer, Sarpsborg og Oslo bleve opbrændte.


Erik Munk

Erik Munk (død 1594) var en dansk-norsk lensherre og sjømilitær. Munk var i siste halvpart av 1500-tallet en av Norges fremste "gründere" og en av sin tids mest bisarre renessansepersonligheter. Etter flere store militære bedrifter under den nordiske sjuårskrig endte han sine dager som en av sin tids strengest bevoktede fanger på Dragsholm slott. Commons.

Paa Nedenes Kongsgaard boede i fordums Dage Munken, der dog ingen Munk var, men derimod en voldsom Herre. Han plagede Almuen paa alle Maader, og søgte ved svere Bøder og lignende Midler at udvide Kongsgaardens Grændser, saaat den skulde komme til at indbefatte det hele Eid lige fra Qvægshaugshyllen til Sømskilen. En Indgangskone fra Nabogaarden Skotta maatte derfor betale i Bøder hele den Mark, som laa mellem Kongsgaarden og den Sti, hvorpaa hun havde gaaet, førend hun endnu havde besøgt Kirken. Ved Fodangler og lignende Tingester, som han lagde i Skoven og omkring paa Marken, tilføiede han den stakkels Bonde megen Ulempe. Han var derfor meget forhadt. Ja, en Mand[9], som boede paa den anden Side af Elven (Nidelven), havde endog svoret paa at skyde ham ihjel, naar han viste sig ved Søboden, hvor han havde sit almindelige Baadestø. Munken saa sig derved nødt til at vælge det længere nede liggende Baadestø, der endnu den Dag i Dag kaldes Munkestø. Mellem Nedenes Gaard og Øiestad Kirke findes en Bro, som endnu kaldes Munkebroen, og paa Skyttevolden skal hans Skytte have boet. Endelig blev man ham qvit paa følgende Maade. I Nærheden landede et kongeligt Skib, hvis Officierer gik op for at besøge Munken, der modtog og bevertede dem herligen. Befalingsmanden paa Skibet bad nu ham igjen til Gjest hos sig; men neppe var han kommen ombord, før end Skibet lettede Anker og førte Munken ned til Danmark. Den Holme, hvorved Skibet laa, kaldte Bønderne siden Brudeholmen; thi de bleve saa glade ved at miste ham, at de samledes paa dette Sted og levede saa lystigt, som om de skulde have været til Bryllups. (Mundtligt).


Anm. Uagtet den Bonde, som fortalte mig dette Sagn, kaldte Lensmanden kun Munken, saa er det ingen Tvivl underkastet, at det tydede hen paa den berygtede Erik Munk, der var Lehnsmand i Nedenes og Raabygdelauget, under Kong Fredrik ll’s Regjering. Samme Erik Nielsen Munk til Hjørne (i Halland) havde udmærket sig som Søkriger i Syvaarskrigen. (Suhms Saml. 2, 2, 95, 97, 101 og Saml. til Norges Sprog og Historie 1, 216). Ved et kongl. Lehnsbrev af 3die Juledag 1570 (Budst. 6, 209) blev han forlehnet med Nedenes, hvor han opførte sig saa egenmægtigen og voldsomt, at Almuen 1581 klagede over ham til Kongen, og en Herredag i Oslo, der skulde dømme i denne Tvist, den 2den August 1585, blandt andet erklærede hans foreskrevne Markskjel for ulovlige. Hans Gods blev forbrudt under Kronen. (Sammenlign nyt dansk Magazin 2, 193. Hist. Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge ved Nyerup 1, 344. Samlingerne 1, 251). Erik Munks Søn er den af sine Opdagelsesreiser i Nordishavet bekjendte Søkapitain Jens Munk, der efter Sagnet skal være født i Barbo i et Huus, der har staaet paa eller ved det saakaldte Munken. Barbo hørte nemlig til Erik Munks Gods.


Peder Clausson

Peder Claussøn Friis (1545 - 1614) var en norsk geistlig og historisk-topografisk forfatter. Commons.

Da Peder Clausson blev Prest til Undal herskede der endnu blandt Almuen mange papistiske Skikke og megen Overtro, som denne ligesaa nidkjere som lærde Prest søgte at udrydde. I de Dage fandtes der i Kirken mange Helgenbilleder, som Almuen efter gammel Skik tilbad; men for at tilintetgjøre sligt Afguderi, kastede han dem i Undalselven, paa det at de skulde flyde bort med Strømmen. En Bondemand fra Gaarden Syrdal, som just var ude at fiske paa Svinøerfjorden, blev høist forbauset ved at see sin Afgud komme flydende til sig paa Vandet. Han tog strax Billedet op, og bragte det i Stilhed hjem, hvor han beholdt det hemmelig hos sig og ydede det Tilbedelse i lang Tid, førend det blev bekjendt og af Presten afstraffet. Nogle lægge til, at Billedet var af Guld; men at det formedelst dets Hellighed flød. En anden Sag, der ogsaa lever i Folkesagn, havde nær bragt Clausson i stor Ulykke. Han havde enten solgt eller bortbyttet en Hest til en Fjeldmand, der fandt sig misfornøiet med Handelen, og derfor gjorde flere Forsøg paa at faae Presten til at tage Hesten tilbage, men forgjeves; Fjeldmanden blev opbragt, Presten ligesaa, og det kom saa vidt, at Bonden maatte rømme med Hesten over Undalselven til Gaarden Vigeland. Her, hvor Bonden troede sig i Sikikerhed, brugte han atter store Ord og raabte, at han skulde binde den usle Hest ved Aabredden, Presten til Vanære. Clausson, der var en hidsig Mand og en god Skytte, gik ind i Prestegaarden efter sin Rifle, skjød over og traf Bonden, som blev liggende død paa Stedet. Clausson blev derpaa sagsøgt og ved Underretten dømt fra Livet; men da han som Prest var fri for Heftelse, og havde indanket sin Sag til en Herredag i Bergen, begav han sig ud til Lindesnes for at vente paa Kongejagten. Under Ventningen reiser han ud at fiske; han faaer en usedvanlig Helleflyndre og treffer strax efter Kongejagten. Presten gaaer ukjendt ombord og frembyder sin Fisk for Kronprindsen, som var der for at reise til Herredagen. Saavel Kronprindsen som hans Følge blev meget forundret over Fisken, hvis Lige de aldrig havde seet, og da de spurgte, hvilken Belønning han fordrede for den, svarede han: "Intet; men tænk, o Herre! paa mig, naar jeg staaer bleg og skjelvende for Herredagen i Bergen." Om Presten nu tilkjendegav hvem han var, vides ikke; men paa Herredagen blev han frikjendt og levede som Provst og Sogneprest til sin Død. Mange Bønder sige, at de nedstamme fra ham. (Meddeelt).


Anm. I Choret i Valle Hovedkirke findes Peder Claussons Portræt, malet paa en Trætavle og vel vedligeholdt. Paa Maleriet er skrevet: "Peder Clausson, født i Eger Øsund, Anno 1545 d. 1. Apr., blefv Sogneprest i Undal og Provst 1566, døde Anno Christi 1614, anno ætatis 69 Compl. ora et labora. "Han er malet i Presteornat med en Bog i den ene Haand og et hvidt Tørklæde i den anden; han har langt graat Skjeg, i Panden nedhængende og paa Siderne noget krøllet Haar. Hans Øine ere skarpe og livlige, Panden fremstaaende, og alle Ansigtstrækkene, der ere stærke og grove, fremstille en alvorlig og streng Mand. Det Hele viser en høi Grad af Bestemthed, og, naar undtages den altfor store Strenghed, et tækkeligt Ansigt. En Copi heraf er Claussons Portræt i Aalls Udgave af Snorre. Da Snorre Sturlesons berømte Forfatter er en saa almeen bekjendt Mand, tager jeg ei i Betænkning at meddele Følgende, som Hr. Provst Dassen tilligemed Sagnet godhedsfuld har meddeelt mig. "Hr. Clausson ombyggede den gamle Kirke i Valle Sogn og flyttede den fra Gaarden Foss, 1/2 Miil længere op i Dalen, ned til Prestegaarden. I den 1792 nedrevne Kirke fandtes paa en af Stolene følgende Inskription: "Anno Christi 1577 haver jeg Peder Clausson, Sogneprest i Undal med Øvrighedens Bevilling, og efter min Hr. Biskops Raad, Magister Jørgen Eriksons og mine Sogen-Bønders Bøn og Begjering ladet bygge Valle Kirke af nye paa min egen Bekostning, og gav jeg Kirken til samme Bygning C Rdlr., det andet er mig af Kirken betalt, og Sognemændene gave dertil L Rdlr. Anno 1591 lod jeg bygge Choret dertil. Alt tre Gange saa stort som det Gamle; jeg lod og gjøre den for gyldte Kalk og Disk, dog Alt uroset for Gud. Anno 1608 haver jeg med min Hr. Biskops Lauritz Claussons Bevilling ladet gjøre den Tavle ved Alteret og den ved Fonten; de ere formalede af Peder Reymers; men Choret og Vaabenhuset malede Lydke Dirichsen. Gud lade det være gjort til sit hellige Navns Lov, Priis og Ære og Menniskens Saligheds Forfremmelse, Amen. En Ting beder jeg af Herren, det havde jeg gjerne, at jeg maatte blive i Herrens Huus al min Livs Tid, at skue Herrens Guds Tjeneste og beskue hans Tempel, Ps. XXVII. Forkast mig ikke i min Alderdom, forlad mig ikke, naar jeg bliver skrøbelig. Ps. LXXI. Anno 1608 in Julio." Af Fortalen til Pontoppidans naturlige Historie seer man, at Peder Clausson, foruden sin Norges Beskrivelse, ogsaa havde forfattet "de norske Dyrs Historie", som han ogsaa sendte sin lærde Ven, Dr. M. Worm i Kjøbenhavn til Gjennemsyn. Ved hans Død kom Manuskriptet i Thomas Bartolins Hænder, med hvis Gaard det opbrændte. Worm anfører; Petri Undalini fragmenta historiæ animalium Norv. MSS, qvæ peiles me sunt, i hans Traktat de mure Norv.


Skottekrigen

Hr. Zinklar drog over salten Hav,
Til Norrig hans Cours monne stande;
Blandt Gudbrands Klipper han fandt sin Grav,
Der vanked saa blodig en Pande.


Da Hr. Sinklar med sine Skotter August 1612 kom seilende ind af Romsdalsfjorden, laa Bonden Ivar Helland fra Vestnes Sogn ude paa Fjorden og fiskede og havde kun med sig i Baaden sin Datter, et halvvoxent Pigebarn, for at andøve (ɔ: holde paa Aarerne). Skotterne opsnappede dem og nødte begge til at gaae ombord. Da det forskrækkede Pigebarn græd, gave Skotterne hende en Sølvfingerbøl og en Sax med Sølvhaandfang og sendte hende derpaa iland igjen. Ivar derimod maatte blive for at lodse dem ind ad Fjorden til Væblungsnesset. Da han kom til Klungeneshammeren, der siden kaldes Skottehammeren, 1/4 Mill fra Væblungsnesset, erklærede han, at Fartøiet ei kunde flyde længere ind. Paa Klungenes boede paa den Tid en Mand, som hedte Peder. Ham fik Skotterne nu fat paa og tvang ham til at være deres Veiviser, da de besluttede sig til her at gaae i Land. Ivar løslode de derpaa med Belønning for hans Uleilighed og han skyndte sig strax til Væblungsnesset for at gjøre Allarm og lade Budstikken gaae op gjennem Dalen, medens Peder Klungenes sinkede Skotternes Ankomst ved at føre dem paa en høist besverlig Vei omkring Isfjorden. For at Peder blandt Fjeldene ei skulde løbe sin Vei, blev han ved en Snor i Haaret bunden til en ridende Skotte. Foruden mange hundrede Mand førte Sinklar med sig en Hex, som dagligen spaaede ham, og to farlige Vildtyrker eller Trynetyrker, der som Jagthunde kunde opspore Mennesker. Varslede saavel af Ivar som af Peder, der fik sendt sin Pige afsted, erholdt Romsdølerne Tid til at samle sig medens Skotterne banede sig Vei om Isefjorden. De besluttede ogsaa med Stok og Steen at gjøre Modstand, men uden ordentlige Vaaben og Anfører kunde de Intet udrette. Da Skotterne skjendede Piger og unge Koner, hvor de kom frem og røvede Penge og Sølv, betog Skræk og Rædsel Mange, saa at de forlode deres Gaarde og flygtede tilfjelds med deres bedste Gods. Enkelte Skotter bleve dog dræbte, og paa Gaarden Rødstulen lykkedes det en sikker Skytte at fælde en af de Vildtyrker, som Sinklar havde med sig. Over Enebo og Skauge trængte Skotterne ind i Gudbrandsdalen. Paa Skauge havde Alle grebet Flugten undtagen Mandens gamle Bedstemoder. Hende sloge Skotterne ihjel og afbrændte derpaa Gaarden. Paa Mærrasletta sloge de Leir og holdt Rastdag. Ved Jara, Andre sige ved Dovre-Bro, dukkede de Peder Klungenes flere Gange ned i Elven med Trudsel at lade ham blive der, hvis han ikke viste dem den rette Vei, og de trak ham ei op, førend han svor: "om jeg skal døe her, saa Gud hjelpe mig om jeg veed nogen anden Vei."


Anm. Mundtligt og Krags Sagn om "Slaget ved Kringlen, hvor Tildragelsen med "Peder Klognes" omstændeligst fortælles. (Saml. Schønings Reise 2, 112 og Klüver S. 124). De Gaver, som Ivars Datter fik, kom siden ved Arv til Gjelstein, hvor de længe opbevaredes. Ivar skal have været en Ætling af Familien Skaktavel.


Slaget ved Kringlen

Monumentet som ble reist i 1912 på stedet for slaget ved Kringen («skotteslaget» 1612), er dekorert med et relieff som forestiller Pillarguri. (Foto: Leifern, 2009. Commons.)

Saasnart Rygtet om disse voldsomme Fremmedes Ankomst naaede Lensmand Lars Hage i Dovresogn, sendte han strax Budstikken ud og skyndte sig til Dovrekirke, hvor der just var Gudstjeneste. Tre Gange bankede han i Kirkegulvet med sin Stav og raabte: "Giver Ly! Fienden er kommen i Landet." Tjenesten hævedes strax og Almuen greb til Vaaben og besluttede ved Kløveveien Rosten at gjøre Skotterne Modstand. Efter nogen Overveielse foretrak de dog at trække sig længer tilbage til det trange Bjergpas Kringlen eller Kringom. Dog kastede de først Broen ved Rosten af, hvorved Fienden noget forsinkedes, og gave derved Bønderne fra Vaage, Lessø, Froen og Ringebo Stunder til at berede Skotterne en varm Modtagelse. Paa Rommundgaard ovemattede Sinklar i en Stue, som endnu vises, og da han om Morgenen afbrændte Krudt i sin Haand, for at erfare om Toget vilde blive lykkeligt, slog Røgen ind mod hans Bryst. Han udbrød da: "I Dag lider jeg Skade paa mine Folk, hvor stor den saa kan blive." Et stort Uheld traf ham strax. Hans anden Vildtyrk eller Veirløber, "der havde skarpt Veir af christent Blod," blev skudt samme Morgen ved Ødegaarden af en gammel Tjenestekarl, som laa paa Luur med sin Hornkreik (Bue) i en Hampeager. "Tryntyrken", som desuden havde forspist sig paa suur Melk, kunde her ei lugte saa godt som ellers og løb i Fælden, og den sure Melk sprødtede ud af ham i det samme Pilen traf ham. Onsdagen den 26de August marscherede Skotterne under Krigsmusik syd over, og da de hørte Børneskrig fra Fjeldene, hvorhen Qvinder og Børn vare flygtede, udbrøde de med Spot: "Hør Troldkattene, hvor de skrige, naar vi komme igjen skal vi besøge dem." De fik dog snart Andet at tænke paa. De nærmede sig nu Kringlen, hvor Bønderne havde store Forskandsninger af Tømmer og Steen for dermed at knuse Skotterne, naar de kom paa Skraaningen mellem Fjeldet og Laugen-Elv. Forat Fienden ikke skulde mærke Uraad havde de tildækket Alt med Løv og for at aflede hans Opmærksomhed, havde de, efter Raad af Arne Gunstad, stillet deres mindre krigsdygtige Mandskab paa Storøen i Laugen, hvor det skulde gjøre blind Allarm. Desuden lode de en Mand ride baglænds paa en hvid Hest over paa Øen med Befaling stedse at holde lige Linie med Skotternes Fortrop, Oppe paa Selsjordskampen, en Fjeldknat, hvorfra man nøie kunde oversee den omliggende Egn og den fremrykkende Fiende, havde man stillet en Pige, der godt kunde blæse paa Stut eller Horn og derfor kaldtes Pillar-Guri. Hende paalagde man, at hun, naar Fienden var kommen paa et bestemt Sted, skulde støde i Hornet og derved bortdrage Skotternes Opmærksomhed og give Bønderne, som fra deres Baghold ei kunde see Fienden, det fomødne Tegn. Alt gik efter Ønske. Skotternes Fortrop, der bestod af 60—100 Mand, drog gjennom Kringlen uden at mærke nogen Fiende. Nu kom Hovedstyrken. Guris usedvanlige og sørgmodige Toner lyde. De "muntre" Skotter standse og svare hende med en Krigsmarsch. Atter lyde de samme Toner fra Selsjordskampens Tinde. Skotterne svare hende anden Gang. Flere Salver af Geværskud høres nu fra Storøen, men ingen Kugle rammer. Ved enhver Salve løfte Skotterne spottende paa deres Huer. Nu er det af gjørende Øiøblik kommet. Berdon Seilstad tager Sigte af Sinklar selv, og for at være sikker paa, at hans Skud ei skal glippe, om Obersten endog var skudfri, havde han ladet sin Bøsse med sin Sølvhalsknap, som han havde tygget sammen. Skuddet falder, Kuglen rammer Sinklar i Panden over det venstre Øie, og han falder død ned paa det Sted, som endnu kaldes Sinklars-Dokken. I det samme Øiøblik styrtede Steen- og Tømmervælterne ned over de ulykkelige Skotter. Nogle knuses, Andre styrte ned i Elven, atter Andre nedskydes eller nedhugges af de forbittrede Døler. Guris sørgmodige Toner lød nu gjennem Kampens Gny, men da hun seer Laugen farvet af Blod, kaster hun Hornet over Hovedet, gaaer bort og græder. Blandt dem, som ynkelig omkom ved Kringlen, nævner et Sagn ogsaa Sinklars Frue og Barn, som Kjel Fjerdingreen paa Opfordring af sin Fæstemø forgjeves søgte at frelse, ja han satte endog selv Livet til under Forsøget.

Paa det Sted, hvor Sinklar faldt, opreiste man en simpel Støtte med den Paaskrift: Her blef Oberste Georg Sinclar, skudt dend 28de Augusti Anno 1612, og ved Qvams gamle Kirkegaard viser man endnu Sinklars Grav.


Anm. Om disse Sagn og deres Overeensstemmelse med Historien og fornemmelig med den norske Statholder Envold Kruses Beretning af 17de Sept. 1612, see "Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringlen," ved hvis Samling og Udgivelse Hr. Provst Krag har gjort sig fortjent af vor Sagnlitteratur og Historie. Sammenlign ogsaa Slange S. 354. Kampen ved Kringlen varede 1 1/2 Time, Bøndernes Tal var i Slaget sandsynligvis 400 - 500 Mand, hvoraf 6 faldt og nogle bleve saarede, som det staaer i den gamle Dølevise, hvor denne Begivenhed omstændelig besynges. Om Sinklars Frue ere Sagnene modsigende (see Side 40), da hendes Skjebne synes at forvexles med den Troldkvinde, som Sinklar efter et romsdalsk Sagn medførte, og som intet Varsel kunde give, da hun om Morgenen før Slaget blev adspurgt. Af Forbittrelse over Skotternes Nederlag skal hun paa Sel have udsaaet den bekjendte Vandskarntyde, Selsnepa kaldet, som her findes i Overflod. Hun var formodentlig den Hex, som efter Sagnet Bønderne styrtede i Laugen, og som inden hun blev Bølgernes Rov istemte en vild Sang. Sinklars Frue kom derimod efter et Sagn til Glømen i Øyer, hvor hun blev Vinteren over. Den Bygning, hvori hun boede, vises endnu. Hermed fortjener at sammenlignes hvad Anders Munch 1731 indførte i Vaage Kaldsbog: "Anno 1612 blev Oberst Jørgen Zinchol, da han kom fra Romsdalen med 900 Mand for at conjugere sig med de Svenske, som laae ved Baare Kirke, overfaldet af Bønderne udi Kringlen og totaliter slagne med alle sine, undtagen hans Frue og 3 Haandverksfolk, som Bønderne havde nødig. Krag. 13. Et med Elfenben indlagt Pistolskjæfte, der efter Sagnet skal have tilhørt Sinclar, vises endnu paa Museet i Christiania og et Krudthorn i Bergens Museum. Paa Ødegaarden i Dovre findes Sinclars Pengeskrin og Krudthorn og i Kjøbenhavns Museum hans Pistoler med Bogstaverne A. S. paa. Krag 56. Denne Begivenhed er dramatisk behandlet af Rahbek i Skottekrigen eller Bondebrylluppet i Gudbrandsdalen og af H. Wergeland i Sørgespillet Sinklars Død, og romantiseret af St. Wang i "Skottertoget." 2. Dele.


Raadsbakken

Tæt ved Gaarden Graffer i Lom findes en stor Bakke, der kaldes Raadsbakken, fordi en Deel af Loms Almue her raadslog om de skulde ile de øvrige Døler tilhjelp eller ikke. Da fremtraadte Skjelqvalegutterne (fra Gaarden Skjelqvale i Lom) og erklærede, at Skotterne alligevel ei kom til Lom og at Sågen altsaa ei kom dem ved. Udfaldet blev, at de vendte tilbage hver hjem til sit. Endnu maae Loms Indbyggere af de øvrige Gudbrandsdøler høre ilde for deres Fædres Seendrægtighed.


Anm. Hjorthøy 2, 66. Krag 28. En Gudbrandsdøl glemmer endnu sjelden, naar man kommer til det Sted i Storms deilige Ballade, hvor det heder "de Bønder af Vaage, Læssøe og Lom, med skarpe Øxe paa Nakken," at gjøre opmærksom paa, at Loms Almue svigtede.


De skotske Fanger

Skotternes Fortrop, som uhindret havde passeret Kringlen, kom dog ei længere end til Gaarden Solheim, omtrent 1/4 Miil derfra, førend Bønderne indhentede den. Da disse kom stormende med Skriget: "Falder an, falder an, her have vi flere," indsaae Skotterne hvad deraf vilde flyde og erklærede at de vilde give sig til fange. De nedlagde nu Vaaben, men da de saae, at Bønderne ei vare saa mange, som de først tænlkte, grebe de atter til Vaaben og vilde slaae sig igjennem. Slaget fornyedes nu og Enden blev, at Skotterne deels nedhuggedes, deels toges tilfange. Veiviseren Peder Klungnes var blandt Fortroppen og havde nær maattet dele Skjebne med den. Paa hans Raab "jeg er Peder Klungnes, jeg er Peder Klungnes og er af Eders eget Folk," blev han dog kjendt og undslap den truende Fare. Bønderne førte nu de fangne Skotter med sig til Qvam, hvor de holdt Raad om hvad de skulde gjøre med de Fangne. De Fornemste af dem, der vare tilstede, vilde, at de Fangne skulde føres til Akershus; men Mængden, efter Sagnet ophidset af Peder Klungnes, raabte, at Alle skulde lade Livet. De toge nu de fangne Skotter ud af en Lade paa Klomstad, hvor de var indestængte, og nedskjøde de Ulykkelige Mand for Mand, med undtagelse af 18, som bleve førte til Akershus og nogle faa til, som bleve skaanede. Laden staaer endnu et Stykke i Nord for Sinklars Grav i Nærheden af Kongeveien, og de myrdede Skotter bleve begravne i Nord for Laden, paa det Sted, som endnu kaldes Skothaugen.

Om En af de fangne Skotter, som beholdt Livet, fortæller Sagnet, at da han saa Geværet lagt an mod sig, løb han hen til Ingebrikt Valde af Vaage, bønfaldt ham med ynkelige Gebærder om Frelse og søgte Skjul under hans Hest. Ingebrikt forbarmede sig over ham, hævede sin Øxe til hans Forsvar og truede med at hugge den ned, som vovede at lægge Haand paa Skotten. Han var Glasmester og forærede siden sin "Livsfar" nogle Vinduer med indbrændt Arbeide, hvoraf et endnu findes paa Valde. En anden Skotter nedsatte sig i Vaage, hvor han opryddede en Gaard, som endnu kaldes Skotlien. En reddede sig ved at svømme over Laugen og tage over Fjeldet til Ellingsbø i Hedalen, hvor han fandt venlig Modtagelse og forblev i 4 Aar. Han var Guldsmed og nedsatte sig siden i Oslo. Saa godt gik det ei to Fanger paa Gaarden Qvam og Sel. Da Opsidderne ikke fandt sin Regning ved at føde dem Vinteren over, skjød de dem om Høsten.


Anm. Statholder Kruse skriver, at 134 Skotter bleve fangne, men Dagen efter skudte, undtagen 18, i det Bønderne sagde til hverandre, at Kong Majest. havde nok at føde udi samme 18, blandt hvilke vare Kapitain Ramsy, Lieutenant Mannerpange og Hr. Bryssy. Ved et aabent Brev af 3 Sept. 1613 skjenkede Christian IV Lars Hage Gaarden Hage og Gaarden Landnam, Lensmand Peder Randklev, en af Anførerne ved Kringlen, Nedre Randklev og Bardon Seielstad Øvre-Seielstad "dem og deres Arvinger til evindelig Eiendom for deres Troskab, Flittighed og Mandelighed udi sidste forledne Feide," og meddeelte deres Gaarde tillige Frihed for den Statens Jordebogsrettighed, som kaldes Foring. Arne Gunstad, der efter Sagnet udmærkede sig ved sin Tapperhed og overordentlige Styrke, skal have faaet samme Frihed for sin Gaard. Pigen Guri, siger Sagnet, fik til Belønning Gaarden Rindal i Vaage, der siden blev kaldet Pillarviken. Paa Hage og Randklev boer endnu Lars og Peders Ætlinger. Bardons Slægt er derimod uddød. Sagnet fortæller, at Bardon siden blev stolt og overmodig. Sit Gevær førte han overalt med sig, selv i Kirken, hvor han holdt det mellem Benene. Tidsidst blev han som en farlig Person fængslet og ført til Kjøbenhavn, hvor hans Mod og Manddomsprøve dog atter forskaffede ham Frihed.


Hungersnød i Gudbrandsdalen

I Begyndelsen af det 17de Aarhundrede herskede der saadan Frost og Tørke i Lessø, at ikke alene mange Bønder formedelst Hungersnød vandrede ud, men de Øvrige lode deres Gaarde ligge udyrkede, og sendte deres Plovjern til Akershus Slot for at vise, at de ingen Skatter kunde svare. Sognepresten Hr. Jens maatte med sin Hustru Marit ogsaa forlade Hjemmet; men saa fattige vare de, at de hverken eiede Hest eller noget at leie en for, men Presten maatte sætte sin Hustru paa en Kjelke og selv trække hende over Isen til Gaarden Bottom, hvorfra de begge begave sig ud af Sognet.


Anm. Hjorthøy Beskr. over Gudbrandsdalen 2, 10. Maaskee tyder dette Sagn hen paa den store Hungersnød, som efter Historiens Vidnesbyrd traf Norge 1601, conf. Slange.

Ove Gedde

Da Ove Gedde var paa sin Reise fra Ostindien, gjorde han i en heftig Storm det Løfte, at han vilde skjenke den første Kirke, han fik see, en Altertavle, hvis han blev reddet af denne Livsfare. Da Tjølling Kirke var den første, han fik isigte, forærede han samme ikke alene den Altertavle, som endnu findes der, men ogsaa to anseelige Messingstager, der endnu staae paa Alteret og ere forsynede med latinske Vers, der minde om ham og hans Brud, Dorthea Urne.


Anm. Mundtligt. Et Par lignende Messingstager findes ogsaa i Ekers Kirke. Ove Gedde er født 1594, grundlagde 1618 de danske Besiddelser i Ostindien, blev ved sin Hjemkomst Lehnsherre over Brunlaug og Nummedal og ægtede Dorthea Urne, en Datter af Knud Urne til Aasmark. 1624 fik han Opsigt med Kongsberg Sølvverk, og blev forlehnet først med Buskerud og siden (1640) med Bratsberg Lehn. 5 Aar derefter blev han Rigs raad og Rigsadmiral og døde den 17de December 1660.


Mandfjordfjeldet

Da adskillige svenske Streifepartier i Kong Frederik lll’s Tid trængte ind i Nordlandene for at udplyndre det uforsvarede Land, viste Ofotens og Tysfjordens Finner megen Troskab imod Norge. Efter Overlæg begave nogle Finner sig tilfjelds og tilbøde de Svenske at vise dem Veien. Disse modtoge Tilbudet og bleve nu førte ind blandt Bjergkløfterne, hvor Finnerne havde leiret sig og, uden selv at tabe en Mand, med deres sikkre Rifler bragte Død og Fordervelse iblandt Fienden. En anden Flok Svenske paa omtrent 150 Mand tvang paa samme Tid en Fin, der drev om med sine Rener snart paa svensk og snart paa norsk Grund, til at være deres Veiviser ned til Tysfjorden, hvor denne Fin havde sin meste Familie. Ved Juletider begave de sig paa Reisen; han løb paa Ski, de kjørte med Rener. I Mørket leder han dem vild, og fører dem hen til et fladt Fjeld, der danner en frygtelig Styrtning; udover denne fare de, og der finde de en uventet Grav. Fjeldet kaldes til Minde herom Mandfjordfjeldet og i den nedenunder liggende Dal fandt man endnu lang Tid efter Dynger af Menneske- og Rens dyrbeen. Finnerne i Ofoten og Tysfjorden fik siden til Belønning for deres udviste Troskab deres Pladser og Rydninger til Odel og Eie.


Anm. Top. Journal og Budstikken 5, 784. Endnu 1782 fandtes hist og her Levninger af Menneske- og Rensdyrbeen; men troværdige Folk fortalte, at i deres Barndom vare disse at see dyngeviis. Saavel i Soløer som i Throndhjem har man Sagn om en rask Skiløber, der som Veiviser i Snefog bragte en lignende Ulykke over svenske Streifepartier. (Meddeelt).


Carl Gustavs Fald

Et Sagn i Norge beretter, at Sveriges krigerske Konge Carl Gustav fandt sin Bane for Frederiksteen. Misfornøiet med den ringe Fortgang, som hans Vaaben havde i Norge, reiste han selv til Halden og vilde fra den Høide, hvor "Overbjerget" siden blev anlagt, tage de norske Forskandsninger i Øiesyn. Da man fra disse blev vaer tre fornemme Herrer til Hest, skjød man efter dem, og saa derpaa den Midterste at segne af Hesten. De to andre toge ham strax under Armene og førte ham ned ad Bakken. Denne Mand var Carl, som derpaa blev ført til Gøteborg, hvor han ved sin Ankomst af to Drabanter blev tagen af Slæden, og da kunde man tydelig see, at Benene slang paa ham som paa en Død.


Anm. Schrøder heretter i sin Beskrivelse over Frederikshald 1727, S. 33, at for nogle Aar siden levede der en gammel Tømmermand, som havde været Øienvidne til den formeente Konges Fald. En svensk Dragon, Harald Stochfisch, som efter Freden blev Bytjener paa Frederikshald, bevidnede ogsaa, at Kongen paa anførte Maade fik sin Bane. Gap. Hoff tilføier (Top. Jour. 4, 36). "Udi en Journal, skrevet i Kjøbenhavn 1660, sees disse Ord: den 13de Febr. kom her Kundskab fra Gottenborg, at den svenske Konge havde bloqueret en Skandse i Norge, som kaldes Haldsskandsen, og at han for samme Skandse er bleven dødelig blesseret og bragt til Gottenborg."


Kong Carl XII

Paa Gaarden Planneborg i Urskaug laa Carl XII over en Nat. Han tog sit Leie paa Gulvet paa Halm og vægrede sig ved at ligge i Seng. Om Morgenen, da han vaagnede, morede han sig med at skyde med Pistol efter en paa Væggen malet Bjørn. Kuglehullerne vare at see endnu for faae Aar siden indtil Væggen blev indklædt. Da han ankom til Gaarden Foss ved Blakjær Skandse, og man begyndte at skyde fra Skandsen, udbrød han; "Nu tror jag, ta’mig Djäfvelen, at det begynder at ryke af Myrtuen."

Ganske uformodet kom han til Edsberg Prestegaard, hvor han tilbragte Natten i Dagligstuen paa Halm. En Gang gik han op ad den meget steile Trappe for at besøge Presten paa hans Studeerkammer, og da hans Sporer ved Nedgangen toge fat i Trinene, bad Presten, at han vilde gaae baglends ned. Kongen fulgte hans Raad og tilføiede: "Tak kjere Pastor! Du er dog en ærlig Prestemand, jeg kunde ellers snart brække Halsen!" Presten hedte Hans Smidt og var Sogneprest i Edsiberg til sin Død den 6te April 1740 (Top. Joum. 2, 86).

Da Carl den 12te under Beleiringen af Akershus en gang red gjennem Christiania Gader mødte han en Pige, der havde vovet sig ud i Kugleregnen. "Vogt dig, min Flikke, for at komme her," raabte Kongen til hende; men i det samme tog en Kanonkugle hende af paa Midten, lige ved Kongens Side.

Paa sit Tog til Norge kom Carl en Morgen efter et besverligt Ridt med nogle Ledsagere ind til en Kone, af hvem han forlangte noget at spise. Vil du have Tommeklining eller Knivklining, spurgte Konen. Lad mig faae Tommeklining, gjentog Carl, hvorpaa Konen skar en Skive Brød, paa hvilken hun klinede Smøret ganske fast med sin Tommelfinger. Kongens Ledsagere derimod foretrak Knivklining, som bestod deri, at hun lagde nogle tynde Smørskiver paa Brødet. Carl stak sin Frokost i Lommen og steg strax igjen til Hest. Efter at de havde redet endnu et godt Stykke, saa at de vare blevne dygtig sultne, bød Kongen, at de skulde holde Nadvere, og gottede sig nu ret over sine Ledsagere, der maatte lade sig nøie med tørt Brød, thi da det var Vintertid og Smøret haardt, var den løse Knivklining falden af, medens Kongen med en tilfreds Mine fortærede sin Tommeklining, der var ubedervet. (Mundtligt).


Anna Colbjørnsen og de Svenske

Anna Colbjørnsdatter Arneberg (1667 - 1736) var en norsk prestefrue som etter slaget på Norderhov, under den store nordiske krig, fikk heltinnestatus i Norge etter slaget mellom norsk–danske dragoner på den ene siden og svenske karolinere på den andre, ved Norderhov kirke natten til 29. mars i 1716.

Medens vi havde Krig med Carl den 12te, kom en Aften den svenske Oberst Axel Løven til Norderhaug Prestegaard med omtrent 800 svenske Dragoner. De vare tilsinds at drage til Kongsberg; der vilde de skoe deres Heste med Sølv, sagde de. Presten var syg; men hans Kone, Anna Colbjørnsdatter, modtog de uventede Gjester det bedste hun vidste og kunde, for at undgaae Plyndring. For at faae udfrittet Fiendens Planer, gjorde hun sig ofte Erinder ind til et stort Skab, som stod i den Stue, Svensken holdt Krigsraad, og saaledes kom hun efter, at de havde isinde næste Morgen uforvarende at overfalde de norske Dragoner, som laae paa Steen og intet vidste om Fiendens Ankomst. Hun besluttede at vare dem ad; men dette var ikke saa let gjort, fordi Fienden havde afskaaret al Mellemfærdsel. Alligevel tænkte den kloge Prestekone ud et Raad. Hun skrev i Hast en Seddel om Fiendens Mængde, Planer o.s.v. -, og for at den ikke skulde blive røbet, lod hun sin Pige lægge den i Skoen. Hende fik hun saa Lov at sende et lidet Erinde ud i Bygden; hun behøvede Noget til Maden, sagde hun. Men hun var bange, at Pigen, hvis hun blev forlænge, skulde paadrage hende Mistanke, og lod hende derfor bringe Seddelen til Fogden, som boede ganske nær ved og paalagde ham strax paa Timen at faae den sendt til Steen. Alt gik godt. Anna sørgede nu for at de svenske Officierer bleve trakterede paa det bedste, fik med Oberstens Tilladelse optændt en Stokild ude paa Gaarden til at opvarme de forfrosne Soldater med, sagde hun; men egentlig var det for at vise de Norske Veien og fik Oberstens Ridehoppe trukken ind paa Stalden, som hun derpaa ubemærket satte Laas for. Imidlertid brøde de Norske op fra Steen over Bunden af den tilfrosne Steensfjord. De Svenske hørte Hestehovene dundre paa Isen og spurte hvad der var paafærde. "Aa, svarede den raadsnare Anna, naar Vandet falder, brager det stedse stærkt i Isen her; det er ved det der springer Sprækker i den." I Spidsen for de Norske red en Vagtmester, der hedte Thore Hovland, og en anden Dragon, Paul Putten, som Veivisere; de vare begge fødte paa Ringerike, og begge, især den sidste, nøie kjendte. Den første fiendtlige Udpost, de stødte paa, ved Pladsen Batilrud, stod lenet op til Skigjerdet og sov. "Sover du Bror?" spurgte Thore Hovland og hug med det samme Svensken ned. Den anden Udpost op imod Prestegaarden skjød de, sprængte saa i Fiirsprang op imod Gaarden, rev op Prestegaardsporten, som Fienden havde lukket, og stormede ind paa Gaardspladsen, hvor der blev den største Forvirring i blandt Fienden, der laae tryg om Stokilden og hvilede. Thore Hovland skjød igjennem Vinduet efter Løven, men traf ham ikke. Da Obersten mærkede Annas List, foer han efter hende med dragen Sabel og stak efter hende i Kjelderskalbdøren, med det samme hun sprang ned igjennem den. "Din forbanna Jutetæve," sagde han. Derpaa løb han ud i Gangen og raabte: "Bitsla Hoppan! Bitsla Hoppan!" men at det ikke skulde blive gjort, havde Anna sørget for. De bade Obersten overgive sig; men det vilde han ikke. "Jag vil haller dö här änn hänga uti Sverike!!" svarede han og svoer at skyde den, som først nærmede sig. Ingen havde nu Lyst; men de Bagerste trængte de Forreste frem. En af disse faldt ogsaa for Oberstens Pistol. Alligevel blev nu han og Mange tagne tilfange. Resten blev dræbt eller fordreven. I Kampen var atter Thore Hovland og Paul Putten de Første. De to alene standsede ogsaa en heel Flok Fiender i Gudsgaardsgaden, og adspredte og fældede Mange af dem. Den anden Dag sendte de Svensker, der vare undslupne, En paa Speideri; de Norske havde da trukket sig tilbage til Steen. Han traf Anna Colbjørnsen, satte hende Karabinen for Brystet og spurgte, hvor Jutan nu var og hvor stærk? "Hvad?" sagde Anna, "tjener Du din Konge, for at skyde gamle Kjærringer ihjel. Hvor mange de ere, veed jeg ikke, men nu troppe de op bagved Kirken." Den forbløffede og forskrækkede Svenske tog nu tilbeens, det forteste han kunde.


Anm. Saaledes lyder Sagnet endnu paa Ringerike, hvortil jeg kun vil tilføie, at Chefen for de Norske var Oberste Øtken, at Fogden hedte Lars Michelsen, og at 30 Svenske bleve paa Stedet og 170 toges tilfange. Som Berigtigelse af Folkesagnet kan tjene et Vidnesbyrd fra Rector Borch i Drammen, der i sin Barndom ofte hørte sin Bedstemoder, Annas Samtidige og Veninde, fortælle om denne Begivenhed. Anna havde fortalt hende, at Løven var en saa peen og godlidende Mand, at det endog gjorde hende ondt at narre ham, at han ved at høre Larmen ilede ind til hende og bad hende gaae ned i Kjelderen, da Kuglene allerede fore gjennem Vinduerne; men saa snart han kom ud i Døren stødte han allerede paa de Norske. Han slog nu Døren til Storstuen i Laas og sprang ud af det modsatte Vindue; men kom kun lidt ned paa Jordet, saa blev han omringet og fangen. Da kun en liden Afdeling af de Norske under Lieutenant Collin havde været med ved Norderhaug, maatte de om Morgenen trække sig tilbage til Steen. For Oberst Øtken og de høiere Officierers Mod og Conduitte havde Anna kun liden Respect. Thore Hovland derimod roste hun meget. Annas Samtidige, Presten Hans Rosing, fortæller ogsaa, at Løven blev fanget strax nede ved Kirken paa Jordet. See Journal over Ringerikes Provsti 1733 Manusc. En Piqvetvagt paa 25 Mand, under Capitain Allemander, der var udsat paa den modsatte Side, retirerede til Vigersund, hvor han, for ei at lide den Tort, at maatte overgive sig til Bønder, gav sig fangen til en Klebo, der før havde været Fændrik. (Top. Journ. 30, 150). De Svenske bestode af 7 Com pagnier Dragoner, som den 29de Marts bleve overraskede af 3 Eskadroner norske Dragoner. Kraft 2, 347.


Student Ramus og Lieutenant Bruse

Anna Colibjømsen havde en Søn, der i et Selskab etsteds paa Hadeland kom i en heftig Ordstrid med en Lieutenant, der hedte Bruse. For at faae Fred igjen bragt tilveie, fik Verten Bruse til at gaae, medens de lukkede Ramus, som nok havde drukket vel meget, ind i et Værelse for sig selv. Men da de ikke passede vel paa ham, sprang han ud af Vinduet, indhentede sin Modstander og foer løs paa ham med blank Sabel. Denne greb nu ogsaa sin Kaarde, og gav Ramus sit Banesaar, men enten det skede ved Mosbroen eller ved Berger grinden paa Hadeland veed man ikke ret.

Nogen Tid efter kom Bruse i et Selskab paa Hole Prestegaard, Der var Anna Colbjørnsen ogsaa, og saa snart at Bruse kom ind igjennem Døren reiste hun sig, trak sin Sko af og slog ham med den lige i Munden; men hun sagde ikke Andet end: "Du min Søns Morder."


Anm. (Mundtligt og meddeelt). Andre berette, at hun spyttede ham i Ansigtet. Denne Lieutenant Bruse boede paa Gaarden Solberg paa Tyristranden. Han blev begraven ved Bønsnes Kirke i Hole Prestegjeld først i Januar 1737: der har hans Lig været at see, ganske uforandret til ganske nylig, da denne Kirkes Kjelder blev gjenfyldt. I Rigsarchivet findes en Ansøgning fra Daniel Ramus, Prest paa Norderhaug, til General Vedel om at Lieutenant Christian Bruse, "som for faa Aar siden paa sær Maade ihjelskjød min Broder Kornet Ole Ramus," for hvilket Drab han vel blev frikjendt af Krigsretten, maatte for flyttes andetsteds hen, da han, efter den menneskelige Naturs Skrøbelighed og Passioner, ei kan andet end vegre sig ved at betjene Bruse ved Guds Bord.


Frederikshalds Brand 1716

Og aldrig blussed nogen Baun
Saa skjøn som den,
Og aldrig uddøe skal dit Navn
O, Colbjømsen!
Rahbek.


Da Haldens gjeve Borgere ei med Vaabenmagt kunde fordrive de Svenske af Byen, besluttede de, paa Opfordring af Brødrene Hans og Peter Colbjørnsen, at stikke Byen i Brand; men da Fienden stedse slukkede, vilde det I ikke ret lykkes førend Peter Colbjørnsens Tjener Anders Brynildsen med tvende Begkrandse i sin Skjortebarm fik luret sig ind i sin Herres Gaard, som han derpaa stak i Brand. Paa samme Maade skal Hans Colbjørnsens Gaard være bleven antændt af en Pige, der hedte Olau og som først af egen Drivt havde fornaglet tre Kanoner ved Byens Blokhus og kastet Kuglene i Vandet, paa det at de ei skulde kom me Fienden til Nytte. Top. Journ. 4, 50.

Svenskerne Nordenfjelds

Da den svenske Hær 1718 skulde rykke ind i det Nordenfjeldske, erklærede Soldaten, som ei syntes om at forlade Hjemmet, at han i Norge ei vilde spare Barn i Moers Liv; men neppe vare Svenskene komne op paa Grændsefjeldene førend de overfaldtes af et saa stort Mørke, at de i tre Døgn fore vild. De erkjendte nu, at denne Nød var en retfærdig Straf for deres ugudelige Løfte. Den hele Hær bad nu Gud om Tilgivelse og lovede at være saa skaansom som nogen Fiende kunde være. Strax forsvandt Mørket og Armeen fortsatte under klart Veir sin Marsch. I en trang og farlig Kløft mellem Størdalen og Strinden var de Norske beredte til at gjøre Modstand; men Svenskene fik fat paa en Kone, som viste dem en Omvei op om Gaarden Høiby. Da de kom til Nøstuen var der kun tre gamle Kjærringer hjemme. En Soldat, der kom ind og blev arrig over ei at træffe andet end gamle Kjærringer, skjød en af dem paa Stedet. Dette stred imod det givne Løfte. Der blev derfor strax nedsat Krigsret over Morderen, som derfor blev skudt. En liden Afdeling drog til Opdal, hvor de snart overraskedes ved Efterretningen om Kong Carls Død. Svensken beredte sig strax til Opbrud; og medens Anføreren sad ene tilbage ved Ildstedet traadte en Opdalsgut ind med sit Gevær, da han skulde paa Rypejagt. Han lagde strax an og skjød Svensken ned. Kort efter kom de Svenske for at afhendte deres Anfører, og da de fandt ham dræbt, stak de Huset ibrand.


Anm. Meddeelt. Hertil kan henføres Sagnet om Stor-Ingvald i Træfningen ved Stene Skandse. Klüver 69.


Peter Tordenskjold

Peter Tordenskjold søgte, som bekjendt er, sin Mage i at skyde. For nu tillige at prøve sine Folks Mod, vilde han efter Sagnet ikke have nogen Mand ombord paa sit Skib, som ei turde staae i Raaen og mellem Fingrene holde en Sølvskilling, som tjente Tordenskjold som Blink. Det hendte aldrig, at han skjød feil; men den, som undslog sig for Prøven eller rystede paa Haanden, blev uden videre afviist. (Mundtligt).


Anm. Om en Mand som Tordenskjold maatte man vente at finde en Mængde Sagn, da hans Raskhed, Aandsnærværelse og uforfærdede Mod maatte gjøre ham til alle raske Sømænds Yndling og Folkets Helt; men de fleste Træk, der endnu ere i frisk Minde, findes allerede samlede i Tordenskjolds Levnet af Rothe. End synge Norges Sømænd Viser til hans Ære, og man regner sig det til en Heder, at nedstamme fra En, som har tjent under Tordenskjold.


Fotnoter

  1. Blandt gamle Kongsgaarde fortjener at nævnes Hoff i Thingelstad Sogn paa Hadeland, hvor Nors Sønnesøn Haudr menes at have boet, og ligge begraven i den af 12 andre Gravhauge omgivne Kongshaug; Helgeland, fd. Streituland paa Ringerike, hvor Kong Hring antages at have boet og hvile i en stor, nu udgravet Kjæmpehaug; Kongshaug (fd. Konungshof) i Grue, hvor Soløers gamle Konge skal have resideret; Thrones, fd. Thrandames i Værdalen hvor en Kong Thron skal have boet, som antages for at være Thrand, Thrøndelagens ældste Konge; Qvien i Valders, hvor den skjønne Gyda blev fostret.
  2. Hvor jeg har været uvis om Bøndernes Udtale af Navnene, der desuden udtales forskjellig i de forskjellige Egne, har jeg fulgt de gamle Søgurs Skrivemaade. Saaledes f. Ex. Eystein, uagtet Bønderne paa denne Kant udtale det Østen; Hakon for Haaken; Einar Thambarskjelver for Thamppeskjælver.
  3. Efter Sagnet skal det første eller andet af de Slag, som Thrønderne leverede Eystein, have staaet ved Gaarden Skey og Heistad i Sparebo, hvor en Mængde Gravhauge findes. Kraft 6, 129.
  4. Om Døren selv og dens Prydelser see Athene 3, 443. 165
  5. Paa denne Steen, der nu findes i Christiania Museum, er afbildet et kronet Fruentimmer med et Skjold, hvori sees en staaende Løve uden Hellebard og rundt om følgende Indskrift: "Hic Ysmac Nata Recubet de Ple (ɔ: prole) Beate, Regis Norvegie Principis. Et D (ucis): Her hviler Norges Konges Fyrste og Hertugs salige (?) Afdøde, født af Slægten Ysmak." Andre læse: "Hic usmae nata recubet de prole beata regis norvegiæ principis et daciæ."
  6. Kongshavn ved Christiania skal efter Sagnet have sit Navn efter Christian II, som en Tid laa her med sin Flaade. Paa Akershus Rustkammer saa jeg i min Barndom en Rustning, som blev kaldet Christian den Andens.
  7. Som Beviser kan blandt Andet følgende tjene: at man 1570 maatte i selve Bergen nedtage Billederne af Høialteret i Dom-Kirken, fordi nogle gamle Qvinder tilbade dem. (Saml. til den danske Hist. 2, 2, 105); at Jesuiterne og deres Agent Laurentius Nicolai (der ifølge Sagnet under Navn af Klosterlasse en Tid hemmelig opholdt sig paa Gaarden Oppedal i Hardanger) endnu i Christian den 4des Dage fandt mange Tilhængere endog blandt Landets Prester (Mynters Ref. Hist.), og at flere katholske Skikke endnu længe efter paa mange Steder fandt Sted. (Biskop Hansens Archiv 2, 376, 388, Lunds Beskr. over Thelemarken 273).
  8. Krab betyder ellers paa oldnordisk Uorden, Forvirring. See Haldorsens Lexicon 472. Krigen under Frederik III kaldes almindeligen efter de Norskes Høvding, Ivar Krabbe, Krabbe krigen; men, da de Svenske hverken i denne eller i den gyldenløvske Feide trængte saa dybt ind i Landet, er det rimeligt, at en Forvexling af Navnene har fundet Sted.
  9. Manden, som truede med at skyde ham, hedte efter en anden Fortælling af Sagnet Johan Mønster. I Samlingerne 1, 423 nævnes en Mand af samme Navn.