Nukarpiartekak (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
40. Nukarpiartekak
Den gamle Ungkarls Frierifortalt af Sanimuinak
En gammel Ungkarl gik aldrig ud i Kajak, hvorfor der voxede grønt paa Kajaken. Længere inde i Fjorden boede en Mand, der havde en Datter, som var meget smuk.En Morgen stod Ungkarlen tidlig op, medens de andre i Huset sov. Han vaskede sig i Hovedet og over hele Kroppen, og pillede Planterne af sin Kajak, hvorefter han rejste ind til Manden med den smukke Datter. Da han kom derind, sagde Beboerne: «Stig iland!» og da han var kommen iland: «Kom indenfor!« Datteren sad i den ene Ende af Huset. Han skjævede til hende, saae at hun var meget smuk, blev meget varm og var nær ved at dø af Forelskelse. Da Nukarpiartekak havde taget Anorak'en af og hængt den op, saae han, at den Skjønne smilede til ham, og han tabte derover Bevidstheden. Da han igjen kom til sig selv, skjævede han atter til hende og saae, at hun stadig smilede til ham. Han syntes rigtig godt om hende og sank sammen igjen. For hver Gang han tabte Bevidstheden og rejste sig igjen, rykkede han paa Sædet nærmere henimod den Skjønne. Da de andre lagde sig til at sove, saae Nukarpiartekak, at hun gjorde istand til ham foruden til sig selv, og ved at se det besvimede han, og hans Hoved faldt ned paa Sædet med et Knald. Da han kom til sig selv igjen, syntes han rigtig godt om hende; han rykkede nu hen paa Brixen, men idet han lagde Haanden paa denne, faldt han med Ansigtet ned mod den. De lagde sig ved Siden af hinanden, hvorpaa han ligesom døde, fordi hun var saa smuk. Nukarpiartekak omfavnede hende og besvimede. Først var det som om han sank i til Knæerne i hende, senere til Armene, derefter til Armhulen, den højre Arm sank ned, og endelig sank han i lige til Hagen. Tilsidst skreg han og forsvandt helt i hende. «Hvem mon det var, der raabte!» sagde de andre, der vaagnede ved Raabet; men ingen svarede.
Da Lamperne næste Morgen bleve tændte, var Nukarpiartekak borte, medens hans Kajak endnu laa ved Stranden.
Den Skjønne gik ud for at lade sit Vand, og med dette fulgte Nukarpiartekak's Ben (Skelet) ud.
