Nye mennesker – Aandemanere (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Aandemanere
En Aandemaner er et Menneske, der gennem Uddannelse har lært at sætte sig i Forbindelse med en eller flere Aander, hvis overnaturlige Evner han kan betjene sig af; han bliver saaledes Midleren mellem Menneskene og de Kræfter, der griber ind i Skæbnerne.
Ikke enhver kan blive Aandemaner; thi det er ikke alle, Aanderne vil tjene; der skal særlige Anlæg dertil og en Art Kaldelse. Naar en Mand paa en Vandring, hvor han er ene, hører en Lyd, som kan stamme fra en Aand, eller livagtig ser Aanden, føler han sig kaldet til at være Angákork (Aandebetvinger eller Aandemaner).
Det er i Reglen de dygtigste Fangere, der bliver Aandemanere, kun Mænd, der er i Stand til at sætte sig i Respekt blandt deres Landsmænd. De kommer for øvrigt til daglig aldrig til at udøve noget Slags Førerskab i Stammen, kun naar Farer paa en eller anden Maade truer. Ved hver Boplads findes en, undertiden flere Angákut. Disse er meget hemmelighedsfulde med deres Kunst og slaar som oftest alle Spørgsmaal hen i Spøg. "Gaa ud i Fjældene, og lær det selv!" eller: "jeg har ikke Begreb om at mane Aander, det er Løgn og Bedrag altsammen!" er de Svar, man faar, naar man i andres Paahør søger Oplysning. Men kan man komme ud sammen med dem, helst paa en Fangstrejse, og der vinde deres Fortrolighed, saa har de ikke noget imod at give lidt Besked — mod Tavshedsløfte naturligvis, "for den store Hob, som ikke selv forstaar sig paa de skjulte Ting, er saa vantro og haanesyg." Hertil kommer desuden, at de forskellige Aandemanere ofte ynder at reducere hinanden, fordi hver især forstaaeligt gør Krav paa at være eneste Profet. Dette er Aarsagen til, at de dækker sig mod andres Vantro under ironiske Erklæringer. De ved, at de alligevel nok skal aabne Øjnene paa de "lidet troende", naar Ulykker eller Sygdom hærger Menneskene og modtageliggør deres Sind. Derfor benytter ogsaa de unge Aandemanere altid en Lejlighed, da deres Landsmænd føler sig utrygge, til deres første Besværgelse, der er afgørende for deres Fremtid og hele Position.
I det følgende skal jeg gengive en Aandemaners Fortælling om, hvordan han fik Magt over sine Hjælpeaander. Fortælleren er en i det foregaaende ofte omtalt Mand, der hedder Odark. Han er c. 25 Aar og en af Stammens dygtigste Fangere.
Denne Selvbekendelse, der giver en god Karakteristik af en Angákork, er her gengivet i ordret Oversættelse:
"Jeg vilde være Aandemaner, og gaar til Fjælds, langt ind i Fjældene, meget langt, og sover deroppe.
Deroppe ser jeg to Fjældaander, to var der, to store Fjældaander, høje, saa høje som et Telt.
De sang Trommesange, de blev ved med at synge Trommesange, de to store Fjældaander. Jeg fik ikke et Ord frem; jeg holdt mig stille, mens de sang Trommesange; jeg skammede mig og turde ikke tale til dem.
Dagen efter gik jeg hjem; — da var jeg lidt af en Aandemaner, kun meget lidt af en Aandemaner.
Men til de mange Mennesker sa’ jeg intet derom; jeg skammede mig ved at omtale det, fordi jeg endnu kun var meget lidt af en Aandemaner.
En anden Gang gir jeg mig atter ud paa en lille Vandring til Fjælds paa Harejagt, da jeg havde faaet Længsel efter Harekød. Et stort Fjeld gik jeg op over, og da jeg kom derop, lagde jeg mig ned for at sove.
Jeg var ikke søvnig, men jeg lagde mig blot ned.
Der ligger jeg lidt, ligger og hører igen paa Fjældaandernes Sang; det var de to store, som jeg ogsaa havde hørt sidst.
Den ene giver sig nu til at tale, taler til mig, beder mig om en Øse af Træ.
Jeg hørte blot, at de sang, og at de talte til mig; selv sagde jeg ikke noget.
Da jeg kom ned til Menneskene, fortalte jeg heller ikke nu, hvad jeg havde set. Men jeg udskar af Træ en Øse, en meget smuk Øse af Træ uden Smuds.
Den tredje Gang jeg hørte Fjæidaandernes Sang, gik jeg ikke til Fjælds, da var det i mit Hus. Nu søgte de mig selv, jeg begyndte nu at blive Aandemaner, — mere og mere, men Menneskene vidste ikke noget derom.
Da jeg igen saa Fjældaanderne, løb en stor Hund efter dem, en broget Hund, ogsaa den blev min Hjælpeaand.
Først da mange Mennesker blev syge, aabenbarede jeg mig som Aandemaner. Og jeg hjalp mange syge.
Mine Hjælpeaander kender mine Tanker og min Vilje, og de hjælper mig, naar jeg befaler.
En Gang blev jeg meget syg, og da tabte jeg en Del af min Aandemaner-Kraft. Mine Hjælpeaander begyndte at foragte mig, de foragtede mig, fordi jeg blev syg.
Jeg er nu igen en stor Aandemaner. Selv min Kone kan ogsaa høre Aanderne, naar de kommer til mig, og jeg ved, naar Folk skal blive syge, og jeg ved, om de kan komme sig.
Ser du, Mekro dør maaske til Efteraaret, men maaske kan jeg hjælpe hende. Mekro vil blive syg."
"Har du sagt det til hendes Mand?"
"Nej, endnu ikke; jeg undser mig for at sige det; men jeg ved det, min Hjælpeaand har sagt det."
"Kan du hjælpe hende?"
"Ja maaske; jeg er jo Aandemaner og mine Hjælpeaander gør min Vilje; men der findes dog mange, der er langt større Aandemanere end jeg."
Aandedyrkelsen blandt Polareskimoerne er meget simplificeret, naar man sammenligner den med Østgrønlændernes eller de nu kristnede Vestgrønlænderes. Navnlig lægger Polareskimoerne sig ikke mere efter den blændende Taskenspiller- og Bugtalerkunst, som i saa høj Grad øger Spændingen ved en østgrønlandsk Besværgelse, hvor man f. Eks. hører mange Stemmer tale i Munden paa hinanden, underjordiske Kor eller larmende Uhyrer.Det var ogsaa en langt besværligere Uddannelse, Østlændingen maatte gennemgaa, før han turde "fremstaa" for sine Landsmænd. Han skulde blandt andet lade sig opsluge af et bjørnelignende Uhyre, der først efter at have gennemtygget ham Led for Led spyttede ham ud. Kunde han taale en saadan Behandling i en gammel Angákorks Paasyn, blev han erklæret for retmæssig Aandemaner at være; en saadan skulde kunne flyve op til Himlen og dykke ned under Havets Bund.
Selve Besværgelserne foregik ogsaa med langt større Apparat, for slukkede Lamper, med Larm af Slag paa stive, vindtørrede Skind, der frembragte en mystisk, tordenlignende Lyd. Jeg har selv truffet og i længere Tid levet sammen med en af disse østgrønlandske Aandemanere, der paastod en Gang at være bleven "aandehærdet" gennem et Uhyres Tænder.
Disse Østgrønlændere var tillige store Improvisatorer, der afgjorde alle Uenigheder i en Slags "Skalle-Viser", hvor de under Afsyngelse af Sangen skulde smække deres Modstandere saa mange Skaller, der skulde til for at faa "Øjehulen lægt", et Udtryk, der brugtes, naar Ansigtet var blevet saa opsvulmet, at Kinderne gik i eet med Tinding og Pande, saa at Øjnene slet ikke saas.
I Sammenligning med disse er de polareskimoiske Aandemanere meget stilfærdige og uden større Spræl. Selv paastaar de, at alle de store er døde. Engang kunde man ogsaa hos dem fare baade til Himlen og ned under Havet paa Sjæleflugt; man kunde afflaa sig sit eget Skind og trække det paa igen, og man kunde i mange Menneskers Paahør i Husene lade Aanderne holde Stævne for slukkede Lamper, ganske som paa Østkysten.
Nu er den Kunst død sammen med de gamle; den sidste var Sagdlork, der er omtalt i det foregaaende.
Dog, — selv om deres Besværgelse er mere stilfærdig og deres Kunst ikke saa udviklet som i gamle Dage, er de dog nu, som før, Herrer over deres Hjælpeaander. Besværgelserne foregaar om Vinteren i Husene ved halvslukkede Lamper, og om Sommeren i Telte ved Lys. Anledningen til en Paakaldelse er enten Sygdom, vedvarende Uvejr eller daarlig Fangsttid.
Naar en Angákork bliver "beaandet", stønner han, som om han var en Afmagt nær, begynder med at skælve over hele Kroppen og springer saa pludselig ud paa Gulvet og istemmer den monotone Aandevise til en Tekst, han improviserer for det særlige Tilfælde, han skal behandle. Visen synger han stadig højere og højere, og efterhaanden som Besværgelserne skrider frem, bliver han i sine Fagter og Raab vildere og vildere. Han sukker og stønner, som om usynlige Magter sled i ham, og han giver det ofte Udseende af, at han ligger under for en svær Magt.
Men ellers mærker Tilhørerne intet til Aanderne. Angákut selv paastaar, at det smerter gennem alle Lemmer, naar Aanderne meddeler dem deres Profetier. Og de kan under Sangen, som ledsages af Slag paa den lille runde Tarmskindstromme, skrue sig op i en ejendommelig Ekstase, under hvilken de med deres lukkede Øjne, det lange, flagrende Haar, og det fordrejede Ansigtsudtryk kan virke betagende paa Tilhørerne.
I gamle Dage, da Angákut kunde alt, som Eskimoerne siger, var det en af deres mest yndede Opgaver, naar Fangstdyrene blev sjældne, at fare ned under Havet til Nerrivik ("Sulefadet"), Sødyrenes Herskerinde. Man fortæller, at hun kun har een Haand, og derfor ikke selv kan flette sit Haar og sætte det op i Top. Aandemanerne rejser derfor ned og hjælper hende, og til Tak slipper hun mange Fangstdyr ud til Menneskene. Der gaar et Sagn om:
HVORLEDES "SULEFADET" BLEV TIL
En Stormfugl fik en Gang Lyst til at gifte sig med et Menneske. Han fik sig en smuk Netsidepels, og da han havde daarlige Øjne, lavede han sig Briller af Hvalrostand. Han vilde nu saa gerne se smuk ud. Saa rejste han i Menneskeskikkelse bort til Menneskene, fik sig en Kone og rejste hjem med hende.
Stormfuglen fangede nu Fisk, kaldte dem for unge Netsider og bragte sin Kone dem.
En Dag hændte det, at han tabte sine Briller, og Konen fik nu hans daarlige Øjne at se og brast i Graad, fordi hun fandt ham saa hæslig.
Men Manden gav sig til at le: "Naa, saa du dem, mine Øjne, ia — ha — ha — hah", og saa tog han Brillerne paa igen.
Men Brødrene, som længtes efter deres Søster, kom en Dag for at se til hende. Og da Manden var ude paa Fangst, tog de hende med sig hjem, da de rejste. —
Stormfuglen var fortvivlet, da han kom hjem; og da han anede, at Konen var bortført, satte han efter de flygtende. Han svingede sine Vinger med stor Kraft, og Vingeslagene rejste en vældig Storm; for han var nemlig en stor Troldmand.
Da Stormen brød løs, begyndte Konebaaden at tage Vand ind, og Vinden blev ved med at vokse, eftersom han fordoblede sine Vingeslags Fart.
Bølgerne rejste sig hvide af Skum, og Konebaaden kom i stor Fare for at kæntre; og da man i Baaden anede, at det var Kvinden, som var Aarsagen i Uvejret, greb man hende og kastede hende ud i Søen. Hun forsøgte at gribe fat i Baadkanten, men da sprang Bedstefaderen til og huggede hendes Haand af.
Saaledes druknede hun; men paa Havets Bund blev hun "Nerrivik", det er "Sulefadet", Herren over alle Sødyr. Naar Menneskene ingen Sæler kan fange, farer Aandemanerne ned til Nerrivik. Da hun mangler sin ene Haand, kan hun nemlig ikke selv rede sit Haar; det gør de for hende, og som Tak slipper hun Sæler og andre Havdyr ud til Menneskene.
Saaledes blev Havets Herskerinde til, og man kaldte hende "Sulefadet", fordi hun skænker Mennesker Føde.
Fortalt af
AISIVAK fra Agpat.
I Almindelighed tilkaldes Aandemanerne af deres Landsmænd for at træde hjælpende til, naar der er noget paa Færde; og de faar da, hvis de ikke er i Familie med vedkommende, Betaling for deres Besværgelse; efter en Besværgelse maa de ikke skære med Kniv i et Par Dage.
Men det hænder ogsaa, at Aandemanerne, inspirerede af deres Hjælpeaander, tilkalder Landsmænd, "nalungisakralitdlarângamik", d. v. s., "naar der er noget, de ved". Under en saadan Inspiration kan de høre Mennesker tale paa Bopladser, der er flere Mil borte.
Har en Hjælpeaand sagt dem Navnet paa en Person, der trues af Sygdom eller anden Fare, nævner de under en offentlig Besværgelse aldrig selv Navnet; de nøjes med Hentydninger, der kan lede Tilhørerne paa Spor; og naar disse gætter Navnet paa vedkommende, udbryder Besværgeren i Veklager under Raabet:
"Ja, det er ham! I nævnte Navnet. Aa, jeg kunde ikke andet, — jeg maatte sige, hvad jeg vidste!"
Mellem Tilhørerne og Aandemaneren er der altid livligt Sammenspil, idet dennes Ord stadig gentages af en af de ældste i Forsamlingen, der idelig med Tilraab opildner den "beaandede" til at holde ud og give fuld Besked. De Raad, der gives, bestaar altid i Opremsningen af visse Ting, den truede ikke maa gøre, Forholdsregler, der falder sammen med de forskellige i det foregaaende nævnte; eller ogsaa foreskrives Diæter, som f. Eks. at vedkommende ikke maa spise Hanhvalrosser, og endda kun særlige Partier af Hunhvalrossen; at al hans Føde maa være kogt, o. l. Angákut holder ligeledes strængt over, at enhver skal have sit eget Tøj, og aldrig laane andres. Jeg hørte saaledes engang den store Alattark stærkt paatale, at Brødrene Majark og Ehrè ofte laante hinandens Støvler. Paa samme Maade overholdes, at enhver har sin egen Drikkeskaal; navnlig maa unge ikke drikke af gamles Bægre; omvendt ta’r de det ikke saa nøje. Har et ungt Menneske ikke sin egen Drikkeskaal, maa han enten hælde Vandet ned i Munden gennem den hule Haand, eller ogsaa lave sig et Rør af et større Ben, som han holder for Munden, mens han hælder af Vandbeholderen.
Undertiden kan en ivrig Angákork angive de besynderligste Aarsager til en Sygdom. En Gang, husker jeg, blev Piuaitsorks lille Barn sygt, og Alattark tilsagdes til en Besværgelse under Sammenkaldelse af hele Bopladsen. Han manede og besvor sine Aander til langt ud paa Natten, og fandt ud, at Aarsagen til Barnets Sygdom var den, at man engang i Spøg havde givet en Hundehvalp den lilles Ræveskindsbukser paa! —
Der findes et særligt Aandesprog, som anvendes ved Besværgelserne; Angákut maa ikke nævne Menneskene, deres Fangstmidler og de større Fangstdyr ved de almindelige Betegnelser; jeg skal her anføre de vigtigste Særgloser. Menneske: tau (Skygge); den almindelige Betegnelse: inuk. Børn: niviarsiarkrat; ellers perâpaluit. Spæde Børn: kruajâtsiat; ellers nâlungiarssuit. Hoved: kangerk; ellers niakrork; har Hovedpine: kangerdlugpork. Lunger: anernekrarfît (det, hvormed man drager Aande); ellers puak.
Hund: pungo; ellers kringmerk. Hvalp: punguatsiark; ellers kringmerârsuk. Slæde: sisoraut (det, hvormed man glider frem); ellers kramutit.
Kajak: putsarigssat (Flydere; det, hvormed man flyder oppe); ellers krajark. Sæl: krajuark; ellers puise. Hvalros: sitdlâlik; ellers auverk. Remmesæl: makdlak (den voldsomme); ellers uksuk. Hvidhvaler eller Narhvaler: agdlagugssat; ellers krilaluvkat. Bjørn: ajagpagtork; ellers nanork. Ren: kumarugssat (Lus, d. v. s. Jordens); ellers tugto. Ræv: pisúkaitsiark (Vandreren); ellers teriangniark.
Sælskindsremme: ninguark (det stærke); ellers agdlunârk. Stødtænder af Hvalros eller Narhval: nutsat; ellers tûgark. Jorden: nunarârk; ellers nuna. Verden eller Vejret: silarârk; ellers sila. Sne: anêjôrk; ellers aput. Is: ulugssark (det, der kan skrues sammen); ellers siko. Vind: suvdluark (det, der trækker); ellers anore. Sten: mangerit (det haarde); ellers ujarak. Havet: Akritsork (det bløde); ellers imark. Fugle: krangatsaut (Flyvere); ellers tingmíssat.
Hus: nuvdlik; ellers igdlo. Forraadskammer: ilisivik (Stedet, hvor man lægger noget); ellers serdluark. Føde:maipatit; ellers nerisagssat. Klæder: annorssat; ellers annorât Telt: napagark (det rejste); ellers tuperk.
En Angákork behøver ikke altid Aandesang og voldsomme Besværgelser for at tilkalde Aander; i et mindre alvorligt Tilfælde kan han nøjes med at lægge et Menneske paa Ryggen over en Briks, binde en Kobberem om dets Hoved, som han drager op og ned, idet han siger: "krilagka nauk? — hvor er mine Aander?" Bliver nu det fastbundne Hoved tungt, saa at Aandemaneren ikke kan løfte det op fra Briksen, siger han: "tassa krilaivagit! — det er min Hjælpeaand!" og denne er da til Stede og indgiver ham hans Ord; imens ligger Mediet stille med lukkede Øjne. Denne Manemaade kaldes: krilanerk. Man kan ogsaa nøjes med blot at sætte sig paa Jorden, binde en Rem om sit ene Ben og drage det op og ned under samme Udraab som før; bliver Benet tungt, saa at man ikke kan løfte det, er Aanden til Stede. Paa denne Maade manede Aandemanersken Nivigkana over en af mine Hunde, der var bleven syg. Hun kom i en Ekstase, hvorunder hun saa en Aand komme trækkende med min Hund; den havde røvet Sjælen, derfor var Hunden bleven syg; nu havde Nivigkana forlangt den tilbage, og Hunden vilde blive rask; den kom sig, og der gik siden Ry af Nivigkana blandt Bopladserne.
Baade Mænd og Kvinder kan blive Angákut, men Kvinderne bliver sjældent farlige som saadanne; de har ikke Mod til at gøre noget ondt, siger man.
En Angákork, som kan slaa sine Medmennesker med Ulykke, kaldes en ilisîtsork; uden selv at vise sig, kan han dræbe dem med en "tupilak", et Dyr, der er skabt af Aandemaneren selv, i Reglen en Sæl, som viser sig for den Mand, han vil til Livs. Tupilaken kan enten kæntre Manden i Kajak, uden at lade sig fange, eller ogsaa lader den sig harpunere og dræbe; den, som dræber en saadan selvgjort Sæl, mister Kraften i sit Legeme og bliver Krøbling.
Blandt Polareskimoerne havde, som tidligere omtalt, Tâterârk fanget en saadan tupilak; en Efteraarsdag, da de var for Hjemgaaende fra Fangst, bugserende en Hvalros, dukker der op foran Kajakerne en Sæl. Tâterârk blev straks ganske ude af sig selv af Jagtiver, raabte op og teede sig som en gal. Han roede frem og satte fast i Dyret, og først da han havde dræbt det, faldt der Ro over ham igen.
Da de kom hjem og fik Dyret flænset, opdagede de, at Dyret var gjort af en Angákork. Brystkassen var som et Menneskes, og de øvrige Knogler var tagne af forskellige Dyr.
Kort Tid efter blev Tâterârk syg, og hans Krop døde lidt efter lidt. Han, som før havde været en af de dygtigste Fangere, har nu i flere Aar ligget lam og hjælpeløs paa en Slæde mellem Husene.
Man mente, at det var gamle Krilernerk, der havde gjort denne tupilak. — Han havde da lagt Knogler af forskellige Dyr sammen, lagt Tørv og Blodklumper derover, og tryllet Liv over det med en særlig Tryllesang.
Aandemanerne kan ogsaa optræde som Sjæleranere; Menneskene blir da syge og dør. Nogen Tid før vor Ankomst til Kap York havde man myrdet en Mand, der hed Kajorapaluk, "fordi han røvede Sjæle."
Dette er i Korthed en Skildring af Angakork-Væsenet hos Polareskimoerne. Det store Flertal tror selvfølgelig blindt paa Aandemanernes Evne til at benytte sig af de overnaturlige Kræfter; og de faa vantro, som til daglig repræsenterer en vis Opposition, er lige saa ivrige Tilhængere af Mysterierne under kritiske Situationer.
Aandemanerne selv er sikkert underkastede et Selvbedrag under Udøvelsen af deres Besværgelser; bevidst tror jeg ikke, at de lyver. Hvorfor skulde de ellers, naar de selv bli’r syge, søge Aandernes Bistand.
Men det gaar tilbage med deres Besværgelseskunst, der bliver mer og mer simplificeret; thi Polareskimoerne er velhavende Folk; der er Fangstdyr nok og Kød i Overflod; det er sunde, stærke og driftige Mennesker, der har de Livsfornødenheder, som kræves til en efter deres Fordringer sorgfrie Tilværelse; i dette Forhold ligger sikkert Grunden til, at Angakork-Væsenet ikke er saa højt udviklet der, som f. Eks. paa Østkysten, hvor Kampen for Tilværelsen synes langt haardere, og hvor Misfangst og Nød har været hyppigere.
Polareskimoerne behøver ikke den stadige Paakaldelse af det overnaturlige; og derfor glemte deres Aandemanere efterhaanden Forfædrenes Kunst.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 160-171. København, 1905.
