Nye mennesker – En sommerrejse (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


En sommerrejse

Vor syge Kammerat, Grev Harald Moltke, var nu saa vel i Bedring, at han daglig kunde gaa sine Ture paa den store Slette uden for vort Telt paa Saunders Island. Men trods den stadige Fremgang i hans Tilstand, turde vi dog ikke udsætte ham for en Overvintring her i dette barske Klima under saa primitive Forhold, saafremt det kunde undgaas.

To skotske Kaptainer, vi traf den 27. Juni, havde ikke turdet paatage sig Ansvaret for hans Transport med Skib; men de havde oplyst os om, at der hurtigt efter dem vilde komme et andet Hvalfangerskib, "Vega", der vilde kunne overlade os en Baad; selv kunde de ikke give nogen fra sig. Gik Moltkes Helbred saa stadigt fremad, vilde vi hen paa Eftersommeren, naar Farvandene var blevne isfrie, kunne gøre et Forsøg paa at trænge frem langs Melville-Bræerne til Upernivik. Vi ventede paa "Vega", der skulde komme, og gik til Fjælds paa Udkig, saa ofte det var klart Vejr. Men Ventetiden blev lang. "Vega" kom ikke. Som bekendt blev den skruet fast i Isen paa Melvillebugten og forliste.

Da vi var naaede frem til Midten af Juli, blev vi enige om, at vi maatte søge andre Udveje, om Upernivik skulde rækkes inden Vintren. Og da en Eskimo, Sâmik, oppe i Norddistriktet var i Besiddelse af en Hvalfangerslup, han havde faaet af Amerikaneren Robert Peary, bestemte vi os til at sætte os i Forbindelse med ham og gøre et Forsøg paa at bevæge ham til at laane os sin Baad, der senere kunde returnere med et Hvalfangerskib fra Upernivik.

Aarstiden var ikke heldig til Rejse. Fjordisen laa endnu og umuliggjorde Kajakfart; Forsøget maatte gøres med Hundeslæde. Det bestemtes saa, at Mylius-Erichsen og Grønlænderen Gabriel skulde blive tilbage hos Harald Moltke, medens jeg sammen med den grønlandske Kateket, Jørgen Brønlund, skulde køre Nord paa for at indlede Underhandlinger med Sâmik. Foruden Jørgen valgte jeg til Ledsagere to unge Eskimoer paa en Snes Aar, Sitdluk og Krisunguark.

To Slæder i Følge forlod vi saa vor Teltlejr paa Saunders Island den 17. Juli Kl. 12 Midnat paa nordgaaende. Al Isen paa vor Ø’s Sydside var gaaet; men paa Nordkysten var endnu en smal Isbro forbunden med Fastlandet; ad den kunde vi slippe over. Men først maatte vi transportere vore Slæder over det snebare 2000 Fod høje Øland, og det var ikke let, da Op- og Nedkørsel førte gennem Kløfter, hvor Elve forlængst havde sprængt Isen og nu fossede med stor Kraft. Af Hensyn til de vanskelige Fremfærdselsforhold indskrænkede vi vor Bagage til vore Soveposer og lidt Tøj; al vor Proviant var en Haandfuld Kiks, lidt The og Sukker; der vilde blive Fangst nok undervejs. "Ikke slæber Mænd Kød med sig i den store Sommer!" som Eskimoerne sagde. Telt medførte vi heller ikke. Vi havde to; det ene maatte efterlades til Moltke, det andet var sønderrevet af Hundene og derfor ubrugeligt i Regnvejr. Vi maatte klare os paa eskimoisk; blev det Regn, maatte vi søge Ly blandt Klipperne.

Paa en elendig, opløst og strømskaaren Is naaede vi efter 12 Timers Rejse, over til Fastlandet, hvor vi maatte slaa Lejr, da Heden blev Hundene for stærk. Ved Midnat fortsætter vi, til en Begyndelse paa Is. Vi passerer nogle Smaaøer, hvor vi samler Æg af Edderfugle, Terner og Havlit. Ved Øerne hører den første Is op, og vi fortsætter et Stykke paa drivende Isflager, men maa til sidst søge det snebare Land. Elvene voldte os megen Vanskelighed. Vi maatte trække barbenede, naar vi skulde over dem, og det var koldt, da det var Bræ-Elve; vore Ben blev sviende røde.

Vi kommer nu til den store Bugt, Iterdlagssuark, hvis Munding var letkørt; men længere inde bliver Isen strømskaaren og overflydt med Vand, der ofte naar over Slædernes Tværtræer. Det lykkes os ved Middagstid at naa over paa den modsatte Kyst af Bugten, uden en tør Trevl Tøj paa os. Her slaar vi Lejr ved et lille Elvleje.

18. Juli.

Hen mod Aften vækkes vi af øsende Regn og maa hurtigst søge Ly i en Fjældhule i Nærheden. Her er Læ for Sydvesten og den piskende Tøsne. Vi bor halvandet Døgn i Hulen.

20. Juli.

Hen paa Morgenen klarer det op; vi springer halvnøgne om paa Klipperne og tørrer Tøj og Soveposer. Lidt The og noget Sælskind koges; elendig Sultekost. Under Uvejret brød Hundene ind og aad vort Kød. Vi fortsætter hen paa Aftenen. Mod Lejrtid skydes 3 Sæler; Mennesker og Hunde æder, hvad de orker. Sød Søvn følger efter.

21. Juli.

Atter Regn og Storm; vi er sørgeligt gennemblødte.

22. Juli.

Tørvejr. Vi fortsætter. Isen desværre opbrudt; vi maa køre paa Flager, Iskant og Land. I Fjordbunden gør vi Holdt for at rekognoscere; vi skal nemlig her op paa Bræen. Jørgen, som er gaaet forud, ser en Ren, som han skyder. Medens vi endnu flenser, bryder Regn løs paany. Der rejser sig tillige en Storm saa voldsom inde i den af Fjælde og Bræer omgivne Fjordbund, at det fyger med Sand og Sten. Vi bygger os i Hast et lille Ly af vore Slæder, med et Dække af Spæk og nyflaaede Sælskind over, og kravler derind. Og for 3die Gang er vi bundne af Uvejr, endnu før vi har faaet vort Tøj tørret fra forrige Omgang.

23. Juli.

Regn og Storm. Vi sidder i et uappetitligt Spækdryp. Naar vi er trætte af at fortælle, — og vi faar efterhaanden gennemgaaet hele vor Barndom og vor Bid af Ungdom, — lægger vi os til at sove, eller Jørgen giver sig til at læse højt af sin Bibel. Jeg læser Johannes’s Aabenbaring, der griber mig stærkt i sin pragtfulde grønlandske Oversættelse. Jørgen holder paa Paulus og forelæser mig Romerbrevet. Nu og da falder der et Stænk af Hygge ind over vor Tilværelse; det lykkes os at glemme, at vi er vaade og sultne, naar vi gribes af hinandens Fortællinger. Først naar vi alle tier, mærker vi, hvorledes vi langsomt, mere og mere, syltes ind i Væde. Soveposerne er gennemblødte, Renhaarene begynder at falde af i Klumper, og vort Tøj mugner. Vore Fødder er hvidsvuldne af Fugt, og vi fryser.

Vi er da paa Nippet til at miste Humøret og giver os til at tale om Kammeraterne i Agpat, der maaske, fyldte af Forventning, allerede tror os ved Maalet.

Naar vil det lykkes os at naa frem? Vil det overhovedet være muligt at trænge igennem — trods alle Anstrengelser? eller skal denne Tur, som begyndtes med saa store Forhaabninger, løbe ud til bare Skuffelse, Skuffelse for os, og Skuffelse for dem, som venter.

"Tal, tal dog, Knud! Det er ikke til at holde ud, naar vi begge tier stille. Fortæl, ligegyldigt hvad!" og Jørgen rusker mig ubarmhjærtigt over Ende igen i Soveposen. Sitdluk strækker Hovedet ud og raaber haabløst ud i Fjældbruset: "kránigtailivdlugo — kránigtailivdlugo!" Det er udlagt: "Stands Regnen — stands Regnen!" Thi han tror, at der oppe mellem Fjældene lever mægtige Aander, som kan binde Storm og stoppe Regnskyl.

Og Krisunguark begynder at bebrejde mig Havesyge. "I er saa underlige, I hvide Mænd! I samler paa Ting, I aldrig faar Brug for, og selv Gravene kan I ikke gaa forbi. Al denne Modgang er Hævn fra de døde! Maaske sulter vi ihjel! Bare fordi du tog disse dumme Sager!"

Jeg havde nemlig nogle Dage i Forvejen taget en Kløpind, et Naalehus og en Krumkniv fra en gammel Grav. Jeg trøstede ham med, at Dødningen maatte være tilfreds med mine Gengaver til Sjælen. Den fik jo The, Tændstikker, Spæk og Kød, ganske som de havde forlangt. Men Krisunguark lader sig ikke berolige.

"De dødes Tanker er ikke som vore; de døde er gaadefulde i Gerninger!" sukker han. "Stands, stands Regnen!" raaber Sidtluk fortvivlet op i Fjældene.

"Fortæl om Marianne eller Ellen eller Sara! Fortæl, og hold ikke op, før vi har glemt, hvor vi er, og tror os sammen med dem!" fordrer Jørgen.

Og Minderne hypnotiserer os tilbage til Oplevelser, der ligger bag; og vor Fantasi driver os stadig samme Vej, — tilbage til svundent Velvære, hvor man intet Savn kendte; tilbage til de dansk-grønlandske Køkkeners Delikatesser, til Butikkernes Herligheder. Og saaledes kunde vi stadig momentvis glemme, hvor vi var, naar en af os kom vel i Gang med at tale; og Venner, som maaske ikke mere tænkte paa os, — Danske og Grønlændere, defilerede forbi os, medens Elvbruset ude om os stadigt voksede med Regnen.

Hundene, som laa gennemvaade udenfor, stak nu og da ynkeligt i at tude; men Fjældene legede blot med deres Hyl og ekkorystede hele Fjordbunden.

24. Juli.

Natten igennem Regn. Hen paa Morgenen stiller Stormen af. Skyerne skilles, og Solen straaler atter ned til os.

Vi forsøger tre forskellige Overgange over Elven, der skiller os fra Opkørslen til den Bræ, som fører til Itivdlerk paa den anden Side Fastlandet, — men forgæves.

Naar Vandet naar os til Knæene, bliver Strømmen saa stærk, at vi er ved at tabe Fodfæstet og løber Fare for at blive revne med. Oprindelig var der kun to Elve i Bugtbunden, men de har ynglet sørgeligt i de sidste Dage. Den store Nedbør har forvandlet den lille Dal til et helt Net af Elve; jeg talte i alt 18 større og mindre.

Et Forsøg ved Lavvande langs Strandlinien, hoppende paa Isflager, mislykkes ligeledes. Og det indre af Bugten er nu aabent Vand; den Is, vi kørte paa, er opbrudt under Stormen. Vi er belejrede. Syv Bræer skyder sig ned i den Bugtbund, hvor vi befinder os; og saa er der Dalen med de 18 Elve og selve den aabne Bugt.

25. Juli.

Krisunguark finder et Opgangssted over et ca. 2000 Fod højt snebart Fjæld. Det var ikke let at faa Slæderne derop. Kørslen paa Bræen var ikke ufarlig; der er mange rivende Elve, hvis Overgange volder os meget Besvær; jeg falder to Gange af og bliver gennemvaad, men da det blæser stærkt, bliver jeg snart tør — enkelte Elve med blød, dyb Sne paa Siderne maa vi passere ved at kaste os over, saaledes at vi falder paa Maven og ikke paa Benene, da vi ellers risikerer ganske at forsvinde.

Sen Aften naar vi Nedkørslen til Itivdlerk, hvorfra vi skal sætte over til Kranah. Vi er en 2400 Fod til Vejrs og har en fortræffelig Udsigt: Al vor Stræben har været forgæves; Kranah, hvor Baaden findes, er utilgængelig, Isen løsreven i Flager!

Det er Nat, og Rejsen har været besværlig; Provianten er sluppen op; vi har kun at smide os ned paa vore Slæder og sove Trætheden af os. Det blæser en Storm heroppe paa Højfjældet.

26. Juli.

Tilbage til Agpat kan vi ikke komme; og snarest mulig maa vi i Forbindelse med Mennesker. Mad maa vi have — og nyt Fodtøj. Vore Kamiksaaler har vi forsøgt at sammenbinde med Sejlgarn; men de er blevne saa opslidte af de smuldrende Sandstensklipper og den skarrede Bræis, at de er gennemhullede lige ind til den bare Hud. Det smerter at gaa paa Klipperne og er fælt koldt, naar man færdes paa Bræis.

Vi maa forsøge at naa Netsilivik; maaske der er Mennesker. Vi bryder op ved Middagstid og kører helt op paa Toppen af Bræryggen ca. 3400 Fod over Havet. Gennem dyb Sne kører vi Dagen igennem i smukt Solskinsvejr. Vidunderlig smukke Bræpartier, Udsigt over hele Whalessound med Øer og Agpat-Øen og Wolstenholme med Jennak. Havet er spejlblankt, men heroppe hvor vi kører, blæser det en frisk Nordenvind og er koldt — trods Solen.

Bræen sænker sig jævnt mod Netsilivik, og vi faar nu en 2—3 Timers fornøjelig Kørsel med god Fart ned ad, naar Sneen ikke er alt for dyb.

Vi kører over Skyerne, ti nede ved Netsilivik er der stærk Taage, medens vi kører i Sol.

Nede ved Brækanten, hvor vi maa køre med stor Forsigtighed, da den er snefri, er der store Brækilder; flere pragtfulde røde Springvand, der danner røde Elve.

"Det er Bræen, som bløder!" siger Krisunguark, om disse store, røde Springvand, der pumpes op gennem smalle Aabninger, løber et Stykke til Vejrs i en tyk Straale, indtil de sprænges af Vinden og falder ud til Siderne som en viftende Blomsterkrone.

Ved Brækanten efterlades Slæden og Bagagen, og vi gaar til Netsilivik, hvortil vi kommer ved Midnatstid. Ingen Mennesker! —

27. Juli.

En stærk Taage vanskeliggør yderligere al Søgen, Jørgen og Sitdluk gaar ned til Husene ved Netsilivik for at se, om der skulde findes Køddepoter.

Krisunguark og jeg gaar tvers over et Højdedrag ned til en Vig, Narsark, hvor der plejede at være Telte.

Vi gaar frem i Taagen, ser intet og haaber intet mere, ømme i Fødderne og tomme i Maverne. Efter et Par Timers Vandring løber vi paa en strid Elv, som vi ikke kan komme over; og vi lægger os under en stor Klippeblok, drøfter vor Stilling og udpeger den af Hundene, vi nødvendigt maa skyde, hvis det ikke lykkes os at træffe Mennesker. Vi har nu intet spist i de sidste 40 Timer, og de sidste Dagsrejser har været anstrengende. Da vi er ved at falde i Søvn, letter Taagen pludselig og giver os nyt Haab. Vi kaster store Klippestykker ud i Elven, men Strømmen river dem med sig. Endelig lykkes det os at faa en Sten til at blive liggende; og vi vover Springet.

Det lykkes; vi løber op ad den modsatte Elvkant, der er høj og stejl, og giver begge vilde Glædeshyl fra os: en 2-300 Alen fra os laa 5 Telte! – – – Mennesker og Mad — Mad!!

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 69-76. København, 1905.