Nye mennesker – Forebyggende midler (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Forebyggende midler
AMULETTER
I de gamle Sagn fortælles der ofte om, hvorledes Mennesker i kritiske Situationer kunde forvandle sig til Dyr og i disses Skikkelse finde Redning. Og det var en Amulet, der gav Mennesket Forvandlings-Evnen.
En Amulet eller en "arnuark" er en Beskytter, Eskimoerne bærer paa sig; den forlener sin Ejer med visse gode Egenskaber og beskytter ham samtidig mod Farer.
Det er i Reglen kun Mænd, der udrustes med en arnuark, sjældent Kvinder. Alle Dyr i Flæng anvendes ikke; der er enkelte, der stadig gaar igen som Amuletter, og da endog kun visse bestemte Partier af disse. Fremfor andre bliver Bjørnen foretrukken. Naar Forældre ønsker, at deres Barn skal blive stærkt i Farer, sys ind i Barnets Hue Huden af en Bjørns Gane. Men aldrig maa Ganehuden udskæres af en nyfanget Bjørns Hoved. Kun naar man finder et gammelt falmet Kranium — eller ogsaa en død Bjørn, der ikke er falden for Mennesker, vil det have Kraft som Amulet.
Falkene er de sikreste Byttedræbere blandt levende Dyr. Vil derfor Forældre, at deres Søn skal blive Storfanger, syr de Hovedet eller Fødderne af en Falk ind i Drengens Tøj; han vil da faa Falkens Egenskaber i sit Liv.
Tejsterne er dygtige til at fange Graafisk. Det, som for Tejsterne er Graafisk, er Hvidhvaler og Narhvaler for Menneskene. De Mænd, som har en Tejstefod til Amulet, bliver store Hvidhvals- eller Narhvalsdræbere.
Ravnen er nøjsom. Den, som har en Ravnefod indsyet i sit Tøj, faar Ravnens Dyder.
Ræven er snild til at opsøge Føde og hytter sig vel for Fjender. Har man derfor et Stykke af en Rævs Hoved eller noget gammelt, hentørret Ekskrement indsyet i sit Tøj, gaar Rævens Snille over i en.
Saaledes anvendes ogsaa et Spurveskind eller en Stump af en Hundeknokkel som Amulet. Men altid skal man drage Omsorg for, at de Dyr, der tages som Beskyttere, ikke er dræbte af Mennesker.
Kvinder har sjældent Amulet; de tilbringer deres meste Tid paa Bopladserne og udsætter sig ikke for nogen Fare. Dog var der Forældre, der indsyede Hovedet af Tateratten (en lille Maageart) i deres Døtres Tøj. Tateratten lægger meget smaa Æg, og de Kvinder, der bærer den som Amulet, kommer ikke til at føde store Børn; det er nemlig saa smertefuldt.
En Beskytter, som bruges baade af Mænd og Kvinder, er et lille Stykke af en gammel Ildstedssten; denne indsys i Tøjet eller bæres af Kvinderne indlagt i et Halssmykke af Sælskind uden Haar. Ilden er det stærkeste, man kender; den gamle Ildstedssten har gennem mange Slægter modstaaet Ilden og maa altsaa være endnu stærkere end denne. Det Menneske, der bærer den som Amulet, vil faa et langt Liv og være stærk i Ulykke.
Ogsaa Hundene giver man Amuletter.
Hvis man vil have hurtige og stærke Hunde, hænger man om Halsen paa Hvalpene en lille Sten, der er styrtet ned fra et Fugiefjæld. En faldende Sten er hurtig og stærk i sit Pres, og disse Egenskaber vil Amuletten give Hundene.
Man holder meget af kamplystne Hunde; thi de er gode til Bjørnejagter. Kan man fange en Søkonge under en Kamp med en anden, og indsys noget af denne i et Stykke Skind, der bindes om Hundens Hals, vil den blive ivrig efter Slagsmaal.
Vil man have Hunde, der er gode ti! at gø og bortskræmme onde Aander, skal man binde et Stykke af en Urinspand om Halsen paa dem; thi alle onde Aander er bange for Urin.
Brugen af Amuletter er stærkt i Aftagende blandt Polareskimoerne, og det er nu de færreste, der har dem.
TRYLLEFORMULARERTrylleformularerne, "serratit", er "gamle Ord, som stammer fra de ældste Tider, den Gang da Menneskenes Safter var stærke og Tungerne havde "tangerk" — det er: Magt."
Hvorledes disse Formularer er opstaaede, er det vanskeligt at faa Rede paa; men en Eskimo fortalte mig dog, at man mente, at "disse Sammensætninger af Ord var drømte af gamle Mænd og siden havde faaet Tryllemagten i disses Mund. Nu laves der aldrig nye Formularer; de gamle i vore Dage dør, før deres Tunge faar Magt."
Men endnu gaar de nedarvede "serratit" fra Mund til Mund; de gamle giver dem nødigt fra sig og de unge kender intet til dem; først naar de bliver ældre, beder de Mænd i deres Slægt om at lære sig dem; og det anses for en stor Gave at give en Trylleformular fra sig.
Fremsigelsen af disse Formularer kan trylle Mennesker ud af Sygdom, Farer eller Misfangst; men man skal være varsom med at tage dem i sin Mund; misbruges de blot en enkelt Gang, taber de Kraften. Naar en Mand har fremsagt en "serrat", maa han i fem Dage ikke tage Kniv i sin Haand, og hans Husfæller maa skære Maden for ham.
Efter længere Tids Samliv med Stammens ældste Mand, Krilernerk, lærte jeg nogle af hans Trylleformularer. Han betragtede det som en meget værdifuld Gave. Dette skete hen mod min Bortrejse med følgende Motivering: "Nu er jeg kommen til at holde af dig og vil derfor give dig det bedste, en gammel Mand kan skænke en ung. Du rejser nu snart bort, og man kan aldrig vide, naar du kan faa Brug for dem."
1) Naar en Mand, der er tungt og langsomt kørende, kommer i Livsfare, kan han tiltrylle sig Fart med følgende Formular:
- avatarpai — avatarpai
- akorngane — akorngane
- ánagpunga — ánagpunga!
oversat:
- Fangstblære-Skind, Fangstblære-Skind
- imellem — imellem
- fandt jeg Frelse — fandt jeg Frelse!
Denne Formular brugtes første Gang af "Hunden, som tog Pigen til Kone!" Sagnet staar foranført.
Da Faderen fortrød, at han havde givet sin Datter til Hunden, førte han hende ud paa en Ø og bandt Hunden paa Fastlandet til et stort Remmesælskind, der var beredt som Fangstblære; Skindet fyldte han derpaa med Sten. Men Hunden, som forstod at trylle, fremsagde ovenstaaende Formular og svømmede derpaa ud til Øen — slæbende alle de tunge Sten efter sig. Saaledes blev i gamle Dage denne "serrat" til og bruges nu af dem, der vil hurtigt frem for at undgaa Livsfare.
2) Følgende Formular bruges med samme Virkning:
- hok — hok!
- umiarssuark, krajarssuark, ingerdlarwit.
- ersarssuagkit
- krârsakralugit!
oversat:
- frem, frem
- Skib, Kajak, Slæde!
- Dine store Kinder
- maa du glatte, saa de bliver letløbende!
3) Hvis Fangstdyrene gør sig usynlige, og Misfangst indtræder, skal Fangeren fremsige følgende:
- sûvdlunga — sûvdlunga
- akruisaunga — akruisaunga?
- teriangniauvdlunga
- akruisaunga —
- avingârssûvdlunga
- akruisaunga!
- amarûvdlunga
- akruisaunga!
- suniardlunga?
- anguniardlunga!
oversat:
- I hvilken Skikkelse
- skal jeg vente ved Aandehul?
- I Rævs Ham
- skal jeg vente ved Aandehul!
- I "Springerens" Ham
- skal jeg vente ved Aandehul!
- I Ulvs Ham
- skal jeg vente ved Aandehul!
- Hvad skal jeg ved Aandehul?
- Fange Sæl!
"Springeren" levede i Forfædrenes Tid, den Gang da alle Dyr fandtes paa Jorden; den har sit Navn af sin Færdighed i at springe. Man fortæller, at den holdt sig skjult mellem Husenes Stenmure. Den kunde springe hen over Loftet inde i Husene, idet den greb fat i Stenene; den havde Gribehænder baade paa For- og Bagben, og disse Hænder saa ud som et Menneskes. Naar den fik Øje paa et Menneske, der laa paa Ryggen og sov, lod den sig falde ned paa det og kildede det; derfor var man bange for den. Den var saa stor som en Hundehvalp. Nu ser man den aldrig mere.
4) Første Gang en Mand skal ud paa Havet efter at have begravet en død, regnes han for uren; Fangstdyrene vil gøre sig usynlige for ham. Han maa derfor, inden han gaar ud paa Havet, paakalde "nerrivik" ("Sulefadet"), en Kvinde paa Havets Bund, som hersker over alle Sødyr. Formularen lyder saaledes:
- akuarusiarssûp
- savssuma atânit sikup
- tune-enga!
Dette er en saa uregelmæssig Sprogbygning, at det ikke let lader sig oversætte; men Meningen skal være:
- Driv Hvalrosser mod mig —
- du Sulefad dernede
- under Isen!
- skænk mig Gaver!
Ordet akuarusiarssûp er en Genitiv for akungersortup, men i Meningen ganske løsrevet fra Sammenhængen. Naar to Kajakker jager Hvalros, fordeler de sig altid saa, at den ene er i Nærheden af Land, den anden længere til Søs: denne sidste kaldes for "akungersortork", "den som faar Byttet drevet til sig", fordi Hvalrossen i Reglen lader sig jage ud til ham. akungersorpork, der kommer af "akorpa", griber med Hænderne, faar, er i Formularen brugt paa en ganske sprogstridig Maade; men Formularernes Ord skal heller ikke altid begribes, siger Eskimoerne. Det kommer kun an paa Virkningen.
5) Da det Menneske, der har "arbejdet med en død", regnes for uren, fremsiges efter Stensættelsen en Formular, der skal forebygge, at andre besmittes:
- erdlorssuark!
- erdlorssuarpit serparpânga!
- erdlorssuarma serparpâtit.
oversat:
- Endetarm!
- din Endetarm stænkede mig!
- min Endetarm stænkede dig!
Denne Formular kan ogsaa bruges af et Menneske, der vil plukke Straa paa en Boplads, hvor nogen nylig er død.
6) Naar en Mand lister sig paa en Sæl, der ligger og soler sig paa Isen, fremsiger han følgende for ikke at blive set:
- nunavdlo sermitdlo
- akorngákut
- támarnaunga!
oversat:
- Lad mig forsvinde
- mellem Jorden
- og Bræen!
7)
- amauralo ningioralo
- iserkrungmanga
- iserpáka.
oversat:
- min Oldemoder og Bedstemoder
- bad mig komme ind!
- og jeg kom.
Dette siges under et Fuglefjæld for at undgaa Stenstyrtningen. Naar man nævner noget saa ærværdigt, som Oldemoder og Bedstemoder, lades Stenene i Ro.
8) En Mand, hvis Kone paa Grund af Barnefødsel eller Abort er underkastet Bod, maa fremsige en Formular, naar han vil drikke Vand af en Sø. Mennesker, der har mistet deres Fa’r eller Mo’r, maa ligeledes "tale over" Vandet i en Sø, om de vil drikke ude, inden et Aar er forløbet efter Dødsfaldet.
Søerne har Afløb til Havet, og derfor kunde let dette oprøres paa det "urene" Menneske, der berørte Søen; man fremsiger derfor følgende:
- kringmerssûvdlunga
- sermivdlo nunavdlo
- akornganit anivunga.
- imarssuark savssuma,
- amarormalo ningiormalo
- imersingnarkrungmanga
- imerpunga!
oversat:
- Som en Hund
- kom jeg ud
- fra Mellemrummet mellem Bræ og Land.
- Du store Hav dernede!
- min Oldemo’r og Bedstemo’r
- sagde, at jeg frit kunde drikke,
- og nu drikker jeg!
Alle Trylleformularer fremsiges stille, med sænket Stemme, og hvert Ord gentages.
Disse forebyggende Midler, som her og i det foregaaende er omtalte, kan anvendes mod Livets hemmelige Magter af almindelig dødelige, d. v. s. Mennesker, som ikke har uddannet sig til Aandemanere.Alt her skildret vedrører kun den lille isolerede Stamme ved Smithsund, som Ekspeditionen har vedtaget at kalde Polareskimoer. Blandt andre Stammer paa Grønland har Amuletten eller "Ulykkeskærmeren" været brugt i større Omfang end her. Gamle Folk i det sydligere Vestgrønland har meddelt mig, at de foruden Dyr ogsaa anvendte forskellige Stenarter, f. Eks. Glimmersten, og Stumper af Oldinges Dragt eller Ejendom. Folk, der gav deres Børn en saadan Amulet sagde følgende over Barnet: "Du skal have en Del af dette Menneskes Livskraft; modtag derfor noget af hans Ejendom."
Med samme Motivering plejede man at gnide et spædt Barn i Munden med en Oldings Spyt, eller man satte nogle af hans Lus i dets Hoved.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 152-160. København, 1905.
