Nye mennesker – Kuriøse historier og rejseeventyr (KR)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Kuriøse historier og rejseeventyr



III. KURIØSE HISTORIER OG REISEEVENTYR


KÆMPEN

Der var en Gang en Kæmpe; han var saa stor, at han kaldte Isbjørnen for Ræv.

En Dag ser han fem Kajaker og faar Lyst til at bruge Mændene som Amulet; og saa øser han dem op med sin Haand, bringer dem hjem til sit Hus og stiller dem paa en Hylde under Lampen.

Saa aad Kæmpen Isbjørn og Hvalkød og faldt i Søvn.

Han var saa stor, at hans Lus var Ræve.

Og da der var sluppet et Par Ræve ind, som gav sig til at gnave ham i Hovedet, brummede han:

"Drys ikke Lampesod ned over mig!"

Han troede nemlig, at det var Mændene, der rev Lampesod ned; de rystede ordentlig af Skræk.

De forsøgte nu at komme ned, idet de firede sig ned ved Sælskindsremme.

Og Kæmpen gi’r sig nu med eet til at tale i Søvne:

"Træd paa Lampestenen!" brummede han. — Det gøs gennem Mændene.

Endelig kom de ned paa Gulvet og løb hen mod Udgangen; men Dørtærskelen var saa høj, at de nær aldrig var slupne over.

Endelig var de fri, løb ned til deres Kajaker og flygtede bort.

Da Kæmpen vaagnede og opdagede, at Mændene var flygtede, skreg han ærgerlig paa sig selv:

"At jeg dog ikke rev Øjnene ud af Hovedet paa dem!"


Fortalt af
ANARFWIK
(midaldrende Kvinde).


KONEN MED JERNHALEN

Der var en Gang en Kone, som havde en Hale af jern, og saa var hun oven i Købet Menneskeæder . . . Naar hun havde et Menneske i Besøg, hoppede hun, saa snart Gæsten var falden i Søvn, op i Vejret og lod sig saa falde ned igen paa den sovende, som gennemboredes.

En Gang kom der en Mand til hende og lagde sig til at sove. Da hun troede, at han var falden i Søvn, gav hun sig til at springe i Vejret, og da hun var lige over ham, lod hun sig falde. Men Manden, som slet ikke sov, sprang til Side, og saaledes skete det, at hun faldt med Enden lige ned paa en Sten og knækkede Halen.

Manden flygtede ud og sprang i sin Kajak. Hun efter ham.

Da hun naaede ham, skreg hun:

"Aa, den som kunde jage sin Krumkniv gennem ham dernede!"

Da hun raabte det, var Kajakmanden nær ved at kæntre, for hendes Ord havde Kraft.

"Aa, den som kunde sætte sin Harpun tværs gennem hende deroppe," raabte Manden tilbage. — Og saa stor Kraft havde Mandens Ord, at Kællingen faldt lige paa sin Ende.

Saa rejste Manden sin Vej, og Kvinden myrdede ikke flere siden, nu da hendes Jernhale var knækket.


Fortalt af
AISIVAK.


PIGEN, SOM BLEV TIL STEN

Der fortælles, at Krautipaluk havde en Datter, som var ung og smuk.

Og saa berettes der om en gammel Mand, der boede andet Steds, at han havde en Søn.

Denne gamle vilde nu sejle i Konebaad over til Krautipaluk for at hente hans Datter til sin Søn.

De sejlede af Sted og kom frem. De lagde til Land, men uden at gaa op raabte den gamle:

"Krautipaluk, man er kommen for at hente din Datter!"

"Man synes, I lugter af Smuds." svarede Krautipaluk.

"Vel," sagde saa den gamle, "stød fra Land og lad saa hende deroppe stivne til Sten!"

Og straks begyndte Krautipaluks Datter at stivne.

Manden i Baaden var gammel, og Tungen derfor skarp.

"Aa," skreg Krautipaluk, "tag hende, tag hende endelig!" da hun stivnede til Sten.

Men den gamle vendte bare Ryggen til, stødte fra Land og sejlede bort.


Fortalt af
TATERARK.


SVIGERMODEREN, SOM GIFTEDE SIG MED SIN SVIGERDATTER

Der var en Gang en Mand, som hed Ukuamârk; han var saa slem til at plage sin Kone, og til sidst flygtede hun bort for at leve som Eneboer; men Svigermoderen, en gammel Kælling, satte efter hende, og hun tog hende saa til Kone, idet hun opførte sig som en Mand og anvendte en Rens penis; om Dagen tog hun ud paa Rensjagt, og hun skød mange Rensdyr med Pile.

De havde deres Hus lige ved en Elv, op til et stort Vandfald. En Dag, hun var ude paa Jagt, fandt hendes Søn deres Hus og sin Kone. "Hvem har fanget alt det her?" spørger Manden.

"Det skal du faa at se," svarede Konen.

Endelig hørte de den gamle Kælling komme, og Manden gemte sig under en Dyne. Da Kællingen skulde til at skræve over Dørtærsklen, tabte hun sin penis ned i Gangen, og da det skete, brast Manden ud i en voldsom Latter, og Kællingen, som opdagede, at hendes Søn var kommen, flygtede ud. Ukuamârk satte efter hende, men før han kunde faa fat i hende, sprang hun ud i det store Vandfald af Skam.

Og saa tog Sønnen sin Kone med sig hjem igen og levede atter sammen med hende, og her ender den Historie.


Fortalt af
TATERARK.


KVINDEN, DER SYEDE KLÆDER AF RAVNESKIND

Ved en Boplads dræbte man en Gang en Mand; og da man kort efter rejste paa Fangstrejse, efterlod man den dræbtes Kone og en Hvalpetæve; begge skulde de snart føde, og intet havde de at spise.

Kvinden fødte snart en Søn, og straks efter Fødslen maatte hun ud for at samle Føde til sig og Barnet. Hun fandt paa at fange Ravne i Snarer, idet hun brugte sin Efterbyrd fra Fødslen som Lokkemad. Saaledes fangede hun mange Ravne og syede Pelse til sig og Drengen af Skindene. Vingerne lod hun sidde paa.

Da Hunden nu fik Hvalpe, tryllede hun baade over sin Søn og Hvalpene, saa at de var fuldvoksne i Løbet af et Aar.

Saa tog de paa Rejser til Mennesker og kom frem.

"Man beder om lidt Tøj til sin Søn," sagde hun til de fremmede.

"Lad Børn gaa nøgne," svarede de.

"Saa beder man om en Kone til sin Søn," vedblev hun.

"Ikke tager Børn Koner," svarede de fremmede.

"Saa kan I vel skyde os ned!" sagde Drengen til de mange Mennesker; og saa fik de deres Buer frem og begyndte at skyde paa Moder og Søn.

Moderen stillede sig nu frem og begyndte at svinge Remmen til den Rygpose, hun havde baaret sin Søn i, da han var lille, og alle Pilene veg til Side for dem, uden at ramme. Men Kvindens Søn greb sin Bue og skød alle de mange Mennesker ned, og saa for de videre til nye Lande og nye Mennesker.

Denne Fortælling har jeg hørt af Folk, som kom til os fra den anden Side af det store Hav.


Fortalt af
ARNALUK.


KVINDEN, SOM VRAGEDE MÆND

Isigkârssuark vilde ingen Mand have; til sidst blev hendes Familie saa opbragt, at man bandt Benene sammen paa hende og hængte hende ned i en Stenhule med en Sælskindsrem.

Da hun saaledes blev ophængt, døde hun og blev til en Fjældaand.

Hendes Nyrer blev Øjne i Hovedet paa hende, Leveren blev Haar, Milten til Tunge, Hjertet til Rygposeprydelse og Indvoldene til Rem i Rygposen (hvori Børn bæres).

Da hun nu var bleven en Fjældaand af et saadant Udseende, brød hun ind til sine Forældre og skræmmede dem til Døde.

Her ender den bedrøvelige Historie om Pigen, som vragede Mænd.


Fortalt af
ARNALUK.


KVINDEN, SOM LEGEDE FJÆLDAAND

Der var en Gang en Kvinde, som flygtede bort, fordi hendes Mand pryglede hende.

Paa sin Vandring kom hun til et Hus, hvor der ingen Mennesker var; og saa gik hun derind og satte sig.

Som hun sad der og lyttede, hørte hun Støj af Mennesker og blev angst.

Det var i de Tider, da man havde Kødskur med Indgang bagfra i Huset. Og inde i et saadant Skur gemte hun sig.

Larmen kom nærmere, og ind kom en Mængde Mennesker, som lagde sig til at sove, da de havde spist.

Inde i Skuret laa der noget Renskød med fed Talg; af dette aad Kvinden, saa meget hun orkede. Som hun nu sad derinde og ventede paa, at Folkene igen skulde gaa, fik hun en forfærdelig Mavepine af alt det Talg, hun havde spist; og hun havde svært ved at holde sig.

Før hun gemte sig, havde hun sværtet sit Ansigt til med Lampesod, og saa havde hun vendt Vrangen ud paa sit Tøj for at se frygtindgydende ud.

Hun fik mer og mer Mavepine, og til sidst maatte hun sætte sig i Skuret.

"Pua, du slog en vældig Fjært!" hørte hun en sige inde i Huset.

"Næ, det var ikke mig!" svaredes der.

Jamen, hvad er det for en forfærdelig Stank, der kommer derhenne fra Skuret?" var der saa en anden, der sagde. Og i det Øjeblik de lukkede Døren til Skuret op, sprang Kvinden ud med udbredte Arme og styrtede løs paa Folkene med høje Raab: "Angunujuvatsakra, apapa, isase!" skreg hun. Og alle derinde troede, at det var en Fjældaand, fordi hendes Ansigt var sort og hendes Klæder saa underlige.

Og de greb deres Tøj og flygtede bort.

Men Kvinden tog alt det Renskød, hun kunde bære, og gik hjem.

Siden plejer vi altid at skræmme smaa Børn, der græder, med den frygtelige: Angunujuvatsakra."


Fortalt af
ARNALUK.


GROVÆDEREN

Der var en Gang en Mand, som var en stor Renjæger, og han gik ofte paa Renjagt. Da snørede han sin Bug ind med Remme for at gøre sig let og hurtig til Bens.

Naar han kom hjem fra Jagt, kogte han Kødet og gav sig altid til at æde ganske ene, efter at have snøret sin Bug op; og han blev ved med at spise og maatte til sidst grave et Hul i Jorden for at faa Plads til sin Mave; thi Maven voksede stadig paa ham, og naar Folk kom forbi, skreg han:

"Langt uden om min Mave, langt uden om min Mave," for han var bange for, at de skulde støde til den.

Naar Kødet slap op, gik han igen paa Renjagt og fik stadig mange Rener.

Han aad ustandselig, og hvad han ikke selv kunde fortære, gravede han ned. Aldrig gav han andre noget.

Det var Historien om Narrajena, den store Æder.


Fortalt af
TATERARK


ISERARK, DER STJAL

Man fortæller om Iserark, at han kun havde eet Ben; hans andet Ben var lavet af en Hvalros’s Ribben; men løbe kunde han alligevel, og man siger, at han kunde fange Ræve i Løb.

Han var en stor Tyv, der stjal fra Folks Kødgrave; sine Tyvekoster gravede han ned i Jorden og dækkede dem til med Sten. Først om Aftenen, naar Folk sov, bragte han det hjem.

Men saa var der en Gang et Menneske, som lod sig lukke inde i en Kødgrav for at opdage Tyven. Og da Iserark kom for at stjæle og stak sin Haand derned, greb han ham om Haandleddet og afskar Haanden.

"Av! Det snurrer i mit Haandled," var alt, hvad Iserark sagde. Men senere stjal han aldrig fra Kødgrave.


Fortalt af
KRISUNGUARK
(ung Mand).


HVORLEDES TAAGEN BLEV TIL

En Fjældaand hentede Lig fra Gravene og aad dem, naar han kom hjem. En Mand, som ønskede at opdage Tyven, lod sig levende begrave. Fjældaanden ser den nye Grav, udgraver Liget og slæber det bort.

Manden havde stukket en flad Sten ind under sin Pels for det Tilfælde, at Fjældaanden skulde stikke i ham.

Undervejs gjorde han sig ordentlig tung og greb fat i Pilekviste, saa at Fjældaanden maatte lægge alle Kræfter i.

Endelig kom han da frem til sit Hus, og med Bæreremmen slængte han Liget ind paa Gulvet. Men nu var han udmattet, Fjældaanden, og lagde sig til at sove, og imedens gik Konen ud for at hente Brænde til Kogningen.

"Far, Far, han slaar Øjnene op!" gi’r Børnene sig til at skrige, da den døde pludselig aabner Øjnene.

"Snak, Børn, det er et Lig, som jeg undervejs ofte har tabt i Kvistene," svarede Faderen.

Men Mennesket stod op, dræbte Fjældaanden og hans Børn og flygtede i Løb.

Fjældaandens Kone ser ham og tror, at det er hendes Mand.

"Hvor skal du hen?"

Manden svarer hende ikke, løber bare videre, og Konen, som fik Mistanke, satte efter.

Da det var Sletteland, raaber han: "Hæv jer Høje!" og mange Høje hævede sig.

Fjældaandens Kone sakkede nu agterud, da hun skulde til at kravle opad.

Den flygtende ser en lille Elv og springer over den.

"Flyd over dine Bredder, Elv!" raabte han, og det blev nu umuligt at slippe over.

"Hvordan slap du over Elven?" raaber Konen.

Jeg drak dens Vand, drik du den bare ud."

Og Konen gav sig til at bælge sig.

Mennesket vender sig om mod hende og udbryder:

"Men saa se dog din Pelsflig mellem Benene."

Og da hun bøjede sig for at se den, brast Bugen paa hende.

Men idet hun brast, stod der Vanddamp op af hende og blev til Taage, som endnu den Dag i Dag driver her ude mellem Fjældene.


Fortalt af
AGPALERSUARSUK
(ung Mand).


MANDEN, SOM AAD SINE KONER

Man fortæller om Igimarasugssugssuark (Harpunodden), at han plejede at fede sine Koner og spise dem, naar de var blevne rigtig tykke. Men hver Gang han var bleven Enkemand, slumpede han altid hurtigt til en ny; paa den Tid, da følgende hændte, var han gift med en, som hed Arnakra.

Da han altid aad, blev han stadig federe og federe, og stadig maatte der sættes Kiler ind i hans Dragt. Blandt andre slagtede han ogsaa sin Kones lille Søster; og Konen maatte sætte Gryden over Ilden, alt medens hun aftørrede Taarer.

"Koge hende og begræde hende paa samme Gang," vrængede hendes Mand til hende.

"Aa nej, jeg har blot faaet Røg i Øjnene," svarede Konen; hun var bange for sin Mand. For se, Konen spiste aldrig Mennesker, men naar hun skulde koge et Menneskehoved til sin Mand, nøjedes hun altid med at spise Lusene paa det; det alene, ja kun det!

Og saa en Dag befaler hendes Mand hende at gaa ud at samle Brænde, og der var fuldt af Sne ude, og de havde intet Kød at koge; og saa vidste hun jo, at det var hende selv, der skulde koges.

"Man plejer at skære Brænde med sin Krumkniv," sagde Manden til hende.

"Ja, Kvas," svarede Konen og gik ud for at sanke Brænde, men "den store Harpunspids" var nu bleven saa fed, at han næsten altid laa paa Briksen.

Solen var langt nede paa Himlen, og endnu var Konen ikke kommen hjem. Hun blev borte. Og saa satte han efter hende. "Gid Verden blive mørk," raabte Arnakra, for at det skulde give sig til at sne, og det begyndte at sne. Og saa tabte Manden hendes Spor og gik hjem. Han maatte gaa med Stok og brugte sin Harpun dertil. Arnakra krøb nu ind i en Rævefælde for at se, om hun kunde finde nogen Føde derinde. Og medens hun var derinde, hørte hun Lyd af Slæde; det var Ejeren, der kom for at se til sin Rævefælde; og da han saa Kvinden, flygtede han bort, fordi han troede, at hun var en Fjældaand.

"Nej, jeg er Arnakra," raabte hun, og saa vendte han om og tog hende med sig hjem.

"Jeg har spist en Ræv," fortalte hun ham, "jeg maatte flygte bort for min Mand, som aad sine Bopladsfæller. Han vil sætte efter mig. Det er en stor Mand og tyk, saa han fylder megen Plads ud; og naar han engang kommer til Syne, vil han paa Afstand se ud som en hel Slæde.

Jeg taler virkelig Sandhed!"

Og saa en Dag kom Manden da til Syne, og de fik travlt med at gemme hende, for at han kunde blive overrasket. "Men hvor skal jeg være?"

"Deroppe, deroppe, øverst paa Briksen!" sa’ de andre. Og saa kravlede hun derop.

Nu kom Igimarasugssugssuark. Han kneb sig med Nød og næppe ind gennem Husgangen, der var ham for smal.

"Aah, man er bleven saa vældig fed paa det sidste, og det er, fordi vi har saa svært med Hvalros i vort Fangststrøg!" løj han. Og samtidig saa han saa kærligt til Børnene inde i Huset: "Aah, I søde smaa Unger," sagde han, for han havde saadan en Lyst til at spise dem. Og saa blev de enige om, at de vilde synge ham Smædesange.

"Vi kan altid senere komme til at spise, lad os først synge," sagde Mændene i Huset, og saa var der en af dem, der gav sig til at surre ham fast til Stolpen i Huset. Og saa begyndte Sangen.

"Og det er "den store Harpunspids", der æder sine Bopladsfæller!" var Omkvædet.

Og straks gav han sig til at raabe højt: "Arnakra har sladret, Arnakra har sladret!"

"Lad Konen stikke ham!" raabte Folkene i Huset, og saa kom Konen frem.

Men hun var bange for ham, og Kniven gled blot hen over hans Hud. Endelig gik den da langt, langt ind.

Saa begyndte Folkene i Huset at raabe: "Og saa til Konen!" for de troede at hun ogsaa aad Mennesker; og saa dræbte de hende, skønt hun raabte alt, hvad hun kunde: Jeg aad aldrig andet end Lusene paa Ligene."

De skar da Maven op paa hende for at se, hvad den indeholdt, og se: Blindtarmen var fyldt med Lus!

Og alle i Huset sørgede nu over, at de havde dræbt en Kone, som de kunde have haft megen Nytte af. . . Ja, her ender den Historie.


Fortalt af
KRILERNERK
(gammel Mand; ca. 70 Aar).


SPÆDBARNET, SOM AAD SINE FORÆLDRE

Der var engang et Spædbarn, der laa og diede sin Moder. Men pludselig en Dag afbider det sin Moders Bryst og giver sig til at æde hende. Da der ikke var mere tilbage af hende, dræbte det sin Fader og gav sig saa ogsaa til at æde ham. Folkene i Huset vaagnede ved en stærk Smasken, greb deres Tøj og flygtede bort.

Det spæde Barn saa nu forfærdeligt ud, fuldt af Blod omkring Munden. Og saa begyndte det med eet at vokse. Tøjet blev for smaat til det og kom til at sidde oven over Maven.

Folk var flygtede op paa en høj Sten og stod nu rædselsslagne der. Og her var der en af dem, der sagde: "Hent min lange Kniv, saa skal du faa min Datter!" Der var straks en Mand, som gik ned til Huset; men ind turde han dog ikke gaa, da han først havde set Spædbarnet. Til sidst gik Barnet ud af Huset og gav sig til at søge efter Menneskene, men det kunde ikke se nogen. Det kravlede hen over Jorden og skreg: "Mine Forældre aad jeg; jeg aad mine Forældre, fordi de ikke vilde give mig Kød."

Da det nu kravlede hen over Jorden uden at kunne se nogen, løb Folk bag om det ned til Fjæren og sprang i deres Konebaade.

Men da Barnet hørte dem støje, saa satte det efter dem og gav sig nu til at gaa hen over Havet; men da det kom hen til en spejlblank Strime, raabte det: "Ak, en dyb Kløft!" og vendte om.

Men Konebaaden flygtede bort.


Fortalt af
TATERARK.


LØGNEREN

Der var en Gang en Mand, der hed Krasigiark; han var saa slem til at lyve. Lige i Nærheden af ham havde mange Brødre Land, og de havde mistet deres Søster.

Løgneren tog saa en Dag paa Besøg til dem og gav sig til at fortælle om, at han havde faaet et Barn, der var opkaldt efter deres Søster. Løgneren var fyldt af Begærlighed efter Ejendom. Mændene, der var glade over, at deres Søster allerede var opkaldt, gav ham mange Gaver, som han førte med sig hjem.

"Hvordan er du dog kommen til alle disse Ting?" spurgte Konen ham, da han kom.

"Aah, de fandt Glæde i at berige mig," svarede Manden. Han førte altid saa skønne Ord i Munden, fordi han var en Løgner.

Men en Dag hændte det, at de mange Brødre kom paa Besøg for at se til deres afdøde Søsters Navne.

"Det var Barnet, vi saa gerne vilde se!" sagde de, da de kom.

"Ak! Min Mand er saa stor i sine Løgne," svarede Konen dem og slog ham i Ansigtet, saa hans Øjne traadte ud. Dette gjorde hun, fordi han løj.


Fortalt af
ARNALUK


En Gang kom et stort Skib sejlende til den Boplads, hvor Krasigiark ("den spraglede Sæl") boede. Han ejede som sædvanlig intet og vidste ikke, hvorledes han nu skulde skaffe sig Ejendom fra det store Skib. Saa fik han en Ide: Han slog sin Moder ihjel og roede ud til Skibet. Hendes Øjne havde han spilet op med Hvalros-Skæg, saa det saa ud, som hun var levende.

Da han kom ud til Skibet, gik Matroserne ned til ham for at kigge paa hans Ledsagerske. De talte til hende, men hun svarede ikke.

"Hun er saa døv," forklarede han dem saa, "at hun ikke hører, hvad man siger til hende. Slaa hende paa Siden af Hovedet; saa først vil hun lægge Mærke til jer."

Og de slog hende, saa hun ramlede ned af Sædet.

"Saa! Der dræbte I min Moder!" sagde han og gav sig til at græde; og Folkene, som fik megen Medlidenhed med ham, gav ham mange Gaver, som han roede hjem med.

Inde paa Land fortalte han sine Brødre, at han havde faaet alle disse Gaver for sin Moders Lig.

Broderen, som blev misundelig, gik ind og dræbte alle sine Børn og roede ud til Skibet med dem. Men Folkene jog ham bort.

Der fortælles ogsaa om "den spraglede Sæl", at han en Gang paa en Slæderejse mødte en hvid Mand, som kørte mange Ejendele paa sin Slæde. Alt, hvad Løgneren selv havde paa sin Slæde, var en tom Pose.

"Hvor skal du hen?" spurgte den hvide Mand ham.

"Aah, jeg skal op paa Bunden af en Sø heroppe og hente mine Ejendele!" svarede "den spraglede".

"Hvad skal det sige?" spurgte den fremmede.

Jo, ser du," svarede Løgneren, "mine Landsmænd, som var vrede paa mig, puttede mig i en Pose og kastede mig i Søen, og da jeg kom ned til Bunden, fandt jeg mange vidunderlige Ting. Det er dem, jeg nu skal ned at hente."

Den hvide Mand søgte nu at overtale ham til at kaste sig ud i Søen, og Krasigiark puttede ham i sin Sæk og kastede ham ud. Derpaa kørte han hjem med alle hans Ejendele.

Saaledes løj han, og hans Løgne gjorde ham rig.

Denne Fortælling har vi fra vore Forfædre. Den er meget gammel og stammer fra den Tid, da Menneskene var mange og havde hvide Mænd iblandt sig.


Fortalt af
OSARKRAK.


MANDEN, DER HÆVNEDE ENKERNE

Det var i gamle Dage, i de Tider, da Folk endnu var dygtige til at ro i Kajak. I ved, at en stor Sygdom en Gang bortrev alle ældre Mænd; de unge, som den Gang levnedes, forstod ikke at bygge Kajaker, og saaledes gik det til, at Kajakfangst i lange Tider var ganske glemt.

Men Forfædrene var saa veløvede, at de satte over Have, vi ikke mere tør give os ud paa. Den Gang var Vejret heller ikke saa uroligt som nu, Vindene var ikke saa pludselige i deres Overfald; man siger, at der aldrig gik høje Søer.

I disse Tider levede der ved Kangârsuk (C. Parry) en Mand, Angusinaunguark, der havde en meget smuk Kone, som Mændene misundte ham. Og en Dag, da de havde bestemt sig til at sejle paa Edderfuglefangst til Kitsigsut-Øerne (Carry-Øerne), blev det aftalt, at Angusinaunguark skulde efterlades paa en afsides liggende, øde Ø.

De sejlede nu ud til Øerne, der ligger langt ude i Havet, fangede Edderfugle i Snarer, samlede Æg og var klare til Hjemrejse; saa stødte de fra Land uden at vente paa Angusinaunguark, der var oppe for at tilse sine Snarer, og tog hans Kajak paa Slæb, for at det aldrig mere skulde være ham muligt at forlade Øen.

De skyndte sig nu indefter mod Fastland, Vejen var lang.

Men da de fik Teltene i Sigte, saa de en Mand gaa fra Telt til Telt paa Besøg hos de Kvinder, der var efterladte ved Lejren. De roede til og kom nærmere; alle Lejrens Mænd havde deltaget i Fuglefangsten, og ikke kunde de fatte, hvem det kunde være, som gæstede Teltene. En gammel Mand, der styrede Baaden, skyggede med Haanden for Solen og saa ind over Land.

"Manden er Angusinaunguark!" sa’ han; og Sandhed talte han.

Det viste sig nu, at Angusinaunguark var en stor Troldmand. Da Konebaadene havde forladt ham, og han ingen Steder fandt sin Kajak, havde han surret sit Legeme i bøjet Stilling ind i Kobberemme, og saa havde han, paa Aandemaneres Vis, tryllet sig Kraft til, saa at han kunde fare gennem Luften, og var saaledes kommen frem til Lejren, længe inden de Mennesker, der vilde ombringe ham.

Fra den Dag tænkte man ikke oftere paa at berøve ham hans Kone; og ikke heller skulde man fortryde, at man havde ladet ham i Fred.

Paa de Tider var jo Menneskene mange, og alle Lande befolkede. Der boede ogsaa Folk ude paa Carry-Øerne; men de var fjendtligsindede og unærmelige. Naar en Kajak inde fra Fastlandet kom i Nærheden af deres Boplads, indhyllede de ham i Taage, for at han intet skulde se, og saaledes for mange Mænd vild og omkom.

Men en Gang bestemte Angusinaunguark sig til at hævne sine Landsmænd. Han sejlede ud til de unærmelige og kom bag paa dem, fordi han var en stor Troldmand, og han ihjelslog mange af Mændene, skar Hovederne af dem og dyngede dem op paa Sidebriksen. Og da han havde fuldbragt sin Hævn, rejste han bort.

Stor Glæde vakte det blandt de omkomne Kajakfangeres Enker, da de hørte, at Angusinaunguark havde hævnet deres Mænd. Og de klædte sig alle af og gik ind til Hævneren, som de bad om at lægge sig paa Ryggen; hvorpaa de en for en skrævede over hans Hoved og lod ham lugte til deres Kønsdele.

Dette gjorde de af Taknemlighed.


Fortalt af
OSARKRAK


DEN HVIDHAAREDE KÆLLING

Ja, der var en Gang — det er saamænd den gamle Historie — en Mand, som pryglede sin Kone. Ja, og saa flygtede hun naturligvis bort fra ham, og sit Barn havde hun taget med, et lille et, som hun bar paa Ryggen — og saaledes gav hun sig paa Vandring med sin lille Unge.

Saa løber hun paa et stort Hus, et Hus med to Rum og en Indgang; men Mennesker var der ingen af, og saa gik hun ind. Der brændte en lille Lampe derinde; en gammel Kælling laa og sov, hun laa paa sin Ryg, og hun sov om Dagen, fordi hun var en gammel Kælling. Hun skulde sørge for, at Lampen aldrig gik ud. Men hendes store Sønner var ude paa Fangst.

Flygtningen trak nu sine Kamiker af og gav sig til at tørre dem. Saa hørte hun en underlig Raslen. Hun sprang op og saa sig om og ser saa den gamle Kælling komme krybende hen imod sig. Hun fik lige revet sine Kamiker til sig og flygtede bort i Løb. Kællingen satte efter hende og kom nærmere og nærmere. Saa kastede Konen sit lille Barn fra sig, og den gamle Kælling slog sin store Økse i den lilles Hals. Hun længtes efter at spise.

Saa kom Flygtningen hjem og mødte sin Mand, der kom kørende.

"Men hvor er dit Barn?" spurgte Manden. "Jeg tabte det, da den hvidhaarede Kælling forfulgte mig."

"Du lyver, jeg vil slaa dig ihjel.".

"Jamen lad mig først vise dig den gamle Kælling," svarede Konen; og saa vandrede de bort.

Og da de kom frem, fandt de hende atter sovende.

Manden gik ind.

Han greb en stor Økse, der laa over den sovende, saa huggede han til, lige i Halsen paa hende.

Hun rejste sig op, "ou-u-u-uh!" aandede hun ud, og saa døde hun.

Saa gav Manden sig til at vente paa, at hendes Børn skulde komme hjem.

Og de kom til Syne, slæbende Rensdyr paa Ryggen, og alt som de nærmede sig, raabte de: "Mor, vi har skaffet dig Skind, du skal hvile dig paa!"

En af dem kom ind gennem Husgangen. Manden huggede ham i Halsen og kastede ham til Side. Og saa kom der en anden, og saa en til, og dem alle huggede han i Halsen.

Men da Blod begyndte at flyde inde fra Huset ud i Husgangen, undslap tre. Manden og Konen tog nu saa meget Renkød, de kunde bære, paa Ryggen og vandrede hjem.


Fortalt af
KRILERNERK.


MANDEN, SOM TOG UD PAA REJSER FOR AT SØGE EFTER SIN SØN

Det var en Gang i vore Forfædres Tid, at en Mand tog ud paa Rejser langs med Landene for at søge efter sin Søn. Sønnen var bleven borte i Kajak.

En Dag ser han ved en stor Bræ en Kæmpe og ror op til ham. Da han var kommen ind i Huset, trak Brækæmpen en Tromme frem, en dejlig Tromme med Skind af et Menneskes Mavesæk, og Kæmpen laver sig nu til for at give Manden denne Tromme, men kommer samtidig til at skælve over hele Kroppen, for han fik saadan en forfærdelig Lyst til at spise Manden med det samme.

Samtidig begyndte nogle store Laks at falde ned fra et Hul i Taget, og Manden blev saa bange, at han havde svært ved at spise, og ud kunde han ikke komme.

Men da han var en stor Aandemaner, giver han sig nu til at kalde paa sine Hjælpeaander. Hans Hjælpeaander var nok store Spækhuggere.

"Spækhuggere, Spækhuggere! kom frem Hjælpeaander, vis jer, man vil æde mig."

Og Spækhuggerne kom frem, og Huset blev knust og Kæmpen dræbt, og saa rejste Manden videre for at søge efter sin Søn.

Saa ser han igen en stor Mand, og den store Mand bestilte ikke andet end at spise Mennesker; deres Kajaker kastede han ned i en dyb Fjældkløft. Manden roede frem til Kæmpen. Da han var kommen op til ham, viser Menneskeæderen ham hen til en dyb Kløft og siger: "Men se dog en Gang det dernede!" og da Manden saa ned, forsøgte han at styrte ham baglæns ned i Kløften.

Men Manden greb fat i Menneskeæderens Ben og kastede ham ned, og derpaa rejste han videre.

Og medens han roede videre frem, hører han en Sæls Knokkel raabe til sig: "Tag det Mos bort, som har sat sig i det Hul, der gaar igennem mig," — og det gjorde han og rejste videre.

En anden Gang hører han nede paa Havet en Musling raabe:

"Muslingen skal ha’ dig til Bunds med sig, ro din Kajak ned gennem Vandet, her ned igennem."

Muslingen vilde spise ham, men han ænsede den ikke.

Saa endelig en Dag ser han en gammel Kælling, og han roede hen til hende og kom frem.

"Lad mig tørre dine Kamiker!" sagde hun og tog dem og hængte dem saa højt op, at han ikke kunde naa dem. Manden vilde lægge sig til at sove, men kunde ikke falde i Søvn af Angst.

"Kom med mine Kamiker!" For det viste sig nemlig, at hun var en Menneskeæder; han fik fat i sine Kamiker og flygtede ned til sin Kajak, og Kællingen satte efter ham. "Den som kunde flænse i ham dernede," og Kajaken var lige ved at kæntre. "Den som kunde sætte sin Fuglepil gennem hende deroppe." Og da Kajakmanden sagde dette, faldt hun paa Enden og knuste sin Kniv.

Og saa rejste han videre; — paa sin Vej faar han Øje paa en Mand og ror op til ham.

"Se engang det Skind, jeg her har udspilet!" raabte Manden til ham, og Kajakmanden kendte straks sin Søns Kajak — Sønnen selv havde den fremmede spist, og nu spilede han hans Skind ud. Kajakmanden gik op paa Land og trampede Menneskeæderen ihjel, saa at alle Benene blev knuste i Kroppen paa ham.

Og derpaa rejste han hjem.


Fortalt af
ANARFWIK.


ATUNGAIT, DER TOG PAA BESØGSREISER

Man fortæller om den store Atungait, at han engang fik Lyst til at tage paa Slæderejse sammen med en stærk Kvinde.

Han lod Skindet af en Remmesæl flaa af og forbød sin Kone at skrabe Kødsiden, for at Skindet kunde være saa tykt som muligt; og saaledes lod han det tørre.

Hen paa Vinteren tog han paa Besøg til en Stamme, der var kendt for sin Lyst til at spille Fodbold. Der blev han boende nogen Tid og iagttog under Legene, hvem der var stærkest. Og da han lagde Mærke til, at der blandt de legende var en Kvinde, lille af Vækst, som altid fik Bolden fra sine Modstandere, gav han hende det store, tykke Skind, for at hun kunde gnide det blødt. Og hun gjorde det, ingen anden Kvinde magtede. Saa tog han hende paa sin Slæde og kørte ud paa Besøg mellem Landene.

Paa deres Vej kom de til et højt, brat Fjæld; uden om var der aabent Vand. Og da sprang Atungait op paa Klippen og løb op; og saa stærk var han, at han for hvert Fodslag borede sin Fod langt ned i Fjældet.

Oppe paa Toppen kaldte han paa sine Hunde; en for en fulgte de hans Fodspor og kom op; der var kun en, der styrtede ned og døde. Siden hejsede han først sin Slæde og saa Konen op til sig og kørte derpaa videre.

Da de havde kørt en Stund kom de til Mennesker; og der var det mærkelige ved dem, at de alle var kejthaandede. Videre kørte de nu og kom til Menneskeædere; de aad hinanden, fordi de ikke havde andet at spise.

Men det lykkedes dem ikke, at "bespise Atungait ondt".

Videre for de nu og kom til Mennesker, der alle havde Hofteskader; saaledes var de fødte. De laa Dagen lang og spillede Ajangait. Og de havde en meget smuk Ajangait af Kobber (eskimoisk Kaste- og Gribespil).

Atungait blev der nogen Tid, og da han skulde rejse, røvede han deres Legetøj og kørte bort. Forinden havde han ødelagt alle deres Slæder.

Da de halte nu ikke kunde sætte efter ham, tryllede de over nogle Stenrauser, saa at de for hen over Isen i Retning af de bortdragende.

Atungait hørte noget, der lignede en Elvs Brusen, saa sig om og opdagede Stenene, der kom rullende efter ham. "Har Du Saalelap?" spurgte han sin Kvinde, og det havde hun.

Den bandt han til en Snor og lod den slæbe efter Slæden. Da Stenene naaede den, standsede de pludselig og sank ned gennem Isen. Og medens de nu uden Fare kørte videre, hørte de de halte raabe efter sig: "Kom med vort Legetøj, giv os Kobberet tilbage!"

Men nu havde Atungait faaet Hjemlængsel; og da han ikke vidste, hvor i Landene de nu var, bad han Kvinden, som fulgte ham, om at vente, og fløj selv bort gennem Luften. Han var jo en stor Troldmand.

Sit Hus fandt han snart og kiggede ind ad Vinduet: der sad hans Kone og gned sin Næse mod en fremmed Mands! det var hendes Kærtegn.

"Den Næse kan nok holde til ikke saa ganske lidt — hu!" raabte han ind.

Konen for ud af Huset, da hun hørte det, og traf sin Mand.

"Du er nok bleven god til at kysse!" sa’ han til hende.

"Nej — slet ikke! jeg har ikke kysset nogen!" skyndte hun sig at svare.

Da tog Atungait hende voldsomt fat og dræbte hende, fordi hun løj.

Den fremmede Mand kom nu ud, og Atungait gik straks hen imod ham. "Naa, I kyssedes nok derinde!" sa’ han. "Ja!" svarede den fremmede; og saa lod Atungait ham leve, fordi han talte Sandhed.

Siden fløj han tilbage til den stærke Kvinde og tog hende til Kone.


Fortalt af
KRILERNERK.


MANDEN, SOM BLEV FORSLAAET AF EN STORM

Mennesker dræbte en Gang en svanger Kones Mand. Som Enke fødte denne nu et Barn, og det blev en Dreng. Hun tog Barnet og lagde det ned i sit Kødfad, der var fyldt med Vand, og talte over det: "Du skal blive til en Remmesæl! En Remmesæl skal Du blive til!"

Senere bar hun det ned til Havet, dyppede det i Bølgerne og sagde: "Du skal ombringe dine Fjender!"

"Skal jeg ikke blive til en Remmesæl?" sagde Barnet.

"Jo! Du skal blive en Remmesæl," svarede Moderen.

Til sidst kunde Barnet dykke langt ned og svømme, selv i stærk Søgang.

En Dag sagde Moderen til det: "Du skal svømme frem for dine Fjender og forvandle dig til en Remmesæl. Jeg skal holde Øje med Dig fra Fjældene."

Og saa svømmede han ud og dukkede op foran dem; og se: Fangstiver greb dem, og de kastede sig ned i deres Kajaker og begyndte at forfølge Sælen, der dukkede op, snart foran dem, snart bagved dem, lige under Kajakstævnene. Til sidst var de ude i rum Sø, langt fra Land, og der udbryder med eet Remmesælen: "Vejret gaar fra mig, ungâ!" og nu begyndte den at græde, fordi den havde svært ved at trække Vejret. Da brød en Storm løs, og Havets Bølger rejste sig højt mod Himlen. Kajakerne begyndte at kæntre rundt. Nogle faa søgte Læ bag et Isfjæld, og blandt dem var Kiviork. Han blev bange og sagde: "Hvem vil friste Skæbnen sammen med mig?" "Jeg!" var der en, der svarede, og saa roede de ind efter. Kiviork roede baglæns, og bagved ham kunde man høre hans Amulet skrige: "Pst! Pst!" Det var en Teist.

Paa denne Maade nærmede de sig Land og kom frem. Der fandt de en Kvinde, som Kiviork tog til Kone. Da de havde opholdt sig noget der, rejste Kiviork videre langs Kysten for at søge efter Mennesker. Da han havde roet noget, traf han Mennesker. Men de gav sig til at lege med hans Fangeblære og at kaste den højt op i Luften, saa han forlod dem snart igen.

Paa sin Vej kom han til en Kvinde, der hed Ekraitdlork; der slog han sig ned og tog hendes Datter til Kone. Ekraitdlork selv havde en Mand af Træ, men han kunde dog tage ud paa Havet og fange Hvidhvaler og Hvaler.

Da Kiviork nu havde giftet sig ind i Familien, fulgte han med ham paa hans Fangstrejser. En Dag, de to var ude paa Fangst sammen, dræbte Ekraitdlork sin Datter, Fordi hun misundte hende hendes Mand. Saa flaaede hun Skindet af hende og trak selv deri. Da Kiviork kom hjem, spurgte han efter Datteren. "Aah, hun er taget ud for at plukke Bær," sagde Moderen. Hendes Lig havde hun stukket ind under Briksen. Men da Kiviork foragtede Moderen, forlod han hende og rejste bort. Paa sin Vej kom han til et stort Hav, som han satte over, og kort Tid derefter var han hjemme. Men ved sin Hjemkomst fandt han sin Kone gift med en anden, fordi han var bleven saa længe borte; og saa maatte han nøjes med at lægge sig til at sove alene paa Sidebriksen.

Og her ender den Historie.


Fortalt af
KRISUNGUARK.


DEN STORE ILD

Der fortælles, at man en Gang holdt Trommedans hos Umerdlugtôrk, (den bredsnudede).

I et Hus ved Siden af havde man lukket alle Børnene ind, og blandt dem var den forældreløse Kâvssagssuk.

Da Børnene nu var overladte til sig selv, lavede de megen Larm inde i Huset; den forældreløse var gaaet ud.

"Tys! Vær stille! Den store Ild er i Sigte; den nærmer sig!" raabte han ind gennem Vinduet; men der var ingen, der troede ham; de var jo Børn alle sammen og var derfor saa vantro. Til sidst kom den forældreløse ind. Jeg vilde saa gerne have fat paa et Par Kødstumper, jeg har liggende heroppe," løj han, "tag og hjælp mig op!" Han vilde op paa nogle Skind, der var spilede ud til Tørring oppe under Loftet; derop kom han saa ogsaa og gemte sig.

Med eet flammede stærke Lys op uden for Huset: den store Ild begyndte at gaa ind i Huset. I Haanden havde han en stor Svøbe, der var lavet af en hel Remmesæl. Nu først lod Børnene deres Vantro fare; men snart var der ikke flere tilbage, for den store Ild myrdede dem alle. Da han skulde ud igen, stak han sin Pegefinger et Par Gange op mod Skindet, der var opspilet under Loftet, og gik; og saa for han bort ud i Luften mod Himmelen.

Den forældreløse gik nu hen og fortalte Tildragelsen til de mange Mennesker, men ingen troede ham. "Det er dig, der har myrdet dem," sagde de.

"Naa, ja; men saa forsøg I en Gang paa at skrige op, saa kan vi jo se!" svarede den forældreløse.

De kogte nu megen Tran og gav sig til at larme, og den store Ild kom atter til Syne; men den forældreløse gemte sig i en Kødgrav. Folkene inde i Huset hængte nu en stor Gryde, fyldt med kogende Tran, op over Indgangsdøren; og da Ilduhyret søgte at trænge ind, overskar man den Snor, hvori Gryden hang, saa at den kogende Tran væltede ud over den store Ild og skoldede den fordærvet, og saaledes for den bort. Fra den Dag af fik den forældreløse aldrig mere Lov til at komme ind i Huset hos Umerdlugtôrk, og han maatte altid gaa ude.

Efter denne Tildragelse har Forfædrene forbudt Børn at larme og skrige op.


Fortalt af
AGPALINGUARK
(Ung Mand).


DEN FORÆLDRELØSE, SOM DREV TIL SØS

Der var en Gang en forældreløs Dreng, som drev til Søs paa en Isflage og landede hos fremmede Mennesker. De tog ham straks i deres Tjeneste og brugte ham til alt nedværdigende Arbejde. Men han havde en Broder, der var en stor Aandemaner, og da den lille stadig blev borte, begyndte han paa Aandeflugter at efterforske ham. Da han havde fundet det Land, hvor Broderen opholdt sig, og saa, at man for ilde frem med ham, gik han straks i Lag med at bygge sig en meget hurtigt sejlende Konebaad. Da han prøvede den nye Baad, saa han, at den sejlede hurtigere end Havlitten, der regnes for den hurtigste Flyver blandt Fuglene; og saa satte han glad fra Land og styrede mod det fremmede.

Da de fik Land i Sigte, maatte de ro med Aarebladene vandrette, for at de ikke skulde have en altfor stærk Fart paa.

Da han lagde til Land, skreg hans lille Broder oppe mellem Husene: "Min store Broder!" Men Broderen gik hen til ham og sagde: "Stille! Lad, som om jeg er dig fremmed!" og saa gik han ind i Huset, og ingen vidste, at den nyankomne var Broder til den forældreløse, og Menneskene lod ham trælle, saaledes som de havde for Skik.

"Slaa den ud!" sagde en af Husbeboerne og pegede paa en stor Potte. Den forældreløse tog den og vilde til at bære den ud; men da han kom forbi sin Broder, rev Broderen den fra ham og hældte Indholdet ud over Gulvet. En fæl Stank bredte sig i Hytten, for der var Menneskeskarn i Potten. Husbeboerne styrtede hen til Udgangen for at komme ud og raabte i Munden paa hinanden: "Nette fremmede! artige fremmede!"

Ude begyndte de at bygge Indgangen til, for at Manden kunde blive indemuret.

"Giv mig først mit Sædeskind ind!" raabte Manden, og de gav ham det. Der var nemlig i hans Sædeskind Skindet af en Lemming; og han begyndte nu at trylle over den, saa at den blev levende og borede sig ud gennem Husvæggen. De, som havde muret ham inde, havde imidlertid begyndt at spille Fodbold, som om intet var hændt, og han kunde høre dem raabe og skrige derude. Pludselig holdt Støjen op, og Lemmingen kom lidt efter tilbage; men dens ene Kæbe var rød af Blod.

Boldspillet begyndte igen, og atter sendte han Lemmingen ud. Lige som før holdt Raabene op, og Lemmingen kom snart igen, denne Gang med begge Kæber røde af Blod.

Mændene derude havde nu faaet en Mistanke om, at han, de havde indemuret, var en Aandemaner, og de skyndte sig at rive Indgangen ned og kom ind til ham. "Ja, se: han derhenne er min Broder!" sagde han og pegede paa den forældreløse, og de forstod nu, at han var kommen for at hævne sig; to Mænd var bleven dræbte af Lemmingen. Og de vilde gerne gøre sig gode Venner med ham; men han vilde nu hjem og opfordrede dem til at følge med.

To Konebaade meldte sig til Ledsagelse, og de drog af Sted; men da de var komne til Søs, sakkede Manden med den hurtige Konebaad bagud; dette gjorde han kun for at narre dem, idet han lod sine Roere ro med vandrette Aareblade.

Hver Aften kom han meget senere til Land end de og beklagede sig over det Besvær, han havde haft med at følge med.

I Ledsagernes Baade sad der et Par store stærke Kvinder, og det var dem, han havde faaet Lyst til at bortføre.

"Kan I dog ikke give os de to unge Piger til Hjælp?" foreslog han. Vi kan jo ellers slet ikke følge med!" — og Ledsagerne gik ind paa Forslaget.

Næppe havde han faaet Pigerne over i sin Baad, før han lod sine Roere vende Aarebladene paa almindelig Vis, og snart var de forsvundne for Fjendernes Øjne.

Da de havde roet et Stykke, saa de, at en stor Bølge kom rullende efter dem; den var udsendt af deres Fjender. "Luk Øjnene!" raabte Aandemaneren til sine Roere. Alle lukkede Øjnene, og Bølgen gjorde dem ingen Skade.

De roede igen et Stykke, saa saa de pludselig et stort Fjæld foran sig; "Luk Øjnene!" raabte Aandemaneren igen, og atter hjalp hans Trolddomskraft dem over de Vanskeligheder, deres Fjender beredte dem.

Saaledes røvede han de to Piger.

Da han kom hjem, begyndte han straks at prøve Broderens Kræfter; han slog ham med en stor Pisk, saa at han faldt omkuld, og saaledes hærdede han hans Muskler. Det varede derfor heller ikke længe, før den lille blev saa stærk som en Kæmpe, og saa gav Broderen ham de to unge Piger til Koner.

Han begyndte straks at more sig med at mishandle dem; en Gang slog han den ene af dem, saa at Kravebenet knækkede og den ene Skulder faldt ned; og begge Pigerne gik ofte og græd af Hjemlængsel. Endelig blev de svangre og fødte ham begge et Barn. Naar de gik med deres smaa Børn paa Armen, nynnede de for dem og fortalte dem om deres Hjemstavn og deres Slægt. "Det vil ikke vare længe, før de kommer med lækker Renstalg til jer!" sagde de til dem.

Men deres Slægt kom aldrig og hentede dem.


Fortalt af
INALUK
(midaldrende Kvinde).


DEN FORÆLDRELØSE, DER BLEV EN KÆMPE

Der var en Gang en lille forældreløs Dreng, som hed Kâvssagssuk. Han sov i Husgangen mellem Hundene og varmede sig paa Hustaget ved Ventilen, hvorigennem den varme Luft strømmede ud, Naar Hundene i Husgangen fik Prygl, slog man ogsaa Kâvssagssuk. Man gav ham ingen anden Føde end Hvalroshud, som han ikke kunde tygge, fordi man morede sig med at trække Tænderne ud paa ham.

En Mand ved Navn Umerdlugtôrssuark, den "bredsnudede", havde megen Morskab af ham, løftede ham op i Næseboerne og rystede ham dygtigt; saaledes blev hans Næsebor stadig større og større.

To Bedstemødre havde han, den ene, hans Farmor, slog ham, naar hun saa ham; men den anden, hans Mormor, tørrede hans Fodtøj; thi hun havde Medlidenhed med ham, maaske fordi han var Barn af hendes Datter, der jo var Kvinde som hun selv.

Da Lyset var kommen, og Nætterne ikke længer var mørke, tog Kâvssagssuk ud paa Vandring; og der møder han en stor Mand, der stod ved Fjæren i Ebbebæltet og flensede.

Og saa gav han sig til at raabe paa Kød; men det ringede blot for Kæmpens Øre. Endelig opfangede den store da Drengens Raab.

"Her gir jeg dig Kød," sagde Kæmpen og kastede det fra sig uden at se ham; den forældreløse kunde næsten ikke faa slæbt det bort, saa stort var det, og saa byggede han sig en Kødgrav.

Dagen efter skulde han ud at se til sin Kødgrav, og da han ikke kunde finde den, brast han i Graad. Kæmpen fik Øje paa den lille, som stod der og græd, og siger: "Naa, er det Kødet? jeg troede det tilhørte en anden; det er mig, som har taget det. Men skal vi to ikke gaa en Tur sammen?" Han vilde saa gerne trøste den lille; og saa gik de.

Kæmpen gir sig nu til at løbe og skubber med Siden til en stor Sten, saa at denne gir sig til at snurre rundt. "Og nu du," sagde han for at more Kâvssagssuk, og denne stak i Rend, forsøgte at skubbe til Stenen, men faldt blot omkuld. "Forsøg nu igen, og saa igen;" men det var den lille fuldstændig umuligt. "Og saa igen, bliv ved," og til sidst fik han virkelig ogsaa Bugt med Stenen, saa at han fik den til at snurre rundt. Saa tog de derefter større Sten, og til sidst kunde Kâvssagssuk faa store Klippestykker til at hvirvle rundt.

"Gaa nu hjem," siger saa Kæmpen til ham; "jeg skal sende dig Kød; tre Bjørne skal jeg lade løbe op til eders Boplads til Vinter." Og saa gik Kâvssagssuk hjem. Nede ved Husene gik han hen til sin Plageaands Konebaad, der stod fastfrossen i Isen. Den rev han op i eet Tag, og saa gik han ind og lagde sig imellem Hundene.

Den følgende Dag blev den bredsnudede uhyggelig til Mode, da han saa, at Konebaaden var reven op. "Hvem mon der har gjort det?" sagde han, "vi maa ha’ en Kæmpe iblandt os; maaske det er dig der," sagde han og pegede paa Kâvssagssuk for at gøre Nar af ham . . . .

En Dag hen paa Vinteren, da Kâvssagssuk sad barfodet inde og fik sine Kamiker tørret, blev der raabt, at der var tre Bjørne i Sigte; ingen af Hundene turde gaa løs paa dem, fordi de var saa jævnstore og jævnstærke.

Hans Plageaand raabte det ind af Vinduerne til ham for at haane ham.

"Aa, den som bare havde et Vaaben; laan mig et Par Kamiker, et Par smaa, korte Stuekamiker!" sagde den forældreløse, og hans Fætter Sorkrardluk laante ham dem.

Saa sprang han ud, ned mod Iskanten, og den haarde Sne hvirvlede om ham ved hans Fodslag.

"Men se dog bare Kâvssagssuk," raabte Folk, "han er gal, han er bleven gal." Saa rendte han sammen med Bjørnene. Først greb han Moderen og drejede Halsen om paa hende; dens fuldvoksne Unger greb han hver en i Nakken og klaskede dem sammen, saa de stivnede. Moderen kastede han om sin Hals, og Ungerne tog han under Armene. Det var, som om de intet vejede; og saaledes bar han dem op.

Men hans gamle Plageaand fik travlt, og han flygtede nu bort sammen med sine to Koner.

Kâvssagssuk lavede sig nu en meget stor Gryde og hobede Brændsel sammen og satte Baal op. Vældige Stykker af Bjørnekødet kom han i Gryden. Men den gamle Bedstemoder, som plejede at slaa ham, greb han og kastede ind i Ilden. Hun brændte op; det eneste, der blev tilbage, var hendes Mavesæk.

Hans anden Bedstemoder vilde nu ogsaa til at flygte; men han holdt hende tilbage og sagde: "Du tørrede jo altid mine Kamiker!"

Kâvssagssuk vilde nu sætte efter sin Plageaand, og hans Fætter var med.

Den bredsnudede var paa sin Flugt standset ud for en stejl Klippe, hvor han havde slaaet Telt. Der skiftedes de til at holde Vagt, da de ventede Forfølgeren; men til sidst var de da faldne i Søvn.

Da Kâvssagssuk naaede deres Telt, laa de alle og sov. Han greb nu sin gamle Plageaand i Næseborene og bar ham i dem ud til Klippekanten og rystede ham ordentligt ud over Afgrunden. Da han atter satte ham ned paa Jorden, var begge Næsebor flækkede, og den bredsnudede havde ikke Sans for andet end at holde Hænderne for Ansigtet; men Kâvssagssuk gik hen og slog Teltet omkuld og sagde: "Umerdlugtôrsuark, nu tar jeg dine Koner!" og saa bortførte han dem; men hans gamle Plageaand døde af sit Næsesaar.

Ved sin Hjemkomst hævnede Kâvssagssuk sig paa alle dem, der tidligere havde mishandlet ham, og derpaa rejste han over til Menneskene der Syd paa.

Det fortælles nu, at han dernede fik sig en Kajak og gik paa Fangst sammen med Mændene; men med hans vældige Kræfter fulgte en stærk Lyst til altid at være den frygtelige; og da han begyndte paa at trykke Børn om Livet, saa at de kastede deres Indvolde op, harpunerede hans Fangstfæller ham en Dag paa en Kajaktur og dræbte ham.

Saaledes har vi hørt fortælle.


Fortalt af
KRILERNERK


MITSIMA, DER FRØS IHJEL

De Folk, som kom til Landet herovre fra den anden Side Havet, har fortalt mig det, jeg nu skal berette.

Der var en Gang en meget gammel Mand, som hed Mitsima; han var ude paa Sælfangst sammen med mange andre ved Midvintertid, da en Snestorm rejste sig og spærrede alt Udsyn. Fangerne blev borte for hinanden, og Slæderne kørte hjem uden at finde den gamle.

Men da Stormen var stillet af, kom gamle Mitsima til Syne; han kom krybende hen over Isen som en Hund; for Hænder og Fødder var frosne af ham.

Hans Børn saa ham komme, men ingen af dem turde gaa ham i Møde. De var bange for ham, fordi han omtrent var død.

Ved Husindgangen faldt han sammen.

"Aah, han er alligevel saa gammel," sagde hans Børn og lod ham dø derude.

Siden gik de ud og dækkede ham til med Sne.

Saaledes døde gamle Mitsima.


Fortalt af
INALUK.


KUMAGDLAK MED DE LEVENDE PILE

Der fortælles om Kumagdlak, at han havde Land alene. En Kone havde han, og hun var hans eneste Bopladsfælle.

En Dag var hans Kone ude for at søge efter Sten til et Kogested, og da hun saa ud over Havet, fik hun Øje paa mange Fjender, der nærmede sig.

"Konebaade og Kajaker;" raabte hun til sin Mand. Og Manden blev ilde til Mode, da han laa med et daarligt Ben.

"Mine Pile! Hid med mine Pile!" raabte han til sin Kone. Og Konen saa, at alle Pilene laa og skælvede af sig selv; det var, fordi de havde Benspidser af Menneskers Smalben. Og de skælvede, fordi deres Herre blev urolig.

Kumagdlak havde lavet sig Pile, der alle i Enden var forsynede med Fugles Fjer. Han var en stor Aandemaner og kunde, naar han blæste sin Livsaande ind i disse Fjer, gøre dem levende, saa at Pilene fløj mod hans Fjender og dræbte dem. Og naar han selv stod blottet for Fjendernes Vaaben, greb han Remmen paa den Rygpose, hans Moder havde baaret ham i, mens han var Barn, og slog med den ud for sig; da fløj alle Pile uden om ham.

Fjenderne lagde sig ved Fjæren, og den ældste iblandt dem raabte op: "Kumagdlak! Nu skal du nok ned og smage Drikkevandet i de dødes Land under Jorden, eller kanske du farer til Himmels?"

"Jeg tror før, det bliver jer," svarede Kumagdlak.

Han stod ved Teltaabningen og lagde an med sin Bue. Den første Pil skulde blot svirre hen over Konebaadene; skete det, vilde ingen kunne gøre ham noget. Han skød, og Pilen fløj hen over Baadene. Saa sigtede han paa den gamle, der havde talt, og han gennemskød Strengen paa hans Bue og spiddede ham selv. Derefter begyndte han at skyde de andre ned. Hans Kone gav ham Pilene, efterhaanden som han skulde bruge dem. Mændene nede fra Konebaadene og Kajakerne skød efter ham, men alle deres Pile fløj til Side for ham. Fjenderne blev færre og færre, og til sidst tog de Flugten.

Kumagdlak tog nu alle Ligene nede ved Fjæren og plyndrede dem for deres Knive; og da Konebaadene var komne ud i rum Sø, rejste han en Storm, saa at de alle omkom.

Men Bølgerne slyngede Ligene frem og tilbage mod Kysten og sled alt Tøjet af dem.

Her ender denne Fortælling.


Fortalt af
NIVIGKANA
(gammel Kvinde).



Kilde


Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 200-231. København, 1905.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Nye_mennesker_–_Kuriøse_historier_og_rejseeventyr_(KR)&oldid=78255»