Nye mennesker – Mørket nærmer sig (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Mørket nærmer sig
Man lever et mærkeligt Liv heroppe; aldrig sættes noget Program, der skal følges; Dagene selv kommer og bringer Afveksling og Arbejde. Det eneste forud bestemte for hver Dag er den Portion Hvalroskød, vi maa proppe i os for at holde Legemet i Arbejdsstand. Men faar man saa en Dag en Indskydelse, følges den med det samme.
Den 1ste September vilde vi lave Fest, for den Dag havde vi faaet det Stenhus færdigt, som vi skulde overvintre i. Det var et besynderligt Hus, vi havde rejst os. Byggematerialet søgte vi i Fjældene; der var Sten i Overflod. Fjorten Dage igennem var vi ømme i Ryg og Arme af at slæbe Klippestykker ned og mure op. Og da det stod færdigt, døbte vi det "Fjældhulen", fordi det var bygget lige ind i et Fjæld med Klippen som Indervæg. Det havde to Rum, et Soverum til seks Mænd og et Arbejds- og Kogerum. Murene bestod udelukkende af Sten. Taget var dannet ved Hjælp af fire Aarer, som vi havde faaet af skotske Hvalfangere, med Tværstykker af Tøndestaver; det hele dækket med Tørv. I Arbejdsrummet var opsat tre tomme Proviantkasser, der skulde tjene Ekspeditionens tre danske Medlemmer som Skrivebord. I Soverummet havde vi bygget os en ophøjet Stenbriks, hvor vi havde vore Soveposer liggende. Gulvene var af flade Sten.
Men vi var stolte og glade over det selvgjorte Ly mod Polarvinteren, og nu vilde vi indvi det ved at fylde det med glade Mennesker. Alle Pladsens Eskimoer blev højtideligt raabte op til The. Fra det norske Ekspeditionsskib "Gjøa" havde vi faaet en Sæk Multebrød, som vi ellers uddelte i strenge, daglige Rationer til vor The; dette ofrede vi til Gildet, og Glæden var stor.
Vor Fonograf, som dog efterhaanden var bleven noget hæs, leverede Festmusikken; og Harald Moltke gav et virkningsfuldt Fyrværkeri til Bedste ved at affyre et Par Magniumsbomber. Alt dette her kan maaske se underlig ligegyldigt og barnligt ud hernede fra den store Civilisation; men for os deroppe i den lille Eskimolejr betød det noget. Vi kom i en bevæget Stemning og saa hele vor ejendommelige Tilværelse i Festglans.
I dette vidunderlige Land kan man lave Orgier paa et Par Kopper The og lidt muggent Brød!
Alene det at komme ind i et rigtigt Hus var noget nyt; nu havde vi levet i Telt og i Snehytte siden vor Afrejse fra Upernivik i Marts. Rummet forekom os overdaadig stort; og den raa Fjældvæg i Baggrunden, Stenmurene og Stengulvet gav hele Interiøret noget røverstueagtigt, improviseret, som tog os. Desværre manglede vi bare den gamle Røverkvinde.
Da vi ud paa Aftenen tændte vore smaa Tranlamper, blev det hele endnu mere fantastisk, og jeg følte en Glæde over vor Fjældhule, som jeg knapt kunde forklare mig selv. Jeg maatte gaa helt ned til Havet for at se paa det lille, blinkende Tarmskindsøje i Fjældet.
Deroppe altsaa, i Stenhulen halvt inde i Fjældet, skulde vi gaa vor Skæbne imøde, Vinteren og Mørket. Vi skulde nu overvintre langt Norden for den Civilisation, som saa mange ansaa for en Livsbetingelse. Vort lille Vinterhi var af kolde Stene, ingen Kakkelovn havde vi at varme os ved, intet Brændsel. Og Provianten skulde skaffes fra Dag til Dag.
Og dog, — jeg følte en varmende Bølge af Glæde gaa mig gennem Kroppen, den Glæde, som Mennesker, der lever paa Rejser, føler stærkest: Spændingen over Tilværelsens rige Muligheder!
Paa Hjemvejen mødte jeg en gammel Hedningekvinde, Arnaluk. Hun standsede mig og pegede ud over Havet.
"Ser du det der ude?" spurgte hun.
"Hvilket?"
"Det der ude over Havet. Det er Mørket, som nærmer sig, det store Mørke!" sagde hun alvorligt og listede hjem.
Havet var blankt, og de syltoppede Fjælde stod som Støtter mod Himlen. Det var halvmørkt, men man saa dog langt: en sort Taagebanke stod ude over Horizonten; det var altsaa Polarnatten, som rykkede frem.
Jeg gik tilbage til vor Hule og fandt der en Snes Eskimoer, Mænd og Kvinder, halvt oven paa hinanden, for at faa Plads, lyttende til et af Fonografens Orkesternumre; det var Wagners Tannhäuser.
Lyset blændede mine Øjne. Da Fonografen tav, fyldtes Hulen med Latter. Ingen ofrede Mørket og Vinteren en Tanke.
De første mørke Aftener hilses med samme Glæde, som det første Lys efter Polarnatten. Menneskene deroppe, som Menneskene her, elsker Forandring. Naar man har gaaet en hel Sommer og badet Øjnene i Lys Dage og Nætter igennem, længes man efter en Gang igen at se Landene forsvinde i Mørke, saa at Stjerner og Maane kan tændes.
Og man sætter det nye i Forbindelse med alt det gode, Vinteren skal bringe: Islæget med Isfangsten, og de raske Slædefarter, langt fra de lumre Huse, efter Bjørn.
"Hej — nu kommer de sorte Nætter, snart vil Isen lægge sig!" raaber man ud i Luften, naar man samles mod Aften.
"Glæd jer, snart skal Spækfakler lyse for dem, der henter Kogestykker i Kødgrave!" raaber andre.
"Og Vinduer og Kogebaal skal lyse langt ud gennem Aftenen og øge forsinkede Fangstslæders Fart!" føjes der til.
Saaledes hilser man Aarstidsskiftet under Udbrud i de Klynger der samles til Aftenens Passiar. De ivrige faar Slæderne frem for at efterse Benskinnerne, udbedre gamle Skader eller skære nye Seler eller Skagler til Hundene. Alt skal være beredt til at tage mod Kuldens Gaver. Og jo lavere Solen kommer ned i Horisonten, des skønnere bliver Polarlandet i sine stærke Farver. Lyset og Mørket brydes i blodige Solnedgange, naar Randskyerne rødflængede glider ud i Natten. Jeg stod midt i en af disse muntre Klynger en saadan Sensommer-Aften, ældre og yngre Mænd sad grupperede om en Fanger, der lavede sig en Slæde. Bag ved os legede skrigende Børn.
Pludselig er der en af dem der raaber: krarkraitsorsuákut! det skal her betyde: "dem med Baade uden Mast!" Raabet blev gentaget af hele Flokken, og saa gik det i vildt Løb op mod Fjældet, hvor de gemte sig mellem Stenrauserne.
Jeg vilde have at vide, hvad der laa bagved denne Leg, og mit Spørgsmaal gav en af de gamle Lejlighed til at fortælle et interessant Sagn.
"Ser du det lave, sorte Isfjæld derude?" begyndte han; "det er det, Børnene flygter for. I gamle Dage plejede man heroppe hen mod de første Mørke-Aftener altid at holde godt Øje med Farvandene; for da kunde det hænde, at der dukkede Skibe op ude til Havs; Skibe uden Mast. Det var nakasungnaitsut, de kortbenede eller, som de ogsaa kaldtes, kravdlunaitsât, en Stamme af hvide Mænd, der var meget krigerske; de plejede at komme her op med store Baade, hvis Agterstavn var højere bygget end Forstavnen; saaledes fortæller de gamle.
Disse hvide Mænd stammer oprindelig her oppe fra, efter hvad Sagnet beretter; det Sagn om Pigen, der fik Afkom med en Hund. Denne Pige fødte blandt andre disse kravdlunaitsât; da de voksede til, lavede hun dem en Baad af en Skindstrømpes Saal og satte dem ud i Havet, for at de kunde sejle til det Land, der skulde være de hvide Mænds.
"I skal have et fjendtligt Sind!" sa’ hun til dem, da de for bort. Dette er Sagnets Ord. Siden har man altid været bange for de Baade, der kom herop, fordi de altid yppede Strid og myrdede. Men ofte tog man fejl af et mørkt Isfjæld og satte falsk Skræk i en Boplads; og det er det, som nu er blevet til Leg blandt Børn.
Et Aar først paa Vinteren opdagede Slæder, som var ude paa Hvalrosfangst, at en af de hvide Mænds store Baade var frossen inde i Isen. Det var ud for Northumberlands-Øen. Man vidste nu af Erfaring, at de før eller senere vilde angribe Folk, og bestemte sig derfor til at komme dem i Forkøbet.
Bevæbnede med Lænsere og Harpuner gik man nu løs paa dem til Fods. Isen rundt om Skibet var ny og blank, og de ombandt derfor Fodsaalerne med Sælers Ganehud for at kunne staa fast. De hvide Mænd blev overrumplede, og da de havde svært ved at løbe paa den glatte Is, var det ikke vanskeligt at støde dem ned. Saaledes hævnedes mange dræbte Landsmænd.
Man plyndrede nu Skibet og delte Byttet imellem sig. En var der, som rendte af med en Kasse. Da han fik den hjem og lukkede den op — hvad laa der saa ikke i den: en dejlig, leende Dreng! Han var sikkert bleven gemt der for at blive skaanet for Døden.
Manden lod nu den hvide Dreng vokse op sammen med sin lille Søn, og de to kom snart til at holde meget af hinanden. Den hvide Dreng plejede at fange Ravne til sin Plejebror, og han opnaaede snart stor Færdighed i denne Jagt. Han legede Hund, krøb hen over Jorden og kom dem saa nær, at han kunde slaa dem med Sten.
Alle holdt meget af den fremmede Dreng, som voksede op ganske som Børn her og lærte almindelig Fangst. Man havde syet ham en Skjorte af Sæltarme; det gjorde ham usaarlig for Bjørne, sa’ man.
Det fortælles, at Drengen fik Hjemve, naar han saa Himlen blive rød om Aftenen; saa begyndte han at tale om Mælk og søde Spiser, han havde været vant til i de hvide Mænds Land, og blev saa siden tavs.
En Dag han var ude at gaa, blev han borte og kom aldrig igen. Man søgte overalt, man fandt ikke en Gang Spor. Kun oppe ved Kap York blev noget af hans Tøj fundet; det var hans Tarmskinds-Skjorte. De gamle fik derfor den Tro, at Hjemlængselen havde faaet saadan Magt over ham, at han gennem Luften var faret til de hvide Mænds Land.
Saaledes beretter det gamle Sagn. Og Sandhed taler det, for underlige er I — I hvide fremmede; en skønne Dag dukker I op her i vort Land, og naar vi har lært at holde af Jer, forsvinder I, uden at vi ved hvor hen.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 77-82. København, 1905.
