Nye mennesker – Sammentræf med fremmede stammer (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Sammentræf med fremmede stammer

IV SAMMENTRÆF MED FREMMEDE STAMMER

NØGNE MENNESKER MED FJER

Der fortælles om den store Kritdlark, Manden, der førte Menneskene fra den anden Side Havet over til os, at han en Gang paa en Fangstrejse derovre i sit Land sammen med en Kammerat blev overfalden af en Storm og drev til Søs.

Længe drev de nu om paa Havet, indtil Paalandsvind førte dem ind til en Kyst, de ikke kendte. De fulgte saa Strandkanten, og det eneste, de levede af, var Ryper.

Da de havde gaaet nogen Tid, kom de til fremmedartede Mennesker, der stormede ud paa Isen, hver Gang de kom ud af deres Huse; det lod til, at de ventede Fjenden. De undgik nu disse Mennesker og fortsatte videre frem gennem Landene; til Havkanten kom de kun for at spejde efter Mennesker.

Atter traf de paa en fremmedartet Stamme, der saa frygtindgydende ud; de havde ingen Klæder paa, men gik med Fjer paa Kroppen.

Det var nu Kritdlark umuligt at holde sin Ledsager fra disse. Han gik derned, fordi han ikke troede paa den andens Forestillinger, og blev øjeblikkelig omringet.

"Er du alene? Har du en Ledsager?"

"Han er oppe i Fjældene," svarede Kammeraten, og da han havde givet det Svar, faldt de over ham, dræbte ham og flænsede ham med lange Knive; men samtidig rejste de en Vind oppe fra Fjældene, for at de kunde vejre Ledsagerens Skjulested.

I samme Øjeblik rejste Kritdlark, der allerede den Gang var en stor Aandemaner, en Snestorm med stærk Kulde, og Sneen hvirvlede ned ad Fjældene, saa at alle Forfølgerne frøs ihjel.

Saaledes reddede han sig fra sine Fjender og kom hjem.

Fortalt af

KRISUNGUARK.

RENJÆGERNE, DER ALDRIG KOM TILBAGE

Folk ovre paa Akilinerk, Landet paa den anden Side Havet, blev ofte borte, naar de gik ud paa Renjagt. En Mand gik saa en Gang ud for at søge efter de bortkomne og fik inde mellem Fjældene Øje paa en fremmedartet Mand, der kom gaaende lige imod ham. Den fremmede var ikke nogen Kystboer. Renjægeren kastede sig næsegrus paa Jorden for at skjule sig; den fremmede blev ved med at gaa lige imod ham, til sidst var han helt henne ved ham.

Jægeren rystede ordentlig af Skræk.

Men da den fremmede et Øjeblik vendte Ryggen til, skød han ham med en af disse Pile med Hager, der aldrig gaar af, naar de ikke bliver skaarne ud. Den fremmede flygtede bort i Løb; men jo mere han løb, desto længere borede Pilen sig ind i Kroppen paa ham.

Jægeren løb den modsatte Vej og reddede sig hjem.

Der fortælles ogsaa om en anden Mand, der ligeledes var paa Renjagt og ligeledes alene, at han ogsaa havde mødt en Mand af et andet Udseende end de Mennesker, han ellers var vant til at se. For at skjule sig havde han kastet sig fladt ned paa Jorden. Den fremmede, som var ualmindelig stor, saa sig tilbage og gav en Lyd fra sig, en mærkelig skarp Lyd, der for op gennem Fjældene.

Det viste sig senere, at han havde et Redskab, hvorigennem han udstødte denne Lyd.

Saa kom en Mand af samme Udseende frem et Stykke bagefter og gik hen til ham. De fulgtes nu ad og gik hen et Sted, hvorfra de havde Udsigt over Havet, og satte sig paa en Sten lige i Nærheden af Renjægeren. Der sad de nu og talte sammen og pegede en Gang imellem ud over Havet, maaske efter Kajaker.

Da de havde siddet lidt, gik de igen deres Vej uden at opdage Jægeren, der flygtede hjem.

Dagen derefter var Jægeren sammen med nogle Landsmænd oppe at undersøge de Sten, de havde siddet paa; de viste sig da at være meget store og ikke smaa, saaledes som Renjægeren havde troet; saa store havde Mændene været. Men hvem de Mænd var, og hvor de havde Land, vidste ingen.

Fortalt af

PANIGPAK

(midaldrende Mand).

INDLANDSBOEN

Der var engang to Mænd, der paa en Renjagt saa en Indlandsbo, som kom slæbende med en hel Remmesæl paa Nakken. De satte efter ham, og hver Gang han hvilede sig, lagde de sig plat ned paa Jorden, for at han ikke skulde se dem. Til sidst gjorde han Holdt paa en stor Slette, kastede Sælen paa Jorden og gik lige ned i Jorden. Mændene fulgte efter ham og kunde nu høre, at hans Kone flensede Sælen. De var komne ned i Husgangen og stod inde under Indgangshullet og saa paa Indlandsboerne inde i Huset. Da hans Kone skrævede over Sælen for at flænse den, saa de, at hendes Kønsdele var som en Hunds. Det saa saa morsomt ud, at de brast ud i Latter, og det hørte Indlandsboerne inde i Huset.

"Var det dig?" spurgte Manden.

"Nej, var det ikke dig?" svarede Konen.

"Nej!" Nu blev de ivrige, og da de havde spist Lever, vilde de til at raadspørge Aanderne (krilanialekrisut).

Da Mediet blev tungt, sagde Indlandsboen:

"De buebærende er i Nærheden. Lad dem miste Magten over deres Legeme."

De kaldte Menneskene for buebærende. Og de to ude i Husgangen begyndte nu at tabe Magten over deres Legeme, og de maatte kravle ud. Ude gav de sig til at rulle sig hen over Jorden, og de fik lige gemt sig, da Indlandsboen satte efter dem. De havde skjult sig i en lille Fordybning under Møddingen. Da Indlandsboen ikke fandt dem, gik han ind igen. De trillede nu videre hen over Sletten, og da de var komne langt fra Indlandsboen, kunde de atter rejse sig og flygtede hjem.

Fortalt af

TATERARK

SUAGAK, DER GIFTEDE SIG MED EN INDLANDSBO

Der fortælles om Suagak, at hun boede ved Kysten. Men en Dag, da hun var ude at gaa, kom en Indlandsbo hen til hende og bortførte hende. Han tog hende med sig hjem midt op i Landet; der havde han Hus.

Suagak gav sig til at græde, men da Indlandsboen talte til hende, holdt hun op.

Jeg har store Mængder af Mad, nedlagt mellem Klipperne. Vi skal ordentlig spise, vi to. Og saa vil jeg tage dig til Kone, for jeg har ingen."

Da de havde gaaet lidt, kom de til hans Kødgrave og gav sig til at spise. Der var mange dejlige Ting: Tørret Kød af Remmesæl og Narhvaler. Han var god til at fange, for han behøvede blot at kalde paa sit Bytte.

Saa vandrede de videre, langt op i Landet, og hver Gang de kom til en af hans Kødgrave, tog de sig et ordentligt Maaltid.

Endelig kom de da frem til hans Hus; det var en Hule, der var gravet lige ind i Jorden; der var ingen Briks i Stuen, men alt gik ud i eet med Gulvet. Inde i Huset var Indlandsboens Bedstemoder, en meget gammel Kvinde.

Saa blev Suagak altsaa Indiandsboens Kone; og da det rygtedes, kom Indiandsboens Landsmænd for at se paa hende, og de fandt hende forskellig fra de Kvinder, de ellers kendte, og syntes, at hun var smuk. Til sidst maatte den gamle Kone bede dem om at gaa deres Vej, for den stakkels Kone blev saa genert.

Indlandsboerne havde ikke deres Kogekar ophængte, de stod bare paa Jorden. Saa tog Suagak og hængte dem op; og det blev de saa glade over, at de i lange Tider morede sig med at skubbe til dem, saa at de dinglede frem og tilbage.

Endelig blev da Suagak svanger og fik et Barn, og da det var sket, begyndte hun at længes efter sine Landsmænd, og hun talte derom til sin Mand. Da det lille Barn var blevet saa stort, at det kunde bæres paa Ryggen, rejste de bort, for nu vilde hun se sine Brødre.

Da de kom ned i Nærheden af Husene, vilde Indlandsboen ikke med længere; han vilde vente paa hende oppe mellem Fjældene, for han var bange for Hundene.

"Naar du hører mig raabe: skynd dig, skynd dig! heroppe fra, saa skal du komme!" sagde han og satte sig paa en Fjældtinde.

Men Suagak gik ned til Husene, og der blev stor Glæde, for alle troede, at hun for længst var død; man havde allerede opkaldt et lille Barn efter hende.

Hendes Brødre fik nu Lyst til at se hendes Mand og gik op til ham; men da han ikke godvillig vilde følge dem, greb de fat i Armene paa ham, og en skød paa bagfra, og saaledes slæbte de ham hjem. Da han kom ind i et Hus, flygtede han straks op paa Briksen, saa langt han kunde komme ind, og hans Øjne blev store. Til sidst fik Svogrene Medlidenhed med ham, førte deres Hunde langt bort og tøjrede dem. Da der nu ikke længere var noget, han var bange for, tog Svogrene ud paa Fangst i Kajak; Indlandsboen gik ogsaa paa Jagt. Han fulgte Ebbelinien langs Land, og saa kom han hjem med en hel Remmesæl paa Ryggen.

Svogrene plejede at tage det lille Barn paa deres Skød og sige spøgende til det:

"Du lille Indlandsbo, lille Indlandsbo, som aldrig gaar i Kajak!" Nu, da Kajakerne kom hjem, kom Indlandsboen dem i Forkøbet og sagde:

"Den lille Indlandsbo, som aldrig gaar i Kajak, har skaffet Suppekød til Huse."

Og saa blev der stor Glæde, og de aad, hvad de orkede. Dagen derefter gik de igen paa Fangst alle sammen, og denne Gang kom Indlandsboen hjem med saa mange Maager, som han kunde bære. Han var jo Indlandsbo og behøvede derfor blot at vinke ad sit Bytte med sin Pegefinger.

Men en Dag fik Indlandsboen Hjemve, og saa rejste de hjem. Da han kom hjem, fortalte han sine Kammerater om, at han havde set nogle højst farlige Uhyrer, som han havde været meget bange for; men hvad han ellers skulde kalde dem, vidste han ikke, for han havde jo aldrig før set Hunde.

Her ender Historien om Suagak, der giftede sig med en Indlandsbo.

Fortalt af

TATERARK.

KÆMPEHUNDEN

Der var en Gang en Mand, som havde en Kæmpehund; den kunde svømme i Havet og var saa stor, at den kunde slæbe Hvaler og Narhvaler til Land. Narhvalerne hængte den blot op paa sine Kindtænder, naar den skulde svømme med dem.

Manden, som ejede den, havde skaaret Huller i dens Kæber og fastbundet Remme til Hullerne; saa trak han blot i disse Remme, naar han skulde have den til at vende.

Naar de skulde ud paa Rejser, han og hans Kone, satte de sig blot op paa dens Ryg.

Manden havde længe ønsket sig en Søn; men da han ingen kunde faa, gav han sin store Hund den Amulet, Barnet skulde have haft. Det var en Træknast, og den skulde gøre Hunden haard mod Døden.

Da Hunden en Gang aad et Menneske, maatte Manden rejse bort og tage nyt Land. Medens han boede her, kom en Dag en Kajak roende langt ude, og Manden maatte skynde sig at faa gemt sin Hund, for at den ikke skulde æde den fremmede. Han førte den langt op i Fjældet og gav den et stort Ben, som den kunde gnave af og underholde sig med.

Men en Dag lugtede Hunden alligevel den fremmede og kom ned fra Fjældet; og dens Herre maatte da gemme baade Manden og Kajaken langt borte, for at Hunden ikke skulde sønderrive dem; saa farlig var den.

Men da den var saa stor og glubsk, fik dens Herre mange Fjender, og en Dag kom en fremmed Mand i en Slæde med tre Hunde, saa store som Bjørne, for at dræbe Kæmpehunden. Manden gik Slæden i Møde med Hunden efter sig. Den lod straks, som om den blev bange, og først da de fremmede Hunde gik løs paa den, kastede den sig over dem og bed Hovedskallen over paa dem alle tre.

En Gang lagde Manden Mærke til, at Kæmpehunden af og til forsvandt paa længere Udflugter ind i Landet, og somme Tider kom den tilbage med Benet af en Indlandsbo. Han forstod nu, at den overfaldt Indlandsboerne og bragte sin Herre deres Ben. At det var Ben af Indlandsboer, kunde han se derpaa, at de havde Støvler med Haar paa.

Fra denne Kæmpehund stammer Indlandsboernes store Skræk for Hunde. Den viste sig altid pludseligt i Vinduesaabningen og halede dem ud. Men det var meget godt, at Indlandsboerne fik en lille Skræk i Livet, for de var saa slemme til at røve ensomme Mennesker, især Kvinder, der var farne vild i Taage.

Saa kan jeg ikke mere om Kæmpehunden.

Fortalt af

MAJARK.

INDLANDSBOERNE VED ETAH

En Slæde kom kørende Østen for Etah inde i Landet, ved den store Sø, da Hundene begyndte at vejre; og de satte i Fart ind efter Land over en stor Slette. Pludselig gjorde de Holdt og satte Snuderne ned i Jorden, og det viste sig nu, at de var ved Indgangen til Indlandsboernes Hus.

Indlandsboerne skreg af Angst, da de saa Hundene, og de stødte en gammel Kone, ud, idet de selv flygtede ind. Hun døde af Skræk, da hun saa Hundene.

Manden gik nu ind og var meget ilde til Mode over, at han havde voldt den gamle Kones Død.

"Sørgeligt," sagde han, "at jeg skulde være Skyld i, at I mistede den gamle Kone."

"Aah, det gør ikke noget! Hendes Hud var rynket, det gør ikke noget," svarede Indlandsboerne.

Saa kørte Slæderne hjem, men Indlandsboerne havde faaet saadan en Skræk i Blodet, at de flygtede langt ind i Landet.

Man har senere aldrig set noget til dem. Resterne af deres Hus var det eneste, man saa, og man gravede det ud for om muligt at finde noget og fandt ogsaa Stødtanden af en Narhval.

Indlandsboerne er ikke farlige, de er blot saa sky og saa bange for Hunde.

En Kystbo, Suagak, havde faaet en Mand blandt Indlandsboerne, og da hendes Mand skulde besøge sine Svogre, sprang Blodet ud af hans Øjne, da han saa Hundene.

De øver sig op i Hurtigløb, fordi de ofte fanger Ræve. Naar en Indlandsbo skal gøres til Hurtigløber, puttes han ned i en Remmesæls Hud, der er fyldt med Orme, saaledes at kun hans Hoved stikker op. Ormene suger da alt hans Blod, og man siger, at han saa bliver meget let til Bens. Min Fader har ved Etah set et Søkongeskind, der var fyldt med Orme. Det var noget, Indlandsboerne havde glemt. Ved Etah findes endnu Indlandsboer, men de er blot gaaede langt ind i Landet.

Fortalt af

ARNALUK.

MANDEN, SOM BOREDE SIN KONE I BENENE

Der var en Gang en Mand, som hed Neruvkark, og han havde en Kone, som hed Navarana, og hørte til "tunerk"-Folket, Indlandsboerne. Hun havde mange Brødre og var eneste Søster. Brødrene hed: Takuvfalik, takuvfark, mingume, mingusark, paeme, pausange, krulègat, maujo, kratitunak og deres Fader usangana. De boede ved Netsilivik, der hvor der findes en stor Sten, man læggger Kød paa.

Men Neruvkark var slem til at mishandle sin Kone; han plejede at jage et Bor ind i Skinnebenet paa hende, og naar Boret naaede til Benet, snøftede hun af Smerte.

"Rør mig ikke, jeg har mange Brødre," sagde hun til sin Mand.

"Hent dem, lad dem myrde mig," svarede Manden.

Da han blev ved med at mishandle hende, løb hun til sidst til sine Brødre, der var Indlandsboere (Tunerssuit).

De satte sig nu alle i Bevægelse mod Netsilivik. Og da de kom frem, sprang de op paa Neruvkarks Hus og begyndte at trampe løs paa Taget. En af dem stak Benene igennem, og Neruvkarks Broder skar det over ved Leddet.

"Han skar Benet af mig", hørte de ham sige, og saa hoppede han rundt paa et Ben, til han faldt om af Blodtab.

Men Neruvkark fik travlt med at trække Pels paa; det var en Pels, han havde haft som lille, og den var stadig bleven øget. Og saa var den ganske oversyet med Hvalrostand. Ingen kunde dræbe ham, naar han havde den paa.

Han vilde nu ud af Huset og gav en Hund sin Netsiderpels paa og skubbede den ud. Mændene udenfor troede, det var Neruvkark selv, og stak Hunden ihjel.

Sefv kom han lige bagefter og sprang op paa den høje Sten, som brugtes til at lægge Kød paa. En saadan Kraft var der i hans Spring, at man endnu paa Stenen ser Mærkerne af hans Fødder. Saa greb han sine Pile, der alle havde Modhager af Hvalrostand, og gav sig til at skyde dem ned.

Hans Moder tryllede ham Kræfter til.

Snart var der ikke mange tilbage af hans Fjender, og de overlevende flygtede bort. De løb Syd paa og blev ved med at løbe og hvilede ikke, førend de var komne Sønden for Kap York. Og først ved Navdlortork (Kap Melville) sov de, (i alt en Strækning paa 34 danske Mil).

Men Navarana, som nu var bleven noget bange for sin Mand, gravede sig ind under Briksen og gemte sig der. Da hun ikke vilde ud igen, stak hendes Mand et stort Stykke Hvalhud ind, og hun smausede ordentlig i det.

"Kom ud, kom ud — jeg skal aldrig mere gøre dig noget ondt," sagde han til hende; men hun var bleven saa bange for ham, at hun aldrig mere kom ud, og saa døde hun derinde — den Sladderhank.

Fortalt af

TATERARK.

KRISUK, DER FOR SYD PAA

Man fortæller om Krisuk, at han rejste Syd paa sammen med sin Kone paa Slæde fra Kap York. Undervejs træffer de paa Mennesker, der led Hungersnød. De ventede paa, at der skulde lægge sig Sne paa den glatte Is; men Krisuk, som forstod sig paa Glatisfangst, lærte dem det og fangede selv mange Sæler; og snart begyndte de andre ogsaa at fange.

Saa forlod han dem og rejste bort til de yderstboende; de medbragte beredte Skind og spæksyltede Søkonger som Betaling. De vilde købe Træbakker til Kød.

Saa kom de til en Mand, som levede ganske alene, og han behandlede dem som Slægtninge og sagde, at han var glad over, at der kom Mennesker.

Og hos ham blev de en Tid.

Af Folk der i Nærheden købte de Kødbakker og gav dem beredte Skind i Stedet.

Da de skulde rejse, sagde Manden til dem: "Folk Syd paa er ikke gode Mennesker!"

Saa rejste de og kom til de Mennesker, der plejede at afvente fremmede Slæders Afrejse, for at falde over dem; og der blev de saa nogen Tid i Besøg.

Hos disse Mennesker fandtes der to Kvinder, der ofte sang Trommesange. De sang dem nøgne, blot med Bælte om Livet. De boede i to sammenbyggede Huse, der havde fælles Indgang, og naar de gav sig til at synge der, fløj Støv i Vejret og deres lange Haar flagrede om deres Legemer ved Trommens Bevægelser.

Jeg kan kun huske en af deres Sange:

1.

Haj — jah — ja, ja,

men hvor hen i Verden —

ja — ja — ja

men hvor hen i Verden —

ja — ja — ja — jah!

2.

Haj — jah, ja, ja

din Mands Blussel har Led,

den glider — ja — jah!

men hvor hen i Verden —

ja — jah!

Den ene af disse Kvinder var meget stor; hun var saa stor, at hun brugte fem Ræveskind til Bukser. Vi nøjes med to ellers. Hun var ugift, men hendes Sangfælle havde et lille Pjok til Mand. De trak Krog med deres Langfinger, for den store vilde have den Iilles Mand, men den lille havde Kræfter.

Hos disse Mennesker blev Krisuk nogle Dage.

Natten før han skulde rejse, gik han ene ud under Foregivende af at skulle forrette sin Nødtørft, og saa overskar han alle Slæders Surreremme indefra, saaledes at ingen kunde se det.

Man vilde nu til at overfodre hans Hunde, for at de kunde være tunge i Løbet; men da han skulde bære Foderkassen ud, lod han, som om han snublede og faldt, saa at lutter fremmede Hunde aad Foderet.

Saa gik han til sine Hunde, spændte dem for Slæden og rørte dem lidt, for at de kunde faa Aabning og lade deres Vand, inden han skulde køre af Sted.

Naar Hunde har ligget længe, gaar der altid megen Tid til Spilde med dette Arbejde — først paa Turen. Og Manden — han skulde nu have Fart op.

Derpaa gaar han hen til Vinduet og siger til sin Kone: "Tag din Hætte og skynd dig udl" — og hun kom ud, og de rejste.

Og han fik sine Hunde ophidsede til vildt Løb ved selv at løbe op paa Siden af dem.

Og saa kom ganske rigtig mange kørende efter dem, men Mederne faldt sammen under deres Slæder.

Kun een fortsatte Forfølgelsen, for paa hans Slæde var kun den ene Mede væltet. Men han fik nu pludselig en stor Hund løbende foran sin Slæde, en Hund, hvis ene Side var blegede Ben. Det var Krisuks Amulet. Og saa blev alle Forfølgerne bange og vendte om. Men Krisuk naaede vel hjem.

Fortalt af

NIVIGKANA.

_______________________

Den Dag var kommen, da jeg skulde forlade de Mennesker, jeg var kommen til at holde af.

Tidlig om Morgenen gik jeg ud mellem Fjældene og saa for sidste Gang ud over det Land, der nu alt for længe havde været sløret af Polarnattens hvide Mørke.

Den Afsked, der forestod, var ikke let; men jeg havde mine Hunde og min Slæde: et Hvin fra Pidskens Snært, og det Liv, jeg skulde rives ud af, vilde snart være langt bag.

Himlen skælvede af Stjerner og Landene rundt om ventede paa Dagen.

Jeg gik ned mod Eskimohusene. Slæden var lastet og Hundene ventede kun paa mig.

Da kom en gammel Eskimokvinde henimod mig; det var "Senen", "Mandslingen"s Kone; jeg havde boet i hendes Hus mange Gange i Mørketiden. Hun standsede foran mig. "Du ser saa glad ud!" sa’ hun.

Ja!"

"Aa — jeg forstaar dig. Nu skal du hjem. Længes du bort?"

"Ja —, næh, jeg længes vel kun efter Forandring!"

Den gamle saa mig alvorligt ind i Øjnene og sagde saa langsomt:

"Hør nu, inden du forlader os, et Ord fra en gammel Kvinde, som kun forstaar sig paa Elskov og — Mad!

Du er som Søkongen. Naar det store Foraar varmer Landene, besøger den os. Den kommer fra et Land, langt, langt borte, som vi ikke kender.

Du kom her, ligesom Søkongen, sammen med det store Foraar; men da Sommeren var forbi og Trækket begyndte, blev du tilbage. Derfor længes du nu bort til dit Land og din Slægt; og det er godt for dig at rejse nu.

Hører du? dine Hunde tuder . . . . vent aldrig paa Daggry, naar du længes!"

— — —

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 232-245. København, 1905.