Nye mennesker – Sjælen (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Sjælen

Hvert Individ bestaar af en Sjæl, et Legeme og et Navn.

De tror, at Mennesket har en Sjæl eller en Aand, der er udødelig. Sjælen er uden for Mennesket, men følger det, som Skyggen følger os i Solskin. Skønt Sjælen saaledes ikke er i Legemet, er dog Legeme og Sjæl uadskillelige, saa længe Mennesket skal leve; thi naar Sjælen forlader Legemet, sygner dette hen og dør.

Kun store Aandemanere kan se Sjælen. De siger, at den ser ud ganske som et Menneske, kun er den mindre. Et Menneskes Sjæl kan derfor røves af en Aandemaner, der kan grave den ned i Sne; Hullet i Sneen maa blot tildækkes med Kødsiden af et Hundeskind. Mennesket maa da dø, hvis ikke en anden Aandemaner, der er det gunstigt stemt, kan finde den røvede Sjæl og føre den tilbage til Legemet.

Sjælen farer efter Legemets Død op til Himlen eller ned i Havet, hvor den samles med Forfædrenes Sjæle. Begge Steder er der godt at være.

Paa et Spørgsmaal, hvad Sjælen betød for Mennesket, svarede Majark fra Kap York: Sjælen er det, som gør dig smuk, som gør dig til et Menneske. Den alene faar dig til at ville, til at handle, til at være driftig. Det er den, der driver hele dit Liv; og derfor maa Legemet falde sammen, naar Sjælen forlader det.

Der var engang et Menneske, som ingen kunde dræbe. Landsmænd søgte at myrde det, men dets Sjæl skiftede blot Bolig; den lod sig føde af alle levende Væsener, Dyrene i Havet og Dyrene i Fjældene. Og der lærte den meget, som Menneskene ikke før havde kendt. Den var ogsaa sammen med de dødes Sjæle; de havde Overflod paa Fangstdyr, men levede i Mørke.

Da Sjælen havde gennemgaaet alle Dyr, blev den atter til Menneske og gav andre Kundskab om, hvad den havde set.

Sagnet i sin Helhed lyder, som følger:

SJÆLEN, SOM GENNEMVANDREDE ALLE DYR

Man fortæller om en Mand, der hed Avovang, at han var usaarlig. Ved Kangerdlugssuark havde han Land.

Paa de Tider, da det er dejligt at være ude, da Dagene ikke slutter med mørke Nætter, og alt ude nærmer sig den store Sommer, stod Avovangs Broder en Dag ude paa Isen ved Sælers Aandehul.

Og som han stod der, kom en Slæde farende imod ham; og da den naaede op til ham, sagde Manden paa Slæden: "Der vil komme mange Slæder for at dræbe din Brodér!"

Broderen løb ind til Husene og fortalte, hvad han havde hørt, og derpaa løb han op til en stejl Klippeskrænt og gemte sig.

Slæderne kørte frem for Husene, og Avovang gik ud for at tage imod dem; men han medtog Skindet af en Hunds Hals, som han, da han var lille, havde brugt som Ble. Da Mændene nu fo’r løs paa ham, stillede han sig blot paa sin gamle Ble; og Fjenderne faldt over ham og stak løs paa ham. Men se: ingen Vaaben bed paa den Mand!

Til sidst tog han Ordet og sagde spottende:

"Mit Legeme er nu som et Stykke Træ, fuldt af Knaster; det er Ar efter eders Stik; men intet bragte Død!"

Da de ikke kunde faa Bugt med ham, førte de ham op paa et højt Fjæld for at kaste ham ned derfra; men hver Gang de greb fat i ham for at kaste ham ud, forvandlede han sig til en Mand, der ikke var deres Fjende; og til sidst maatte Slæderne fare bort, uden at have gjort det, de vilde.

Saa fortælles der om Avovang, at han fik Lyst til at rejse Syd paa til de Mennesker, der boede der, for at købe Træ. Det var Folks Sædvane den Gang for længe siden; nu gør de det ikke mere.

Mange Slæder i Følge rejste de Syd paa for at købe Træ, og da de havde udført, hvad de vilde, rejste de hjem. Undervejs havde de gjort Holdt for at søge efter Sælers Aandehul; og mens Mændene var optagne af dette, var Kvinderne gaaede i Forvejen. Avovang havde taget Kone paa den Rejse blandt Sydboerne.

Som Mændene nu stod der og søgte efter Aandehuller, fik de alle Lyst til at tage Avovangs Kone, og saa forsøgte de paa at slaa ham ihjel. Krauptârk stak ham i Øjet, og de andre greb fat i ham og lod ham glide ned i Havet gennem et Aandehul. Da hans Kone saa det, blev hun vred, og hun greb det Træ, Mændene lige havde tilhandlet sig, og sønderbrød alt i smaa Stumper. Hun var fortrydelig over, at hun var bleven Enke.

Saa gik hun hjem, da hun havde ødelagt Mændenes Træ. Men Slæderne kørte videre.

Med eet dukker en Sæl op forude paa deres Vej paa Tyndis og Glatis; og Slæderne kørte løs paa den, men mange faldt igennem og druknede paa den Jagt. Senere hen opdagede de ligeledes paa deres Vej en Ræv og sætter efter den; men under Forfølgelsen kører de i vild Fart op i en høj Skruning i Isen, styrter ned og slaar sig ihjel. Der blev kun tilbage et Par Mand, der naaede frem til Kap York og fortalte, hvad der var sket.

Det var den usaarlige Avovangs Sjæl, der først havde forvandlet sig til en Sæl, siden til en Ræv og saaledes bragt Fordærv over sine Fjender. Siden bestemte han sig til at lade sig føde af alle Jordens Dyr for en Gang at kunne fortælle Menneskene, hvad han havde oplevet.

Engang var han Hund; han levede da af at stjæle Kød fra Husene. Naar han havde ondt for Føde, plejede han nøje at iagttage alle de Mennesker, der kom ud af Husene. Stod der en stille Damp op af deres Nakke, var det Tegn paa, at de skulde forrette deres Nødtørft; saa fulgte han hen med til det Sted, hvor de satte sig, og aad, hvad der faldt. Derfor ser Hunde altid paa Menneskers Nakke, naar de kommer ud af et Hus.

Men Avovang blev snart ked af at være Hund, for der fulgte saa mange Prygl med den Tilværelse; og saa bestemte han sig til at blive en Ren.

Til en Begyndelse var det svært for ham at klare sig; han kunde ikke følge de øvrige Rener i Løb.

"Hvorledes strækker I jeres Bagben i Galop," spurgte han saa en Dag.

"Spark efter Himlens yderste Rand," sagde de andre. Det gjorde han, og straks kunde han følge dem i Løb.

Men i den første Tid vidste han ikke heller, hvad han skulde spise, og atter spurgte han sine Kammerater.

"Æd Mos og Lav," sa’ de.

Og han blev nu snart fed og fik tyk Talg over Ryggen.

Men en Dag blev Flokken overfalden af en Ulv, og Renerne styrtede sig ud i Havet, og der svømmede de under deres Flugt lige ind paa nogle Kajaker; og en af Mændene dræbte Avovang.

Han flensede ham og lagde hans Kød i en Stendysse. Der laa han nu, og da det blev Vinter, længtes han meget efter, at man skulde komme og hente ham hjem. Glad blev han, da han en Dag hørte, at de Sten, der laa over ham, raslede ned; og da de begyndte at spise ham og med Sten knuste Benene for at æde Marven, undslap Avovang og omskabte sig til en Ulv.

Saaledes levede han nu som Ulv; men det gik ham nu som før, at han ikke kunde følge sine Kammerater i Løb. Og de aad al Mad fra ham.

"Spark op mod Himlen!" sagde de saa til ham, og straks kunde han løbe alle Rener op og skaffe sig megen Føde.

Senere blev han til en Hvalros, men det var ham umuligt at dykke ned til Havets Bund; han svømmede kun tværs gennem Havet.

"Sæt af i Retning af Himlens Midte, det gør vi, naar vi skal ned!" Og han slog sine Labber op mod Himlen og naaede Bund. Hans Kammerater lærte ham nu, hvad han skulde spise: Muslinger og smaa, lyse Sten.

En Tid var han ogsaa Ravn. "Ravnene mangler aldrig Føde," sagde han, "men de fryser ofte om Fødderne."

Saaledes gennemgik han alle Dyr, og til sidst blev han atter Sæl. Nede under Isen plejede han saa at ligge og se paa de Mennesker, der vilde fange ham. Da han var en stor Troldmand, kunde han gemme sig under et Menneskes Stortaas Negl! Men en Dag var der en Mand paa Fangst, som havde afskaaret Neglen paa sin Stortaa, og den Mand harpunerede ham. Derpaa slæbte han ham op paa Isen og trak ham hjem.

Inde i Huset begyndte man at flense ham. Da Manden saa kastede sine Vanter op til sin Kone, fulgte Avovang med og krøb ind i Kvinden og blev Foster i hende.

Saaledes blev Kvinden hans Hus, hendes Kønsdele hans Dør, og hendes Navle hans Vindue. Han havde sin Vandbeholder et lille Stykke over Døren. Medens han var her, rensede han ofte Kvindens Indre, og der kom meget Blod ud.

En Gang, som han laa derinde, stak pludselig en stor Hund Hovedet ind ad Døren; det var Manden, som laa hos sin Kone. En Dag saa han til sin store Rædsel en stor Krabbe inde i Kvinden, det var hendes Amulet; men han blev saa forskrækket, at han for ud af Døren, og saaledes fødtes Avovang og blev atter til et Menneske.

Fortalt af

Osarkrak.

Et Menneskes Sygdom og Død skyldes saaledes al Tid Tabet af Sjælen. Men, som før bemærket, kan en røvet Sjæl erobres tilbage af en Aandemaner. En gammel Kone, Nivigkana, fortalte mig om en Sjæleflugt, hun havde foretaget ned under Jorden til de døde for at redde en syg Bopladsfælle.

Gennem en smal Aabning i Jorden var hendes Aand kommen ned i Underverdenen. Hendes Legeme laa imedens livløst i Huset. Det var en Kvinde ved Navn Angena, hun vilde hjælpe. Vejen ned til Underverdenen førte langs med en Kløft, hvorigennem der styrtede et stort Vandfald. Kløften fulgte hun, langt, langt ned. Nede under Jorden videde den sig pludselig ud, og hun befandt sig i et Land med en tyk, mørkeblaa Himmel over sig. Der var ikke lyst dernede som heroppe; Solen var mindre og blegere end Jordens, og den ligesom fik sit Lys fra oven. Det var Vinter dernede, men Sne fandtes ikke; det sneede aldrig. Is laa der paa Havet, og da hun gik ud paa den, saa hun tre Mænd, der skubbede deres Slæder hen over den blanke Flade; Hunde havde de ikke. Hun kendte straks sin afdøde Broder.

"Krajûtark," indskyder Kale oplysende; Nivigkana maa ikke selv nævne den afdødes Navn.

Og Broderen kaldte hende hen til sig. De to andre hed Pauluna, en god bekendt af hende, og Alekratsiark; denne sidste kendte hun derimod ikke, da han var fra Akilinerk, Landet paa den anden Side Havet.

De fortalte hende, at de havde det godt dernede. Der var nok af Sæl, Hvalros og Narhval. De bad hende følge med hen til en Elv, hvor der var mange Laks; og hun fulgte med dem. Men da hun var kommen et godt Stykke ud paa Isen, giver Broderen sig til at pege op mod den Kløft, hun var kommen ned ad.

"Du maa vende om nu, hvis du ikke vil blive hernede!" hviskede han hende i Øret. Og da de to andre mærkede, at han vilde have hende op igen til Menneskene, gjorde de alt for at holde hende tilbage.

Men pludselig opdager hun den syge Angenas Sjæl inde paa Land, sætter efter den, faar den fat og begiver sig saa paa Vej gennem Kløften, tilbage igen til Menneskene.

Saaledes skaffede hun Angenas Sjæl tilbage, og kort efter kom hun sig af sin Sygdom.

Men ikke Mennesket alene, ogsaa Dyrene har Sjæl. Den farligste af alle Dyresjæle er Bjørnens.

Herom fortalte en Eskimo:

Bjørnen er et farligt Dyr, men vi behøver den. Vi maa jage den og dræbe den; men saa maa vi ogsaa træffe visse Forsigtighedsregler mod, at Sjælen kommer og øver Hævn.

Bjørne ved alt og hører alt, hvad Menneskene taler om. Naar Bjørnejægeren kommer hjem med Fangst, bringes den afflaaede Hud ind i Huset og lægges i en Krimerfik, Kasse til Hundefoder.

Hvis det er en Hanbjørn, hænges hen over Snuden en Fangerem med Harpunspids og Harpun, lidt Spæk og Kød og nogle Skindlapper, altsammen til den dræbte Bjørns Sjæl. Med Skindstumperne skal den lappe sine Støvler; Bjørne gaar saa meget. Hvis det er en Hunbjørn, hænges blot et Stykke tilberedt Skind af en Sæl over Huden og lidt Kød og Skindstumper til Lapning.

Det holdes saaledes hængende i fem Dage.

Endvidere opsamles alle Knoglerne, efterhaanden som Kødet spises, og lægges i en Bunke ved Siden af Hovedet i Vindueskarmen. Hovedet skal vende ind efter.

Dette gøres, for at Bjørnenes Sjæl ikke skal have alt for svært ved at komme hjem. Den faar Menneskeudrustning, fordi Bjørne ofte optræder i Menneskeskikkelse.

Der fortælles saaledes, at en Kone en Gang paa en Vandring kom til et Hus, hun aldrig før havde set, og saa gik hun derind. Der var ingen hjemme, men henimod Aften kom Husets Beboere hjem, og det viste sig, at det var Bjørne i Menneskeskikkelse. Saa skyndte hun at gemme sig ved at krybe ind bag Skindtapetet.

Bjørnene kom nu hjem, og hun saa, at en af dem bar Fangerem og Harpun, saaledes som Menneskene plejer. Da Bjørnene havde spist, gik de til Ro, og den Bjørn, som bar Menneske-Redskaberne, kom til at ligge lige ud for Konen.

"Besynderligt som Skinddækket her paa Væggen runder ud!" sagde Bjørnen en Gang. Og Konen, som var bange for, at hun skulde blive opdaget, kvalte sit Barn, da det var ved at briste i Graad. — Den Bjørn, som bar Fangelinen, var Sjælen af en Bjørn, som lige var bleven dræbt af et Menneske, og de Redskaber, den bar, var netop dem, som Jægeren havde hængt op over dens Hud.

Konen kunde høre dem tale om Menneskene, og de sagde:

"Ja, mod dem kan vi ikke staa os, for de spærrer os Vejen med deres Hunde og dræber os med deres Pile."

Næste Dag, da Bjørnene var tagne ud paa Fangst, flygtede Kvinden hjem og fortalte de andre, hvad hun havde oplevet.

Dette skete for længe siden i vore første Forfædres Tid, og vi fik saaledes Kundskab om Bjørnenes Sjæl.

Fortalt af

Maisanguark.

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 121-128. København, 1905.