Nye mennesker – Skabelsen (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Skabelsen
II PRIMITIVE LIVSANSKUELSER
Vore Fortællinger er Menneskers Oplevelser, og det er ikke altid smukke Ting, man hører om! Men det lader sig ikke gøre at udsmykke en Fortælling, for at den kan blive behagelig at høre, naar den samtidig skal være sand. Tungen maa være Begivenhedens Ekko og kan ikke lempes efter Lune og Smag.
Nyfødtes Ord kan ingen fæste Lid til, men gamle Slægters Erfaringer rummer Sandhed. Naar jeg beretter Sagn, taler jeg ikke ud af mig selv, da er det Fædrenes Visdom, der taler gennem mig.
Osarkrak
Polareskimoerne har som Grundlag for deres Livsanskuelse en Række fortællende Sagn og Vedtægter, der alle er Overleveringer fra Forfædrene. De afdøde Slægter, siger de, har nedlagt deres Visdom og alle deres Livserfaringer i det, de fortalte de efterlevende. Og ingen tør beskylde de døde for Uvederhæftighed. Menneskene gaar tilbage i Visdom; ingen kan maale sig med Slægtens Fædre, ingen kan trodse Sygdom og Ulykker, og derfor er man alle gamle Forbud underdanig. Findes en Ting, man ikke forstaar, tror man den alligevel, "for," siger de, "hvem kan bevise, at det, som han ikke begriber, er galt? Og er det saa ikke klogere at bøje sig og lyde, naar man er for ubegavet til at opstille noget bedre?" Saaledes er deres Svar, naar man spørger.
Men hele deres primitive Verdensopfattelse kan kun belyses gennem deres egne Reflektioner; og jeg skal derfor i det følgende, saa objektivt som muligt, give de Iagttagelser, jeg har gjort under Samliv og Samtale med dem.
En gammel Kvinde, Arnâluk, fra Agpat fortalte mig følgende om Skabelsen:
DEN GANG FOR LÆNGE, LÆNGE SIDEN,
DA MENNESKENE BLEV TILVore Forfædre har talt meget om Jordens og Menneskenes Tilblivelse — den Gang for længe, længe siden. De forstod ikke at gemme Ord i Streger saaledes som du, de fortalte bare, de Mennesker, der levede før vi; de fortalte om mange Ting, og derfor er vi ikke uvidende om disse Ting, som vi hørte omtale Gang paa Gang, lige siden vi var smaa. Gamle Kvinder spilder ikke deres Ord ligegyldigt hen, og vi tror dem. I Alderdommen findes ingen Løgn.
Den Gang for længe, længe siden, da Jorden skulde blive til, styrtede den ned fra oven; Jord, Fjælde og Sten — oppe fra Himlen; saaledes blev Jorden til.
Da Jorden var bleven til, kom Menneskene. Man fortæller, at Menneskene opstod af Jorden. Smaabørn kom ud af jorden. De kom frem mellem Pilebuske, fulde af Pileløv. Og saa laa de der mellem Dværgbuskene med lukkede Øjne og sprællede; de kunde ikke engang kravle. Deres Mad fik de af Jorden.
Der fortælles nu om en Mand og en Kone; men hvorledes? det er gaadefuldt, — naar havde de faaet hinanden, naar var de blevne store? jeg ved det ikke. Men Konen syr da Barnedragter og vandrer ud. Hun finder Smaabørn, klæder dem paa og bringer dem hjem.
Saaledes blev Menneskene mange.
Da de nu var blevne mange, vilde de have Hunde. Og en Mand gaar ud med en Hundesele i Haanden og gir sig til at stampe i Jorden — under Raabet: "Hoc — hoc, hoc!" Saa sprang Hundene frem af Tuer, — Smaatuer —. Og de rystede sig ordentligt, for de var fulde af Sand. Saaledes fik Menneskene Hunde.
Men Menneskene formerede sig; de blev flere og flere. De kendte ikke Døden, den Gang, for længe, længe siden, og de blev meget gamle; til sidst kunde de ikke gaa, de blev blinde og maatte ligge.
De kendte heller ikke Solen; de levede i Mørke; Dagen gryede aldrig. Kun inde i Husene havde de Lys; de brændte Vand i Lamperne; den Gang kunde Vand brænde.
Men Menneskene, som ikke forstod at dø, blev alt for mange; de overfyldte Jorden; — og saa kom der en mægtig Havflod. Mange druknede, og Menneskene blev færre. Spor af denne Havflod finder vi paa høje Fjældtoppe, hvor man ofte kan finde Muslinger.
Da Menneskene nu var blevne færre, gav to gamle Kællinger sig til at tale: "Lad os blot være uden Dag, naar vi samtidig er uden Død!" sa’ den ene; hun var vist bange for Døden.
"Nej," sa’ den anden, "vi vil ha’ baade Lys og Død!" Og da den gamle Kone udtalte disse Ord, blev det saaledes — Lyset kom og Døden.
Der fortælles, at da det første Menneske døde, dækkede man Liget til med Sten. Men Liget vendte tilbage; det forstod vist ikke rigtigt at dø. Det stak Hovedet frem fra Briksen og vilde op. Men en gammel Kone skubbede det tilbage:
"Vi har nok at slæbe paa og vore Slæder er smaa!"
De var nemlig i Færd med at bryde op til Fangstrejse. Og saa maatte den døde vende tilbage til sin Stendysse.
Da Menneskene nu havde faaet Lyset, kunde de tage paa Fangstrejser og behøvede ikke længer at æde af Jorden. Og med Døden kom Solen, Maanen og Stjernerne. —
Thi naar Mennesker dør — stiger de op til Himlen og bliver lysende.
Saaledes plejede vore Forfædre at fortælle, og deres Fortællinger gav os Kundskab.
En anden gammel Kvinde, Aisivak, gav mig en Variant, da jeg udspurgte ogsaa hende om Menneskenes Tilblivelse.
I Begyndelsen, sagde hun, var Verden kun beboet af to Mænd, der begge var store Troldmænd. Da de ønskede at blive flere, omskabte den ene sin Krop saaledes, at han kunde føde; og siden avlede de to mange Børn.
Hvorledes de to første Mænd var blevne til, vidste Aisivak derimod ikke. — Og hvor? — Nej heller ikke! Verden er saa stor, og vi ved saa lidt, forklarer hun.
Og gamle Krilernerk, Stammens ældste Mand, fortæller et Sagn, som i faa Ord giver hele deres Verdensbegreb.
DE TO VENNER,
SOM VILDE OMREJSE VERDENEn Gang fik to Mænd Lyst til at omrejse Verden for at kunne fortælle andre, hvordan den var.
Det var i de Tider, da der endnu var mange Mennesker, og alle Lande var befolkede. Nu blir vi færre og færre. Ulykker og Sygdom (perdlugssuark) har ramt Menneskene. Du ser mig henslæbe Livet uden at kunne støtte paa Benene.
De to, der vilde rejse ud, havde lige taget sig Koner og havde endnu ingen Børn. Af Moskusoksehorn skar de sig Bægre, hver et, hugget af samme Hoved, — og saa rejste de, hver til sin Side, for at mødes en Gang. De rejste med Slæder og plejede at ta’ Land, naar det blev Sommer.
Det tog lang Tid at komme Verden rundt; de fik Børn, de blev gamle, — og Børnene selv blev gamle — til sidst blev Forældrene saa gamle, at de ikke kunde gaa, men Børnene førte dem frem.
Endelig en Gang mødtes de, — og da var der ikke andet end Hankene tilbage af deres Drikkehorn, saa mange Gange havde de drukket under Vejs og skrabet Hornene mod Jorden, naar de skulde øse.
"Verden er nok stor," sa’ de, da de mødtes.
De var unge, da de drog ud; nu var de Oldinge, der maatte ledes frem af deres Børn.
Ja, — Verden er stor!
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 114-119. København, 1905.
