Nærøymanuskriptet

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Randulf
Nærøymanuskriptet [1]

1723


Relation

Anlangende Find-Lappernis, saavel i Nordlandene og Findmarken som udi Nummedalen, Snaasen og Selboe, deris afGuderier og Sathans Dyrkelser som af Guds Naade, ved Lector udi Trundhiem Hr. Thomas von Westen og de af Hannem samme Stæder beskikkede Missionarier, af hvilke een deel ere Præster, og een deel Studentere og Candidati S: S: Ministerii, Tiid effter anden ere blevne decouvrerede.


Anlangende

Sámi mythology shaman drum Samisk mytologi schamantrumma 083.png

1. Dend herhos følgende Runnebommis Explication, som er fornøden at vide til at forstaae adskilligt, som siden udj Relationen i sig selv vil forekomme.

1. Er een af deris fornembste afGuder, som kaldes Hora Galles, dend samme som de gamble Norske Hedninger kaldede Thor Gud, om hvilken der meget er at læse udj den Norske Chrønniche, af hannem haver Torsdag sit Nafn, som den endnu af os Christne næfnes; ellers er hand dend samme, som hos de gamle Græker blev kaldet Jupiter, saavelsom ogsaa af de Rommere, hvilke gafve dend samme Dag i Ugen, som vi kalder Torsdag, Nafn af hannem og kaldede den Dies Jovis.

Denne afGud, som staaer med een Slegge udj sin eene Haand og en Krydts-Hammer i den anden Haand, tilbedis i særdeelished af Finnerne, naar Torden slaar, at hand med den eene Hammer vil drive den tilbage igien, at den ikke skal skade enten dem eller deris Reins-Diur, lige saa og paakalder de hannem naar de vil have Torden og Liun-Ild udslaget ofver nogen de ere vrede paa, at hand da med siin Slegge, som hand haver i den anden Haand skal udføre sin Torden og Liun-Ild ofver dem; hvilket vel undertiden gaaer dem an; thi foruden det, at Sathan er mægtig udj Vantroens Børn, saa er det ikke at undre paa, at Gud tillader hannem undertiden at giøre ont effter hans og deris Villie, enten mod andre Finner, der ere lige saa u-gudelige og afGudiske, som de, der udsender ved deris Running saadant ont over dem, eller og mod andre Christne, der ved deres u-gudelighed giør sig lige ved Finnerne; thj naar et Menniske i sit Lefnet har unddraget sig fra at frygte og paakalde den u-dødelige og barmhiertige Gud, saa er det og ikke at undre paa, at han igien unddrager dem sin Beskiermelse, saavel imod Sathans Ondskab, som anden u-lykke og Fare, og hvormed er det vel vi Mennisker skal kunde være mægtige til at imodstaae Sathan og udslukke alle hans gloende Piile, uden ved een ifrig Bøn og stadig Troe? Thj da ere vi ret iførte Guds fulde Rustning. Ellers videre at tale om denne vederstyggelige Sathan udj Hora Galles eller Thor-Guds eller Jovis Persohn, da er det denne, som de meener skal give dem Lykke til Striid, til Skiøtterie og Veyde, og bevahre dem og deris Reins-Diur fra Ulven og Biørnen, hvor udover de med stoer Ifrighed holder endnu, den Dag i Dag er, Thors-Dagen hellig, og vil ikke giøre visse Gierninger paa den Dag, ligesom mand veed, at den Superstition endnu fuldkommelig regierer hos mange gemeene og eenfoldige Folk, baade i Danmark og Norge, ja vel ogsaa udj Tyskland og anden stedts, at der er visse Gierninger de tager sig med Fliid vare for, ikke at skall giøre om Torsdagen, som er een blot Reliqve af Hedenskabet, hvilket de ingen Tanke giør sig om, men kand dog ved deres Ignorance ikke undskyldes, fordi de vide, at den store Himmelens og Jordens Skabere, der skabte de 6 Dage til at arbeyde, bød alleene om den syvende Dag, at den skulde helligholdes; hvormed jeg ingenlunde vil betage vores aparte Fester og hellige dage, som ere hos os foruden Søndagen, deris Hellighed; thj der er stor Forskiel paa de Fester, som gudelig og Christelig Øfrighed, af Gudelig Nidkierhed for Guds ære har indstifftet |: hvilket kand indtet andet end være Gud lige behagelig, som de hand selv, foruden Sabbaths-dagene, fordum indstifftede iblant Jøderne : | og paa de Fester Sathan indstiffter til sin egen ære, hvilket kand indtet andet end være Gud vederstyggelige og mishagelige, hvad enten de holdes af Finnerne, videndes Thor Gud til ære celebreris, eller af andre eenfoldige Christne, der i denne Fald ikke vide hvad de derved giøre. Merkeligt var det, at som een Find udj Ofoden i Nordland, ungefæhr for et Aars Tid siden og nylig førend Lector von Westen nu nestleeden Aar 1722 skulle komme did at efftersee, hvorledes det gik til med Missionen udj Nordland, Een Løver-Dag var udgangen paa Skiøtterie at veyde sig en Ref eller et andet saadant Diur, hvis Skind hand agtede at empløyere til Brendeviin, da bliver hand i Skouven vaer, at en gandske hvid Mand, som sad aller øverst i Toppen paa et Træe med et stort langt Skiæg, og som hand der over blef overmaade forfærdet |: maaskee Sathan hafde ikke tilforne giort ham den ære saa siunlig at tale med ham :| sagde samme Mand til ham, at hand skulle slet ikke frygte, ham skulle intet ont vederfaris, hand var en god Engel, udsent fra Gud Fader, Søn og Hellig Aand, for at sige ham adskilligt; derpaa begynder han at opreigne ald den Synd der gik i Svang blant dem; de gik ikke flittig nok i Kirke, de gave ikke flittig nok agt paa det som Guds Mand: saa kalder de Præsten :| prædikkede for dem; de lagde det ikke paa Hiertet og effterlevede det; thj de drak; de giorde hinanden u-rett; de sloges; de horede etc: Hvem skulle nu vel tenke at denne u-hellige Dievel skulle kunde være skiult under saa hellig en Tale, ja formaning, som denne var? Endelig kommer Løve-kløerne og Ulve-Tænderne for en Dag, i det hand siger fremdeeles: I seer jo at ald Guds Velsignelse ved saadan Guds Fortørnelse gaaer fra eder; ingen Sild, ingen Fisk, ingen Qvall eller Kobbe; ingen Størie eller Haa-Kierring faar I meere som tilforne; Skiøtterie og Veyde gaaer jo nu gandske bort fra eder, og dette som jeg nu siger dig, er ikke Aarsage der til alleene, mens end og fornemmelig dette, I arbeyder om Løverdagen paa hvilken I skulle hvile eder, paa det I kunde betids reise til Kierken om Søndagen, og over alt den gode Torsdag har I nu gandske lagt af at hellig holde; I har nu i lang Tiid ikke giort noget Offer til Hora Oalles eller Thor Gud; hand er dog een god Gud, som vel fortiener, for meget got hand giør eder, at tienis og dyrkis, og vil I det giøre, da skal hand ogsaa give eder lykke til alt det, som I nu for eders grove Synder imod ham, maa savne; Derfor befaler jeg dig nu, at du strax uden Ophold begiver dig til alle de Finner, som ere i alle disse omliggende Fielde, og siger dem alt dette, som jeg nu haver sagt dig, og tillige advarer dem, at de skal ikke adlyde den Mand, som nu kommer med det første og heder Thomas von Westen; thi hand vil have dem til een nye Troe, hvorved Thor-Gud bliver grummelig vreed og fortørnet; denne din Reise skal du udj saa og saa kort Tiid afgiøre |: i det samme satte hand hannem en vis Terminum fore :| og giør du ikke eller siger alt dette jeg nu haver befalet dig, da skal jeg møde dig og rive dig i støkker, Lem fra Lem; mens effterkommer du min Befaling, da skal du tillige med alle de andre have baade Løkke og Velsignelse paa Land og Vand.

Seer her! her demasquerede Sathan sig! her afdrog hand siin paatagne Liusens Engels Skikkelse, endskiønt den arme eenfoldige Find ikke kiendte ham, mens troede af hans første gudelig Tale, at hand var den hand ikke var, derfore blef hand hannem ogsaa lydagtig, at hand strax uden ophold med stor Ifrighed gav sig paa Veyen at udrette sit af Sathan anbefalede Apostel-Embede til de andre Finner, og havde hand allerede mestendeel til de fleeste absolveret sit Løb, da Lector von Westen did henkom, og fik det af andre omvendte Finner at høre, hvorpaa hand af hannem strax blev hentet, men i lang Tiid var u-overtalelig til at troe andet, end at han jo af en god Engel effter Guds befalning var udsendt, indtil von Westen omsider viste ham Dievelens Kløer i den Tale hand havde holdet til hannem, da hand, lovet være Gud, aldeeles blev convinceret, og Sathan saa fiendsk som tilforne lydig. Mand veed det, at den gemeene Mand, Bønder og saadanne, endnu beteigner deris Dørre om Jule-Afften med Kors; at de krydser med Kniver over en Kande Øll eller et glas Brendeviin, naar de det skal drikke; at de ikke oplader Laaget paa een fuld Smør-Kande uden de giøre et Kors der over med Knifven: Dette meener de vel skal betyde Jesu Kors, men intet mindre; Finnerne, som i lige Tilfælde bruger samme Krydsning, de have en anden Henseende der med, de see hen der ved til Thors Hammer hand holder i Haanden, hvor fore Finnernis Krydsning skal beteigne Thor-Guds Hammer, der er giort som et Kors, og dette viiser, at den gemeene Mands Krydsning er intet andet end en Lefning fra de gamle Hedenske Tiider, da de alle Tider teignet deris Mad og Drikke med Thors Hammers Tegn, som kand videre effterseeis udj Kong Hagen Adelsteens Historie og udj Snorle Sturlesens Norske Krønnike.

No. 2. Er deres anden store af-Gud, nest effter Hora Galles eller Thor-Gud eller Jupiter, som de kalde Waralden olmay, det er Verdens Mand, og er hand den samme som Saturnus. Den afGud afmaler de paa Runnebommen med een krum Stræg over Hovedet, med adskillige Takker paa, hvilket skal beteigne Frugtbarhed, saavel af Jorden og Havet, som af Creaturer; derfore tilbeder de hannem, at hand skal give god Vext paa Korn i Landet, paa det derved maae blive got Kiøb for dennem paa Korn, paa Øll, Brendeviin og alt hvad som kommer af Korn, hvilket de vil beteigne med den Hakke, hand holder i Haanden, med hvilken Jorden af Restmand |: saa kalder de Christus :| skall tilhakkes, naar Sæden der udj er udkast; ligesaa ogsaa paakalder de ham, at hand skal frugtbar giøre Havet, at de maae faae mange Fisk |: det giør besynderlig Siøe-Finnerne :| at hand skal frugtbar giøre deris Reinsdiur, at de maae bære mange Kalver, at hand skal frugtbar giøre Mossen paa Fieldene, som deris Reinsdiur æder, paa det de maae faae vel mange Reins-Oste, Reins-Smør etc: med et Ord: alt hvad som enten kand voxe eller aufles det paakalder de Waralden Olmay eller Saturnum om. Uden ald Tvifl kommer dette af den Tanke, som har været iblant de Rommerske Heedninger, og siden ved deris Regimente udj Asia blant de Asiatiske, af hvilke Finnerne egentlig har deris udspring: nemblig, at udj Saturni Regimentis Tiid, førend hand af Jove blev fordreven og dethroniseret fra den øverste guddommelige Magt, da var saa god Tiid paa alle Ting; Jorden bar da selv Frugt uden Arbeide, og alle Ting var da i saa stor overflødighed, at der manglede intet paa noget, som kunde forløste Mennisken; hvilket Fabel iblant Hedningerne, nogle har villet meene skulle være kommen af det Commercio, som var imellem Guds Folk og Hedningerne, da disse af hine har faaet at høre om den herlige Tilstand, som var før Syndefaldet, hvilken underretning siden, ved Tiidens Længde er bleven iblant Hedningerne fordervet og forandret til den Fabel om Saturni Riige, udj hvilket Aurea ætas var, som blev fordrevet ved Jovis nye Regiering, som mand kand see hos Ovidi: og mange andre. Men derjmod falder andre igien, effter mine Tanker, rettest paa denne Tanke: at fordj der udj Italien, hvor Saturnus tog sin Retirade, da hand fra sit Kongerige udi Tracien af siin Søn Jove var bleven fordreven, var saa god Tiid og overflødighed af alle Ting, som ingen enten før eller siden har kundet erindre, da Saturnus udj Jani Regimentis Tiid kom i bemelte Land, og fordj hand ved siine forstandige Raad hos Janum vidste at sette Regieringen udj saadan Positur, at der var Freed og Roelighed og god Tilstand iblant Undersaatterne, hvilket siden effter Jani og Saturni Død ikke var der, altsaa canonicerede de paa deris hedenske viis begge toe, hvoraf ved Tiidens Længde den Fabel om Saturni Guddom og gode Tiid og Frugtbarhed er opkommen, hvilket vel er troeligt siden Odins Tiider iblant Finnerne der var iblant de Asiater der kom ind med ham her i de Nordiske lande er bleven conserveret indtil denne Tiid, fordj der ikke har kundet, siden Christendommens Indkomst, været saa god Opsigt paa dette slags Folk, der boede mange Miile inde op paa Fieidryggen, som paa de andre Landsens Indbyggere der boede udj Nærværelsen hos Geistlig og Verslig Øfrighed til at faa denne med andre deris Afguderier hos dennem udryddet.

No. 3. Er deris 3die store afGud, som kaldes Bieka Galles, den sterke Vindens Mand, denne er den samme som Æolus, hvilken de maler af udj sin høyre Haand med en Skuffel, med hvilken han skufler Vinden ind i siine Huuler, naar den har stormet nok, og med en Kiølle udj sin venstre Haand, hvormed hand skal drive Vinden ud, at den skal blæse. Denne af-Gud tilbeder de baade naar de ere paa Fieldet med deris Reins-diur at hand vil stille den Vind som giør Skade paa Diurene, saa og, naar de ere paa Havet at fiske, og der opkommer Storm saa de ere udj Lifs Fare da de love hannem Offer paa deris Alter; Naar de har noget udstaaendes med nogen, da forlanger de Vind af denne afGud, hvilken de indknytter udj 3de Knuder ved deris Running; naar de opløser den første, da blifver det passabel Vind; naar de opløser den anden, da blifver der saa sterk Vind, at en Jægt neppe uden Fare kand føre sit halve Forseil; men opløser de den tredie, da skeer u-feilbarlig Skibbrud; Dog er alle tiider imod denne og ald anden Sathans Magt Guds Børn udj een mægtig og u-overvindelig Beskiermelse, hvilket von Westens Exempel med mange andre, som de forgieves, effter deris egen Beretning og Bekiendelse, har prøvet deris Kunst, ved Sathans Assistance imod, noksom kand udviise.

No. 4. Kaldes Waralde Noyde, det er Himmelens Runnemand eller Prophete, denne staaer afteigned med een Runnebomme i sin venstre Haand og med een Hammer giort effter Thors Hammer, med hvilken hand skal slaae paa Runnebommen, i den høyre Haand. Paa det mand dis bedre kand forstaae hvad denne Waralde Noyde haver at betyde; da holder jeg fornøden at giøre derom denne Beretning: Det er ikke alle Finner som haver Runnebommer, eller om de end haver dem ved Arf, enten effter deris Forældre eller andre |: thj de gaaer i Arf og holdis krafftigst, jo ældre de ere :| saa hverken forstaaer de at spille paa dem, ikke heller vil Sathan værdige at svare dem ved andre, uden alleene dem, som hand effter lang befunden troe Tieneste befinder dygtige at beskikke til sine Noyder og Propheter iblant dem, hvilke ere saa mange, disto verre, at fast hver 3die eller 4de Find er een Noyde. Naar nu en Find vil spørge sine Guder til Raads og for tilkommende Ting at vide ved Runnebommen, da i fald han ikke selv er een Noyde, lader hand ved een anden Noyde med den tilhørige Hammer, som staaer afteignet under No. 1 bag paa denne hosfølgende afteigning, slaae paa Runnebommen, effter hvilke Slag den Messing-Ring. hand haver lagt paa Runnebommen fløtter sig til det Stæd, hvor hand, Sathan, vil have den og derved beteigner sit igienSvar, og naar den did kommer, bliver den der staaendes saa fast, at de ikke med all deris Kunst eller Magt kand bringe dend til et andet Stæd, som de tit gierne vilde, naar Ringen kommer til at staa paa et u-løkkeligt Stæd, som enten beteigner dem Døden, eller anden u-løkke, med mindre de lofver Offer, enten til den eller den afGud |: hvilken de haver udvalt samme tid at søge hielp hos :| thj da skeer det at Ringen fløtter sig ved nye Slag paa Bommen og gaaer til et andet løkkeligere stæd.

Som nu Finnerne Generaliter haver afdeelt Runnebommen udj 2de Veye, som adskilles ved No. 9, den ene Vey som hører til Himmelen, eller rettere at siige, til de øverste Guders Sæde, hvor Thor, Waralden Olmay og Bieka Galles med fleere andre Ting ere, Og den anden som hører til Jorden, hvor de ringere Guder ere, hvilken sidste Vey igien er afdeelt udj Lifsens Palches eller Vey, som beteigner dem Livet paa Jorden, og Jamichusche Palches eller Dødningernes Vey, som gaaer hen til Jamichusche eller de Dødes Rige og beteigner dem Døden, altsaa haver de den Tanke, at ligesom de have Noyder eller Propheter paa Jorden, ved hvilke de tilspørger, enten de øverste eller de nederste Guder eller de Døde, som kaldes Jami og bestaar af andre afdøde Finner, hvilke hersker i de dødis Land, thj de meener at naar nogen Find døer, bliver hand strax til een Gud, som raader for Døden og kand befrie siine nærmeste Slegtinge derfra, naar de offrer til ham, saa skal og lige saavel de øverste og nederste Guder, som de Døde i deris Riige have deris Noyder ved hvilke de runner paa en Runnebomme, om de Bønner, som giøres til dem skal bønhøris eller ey.

Her af sees da, at denne Waralde Noyde er de 3de øverste store Guders Prophete eller Runnemand effter hvis Running i Himmelen eller rettist i det øverste guddoms Sæde, de imodtage deris Bønhørelse eller Afslag paa Jorden. Denne Waralde Noyde er anseet af dem som en Over-Engel, alleene skabt til det samme.

No. 5. Er giort som et langt træ med mange greene paa, og kaldes Rutu, Denne er een under-Regenter af de 3de store Guder Thor, Waralden Olmay og Bieka Galles, ved denne meene de at samme 3de afGuder udretter alt hvad de vil baade i Himmelen og paa Jorden, naar det effter den foregaaende Running, ved Waralde Noyde, først af dem er bleven besluttet. Denne Rutu aabenbarer sig gierne for Finnerne udj blaae Klæder, Mand mener hand skulle være den samme som Mercurius. Mens jeg haver andre Tanker der om, som jeg ikke kand skrive, effterdj jeg endnu ikke fuldkommelig har kundet faae nogen underretning om ham eller hans Væsen. Det veed jeg, at hand tillige med alle andre er Dievelen selv.

No. 6. Er en Hane som de offrer til deris 3de øverste afGuder, hvilken paa Runnebommen ligesaa staar anteignet.

No. 7. Hvilken kaldes Særva Wæro eller Een Himmelen tilhørende Simle og Hun-Reinsdiur, er satt, paa det naar de slaar paa Runnebommen om, hvad offer de skal give deris 3de store afGuder, at Ringen da kand gaae til een af Deelene, hvor effter de ogsaa retter sig.

No. 8. Er Himmelens Biørn og kaldis Waralde Biri det er Himmelens Biørn. Denne Biørn teigner de af hos Guderne i Himmelen fordi de endog holder een hver Biørn paa Jorden for et helligt Creatur og kalder den Guds Hund, da de der imod kalder ulfven Sathans Hund, hvor om jeg videre agter at melde, naar jeg kommer til den 23de og 24de Figur.

No. 9. Er den Streg som deeler Himmelen fra Jorden, eller de øfverste fra de nederste Guders Væsen. Ved den øfverste Streg besluttis Himmelens Væsen, og ved den nederste der af begynder Jorden; Det Rom, som er imellem begge Stregerne, skal beteigne Lufften, som er imellem Himmelen og Jorden.

No. 10. Kaldis Muba Ailiches, Løverdags-Manden.

No. 11. Kaldis Ailiches Olmay, Søndags-Manden.

No. 12. Kaldis Gulman Ailiches, Fredags-Manden.

Disse 3de ere deris under-Guder eller store Engler, som de holder for, at de 3de store Himmelske Guder have givet dem, stedse at omgaaes med paa Jorden, paa det de udj alle deris Anliggende kand være dem ved Haanden og føre deris Bønner til bemelte store Guder, besønderlig naar de have Runnebommens Raadførsel fornøden; thj da anraaber de en viss af disse tre Ailiches, nemblig Løverdags-Manden, om Runningen skal skee om Løverdagen; Søndags-Manden om den skal skee om Søndagen, og Fredags-Manden om det skal skee om Fredagen, at hand skal befordre Runningen, at den maa gaae lykkelig for sig, og recommendere deris Forespørsel til et got Svar hos de 3de store Guder, hvorfore de ogsaa afbilder dem med Vinger, som de der udj en Hast maae flyve til og fra Himmelen og Jorden. Der har nogle villet giort sig de Tanker, at Sathan ved de 3de store afGuder, hand har lært dem at tilskrive Himmelen, har villet effterabe TreEnigheden og bespotte den, og ved disse 3de Ailiches, hvilke staaer som i een Pyramide paa 3de dobbelte Streger, som udgaaer fra Paive eller Solen, de 3de Ting: Sal, Sulphur et Mercurius, ved hvilke nogle har Statueret, at Solen virker alle Ting, men jeg troer vel at Finnerne bliver ved det eenfoldigste og første, og jeg kand ikke see, hvad Interesse Sathan skulle kunde have ved at lære Finnerne |: som hand langt lettere kand tilvende sig :| saadanne Subtiliteter, med hvilke hand har giort Jacob Bøhm, og fleere til ham, reent gall.

No. 13. Er Paive eller Soelen, hvilken de, i henseende til dens Løb om Verdens 4re Parter, afmaler udj Een paa den Eene Kant opreist 4re Angell, saavel som staaendis paa en Foed der er huul, til hvilken der gaaer en Vey fra Jorden til at beteigne, at ligesom deris Bønner paa Jorden gaar op igiennem denne Vey til Soelen, saa kommer og ald Lius, Varme og Frugtbarhed ned igiennem denne Vey til Jorden, naar Waralden Olmay eller Saturnus vil tillade det. Besønderlig tilbeder de Soelen, naar de enten ere paa Havet, saasom Søe-Finnerne pleyer, og Soelen vil gaae need, eller naar de ere langt borte udj Fieldene, alleene fra andre, og der bliver mørkt, saa de kand ikke see at finde til deris Rein eller Kuttu |: deris Telt :| igien, da de falder paa Knæe og beder Soelen om sit Lius, og lover Soelen et Offer, om den vil hielpe dem, hvilket de ogsaa u-brødelig effterkommer.

No. 14. Kaldis Rist Palehes |: de Christnes Vey :| paa den haver de teignet Kierke, Huuse, Koe og Bok, til at beteigne det, som er hos de Christne eller boe-folk og Bønder. Ved denne Vey adspørger de Runnebommen med deris Hammer og Messing-Ring om deris Handel og Omgiengelse med Præst, Borger og Bønder eller andre som ikke ere Finner.

No. 15. Er en Hest, som de kalder Sturich. Denne staaer paa Runnebommen eendeel for at tilspørge Runnebommen hvad Lykke de om Høsten skal faae til at kiøbe Heste |: thi de æder og slagter Hæster ligesom andre Folk andre Creaturer, ja med saadan Appetit, at de hiertelig glæder sig over at Bønder og andre Folk ikke har faaet Smag paa denne Delicatesse, da de meente at der ikke blef saa got for Findmanden om Høsten at kunne faae sig et saadant støkke Mad, som de nu kand faae, naar den er gammel og udslebt hos en Bonde for 1 Rdr., som er ordinaire Prisen der paa; ja undertiden kand de faae Kiødet af en Hest for at trekke Skindet af den, hvilket den Eyende vil til sin Nøtte beholde, og den Condition antager de med allerstørste Plaisir, Dog besynderlig Søe-Finnerne, som ingen Reins-Diur kan føde :| Eendeel staaer denne Sturich paa Runnebommen som een Offer-Hest, hvilken de lover naar de fornemmer at nogen skal døe, paa det at Jami |: de døde |: skal hielpe ham til rette igien, at hand endnu maae leve, hvorfore denne Hest ogsaa er sat paa Veyen til de dødis Riige, som kaldis Jamicutsche palches, det er Dødningers Vey, hvor om omstendeligere skal meldis under No. 17.

No. 16. Er Wollinere Noyde, Helvedis eller Gravens Prophete, vide supra udj No. 4 i Anmærkningen om Waralde Noyde, Saadan beskaffenhed har det og med denne som staaer her uden for de Dødis Riige, og skal hand med sin Hammer paa Runnebommen runne for de der ere Regentere udj de Dødis Riige, om de skal bønhøre de Bønner og antage de Løffter, som giøris af de levende for nogen der kand være dødsiug, at hand eller de skal komme sig igien eller ikke.

No. 17. Er Jamicutsche, de dødis Riige, hvor de meener de døde ere og have Magt at disponere over Livet og Døden for deris igienlevende Slegtinge og Frender, her udj har de satt Kirke, Huus og en Finne-kuttu og en tyk Streeg, som skal beteigne den døde, de vil kalde paa i deris Døds Nød, at skal hielpe dem, det Rom, som er oven for de dødis Riige, imellem det og Rist Palches, hvilket jeg og haver marqveret, under No. 17, kalder de Jamicutsche Palches, Veien til de dødis Riige. Naar nu een ligger for Døden og de siunes at alt Livs Haab er ude, giør de strax med sedvanlig Ceremonie, som bestaar udj at Jouge |: det er at siunge en Sathans Sang, fuld af besværeiser og Formaninger om hans naadige Nærværelse ved dette deris gudelig forehavende, med visse Ord nogle slag paa Runnebommen; gaaer da Messing-Ringen hen til Jamicutsche Palches, til Dødningernes Vei, da er det et vist Teign at den siuge skal døe, hvor paa de lover da strax Offer til Jami |: de døde eller den døde, som de da paa kalder :| ogsaa hænder det sig undertiden, naar de da slaar paa nyt paa Bommen, at Ringen gaaer tilbage til No. 22, som er det Sted paa Bommen der beteigner deris Finne-Hytter, hvor ved de forsikkris at den siuge ved offeret er bleven befriet fra Døden og skal endnu leve een tiid lang og beboe sine Hytter, men gaaer Ringen liige ud udj Jamicutsche, de dødis Riige, saa hielper hverken Løn eller Bøn, men den siuge maae døe, om hand end lovede alle sine Reins-Diur og var god for at kiøbe der til alle de Sturicher, Hester, som kunde overkommis at offre oven i Kiøbet tillige med Reins-Diurene, thj man skal viide, at de meener, at udj en Hestis Offring til de døde er der sønderlig Krafft til Befrielse fra Døden.

En besynderlig Passage maa jeg her indføre, som for 5 Aars Tiid siden er passeret udj denne Kald i Ranens Præstegield paa Helgeland, hvilken den Find som det er passeret med og heder Johannes, som og nu tiener udj mit Præstegield paa een Gaard ved Nafn Finne, tillige med andre Finner og deris Koner i min Præsence bekiendte for Hr. Lector von Westen her i mit Huus in Januari indeværende Aar 1723. Ofven bemelte Fin Johannes, som nu er 25 Aar gammel, var, da hand for 5 Aar siden falt udj en saa hefftig Sott eller hidsig Feber, at ingen troede ham til Livet, da udj sit 20de Aar; hans Fader nafnlig Andreas Sivertsen, som havde ikkun denne eeniste Søn, gremmede sig u-sigelig over denne Sønnens Siugdom og visse forventende Død, og brugte vel lenge alle de ham bekiendte Hielpe-Midler og smaae Runnerier, men altsammen forgievis, omsider beslutter hand at tage sin Tilflugt til Runnebommen; Nu var hand vel self en stor Noyde og troe befunden Tiener af Sathan, men effterdj dette var en Sag som angik ham selv saa meget nær, i det det var hans eegen kiødelige Søn, kunde dette effter hans diaboliske Troes Articler ikke lade sig giøre, at hand self skulle bespørge sig hos Runnebommen, derfore kaldede hand sin afdøde Huustruis Broder, som boede strax hos ham og udj ingen maade efftergav ham udj denne ædle Science, hvilken hand selv besad |: dette maa observeris her hos, at saadan Running maa endelig skee ved den siuges nermeste Slegt, hvor af mand seer at der er ingen Finne-Familie udj hvilken Satan jo haver udvalt og ordineret sig nogle, i det mindste 3 eller 4re Noyder og Propheter, der skal observere hans ifrige Dyrkelse :| og lod saa ved samme siin Svoger, effter at de ovenbemeldte Ceremonier var afgiorte, legge Messing-Ringen paa Runnebommen og med Hammeren slaae derpaa; men hvad skeer! Ringen gik strax hen til Jamicutsche palches, det er, til Dødningernis Vey, som er over Dødningernis Riige, hvor paa der blev ikke een liden Consternation hos Faderen, helst da hand saae at Ringen ved alle de hefftige Slag paa Runnebommen, som fremdeelis tillige med adskillige Besværelser skeede, ikke ville fløtte sig af sit første indtagne Stæd, mens blev der paa, lige som fastlimet, u-rørlig staaendis, indtil hand, effter sin Svogers Raad, lofvede til de Døde een Hun-Rein, da fløttede endelig Ringen sig ved nye Slag paa Runnebommen, gik dog ikke lengere der ifra end ud paa Rist-palches, de Christnes Vey, hvor fore Svogeren slog paa nytt igien, men Ringen gik igien til Dødningernis Vey, og da lofvede Faderen nok et Reins-Diur, som var een Oxe til Mubenaimo |: det er Sathan self : | om hans Søn maatte leve, og der paa fløttede Ringen sig igien af Dødningernis Vey ud til de Christnis Vey, og ville endnu ikke gaae hen til No. 22, som er deris Finne-Hytters Sted paa Bommen; Endelig slog Svogeren med mange Besværeiser, dend 3die gang, da Ringen endnu som tilforne gik til Dødningernis Vey, og blev der staaendis, indtil Faderen endnu, foruden de 2de lovede Reinsdiur, lovede een Sturich, en Hest, til Wollinere Noyde, paa det hand skulle runne saaledis, at Ringen effter de Dødis Befalning kunde gaa hen til No. 22 Finne-Hytten, hvor ved hand maatte forsikkris, at hans Søn skulle leve, men dend gang var mindre Bønhørelse end tilforne; thi Ringen blev ved alle Slag fast staaendis paa Dødningernis Vey, saa at Faderen saae intet andet end den visse Død for sin Søn.

Svogeren som havde forrettet denne gudelige Gierning, blev ogsaa gandske confunderet der ved og kunde ikke finde sig der udj at Ringen var u-lydigere og Sathan u-naadigere nu, da der var lofvet saa meget, end tilforne, da der ikkun blev lofvet lidet, omsider griber hand dette Raad an: hand gaaer need til Strandbredden og tog der een Steen som var langagtig hvilken maade saa velsom den der brugis ved een øxe som de besværer, er langt høyere æstimeret iblant dem, end den forespørsel som skeer ved Runnebommen, thj den kand ikkun ved de allerlærdeste Mænd, iblant dem der haver største Aand, jeg meener Dievels Aand, practiceris, samme Steen indviede hand først med mange Besværeiser og Jougen eller Siungen, dernest hengte hand den udj et Hosebaand mit udj Taget af Finne-Hytten, og lod den der henge, indtil den der hang gandske stille, giorde saa sin Bøn paa sit Ansigt til den, og gik der paa til den og spurte Mubenaimo, det er Satan, hvor det kom sig, at Ringen ikke ville gaae fra Dødningernis Vey, da der dog var lovet hannem, de døde og Wollinere Noyde saa herligt og stort et Offer? Hvor paa hand af Steenen fik dette lydelige Svar, at enten maatte det lovede strax i dette samme Moment hand nu sagde dette, givis ham og de andre Guder, eller og maatte Drengen døe, med mindre der var et andet Menniskis Liv at givis hen i Steden. Dette var haarde Vilkaar den gamle Løgnere og Mordere frem satte; thj det var Faderen u-mueligt at kunde være saa præcis i sin Betaling som Sathan prætenderede, efterdj hand hafde hverken de lovede Reinsdiur eller Hesten ved Haanden, og naar det ikke skeede, hvor vilde hand vel da efter Sathans anden Condition finde et Menniske, der skulde finde Plaisir udj at fornøye ham ved sit Livs opoffring for hans siuge Søns Livs Erholdelse? Her var ingen anden Raad, vilde Faderen have Sønnen levendes, da maatte hand selv døe, hvilket hand ogsaa glædelig resolverede, og saa snart denne Resolution var tagen, ved hvilken hand sandelig beviiste een større Kierlighed for sin Søn end for sin Siæl, slog Svogeren paa nytt igien paa Runnebommen, hvor Ringen endnu stoed paa sit forrige Sted, hvor fra den da strax afgik til No. 22 til Finne-Hytterne at beteigne den siuges Liv, hvor paa Sønnen blev da strax til Forbedring; og Faderen, i det samme Moment, dødsiug, og er det allerunderligste udj altsammen, at Sønnen om Efftermiddagen den anden Dag dereffter blef fuldkommen Restitueret, i det samme Øjeblik da Faderen ved en u-lyksalig Død overleverede sin u-lyksalige Siæl til Diefvelen. Den Taknemmelighed Sønnen, der ved Faderens Død var frelst self fra Døden, beviiste ham derfor var denne: at, effter Faderens Begiering i sit yderste, offrede hand en Oxe-Rein til hans Faders Siæl, som da, effter hans Tanke allereede var bleven til een Gud, at hand med den desto commodere kunde reise omkring udj de dødis Riige hvor hand vilde. Det er den barmhjertige naadige Gud at takke, som saa naadelig seer til denne Søn, hand er nu under Information og oplærelse hos sin Hosbonde, een vel opliust Bonde, og bliver som tieste af mig examineret. Jeg haver ved sidste Examen befundet ham i den Tilstand, at jeg vel har Aarsage at takke Gud, der med en allmægtig Haand haver udrevet ham af Sathans Snarer; Gud styre ham fremdeelis i det gode for Jesu Christi Skyld, Amen.

No. 18. Er en Gudinde, som de kalder Juchsacha, den samme Lucina Marium, fordj hun skal give Finnernis Koner lykke til at føde Drenge-Børn. Om hende haver de den Tanke, at omendskiønt en Kone skulle allereede være frugtsommelig med et Pige-Barn, saa kand hun dog, naar de runner krafftelig nok til hende, skabe det om til et Drenge-Barn, hvorfore de ogsaa afteigner hende med een Runne-bomme i den høyre Haand, og saasom hun er meget gammel, haver de tillagt hende en Staf at helde sig paa i den venstre Haand, hvilket de ogsaa giøre med de 2de andre Guder under No. 19 og 20. Mens hvad sig ellers belanger den Troe de har om denne Gudinde, at hun giver Lykke at føde Drenge-Børn, ja, at hun end ogsaa kand forvandle et Pige-Barn i Moders Liv til et Drenge-Barn, da er min Meening derom denne: Det er ikke alle tider en Fin forlanger Sønner, besynderlig naar hand haver nogle af det Kiøn tilforne, derfore ikke heller alle gang hand begierer Juchsacha hendis Assistence, mens naar det skeer at hand skal forlange en Søn, hvilket hand u-feilbarlig troer, da skeer effter Sathans Indskydelse, som da tilforne som een Subtil Aand haver erfaret, at det er een Søn Finnens Kone gaaer Frugtsommelig med, saa giør Finnen Forespørsel ved Runnebommen til Mubenaimo, eller og ved en Steen |: som tilforne udj No. 17 er ommeldet :| om hvad det er hans Kone laver til Barsel med, hvorpaa hand svares af Sathan, som ved et nytt Offer vil dyrkis, at det er en Pige|: hvilken Løgn hverken er hans første, ikke heller bliver hans sidste :| derpaa lover Finnen offer til Juchsacha at hun skal forandre Fosteret til en Dreng, hvilket ikke kand være Sathan nogen stor Kunst at love, effterdj hand haver erfaret tilforne, at hun gaaer med et drenge-Barn, og naar hun da omsider føder Sønnen til Verden, faaer Sathan Offer og Taksigelse for det, som dog ikke er hans, men alleene Guds Gierning.

No. 19. Er den anden store Gudinde, som de kalder Saracha eller Saragacha, denne er den samme, som de Rommeris Juno Lucina, paa hende kalder de udj Barns Nød, at hun skal hielpe saa vel deris Koner, som Reins-Diur at føde og blive vel forløste, med hende holder de et stort Venskab og er u-sigelig bange for at giøre hende imod, som videre udj Relationen i sig self vil forekomme.

No. 20. Er den tredie store Gudinde, hvilken kaldis af dem Maderacha, det er den samme som Cybille vel Rhea Saturni uxor, som blev kaldet Magna Mater Deorum. Denne tilskrive de Krafft i Almindelighed med begge Kiøn, at kunde giøre baade qvinder og Diur frugtsommelig, og der om paakalder hende.

No. 21. Betyder et Fiske-Vand med Fisk udj, som de kalde Wata-ciadse, det staar paa Runnebommen paa det de der ved kand tilspørge Tonsie Gud, som er deris Søe-Gud, den samme som Neptunus, om de skal faa Løkke til Fiskerie paa den salte Søe eller Hav, og er det udj fersk Vand, af hvilke der er mangfoldige i Fieldene hos dem, som vedlige holdis af Elver, at de da kand tilspørge Harchild Gud, som er Flod- eller fersk-vands Gud, uden Tvifl den samme, som de gamle ægyptiers Omphi, om de skal faae Lykke til fersk Vands Fiskene det Aar; kommer Ringen mit ind udj det 4re kandtede afteignede Fiske-Vand at staae, da er det godt Teign til Fiskerie, kommer den paa kandten der af, og er dog uden for, da er det Teign at af-Guden vil have Offer, om de skal faae noget; men kommer den gandske uden for, saa den ikke rører ved nogen Kandt, da faaer de slet intet i hvad de ogsaa lover eller offrer. En død Hund er gierne Offeret som i den fald givis.

No. 22. Er et Sted paa Runnebommen, som beteigner deris Telter, der kaldis Kuttu eller Kutti, hvilke afmalis ved den spidse Figur der er brendt neden til Enden, som staaer inde i Circulen, saa velsom og skal beteigne ved de 2de sammesteds staaende 4re kantede Figurer, deris Gammer, naar de dem bruger at boe udj, enten nu Finnen boer i en Telt, der er giort af Vadmel, udstragt paa mange Stenger, eller hand boer udj en Gamme, som er gravet neder i Jorden og betekt med Træ-Bark og Jord der oven paa, saa har hand tvende Dørre paa denne sin Hytte, den eene kalder hand Ux, dend hører Mubenaimo Dievelen til, den anden kalder han Paasio, den hører Immel, vor Herre til, og mit inden udj Hytten er hans Fyr-sted, som er helliget dend Gudinde Saracha, om hvilken der er talt under No. 19, til ære; runden om det Fyrsted ligger hand med Kone og Børn om Natten og sofver, og Ilden brender der Natt og Dag, Paa det hand derfore ikke skal lide nogen Manqvement paa Veed, ikke heller have stor u-mage at hente sig den til, da flytter hand som tieste med siin Hytte, alt nermere og nermere ind i Skoven, ligesom hand hugger veed til, at hand alleene kand fælde Træet ved sin Dør, hugge det der i støkker og trekke det saa ind i Hytten. Aarsagen, hvorfore denne Figur staaer paa Runnebommen, er eendeel denne: at Finnen ved sin Running kand faae at viide naar hand skal fløtte sin Gamme eller Telt til et andet Field, og om hand kand faae bedre Mose-Have til siine Reinsdiur, end han haver paa dette nerverende; Skeer det, at Ringen bliver staaendis paa Telten eller Gammen, som inden i Circulen er afteignet, da skal hand blive der hand er endnu, og kand ikke faae bedre een anden steds, Mens kommer Ringen paa den lange Streeg, som er at see ved den anden Ende i Circulen, da skal hand fløtte sig til Forbedrelse, Eendeel staaer denne Figur der, paa det, som tilforne udj No. 17 om Jamicutschi er meldet, naar Ringen for nogen, der er død-siug, vil, effter at de har lofvet Offer, forlade Dødningernis Vey, den da kand gaae hen til denne Figur og beteigne den siuge Livet.

No. 23. Kaldis Leibolmay, Biørne-Manden, eller den af-Gud, Som er skikket baade til at holde Beskiermelse over Biørnen, som et helligt Creatur, saa og at give Finnerne Biørn naar hand derom tilspørgis og ombedis. Egentlig betyder hans Navn saa meget som Older-Manden; thi Leib er saa meget som Older-Træe, og olmay det er Mand; fordj at nu Biørnen holder sig al ordinair til Older-skov, for at æde det slags Græs, som der falder, besynderlig een slags, som kaldis Toort, paa Latin: Suncus, over hvilket altsammen den Leib-olmay er een Patron og Beskiøtter effter deris Meening, altsaa meener de ogsaa, at hand er en Beskiermer for Biørnen, som kand beskytte ham, naar de ikke tilforne haver søgt hielp for sig, saa de ikke alleene ikke skal faae ham, mens endog kand hielpe Biørnen til at rive dem i støkker, og som og tillige, naar de ved Runnebommen, førend de gaaer ud for at veide Biørnen, haver ansøgt ham, at hand skal unddrage Biørnen siin Beskiermelse, kand hielpe dem til at faa skudt Biørnen.

No. 24. Er Biørnen selv eller Biri, som de kalder den, Jeg haver sagt tilforne No. 8, at Biri eller Biørnen holdis af Finnerne for et helligt Creatur, og omendskiønt de vel tillige holder alle de Creaturer af vilde og tamme Diur, som kand ædis af dem for hellige, saa nyder Biørnen dog blant alle en stor Præference, hvilken de ærer med det Navn Imels eller Guds Hund. Men i hvor hellig de end holder den, gider de dog igien fremfor all anden Mad æde hans Kiød og selge hans Skind, det første for at mætte og fylde Maven, det andet for at fylde Halsen og Pungen. Naar derfor een Find haver skudt een Biørn og kommer hiem til sin Hytte hvor hans Kone og Børn ere indenfor, da gaaer hand ikke strax ind udi Hytten, men tager en Older-Kiep, den stikker hand ind i Hytten ved Gulvet, saa hans Kone seer den, og naar hun seer den, griber hun strax dereffter, men hand drager til sig igien, hvilket saaleedis endnu 2de gange igientagis, hvor paa Konen merker strax, at dend hellige Guds Hund |: Biørnen :| er fældet, og giør sig bereed at tage imod siin Mands Ankomst igiennem den Dør som kaldis Ux, hvor hand hengaaer, saa snart hand haver ved Kieppen tilkiende givet siin lykkelig Expedition og naar hand da træder ind igiennem bemelte Ux eller Dør paa Hytten, spruder hun strax hans gandske Ansigt over med tygget Older-bark af sin Mund, Er der og fleere i Selskab med ham, som undertiden hender, faaer de lige Salving af hende som Manden, hvilket altsammen skeer til en Forsoning for Manden og dem alle, at de har feldet den hellige Biri; Jeg havde nær glemt den omstendighed at Konen, saa snart Manden haver indstukket, som før er meldet, Older-Kieppen til hende, hvor af hun merker, at hand haver skudt Biørnen, begynder strax inden udi Hytten, og Manden uden for Hytten, at Jouge |: at synge :| med hvilken Jougen, Siungen, hand gaaer ind i Hytten, og bliver effter forskrevne maade tillige med sit Selskab, salvet, continuerer dog sin Jougen indtil Enden, førend hand afvasker siin Salvelse. Videre skal her om talis udj Relationen i sig selv.

Runebomme-figurer.png

Dette er nu saa vidt, som mig er bekiendt om Runnebommens betydning, hvilke de haver udj adskillige Formater, den eene ikke liig den anden, somme af dem ere store, somme smaae, somme ere giorte alleene med Caracterer, og somme med Billeder som denne, kommer dog alle overeens udj en Satans Dyrkelse, undtagen at nogen kand være effter større Correspondence med Dievelen, opfyldte med fleere Guder end andre; Merkeligt er dette: at undertiden vil Dievelen slet intet svare dennem ved Runnebommen, hvilket de seer naar Ringen enten ikke vil gaae af sit Sted fort, eller og naar den gaaer alt for fort og ikke vil standse ved noget vist Sted, og da er intet andet Raad, end de maae offre til Runnebommen selv et Reins-Diur eller et andet Creatur de kand falde paa, ligesom Sagen, om hvilken de vil spørge, kand være af Importance til eller ikke. Ligesaa, naar nogen vil indrette sig een nye Runnebomme, da maae der skee en Invitation af 3 eller 4 Noyder i det mindste, hvilke alle med et Reinsdiurs og een Sturichs Offring, med hvis Blod den bestenkis, og deris sædvanlige Jougen, den maa consecrere og indvie.

Lector von Westen har nu af omvendte Noyder annammet over 100 Runnebommer, af hvilke hand førte en stor Deel med sig, da hand var hos mig paa Nærøen; Resten venter hand effter sig, som hand ikke kunde føre, og tvifler jeg slet intet paa, at jo Gud, som saa kiendelig lader see, hand tager Haand i med udj dette høye Verk, med Tiiden overtaler de Flintehaardeste Finner, som endnu ikke har villet fra sig levere deris Dievelske Instrumenter, til at forsage baade Dievelen og alle hans Gierninger og all hans Væsen, og træder ham under deris Fødder, som hid indtil haver hersket over deris Legem og Siæl.

Bag paa denne Copie af Runnebommen staar 3de Figurer, hvor af No. 1 betyder den Hammer med hvilken de slaaer paa Runnebommen, som skal betyde Thors Hammer. No. 2 Er en Afteignelse af deris Gann-Fluer, som de udsender ved Dievels Besværelser til at skade Mennisker eller Creaturer, af disse Fluer pleie de gierne at have en stor Æske fuld, som gaaer i Arf blant dem, og agtis for et stort Liggendefæ. No. 3. Er een Figur ved hvilken Satan afbildis med adskillige Navne, saasom Mubenaimo |: dend anden Majestet :| Muben Olmay |: dend anden Mand :| Pahan, Phudno, Ingel etc.


_________________________



Relationen kortelig i sig self:

End dog een hver noksom af disse foranførte Omstendigheder ved Runnebommens Expliccition kand see og merke Finnernis bedrøvelig Tilstand og faste Alliance de til denne Tiid med Sathan har levet udj, saa dog effterdi det er alle bekiendt, at dette Folk, som saaledis tiener Satan bekiender sig dog for Christne der ere døbte og i Daaben een gang haver afsagt Dievelen og alle hans Gierninger og alt hans Væsen, og tillige lovet alleene at troe paa den Tre Eenige Gud, Fader, Søn, og den Hellig Aand, hvor udover jeg veed at mange vil forundre sig, baade over at de saaledis kand overtale sig self til at tiene 2de Herrer, Gud meener jeg og tillige Satan, Satan meener jeg og tillige Gud, og indbilde sig at kunde behagis begge, ligesom de haver givet deris Hierter og Tieneste til dem begge, saa og at geistlig og verslig øvrighed, som bør i denne Fald see vel til, hvorleedis det gaaer til iblant deris anfortroede underhavende, fordrager deris Vederstyggeligheder, besynderlig at Præsterne haver tilladt dem at opsette Guds Ark i Dagons Tempel, Jeg meener: deelagtig giort Finnerne til denne Tiid udj Jesu Christi sande Legem og Blod, da de dog maatte viide hvor afskyelig Finnerne dørkede Sathan, baade med Hiertet og Hænderne, altsaa har jeg udj effter følgende aphorismis villet forestille, een deel, hvorfore hverken geistlig eller verslig Øvrighed tilforne har kundet giøre sit Embede blant Finnerne til Omvendelse, een deel hvorfore og hvorleedis Finnerne, der dog ere Christne og døbte, tiener Gud og Sathan tillige, een deel og paa hvad Maade Lector von Westen nu med stor Fremgang bestormer og bestrider Sathans Riige iblant dem.

1. Det har til denne Tiid ikke været enten geistlig eller verslig Øvrighed mueligt at udrette noget blant Finnerne, besynderlig Field-Finnerne, hvilke tilholder sig langs Field-Ryggen, hvor der er Forraad af hvid Mosse for deris Reinsdiur, og af brende-veed for dem self, og det for det første fordi de boer saa langt oppe udi Fieldene, at ingen uden dend som besønderlig er vant til at gaae paa Skier, kand komme op til dem, for det andet, om nu en Præst end kunde gaae paa Skier, tillod dog ikke hans u-tallige andre Forretninger ham at forlade siin ordinaire Meenighed hand haver, og gaae nogle Miile til Fields for at opsøge og prædikke blant Finnerne. For det tredie ere ikkun de Finner gandske faae, som forstaar Norsk, og om de end har lært at forstaae og svare til nogle faae Spørsmaal naar de enten hos den eene eller den anden Præst |: thj de haver ingen viss, men fløtter fra det eene Præstegields Fielde til det andet, ligesom Føden falder for deris Creaturer, som ogsaa er ikke een liden Aarsage til det onde som gaaer i Svang hos dennem :| gaaer til Guds Bord, forstaaer de dog intet videre, enten hvad mand vilde spørge eller forklare for dennem, med mindre man lige ved dem perfect kunde tale det Lappiske Sprog, for det fjerde, om man blant dem skulle anstillet alt for sterk Inqvisition, havde det for denne Tiid slet intet frugtet, men da havde hver een Find forladt de Norske Fielde, og med siine Reinsdiur gaaet over til Sverrig og paa det Riigis Fielde, hvor de bleve frie for at examineris, søgt deris Tilhold, hvorfore Kongen, effter Lector von Westens Forslag, paa det de ved saadan mild Omgang disto lettere og hastigere kunde lokkis til Omvendelse og Sandheds Bekiendelse, allernaadigst blant dem ved Missionairerne lader proclamere siin General Pardon for hvad afGuderie og Satans Dyrkelse, samt andre der af flydende grove og vederstyggelige Synder, som til denne Tiid er begangen iblant dem, hvilket ogsaa sandelig er ikke een liden Grund til de fleestis Omvendelse. For det femte saa har ingen Præst eller nogen anden til denne Tiid enten vidst eller kundet troet, at Sathan skulle have haft dem saa i sine Strikker og Snarer, som nu ved von Westens Udforskning og deris egen Bekiendelse for ham, disto værre, er bleven fornummet. Hvem skulle vel kundet indbilde sig, at mange af dem, som ere vel opliuste, der offrede Gud saa megen udvortis Andagt og mangfoldige Taarer naar de gik til Guds Bord, skulle dog tillige føre et Hierte med sig udi hvilket de offrede Bønner til Sathan, og have et Altere hiemme paa hvilket de gaf ham Offer naar de kom hiem? Og der fore, naar een Fin tilforne har indstillet sig til Herrens Nadvere, og han saavel ved sit fornøyelig Svar paa de hannem foresatte Spørsmaale, som ved andre Bodfærdigheds Teign, haver giort sin Præst forsikkret om sin værdige Bereedelse, har man ingen Betenkning giort sig om at deelagtig giøre hannem i de hellige Ting; thj de Ting, som u-anseet alle hans gode Giensvar og Signa externa Poenitentiæ skulle udelukke ham som den aller u-værdigste Giest fra dette store Kiærligheds Maaltid, vidste mand lige saa lidet, som Finnerne self vidste det altfor meeget, og holt det dog ikke for Synd.

2. Og Finnerne som ere Christne og døbte, dyrker baade Gud og Sathan tillige, da bestaaer (1) Aarsagen udj 3 Ting, nemblig (a) som er sagt tilforne, da er disse Folk ufeilbarlig Effterkommere og Børn af den Deel af de allergroveste asiatiske Schytter der fuldte ind med Odin og indtog disse Nordiske Lande til at beboe og bebygge, hvilke ligesom de tilforne udj Schyttien havde været vant, holt sig til Fieldene, hvor der var Andleedning for dem til Skytterie og Veider, og formedelst Eenligheden til at leve Separeret som et frit Folk uden over-Herre fra andre, hvilket er det, hvor udj Finnen, endnu den Dag i Dag er, skatterer siin høyeste Lyksalighed, og derfore ikke ved det beste Pallais, i Henseende til sin Frihed, skulle ville bytte sin elendige Finne-Kottu paa Fieldet, som tit og offte er fornummet, besynderlig ved 2de Finner, som Kongen, da han var i Norge 1704, tog til sig og lod needføre til Kiøberiliavn, hvor de ikke alleene bleve effter extra ordinairement vel opklædede og delicat fødde, mens end ogsaa udj adskilligt oplærte, og dog ved alt dette ikke kunde overtale sig at forblive udj den Løkke de vare komne til, men forløb Hoffet og begave sig tilbage til sit forrige Finne-Levnit og formeente gode Dage, alleene, som jeg self af den eene, som endnu lever og heder Jon Mortensen, tit haver hørt, for at nyde siin Frihed, som nu |: for at komme til mit Propos igien :| Disse grove Skytter haver nedsatt sig paa Fieldene, hvor der iblant andre vilde Diur er stor mængde af Reinsdiur, hvor de omsider, effterdj ikke andre Creaturer paa Fieldene kand fødis, har lagt sig effter, levendis at fange og temme Reinsdiur |: hvilket siden haver formeeret sig saa hos dem, at en Find kand have 1400de Reinsdiur :| paa det de af dem stedse kunde have Melk, Smør, Ost, Kiød og Skind til deris Føde og Klæder.

Disse Finner eller Schytter ere da i deris eenlige Frihed bleven ved udj deris afgudiske over-Troe og Dyrkelse, ja Runnerier, som de af den store Noyde eller Troldmand Odin havde lært, hvilket stedse fra den eene Alder til den anden, fra Forældrene til Børnene er bleven forplantet, ikke alleene ald den Stund Heedenskabet i Norge og Sverrig varede, mens end ogsaa siden Christendommen er bleven i bemelte Riiger indbragt; thj hverken haver den gamle Mordere, da mindre end til forne arbeidet paa at vedlige holde deris afGuderier i blant dem, men fast været da langt meere ivrig end til forne; thj i det hand har frygtet for at Christi antente Lius skulle aabenbare hans Mørkheds Vederstyggeligheder, saa har hand ogsaa været meere geschæftig, siden dette Liusis Antendelse, ved siine afGuderier at forblinde deris øyne, at de ikke skulle give agt der paa eller see det, til at vandre dereffter i Sandhed, end til forne, da hand udj Hedenskabet, som var hans egen Regiering ikke havde for noget saadant at frygte; ikke heller har de Lærere, som her udj Norge og Sverrig prædikede Christum i de første Christendommens Tiider, og tillige med alt det andet Lands-Folk døbt Finnerne, kundet saa vel for Finnernis videre Opliusning og afGuderies udryddelse, som for det andet Landsfolk, drage den tilbørlige Omsorg, effterdj de, som tilforne er meldet, boede for mange Miile bort fra dem i Fieldene;

Jeg kunde vel ogsaa lægge dette der til, at i de papistiske Tiider, droge Præsterne ogsaa meere Omsorg for at vinde Finnernis Penger end deris Siæle, hvilket jeg dog vil effterlade, saasom den forrige Raison, jeg meener Finnernis langt fraliggende Boeliger da, lige saa vel som nu, Siden Reformationen var een hver Præst i sin Meenighed Møye nok til at giøre sit Embede i blant dem og faae dem omvendte, med mindre det havde skeedt da, som skeer nu, at aparte Missionarii, som havde lagt sig effter at forstaae og tale deris Sprog, havde bleven udsendt til dem; og dette er da Aarsagen hvor fore det hedenske afGuderie er beholdet tillige med Christendommen, ja hos dennem har beholdet Rangen frem for Christendommen af hvilken de alleene fører Navnet, da de der imod giør fyldist for Hedenskabet i Gavnet, effterdj Hedenskabet var ældre og ved Sathans daglige Underviisninger havde fæstet sterkere Rødder i deris Hierter end Christendommen, som ikkun paa de faae Tider de af Fieldene indfant sig til Forsamlingerne, af Præsten blev dem prædikket og forklaret.

3. Effterdj det haver til denne Tiid gaaet Dievelen an ved siin Løgn og Bedragerie, at opholde siine af-Guderier iblant Finnerne, saa den ikke alleeneste ikke fra dem gandske har været udryddet, mens end ogsaa haver været i fuld bruug og giænge, saa har hand, uden all Tvifl, sin Hiertens Glæde og Plaisir der under, at Finnerne og undertiden gaaer til Kirke, hører Guds Ord og bruuger Sacramenterne. Thj foruden det at hand vel veed, at all saadan deris Kirkegang og Sacramenternis Brug, slet ikke hielper dem af hans Kløer og til Salighed, saa lenge de endnu holder sig fast ved hans afGuderier, Runninger og Besværelser, med et Ord: saa lenge de endnu ikke ere blevne fuldkommelig opliuste og af gandske Hierte forsager hannem med alt hans Væsen, og alle hans Gierninger, mens at disse Saligheds Midler, Ordet mener jeg, som de uden Andagt og paafølgende Frugt hører, og Alterens Sacramente, som de u-værdelig bruge, skal desto meere fordømme dem, som er det hand leder effter, saa er det ham ikke u-angenemt at være tilbedet af de samme Munde, der undertiden tilbeder Gud; at annamme Offer af de samme Hænder der undertiden |: dog ikke effter Apostelens Formaning udj hellige Bønner :I opløfftis til Gud, og at være indsluttet i de samme Hierter, som undertiden tænker paa Gud, effterdj at hand veed hand æris lige saa meget ved at staa en parallel med Gud, som Gud vanæris og bespottis ved at staa en parallel med Sathan; udj begge deele finder hand sin Interesse. Endelig kand Sathan saa meget disto lettere her til faae Finnerne overtalte, effterdj hand ikke præsenterer sig for dem udj siin egen Skikkelse eller Nafn, mens under andre afGuders Skikkelser og Nafne, som er at see paa Runnebommens adskillige Figurer, hvilke afGuder eller Guder, som de kalder dem, de baade tilbeeder, som de der ere retfærdige til at straffe det onde, saa og som de der ere barmhiertige til at belønne det gode.

Og effterdj lige det samme prædikis om den store Immel |: Himmelens Gud :| holder de for, at det er ikke ont eller syndigt at tiene baade den Gud, som Ræsten |: Præsten :| prædikker for dem, saa og de Guder som deris Noyder, det er deris Runne-Mænd og Propheter, lærer dem at dyrke. Vel giør de Forskiel imellem deris store Guder, saa velsom deris smaa afGuder, og imellem Mubenaimo |: det er Sathan :| hvilken de og kalder Muben-Olmay, Ingil, Pahan, Phudno, mens de anseer ham dog ikke paa den Maade, hand anseis effter Skriften af rette Christne, hvilket hans Nafns Bemerkelse, de give ham, giver tilkiende; thj Muben-aimo betyder den anden Majestet; Muben Olmay, den anden Mand; Ingil, den mindre Imel eller den mindre Himmelens Aand eller Gud, og Pahan, saa velsom det Nafn Phudno, betyder hos dem een Hefnere eller Straffere. Denne Mubenaimo eller Sathan, hvilken somme af dem forklarer at være den samme som Rutu, der staaer paa Runnebommen under No. 5, vide min Explication over bemelte Numer, holder de da for at kand hielpe til, besønderlig at de ikke skal døe for hastig, ligesaa og at hand kand tilføye dem meget ont, naar de giør hannem imod, eller unddrager ham hans tilbørlig Tieneste. Hannem spørger de gierne til Raads i tviflraadige Sager, dog ikke ved Runne-Bommen, uden hand derpaa er afteignet, som ikke alle tider er skeed, mens ved een Steen eller Ox eller og udj et Glas Brendeviin og øll-Skaal, da hand effter foregaaende Jougen, det er: Siungen, aabenbarer dem sit Giensvar, og hvad hand vil de skulle giøre.

Men at jeg nu (2.) skal forestille Maaden, de dyrker dette forbandede Helvedis Bæst paa, da de dog ogsaa vil have Nafn for at tiene Gud da er det forfærdeligt at tale (A) om deris Offringer og Altare (B) om deris dievelske Sædvaner (C) om deris Omgiengelse med Sathan og hans Engler (D) om deris Meening om Siælens Tilstand effter Døden (E) Om deris Ondskabs øvelse imod hinanden, og endelig (F) om deris Omgang med begge Sacramenterne.


A. Deris afguds Offringer og Altarer.

Angaaende (A) Deris afguds Offringer og Altarer.

Jeg haver udj min Explication over Runnebommen, saa velsom her udj min Relation nogle gange meldet, at Finnerne giør Offringer nu til den eene, nu til en anden af deris afguder, som de ansøger eller har enten udj een eller anden Tilfælde at giøre med, derfore holder jeg det nødvendigt kortelig at forklare (1) hvorudj deris Offer bestaar, (2) hvorledis og af hvem deris Offringer forrettis. 1. siiger jeg bestaaer deris Offer, een deel udj levende Creaturer, saasom: Reinsdiur, Hester, Gieder, Hunde, Katter, een Hane, og andre Fugler, een deel udj adskillige giorde Træe-Figurer, saasom lange og store Hammere til Thor Gud, Hakker og Spader til Waralden Olmay, Baader til Bieka Galles, et Menniskis Billede til Ruttu, Mubenaimo eller Sathans Billede til Sathan, Soelens Effterlignelse til Paive eller Soelen, og Rokker samt Spinde-Teener til Gudinderne, Buer og Piiler til Leibolmay etc: (2) offris dette Offer paa effterskrevne Maade: Er det lefvende Creaturer som skal offris, da bliver enten det Creatur, som er destineret til Offer, gandske u-rørt effterat det med et Slag er feldet til Jorden, og lagt paa det Altare som er af Træe, effter de gamle Hedningers Sædvane opbygt den afgud til ære, som de den gang offrer til, og bliver der stedse liggendis, men haver de ingen Altarer, som Søe-Finnerne, besønderlig de i Nummedahlen ikke haver, da bliver saadant heelt Offer nedlagt udj een der til udj Jorden opgraven Huule, og tildekket med Muld, hvilken Huule de gierne opkaster inden udj deris Hytter, paa det de kand boe og være ovenpaa det Stæd, hvor deris Offer ligger under, og saaledis af den Gud de der med haver dyrket, vente sig disto større Hielp og Naade; og skeer saadanne heele Offer alleene for dem der ere i Døds Nød, saa velsom og til dem der allereede ere døde, naar dem givis et Reinsdiur at kiøre om med i de dødis Rige, effter det, som tilforne udj Slutningen af min Forklaring over No. 17 af Runnebommen er anført.

Saadanne heele Offer, som ikke af nogen skal ædis eller røris, maae ogsaa ved et Slag dødis; skulle det hende sig, at det ikke døer ved eet Slag |: hvilket de dog meest beflitter sig paa :| da er det Teign at bemelte Offer-Diur ikke haver været helligt nok, førend det til at offris blev fremleed, og da maae de strax frem- leede et andet, og stræbe effter, ved et Slag at faae det slaget i Jorden til døde; eller og naar et Offer-Creatur ikke er destineret til et heelt Offer, hvilket som tieste skeer, da sammen beder den, som giør det Offer, saa mange andre Finner, som kand være nok paa een Tiid til at fortære det, hvilket Finnen passer effter Offerets Størrelse, thi det er ham fornøden at beede fleere Finner tilsammen at fortære een Hest end et Reinsdiur, og igien til at fortære et Reinsdiur end een Gied eller Hane, og saa fremdeelis, effterdj Offeret maae endelig fortæris paa samme Dag Offringen skeer, saa at slet intet deraf bliver levnet.

Naar nu disse Finner ere forsamlet, og Offeret med sædvanlige Ceremonier af deris Bønner og Besværelser til den afgud Offeret givis, om hans Nerværelse hos dem, og Bønhørelse i den Sag hvor fore Offeret givis, er bleven dødet, hvilket de holde indifferent, enten det skeer ved et, tvende, eller fleere Slag eller Knifsting, og Huuden der af er bleven afflaaet, som af samtlige Offer-giesterne forrettis, men besynderlig af den som Offeret giver, og af den som samme Tiid Offringens Act forestaaer, bliver strax Kroppen af bemelte Offer-Diur leedet i støkker med een Offer-Knif, Leed for Leed |: thj de maae intet Been der paa bryde i støkker :| og der paa tager den, som Offeret giver, det beste og feediste Støkke deraf, og med disse Ord: Kiære N: N: annam dette Offer af mine Hænder til een Forsoning for mine Synder, og hielp mig i det eller det; Legger det paa afGudernis Altare, eller om de ingen Altare haver, nedgraver det med samme Ord udi den dertil inden i hans Hytte opkastede Huule. Resten af Offeret opæder, som sagt er, den som giver og giør Offeret, med samtlige siine indbudne Offer-giester, og tillige Jouger og siunger den Sang, som er giort den afGud til ære, som da offris til; De Been som bliver igien, naar Kiødet der af er afædet, leggis enten paa Altaret hos det forrige Kiød, som blev offret, eller og needgraver de dem i Jorden hos det andet, om de ingen Altare haver. Ingen af alle deris afGuder giver de brendoffer, jeg meener, opbrender de deris Offer til, uden alleene Soelen, til at beteigne dens Heede og Ild, og da skeer saadan Offring paa en særdelis, til det samme af dem helliget Steen. Den som giver saadant Offer |: hvad enten det er et heelt Offer, som ikke bliver rørt og fortæret, men alleene henlagt til afGudens Tieniste, eller det, som sidst blef forestillet, er saadant Offer, hvor af ikkun et vist Lem skal givis afGuden, og Resten af ham selv tillige med hans Offer-giester fortæris :| maa, saa fremt hand ikke selv er en Noyde eller Runnemand, der til kalde Een, som er een Noyde og har den gave, enten ved Runnebommen, Steen, Øxe, Brendeviin og Øll eller mundtlig at kunde tilspørge og faae Svar tilbage af af-Guderne. Hvad enten nu hand selv er Noyde og kand forrette Offringen, eller hand dertil, om hand ikke er en Noyde, maae bruge een anden, som er det, Saa maa hand eller den, som Offringen, ved at slagte Creaturet, forretter, effter gammel hedensk Sædvane, være iført en besønderlig Offer-Habit, som bestaar der udj: at hans Hovet er Ombunden med en linnet qvinde-Snøre-Hatt, paa hvilken igien settis en Krants af Løv og Blomster |: NB: saadan Krants settis ogsaa paa Diurets Hovet, som skal offris :| for Resten haver hand over siin Skulder hengendis et hvidt Forklæde; hvilken Offers-Dragt man kand merke meget at komme overeens, saa vel med de Rommerske, som andre hedenske Præster deris Habit, de vare besynderlig iførte, naar de skulle offre, i det de ikke alleene vare iførte udj hvide Klæder, mens end ogsaa ombundne om Hovedet med Krantzer og Linnet, hvor af de sagdes at være redimiti ad sacra peragenda, Lige som der ogsaa blev satt Blomster-Krantser paa Hovedet af deris Creaturer, som skulle offris, særdeelis naar Offeret skeede til Jovem eller Saturnum, hvilken Distinction dog ikke giøris af Finnerne, som udj alle Offringer til alle Guderne uden Forskiel bruger lige eens Offer-Habit. Hvad angaaer de Træ-Billeder, Hammere, Spinde-Rokker etc:, som jeg tilforne meldede, at de offrede til deris afGuder og Gudinder, da giøris der ved af dem ingen videre Ceremonier, end at den som ved noget saadant vil ære enten den eene eller den anden afGud, gaaer hen til hans opbygde Altare og legger det der paa med disse Ord: Kiære N: N: annamme dette af mine Hænder, som et skyldigt taknemmeligheds Teign for dine Velgierninger, og til en Beviisning paa min ærbødighed og underdanighed, hvilket de saa velsom alt det de taler enten imellem sig selv udj daglig Tale eller udj deris afGudsdyrkelse, taler paa Lappiske Tungemaal, men har de ingen Altare, som før er sagt at ikke alle haver, besønderlig ingen enten af Søe-Finnerne eller Field-Finnerne her i Nummedahlen, da graver de det need i Jorden under deris Finne-Hytter, hos hvilke dette er merkeligt, at dersom det er Mubenaimo det er Sathans eeget Billede, som saaledis i Jorden skal needgravis, da maae en Hund tillige offris heel, med hvis Blod Billedet bliver bestenket, og der paa effter at bemelte Billede af dem i Mubenaimo sitt Nafn er blefvet beitzet, graver de Billedet tillige med Hunden ned i Jorden under deris Hytter. Kortelig at tale om deris Altare, da bestaaer de enten af een stor Steen ved Søe-kandten, hvor paa de offrer, som før er meldet, Creaturer, Træebilleder, og Tran, som de der overgyder, eller og af bygget Træverk, hvilket, ligesom et Bolverk, er saa stort, at der udj et saadant Altare kand vel undertiden være 20 eller 30 Læs ved; disse Altare have de staaendis |: een hver af deris tre store Guder til ære :| langt oppe i Skoven mod Fieldene.

Jeg hørte af en Studioso, som nu denne Gang fuldte med Lector von Westen, at han udj Ofoden, hvor hand har været og fremdeelis sin Livs Tiid vil blive Missionarius, at hand nestleden Aar 1722 i Fasten, effter foregaaende Prædikken og Omgiengelse med Finnerne, hvor ved Gud særdelis rørte deris Hierter til Omvendelse, udj en Tiid af 14 Dage ungefær, udj Ofodens Præstegield og Provstie havde med Finnernis eegen Consentz opbrændt meere end 40 saadanne Træe-Altare med alle de der paa liggende Been og Billeder, som vare saa mange paa samme Altare, at de, foruden Alteret i sig selv, ikke ved femb eller 6 Hester skulle kunde bleven bortkiørte, hvor af man kand see hvor mangen feed Steeg Sathan af de stakkels Finner har faaet, og hvor haardt hand beskatter dennem med sine Offringer; ja det er bekiendt, at mangen Finn giør saa mange offringer til sine Sathanske afGuder, for at holde sig i deris Venskab, og i siin Nød for at være viss paa deris Hielp, at hand der ved omsider bliver til den allerusleste Staader og Tigger, og dog har der ved de forblindede øyne ikke til denne Tiid kundet blevne opladne.


B. Finnernis Dievelske Sædvaner.

Angaaende (B) Finnernis Dievelske Sædvaner, da er det saa langt fra, at de ere mig endnu alle blevne bekiendte |: thi de ere u-tallige :| at jeg end ogsaa ikkun her kand anføre af dem disse 2de; den første er denne: at een hver Finn om Juule-Afften, da hand gierne er forsiunet med noget øll og Brendeviin, indvier sin Hytte eller Kuttu paa efterfølgende Maade: Jeg haver tilforne udj min Forklaring over den 22de Figur af Runnebommen, berettet at der paa een hver Finne-Hytte og Gamme, om hand den bruger, ere 2de Dørre, den eene, som hand kalder Paasio og holder for at tilhøre den store Immel eller Jemmel |: vor Herre :| og den anden, som hand kalder Ux, og haver indviet eller indrømmet for Mubenaimo eller Sathan, ligesaa at Fyrstedet er mit udj hans Hytte, hvilket hand haver indviet til den Gudinde Sarachæ ære, Naar nu Juule-Afften kommer, tager hand, med Hustrue og Børn, den eene effter den anden, En Skaal Øll eller et Støb Brendeviin og udslaaer Halfparten udj Paasio, og med den anden halve Part drikker hand Jemmels eller Guds Skaal, ligesaa forholder hand og de sig hos den anden Dør Ux, og drikker Mubenaimo siin Skaal, ligedan ogsaa ved Fyrstedet udj hvilket den halve Part udslagis, og tillige drikker Sarachæ Skaal.

Som nu Juule-Natt er den Tiid paa hvilken Jomfrue Maria fødde Verdens Frelsere Jesum Christum til Verden, og det er bekiendt, at Saracha er den Helvedis afGudinde de paakalder for de Qvinder, der skal føde og ere i Barns Nød, saa har mand vel den Meening at Sathan har lært dem at bruge denne dievelske Sædvane paa Christi Fødsels Natt, for at faae Christi Fødsel og Manddom under Sarachæ Skaal og Christi Guddom under Jemmels Skaal udj Paasio bespottet og vanæret, og igien sig selv ved Mubenaimo hans Skaals Drikkelse og udslagelse i Ux, hos de arme Finner æret og ophøyet. Den vederstyggelige anden Sædvane Finnerne bruger, bestaar der udj, at Manden, med Huustrue og Børn, offrer hver en Messing-Ring om Nyttaarsdags Morgen i en Brynd eller Bek til Soelen, hvor af hand tager sig dette Teign, at dersom Soelen skinner saa klart paa Ringerne i Vandet, at de alle seer klare ud i Vandet, da betyder det ham et got Aar, men skulle enten alle Ringene siunis mørke og dunkle, eller og nogle af dem gandske sorte, da beteigner det første ham et ont Aar i alt det hand foretager, og det andet den visse Død for den, hvis Ring der saae sort ud, med mindre den ved Offer afvendis, som hand stadelig indbilder sig, og af den Aarsage søger strax ved Offer at formilde Jami |: de døde, og Mubenaimo ɔ: Sathan :| Men lige som ikke alle Finner udj denne sidste Sædvane, udj alle Omstændigheder kommer overeens, saa kommer de alle, saa vel de der boe i Nordlandene og Findmarken, som de der er paa Fieldene og ved Siøkandterne af Nummedahlen og Indherret, over eens i den første, nemblig at drikke de 3de bemelte Skaaler om Juule- Aften.


C. Finnernis omgiengelse med Sathan og hans Engle.

Anlangende (C) Finnernis omgiengelse med Sathan og hans Engle; det er ikke Sathan nok, at hand ved adskillige afgudsdyrkelser, Runninger, Besværelser og andet saadant meere, fører dette Elendige Folk fra Gud til sig og der fore har lært dem at tilbede de afGuder, som paa Runnebommen ere afteignede, hvilke alle for dem som tieste blive u-siunlige, og ikke uden af deris allerstørste Noyder bliver seet; mens hand haver end ogsaa opfundet andre Inventioner for at holde dem dis fastere under sit Herredømme, hvilke Inventioner ere ligesaa u-tallige og u-endelige, som hans eegne Ondskaber. Nogle af dem, som jeg holder for mest remarqvable, vil jeg her anføre.

Der er udj et hvert Præstegield og Fogderie her udj Norge, saa vel til Lands som ved Søe-siderne nogle Field, der ere større, og enten af een eller anden Aarsage meere bekiendt end de andre smaae Field, som ligger omkring dem, saasom Lyder Horn, Hornelen, Romsdals-Horn udj Bergens Stifft, Naupen, Schiolden, Lechemøen, Harchilden, Heilshornet, Torghatten, Alstadhaugs Tinder, Biarchon, Leiron etc: her udj Trundhiems Stifft, alle saadanne Field holder en Find for hellige og kalder dem Saivo, som per Exempel Leiron Saivo, Biarchon Saivo, Harchild Saivo, og saa fremdeelis. Aarsagen til denne Fieldes formeente Hellighed er denne: at Sathan har indbildet dem, at der udj et hvert saadant Field, boer en hellig Engel eller under-gud, der er mægtig at bevare dem og hielpe dem i hvad de sig foretager; Af saadanne Field-Engler udvelger da en Finn lige som hand er for Noyde til, een eller toe, vel ogsaa undertiden tre eller fire, til sin Angelus vel Angeli tutelares, som hand ved sædvanlig Jougen kalder naar hand skal foretage noget, besønderlig naar hand vil slaae paa sin Runnebomme eller i andre Maader giøre Forespørsel til Sathan, om hvad det er han vil viide, hvilken da ogsaa strax siunlig indfinder sig hos ham og taler med ham udj menniskelig Gestalt, med røde, blaae, guule, hvide eller grønne Klæder; thi et hvert saadant Fields Engel eller Saivo |: som de ogsaa kalder den der boer i Fieldet :| har sin visse Coleur paa sine Klæder, hvor ved de Distingverer ham fra een anden Saivo af et andet Field, hvis Klæder igien ere af en anden Coleur.

Naar nu een Fin ikke haver udvalt sig nogen anden Saivo eller Angelum, tutelarem, tilbyder een eller toe sig selv til hans Tieniste, hvorpaa hand effter foregaaende mundtlig Contract, som kand bestaae af adskillige Poster, saasom: at hand skal hielpe ham til et rigt Gifftermaal; til at veyde løkkelig; til at runne krafftelig etc: strax antager ham og, som bemelt er, bruger hans Tieniste og omgaais med ham som siin Tiener eller Cammerat; hender det sig da, som vel under tiden skeer, besønderlig med u-erfarne Finner, der endnu ikke tilfulde ere oplærte udj Sathans Kundskab og Dyrkelse, at Finnen, for hvilken een saadan Saivo præsenterer sig og tilbyder sin Tieniste, ikke tør antage ham i Tieniste, fordj han frøgter sig for ham, at hand skal giøre ham noget ont, da veed den anden strax at finde sig der udj, og begynder at forsikkre ham om sin Lydighed og Tienstagtighed med megen anden Nøtte, Finnen ved saadan troe Tienner skal kunde have, hielper endda alle disse Forsikkringer slet intet, men Finnen bliver ved udj sine undskyldninger, da bruger Saivo omsider denne krafftige Motive: Jeg har i saa og saa mange Aar tient din Fader paa Land og Vand, medens hand levede, og da hand døde, indført hans Siæl til dend Glæde, som dend nu besidder, og effterdj hand i sin Død befalede mig, ligeleedis at tiene dig, er jeg her nu kommen at tilbyde dig samme min Tieniste, vil du den annamme, skal du der af befinde dig det gode jeg har forsikkret dig om, mens vil du imod din Faders Villie og Befalning ikke annamme den, da er Jeg her tilreede at sønder slide dig i u-endelig mange smaa støkker; derpaa bliver da Kiøbet sluttet og Satan antaget i Tieniste hos Finnen, for disto bedre at herske baade over hans Legem og Siæl.

Paa samme Runnebomme finder mand vel ved adskillige u-kiendelige Caracterer den Finds Saivoer eller hellige Fielde afteignet, som eyer samme Runne-Bomme, hvilket jeg dog ikke seer paa denne hosfølgende, hvilke ikke der fra ere udeladte, fordi den Finn, som samme har tilhørt, ingen Saivo haver haft at sette derpaa |: thj der er ingen Finn, uden hand har jo sin Saivo :| mens af andre Aarsager som mig ikke er bekiendt. Til Exempel paa hvad Tieniste en Fin haver af sin Saivo eller Fields-Engel, vil jeg fortælle dette, som jeg af den Fin i hvis Hytte det er passeret, har hørt [i mit Huus at bekiende for Lector von Westen: Ungefæhr for 4 a 5 Aar siden, kommer en u-gifft Fin |: hvis Navn jeg af visse Aarsager udelader :| een Afften ind udj en anden gifft Fins Hytte her i Nærøe Præste-Gield, for at frie til en Finne-Tøyte |: een Finne-Pige, som var der i Huuset, eller rettere at sige i Hytten, og der havde sit Tilhold :| og som han hafde med sædvanlige visse Lappiske Ord som ere brugelige naar nogen skal frie, taget Pigen i Haanden og satt sig paa hin Side af Fyrstedet tvers over for hende, og der af Finnen, der var Vært, annammet en Skaal Øll i Haanden, tiltaler hand tvende sine Saivoer, ungefæhr i denne Meening: at de ville komme og hielpe til at hans ærinde maatte løkkis, om det ogsaa kunde blive ham til nogen Lykke, hvilket hand bad dem, de udj nærværende Øll-Skaal vilde aabenbare ham, derpaa Jouger ɔ: synger og skriger han saa sterkt, at hand fornam ogsaa sine Saivoer at være tilstede |: det de andre derhos værende dog ikke saae :| hvilke hand da i Øll-Skaalen strax tilspurte om sit Ærinde, hvorpaa hand uddrak, meget bedrøvet, Øllet der af, og effter at det var skeed, tog hand paa nyt Piigen i Haanden med disse Ord: du bliver ikke min Acha |: Kone :| hvilket ikke kunde være hinde u-angenemt, effterdi hun dog i sit Hierte tilforne havde besluttet, ikke at tage imod hans Tilbud.

Sathan har ogsaa fleere Maader at omgaais dem paa, undertiden aabenbarer hand sig for dem udj en Skov-Gudindes Gestalt meget deylig for til, mens med en lang Rumpe hun slæber effter sig bag til, hende kalder de Gidne; Denne giør dem Tieniste med deris Reinsdiur at samble til haabe, naar de paa Fieldene ere adspredde, saa velsom hielper dem at malke deris Reinsdiur, med anden meere Tieniste; besynderlig anbyder hun saavel de giffte som ugiffte Finner sit Dievels Legeme til u-tugts Bruug, hvilket nogle blant dem undertiden modtager. Men bliver denne Gidne vreed paa dem, for noget hun indbilder dem at have giort sig imod med, besynderlig naar de ere omvente og ikke mere vil have med Sathan, enten under denne eller anden Masqve at skaffe, da paatager hun sig i Ansigtet een stor Fugle-Næb, med hvilken hun truer at ville udhakke deris Øyen; ere de ikke omvente, da forsoner de hende med Offer eller udj andre Maader, som de ere vante til, og de viide hun behager, men ere de omvente, da befrier de sig for denne med all anden Sathans Anløb, med det Gevær deris Frelsere har givet dennem i Haanden at forsvare sig med.

Udj Findmarken aabenbarer en Dievel sig for Finnerne sammesteds, som de kalder Stallo, hvilken de holder hverken for een Gud eller een Engel, men for en stor Bierg-Kiempe, der er en afsagt Fiende af alle Noyder, som de, der udj Running og Kunst Certerer med ham, hvorfore alle Noyder eller Runne-mænd i Findmarken ere særdeelis bange for ham, og giøre adskillige Offringer og Dyrkelser til samme Stallo, paa det hand ikke skal blive dem for streng.

Naar denne Stallo møder en Noyde |: Runnemand : | i Fieldet ved et Fiskevand, hvor de holder for at hand mestendeelen udj det der hos nestliggende field eller berg har sit Tilhold, bliver Noyden strax hiertelig altereret og søger at undløbe, men som det er ham u-mueligt, i det Stallo altfor hart sætter effter og indhenter ham, alt saa maa han berede sig til Striid med Stallo og stræbe, ved at overvinde ham, at vinde sig sit eget Liv tillige med det Sølf og Riigdom, Stallo tilhører |: thj Stallo haver ikke alleene et skiønt Sølf-belte om sit Liv, mens er endogsaa disforuden gandske overhengt med mange glimrende Sølf-Plader, Specie Rixdaler og andet, som er af værdi :| førend nu Kampen imellem disse tvende, Noyden og Stallo, skal angaae, oprettis imellem dem denne accord, at, ifald Stallo overvinder Finnen eller Noyden, skal Stallo ikke være forpligtet at begrave ham, mens enten slenge hans døde Legeme udj Vandet eller lade det ligge igien paa Kamp-Pladsen for vilde Diur og Fugler, men overvinder og dræber Finnen Stallo |: hvilket undertiden hender sig, ligesom Sathans Interesse udfordrer det; thj hvad kand det, i saa fald, komme hannem an paa at lade noget paataget Skarn, som hand forestiller Finnen, udi menniskelig Gestalt, ligge effter sig :| da skal Finnen tilbørlig jorde og nedgrave hans Legeme, og der imod skal hand have alt det Sølf Stallo har hafft paa sig, til een Belønning for hans Victorie og genereusite imod sin overvundne Fiendis Legeme.

Jeg har ladet mig troeværdig berette, at der ere de Noyder, som ved 3 a 4re Stalloer at overvinde, ere blevne meget riige, ligesaa ogsaa, at mangfoldige Noyder eller Finniske Runnemænd ere i Fieldene af Stallo omkomne og dræbte, saa ingen har vidst hvor de ere blevne af, førend det en passant har hendet sig, at de har fundet deris døde Legemer liggendis paa Steder hvor Kampen har staaet, og tillige seed, at Jorden runden om, ved den hefftige holdne Kamp er bleven optrædet og opsparket. Om endskiønt denne Sathans omgang med Finnerne og deris igien med Sathan, maae vel falde alle forunderlig, saa er dette dog, som jeg til Slutning udj denne Post vil indføre om hans Inventioner i blant dem, baade, over all maade, vederstyggeligt, saa og fast u-troeligt.

Der ere saavel udj Findmarken som udj Nordlandene et slags smaae dievler, ikke lengere end et Qvarteer eller ½ allen lange, bevæbnede med Kaarder og Spiud, en Proportion effter deris Størrelse, hvilke de kalder in plurali: Noyde-Gadser, og in singulari: Noyde-Gadse; disse aabenbarer sig udj Finne-Klæder udj stor Mangfoldighed, nogle 1000 for Finne-Noyderne, enten naar de ved deris Running kalder paa dem, og vil udsende dem til at skade andre, som tit skeer, eller naar de ere vrede paa Noyden selv, da de af sig selv indfinder sig for at skade og dræbe ham, hvilket ogsaa hender sig undertiden; Men hvem skulle nu vel troe og indbilde sig den u-naturlige Appetit Sathan haver opvagt udj Finnerne til at æde disse smaae Dievler? Eller hvem kand vel efftertænke hans particulaire Afsigt derudj? Intet er dog vissere end at Finnerne udj ingen Ting finder en større Delicatesse, end at stege og æde saadanne Noyde-Gadser, hvilke de fange paa denne Maade: De udlegger om Natten, strax uden for deris Finne-Hytter, en Finne-Støvle, udj hvilken een eller toe af disse smaae Dievler legger sig at sove, og naar Finnerne da om Morgenen fornemmer, at der er Noyde-Gadser inden udj Støflen, legger de strax det eene Knæe paa Støflen og binder for, at de ikke der af skal udløbe, og fører dem der paa ind i Hytten, hvor de dræber og steger dem. Denne Spiise skal ogsaa befrie dem, at Noyde-Gadser ikke der effter sønderlig skal kunde skade dem. Nu kand een hver vel tenke, hvad u-reenlighed og Skarn og raadne Aadsler den fuule og u-reene Aand, under saadan formeent Delicatesse, fører i Finnerne.


D. Finnernis Meening om deris Tilstand efter Døden.

Anlangende (D) Finnernis Meening om deris Tilstand efter Døden. At de maae døe, derudj ere de vel af liige Tanke med andre; Thi de kand ikke tvifle paa det, som daglig Erfarenhed viiser dem, men udj deris Meening om deris Tilstand effter Døden, der fra bevare Gud et hvert Menniske at blive af liige Tanke med dem; Deris Tanke er (1) denne: at de døde Legemer ikke meere skal opstaae fra de døde, eller at de dødis Opstandelse nogen Tid skal skee, men at (2) saa snart de ere døde, deris Siæle da indfløttis strax udj den Saivo eller hellige Bierg, hvis Huusbonde eller Besidder |: den de ogsaa kalder Saivo :| i deris levende Live haver været deris Angelus tutelaris |: som udj nestforegaaende Post er meldet :| og der (3) bliver giorte til Guder, som raader for at holde Døden, een Tiid lang, fra deris Venner og Slegtinger, der offrer til dennem Reinsdiur, eller Hester, med hvilke de kand kiøre om, og divertere sig, fra den eene Saivo til den anden, men allermest i deris egen Saivo og den der værende Glæde, hvilket til haabe kaldis de Dødis Riige.


E. Deris Ondskabs øvelse imod hin anden indbyrdis eller andre.

(E) Deris Ondskabs Øvelse imod hin anden indbyrdis eller andre, der formedelst Fattelse paa Bøn og Troe ikke ere under den Beskiermelse, de vel ved disse Midler kunde sidde u-rørlige under, bestaaer een deel derudj: at naar de ere blevne vreede paa nogen, de da udsender Noyde-Gadser til at skade ham, hvilket skeede for nogen Aar siden med et særdeelis Guds Barn i Findmarken, som ogsaa ved sit ivrige Raab til Gud blev ud reddet fra denne Helvedis Hær, der havde omringet ham, uden det mindste Haars Forliis af hans Hovet; Een deel udj deris Finneskud, det er at sige: Naar de vil tilføye et Menniske de ere vreede paa, enten at han er nær hos dem eller langt fra dem, Skade og Lemlæstelse, da bruge de der til en Bue, giort af Reins-Horn, med Kolf og Piil, effter disse Figurer


Denne Bue og disse Piile ere ikke meget større end de her staa afteignede.


Hvilke Figurers Originaler [ere i mine Hænder eller være her paa Nærøen, som jeg af en særdeelis Ven, som een stor Raritet og Gave haver faaet til Foræring. Vil de nu lemlæste ham enten paa Arm eller been eller et andet Lem, da skyder de med Kolfven til samme Lem af hans Billede, de haver giort sig til at præsentere hans Person for dend Tiid; men vil de give ham enten et aabent Saar eller og een stedse varende Piine imellem Huud og Kiød, skyder de med den spidse Piil paa liige Maade som med Kolfven til hans Billede.

Een deel bestaaer deris Ondskabs Øvelse i deris Gann-Fluer, af hvilke jeg har anteignet een bag paa Runnebommens Copie under No. 2. Disse Fluer haver ikke alle Finnerne, men ikkun de allersterkeste og lærdeste Noyder, som faaer dem paa denne Maade: naar de runner effter at de vil have Gann-Fluer, aabenbaris for dem, effter mange og lange Besværelser, i Lufften een stor Fugel, af Størrelse som een Hønse-Høg eller Falk, hvilken de kalder Noyde-Lodd: Runnemands Fugl: denne udspyer til dem disse Gann-Fluer af sit Næb, og nogle udryster den af sine Fiærer og Vinger: uden all Tvifl forgifftige naturlige Fluer, som denne Sathan i Fugle-Ham fra et andet Sted i Verden til Finnernis Ondskabs Tieniste haver opsanket :| og disse Fluer opsamler de, og indlegger de, der ere komne igiennem Fuglens Næb, som de krafftigste, i een æske for sig self, og de, der ere komne af hans Vinger og Fiære i een anden æske for sig self, at bruge til mindre, eller kortere gans udsendelse.

For nogle Aar siden er det skeed, at som en Bonde-Lænsmand, der noget med een Finn havde udestaaendis, gik paa hans egen Jord at see til siin Aflings Drifft, hørte hand hvorleedis der kom noget langt forud fra ham snorrendis og larmendis, hvorpaa hand strax tenkte noget Dievelskab effter ham at være udsendt til Skade, og der for nedkastede sig paa siine Knæ og giorde sin Bøn til den almægtige Gud, at hand fra Dievelens og hans Tieneris Ondskab vilde bevare ham, og som hand stod op igien fra Bønnen, skeede det, at Gann-Fluen, saa hand saa derpaa, falt død og magtisløs need til Jorden for hans Fødder, hvor fra hand tog den op, og bar den hiem, og giembte den til een stedse varende Erindring om Sathans Afmægtighed mod Guds Almægtighed, saa velsom om Guds faderlige Beskiermelse over dem som frygter og elsker ham.

Eendeel kunde jeg vel her anføre den Maade Finnerne ved deris Saivo, hans Hielp bruger til at bringe Ild af den Stierne som er næst Hunde-Stiernen til at skade hinanden med, saa velsom den anden Finds Modstand paa lige Maade, samt begge Finnernis Ilds og Saivoers Striid |: hver for sin Principal :| Men som jeg har forsømt om denne meget curieuse Materie at informere mig til Fuldkommenhed, da jeg dog vel der til har kundet hafft Leylighed, som jeg ved een og anden Forretning har maatt ladet gaa forbie, vil jeg i denne Post henviise dem til een anden god Ven, som nu er i Bergen, og der om har fuldkommen Underretning M: SM: meener jeg, da man, i Steden for denne min undskyldning og an- viisning, kand indføre den fuldkomne underretning om Finnernis Kiocke etc:

Men nu kommer jeg — — — [2]


No. 1. Om Solens og Maanens Offringer.

Solsymbol.png
Månesymbol.png

Med Solens Offringer omgaaes Finnerne paa effterskrevne Maade.

Naar Finnerne blive forvildet paa Fieldet om Dagen ved Skodde-Snee heller Land-Fok, falde de paa Knæ og bede Solen om hendis Lius og Skin, og offre de et stykke Træ udskaaret med et stort rundt Hull, som Figuren udviiser: Dette holde de saa mod Solen, at hun skal skinne der igiennem til et Taknemmeligheds Teign for hendis Glands og for hun haver ladet sig see.

Ligeleedis bliver Maanens Offer giort, uden at paa det runde Træ, de holde for Maanen bliver ikkun giort et lidet Hull paa, som hosføyede Figur udviiser: Bemelte Hull skal Maanen skinne igiennem for den skal ikke blive vred paa dem og blive borte med sit Skin, mens lyse for dem at de kand finde hiem til deris Kield heller Gamme om Natten.


No. 2. Om Finnernis Kioukenis.

Naar tvende Finner blive u-eens med hinanden og de ei formedelst andre kand faa hevned sig, legger den eene sig først need paa Jorden og begynder at Jouge til sin Saivo at hand skal tilsende ham sin Kioukenis. Denne Kioukenis bestaar af en Ild, som kommer effter Fandens eller Mubenaimo hans Forestilling, fra de 3de Stierner, som af somme bliver kaldet Fiskene, nogle kalde dem Kiempens Sverd, og andre de 3 Konger, bemelte Ild løber om i Luften som et Veyr-Lys, og undertiiden bliver fort; Da den anden Find det fornemmer Jouger hand iligemaade til siin Saivo, at hand skal tilsende ham og sin Kioukenis, som bestaar af lige saadan Ild, som ovenmelt er, Naar nu disse tvende Ilde mødes paa Himmelen, slaaes de tilsammen, og bliver der for Finnernis Ørne en forfærdelig Allarm og bragen, saa at hver Find legger sig ned paa Jorden paa sit Ansigt med en forfærdelig Jougen til sin Saivo, at hans Kioukenis maa vinde NB: hvis Ild der bliver saa nær udslukt, bliver Finnen siug, men slukkis hand gandske ud, da maa den Finn vist døe for hvem hand udgaar for.


F. Finnernis Omgang med Sacramenterne.

Til Finnernis Omgang med Sacramenterne, hvilket er saa forfærdeligt, at Haaret staaer af Rædsel paa mit Hoved, nu jeg skal skrive der om; Jeg vil ikke tale om hvorledis Sathan siunis at effterabe og bespotte det gamle Testameniis Sacramenter: Omskierelsen og Paaske-Lammet; det første paa den Maade: Saa snart et Drenge Barn er fød, har hand lært Forældrene, yderlig i Huuden paa Forhuuden af hans Fødsels Lem, at teigne Thors Kryds Hammers Teign med een Knif, med hvilken hand, Faderen, strax omskierer een Hund eller een Buk, dens Hemmeligheds Forhud, og der paa strax med sædvanlige Ceremonier slagter den til et Offer udj denne Act; Det andet, Paaske-Lammet meener jeg, siunis hand at effterabe og bespotte ved den maade, hand har lært dem at æde Biørnen paa, som bestaaer derudj: at en Find, naar hand æder Biørnen, hvilken hand holder saa hellig, som Jøderne fordum Paaske- Lammet, da, lige som Jøderne vare befalede, ikke at bryde noget Been sønder af Paaske-Lammet, naar de aade det, saa vel som at de med Blodet der af skulle bestryge deris Dørre Exod: 12. paa lige samme Maade bryder hand, Finnen, intet Been sønder paa Biørnen, naar den ædis af ham, men hand enten brender dem, tillige med Indvollen af Biørnen, op med Jld, eller needgraver dem i Jorden, og med Biørnens Blod bestryger hand saa vel sig selv med Kone og Børn, som siin Hyttis Dørre og de Træer hvor paa bemelte hans Telt eller Hytte er udspendt, og ligesom det var brugeligt hos Jøderne at de sang een af Davids Psalmer naar de aade Paaske-Lammet saa er det og brugeligt hos Finnerne, at de Jouger og siunger en Sang naar de æder Biørnen, som er sammensatt alleene om Biørnen og kaldis Biørne-Viisen, udj hvilken Biørnens store Dyd og Krafft opreignis, samt hvad Nøtte og Krafft de have der af at de æde hans Kiød. Mens som det første ikke bruugis i Almindelighed af alle Finner; Det andet siunis ogsaa at være for meget tvunget, og en Meening, som ikkun gandske faae har kundet bifalde, altsaa vil jeg alleene forestille Sathans øyensiunlige Bespottelser over det nye Testamentes Sacramenter.


1. Daabens Sacramentes Bruug.

Angaaende da (1) Daabens Sacramentes Bruug hos Finnerne: Saa snart at et Finnebarn, enten Søn eller Daatter, er fød til Verden, fører de det |: uden Tvifl af Frygt for Straf, om de ikke giorde det :| det første skee kand til Kirken og lader det der døbis og givis det Navn med hvilket det siden siin gandske Lifs Tiid af Boefolk, det er: Præsten, Borger og Bønder, udj sin Omgiengelse med dem, nevnis, Naar nu dette døbte Barn hiemføris, skeer det al ordinair, enten strax nogle Dage effter det er bleven døbt, eller et halft Aar dereffter |: som er den lengste Dilation Sathan giver dem :| at Barnet bliver døds siugt, saa der er intet Haab til overs om dets Lif; Dette aarsager, at Finnerne strax ved een anden Noyde |: thj hand maae ikke giøre noget her ved self, om endskiønt hand end er den krafftigste Noyde :| enten ved Runnebommen, eller ved een Steen eller øxe |: om hvilket er talet udj min Forklaring over Runnebommen Fig: 17: tilspørger Mubenaimo: som er den de ikke u-rettelig meener at have tilføyet Barnet det onde som det plagis med, og der fore alletiider i saadanne Tilfælde søger Raad hos :| hvor af det kommer sig, at barnet er saa sygt, og hvad de skulle giøre, at det kand komme sig igien? hvor paa hand svarer Noyden, at Barnets Sygdom kommer der af, at det haver været i Christen-Daab, hvilket de 3 store Guder ikke kand lide eller fordrage. Men vil de aftoe Barnet den Christne Daab og igien døbe det og give det et andet Nafn udj afGudernis Daab, skal det strax komme sig igien og leve lyksalig; Fremdeelis spørger da Noyden Mubenaimo eller Sathan udj Steenen ad, hvad Navn han vil, at Barnet udj afgudernis Daab skal givis, og hvad Offer der samme Tiid skal givis til Forsoning for den Synd, som ved Barnets Christnis-Daab er begangen? Hvilke begge Deele besvaris af Mubenaimo eller Sathan saaledis, at er det een Dreng skal hand heede enten Loila, Schialla, eller Galles etc:, og er det en Piige, at hun skal heede Heya, Freia, Gauca, Saudraca, etc: |: Af disse Nafne giver hand Drengen eller Piigen dog ikkun et vist, som hand eller hun udj Af-gudernis Daab skal paasettis:| og hvad Offeret angaar, da udnevner Sathan det effter Finnens Leylighed, saasom: Reinsdiur, om han boer til Fields, og om hand boer ved Søen og ingen Reinsdiur eyer, da een Buk, een Gied, een Hund, eller een Hane; Der effter bliver da den Sathaniske Daabis act fuldbyrdet paa denne Maade: først tager Barnets Fader Barnet, og aftoer dets gandske Legeme, besynderlig Hovedet hvor paa Daabens Vand af Præsten er bleven øset; ja, det bliver ikke ved det, at hand toer det udj eet Vand, men paa det at hand dis bedre kand være forsikkret, at ikke den mindste Levning er tilbage hos Barnet af den Christne Daab, aftoer hand det vel i 3 eller 4re slags Vand, ligesom Mubenaimo, efter foregaaende Tilspørsel, udj sit giensvar finder det for got; Dernest (2) giør Faderen og Moderen deris Bøn til de 3 store guder Hora Galles eller Thor: paa hvis Dag, nemblig Torsdag denne Act foretagis: Waralden Olmay og Bieka Galles, at de ville forlade dem det, som ved Barnets Daab af Resten |: Præsten :| er forseet, og nu være det naadigt, saa det ved deris Daab maae komme til Sundhed igien.

(3) tager da Moderen Barnet: thj denne Daabis Act maa alle tiider af Barnets Moder forrettis: og med disse Ord: Loila eller Heya: eller hvad andet Navn Mubenaimo haver befallet at kalde det med: Jeg døber dig fra Gud til afgud, fra Jemmel til Mubenaimo, og det i Nafn Hora Galles, Waralden Olmay og Bieka Galles, og i det hun nævner disse vederstyggelige afGuders Navne, øser hun: ligesom det skeer i Herrens Daab :| 3 gange Vand paa Barnets Hovet, der paa bliver da flire Offringer for denne Barnets nye Daab af Barnets Fader forrettet, effter at hand tilforne har iført sig den sædvanlige og brugelige Offer-Habit, hvor om hand af den tilstæde værende Noyde, i fald hand er u-kyndig der udj tilforne, informeris og underviisis. Her paa følger da strax Barnets Forbedring og fuldkomne Restitution. Det Nafn Barnet saaledis i Satans Daab har erlanget, nefnis det stedse med af Forældrene og andre Finner, hvilke kalder samme Nafn Drengens eller Piigens udenemo |: andet Nafn :| thj de nefner ham aldrig uden udj Boefolkes Paahør, og det naar de ere nødde til at tale Norsk, med det Nafn hand har faaet i Christi Daab. Er dette ikke egentlig at opoffre siine Børn til Moloch?


2. Alterens Sacramentis Brug af Finnerne.

Angaaende (2) Alterens Sacramentis Brug af Finnerne.

Den samme Frøgt der driver Finnen til at lade døbe sit Barn, driver ham ogsaa self til at gaae til Guds Bord, og hvi skulle Sathan ikke gierne tillade ham det eene saa vel som det andet, effterdj hand saa vel ved det eene som ved det andet kand desto meere faa Gud vanæret og bespottet? Thj naar en Find skal gaae til Guds Bord, skeer hans Beredelse dertil paa effterskrevne Maade: (1) tilspørger han Runnebommen |: om hand den eyer :| for sig og sin Kone, om det skal gaae ham an, at Resten |: Præsten :| vil tage ham og hende an til Alterens Sacramente? hender det sig da, at Ringen kommer til at staae paa Kirken, der er afteignet derpaa under No. 14, som er Rist palches, da holder hand det for et vist Teign, at hand bliver annammet, men kommer Ringen ikke did, men gaaer anden steds hen, bliver hand hiemme og ikke frembyder sig, effterdj at hand deraf har det Teign, at hand dog ikke vorder accepteret. Men her udj lyver Sathan tit for ham, hvilket ellers ikke er ham u-sædvanligt; thj det har tit skeed, at Ringen ved sin gang til Kirken paa Runnebommen haver forvisset ham om hans Antagelse, da hand dog er bleven bortviist, fordi hand af Præsten in examine er bleven befunden vankundig og uoplyst, hvilket ikke for længe siden er passeret udj en brav Præstemands Meenighed, hvor en Find tillige med sin Kone frembød sig til at deelagtig giøris i de hellige Ting, som, formedelst hans Vankundighed og anden u-gudelighed, blev hannem negtet, da dog Runnebommen havde forsikkret hannem Contrarium, hvilket hand self tilstod for Præsten, da hand self opreiste til hans Hytte og fra hannem borttog hans Runnebomme, paa hvilken hand sagde sig at have runnet den Dag hand indstillede sig sidst at annammis til Herrens Nadvere, og af den at have faaet got Svar, som Præsten ved hans Afviisning havde giort til Løgn. (2) Naar nu Dagen er ankommen, paa hvilken hand vil communiceris, da, førend hand hengaaer til Kirken, tager hand |: det samme giør hans Kone og Børn, og alle saa vel giffte som ugiffte Finner der gaae til Herrens Nadvere :| et glas øll, men besynderlig et Glas Brendeviin, om hand det haver, og dypper de 3 Fingre der udj, hvor med hand i siin Pande teigner et Kaars, som skal betyde Thors Kryds-Hammer |: dette giør hand til at forsikkre Thor om sin stedsvarende troe Tieniste :| anden gang dypper hand Fingrene i Øllet eller Brendeviinen, og sætter der med 3 Prikker, nemblig een for een hver Finger paa sit blotte Brøst |: dette giør hand paa det Jami, de døde, og besynderlig hans afdøde Frender og Slegtinger maa bevare ham, at der ingen bekiendelse maa udgaae af hans mund eller Hierte, om enten denne eller anden afgudsdørkelse, i fald Præsten der om nøye skulle ville inqvirere :| derpaa udslaaer hand de 4re Parter af Øllet eller Brendeviinen udj sit Fyrsted, om hand er hiemme, men Gulvet hvor hand staaer, om hand er i et Bonde-Huus, til den afgudinde Saracha, og sætter tillige Brendeviins-Glasset for Munden med disse Ord: dat le Saracha Gare |: dette er Sarachæ Kalk :| kaster sig saa, effter at det er uddrukket, need paa sine Knæe og giør denne Bøn til Saracha: Kiere Saracha! du maa ikke blive vreed, fordj jeg nu er nød til at gaae hen og drikke Herrens Kalk, ikke heller maae du tænke, at jeg der ved vill opsige enten dig eller de andre guder min Tieniste og Dyrkelse! ney! det være langt fra, og der for har jeg nu først drukket din Kalk, førend jeg gaaer hen at drikke Herrens Kalk, till at forsone mig med dig og de andre Guder, og forsikkrer baade dig og dennem, at jeg her effter lige saa troelig som tilforne, skal tiene, dyrke og tilbede eder; ligesaa beder jeg dig ogsaa, at du vil forlade mig den store Synd, som jeg begaar der udj, at jeg ikke kand komme til, fordj Guds Mand, Præsten, seer derpaa, at udslaae, effter min Skyldighed, noget til diin ære af Herrens Kalk paa Jorden førend jeg drikker af den, hvilket jeg igien skal oprette naar jeg kommer hiem igien, da jeg paa nyt til Forsoning skal drikke din Kalk, og der af give dig din tilbørlig deel. Denne Bøn har jeg seet paa Lappisk hos Lector von Westen, men fik ikke Tiid den at afskrive. (3) gaaer da Finnen til Kierken, hvor hand gierne passer paa at komme lenge førend Folk der ere komne frem, paa det hand u-behindret, uden for Kierke-gaardens Indheigning, for sig selv alleene, med sin Kone og Børn, kand giøre siin Bøn til Gud, hvilken Bøn ungefæhr er af denne Indhold: Kiere store Gud, nu maae du ikke fortryde der paa, eller straffe os der for, eller befale Resten |: Præsten :| at afviise os der for, at vi har drukket Sarachæ Kalk i dag, førend vi her indstiller os. Vi har derved ikke villet afsige dig vor Tieniste, men ikkun stillet Saracha til freeds, at hun og de andre Guder ikke skulle giøre os ont. Nu ville vi til Forsoning med dig i dag, ja flittig her effter, drikke din Kalk; forlad os der fore den store Synd vi her har begaaet, og tag os til Naade. Dermed er alting vel bestilt, og Finnen, effter sin Tanke, aldeelis værdelig bereed at æde Jesu Legem og drikke hans Blod; til hvilken Ende hand da strax (4) gaar ind i Kirken og anmelder sig for Præsten som, i fald han finder ham vel opliust i Guds Kundskab, annammer ham til Skriffte, og der effter til Guds Bord, effterdj disse anførte u-gudeligheder og afguderier, der burde udelukke ham der fra, i hvor vel hand end med mange selfgiorde bodferdigheds Teign lod sig see, og hvor vel han kunde være opliust, til denne Tiid har været skiult for Præstens og allis øyne og videnskab. Effterat de hellige Ting saaleedis af Finnen er annammet, takker hand Gud der for, og beder tillige, at hand vil hindre, at Saracha ikke maae faa at viide, at hand saa andægtig nar bedet til Gud, besønderlig, at hand haver afbeedet den Synd, som hand, ved at drikke Sarachæ Kalk, har begaaet. Naar hand saa kommer hiem, holder hand Saracha sit Løffte, og paa nyt, en Deel til Forsoning for sin Altergang, endeel til Forsikkring om sin troe Tieniste, paa for ommelte Maade og Bøn drikker hendis Gare eller Kalk.

Er dette ikke en værdig Giest ved Herrens Nadvere? Er dette ikke iblant Disciplerne en Judas, der annammer Jesu Legeme og Blod med Munden, og haver dog Dievelen i Hiertet? Er dette ikke den giest, Kongen, naar hand gaar ind at besee sine Giester, finder ikke at have Brøllups Klæder paa, og dog er kommen der ind? Gud forbarme sig dog for Jesu Christi Skyld, der med sit dyrebare Blod haver forløst dem og alle fra Dievelens Herredømme, for at oversætte os udj sit Riige, over disse arme Siæle, og lad dem ikke fortabis evindelig.

Een Ting falder mig ind, som jeg, førend jeg forlader denne Materie, maae indføre; blant andet, som Finnerne beder Saracha om Forladelse for, i den Bøn de giør til hende, naar de drikker hendis Kalk, førend de gaaer til Guds Bord, finder man ogsaa |: som til forne er anført :| dette: at hun vill forlade dem den Synd de begaaer der med, at de kand ikke til hendis ære, fordj Præsten seer der paa, komme til at udslaae noget paa Jorden af Herrens Kalk, førend de drikker der af, ligesom de havde giort med Sarachæ Kalk, førend de drak af den. Dette giver mig Aarsage at giøre der om denne Underretning: Det er Finnens Maade, hvad Skaal hand ogsaa drikker, at udslaae noget paa Jorden førend hand drikker: dog ikke uden hand er for sig selv eller i sit eget Selskab: hvilket skeer da samtlige Guderne, men besønderlig Jami |: det er de Døde :| til ære og Tieniste. Men drikker hand nogen særdeelis af-guds Skaal i Besønderlighed, da udslaaer hand og alleene den samme af-gud, hvis skaal hand drikker, en Drik der af til ære. Den. Norske Snorle Sturlesens Krønnike er fuld af Vidnisbyrd og opliusning om denne Skik, som haver været brugelig hos de Norske Hedninger, ligesaa vel som hos andre Lands Hedninger, i hvilken henseende det er Poeten siiger: libabant pocula Bacchi, det er: de slog ud paa Jorden noget til Bacchi ære, førend de drak hans Skaal. Sandelig, ieg er kommen deraf i den Tanke, ja fleere til mig, at den Maade, som brugis fast hos de fleeste, nemlig at, naar de skall drikke noget af een Kande eller Kruus. som haver staaet der udj Natten over, de da først udslaaer noget der af paa Jorden, er alleene en Levning af eller effter denne ommelte hedenske Sædvane, som har været i Hedenskabet almindelig over det gandske Land, de, som giør dette, meener vel, at de der ved udslaaer det dofne af øllet, det de holder for at have samlet sig øverst i Kanden, hvor udj de meget feyler; thj det eene er saa dovet saa det andet, og vil de have det dofne derfra og alleene det friske beholden, da maatte de udslaae det altsammen, effterdi det er altsammen dofnet, og saa blev slet intet beholden. Min Tanke er der fore, at denne Maneer er kommen af de hedenske Libationer, i hvilke Tiider de intet Sine Libatione kunde drikke, hvilken Skik er bleven alleene i denne Post, under forbemelte Prætext af øllets Dovenhed, til overs iblant os.


3. Hvorleedis Lector von Westen med stor Fremgang bestormer og bestrider Sathans Riige iblant Finnerne.

Den der betragter hvor lang Tiid Sathan haver haft til at befeste sit Rige blant dette Folk, maae vel forundre sig i høyeste Grad der over, at hans Riige udj saa kort Tiid, som skeed er, haver lidt saa merkelig afbræk og svekkelse. Gud, som haver lovet, at lade Sathan trædis under vore Fødder, tilskriver jeg alleene dette store Verk. Hvem, uden hand, haver vel bevæget Kongens Hierte til at anordne denne Mission, og til den Ende at skienke Indkomsten af alle Nordlandenis og Findmarkens Kirker til dens Befordring. Hvem, uden hand, er det vel, der haver udvalt, ved Kongens Beskikkelse, Lector von Westen til sit Reedskab og Verktøy i dette høye Verk? hvem, uden hand, er det vel, der arbeider baade med von Westen og de andre Missionairer, at de ikke udkaster deris Garn forgievis? Med et Ord: Guds Barmhiertighed haver begyndt, og hans Allmægtighed skall fuldende dette Verk. Jeg haver til forne givet min Raison hvor fore det ikke enten har kundet eller endnu kand være de ordinaire Præster mueligt, som det bør sig, at faae Finnerne, der holder til udj deres Meenigheder, opliuste og omvendte, den selfsamme Raison er det ogsaa, hvor fore von Westen, saavel i Nordlandene og Findmarken, som udj Nummedahlen, og Indherredet, effter Missions Collegii Fuldmagt i Kiøbenhavn, haver udsendt og beskikket visse Missionarii, af hvilke somme ere ordinerede Præster, somme Studentere og Candidati S: S: ministerii, hver til et districtes Finner at catechisere iblant dem. Det faldt vel disse Missionairer i Begyndelsen meget vanskeligt at faae udrettet noget got iblant dette Folk, der var ligesom indgroet i det onde, besynderlig effterdi deris Sprog var dem aldeelis u-bekiendt, og ikkun faae Meeninger af Missionariorum Tale og Prædikken kunde igien af Finnerne forstaais; Mens effter at de har beflittet sig paa at lære, ved daglig omgiengelse. det Lappiske Sprog |: det von Westen og self temmelig taler, men perfect forstaaer :| haver de ved deris Prædikkener og daglig Tale paa Lappisk ikke alleene bragt det der hen, at de Finner de ere iblant, ere bleven saa opliust, som mange, der vil have Nafn for opliuste Christne, ikke ere, mens endog, at de ved saadan Sprogs Forstaaelse og der af kommende opliusning, blant Finnerne, særdeelis forhen begangne afguderier og Sathans Dyrkeiser opdagede, hvilket Finnerne self saa meget desto hellere reent ud bekiender, eendeel fordj de nu, der de ere komne udj Guds sande Kundskab, og vandrer udj hans Ords Lius, seer Sathans tusindfold Konster og Bedragerier, med hvilke hand i saa lang Tid haver omleedet dem til deris Siælis Fortabelse, hvor fore de med Glæde self fremviiser deris atgudiske Altare, og med Lovsang opoffrer disse vederstyggeligheder til Ilden, paa hvilke de tilforne med Sathanisk Jougen og Siungen haver offret saa mangt et Offer til Sathan, og der ved bleven self |: dersom Gud ikke havde udrevet dem af hans Løve-Strube :| et Offer udj den evige Helvedis Ild.

Med overmaade stor Glæde hørte ieg af Monsr Kildahl, een af Missionairerne i Ofoden, at Finnerne, da hand effter deris eegen Begiering opbrendte 40 af deris afgudiske Altarer, ved et hvert af disse Altares Opbrendelse med stor Fryd istemmede med hannem den Psalme: O Gud vi love dig; een deel, siiger jeg, ere de saa meget desto villigere til at bekiende deris Afguderier, formedelst den Kongelige General Pardons Forkyndelse for den Straf deris, før deris omvendelse begangne afguderier og de deraf foraarsagede Ondskaber, effter Loven havde fortient; Men som Sathan paa siin Side ikke heller er ørkesløs, har hand ogsaa forhærdet een stor deel blant Finnerne, at de ikke eengang vil see, mindre anhøre Missionarios, men heller fløtter bort til Sverrig og anden steds, hvor ingen kand komme til dem, end de vil antage Christi Evangelium og dereffter afskaffe deris afguderier. For disse maa mand bede og haabe, at Gud skal blødgiøre deris haarde Hierter og omsider saliggiøre deris Siæle. Det hielper og ikke lidet til Opliusning og med Tiden til een sand Guds Dørkelse iblant dem, at von Westen nu 3de gange, hand har været og besøgt Finnerne i Nordlandene og Findmarken, foruden det, at hand ved siine Formaninger og undervisninger haver størket dem, haver ogsaa een hver gang taget med sig een stor Deel af deris ungdom og Sønner til Trundhiem, hvor hand haver ladet dem lære at læse og skrive, og siden igien sendt dem tilbage til Forældrene, og beskikket dem ikke alleene til at opliuse deris Forældre, mens end ogsaa sat dem, ligesom til under-Skolemestere under Missionarierne for andre Finner. Thj der ved kand man vente, at den ungdom, som her effter fødis eller allerede ere fødde, fra deris spæde Aar skal inddrikke den reene Melk, Guds ord og Kundskab udj sig, ligesom deris Forældre tilforn Sathans Kundskab, og at Guds Kundskab, lige som Sathans tilforne, ved dem skal forplantis til Efterkommerne.

Jeg vil slutte denne min Relation med Pauli ord Phil: 1 Cap. 6 V: Jeg haver et got Haab der til, at den, som begyndte denne gode Gierning hos dette Folk, hand skal ogsaa fuldkomme det indtil Jesu Christi Dag; og vi ville alle bede for dem med Petri Ord udj hans 1 Ep: 1 Cap: udj det 13. 14. 15. 18. 19. 20. og 21. V. Gud lade dette Folk her efter omgiorde deris Sinds Lender, være ædrue, og sætte deris Haab aldeelis til den Naade, som dennem nu tilbydis, formedelst Jesu Christi Aabenbarelse, ligesom lydige Børn at skikke sig, ikke som tilforne, der de levede i vanvittighed effter Begieringer, men effter den, som kaldede dem og er hellig, være hellige i all deris Omgiengelse, videndis at de ikke ere forløste med forgiengeligt Sølv eller Guld fra deris forfengelige Omgiengelse effter deris Forfædris Skik, mens med Christi dyrebare Blod, som et u-skyldigt og u-besmittet Lams, som tilforne var foreskikket, før Verdens Grundvoll blef lagt; mens aabenbaret i de sidste Tider for deris |: og all Verdens :| Skyld, som nu formedelst hannem troe paa Gud, hvilken opvagte hannem fra de døde og gaf hannem Herlighed, paa det de skulle have Troe og Haab til Gud. Amen! Ja hør vore Bønner Herre Jesu Christe. Amen.


[An. 1723 den 11 Martii].

_________________



Fodnoter

  1. Originalmanuskriptet er tabt, men er gengivet i Just Qvigstads Kildeskrifter til den Lappiske Mythologi (1903). En kopi af manuskriptet findes i Gunnerusbiblioteket i Trondheim.
  2. No. 1 og No. 2: Indskud i nogle manuskripter.