Odin og Saga (NFSG)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Naturlyrik og romantik


N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter

Bind 1

København, 1880.


Odin og Saga

N. F. S. Grundtvig


1. Jeg véd saa underfuldt et Land,
Dér maa vi alle bygge,
Enddog det er, som Sol i Vand,
Af Hjemmet kun en Skygge:
Fuld vidt mon bygge Askurs Æt,
Dog ser kun hver den lille Plet,
Hvorpaa hans Fødder stande.


2. Tilbage ej vi skue kan,
For Taagen, som os følger,
Og for os staar en ligedan.
Som alt for Øjet dølger;
Dog vandred vore Fædre hist.
Og foran os, vi véd jo vist,
Skal vore Sønner bygge.


3. O, maatte vi ej rent forgaa
I dette snævre Fængsel,
Om ingen Bod vi kunde faa
For al vor dybe Længsel,
Som, glemme vi det end fuld tit,
Dog siger os ved hvert et Skridt:
Her har vi ikke hjemme!


4. Jeg véd en Bæk saa underfuld,
Som gjennemrinder Landet,
Hvor alt, som lagdes under Muld.
End spejler sig i Vandet:
Den kommer fra vort Fædreland,
Vort Billed skal i klare Vand
Og vore Sønner skue.


5. Er Foden din af Vandring træt,
Paa Bækkens Bred du hvile,
Hvor Fædre-Skygger trindt og tæt
Vemodig til os smile!
Hver Blomst, der stod paa Bækkens Rand,
Sig spejler i det klare Vand
Og blinker os i Møde.


6. Dog stille kan den Bæk ej staa,
Den stadig maa henrinde,
Og Skyggerne den følge maa,
De komme og de svinde;
Saa Barmen vorder tung og hed,
Og Vemods-Taarer trille ned,
Alt som i Bæk vi stirre.


7. Jeg véd en Borg saa høj og prud,
De Suler, som den bære,
Af Marmel-Sten ej skares ud:
Af Straaler de kun ere,
Som sprang fra Bækkens dybe Bund;
Dog har den Borg saa fast en Grund,
Den kan vist aldrig synke.


8. I Højeloftets Ridder-Sal
Der ser man Taagen svinde,
Der overskuer Bjærg og Dal
En himmelsk Asa-Kvinde:
Hun Saga nævnes i vort Nord,
Og skjønt hun vandred vidt paa Jord,
Hos os har hun dog hjemme.


9. I Bægre tvende øser hun
Af Bækkens klare Bølger,
Og Runer staa paa Rand og Bund,
Dem sælsom Styrke følger:
Dem Hejmdal skar med kunstig Haand,
De brat kan løse Tunge-Baand,
Og Synet kan de klare.


10. Ved Saga sidder Odin næst,
Fuld kløgtig falder Talen:
Den Askurs Søn, de unde bedst,
Ham vinke de til Salen,
Ham læske de med Mimers Drik.
Da faar han Syn og Saga-Blik,
Da faar han Mimers Mæle.


11. Da sjunges der saa lystelig
Om Fædrenes Bedrifter,
Og Tiderne udfolde sig
I klare Saga-Skrifter;
Sig Taagen løfter mer og mer,
Saa tindrende vort Øje ser
Den store Samfunds-Kjæde.


12. Os selv vi se paa Skjød, paa Hu,
I Fortids Svøb, det dunkle,
Og Glimtene, som fødes nu,
Paa Fremtids Himmel funkle;
Og hvad i Livets Helligdom
Med Saga Odin taler om.
Begynde vi at høre.


13. Saa rind nu, Bæk, kun os forbi,
Med Skygge-Hær i Følge!
En Fylking ny forsamle vi
Til Havfru-Dans paa Bølge.
Vi se dit Væld, vi se dit Maal;
Paa et lyksaligt Løb, din Skaal,
Guld-Bægeret vi tømme.