Odins Komme til Norden (NFSG)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Naturlyrik og romantik


N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter

Bind 1

København, 1880.


Odins Komme til Norden

N. F. S. Grundtvig


[Grundlaget for denne "Saga" er Snorres Edda, Hervors Saga og Ynglingasaga. Den er her for første Gang trykt efter Forfatterens Haandskrift, der dog endnu kun er et Udkast og savner det "sidste Haandlæg", som bebudedes i Fortalen til Optrin af Kæmpelivets Undergang, 1809. — Haandskriftet har samme Overskrift som her oven for; men desuden findes Begyndelsen til en anden Afskrift, med Titelblad: "Saga om Odin, udsat paa dansk Maal af gamle Bøger, ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Kandidat i Teologien", samt denne.]


Fortale.

Gunstige Læser!

Der fortælles om den berømmelige Konge Ahasverus, at han lod Rigens Krønniker læse for sig om Natten, naar han ej kunde sove; og sandt er det at sige, at saa gjøre mange endnu udi vore Dage, menendes at gjøre de fine og ypperlige Mænd, som skrevet have om de forgangne Dage, en ret synderlig Tjeneste og Æresbevisning, naar de bruge deres Bøger, som dennem kostede mange vaagne Nætter at fuldbringe, ligervis som Saften af Valmueurt, til at lukke deres Øjelaage. Mig tykkes dog ligeligere, at bruge hver som helst Ting efter dens egen Vilkaar og Lejlighed, og at det, skrevet er med fuldaabent Øje og med klart Syn, maa være at agte ret som en Øjensalve og som en vellugtende Urt, der kan drive Søvnen bort; ja, at hvert et Ord, det vi saaledes kan høre og mærke fra de forløbne Tider, maa være ret som en Vækker i den mørke Vinternat, hvilken giver at forstaa, det vel er Tid at vaagne, dog alt er sort omkring os.


Det monne jeg og mene, at derfor haver Gud alsommægtigste givet Forfædrene Kløgt og Snilde i mange Maader: at de kunde ret sammensætte de kostelige Sagaer og lempe deres Kvæder, baade Draper og Flokke, i saa Maade, at de kunne være til Lyst og Husvalelse nu, som de sidste Tider ere komne. Men al den Stund at vi skulle have nogen sømmelig Gammen herudaf, da kan det ej ske, uden med saa Skjel, at vi vende vor Hu fra Verden, saa som hun nu monne være; og hvem som hendes Ansigt tykkes fagert, og hendes Handel lystelig, han blive da ved hende som Manden ved sin Hustru, eller Lefleren ved sit Bolskab, ej menendes, at han kan nemme eller glædes ved de gamle Frasagn!


Tvende Kaar ere nu satte, og hver kejse, hvad hannem synes bedst at være! Dog det ej er at fordølge, at jeg alsom helst vilde lede mange Mænd ud af Drøvelsens Tid ind imellem deres gamle Frænder. Al den Stund jeg nu monne se — det være sig en stor Skare eller ringe Flok — stande omgjordet med Vandringsstaven i Haand , da sømmer det mig, som saa mangen Gang haver faret den Vej, vel at oplyse dennem om Landsens Lejlighed og om de Mænds Handel og Vilkaar, som vi skulle fare hen ud til.[1]


---


Odins Komme til Norden

Saa er sagt i gamle Bøger, at Landet nord ved Gandvig blev kaldet Alfhejm, men sønden mod Haalogaland: Ymesland; og før end Asamænd kom til Norderlande, da bode der Jætter og Halvjætter. Da gjordes stor Folkeblanding, al den Stund at Jætter toge sig Kvinder af Mannahejm, og somme af dem giftede did sine Døtre.


Dette var ret ligervis som der siges om Guderne: at de i Tidens Fødsel blandede sig med Hrimtursernes Æt. Mænd tyktes da saa vel om Jotunhejm, thi at dér bode en Konning, som Godmund hed: en stor Blotmand, rig og kløgtig, og saa gammel var han og alle hans Mænd, at de levede mange Mænds Aldere. Derfor blev det trot, at i hans Rige var Odaainsaker, et saa lykkesomt Sted for hver Mand, did monne komme, at af ham falder Sot og Ælde, og han maa ikke dø. Saa er og sagt, at der Godmund var død, blotede Mænd til ham og kaldte ham sin Gud. Saa havde mange Mænd glemt Sandingen om de hellige Guder, at de turde mene, deres Bo var udi Jætters Lande.


I samme Time spurgtes den Tidende, at udi Asgaard var en stor Høvding over Asamænd, som Odin hed. Han vidste sandere at sige om Guderne, og alt gjordes, som han vilde. Thi ville somme mene, at det var de gamle Guder selv, som i ham og dem, ham fulgte, lode sig til Syne for Menneskene, at de igjen skulde faa at vide deres Handel.


Gylfe raadte da det I and, som nu hedder Sverige; og om ham er nu sagt, at han var mangkyndig; men dog undrede ham det, at Asafolket var saa kyndigt, at alle Ting gjordes efter deres Vilje; og grundede han paa, om det maatte være af deres eget Væsen, eller det voldtes af de Guders Kraft, som de blotede til. Han beredte da sin Færd drog i løn til Asgaard udi gammel Mands lignelse. Men Aserne vare visere og saa' hans Færd, før han kom; thi lode de mange underlige Syner komme op for hans Øjne, at han maatte kjende deres Storhed.


Der han kom i Borgen, saa' han en Hal, saa høj, at man næppe kunde se over hende og hendes Tag var lagt at gyldne Skjolde som at Spaane. Gylfe saa' en Mand i Hallens Dør, som med Haandsaxe, saa at syv altid vare i Luften. Manden spurgte ham om Navn; han nævnte sig Gangler, sagde sig at være kommen ad lange Stier, bad om Nattely og spurgte, hvem der raadte for Borgen. Manden svarede ham, at Kongen raadte, at han skulde følge med at se ham, og da spørge ham selv om Navn. Med det samme snode sig Manden for ham ind i Hallen, og Gangler fulgte. Dørene lukkede sig i hans Hæle. Han vandrede frem over mange Gulve, fulde af meget Folk: somme i Leg, men somme i Vaabengny. Da saa' han trindt sig, og tyktes ham meget utroligt af, hvad han saa'. Dér saa' han tre Højsæder: ét op fra det andet, med en Mand i hvert, og spurgte, hvad Navn de Høvdinge ejede, og fik til Svar af den, ham ledte ind: at han, som sad i næste Sæde, hed Høj og var Kongen; den nærmeste hed Jævn- høj, og den øverste Tredje. Høj spørger den kommende, hvad mere hans Ærende er, og siger end: Mad og Drikke staar rede for dig som for alle her i højen Sal. Men Gangler svarer, at han vil først vide, om nogen sagnkyndig Mand er inde. Høj siger: Stat du frem, medens du spørger! Sidde skal den, som svarer.


Nu spurgte Gylfe under Ganglers Navn om Tidens Ophav, om Gudernes Liv og Strid med Jætter og om Ragnaroke selv; og altid fik han det Svar, som vel kunde due. Men der Høj havde sagt de store Tidender om Gudernes Fald, da endte han saalunde: Dersom du nu kan spørge længere, saa véd jeg ikke, hveden det kommer dig i Sind; fordi at ingen Mand hørte jeg sige længere frem om Tidernes Færd. Og nyd nu, hvad du nemmede! Dernæst hørte Gangler meget Døn hver Vej fra sig; og der han saa' sig mere om, da stod han alene og saa' ej uden den jævne Slette. Da styrede han sin egen Kaas og kom hjem i sit Rige og sagde de Tidender, som han havde hørt og set, og efter ham sagde hver Mand den anden disse Sagn.


Der nogle Vintre vare ledne, spurgtes den Tidende, at Odin med sine Asamænd drog ind i Norden og hen til Konning Gylfe udi Mannahejm. Selv bode han i gamle Sigtun og lod der bygge et stort Tempel for Guderne. Men lige som han kaldte sig selv og dem, ham fulgte, med Gudernes Navne, saa tillagde han dem ogsaa de Steder og Boliger, som vare sagte at høre Guderne til. Og som Stundene lede længere frem, da trøstede sig ingen til at tvivle paa, at disse Asamænd vare de gamle Aser selv.


Herom dømme andre Mænd, som klogere ere og mere forstaa af gammel Visdom! Men Sanden er det vel, at fordi Odin blotede til Guderne fremfor andre Mænd og forkyndte igjen deres og Idrætter, som hartad vare døde og forglemte, da fik han en sær Guddomskraft og kunde gjøre mange Ting, som synes underlige og fast utrolige for Mænd, som nu leve. Thi det have gamle Mænd sagt for Sandhed, at han kunde udi Strid gjøre sine Fjender blinde og døve og forskrækkede, og han døvede deres Vaaben, saa de kunde ikke bide; men hans egne Folk ginge frem foruden Brynje, stærke som Bjørne eller Tyre, og sloge ihjel for Fode, og hverken Staal eller jern kunde bide paa dennem. Odin kunde og forvende sin Ham og Skikkelse, og hans Legeme laa, lige som det havde sovet eller været dødt, og han syntes da at være en Fugl eller et Dyr, en Fisk eller Orm, og kunde i en liden Stund fare vide i andre Lande, for sig selv eller andre, og føre Tidende der fra. Han kunde og aleneste med Ord slukke Ild og stille Havet og omvende Vejr og Vind, naar som han vilde. Stundum opvakte han Dødninger under Jorden, og derfor blev han kaldet Dravge-Drotten. Han havde to Ravne, som han havde lært at tale, og de fløge vide om Landene og førte ham Tidende hjem, hvoraf han blev meget vis. Han vidste og, hvor Guld eller Sølv eller andet saadant var skjult i Jorden, og kunde oplade Jord og Bjærg og Stene og Høje og binde dem, som der bode inde, og udtage alt det, han vilde.


Alt dette og meget mere udrettede han ved de mægtige Runer og ved Vers, og derfor kaldes og han og de andre Asamænd Bragersmede, og al Skjaldskab menes at have sit Ophav fra dem. Af saadan sin Kraft og Kunst blev han ret meget navnkundig, og hans Uvenner frygtede ham, men hans Venner satte al deres Trøst og Tro paa hannem og hans Kraft. Det var da ikke at undre paa, at hans Slægt blev mægtig i Norderlandene; og det er ikke til at udsige, hvad for store Idrætter hans Ætmænd have bedrevet, baade imod Jætterne og blandt sig selv indbyrdes, som baade staar skrevet om i gamle Bøger, og som end sjunges om af Svende og Møer, i Strid og i Leg og ved Kongers og Jarlers Bord, efter gamle Skjaldes Viser og Kvad.


Odin blev sotdød i Mannahejm; og der han skulde dø, lod han sig mærke med Spydsod og egnede sig alle døde Mænd, som faldt i Strid: dem vilde han huse efter Døden, og sagde sig at skulle bo i Gudhejm og tage vel mod sine Venner. De Svenske mente, at han drog til sin gamle Borg Asgaard og skulde dér leve evindelig; thi trode og tilbade de ham, jo længere, jo mere. Og imod stor Strid og Blodstyrtning aabenbarede han sig for mange og gav somme Sejer, men somme bød han til sig. Hver syntes at være derved lyksalig for sin Del, ihvor det gik.



Fodnoter

  1. [Her er Fortalen vist ude; men Haandskriftet har dog endnu Ordene: »Det er da først at sige« — — — hvorefter ej mere er skrevet. Disse Ord have da sagtens skullet være Sagaens Begyndelse.]