Odins Kvad (NFSG)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Naturlyrik og romantik


N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter

Bind 1

København, 1880.


Odins Kvad - Om Skjaldskabs Ophav

N. F. S. Grundtvig


[Nordens Mytologi 1808, S. 199-203. Optrykt i Kvædlinger 1815, S. 97-102, med det her efter trykte "Tillæg".]


1. Der stod udi Bjærge
En Kjedel med Mjød.
Den blandede Dværge
Saa stærk og saa sød.
Forglemmelsens Fugl over Drikken hensvæver
Og sætter sig fast paa den drikkendes Læber;
Til Himlen Han løftes og Jorden er glemt.


2. Af Honning var blandet
Den kostbare Mjød.
Af Helligdomsvandet,
Af Dug som nedflød,
Da første Gang Nornerne nyfødte, milde,
Bestænkede Asken af nysprungne[1] Kilde,
Var Honningen virket ved Biernes Kunst.


3. Men Jætter udhulte
Et Fjæld udi Grund,
Og Mjøden de skjulte
Paa dybeste Bund,
At Mennesket Guderne skulde forglemme,
Og aldrig en Røst om sin Fødsel fornemme,
Men tjene og dyrke hver Jætte som Gud.


4. Lig Guderne bliver
(Saa Spaadommen lød)
Hvem først sig opliver
Med glødende Miød,
Og naar den af Kjedlen fra Bjerget sig hæver,
Da løsladt i Verdener alle omsvæver
Hver Asernes troende, lydige Søn.[2]


5. Jeg hængte paa Grenen
I Storm uden Læ,
Ukvæget paa Grenen
Af hellige Træ.[3]
Til Odin jeg Odin mig ofred. Til Værket
Jeg da blev indviet; med Spydsodden mærket,
Som Offer jeg hængte i Nætterne ni.


6. Mod Jord jeg forøgte
Min Stræben, og vandt.
Om Runer jeg søgte,
Og Runer jeg fandt.
Da kjendte jeg Vejen til Hulen den mørke,
Jeg skjælvede ikke for Jætternes Styrke,
For Suttung, og Troldes afmægtige Kløgt.


7. Mod Skyen fremraged
Den Klippe saa stor;
Jeg bored, det knaged
I Sten og i Jord;
Men Braget jeg døved ved Runer og Sange
Thi for mig og trindt mig var Jætternes Gange,
Ej vilde jeg vaagne den sovende Hær.


8. Jeg sad hos Gunløde
Paa gyldene Stol,
Af Ringen den røde
Det lyste som Sol.
Mens Jætterne sov paa de sukkende Stene,
Da tømte jeg Mjøden, den stærke, den rene,
Da favned jeg solskære, væneste Mø.


9. Min Aand var bortilet,
Som Gud jeg opfor;
Men legemlig hviled
Jeg end under Jord.
Da vaagnede Jætter, da gjordes jeg bange;
Thi glemte var Runer og kraftige Sange.
Det dundred i Hulen af Tursernes Fjed.


10. Da hjalp mig Gunløde,
Saa kærlig afdrog
Hun Ringen den røde,
Og Lyset forjog;
Da snublede Jætter og famled i Blinde,
Ej kunde i Mørket mig Turserne finde,
Da fandt mig min Aand, og af Fjeld jeg opsteg.


11. Med Skjalde i Norden
Jeg deler min Drik;
Da løses fra Jorden
Det fængslede Blik;
Da griber i Harpen den skæggede Brage,
Og Skjaldene kvæde, og Dværge gjentage
For Klippernes Døre hvert tonende Kvad.[4]


---


Tillæg
[i Kvædlinger].

Myten om Poesiens Oprindelse findes i Havamaal; men uagtet jeg har søgt at udfylde og fortolke den, er dog Kvadet ingenlunde, hvad det skulde være. Det er til visse mærkeligt, at Poesien fremstilles som noget, Jætterne havde ranet, og vist var det en værdig Idræt for Alfaders Statholder at erobre den tilbage; rimeligt er det ogsaa, at Skjaldene sammenknyttede Forestillingerne om den Honningdug, der nedflød fra Ygdrasil, og den Mjød, som var Skjaldskabs Sindbillede; men det burde forstaas, hvad Odin og Gunløde betyde her. Dog, det hjemfalder nu til Mytologien; og hvo som, ved at bese dette Vers i Forening med de foregaaende, kunde annamme en levende Forestilling om Skjaldskabs Mjød, som den aandelige søster til Honningduggen, der nedfalder i Blomstens Hjerte: en levende Forestilling om Skjaldskab som Kalken, der indeslutter alle Menneskets herlige Minder, dybe Længsler og høje Anelser, som stjaalet fra Slægten og givet den atter af Gud paa underlige Maader, han vilde vist glad bekjende, at Gud ingen Sinde, og allermindst i Norden, lod sig selv uden Vidnesbyrd, og at Mjødens Kræfter tede sig aabenbarlig; men han vilde ej gaa i Rette med Verset eller forarges ved Talen om Afguden, som her var nødvendig, naar Myten skulde beskues; skjønt den vist nok baade kunde og burde være en Del anderledes.



Fodnoter

  1. [Kvædl.: nyfødte]
  2. Saaledes forstaar jeg det besynderlige Vers i Grimnismaal, (i Kommissjonens Udgave det 41de).
  3. Ygdrasil. Se Begyndelsen af Runekapitlet.
  4. Ekko er Dværgemaal.