Odins Vandringer (S.T.Thyregod)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Oldemoders Fortælling om Nordens Guder
Søren Tvermose Thyregod


Odins Vandringer


L.Moe 106.jpg
Odin foretog sig ofte lange Rejser, paa hvilke han indtog fremmede Lande; men det kunde undertiden vare saa længe, at de andre Aser troede, han blev borte med det samme, og en Gang havde Vile og Ve endog delt hans Rigdomme og begge taget hans Hustru Frig til Ægte, før han endelig kom hjem.


Noget lignende skete en Gang, da alle Nordens Konger havde ladet hans Billede smede af Guld og sendt det smykket med tunge Armbaand og Guldringe til Odin; da overtalte Frig nemlig nogle til at stjæle af dets Prydelser, for at hun kunde pynte sig med dem. Da Odin saa det, lod han Tyvene hænge og stillede derpaa Billedet saaledes op, at det klang, naar nogen rørte derved; men det hjalp ikke, thi Frig gav sig i Lag med en af sin Mands fortrolige, som derpaa fik Støtten listet ned, uden at nogen mærkede det. Da Odin saa, at Frig havde vanæret ham ved at sælge sin egen Ære for Pynt, tog han sig det saa nær, at han ikke kunde leve hjemme, men drog ud af Landet. — Men i hans Fraværelse kom en Troldmand i Ry ved Hexekunster, saa Folk gav ham Odins Værdighed, og han indførte blandt andet, at der nu skulde ofres til Guderne hver for sig, saa ét Offer for alle Guderne tilsammen regnedes for ugyldigt; men saa snart Odin kom hjem — der siges, at Frig imidlertid var død — flygtede Troldmanden, men Folk samledes og slog ham ihjel. Dog fik de ikke Fred for ham endnu, thi hver, der siden kom til hans Grav, døde, indtil man igjen grov ham op, huggede Hovedet af ham og slog en Pæl igjennem hans Hjærte. Derpaa indtog Odin sin gamle Værdighed.


Ogsaa en anden Gang fortælles der, at Frig overlistede Odin. — Der var nemlig Krig mellem to Folk, og Odin havde lovet det Folk Sejren, som han først saa ved Solens Opgang. Da gik Gambara til Frig og bad om Sejr for sit Folk; Frig gav hende det Raad, at alle deres Kvinder skulde udfolde deres Haar, som om det var langt Skjæg, og derpaa i Forening med Mændene stille sig tidlig om Morgenen paa den Egn, som Odin plejede at se ud over fra sit Vindue mod Øst. Saaledes gjorde de, og da nu Odin saa dem ved Solens Opgang, sagde han:


»Hvem ere disse langbardede?« hvortil Frig sagde, at da han nu havde givet dem Navn, maatte han ogsaa give dem Sejr.


Ligeledes fortælles, at en Konge havde to Sønner, Agnar, der var ti Aar, og Gejrrød, der var otte. En Dag, da de roede alene ud for at fiske, drev Vinden dem imidlertid ud paa Havet, saa de strandede om Natten; de gik i Land og traf der en simpel Husmand, hos hvem de blev om Vinteren, i det Bondens Kone plejede Agnar, medens Bonden selv fostrede og underviste Gejrrød. Men om Foraaret gav Bonden dem et Skib, hvorpaa han og hans Kone fulgte dem til Stranden; dog fik Bonden Lejlighed til at hviske noget til Gejrrød paa Vejen. De fik god Vind og kom til deres Faders Rige, men Gejrrød, der stod i Forstavnen, sprang i Land og skød Baaden tilbage, i det han sagde:


»Rejs du nu hen, hvor Troldene kunne tage dig,« og da drev Skibet til Havs igjen; men Gejrrød gik op til Kongsgaarden, hvor han blev godt modtagen, og da hans Fader just var død, blev han Konge og fik megen Magt.


Men en Dag, da Odin og Frig sad i Lidskjalv og saa ud over Verden, sagde Odin:


»Ser du Agnar, din Fostersøn, hvorledes han lever sammen med en Jættekvinde i Hulen, medens min Fostersøn, Gejrrød, er Konge og styrer Landet?«


»Men han er saa gjerrig,« svarede Frig, »at han sulter sine Gjæster, naar han synes, der kommer for mange.«


Odin sagde, at det var Usandhed, og de væddede herom, men derefter sendte Frig strax sin Æskemø Fylla til Gejrrød med det Budskab, at han skulde passe paa, han ikke blev forhexet af den Vismand, der var kommen til Landet, og som kunde kjendes paa, at ingen Hund, hvor bidsk den end ellers var, turde springe paa ham. — Det var usandt, hvad Frig havde sagt til Odin, at Gejrrød ikke var gjæstfri, men desuagtet lod han nu den Mand tage til Fange, som Hundene ikke vilde angribe; han var i en blaa Kappe og kaldte sig Grimne, men mere vilde han ikke sige, skjønt man spurgte ham; derfor vilde Kongen tvinge ham til at tale ved Pinsler, i det han lod ham sidde mellem to Baal i otte Døgn. Men Gejrrød havde en otteaarig Søn, der var kaldet Agnar efter sin Farbroder; han gik til Grimne med et fyldt Horn og sagde, at hans Fader handlede uret ved at pine en uskyldig Mand. Grimne drak, og da var Ilden just kommen ham saa nær, at den tog fat i hans Kappe, og han sagde:


»Du er hed Lue, og alt for stærk; lad os skilles Flamme, thi nu brænder min Kappe, skjønt jeg hæver den i Luften. Jeg sad her mellem Baal i otte Nætter, og ingen bød mig Mad uden Gejrrøds Søn, som snart skal raade for Gothernes Lande, thi Lykken skal følge dig Agnar, det lover Odin dig, og aldrig vil du faa bedre Løn for nogen Drik end dette Løfte.« Og Grimne fortalte om alle Guder og Gudernes Boliger, om Livet i Valhal, om Skabelsen, om Himmellegemerne og om sig selv, i det han sluttede:


»Du er beruset, Gejrrød, og har drukket for meget, derved tabte du Odins Gunst, og nu ser jeg min Vens Sværd ligge blodig, thi dit Liv er forbi. Her ser du Odin, gjæst mig, om du kan!«


Kong Gejrrød, der sad med et halvdraget Sværd i sit Skjod, rejste sig, saa snart han hørte, det var Odin, og vilde føre ham bort fra Ilden, men Sværdet gled ham ud af Hænderne med Hjaltet ned ad, og i det Kongen traadte frem, snublede han og faldt over Sværdet, saa det gik igjennem ham, og han døde. Da forsvandt Odin.


En anden Konge, der hed Alfrek, var gift med Signy og havde en Hirdmand, som kaldte sig Kol. Denne fortalte Kongen meget om en Pige ved Navn Gejrhild, som han havde seet en Gang, hun bryggede Øl; hun var saa smuk, at Kol ønskede, Kongen vilde ægte hende, og Enden blev da, at Høt drog til Gejrhild paa Kongens Vegne; han kom der just, som hun blegede Lærred, og de gjorde den Aftale, at hun skulde ægte Kongen, men faldt der noget vanskeligt ind, maatte hun anraabe Høt, thi Høt var Odin selv. — Kongen ægtede derpaa Gejrhild, men de to Dronninger, Signy og Gejrhild, bleve saa uenige, at Kongen maatte forskyde den ene, og han lovede da, at han vilde beholde den, som kunde brygge ham det bedste Øl. — Nu kappedes de, og Signy gjorde Løfte til Freja, men Gejrhild til Høt, som derpaa lagde sit Spyt i Stedet for Gjær, og hendes Løfte var, at han maatte faa det, der var mellem hende og Karret. Øllet blev da bragt til Alfrek, og han syntes, at Gejrhilds var det bedste, i det han sagde:


»Dit Øl er godt, Gejrhild, hvis der ellers ikke er Fejl derved, men jeg synes at se din Søn hænge i en Galge og solgt til Odin.«


Kort efter fødte Gejrhild ogsaa Kong Alfrek en Søn.


Styrbjørn Sveakæmpe fejdede paa den svenske Kong Eriks Land og havde tvunget den danske Konge og hans Folk til at hjælpe sig. Da Kampen imidlertid havde varet to Dage, ofrede Styrbjørn til Thor, og samme Nat saa man i Styrbjørns Telt en rødskjægget Mand, der sagde:


»Jeg er vred paa Styrbjørn, thi han forstyrrer min Ro, i det han bryder Freden.«


Men samme Nat gik Erik ind i Odins Tempel, som han før havde gjort saa tit, og for at vinde Sejr gav han sig selv til Odin, men vilde dog leve ti Aar endnu. Strax efter saa han en stor Mand med en sid Hat paa Hovedet; i Haanden havde han en Rørstok, som han gav Erik, i det han sagde, at han skulde kaste den over Styrbjørns Hær med de Ord: Odin ejer eder alle.


Erik gjorde, som Manden sagde, men da han havde kastet Røret, saa han et Spyd flyve gjennem Luften hen over Styrbjørns Hær, som derpaa tillige med Anføreren blev slagen med Blindhed; derefter skete det Under, at et Fjældstykke brast løs, styrtede ned over Styrbjørns Folk og dræbte dem alle; men da de danske mærkede det, flygtede de, og strax da de kom bort fra det Sted, Spydet var slynget over, fik de deres Syn igjen.


Da Rolf Krake fulgt af hundrede Mænd foruden sine tolv Kæmper rejste over til Kong Adils i Sverrig, kom de paa Vejen forbi en Gaard, hvor Bonden, der stod udenfor, bød dem ind. Kong Rolf svarede:


»Du er en gjæstfri Mand, men har du Raad til at modtage os alle, thi vi ere mange, naar vi blive samlede? Du er ingen fattig Mand, hvis du kan gjøre det.«


»Jeg har stundom seet flere Mænd hos mig,« svarede Bonden smilende, »og I skulle ikke komme til at savne Drikke, eller hvad andet I kunne behøve Natten over.«


»Vi ville prøve,« sagde Kongen, »men hvad er dit Navn?«


»Somme kalde mig Rane,« svarede Bonden.


Nu bleve Hestene satte ind og plejede omhyggelig, og Mændene selv nøde saa megen Gjæstfrihed, at de ikke syntes, de noget Sted vare blevne bedre modtagne, desuden var Værten livlig og kunde give Svar paa alt, hvad de spurgte om, saa de troede aldrig at have truffet nogen visere Mand.


Men om Natten vaagnede de af deres Søvn ved, at de frøs, saa Tænderne klaprede i Munden paa dem, og de sprang op for at tage deres Klæder, og hvad andet Tøj de fandt, undtagen Rolf og hans Kæmper, de nøjedes med det Tøj, de havde, skjønt de alle frøs meget.


»Hvorledes have I sovet i Nat?«  spurgte Bonden om Morgenen.


»Godt,« svarede Bødvar.


»Ja,« sagde Bonden videre til Kongen, »jeg ved nok, at eders Mænd fandt det lidt køligt i deres Soveværelser, og det var ogsaa Tilfældet, men naar de ikke engang kunde udholde det, ville de endnu mindre modstaa de Farer, Kong Adils vil berede eder. Vil I derfor beholde Livet, maa I sende Halvdelen af eders Følge hjem, thi hos ham kommer det ikke an paa Mængden.«


»Du er en klog Mand, saa jeg vil følge dit Raad,« svarede Rolf, hvorpaa han lod det halve af sit Mandskab rejse tilbage, medens de øvrige gjorde sig færdige, toge Afsked med Bonden og droge videre. Men om Aftenen kom de til en anden Gaard, hvor de forundrede sig over at træffe den samme Bonde, som de havde gjæstet den forrige Dag. Han tog godt imod dem, men spurgte, hvorfor de kom saa tit.


»Vi ere nu saaledes stillede,« svarede Kong Rolf, »at vi knap vide, hvad der kan hændes os, og du maa vist være en Troldmand.«


»Endnu skal jeg tage godt imod jer,« sagde Rane, og de bleve meget gjæstfrit behandlede. Men da de sov om Natten, vaagnede de med en ulidelig Tørst, saa de knap kunde røre Tungen i Munden, og alle sprang op og drak af en Kande Vin, der stod.


»Det maa jeg sige,« udbrød Bonden om Morgenen, »at eders Mænd vise liden Standhaftighed, naar de have nødig at staa op om Natten for at drikke; da ville I blive satte paa større Prøver hos Adils.«


Det var et haardt Vejr den Dag, saa de kunde ikke drage videre, men maatte blive hos Bonden endnu en Nat. Om Aftenen blev der da tændt Ild for dem, men de, som sad Baalet nærmest, syntes, det blev dem for varmt, hvorfor de løb bort fra Ilden og den Plads, Rane havde vist dem, kun Rolf og hans Kæmper kunde udholde det. Da sagde Rane:


»Endnu har I for mange Folk, og jeg raader eder, at I drager alene med de tolv Kæmper, thi da er der Haab om, at I kommer tilbage, men ellers ikke.«


»Saa stor Tiltro har jeg til dig,« sagde Kongen, »at jeg gjør, som du siger.«


De bleve nu hos Rane i tre Nætter, hvorefter Rolf drog til Kong Adils med sine tolv Kæmper, medens de øvrige bleve sendte hjem.


— Men paa Hjemvejen fra Kong Adils kom Rolf igjen, da Natten faldt paa, til en Gaard, hvor Rane stod uden for Porten og bød dem ind, i det han tillige sagde, at deres Rejse nok omtrent var gaaet, som han havde spaaet. Kongen sagde ja og tilføjede, at han nok var en skarpsynet Mand.


»Her er nu nogle Vaaben, som jeg vil give eder,« sagde Rane og kom med Skjold, Sværd og Brynje.


»Det er stygge Vaaben,« sagde Rolf og vilde ikke modtage dem, men derover blev Rane vred.


»Her ser I ikke paa eders egen Fordel, Konge,« sagde han, »og I ere ikke altid saa kloge, som I selv synes.« Han stod med rynkede Bryn og saa dem ride bort uden at bede dem blive, og der var heller ingen, der tænkte derpaa, skjønt Natten var mørk. De rede bort uden at byde Farvel, men da de havde redet et kort Stykke, standsede Bødvar og sagde:


»Bag efter ere Daarer kloge; jeg tror nu, vi have baaret os dumt ad og givet Sejren fra os.«


»Det samme aner mig,« sagde Rolf, »det var vist Odin den gamle, thi han var sandelig enøjet.«


»Lad os skynde os tilbage for at undersøge det,« sagde Svipdag, og det gjorde de; men da de kom der hen igjen, var baade Gaarden og Bonden borte.


Ogsaa Odin gjæstede en Gang Olaf Trygvason. Da denne nemlig opholdt sig paa Øgvaldsnæs en Paaske, kom der en Aften en gammel Mand, som kun havde ét rødt Øje, og paa Hovedet havde han en sid Hat. Kongen kunde godt lide at høre ham tale, thi han var meget klog baade paa gamle og nye Hændelser, og da Kongen spurgte, hvad han vidste om den Øgvald, Næsset var opkaldt efter, svarede den fremmede:


»Han var en stor Kriger og Konge, men ofrede til en Ko, som han altid førte med sig, og hvis Mælk han stadig drak, da han syntes, det var sundt, og derfra stammer Ordsproget: Ko og Karl bør følges ad. Omsider blev dog Øgvald fældet i et Slag og lagt i en Høj her paa Næsset tæt ved Gaarden, og man rejste Bavtastene over ham, men i den anden Høj tæt her ved blev hans Ko begravet.«


Ved saadanne Fortællinger holdt den fremmede Kongen oppe, saa man maatte minde ham om at gaa i Seng, men selv efter at han havde lagt sig, kom den fremmede ind, satte sig paa Forhøjningen og vedblev at fortælle, saa jo mere Kongen hørte, des mere forlangte han, indtil den, der laa ham nærmest, sagde, at det nu var Tid at sove; da gik den fremmede ud, skjønt Kongen gjærne vilde have hørt mere endnu. Men da Kongen vaagnede om Morgenen, vilde han tale med Gjæsten, og man søgte efter ham, men man fandt ham ikke. Han spurgte da sine Kokke, om de ikke havde seet en ukjendt Mand, hvortil de svarede:


»Jo, der kom en gammel Mand, som ingen af os kjendte, og da han saa, vi lavede Mad til Gildet, sagde han, at vi ikke forstod at koge Kjød, saa det passede for Kongen ved en saadan Fest, og derpaa gav han os et Par tykke og fede Sider af et Dyr, som vi kogte med det øvrige.«


»Det er aabenbart, at det har været den samme, som har været hos os i Gaar,« sagde Kongen, »og I maa brænde al Maden saa hurtig som muligt, thi det har sikkert været Odin, der har villet narre sin Mad i os og holde os vaagme, for at vi skulde komme for sent i Kirke.«


Paa samme Maade gik det en Gang, da Kong Olaf den hellige opholdt sig i Vigen. Der kom nemlig en ukjendt Mand i korte Klæder; man saa ikke meget til hans Ansigt, thi det dækkedes dels af et stort Skjæg og dels af en sid Hat, der gik ham ned over Øjnene. Da Kongen skulde i Seng, ønskede han, at den fremmede, der kaldte sig Gest, skulde fortælle ham Sagn; de talte da om mange gamle Konger, indtil Gest spurgte:


»Hvilken af Oldtidskongerne vilde du helst være, hvis du kunde vælge?«


»Jeg vilde ikke være nogen Hedning,« svarede Olaf, »hvad enten jeg var Konge eller ej.«


»Selvfølgelig bliver du den, du er, men hvem vilde du helst ligne, hvis du maatte vælge?«


»Jeg vilde ikke ligne nogen af dem; men skulde det være, da er der mest af Rolf Krakes Væsen, jeg vilde have, men jeg vilde ikke skifte Tro.«


»Hvorfor vilde du dog ligne Kong Rolf?« spurgte Gest. »Han er intet mod en anden Konge, som har levet. Hvorfor vilde du ikke ligne ham, der altid sejrede og gav andre Sejr, som var saa smuk og øvet i alle Idrætter, at ingen var hans Lige, og som kunde tale i Vers lige saa flydende, som andre tale i Almindelighed?»


»Nej, dig vilde jeg sidst være, du onde Odin!« udbrød Kongen, i det han rejste sig, greb sin Bønnebog, der laa paa Sengen, og vilde kaste den efter Gest, men da fortælles, at Gest for ned der paa Stedet.


Undertiden drog Odin dog paa Rejse med andre. Saaledes fortælles, at en Mand ved Navn Hrejdmar havde tre Sønner, hvoraf en, der hed Oter, i Reglen svømmede i Andvarefos i en Odders Skikkelse, saa vel som Dværgen Andvare, der havde omskabt sig til en Gjedde; begge søgte deres Føde der, thi der var mange Fisk.


Men en Dag, da Odin, Hæner og Loke gik forbi Fossen, havde Oter fanget en Lax, som han sad og spiste paa Aabredden, i det han lukkede Øjnene for ikke at se, hvor meget Føden svandt. Loke tog da en Sten og dræbte Oter, som de derpaa flaaede, og de syntes, Odderskindet var en god Fangst; men da de senere viste det til Hrejdmar, tog han dem til Fange, og de maatte love at fylde Bælgen med Guld og dække den udvendig med samme Metal. De sendte derfor Loke ud at skaffe Guldet, og han gik til Ran, hvis Næt han laante, hvorpaa han gik til Andvarefos og kastede Nættet ud for Gjedden, som sprang der i. Da sagde Loke:


»Hvem er den Fisk, som svømmer i Floden og ikke vogter sig for Fare? Nu maa du løse dit Liv fra Hel med Guld.«


Dværgen sagde, hvad han hed, og gav dem Guldet, som han ejede, i det han dog skjulte en Ring, men den tog Loke fra ham, hvorfor han sagde: »Dette Guld skal være saa forbandet, at det volder to Brødres og otte Kongers Død.«


Nu bragte Aserne Skatten til Hrejdmar, rejste Odderskindet op paa Fødderne og stablede Guld op om det, til det helt var dækket; da gik Hrejdmar til og fandt et nøgent Knurhaar, som han bød dem dække. Odin drog da Andvares Ring af sin Haand og tilhyllede det dermed, i det Loke sagde:


»Nu har du faaet Guld, men til din egen Skade, thi det vil koste baade dit og din Søns Liv.«


»Ja,« sagde Hrejdmar, »havde jeg vidst, at I gav det med saa uvenligt Sind, skulde I have bødet med Livet, men nu maa I gaa.«


Senere hændte det sig, at Kong Vølsung holdt sin Datters Bryllup, og der var tændt Ild paa langs i Hallen; midt i Hallen voxede et Træ, der blev kaldt Barnestokken og var saa højt, at det hævede sig med Blomster og Blade op over Taget. Mens Gjæsterne sad og varmede sig, kom en ukjendt Mand ind, som var iført en spraglet Kappe og linnede Buxer sammenbundne om Benene; han var barfodet, høj og enøjet med et aldrende Udseende. Ingen turde tale til ham eller hilse paa ham. Han havde et Sværd i Haanden, som han blottede og stak saa haardt ind i Barnestokken, at det gik i lige til Hjaltet, hvorpaa han sagde:


»Den, som trækker dette Sværd ud, skal have det fra mig som Gave, og han vil indrømme, at han aldrig har haft noget bedre Vaaben i Haanden.« Derpaa gik han, og ingen vidste, hvem han var, eller hvor han gik hen; men alle rejste sig for at drage Sværdet ud, i det de fornemste først prøvede og siden de andre, men skjønt ingen sparede sine Kræfter, rokkedes Sværdet ikke, før Vølsungs ældste Søn, Sigmund, forsøgte, han trak Sværdet ud, som om det havde siddet ganske løst.


Denne Sigmund fik senere en Søn; men han blev forgiven, saa han strax faldt død om. Det tog Sigmund sig saa nær, at han næsten græmmede sig til Døde; han tog Liget i sine Arme og bar det en lang Vej, til han naaede en lang og smal Fjord, hvor der laa et lille Skib med en Mand i, som tilbød at færge Sigmund over Fjorden; men da Liget var baaret ud i Baaden, var denne fuldt lastet, hvorfor Manden sagde, at Sigmund skulde gaa langs med Fjorden, og derpaa skød han Baaden ud, men kort efter forsvandt baade Skib og Mand.


Sigmund var en stor Konge, der holdt mange Slag, men i det sidste, hvor han kæmpede saa mandig, at hans Arme vare blodige lige til Skuldrene, kom der en enøjet Mand, der var klædt i en blaa Kofte og havde en sid Hat paa Hovedet og et Spyd i Haanden; han gik lige mod Sigmund og svang Spydet mod ham; Sigmund hug stærkt til, men Sværdet traf Spydet og brast i to Stykker; da blev Kong Sigmund saaret, men han vilde ikke lade sig forbinde, »thi,« sagde han, »Odin vil ikke, at jeg skal svinge Sværd, siden dette brast; jeg har sikkert kæmpet saa længe, det behagede ham.« Derpaa døde Sigmund.


Men Sigmunds Søn hed Sigurd og fik senere Navnet Fovnersbane. I sin Ungdom boede han hos Kong Hjalprek i Danmark, og denne gav ham Lov til at vælge sig en Hest. Næste Dag, da Sigurd gik til Skoven, mødte han en gammel, ukjendt Mand med et langt Skjæg; den fremmede spurgte, hvor Sigurd skulde hen, og Sigurd svarede:


»Jeg vil vælge mig en Hest; følg med, og giv mig et godt Raad.«


»Lad os da drive Hestene ned til Aaen,« svarede Manden, og da de kom der ned, joge de Hestene ud i den paa det dybeste Sted, men de søgte alle strax til Land igjen undtagen en, som Sigurd da tog; denne var stor og smuk af Væxt, graa af Farve og saa ung, at ingen endnu havde redet paa den.


»Denne Hest stammer fra Slejpner,« sagde Skjægmanden, »og skal opdrages omhyggelig, thi da bliver den bedst af alle Heste.« Derpaa forsvandt Manden, som var Odin selv.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.