Om Gísla saga Súrssonar

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Om Gísla saga Súrssonar

af Finnur Jónsson


Uddrag (1) fra forordet til Gísla saga Súrssonar
udgivet af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København 1929

– – –

2. Sagaens troværdighed

Der er ingen tvivl om, at sagaens personer er historiske. Þórdís — for at begynde med hende — var moder til en af Islands berømteste stormænd omkr. 1000, Snorre gode; han døde 1031. (Eyrbyggja saga er egenlig en saga om ham som hovedperson). Men herved vindes et udmærket kronologisk hovedpunkt. Omkr. 960 ægter Tordis Torgrim, Snorres fødsel sættes i annalerne, så at sige enstemmig, til 963, hvilket i og for sig er overmåde rimeligt. Hans faders fødsel sættes sst. til 938. I de allerfleste og bedste annaler sættes Torbjörn surs (og hans börns) ankomst til Island til året 952 (2). Når annalerne interesserer sig for dette, hænger det utvivlsomt sammen med interessen for Snorre gode og hans æt. Torbjörn var da til års og hans börn voksne, eller ved at være det. Tordis behøver ikke at have været mere end omtr. 18 år gammel; da kunde hun være gift med Torgrim omtr. 26 år. Årstallet 952 beror på en eller anden beregning, og det er vel muligt, at Torbjörn er kommet til Island et par år senere (næppe för). Nærmere kommer man ikke sagen. Når sagaen (M) siger, at da Torbjörn kom til Island, var »alle landstrækninger på hægge sider af fjorden ónumin«, må dette snarest være skrivefejl for numin ɔ: tagne i besiddelse, hvad der også var tilfældet ved midten af det 10. årh. K. Gíslason vilde rigtignok hævde (Safn I, 702), at ónumin ikke blot betød »ikke taget i besiddelse overhovedet«, men også kunde betyde »ubebygget og ikke befolket«, selv om der var tale om et stykke af en (anden) mands landnam. Men K. Gíslason indrömmer, at udtrykket »alle« da er urigtigt; heri må man da se et godt bevis på, at ónumin er blot en skrivfejl, der bör rettes. Når det forholdt sig saa, at en del af en andens landnam var ubebót, måtte man enten købe det eller få det som gave. Sagaen siger, at Torbjörn købte landet medens Landnáma (1925, s. 81) siger, at han fik halvdelen af Haukadal som gave af Vésteinn Végeirsson, som selv bode i Haukadalen. Også dette bekræfter fejlen ónumin.

I denne forbindelse er det hensigtsmæssigt at se på sagaens slægtregistre og ætsforhold og jævnføre dem med Landnáma. Det drejer sig her især om Vésteins-slægten. Ánn (sön af Grim loddenkind) udvandrer til Island (Ldn.); hans sön er Bjartmarr (hvis moder var Grélǫð, datter af en jarl i Irland, Bjartmarr – disse personer kender sagaen ikke), han har to sönner bægge und navnet Végestr, samt Helge og datteren Torhild, der bliver gift med Vésteinn Végeirssön. Deres börn er Vésteinn og Auðr; denne Vésteinn er gift med Turid, datter af Hrafn, sön af Dyre, der tog Dyrafjorden i besiddelse. Vésteins sönner er Bergr og Helgi Dette stemmer ikke alt ganske med sagaen. Her er det Bjartmarr, der er gift med den sidstnævnte Turid. Deres börn er ifg sagaen Hildr (ɔ: Ldn.s Torhild; dette kan man ikke lægge megen vægt på, da Hild blot er en forkortelse af hint), Helgi, Sigurd og Vestgeir; her er således de 2 sidste komne i steden for de »to Vegester«. Ifg. sagaen er Vésteinn Vésteinssön gift med en Gunnhild, hvis slægt ikke nævnes. Der er således her en betydelig uoverensstemmelse. Men det er ret umuligt at sige, hvilken kilde er rigtigst. Ifg. Ldn. er Turid 3. led fra Dyre (denne medregnet), medens Vésteinn Vésteinssön er 4. led (ifg. bægge kilder) fra en landnamsmand. Dette kunde tale for, at sagaens slægtregister var nok så rigtigt (3). Men da tidsregningen her (f. eks. Dyres ankomst til Island, Ans ankomst) er så usikker, kan intet bestemt siges. De andre små afvigelser er underordnede. Iøvrigt er der god overensstemmelse mellem bægge kilder.

I sagaen bliver Ingjaldr i Hergilsey sat i slægtsforbindelse med Gisle (hans fætter) og siges at være kommet til Island sammen med ham, og han siges at have været Börk den digres fæster. Her må der foreligge en fejl og en sammenblanding mellem to mænd af samme navn. Ifg. Ldn. var Ingjald, »som hjalp Gisle Sursson«, en sön af Hergils hnappraz, som bode i Hergilsø og som var en landnamsmands sön (Ldn. 71). Den Ingjald, der var Gisles fætter, må være en helt anden person, hans börn var Geirmund og Gudrid. Denne Ingjald er rimeligvis død tidlig, da börnene opfostredes af Gisle (her skimter det rigtige frem). Om andre personer er der ingen grund til at tale, de fleste er kun kendte fra vor saga. Der findes en mærkelig afvigelse i Hauksb.-Melab. m. h. t. Torkels hustru; hun siges her at have været Sigríðr datter af Sléttubjǫrn; man er mest tilböjelig til at tro, at der foreligger en forveksling. Det skal bemærkes, at når en Torodd nævnes som »sön af Torgrim«, kan delte umulig være rigtigt. Det vilde være fristende at antage, at denne Torodd var den ‘søstersön’ af Börk og Torgrim, der ellers er nævnet. Men herimod strider, at han senere i sagaen optræder som levende, medmindre dette beror på en fejl og forglemmelse.

Stednavne er alle rigtige, og forfatteren har i det hele været godt stedkendt i de egne, hvor sagaen foregår. At der i M findes enkelte fejl, betyder intet, det er kun afskriverfejl. S’ redaktör har været udmærket stedkendt og han tilföjer undertiden bestemte navne. Efter de af S. Vigfússon foretagne undersøgelser i Geirjþjófsfjorden, der jo er meget afsides liggende, er beskrivelsen mærkelig nöjagtig, hvilket giver et godt bevis for rigtigheden af det fortalte. Hvad der her er udtalt gælder de islandske stednavne. Noget anderledes forholder det sig med de norske lokaliteter, der nævnes (4). Súrnadalr og Fibuli (der genfindes i gårdsnavnet Fevelen; fjorden er nuværende Årvågfjord) er rigtige nok. Derimod er det urigtigt, når forf. anbringer Stokkar (kap. 2) i Surnadalen; denne gård lå og ligger i nabofjorden mod nord, Valsöfjorden. En så ubetydelig fejl er jo forståelig. Ligeledes er navnet Friðarey urigtigt; måske er det dog kun en afskriverfejl for Freiðarey, det er sikkert denne ø, der er ment. Granaskeið er rimeligvis det samme som Skei i Ranessogn i Surendalen. Saxa mener M. Olsen er urigtigt, og antager, at det er øen Ljoxa, der menes. Dette synes dog at være ret tvivlsomt. Æsundar er vel Asenøen (øgruppe). Andre navne er ukendte og kan ikke identificeres (Flyðru- el. Fluðu-nes, Hella). M. Olsen mener, at stedbetegnelserne i sagaen er »et kraftigt vidnesbyrd om en pålidelig historisk tradition lige fra anden halvdel af 10de årh. af«. Når så er, kan denne omstændighed kun støtte sagaens pålidelighed iøvrigt.

Hovedstoffets rigtighed kan, som sædvanlig, i det hele ikke kontrolleres uden ved dets egen indre sandsynlighed og væsen. Og det må da siges, at der intet er usandsynligt eller ulogisk deri. Det hele forløber meget naturligt og konsekvent med en pragmatisk sammenhæng helt igennem. Nogle underordnede enkeltheder, som man ikke rigtig forstår, er i så henseende betydningsløse; således f. eks. den lille episode med Gisles landing ved Húsanes (et ukendt stednavn) og stenkastet. Man forstår ikke dettes betydning. At sagaen heller ikke indeholder alt, hvad der kunde forlanges, er sikkert. Således giver den ikke nöglen til hovedæmnet i Asgerds og Auds samtale; man har intet hørt om, at Aud og Torgrim eller Asgerd og Vestein havde syntes godt om hinanden i tidligere tid. Man aner eller mener at kunne ane, at Torkel (stadig) er skinsyg på Vestein og af den grund får Torgrim til at dræbe denne, da han selv er for fej dertil. Den dybere forståelse, der mulig er at forudsætte, må vi desværre savne. En sådan synes at måtte forudsættes, da en tidlig uvilje mod Vestein fremtræder allerede, da Torgrim nægtede at indlade sig i fostbroderskab med ham. Havde Vestein hindret en ægteskabelig forbindelse mellem Torgrim og Auðr? Man skulde næsten tro det. Men dette har sagaen glemt.

Der er heller ingen tvivl om, at overleveringen i flere tilfælde har glemt, hvad der gav anledning til Gisles vers; jfr. herom tolkningen af disse.

Det er således klart, at Gisles liv og hvad dermed sammenhænger ikke er fuldstændig skildret, hvad man heller ikke kunde vænte. At hovedtrækkene er rigtige er höjst rimeligt, hvad man end kan sige om enkeltheder. Det kan her bemærkes, at scenen hos Börk efter Gisles død også er skildret i Eyrbyggja (kap. 13) og så at sige fuldkommen på samme måde, men sagaerne er dog helt uafhængige indbyrdes.

Hvad indledningen til S angår, handler den foruden om slægtens norske forhistorie (og Gisles krigstog, lakunen) også om andre ting, der er hovedæmnet ganske uvedkommende; således begynder den med at omtale Harald hårfagre og udvandringen til Island, og nævner de vigtigste landnamsmænd, især på Vestlandet (desuden Helge magre i Øfjorden og Hrollaugr på Síða) — hvad intet som helst har med sagaen at göre. Senere i kapitlet omtales »hövdingeskifte« i Norge, d. v. s. Erik blodøkses kongedömme og Hakon (d. godes) hjemkomst fra England; det skildres, hvorledes Hakon fik magten. Om disse stykker har dr. Sophie Krijn skrevet i Arkiv XXXV, 162-65, og — vist med rette — påvist, at de må bero på ældre kilder, dels Are frodes Islendingabók (den ældre, de genealogiske udtryk minder om Ares), dels en fremstilling af Hakons liv, der lå til grund både for Heimskringla og Egilssaga; der er udtryk, der i höj grad minder om hinanden. Hakons vidtløftige tale er dog vist lavet af sagabearbejderen. Disse stykker skal nærmest kaste lys over sagaens tidsregning (synkronisme). M begynder meget passende med at nævne Hakons »sidste dage«, en tidsbestemmelse for Gisles rejse til Island.


3. Sagaens egenskaber og tilblivelsestid

Om sagaens indhold (sammenhæng), stil og personskildring kan henvises til den tyske udgave i Sagabibliothek IX-XVI. Her fremhæves, hvor pragmatisk den er, hvor god og simpel og sagamæssig dens stil er (når bortses fra enkelte yngre tilfojelser af subjektive sætninger og enkelte ordændringer, jfr. ovf.) og det vises, hvor fortræffelige de enkelte personskildringer er; ingen saga står i denne henseende höjere end Gíslas., og det gælder alle personer, gamle som unge. Her skal dette ikke videre påpeges. Alt dette er tilstrækkeligt til at bestemme sagaens tilblivelsestid. Den må høre til den bedste sagaskrivnings tid, d. v. s. tiden ved 1200.

Forfatteren, hvis man kan tale om en sådan, var en mand med historisk sans; den overlevering, han havde, har været meget pålidelig; der kan ikke anføres noget som helst, der er tidsstridigt og som ikke kan have eksisteret i det 10. årh. Man finder således bådbegravelse, runekyndighed, tro på trolddom, skæbnetro m. m., hvilket alt var det 10. århundreds (endel også senere tiders) kendemærke. Der er ikke meget, der kan vidne om forfatterens stand, men endel taler for, at han har været gejstlig.


4. Sagaens tidsregning

Sagaens tidsregning er ikke særlig vanskelig eller indviklet jfr. ovf. Det hedder straks i begyndelsen, at »dette var (gik for sig) i Hakon d. godes sidste levetid (á ofanverðum hans dǫgum). Hertil passer den ovf. nævnede annalangivelse, at Torbjörn sur kom til Island 952 (5). Et udmærket holdepunkt er Snorre godes fødsel. Torgrim, hans fader, blev dræbt kort för Snorres fødsel, men faderens dødsår sættes enstemmig til 963 og hans eget fødselsår sættes sst. til 963 (964). I hds. C af Eyrbyggja saga siges han at have været i sit 67. år, da han døde (og dette stemmer med de lige foran anførte vintre: 14 + 1 + 1 + 23 + 8 + 20). Han døde, som det fremdeles hedder, en vinter efter Olaf d. helliges fald, d. e. 1031. Efter dette skulde vi snarest sige, at han var født 964, men vintertællingen er ikke helt sikker. Går man ud fra 963 som Torgrims dødsår, er regningen let. Så skulde Vésteinn være dræbt 962 og Gísli selv 977. Men det er muligt, at det hele skal flyttes ét år ned i tiden, og den tidsregning er fulgt i Sagabibliotekets udgave, i henhold til G. Vigfússons udregning (6). Om Gisles død forefaldt ét år för eller senere er i sig selv ret ligegyldigt.

– – –


Noter:

1. Dette ekstrakt af Finnur Jónssons forord omhandler alene sagaens indhold, mens bemærkninger om de forskellige håndskriftsudgaver her er udeladt. Når der i teksten henvises til M og S er der tale om benævnelser af forskellige håndskrifter. (jl).

2. Når Flatø-annaler sætter det til 936, må dette bero på en eller anden fejl.

3. Da Helgi, Bjartmars sön, havde en datter med navnet Turid, kunde man tro, at hans moder havde båret dette navn, hvilket også taler for sagaens fremstilling.

4. Herom kan henvises til M. Olsen i Aarbøger f. nord. oldk. osv. 1918.

5. G. Vigfusson sætter dette til 955; forskellen er ikke stor.

6. Safn I, 362-64.