Gejrfugle – Heinrich Harder, 1916
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
15. Om Geirfuglens Land
(Efter den mundtlige Fortælling)
Engang om Foraaret gik to unge Mennesker, ledsagede af en Ældre, paa Klapmydsefangst. Da de kom ud fra Land bleve de overfaldne af Sneefog og vilde vende om igjen. De vare alle dygtige Kajakroere, men Vinden slog om og kastede fra forskjellige Sider, saa at de fore vild og ikke kunde faae Land igjen. De vedbleve at roe en Nat over, og kom om Morgenen til en stor Isflage, som de bestege for at slukke deres Tørst, da der fandtes godt Drikkevand ovenpaa den. Derved styrkede roede de videre, men efter endnu to Nætters Forløb begyndte de at opgive Haabet, da endelig den tredie Morgen et høit Land kom tilsyne. Det frembød en langstrakt, steil Kyst uden en Plet til at lande paa, men paa Bratningen saae de, at mange Geirfugle havde Rede. Ved at roe langs med Bratningen, saae de den omsider falde af til Stendysser med smukt lavt Land, og den ældre Ledsager sagde: »vi have ingen Søvn faaet i altfor lang Tid, lader os udhvile os der.« Da de bare deres Kajakker op paa Landet, fandt de tæt ovenfor Stranden en stor Mængde Træspaaner, som bare tydelige Spor af at hidrøre fra Kavdlunait, og ligeledes laa der et Stykke af en Tøndebund. Det var et ganske fremmed Land, de vare komne til, et rigtig smukt Land, maaske vilde de have truffet paa Mennesker, hvis de havde søgt efter dem. De lavede sig et Leie af Spaaner og lagde sig til at sove. Da de vaagnede igjen var Taagen lettet og Veiret ganske klart. Den Gamle sagde: »nu kunne vi godt see for os, lader os nu kun sætte over Havet igjen. Skjøndt de Unge ikke havde synderlig Lyst, da de vare blevne trættede ved den lange Kajakroning, begave de sig dog paa Veien, idet de fyldte deres Fangeblærer med Drikkevand, og forsynede sig med Geirfugle til Reisemad. Da det høie Land atter var gaaet af Sigte for dem fik de ret forude Øie paa et guulagtigt Iisfjeld, men da de kom nærmere saae de, at det, som de holdt for et Iisfjeld, var en uhyre Maage, som sad og sov. Den Gamle sagde: »ganske lydløst skulle I roe forbi den, thi hvis den vækkes, vil den hakke os med sit Næb, og ikke lade os leve.« Omsider tabte de den af Sigte uden at den blev vækket, og de kom tilbage til deres Hjem, da deres Efterladte allerede ganske havde opgivet dem, og slet ikke vilde troe, at det var dem, som de saae ankomme. De fortalte dem da om dette, som de havde havde seet. Der siges, at fordum, da Geirfuglenes Land endnu ikke var sunket, fandtes der mange Geirfugle endog indtil Omegnen af Nouk. Hine Sydlændinge fik dette Land at see endnu forinden det sank.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 39-40