Om Hrepsordningen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid


Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870


Om Hrepsordningen




Indhold:

234. (Om Hrepssager)
235. Om Hrepsregler
236. Om Gave af Gods

Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
Den i parentes anførte kapiteloverskrift forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl




234. (Om Hrepssager)

Lovlige Hrepper (1) skal der være her i Landet. Men det er en Lov-Hrep, hvori der ere tyve eller flere Bønder. Færre skulle der kun være i det Tilfælde, at Lovrettesmændene have tilladt det. De Bønder, som regnes med for at udgjøre en Hrep, skulle [have saadan Formue, at de] have at betale Thingreiselønsafgiften. Deler man sine Hrepper i Fjerdedele eller Tredjedele, eller paa hvad anden Maade man vil dele dem, med Hensyn til Madgaver [til de fattige] eller til Tiendeuddeling [til de fattige], er det gyldigt, at der bliver færre i hver Del af Hreppen end tyve. Paa saadan Maade skulle Hrepperne være ordnede, at hver Bonde skal boe nærmest ved den anden; alle Hrepper skulle være ordnede som de ere nu. Fem Jordeiere skulle antages til Anklagere i hver Hrep, for at sagsøge alle de Mænd, som ikke opfylde deres Forpligtelser i Hreppen, samt til at fordele Folks Tiender og Madgaver, og være tilstede ved Folks Edsaflæggelse [med Hensyn til den Formue, de skulle betale Tiende af]. Det er gyldigt, at Anklagerne i Hreppen ei ere Jordeiere, dersom alle Hrepsmændene ere enige deri. Dersom en Mand boer paa Grændsen mellem to Hrepper, og han med sin Gaard [ved at flytte til den] kommer ind i den ene af Hrepperne, staaer det ham frit for at vælge at indtræde med sin Gaard i den anden Hrep, saafremt der desuagtet bliver tyve tilbage i den første Hrep, og de, i hvis Hrep han indtræder, tillade det.

De Mænd, som ved Lodkastning ere blevne Anklagere eller ere antagne dertil paa saadan Maade, at alle Hrepsmænd ere enige derom, ere pligtige til — hvert Antal Anklagere i sin Hrep — at fordele Madgaver og Tiender samt Fattigunderhold. De skulle paa saadan Maade fordele Fattigunderhold, at der falder ligemeget Underhold paa hvert gjeldfrit Hundrede, der tilhører de Mænd, som boe der i Hreppen. Hrepsmændene ere pligtige til at underholde [i deres Hjem] de Personer, som Anklagerne tildele dem til Fattigunderhold. Saadanne Personer skulle de tildele Bønderne til Underhold, som der i Hreppen blive ude af Stand til at forsørge sig selv, saavelsom Leilændinger og Tyende, hvis Forsørgelse tilfalder Hreppen derved at Bønderne, da de udleiede deres Jorder eller toge deres Tyende, ikke vidste, at de vilde blive trængende til Forsørgelse. Leilændingerne paa sine Jorder, hvad enten det er i hans egen Hrep eller en anden, skal hver Mand forsørge, indtil den Fardag, til hvilken han har leiet dem Jorden; han skal da først lade dem bruge deres egne Midler, men dersom disse ikke strække til, skal den, der leiede dem Jorden, forsørge dem af sin Formue eller ogsaa føre dem til deres Slægtninge til Forsørgelse; Tremarksbøder er Straffen, dersom man ikke forsørger sine Leilændinger.

Det er fastsat om fattige, der skulle forsørges af Landsfjerdingen, og saadanne, som Hrepsmændene ere pligtige at forsørge, at Hrepsmændene skulle underholde dem ligesaa godt som deres Tyende og skaffe dem Klæder; saadanne fattige bør man ei tinge i Forsørgelse ud af Landet, eller tage i Gjeldstrældom. Dersom de fattiges Arvinger ere i to Hrepper, skulle de [to Hreppers Beboere] fordele saadanne trængendes Forsørgelse mellem sig og føre dem fra den ene Hrep til den anden, til deres Forsørgelsessteder; ei skulle de lade dem gaae paa Tiggeri fra Hus til Hus. Dersom en Mand lader en trængende, han har at forsørge, gaae paa Tiggeri i Hreppen, eller forlader ham, eller fører ham til en anden Hrep, end han skal være i, eller løber bort fra ham, straffes han med Tremarksbøder, og skal man bringe ham den trængende, men ikke lade denne gaae paa Tiggeri. Dersom en trængende bliver paa ulovlig Vis ført til en Mand i Hreppen, eller efterladt der i Hreppen, skal den Mand, til hvem den trængende er ført, dersom han finder det nødvendigt, at der afholdes en Hrepsforsamling, skjære [en Budstikke i Form af] et Kors og bære det til nærmeste Hus og der beramme en Hrepsforsamling paa sin Bopæl efter syv Nætters eller længere Tids Forløb, og bestemme, hvorhen den anden skal bære Korset; derefter skal hver af dem lade Korset bære fra sig saaledes som den, der skar det, fastsatte det, og lade det bringe omkring til alle Verdenskanter. Dersom Folk forsinke Korsombæringen, eller ikke indfinde sig til Hrepsforsamlingen, straffes hver af dem med Tremarksbøder; men da forsinke de Korsombæringen, dersom de, uden at være hindrede ved Forfald, ikke bringe Korset strax bort fra sig, naar de have Kundskab om at Korset er kommet; og da indfinde de sig ikke til Hrepsforsamlingen, dersom de ikke komme før Middag paa den fastsatte Dag. Alle Bønder, der ere sammen i Hrep, skulle ombære Hrepsforsamlings-Budstikken, om end nogle af dem ere mindre formuende, end at de bør betale Thingreiselønsafgift; ogsaa paahviler dem alle lige Pligt til at komme til Hrepsforsamlingen. Man er ligefuldt pligtig til at indfinde sig paa Hrepsforsamling, dersom man veed, at den skal holdes, om Korset end ikke medfølger Budet derom til vedkommende. Anklagerne skulle i lige Forhold paaligne de Mænd Fattigunderhold, der sidde hjemme, som dem, der ere tilstede i Forsamlingen. Ei skal en Bonde samtidig, af fattige, der skulle forsørges paa Omgang i Hreppen, underholde baade et Mandfolk og en Kvinde, der er i den Alder, at hun kan faae Børn; ei skal Fattigunderhold paalignes saaledes, at saadanne Personer samtidig ere paa eet Sted. Man bør ikke underholde Tiggere fra andre Hrepper; men underholder man saadanne, er Straffen Tremarksbøder. Ogsaa er Straffen Tremarksbøder, dersom Hrepsmændene ikke underholde som sine Tyende dem, som Anklagerne have paalignet dem, eller ikke give Madgaver, saaledes som disse ere tildelte de fattige. Naarsomhelst man behandler en Person, som man skal underholde, saa ilde, at det for den forsørgede ikke er til at udholde, hvad enten man har ham i Huset hos sig eller tinger ham ind hos andre, staaer det enhver, der vil, frit for at tage den forsørgede fra det Sted, hvor det [saaledes] ikke for ham er til at udholde, og skaffe ham et bedre Opholdsted og fordre dobbelt Underholdsbetaling af den anden [fra hvem den fattige er taget], saaledes som fem Nabobønder til den, der skal fordre Underholdsbetalingen, vurdere det med Haand paa [en hellig] Bog. To søgsmaalsberettigede er der imod Bonden, dersom han ikke giver Madgaver til den Person, som det er tildelt ham at give dem til: søgsmaalsberettiget er Anklageren i Hreppen; ogsaa er den søgsmaalsberettiget, som skulde modtage Madgaverne. Anklagerne ere lige forpligtede til Fattigunderhold i Hreppen og til at give Madgaver, som andre Mænd; og straffes Anklagerne med Tremarksbøder, dersom de ikke sagsøge de Mænd i Hreppen, som ikke give Madgaver, eller som ikke [i deres Huse] underholde de fattige, som Anklagerne rettelig have tildelt dem til Underhold, eller som ikke indfinde sig paa Hrepsforsamlinger, eller ikke bringe Budstikke omkring om saadanne Sammenkomster, eller som underholde Udenhrepsfolk.

Dersom man vil sagsøge en anden ved en Hrepsdomstol, skal Anklageren begive sig hen og afmærke et Sted til Afholdelse af Domstolen, udenfor den Mands Gjærde, som han vil sagsøge, i Pileskuds-Afstand derfra, og skal han afmærke Stedet paa den Side, der vender til hans eget Hjem, paa et Sted hvor der hverken er Ager eller Eng; han skal gjøre det paa en Søgnedag. Han skal begive sig til den Mands Hus, som han vil sagsøge, og tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at jeg berammer Afholdelse af Domstol imod dig« — og skal han nævne ham — »efter syv Nætters Forløb, at vi skulle afholde Domstol, og [opfordrer dig til at] komme der saa betimelig, at Dommerne kunne være udnævnte før Middag« — og skal han angive Stedet for Domstolens Afholdelse; men derefter skal han stævne ham for det, han vil sagsøge ham for, og til den Domstol, som han har berammet, og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Tremarksbøder. Anklageren skal tilkalde fem Nabobønder til den sagsøgte [til Kvidudsagn] om det, hvorpaa hans Stævning er gaaet ud, og skal han tilkalde dem tre Nætter eller længere Tid inden Domstolens Afholdelse, og foretage Tilkaldelsen og ligeledes Stævningen paa en Søgnedag. Hver af Parterne skal medtage Indenhrepsmænd til Domstolen, og skal hver af dem have ti Mænd og deraf udtage Dommere og Vidner; Kvidmænd skulle være udenfor dette Antal. Tre Mænd skal hver af Parterne udnævne til Dommere. Dersom den sagsøgte ikke vil udnævne Dommere, skal Sagsøgeren udnævne alle Dommerne, og er det ligesaa gyldigt, som om de begge havde udnævnt Domstolen. Domstolen skal holdes paa en Søgnedag; den skal ikke holdes i Syvugersfasten eller paa lovbestemte Helligdage. Ei skal Domstolen afholdes i disse sex Uger: de to Uger før Althinget, de to Althingsuger og de to næste Uger efter Althinget. Naar Domstolen er udnævnt, er det fastsat, at hver af Parterne skal tilbyde den anden Part at anvende Forkastelsesret med Hensyn til Dommerne, og skal Forkastelsesretten udøves med Hensyn til Domstolen paa samme Maade som med Hensyn til en Kvid. Den, som har tilkaldt Kviden, skal tilbyde Udøvelse af Forkastelsesret med Hensyn til den, og tilbyde den det, angaaende hvem Kvidudsagnet er begjært. Kviden er fuldgyldig, om end to Tjenestekarle ere Medlemmer af den, dersom [to, oprindelig tilkaldte] Bønder ere forkastede. De [Parter, Kvid, o. s. v.] skulle aflægge Ed der, som ved en Thingsdomstol. Dersom Parterne have flere Mænd med til Domstolen, end ti hver, paadrager den sig, som opfordrer Mænd i et større Antal til Ledsagelse, Straffebøder af tre Mark; ogsaa paadrager hver Indenhrepsmand sig Straffebøder [af tre Mark], der vægrer sig for at begive sig [med Parterne] til Domstolen, eller for at udføre nogen andre Forretninger [ved samme], som ere fornødne. Dersom Udenhrepsmænd komme til Domstolen, skulle de ikke deltage i de lovlige Forhandlinger, men dersom de fremsige retlige Erklæringer, er det som om de intet sige. Dersom Kviden giver det Udsagn imod en Mand, at han har givet Udenhrepsfolk Føde, kan han begjære Forsvarskvidudsagn, om han har ment, at den, som han gav Føde, havde fast Hjemsted eller ikke. Dersom Kviden giver det Udsagn, at han har troet, at den anden havde et Hjem, frifindes han i Sagen. Den Mening, som Flertallet af Dommerne har, skal gjælde, men er der lige mange Stemmer for hver Mening, skal den sagsøgte dømmes skyldig.

De Mænd, der ligge i Bod ved Skibe [der ere ankomne eller skulle afreise], bør ikke give Udenhrepsmænd — eller Kvinder, der ere i den Alder, at de kunne faae Børn, om de end høre til Hreppen — Føde; de Personer skal man ei give Føde, som ere omvandrende Tiggere. Paa samme Maade skal der forholdes med Hensyn til hele Sagsanlæggelsen mod Skibsmandskab, som mod Bønder, undtagen at den, der vil anlægge Sag mod Skibsmandskab for [uberettiget] ydet Føde, skal beramme Afholdelse af Domstol hjemme hos sig, og kan Sagsøgeren have saamange Mænd han vil til Domstolen, men den sagsøgte ti Mænd, og kan Manden fra Skibet anvende samme Forsvar som en Bonde [naar en saadan sagsøges]. Dommerne skulle afsige deres Dom paa den Dag, de komme derhen. Domstolen skal dømme Folkene fra Skibet til at betale fjorten Nætter efter Dommens Afsigelse, paa det Sted, hvor Domstolen blev afholdt. Bonden [naar en saadan sagsøges] skal dommes til at betale Torsdagen, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, paa det Sted, hvor Domstolen blev afholdt, naar det er Bøder, der skulle betales, men er det Betaling for [ikke ydede] Madgaver, hvorfor der er anlagt Sag, skal den udredes fjorten Nætter efter Dommens Afsigelse. Dersom Parterne [som hørende til samme Thinglag, paa Vaarthinget] have Betalingstermin sammen, skulle Bøderne betales der. Bøder skulle betales i lovbestemte Betalingsmidler, ogsaa kan man betale med Ting, hvorpaa Taxt ei er sat; men disse skulle ikke være ringere af Værdi, end at de billigste ere to Ører værd; det Gods skal være uden Svig. Den, der skal modtage, og den, der skal betale, skulle have lovlige Vurderingsmænd til at vurdere saadant Gods; de skulle vurdere det saaledes at dets Værdi beregnes i fulde Ører. Naar Domstolen dømmer, at der skal betales, skal der i Dommen fastsættes, at Betalingen skal skee før Middag, og til den Tid skulle de komme tilstede, den, der skal modtage, og den, der skal betale. — Dersom man forstyrrer Domstolen, straffes den, der gjør det, med Landsforvisning; i den Sag skal Stævning foretages hjemme i Bøigden og ni Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn].

Søgsmaal til Hrepsdomstol skal være anlagt inden Udløbet af de næste fjorten Nætter efter at den søgsmaalsberettigede [Anklager] har faaet Kundskab om Sagen. Dersom Forseelsen begaaes saa kort før Althinget, at Sagen ikke kan anlægges ved en Hrepsdomstol, skal Anklageren i Hreppen foretage Stævning hjemme i Bøigden i den Sag og [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkalde fem Nabobønder til den sagsøgte. Dersom Anklagerne ikke ville anlægge Sag ved Hrepsdomstol, er enhver af Indenhrepsmændene, der vil, berettiget til at anlægge saadan Sag og stævne til Althinget. — Naar Anklagerne ikke ville anlægge de Sager, som de ere antagne til at forfølge, straffes de med Tremarksbøder, og ere Hrepsmændene søgsmaalsberettigede mod dem; i saadanne Sager skal Stævning foretages hjemme i Bøigden, og fem Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn], men ville de ikke anlægge Sagen, kan hvem der vil gjøre det. — Dersom en anden Mand, end den antagne Anklager, anlægger Sagen og stævner til Althinget og tiltager sig Søgsmaalsretten fra den, der skulde anlægge Sagen, kan Anklageren i Hreppen desuagtet anlægge Sagen om han vil, dersom han kan faae Kvidudsagn for, at han ikke saa betimeligt, at han kunde have afholdt [Hreps-] Domstol fjorten Nætter før Althinget, har vidst, at den sagsøgte havde begaaet den Forseelse, hvorfor den anden har anlagt Sag, og dersom Kviden derhos udsiger, at Anklageren vilde ligefuldt have anlagt Sagen, om den anden end ikke havde stævnet.

Anklagerne kunne gyldigen dele Hrepsmændene imellem sig, hvem hver af dem skal sagsøge af de Mænd i Hreppen, som ikke gjøre hvad der paaligger dem, og skal hver af Anklagerne da sagsøge dem, som ved Delingen ere tilfaldne ham.

Naarsomhelst Pengebøder idømmes ved en Althingsdomstol i Hrepssager, skal det ved Dommen fastsættes, at Betalingen skal skee fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag, i Pileskuds-Afstand fra Gjerdet, uden for dette, hvor der hverken er Ager eller Eng, paa den Side fra Gjerdet, hvor Sagsøgeren har sit Hjem.

  1. Communer.


235. Om Hrepsregler

Hver Mand skal have lovlig [Forsørgelsesret i den] Hrep, hvor han har nydt Forsørgelse — med mindre hans Forsørgelsesret der paa lovlig Maade er ophørt — eller ogsaa hvor hans Næstsødskendebarn eller nærmere Slægtning har fast Ophold. Men det er tilladt at give de Personer, der ere paa Veien til deres lovlige Forsørgelseshrep, Aftensmad, men Davre ikkun dersom det er en lovlig Helligdag. Men naar de komme til deres lovlige Forsørgelseshrep, ere alle de Bønder, som skulle betale Thingreiselønsafgift, pligtige til at underholde dem paa saadan Maade, som Hrepsmændene blive enige om, forsaavidt de ikke bringe de trængende til disses Slægtninge til Forsørgelse. Men dersom de [der ere paa Veien til deres Hrep] forhindres fra at fortsætte Reisen ved Uveir eller ved [uoverkommelige] Elve eller Fjorde, er man berettiget til at føde de Personer saalænge man vil og give dem samme Underhold [som anført]. Dersom saadanne Personer, der ikke have noget Næstsødskendebarn eller nærmere Slægtning, som har fast Hjem, ere uden Forsørgelse, ere alle Landets Beboere pligtige til at give dem saadant Underhold, som forhen er fastsat for andre fattige [der skulle forsørges af Hreppen]. Ei skal man give saadanne omvandrende Tiggere, som det ei er tilladt at give Føde, Husrum, og intet yde dem, undtagen til Skoe eller til Klæder.

Men med Hensyn til alle Overtrædelser af disse Bestemmelser, hvad enten der gives for ringe eller for meget Underhold til Folk, er Straffen Landsforvisning; Hrepsanklagerne ere søgsmaalsberettigede i disse Sager. Dersom Biskoppen finder, at saadanne Forseelser ikke tilbørlig forfølges, er han berettiget til at antage en Mand til Forfølgelsen. Men naar Hrepsmændene ikke anlægge Sagen, ere Udenhrepsmænd berettigede til at anlægge den, paa samme Maade som ved andre Hrepssøgsmaal. Men Landsforvisning er Straffen for de Mænd, som ere antagne til Anklagere, dersom de ikke anlægge Sagen. Men fem Nabobønder skulle [til Kvidudsagn] tilkaldes paa Thinge i alle disse Landsforvisningssager. Man kan gyldigen i Bøigden paa den sagsøgtes Hjem, hvor han selv hører derpaa, stævne ham til Althinget eller til Vaarthinget i det Thinglag, hvortil den sagsøgte hører; det er [ogsaa] gyldigt ved Althingets Slutning at lyse til Søgsmaal den paafølgende Sommer. Dersom der anlægges saadanne Modsøgsmaal, hvorom Kviden udsiger, at de ikke ellers vilde være blevne anlagte, skulle de ikke tages i Betragtning. Naar Folk sagsøges for ydet Underhold, er det lovligt Forsvar, dersom de skaffe Kvidudsagn for, at de have forment, at det var dem tilladt at give de Personer Føde. Det er endvidere lovligt Forsvar, dersom man tilbyder at lade Biskoppen afgjøre Sagen ved Voldgift, og ved Haandtag vedtager det; da skal der ikke siges nei dertil. Det er endvidere lovligt Forsvar, dersom man tager omvandrende Tiggere og pidsker dem alvorligen; det ansees dog gyldigt, at andre Bønder [foruden den sagsøgte] komme til for at pidske den ene Mand; saadant tages i Betragtning som Forsvar med Hensyn til alle de Forseelser, som vedkommende havde begaaet inden Pidskningen gik for sig. Biskopperne kunne, om de ville, gjøre Forandring i disse Bestemmelser [saaledes at Straffen eftergives eller formildes] og gjøre Forslag derom i Lovretten. For de Mænd, som ere antagne til Anklagere, er det ret lovligt Forsvar, dersom de kunne faae Kvidudsagn for, at de ikke have vidst, at de Forseelser vare begaaede, som de sagsøges for ikke at have forfulgt. De omvandrende Tiggere, der her ere anførte som de, der kunne pidskes, ere de, om hvilke det ikke er fastsat, at der maa gives dem Føde.


236. Om Gaver af Gods

Dersom man giver eller overdrager en Mand udestaaende Fordringer, kan han dog ikke opnaae at indkræve samme, med mindre Fordringshaveren overdrager ham Søgsmaalsret mod hver af Skyldnerne og Ret til Indkrævning af Fordringen hos dem. Dersom Skyldnerne efter Fordringshaverens Bestemmelse love at betale til en anden, har denne [dersom Fordringshaveren har skyldt ham det anviste Beløb] kun Krav mod Skyldnerne, men intet Krav mod den oprindelige Fordringshaver.