Om Katigagse, den Vantroe (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

32. Om Katigagse, den Vantroe

Katigagse vilde ikke troe paa Angakut; naar han hørte Tale om store Angakut, gik han hen for at høre paa deres Aandebesværgelser; naar saa deres Tornakker svigtede dem, troede han ikke mere paa dem, men endnu førend de vare færdige, rev han Forhænget itu og forlod dem, efterat have berøvet dem deres Konst. Saaledes vedblev han, hverken at troe paa eller at frygte for Angakut.

Engang havde han hørt, at Kasile var bleven Angakok, og gik hen for at høre denne. Om Aftenen bleve Vinduerne tildækkede og Angakokken begyndte sin Besværgelse og sagde: »hist ude seer jeg Ilden komme!« Derpaa gik Katigagse hen til Indgangen og vilde rive Forhænget itu, men det hang fast. Ved at slide i det fik han det bort og gik ud, men da han kom ud, saae han ude over Havet en stor Flamme komme farende gjennem Luften. Derover blev han bange og gik ind igjen. Da han havde været lidt inde, gik han atter hen til Forhænget og trak i det, men kun med Møie fik han det fra og kom ud, da var Ilden ganske nær; i sin Skræk krøb han ind igjen og klemte sig fast ved Loftsbjelken. Imidlertid kastede Tilhørerne Urinballien og andet ud, for at afværge Ilden, der kom nærmere og tilsidst svævede over Huset. Nu blev Katigagse træt, maatte give Slip og faldt paa Gulvet, og da han ikke havde andet Tilflugtssted, krøb han ind under Sidebrixen imellem de raadnende Baadeskind og andet Snavs. Da nu Tilhørerne ikke kunde faae Ilden til at vige bort, tændte de omsider Lamperne igjen. Angakokken standsede og Ilden forsvandt. Nu begyndte man at savne Katigagse, men da de søgte, see der, saa kom han krybende frem under Brixen, tilsølet, og med Haarene sammenfiltrede af Tran. »Eders lugtende Sager har jeg gjort mine Fornødenheder paa,« det var alt hvad han sagde (det var nemlig skeet af Angst), hvorefter han gik hjem og senere aldrig mere hørte paa Angakut, da han var bleven forskrækket og havde tabt Modet.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, s. 127.