Om Manik, som drog langt nordpaa (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Slædehunde. Foto: Jerzy Strzelecki - Wikimedia.


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

7. Om Manik
som drog langt nordpaa



Manik var en Storfanger, men gammel Ungkarl, og naar hans Moder, der var overlæsset med Huusarbeide, opmuntrede ham til at gifte sig, vilde han ikke høre paa hende. De havde til Nabo en anden Storfanger, som var meget paaholden paa sin Datter, der var hans eneste Barn. Engang, da Foraaret var kommet, sagde Manik til sin Moder: »gaa hen og indpak Alt hvad du behøver, vi ville reise nordpaa.« Moderen adlød ham, samlede sine Sager sammen og lavede sig tilrette. Den næste Dag var det smukt Veir, Manik gik ikke i Kajak, men ventede til alle Pladsens Kajakmænd vare gaaede ud, og først da de vare af Sigte, sagde han til Moderen: »gjør dig nu færdig til Reisen.« Da de havde bragt Tøiet ned og ladet Baaden, sagde han endvidere: »gjør Baaden istand til 2 Aarer.« Det var første Gang at hun havde hørt dette af Sønnen, og medens hun satte Aarestropperne paa, bragte han sin Kajak ned i en Fart, og sprang derpaa atter iland og løb ad den nærmeste Vei lige op til Storfangerens Huus. Hun vilde raabe til ham, men han var allerede forsvunden gjennem Indgangen, og strax efter kom han atter ud, slæbende Datteren, der forgjæves vreed sig og kastede Hovedet frem og tilbage, medens hendes Moder løb bag efter og skjændte. Men han bragte hende hurtigt ned i Baaden og stødte fra Land, og under hendes høie Jammerklage droge de afsted nordefter. Paa den første beboede Plads de kom til, gik Manik paa samme Maade op og hentede en Qvinde, og vedblev saaledes paa hver Plads at røve en Qvinde, dog ikke for at have dem til Hustruer, thi alene hiin Storfangers Datter vilde han have til Hustru, men blot for at bruge dem til Roersker, og da han saaledes havde faaet Besætning nok til sin Baad, holdt han op dermed. Hans Baad roede da saa hurtigt, at han paa een Dag fuldendte 2 gode Dagsreiser, og paa denne Maade kom han da i kort Tid meget langt nordpaa. Landet blev stedse sparsommere befolket og Frosten indfandt sig; tilsidst traf de slet ikke paa Mennesker mere, og Manik begyndte da at frygte Eensomheden. Da de saaledes engang havde reist en Dag over, og skulde til at slaae Telt op, fandt de, at Solens Varme ikke mere havde optøet Jorden; han sagde da til sine Roersker; vi ville nu neppe træffe paa mange Mennesker mere, bygger derfor Huus.« Saa byggede de da et Huus med 2 Vinduer og flyttede i Vinterbolig. Deretter begyndte Manik at tange Sælhunde og han samlede meget store Forraad, saa at han tilsidst ikke havde Rum dertil, men lagde det op paa en Ø der nordenfor, da han ikke havde hjemme i den Egn og ikke vidste hvorledes Vinteren vilde blive. Imidlertid toge Dagene af og Havet frøs ganske til. Manik havde ført en Hund med sig, en gammel Tæve med Hvalpe; da der nu havde lagt sig fast Iis, begyndte han at benytte Hvalpene, lavede sig Slæde, kjørte først omkring i Nærheden, og omsider gjorde han længere Udflugter. Engang da han saaledes havde været paa Fangst, sagde han efter Hjemkomsten til sine Qvindfolk: »Imorgen skulle I ikke være bekymrede paa mine Vegne, jeg vil kjøre ud, ikke paa Fangst, men for at see mig om, jeg tænker, at jeg nordpaa skal træffe Mennesker.« Dagen efter, da Stjernerne viste, at det var henad Morgenstunden, begav han sig paa Veien og kjørte hele Dagen nordefter, i en ringe Afstand fra Landet, til det atter begyndte at mørkne. Han begyndte da at blive lidt betænkelig, og omsider blev det ganske mørkt uden at han traf paa Mennesker. Medens han saaledes kjørte i Mørke, uden Haab om at komme til Folk, saae han engang ind ad Land til og opdagede ganske tydeligt et lysende Vindue, hvorpaa han pidskede paa Hundene og styrede ind efter det. Men da han kom hen foran det, saae han ikke, at Nogen bevægede sig forbi Vinduet, han knaldede med Pidsken, men der rørte sig heller Ingen. Da ogsaa Baaden laa uforandret paa sine Støtter, tænkte han, at de muligen vare gaaede i Sangselskab, Han krøb derfor ind under Baaden, bandt de andre Hunde fast, men tog Skaglerne af den gamle og gik med den ind i Huset. Her saae han Lampen brænde klart, men heller intet Menneske. Han satte sig da i den søndre Ende bag ved en Lampe, og Hunden foran ham paa Gulvet, og altsom han sad, tænkte han at han vel kunde tørre sine Støvler, som vare blevne fugtige, og imidlertid vente paa, om der skulde komme Folk. Han tog da Støvlerne af, trak Strømperne ud af dem og hængte dem op paa Rammen. Altsom han nu sad og ventede, foer Hunden, der laae sammenkrympet, pludselig op, gav sig til at snøfte, løb derpaa ud af Huset og begyndte at gjøe, hvorpaa dens Stemme langsomt tabte sig, som om den løb tilfjelds. Nogen Tid derefter hørtes den atter nærme sig, sprang atter ind gjennem Opgangen, løb hen og satte sig foran sin Herre og betragtede ham lige i Ansigtet. Lidt efter løb den atter ud, gjøede og kom tilbage paa samme Maade. Da tænkte han, at det vel var Husets Folk, som havde været til Sangselskab, og nu kom tilbage, og han slog sig saa til Ro derinde og krøb heelt op i Krogen. Men saa bemærkede han atter engang, at Hunden rørte sig, stak Halen mellem Benene og lod Ørene hænge. Da blev han bange trak hurtig Støvlerne paa og sprang ned i Huusgangen, hvorfra han kigede udenfor og saae det (Gjenfærdet) komme slæbende med Liigklædet efter sig og Øinene ud af Hovedet, blot hængende ved Senerne. I sin Skræk trykkede han sig op til Væggen, hvorpaa Gjenfærdet gled ind forbi ham uden at bemærke ham, og strax sprang han ud, skyndte sig til Slæden spændte Hundene for igjen og foer afsted ud paa Isen. Men derved blev Gjenfærdet skræmmet og kom nu farende ud af Huset, og da det nærmede sig standsede Hundene, som om dets Fødder klæbede fast til Jorden. Han pidskede paa dem af alle Kræfter, og da de derover begyndte at hyle, løsnedes de nu atter med det samme, men ved den pludselige Fart faldt han af, greb om Opstænderne og lod sig slæbe til det omsider lykkedes ham at komme op paa Slæden igjen. Han drev da Hundene udefter, men de dreiede bestandig indad Landet til. Saaledes kjørte han til langt ud paa Natten, tilsidst saae han Lys for sig, og da var det atter det samme fæle Huus, som han havde været inde i. Han pidskede paa Hundene og vilde dreie til Siden, men tilsidst kunde han slet ikke styre dem mere, og da han overlod dem til sig sig selv fore de lige op til Huset, tværs over Indgangen og lige tilfjelds til de naaede en Steendynge. Dette var nemlig den Grav, hvorfra den Skrækkelige var kommen, og da Hundene havde hævnet sig ved at trampe hen over den vendte de sig ganske af sig selv atter ud efter, og det gik nu i strygende Fart ud paa isen og nordefter, men han lod dem løbe, som de vilde, da han ikke mere kunde styre dem. Nogen Tid derefter dreiede de atter af sig selv ind imod Land, og han opdagede atter Lys, først troede han kun at see eet Vindue, men saa kom der flere frem, han mærkede at det var en heel Bygd, og da han smældede med Pidsken, saae han det blinke fra Vinduerne, og en Mand kom udenfor, hvorpaa der hørtes høie Velkomstraab. Da han kjørte hen under Baaden, blev han heelt omringet af Mænd, som alle vilde hjælpe ham. Medens han bandt sine Hunde, gik nogle af dem op, men een Mand blev hos ham og hviskede til ham: »du kommer netop tilpas, siden der er stort Gjæstebud.« Ledsaget af denne gik han, som følte megen Sult, ind i Huset, og der sad da et stort Selskab, Qvinderne for sig paa Brixen, og Mændene for sig paa et stort Baadeskind, som var udbredt paa Gulvet, og der var fuldt op af Kjød. Manik ventede til han havde taget Pelsen af, hvorpaa han gav sig til at spise. Da han var færdig, raabte en af Mændene: »hvad hjælper det med een Ret Mad, det duer intet, bringer noget til Forandring.« Ved at høre dette sprang en af Pigerne op, løste sit Topbaand, sænkede det ned i Huusgangen som om hun fiskede, trak derpaa som om hun ikke kunde magte det og raabte om at faae Hjælp. En af Mændene sprang til, og nu halede de lige op fra Opgangen en stor Helleflynder, Gryderne kom frem, der blev kogt og derpaa beværtet med Helleflynder, det var ret en Mad for Manik. Lidt derefter raabte atter en af Mændene: »hvad nytter een Ret alene,« og atter sprang en Pige op, løste sit Topbaand, sænkede det ned i Husgangen, hvorpaa de halede en stor Sæk op, fyld med Bær, som de hældte ud paa Gulvet, og saa blev der spiist Bær. Manik blev høiligen forundret over alt dette, som han aldrig havee seet før. Efter endt Maaltid bortfjernede Gjæsterne sig og man medgav dem rigelige Gaver. Da de vare borte bemærkede Manik en Mand med mørk Mine, som sad mellem Vinduerne, han traadte nærmere hen til ham, hvorpaa denne sagde: »har du paa Veien hertil ikke seet et ubeboet Huus?« Manik svarede: »jo tilvisse, jeg har sovet der« — dette var nu rigtignok Løgn, eftersom han jo var bleven saa forskrækket over det. Den Anden sagde: »dette var mit Huus som jeg maatte forlade, eftersom min Hustru gik fra Forstanden; du kjære! jeg vil rigeligen gjengjælde dig det.« Manik svarede: »du skal ingenlunde skylde mig noget derfor, jeg trænger heller ikke til noget,« og saaledes slog han det hen. Da han havde opholdt sig der en Dag over, vendte han atter tilbage, hans Qvindfolk havde allerede opgivet ham. Efter Vinterens Ophør reiste han atter sydpaa, og gav paa Veien sine Roersker tilbage til deres Slægtninge; kun Storfangerens Datter beholdt han som sin Hustru. Der i hans Hjem hvile hans Been.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 22-25