Om Njála

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Finnur Jónsson (1858-1934)


Om Njála


Af Finnur Jónsson



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1904





Det er nu lige 20 år, siden K. Lehmanns og H. Schnorr V. Carolsfelds afhandling: Die Njálssage insbesondere in ihren juristischen bestandtheilen (ein kritischer beitrag zur altnordischen rechts- und literaturgeschichte — som den kaldes) udkom. I denne afhandling søges det godtgjort, at Njálas fremstilling især af processerne lider af mange og væsenlige fejl; ja, hvis forff.[1] havde ret, vilde der af Njálas historiske indhold egenlig kun blive lidet tilbage. Nogen samlet videnskabelig indsigelse eller modbevisning er ikke bleven givet. Afdøde arkæolog Sigurður Vigfússon har ganske vist bestemt udtalt sig mod den behandling, Njála her er blevet underkastet (Árbok hins isl. fornleifafjelags); ligeledes har afdøde højesteretsassessor V. Finsen i en særdeles vigtig, men kortfattet anmærkning i sin grundige og fortræffelige afhandling: Om den oprindelige ordning af nogle af den isl. fristats institutioner, 1888 (i Vidensk. selsk. skr., 6. r., hist-filos. afd. II) ført beviser for eller gjort det sandsynligt, at de af forff. forfægtede meninger på flere punkter er urigtige; anmærkningen findes s. 102 — 05 og består af 12 punkter; desuden har Finsen også andre steder i afhandlingen udtalt sig om Njála og dens historiske værd (se særlig s. 100 ff.); han mener, at Njála som andre ættesagaer »er blevet til i mundtlig affattelse og har levet på folkemunde fra en meget gammel tid« (for denne opfattelse er det ligegyldigt, om man tænker sig sagaen bleven til i sin helhed eller kun afsnitsvis); han lægger vægt på sagaens »gamle klassiske sprog og den friske, alderdomlige fremstilling«, der efter hans mening står i strid med »sølvalderens« (det 13. årh.s) fremstillings- og fortællemåde. Særlig udtaler Finsen, at »man ganske finder den tidsalder, da lovene kun overleveredes ved hukommelsen«, og han udtaler sig bestemt imod, at »retsregler og formularer er lånte fra og optagne efter de samlinger af fristatens love, vi har, eller lignende« — men det er netop dette, forff. søger at hævde og bevise. Finsens udtalelser er af så meget større betydning, som han jo var den største kender af hele det gamle særligt islandske retsvæsen i alle dets grene.

I min litteraturhistorie (II, 224 — 33, 525—47) har jeg så temlig udførlig behandlet sagaen — med undtagelse af de juridiske bestanddele — og har søgt at påvise og begrunde, at sagaen, som den nu foreligger, ganske vist er en frugt af det 13. årh.s litterære bearbejderstræben og -virksomhed, som vi kender så udmærket godt fra mange andre værker, men at den er sammenarbejdet af flere ældre, oprindelig ikke sammenhængende dele eller sagaer; især udskiller sig med bestemthed to hovedsagaer, en om Gunnar, en anden om Njál og hans sønner. Jeg har påvist en mængde ejendommeligheder, inkonsekvenser og usagamæssige enkeltheder, der alle på den simpleste måde forklares ved den anførte antagelse. Uagtet bearbejderen har været en dygtig mand som sådan — jfr. Bååths påvisning[2] af sagaens »enhed« fra først til sidst — er det dog gået ham som alle andre bearbejdere således, at sammenføjningerne er til at tage og føle på; ligeså umiskendelige er forskellige interpolationer, f. eks. Kristendomsafsnittet og det ellers ret godt indarbejdede afsnit om Brianslaget (Clontarfslaget).

Af hvad jeg har bemærket i min litteraturhistorie vil her kun endel blive gentaget, for så vidt det måtte anses for hensigtsmæssigt.

Hovedgenstanden for denne afhandling vil Njálas juridiske bestanddele blive, som jeg ikke før har behandlet. At jeg indlader mig på denne sag, hvortil jeg måtte anses mindre vel kaldet, har flere grunde. For det første, at ingen andre nu i 20 år har påtaget sig dette efter min opfattelse nødvendige arbejde — med indsigt og upartiskhed at undersøge sagaens rettergang og hvad dertil hører, da min mangeårige beskæftigelse med sagaen har overbevist mig om, at forff.s undersøgelser på mange punkter er skæve og deres resultater uholdbare. Jeg har fra tid til anden opfordret forskellige islandske jurister til at behandle sagen, men uden resultat. Dernæst, at V. Finsen i sin nævnte afhandling har givet fortrinlige bidrag til belysning af spørgsmålene og vejledning til den rette forståelse. Endelig må det siges ikke at være så uoverkommeligt for en ikke-jurist at sætte sig ind i, hvad det drejer sig om, og bedømme sagaens fremstilling også på dette område rigtigt, og her skal det villig indrømmes, at forff.s undersøgelser og sammenstillinger er en særdeles god vejleder. Da jeg fremdeles har påtaget mig en udgave af sagaen med fortolkning i Altnord. sagabibliothek, var det uundgåligt, at jeg måtte undersøge sagaens juridiske dele lige så grundig som alle de andre. Alt dette har medvirket til, at jeg nu for alvor har taget fat på Njálas rettergangspartier eller, hvilket omtrent er det samme, på forff.s fremstilling og kritik deraf. Det var naturligt, at min afhandling kom til at forme sig som et indlæg imod denne, da jeg på et så overvejende antal punkter ikke kunde se rettere end at forff. havde set fejl og bedømt dem skævt. Hvad der skorter forff., er ingenlunde positivt kendskab til de gamle love, også til de øvrige nordiske, men det er deres resultater og hele syn, som er så mærkelig hildet; at de ikke er så godt inde i den gamle litteraturs historie og udvikling, er i og for sig forståeligt, men det har ikke gjort dem mere uhildede.


I.


Möðruvallabók (AM 132 fol) er et håndskrift fra ca 1320-1350 som inneholder teksten til 11 islendingesagaer, i denne rekkefølgen: Njáls saga, Egils saga, Finnboga saga ramma, Sambandsmennenes saga, Kormáks saga, Víga-Glúms saga, Droplaugsønnenes saga, Ölkofra þáttr, Hallfreðar saga, Laksdøla saga og Fosterbrødrenes saga.
Den nævnte afhandling om Njála består, foruden af en indledning: »dogmehistoriske bemærkninger«, af følgende kapitler : 1, almindelig karakteristik af de juridiske bestanddele, især processerne, — 2, Njálas retsudtryk, — 3, Njálas retshandlinger (rechtsgeschäfte), — 4, Njálas processer, behandlede i 8 underkapitler; 6 processer i alt med to »mellemstykker«, — 5, nogle bemærkninger om beretningen om femterrettens indførelse. Efter nogle slutningsbemærkninger følger så fire »anhang«, der behandler: I, fremmede bestanddele i Njála, — II, Njála og Torstein Siðu-Hallssons saga, — III, anakronismer, geografiske fejl, ujævnheder i kompositionen, — IV, Njálas slægtregistre (og deres forhold til andre kilder).

Som allerede bemærket er endel af hvad der findes kritiseret i kap. 2 — 3 samt i anhangene gjort til genstand for en prøve i min litt. hist. og der gendrevet. Blandt anhangene er det sidste ubetinget det bedste og giver ikke anledning til nogen synderlig kritik. I anh. 1, §2 (s. 145 — 60) undersøges sagaens vers på en meget detaljeret, men ikke helt tilfredsstillende måde. I forbindelse hermed undersøges det meget vanskelige håndskriftspørgsmål, jfr. Jón Þorkelssons bemærkninger i Nj. II, 775—83, der i hovedsagen godkender forff.s resultater. Det bør bemærkes, at disse er fremkomne ved tælling af de tilfælde, hvor håndskrifterne stemmer med hinanden. Det er imidlertid lige så meget eller mere overensstemmelsernes indre beskaffenhed end antal, der må have den afgørende betydning; det nøjagtige forhold mellem håndskrifterne kan ikke siges at være løst, vil måske aldrig blive det. I de grovere træk er forholdet imidlertid sikkert nok, og tilstrækkelig sikkert for de undersøgelser, der her foretages. Alle eksisterende håndskrifter udgår fra et grundhåndskrift, og de deles i to hovedgrupper, idet to, G og I, står for sig, alle de andre for sig; indenfor den sidste er slægtskabet efter omstændighederne nærmere eller fjærnere; enkelte er uden tvivl blandingshåndskrifter. Disse håndskrifter (håndskriftbrudstykker) ordnes efter deres omtrentlige alder således: fra omtr. 1300 hidrører: AM 468, 4to (F), hovedhåndskriftet, der ligger til grund for udgaverne; en lakune i dette, et blad, kan udfyldes efter papirsafskriften AM 467, 4to (se Nj. II, 651—54), — Gml. kgl. saml. i det kgl. bibliotek 2870, 4to (I), — AM 133, fol. (B), — AM 162 B, fol. (Cβ, Cð). Fra omtr. 1325: AM 162 B, fol. (Cγ, Cζ, Cδ, Cx). Fra omtr. 1350: AM 132, fol. (A), — 162 B, fol. (Cη). Fra omtr. 1400: AM 162 B, fol. (Cε), — Gml. kgl. saml. 2868 (G). Fra 15. årh.: AM 162 B, fol. (Cα, Cγ, — AM 466, 4to (E), — Gml. kgl. saml. 2869, 4to (H), — AM 309, 4to (D) fra år 1498. Herforuden findes et par mindre brudstykker uden nogen værdi.

M. h. t. tekstens fastsættelse er det klart, at overensstemmelser mellem GI og et eller flere af de andre må have en overvejende betydning, skønt der også her må regnes med tilfældigheder.

Efter disse bemærkninger går jeg af hensigtsmæssighedshensyn over til at behandle versene i Nj. og deres oprindelighed i sagaen.

Versene. Efter deres forekomst i håndskrifterne deles de hovedsagelig i to grupper; jeg ser her bort fra: v. 11, en kvædling i alle håndskrifter[3] v. 34—39, versene i Kristni-þáttr, samt v. 26 (Torkels vers om Gunnar). De to hovedgrupper er: A, v. 40—51 + Darradsangen (k. 125—57) og B, V. 1—33 (- V. 11 og 26; k. 7—99). Heraf ses allerede, hvorledes A- gruppen udelukkende tilhører sagaens sidste, B-gruppen udelukkende dens første del.

A-gruppen består: 1, af varselsvers (v. 40, 42, 44, 51 om Brian), 2, vers tillagte Modolf (41), Kåre (43, 45 — 48, 50), samt Snorre gode, en kvædling (49), 3, Darradsangen. Disse vers findes i alle håndskrifter.

B-gruppen falder igen i tre dele: 1, sådanne, der findes i F, E og B (hvor der ikke er lakune), v. 1 — 10 (i B kun 1 — 3 på grund af lakune); de første 3 af Unn, de andre 7 af Gunnar; 2, v. 12 — 13 henholdsvis i B, D og B, E (men der findes også her henholdsvis F, Aβ, E, G, I og F, A, G, I, hvor versene fattes); de tillægges Skarphedin; 3, først V. 14—25 af Sigmund-Skarphedin-Gunnar; de findes kun i B, V. 14—15 tillige i β og 14 — 16 i E, samt i F på den ejendommelige måde, at de enten er tilskrevne i randen eller efter sagaens slutning (14 — 16) med en fra hovedhånden forskellig[4] hånd. Versene mangler i A, G, I, β (- 14-15), Cη, E (- 14-16), Cγ, D. V. 27 af Tormod Olafsson, der levede omkr. 1300, findes kun i B. V. 28 — 33, af Gunnar og Skarphedin,findes foruden i F på samme måde, med undtagelse af 28, som de sidstomtalte (F*), 33 alene her, i B (alle - 33), E (alle - 29 og 33), A (28 alene), β (30, 32), D (28, 29, dog det sidste ikke i teksten, D*), Cε (30), G (29, 30, 32), I (28), eller med andre ord:

v. 28 (varselsvers) findes i F, A, B, D, E, I (mangler i intet),
v. 29 findes i F*, B, D*, G (mangler i A, E, I),
v. 30 findes i F*, B, β, Cε, E, G (mangler i A, I),
v. 31 findes i F*, B, E (mangler i A, β, G, I),
v. 32 findes i F*, B, β, E, G (mangler i A, I),
v. 33 findes i F*, (mangler i A, B, E, G, I).

Vi ser altså heraf — foruden at v. 12 — 13 helt mangler i F — den mærkelige forskel på de første 10 vers og v. 14 — 33 (minus 7- 28), at kun de første findes i selve teksten, medens de andre er senere tilføjede i randen eller bagved, og de mangler alle (minus 28) i A, I, samt G (minus 29, 30, 32), hvilket må tillægges stor betydning. At nogle få af versene findes i G, samt et par i β og Cε, er mærkeligt; i E findes ikke alle, men dette hdskr. hører også til de yngste.

Kun v. 26 og 28 findes i alle hdskrr. og slutter sig således til A-gruppen ; det første er Torkel elfaraskalds vers om Gunnars død. Vi ved ganske vist ikke bestemt, når Torkel levede, men alt — særlig versets sprog og karakter — taler for, at han hører det 12. årh. til eller tiden ved 1200. V. 28 er et varselsvers — åbenbart af betydelig ælde; det slutter sig godt til andre lignende i A-gruppen, hvortil også kvædlingen, v. 11, hører.

Hvad de to hovedgrupper af vers angår, er forholdet klart. Vi har med to hovedlag at gøre, et ældre og et yngre. Det ældre lag tilhører sagaen i en ældre form end de ældste nu eksisterende håndskrifter. Dette bekræftes uomtvistelig af versenes sprog. Jeg har i min litt. hist. (I, 477, jfr. II, 164) påpeget særlig nye ord- og udtaleformer samt omskrivninger i forskellige af versene, hvoraf der kan sluttes, at de ikke kan være ældre end fra det 13. årh.s sidste halvdel eller omkr. 1300. Men jeg har ikke dér indladt mig på nogen nærmere deling efter alder. Ser man nærmere til, findes disse kriterier hovedsagelig i B-gruppen, ikke A-gruppen; den sidste indeholder ganske vist eksempler f. eks. på udtalen ae — ӕ; , men de er ved hele deres karakter og klassiske sprogpræg betydelig ældre. Her findes f. eks. former som Niall (v. 41, 43, 45, 48, 50); ganske vist ved vi ikke bestemt, når udtalen Njáll er opstået, men formodningen er for, at det ikke er sket før ved og efter midten af det 13. årh. Der er for mig ingen tvivl om, at A-gr. tilhører det 12. årh., kvædlingen v. 11 og Snorres kvædling V. 49 er sikkert ægte; endogså v. 51 — om Brian — kan meget godt tilhøre det 11. årh., hvortil naturligvis også Darradsangen hører.

A-gr. tilhører den egenlige saga om Njál og hans sønner. Det er derimod i sagaen om Gunnar eller den del, hvor han er hovedpersonen, at B-gr. findes. B-gr. er i forhold til A-gr. uægte. Mærkeligt er det, at det aldrig falder Skarphedin ind at digte et vers i den egenlige Njálssaga, medens der findes en mængde af ham i sagaen om Gunnar; og dog havde der været lige så god grund til at henkaste vers i den sidste, som i den første del af sagaen.

Heraf kan der sluttes, at det er den egenlige Njálssaga, der oprindelig, har haft vers — der ganske vist også må regnes til de uægte, d. v. s. digtede i 12. årh. — , og at det er, for at få en indre lighed til stede mellem sagaens to hovedafdelinger, at B.-gr. er tildigtet. At dette resultat ikke er uden betydning for sagaens tilblivelse, siger sig selv. Sammen med andre fremhævede kriterier bestyrker det, at vi har med en sammenarbejdeise af to oprindelig adskilte sagaer atgøre, en om Njál med vers, en anden om Gunnar uden vers (bortset fra v. 11, 26 og 28 — hvis disse to sidste har tilhørt den oprindelige Gunnarss. , hvad der ikke er givet, især gælder dette det sidste; da Skarphedin sættes i forhold til det, kunde det have tilhørt den egenlige Njålss.).

Den måde, hvorpå B-gr. optræder i hdskrr., især i F, trænger til særlig forklaring. Herefter falder de, som sagt, i to hoveddele. Nogen aldersforskel eller forskel overhovedet mellem disse vers kan ikke påvises. Tværtimod, de bærer alle et så ensartet præg, at man skulde kunne tillægge dem alle en og samme person. De findes i B, og den hånd, der har tilskrevet F*, er ikke ret meget yngre end hovedhånden. F og B er også af andre grunde nærbeslægtede. Den rimeligste forklaring, jeg kan give på forholdet er, at skriveren af F har haft to håndskrifter til sin rådighed, ét uden versene, og et andet med dem. En benyttelse af flere håndskrifter var ret almindelig; jeg behøver blot at minde om Haukr Erlendsson og hans Landnáma. F-afskr. begyndte altså med at tage versene (1 — 10) fra et bi-hdskr., men så blev han ked af at indføre dem og holdt op dermed, eller han har måttet give slip på håndskriftet af en eller anden grund.

Når nogle af de andre hdskrr., som β, Cε og især G (der dog udelader dem så godt som alle), har optaget nogle få af disse vers, beror det på rene tilfældigheder eller afskriverluner og viser ikke andet end benyttelse af flere håndskrifter og delvise overførelser fra det ene til det andet. Dette er ikke mærkeligt, eftersom sagaen hører til de aller-hyppigst afskrevne. At et enkelt vers hist og her kan være yngre end hovedmassen, er muligt; herved vilde den mærkelige omstændighed forklares, at af de sammenhørende 3 vers af Sigmund (nidversene om Njál) findes kun de to første i Cð (alle 3 i B, E og F bageste side; i det 3. vers findes en ganske ualmindelig rimfejl, i 1. 7 : skjal i, for ͜ — for — — ).

Jeg skal ikke komme nærmere ind på forffs. opfattelse af versenes forhold til sagaen; de er inde på en rigtig tanke med at adskille versene efter alder, men den ældre (ældste) gruppe bedømmes ikke fuldt rigtig. Hvad der her er anført, indeholder det nødvendige korrektiv. Det kan ikke indrømmes, at en nærmere undersøgelse af håndskrifternes indbyrdes forhold vil kunne rokke ved det her givne resultat.


II.


Fra Njáls saga: Slaget ved Altinget. Illustration fra «Vore fædres liv : karakterer og skildringer fra sagatiden«, samlet og udgivet af Nordahl Rolfsen ; oversættelsen ved Gerhard Gran., Kristiania: Stenersen, 1898.
I den sidste del af Njála er der, som for længe siden set, også erkendt af forff., et stykke af en saga om kong Brian og hans fald ved Clontarf indsat og sammenarbejdet med den oprindelige tekst; dette stykke vedrører Njáls saga meget lidt i og for sig, men det fortæller om nogle af brændemændenes endeligt, og derfor er det optaget. Bortset fra dette er hele den sidste del, fra omtr. kap. 107 af, et godt sammenhængende hele uden noget betydeligt indskud; ikke engang versene kan fjærnes her med nogen rimelig grund. Anderledes er imidlertid forholdet med den foranstående del.

Her møder vi først Unns forhistorie og i forbindelse dermed en beretning om Höskuld og Hrut (k. 1 — 8); så følger Hallgerds ungdomshistorie i en, i forhold til det første afsnit, urigtig tidsfølge og, i forhold til Njálssaga, af en unødvendig udførlighed, medens dennes hovedpersoner endnu ikke er nævnede (k. 9 — 17). Herefter optages så tråden igen i k. 18, og nu først, i k. 19, indføres Gunnar, i forbindelse med beretningen om Unns dårlige formuesforhold, som kræver Gunnars hjælp. Uagtet det nu kan siges, at det hele på en måde hører sammen, er det dog klart, at Hallgerds ungdomshistorie ikke tilhører en saga om Gunnar i den udstrækning og fortalt på den måde, som her er sket. Det er aldeles klart, at her foreligger ikke en oprindelig forfatters, men en bearbejders mere eller mindre heldige sammenføjning af forskellige stykker. Går vi så videre, indføres Njál først i k., 20 egenlig som den, der skal hjælpe Gunnar, hvad han også gør. Og det sker i en saga, der kalder sig »Brennu-Njálssaga«. Det er også klart af alt det følgende, at det er Gunnar og ikke Njál, der er hovedpersonen. Njál forekommer her kun i forhold til Gunnar og som hans ven. Striden mellem Hallgerd og Bergtora må snarest henføres til en saga om Gunnar. Denne saga slutter med Gunnars drab og hævnen efter ham, eller med k. 80. Dog er det muligt, at enkelte mindre stykker ikke oprindelig har tilhørt den. Fremstillingen i og indholdet af denne del er på sine steder af en temlig efterklassisk karakter, således fortællingen om Gunnars udenlandsfærd og vikingetog; den bærer samme præg som f. eks. skildringen af lignende tog i Svarfdælasaga. Det hele hænger ellers godt og logisk sammen. Kap. 81 fortæller om Kolskeggs, Gunnars broders, udenlandsrejse og skæbne. Stilen og tonen er her vidt forskellig fra det øvriges; der omtales her en mærkelig drøm, Kolskegg har, som en vismand tyder (jfr. Olaf Tryggvason og spåmanden på Scillyøerne); Kolskegg bliver »guds ridder« i Miklagård. Dette er åbenbart en gejstligs interpolation eller bearbejdelse, der også spores et enkelt sted i det følgende.

Herefter følger et afsnit om Njálssønnernes udenlandsrejser og farer, deres sammenstød med Hrapp og Tráin, hvilket netop fører til sagaens vigtigste og skæbnesvangreste begivenheder, Tráins død og hans søn Höskulds opfostring hos Njál, hans giftermål osv. Alt dette tilhører en saga om Njál og hans sønner (k. 82 — 97). Der foreligger dog sikkert også her en overarbejdeise af teksten; især gør kapitlerne om Hrapps færd i Norge et højst mistænkeligt indtryk og hidrører uden tvivl fra den efterklassiske bearbejder[5].

I forhold til det foregående er der her en betragtning, der gør sig gældende. I andre sagaer forekommer det jo hyppig at unge høvdingesønner rejser udenlands for at se sig om, for at vinde guld og ære, for så at sige at prøve, hvad de dur til. Efter sagaen er Njálssønnerne imidlertid ikke helt unge, og dog »beder de deres fader om tilladelse« (k. 75). Dette tyder på, at de endnu er unge og ugifte, men dette passer ikke godt med det tidligere fortalte; deres giftermål er f. eks. allerede forlængst omtalt.

De nævnte kapitler hænger fortræffelig sammen med k. 107. Ganske anderledes forholder det sig med k. 98—106, eller, da disse falder i to forskellige stykker, k. 98—99 + 106 og k. 100—105.

De første af disse, k. 98—99 + 106, fortæller om en Lyting, der nu dukker pludselig op, og som skal være gift med en søster til den af Njálssønnerne dræbte Tráin. Lyting og hans brødre dræber til hævn Höskuld, Njáls søn, men Njálssønnerne hævner deres halvbroder ved at dræbe Lytings brødre og såre ham selv; så kommer der forlig i stand, og Lyting må give fulde bøder for Höskuld. Da Tráins drab imidlertid, ifølge sagaens udtrykkelige beretning, er blevet fuldt ud bødet, er Lytings optræden som begrundet ved krav på en del af mandebod aldeles umulig og uberettiget. I k. 99 hentydes til, at en hævner for Höskuld vil opstå; og ganske rigtig, en sådan optræder i k. 106, nemlig Amunde blinde; 3 år efter træffer denne Lyting på et ting og fordrer bod for sin fader, ganske uden ret. Amunde er gået ind i Lytings bod; idet han går ud af den, får han pludselig sit syn og slår Lyting ihjæl, men bliver straks igen blind som før, men takker gud for hans bistand (!). Klarlig er dette en sen digtning, hvori dog en historisk kærne kan være skjult. Tonen ligner den i kapitlet om Kolskegg. Her må vi også lægge mærke til, at det er i dette stykke, at der urigtig tales om »Rangá« for »Tværá«, hvilket viser, at dets forfatter aldeles ikke var stedkendt; en sådan fejl findes ellers aldrig. Det er ganske utvivlsomt, at vi her har med et senere indskud at gøre, med et stykke, der hverken har tilhørt sagaen om Gunnar eller om Njál. Det skal endnu bemærkes, at kun i dette stykke er Höskuld Njålsson pludselig boende på Holt og en ældre mand, medens han ellers altid er hos sin fader. Endelig bemærkes, at når der senere, i k. 124, hentydes til hans død, og hans moder Hrodny viser sig i besiddelse af hans blodlevrede hue, hun viser sin broder Ingjald, er dette åbenbart en temlig plump efterligning af Hildigunn og Höskulds blodlevrede kappe, hvormed hun tvinger Flose til at gøre, hvad hun ønsker.

Kristendomsafsnittet udgør en fuldstændig fremstilling af Tangbrands mission og Gissurs og Hjaltes forkyndelse af den kristne tro. Denne þáttr er et selvstændigt hele og har et selvstændigt værd. Den afviger ikke så lidt fra andre kilder om samme æmne; da det på den anden side indeholder en noget nøjagtigere beretning om Tangbrands færd på østlandet, er det rimeligst, at vi har med en østfjordsk eller sydøstlandsk tradition om Tangbrand at gøre. Vi behøver ikke at komme nærmere ind herpå, men betoner kun, at i en person- eller bygdesaga er et sådant afsnit ganske enestående; det har så lidt som muligt med sagaen at gøre; der fortælles ganske vist k. 102 19-20, at Njál og hans husstand lod sig døbe, og i 103 62-63, at Tangbrand gæstede ham og fik gode gaver; det er alt; men for de pur linjers skyld om Njál og hans husstand havde ikke en hel þáttr om kristendommens indførelse været nødvendig, lige så lidt her som i Egilssaga, hvor det ganske kort og passende hedder om Grim på Mosfell (k. 86), at han blev døbt, »da kristendommen blev lovtagen på Island«, og om Torstein Egils søn (k. 87), at han lod sig døbe, »da kristendommen kom til Island«. Noget lignende har der uden al tvivl stået i den oprindelige saga om Njál, men en bearbejder har fundet at dette var for lidt, og så optog han en hel beretning om kristendommens indførelse, som han kendte. Havde Njál været virksom på altinget år 1000, havde det måske været en anden sag, men herom mæler afsnittet ikke et ord[6]. Når hertil kommer, at afsnittet findes inde i et andet sammenhængende afsnit og strider imod sagaens tidsfølge-beretning, forekommer det mig at være klart, at hvis en interpolation (her ovenikøbet af anden grad) nogetsteds er håndgribelig, må det være her. Afsnittet minder om Briansafsnittet, der dog ganske anderledes er indarbejdet i sagaen, men svarer også til Hallgerds ungdomshistorie. Det er her nøjagtig den samme eller lignende bearbejdervirksomhed som den, Sturlunga-samlingen, Olaf Tryggvasons saga (Fms. I— III) og flere andre bærer til skue. Njála viser i sin nuværende form, at den er en frugt af det 13. årh.s (og da navnlig dets sidste halvdels) bearbejdervirksomhed. Vi må altså se at komme bagom denne form, og da er svaret som allerede antydet. Njála kan kun forstås under den forudsætning, at den er en sammenstykning af to sagaer, en Gunnarssaga og en Njálssaga; i alt væsenligt kan vi skælne, hvad der hører til den ene så vel som til den anden. Vanskeligst måtte sammenarbejdeisen efter Gunnarssagaens slutning være, og her ser vi da også ubehjælpsomheden i fuldt mål; her var en kløft; en overgang skulde bygges; og ingensteder er broen dårligere, eller kløften uheldigere udfyldt end der, hvor den er til at tage og føle på; en lignende ubehjælpsomhed findes i sagaens begyndelse. Det hele er helt igennem med det samme blevet mere eller mindre bearbejdet, mest dog Gunnarssagaen, f. eks. med versene. Der viser sig forskel m. h. t. de to sagaer, idet Gunnarssaga viser en yngre stil og yngre udmalinger, hvad der dog kan bero på bearbejdelsen. Grunden til at de to sagaer er blevne slåede sammen, er simpelt hen den, at de havde så mange berøringspunkter med hinanden. Njál har i Gunnarssaga spillet en meget stor rolle; derimod har Gunnar ikke kunnet spille nogen synderlig rolle i Njáls saga (Skarphedins hævn?).

Endelig bemærkes, at fra bearbejderen hidrører forskellige beskrivelser, af dragter f. eks. og skjoldmærker (som i k. 92 57ff.), samt forskellige yngre udtryk (som jústa, próba, panzari, alle i Gunnarss.).

En meget stor betydning for sagaen har de deri skildrede retshandlinger og processer, og jeg skal nu gå over til behandlingen af dette æmne og følger da Lehmanns og Carolsfelds fremstilling helt igennem.


III.


Fra Njáls saga: Hestekamp. Illustration fra «Vore fædres liv : karakterer og skildringer fra sagatiden«, samlet og udgivet af Nordahl Rolfsen ; oversættelsen ved Gerhard Gran., Kristiania: Stenersen, 1898.
Hvad nu afhandlingen om Njála angår, er der ingen grund til at dvæle ved indledningen eller det første kapitel (se foran s. 98). Før jeg går over til de følgende kapitler, skal jeg i al korthed gøre nogle bemærkninger angående det stof, der behandles i tillæggene (anhangene).

I det første af disse omtales »fremmede bestanddele«; de er ifg. forff. af to slags, dels »sådanne fortællinger, der ikke organisk tilhører sagaen, men som ved redaktionen ved det 13. årh.s slutning er indskudt i den og forbundet dermed«. Hermed sigtes der til Gunnarssaga og Briansafsnittet, hvilket sidste bestemmes rigtig i det hele taget. Dernæst er det versene, der bestemmes som indskud. Til dette sidste har jeg her intet at bemærke (jfr. ovf,), og hvad Gunnarssagaen angåer, er det jo for så vidt rigtigt, som den er optagen i eller forbunden med Njálssaga, men forff.s opfattelse af det hele, især sagaens aldersforhold, er uholdbar (jfr. min litt. hist,). Jeg skal ikke her gå nærmere ind på dette spørgsmål. Briansafsnittet og tillæg II, det om Torstein Siðu-Hallssons saga, skal vi senere komme tilbage til. I det 3. behandles anakronismer, geografiske fejl og ujævnheder i kompositionen. Hvad de første angår, kan jeg henvise til min litt. hist. (II, 224 ff.), hvor det indrømmes, at omtalen af »bondens kirkegård« på Tingvellir er en — i øvrigt let forståelig — tidsstridighed, hvorimod omtalen af »et åndeligt slægtskab« mellem et par personer eller Höskulds brug af udtrykket »for guds skyld«, bægge dele fra tiden efter kristendommens indførelse, ingenlunde behøver at være en sådan. Fuldstændig misforstået er Skarphedins bebrejdelse mod Torkel håk for at »have spist en hoppes endetarm« ; dette har intet med hestekødspisning at gøre, men bebrejdelsen går ud på, at Torkel af gærrighed og sjælelig lavhed (fúlmenska) bekvemmer sig til at spise en så elendig føde. Det samme gælder omtalen af  »Østlændingene« under mordbrandsprocessen. Alt dette er af en sådan art, at der ikke kan indvendes noget derimod, eller det af sagaen meddelte er ligeså sandsynligt som det modsatte.

Hvad dernæst sagaens geografiske forestillinger angår, er det anerkendt, at dens omtale af østlandet er ganske rigtig, så at G. Vigfusson endogså deraf har ment at kunne slutte, at sagaen var forfattet der. Derimod har han — og nogle andre — ment at finde fejl i dens omtale af stedforhold på sagaens egen skueplads, på syd- og vestlandet, hvilket i og for sig måtte synes mærkeligt. Stedkendte folk har dog været af en modsat mening, og selv har jeg været i stand til at undersøge sagen og i det hele og store fundet overensstemmelse mellem sagaen og forholdene, som de er.

I k. 2 37—38 hedder det, at Hrut skal have »Kambsnes og Hrutstad og (landet) op til Trandsgil«. Dette sidste er, som påpeget af dr. Kålund (Isl. beskr. I, 469), sikkert urigtigt, ti så vilde Höskulds egen gård have været medindbefattet. Det sandsynligste er, at navnet er indkommet ved en fejl — navnet på det mest bekendte »gil« i nærheden — i steden for Hrútagil (se Árbok híns isl. fornleifafjel. II, 92 1882), en kløft, der passer fortræffelig. Er dette en oprindelig fejl, viser den kun, at forf. ikke har været fra Dalene. Når man i omtalen af Bjarneyjar (k. 9) har villet se en fejl eller en forveksling tiltrods for, at sagaen udtrykkelig siger, at disse øer er »ude i Bredefjorden«, tror jeg, at man har gjort sig ufornøden bekymring. Det er derud, Torolf siges alene at have rót for at dræbe Hallgerds første mand. Vel ligger øerne temlig fjærnt fra Medalfellsströnd, hvor Torolf var. Men en bonde på en af de nærliggende øer i Bredefjorden, en flink og med alle forhold velkendt mand, har til mig erklæret, at der i sagaens skildring intet utænkeligt var; den omtalte rotur var noget, der meget vel lod sig gøre. Når det derimod bagefter hedder, at den dræbte Torvalds mænd rode ind til Reykjanes, kan man ikke se, hvad de skulde derhen, medmindre Torvalds fader skulde have bosat sig dér, da Torvald giftede sig, men herom forlyder der intet bestemt. Ellers er forf. særdeles godt inde i de stedlige forhold, kender nøje vejen til Laksådalen både mod syd og nord; den søndre Reykjadal (k. 17) kender han også godt osv.

Angående Akratunga og Geilastofnar — i nærheden af Hlidarende — kan henvises til Kålunds Isl. beskr. Disse stedsnavne kan ikke nu påvises, snarest fordi Tværå her har ødelagt jorden så meget. Også Gunnars gravhøj er sikkert blevet bortskyllet af elven; det sted, der nu kaldes således, er ganske umuligt. I AM 434, fol. (bl. 91 ) meddeler Jón Ólafsson følgende: »I samme syssel på Hlidarende niðr á mosunum ved Markarfljót (ɔ: den af vandet fra Markarfljót fyldte Tværå) ligger Gunnarshaugr; den er rund, undt. for så vidt som den er noget flad (fladtrykt) mod syd« (jfr. Kålund I, 245 anm.). Et mærkeligt bevis på sagaens nøiagtige kendskab til egnen her indeholdes i dens omtale (k.45) af de »to bække« , hvor Sigmund og Skjold fandt hestene, der førtes ned til vejen; man kan bogstavelig straks finde det således betegnede stykke land noget øst for Hlidarende.

Det er særlig den rolle, Rangå spiller i sagaen, og den omstændighed, at den nævnte elv, Tværå, slet ikke omtales, der har syntes meget påfaldende. Hvad Tværå angår, er der ingen tvivl om, at den i sagatiden har været ganske ubetydelig og ingen rolle har kunnet spille, lige så lidt som den lille Merkiá, der heller aldrig nævnes; dens løb har rimeligvis også været et andet end det, den fik, da Markarfljót brød igennem og kastede sine vandmasser i den. Dette forudsættes også i k. 53, i beretningen om Otkel og Gunnar. Det må betragtes som sikkert, at folkene på Hlidarende overhovedet, når de skulde til egnene mod vest og sydvest, tog over den lave li, måske af hensyn til de daværende egnforhold langs liens sydside, der kan have lagt hindringer i vejen for hurtig fremkomst. Vi ser da også, at Gunnars drabsmænd kommer den vej, og at vejen hjem til selve gården, geilarnar, netop førte op ad liens højderyg til. Kun ét sted er omtalen af Rangå umulig, men det er i det til sagaen ikke oprindelig hørende afsnit om Lyting (se foran s. 99 —100). Når det dernæst om trællen Melkolf (k. 4825) hedder, at han, efter at have stjålet i Kirkebø, drog »op langs Rangå«, er dette sikkert rigtigt. Trællen har med sine tyvekoster villet tage en mere afsides vej, end han ellers vilde have gjort, for ikke at træffe folk, og dog er det ingen synderlig omvej, han har taget.

Skildringen af kampen ved Knafahólar (k. 62) er fuldstændig rigtig; det »næs«, der i den anledning omtales ved Rangå, er nu ikke så udpræget som tidligere, fordi elven her senere har ændret sit leje, men det ældre forhold er dog endnu tydeligt.

Hvad Floses bekendte rejse fra Svinafell til Þrihyrningshálsar angår, har man stærkt betvivlet rigtigheden heraf, men efter S. Vigfussons undersøgelser, og efter hvad prof. Th. Thoroddsen velvilligst har meddelt mig, kan rejsen godt lade sig gøre, når man har dygtige heste, og Flose havde jo to til hver. At rejsen kunde bestemmes så længe iforvejen — hvad forff. udtaler tvivl om — er indlysende for hver, der kender forholdene. Kun omtalen af Fiskivötn er påfaldende, men disse søer, hvorom der i øvrigt har været endel strid, ligger i udørkener, og den vej, Flose tog, har sagaens forf. næppe kendt selv og er derfor kommen til at nævne dem.

I k. 131 nævnes endelig et Holtsvað, hvor det til forfølgelsen af Flose samlede mandskab skulde møde. Herom har der været tvist. Nogle har villet søge dette vadested ved Tjorså, men dette vilde ligge så langt af led, at det er urimeligt i og for sig at søge det dér; noget sålydende stedsnavn eksisterer dér heller ikke. Vest for Þrihyrningr øverst i den lille Vatsdalr findes der et holt, ved hvis sydende Höskuld Njålssons gård, Holt, utvivlsomt har stået. Her har rimeligvis det rigtige Holtsvað været, enten over den nordfor holtet og Þrihyrningr rindende Fiskå eller snarere over den biflod til denne, der kommer fra selve Vatsdalen (jfr. S. Vigfusson, Arbok, 1888—92, s. 47).

Kun ét sted er der i øvrigt, som forf. ikke synes at have kendt af selvsyn, nemlig selve Bergtorshvol ; dette må synes mærkeligt, men kan finde sin forklaring i gårdens så afsides beliggenhed. Nogen sådan fordybning i bakken, som omtales i k. 128 3_4, findes ikke; vel er der en fordybning eller lille sænkning (den, der omtales i k. 4I46), men brændemændenes heste kunde ikke der stå skjulte; de må være bleven ladte tilbage da for bakken. Men dette enestående tilfælde er ikke nok til at begrunde antagelsen af, at sagaens forf. ikke har været kendt med dens hovedskueplads eller bot der.

Alt i alt er sagaens stedskundskaber særdeles nøjagtige, også hvad de egne angår, der ligger endogså langt udenfor dens hovedskueplads.

De af forff. omtalte »ujævnheder i kompositionen« er tildels allerede gendrevne og omtalte. Det er da det, at Flose bestemmer sin rejse så længe i forvejen, — »dalen« i Bergtorshvol , — at Helge ændrer sin mening og lader sig »iføre kvindedragt« for at slippe ud, uagtet han har erklæret at ville stå last og brast med Skarphedin, — at Gunnar kunde tage Otkels riden på ham ilde op (!) , som om ikke Helge under de forhold lige som alle andre havde lov til at hylde sætningen: »livet fremfor alt«, og som om Gunnar kunde vide, hvorledes det hang sammen med Otkels ridt eller hensigt og ikke hensigt. Intet af dette, der noget uegenlig kaldes »ujævnheder i kompositionen«, behøver nogen videre imødegåelse. Jfr. min litt. hist. H, 534 ff., hvor jeg har påvist virkelige ujævnheder af betydning.

I det 4. tillæg behandles slægtregistrene. Dette kapitel er afhandlingens bedste og grundigste afsnit, og der er kun lidet dertil at bemærke (jfr. min litt. hist. H, 226—27 m. h. t. Sigfus og læsemåden ok i Ldn. 1843). Men forff.s slutninger af ubetydelige uoverensstemmelser mellem sagaen og Landnáma, der i reglen vedkommer de allerældste slægtled, er misvisende, og forflf. dadler sagaen, hvor det langtfra er sikkert, om uretten er på dens side.

Njálas slægtregistre er i reglen temlig vidtløftige, idet de består af en tør opregning af en persons forfædre langt tilbage i tiden. De er systematisk indsatte, eftersom personerne optræder og indføres. De afviger stærkt fra andre sagaers slægtregistre ved deres art og optræden, uden dog at være helt gennemførte. Således begynder sagaen med Mǫrðr gigja, der dog spiller en ikke ringe rolle for Gunnarss., men der nævnes kun hans fader. En halv snes linjer længere hen indføres Höskuld Dalakollsson, og hans forfædre opregnes lige til Ragnar lodbrog og Björn buna (Grim, herse i Sogn, nævnes yderligere i nogle hdskrr.). Som tilfældet er med Mörd, finder noget lignende sted med andre, og det endogså hovedpersonerne, idet kun 2 — 3 led opregnes, hvilket er ret naturligt, medens andre og det for sagaen mindre betydende personers slægtregistre anføres i hele deres udstrækning; det sidste gælder f. eks. Torkel håk (k. 119), i dette tilfælde så meget mindre nødvendigt, som hans faders forfædre allerede var opregnede i k. 105, hvilket dog har sin betydning. Disse lange slægtregistre findes i alle sagaens dele f. eks. k. 1 (Höskuld), 25 (Valgard), 26 (Asgrim), 56 (Skapte), 85 (Sigurd jarl), 95 (Flose), 96 (Hall), 100 (Gudleif), 105 (Torgeir), 113 (Gudmund på Möðruvellir) , 114 (Snorre), 116 (Ingjald), 119 (Hafr), 138 (Eyjolf) osv. Heri at se et bevis for sagaens enhed og for én forfatter vilde være meget overilet. Der fremtræder nemlig her en stræben efter at indsætte slægtregistre, der først findes i de senere tider (jfr. Sturl.-saml.). Især er forekomsten af dem i Kristendomsafsnittet, der viser sig så afgjort at bero på en bearbejders virksomhed, af betydning. En oprindelig forfatter vilde sikkert også have ladet sig nøje med at optage et slægtregister kun én gang. Særdeles betegnende er, at Ingjalds slægt opregnes først i k. 116, men ikke hvor han første gang indføres i k, 25. Jeg nærer således ikke ringeste tvivl om, at disse systematiske slægtregistre beror på en bearbejdelse, måske den samme som hidførte sammenstykningen af de to sagaer, og jeg mener, at der er fingerpeg om, at de hidrører fra en vestlandsk bearbejder. Et sådant er Gudleifs slægtregister (den mægtige Reykjanesslægt): I k. 114 henvises til Ares angivelser (jfr. lignende i Eyrbyggja og Laxdæla), atter angående en vestlandsk familje[7]. Hermed stemmer godt, at de allerfleste håndskrifter af Njála, hvorom vi ved noget, hidrører fra vestlandet og grænseegnene.

Dette resultat forklarer nu på det bedste og naturligste sagaens mærkelige begyndelse. Den udførlige beskrivelse af og interesse for Laksdølerne (Höskuld, Hrut, Hallgerds ungdomshistorie) beror på bearbejderens hjemstavn og stedlige interesser og kundskaber til den vestlandske familjetradition ; det er denne, der her har fundet sin plads indenfor litteraturen.

Spørgsmålet om, hvorvidt slægtregistrene stammer fra en og samme person, er vanskeligt at besvare; til gengæld er det af mindre betydning. Et vidnesbyrd om, at de ikke gør det, eller at de også har været underkastede en bearbejdelse, tør man mulig se i de anførte eksempler på, at et slægtregister anføres mer end en gang, samt og især deri, at medens slægtregistre i reglen føres op til Björn buna, i nogle hdskrr. til hans fader Grim herse i Sogn, se k. 1, 26, 46, 95, nævnes denne Grim, hans moder og mormoder og dennes fader (en sagnkonge) i k. 113 i alle håndskrifter.


IV.


Fra Njáls saga: Skarphéðinn dreper Thrain Sigfusson.Illustration fra «Vore fædres liv : karakterer og skildringer fra sagatiden«, samlet og udgivet af Nordahl Rolfsen ; oversættelsen ved Gerhard Gran., Kristiania: Stenersen, 1898.
I k. 2 behandler forff. sagaens »retsudtryk« , der skal være uforståelige eller urigtig brugte, som a) festum helgandi og aðalfestr (jfr. min litt. hist. II, 228 — 29), fimtardómsstefna (sst. 229); — b) kviðr (én gang, k. 1441); dette ord er her unægtelig urigtig brugt, men da netop dette ord forekommer så mange gange ellers i sagaen, altid rigtig anvendt og forstået, er det umuligt at tillægge dette ene sted nogen synderlig betydning; det må åbenbart enten bero på forfatterens øjeblikkelige åndsfraværelse eller, og snarest, på den bearbejder, hvis saga ligger til grund for alle vore håndskrifter; — grið (hvorom se litt. hist. 229—30); når forff. ytrer, at »krassest viser forf.s ukendskab sig, når grið og tryggðir sammenstilles« som i k. 70 37—38, 123 59, 145 296,  »ej er dertil at bemærke, at disse to ord sikkert meget tidlig i daglig tale har dannet et sammensluttet hele, der overhovedet kunde bruges ved hvilken som helst lejlighed, hvor to modstandere forligtes tilfulde, hvad enten grið er gået forud og tryggðir efter eller ej, ganske som dette ordpar bruges ned til vore dage. Endelig er det ikke engang sikkert, at vi har med sagaens oprindelige udtryk atgøre. På første sted mangler grið i hdskr. G — hvad forff. ikke har bemærket — , og dette behøver ikke at være uden betydning. På det andet sted mangler ordet i E (som bemærket af forff.). I hvert fald er sagaens ord så meget mindre angribelige, som lovene selv gør sig skyldige i den samme brug. — Ang. dómr, mundr, aukaz þridjungi se litt. hist. 230. — útlagi bruges om en, der af en fyrste er erklæret fredløs, nogle gange fuldstændig rigtig. Men etsteds skal ordet være brugt i en særlig norsk betydning, hvorimod det isl. retssprog bruger útlagr og útlegð om bøde for mindre forseelser. Det er i k. 121, at den urigtige brug skal findes; Torhal kalder Mðrðr útlagi, fordi han også har deltaget i Höskulds drab (er sjálfr var útlagi); dette skal tyde på de senere kilders brug af norske udtryk. Dette er et fuldstændigt fejlsyn. Utlagi har den samme betydning som også ellers i de isl. sagaer, nemlig den, »der har begået noget, hvorfor han er eller bliver (eller fortjæner at blive) fredløs«. Ser man nu efter, findes dette navneord, útlagi, så godt som slet ikke i de norske love (jfr. Hertzbergs glossarium). Det findes kun to gange i Jónsbók, i overskrifter, der ikke findes på tilsvarende steder i den norske landslov, samt én gang i biskop Arnes kristenret, også i en overskrift, men kun i ét hdskr. Ordet er således udelukkende knyttet til isl. love, men findes ikke i norske og slutter sig nær til útlagr, der bruges i Grågåsen. — Relativt urigtig skal þrimenningr være brugt et steds; urigtigheden er imidlertid den, at dette ord og ikke det ældre isl. udtryk næsta bræðra er benyttet. Hvor gammelt ordet þrimenningr er på Island, kan ikke bestemt siges, men det findes et par gange i Sturlunga, må altså have været temlig almindeligt i den sidste halvdel af 13. årh. Men selv om man indrømmede ordets sene tilblivelse, indeholder det intet bevis for sagaens sene tilblivelse, da ældre udtryk og vendinger bevislig ombyttedes massevis af yngre bearbejdere og afskrivere. — Ang. lǫgmaðr og Iǫgsögumaðr er det nødvendige bemærket i litt. hist. II, 230 — 31, og ang. andre ganske underordnede, tildels ikke-juridiske udtryk sst. 231, anm. 3.

Af alt dette er det klart, at det ikke på noget punkt er lykkedes forff. at bevise, at Njála skulde være påvirket af den norske lovgivning for Island og som følge deraf først være forfattet efter omtr. 1280.

I det 3. kap. handles om »retshandlinger«. Det er en arfleiðing, to skilsmissesager og forskellige trolovelser, det der gælder.

Hvad arfleiðing angår, henvises til litt. hist. II, 540 — 41, hvor det påvises, at forff. har blandet dette sammen med ættleiðing, hvorom der i sagaen aldeles ikke er tale; der er kun tale om en kundgørelse på Gulating om, at vedkommende person, Eyvindr, på Island har en broder Hrútr, der var hans berettigede arving. Herom bruger sagaen det nævnte udtryk; sproget ejede intet andet. Beviset for, at en sådan retshandling ikke kunde finde sted, vil vist være vanskeligt at finde; forff. har ikke søgt det, fordi de ganske har misforstået denne simple sag.

Ang. skilsmisserne kan jeg fatte mig ganske kort, allerede af den grund at forff. selv indrømmer, at sagaen her »undtagelsesvis« har ret, uagtet den ikke stemmer med Grågåsen. Der var her tilvisse ingen grund til overhovedet at ty til Grågåsen, da det var og er givet, at hele lovgivningen angående ægteskab og dets indgåelse måtte ændres fra grunden af ved og efter kristendommens indførelse. Sagaens skilsmisser foregår bægge i hedensk tid; hvis de nu var i overensstemmelse med Grågåsen, var der først grund til alvorlig at mistænke fremstillingen. Den første sag angår skilsmissen mellem Hrut og Unn; hun erklærer sig højtidelig skilt fra ham på grund af hans mandlige afmagt ved en særlig formular, udtalt ved sængestokken og ved hovedindgangen (dette er at betragte som én retshandling) og så ved en erklæring (kundgørelse) på lovbjærget. Også V. Finsen antager her (Isl. frist. inst. s. 102) en ældre islandsk ret. Og dette må betragtes som utvivlsomt, men det er ret betydningsfuldt for sagaens ægthed. Den anden skilsmisse er Tráins fra hans skinsyge, mundkåde hustru Torhild skaldkone. Ved Hallgerds og Gunnars bryllup ser Tráin Hallgerds unge datter, betages af hendes skønhed og ser ofte på hende. Dette undgik ikke hans hustrus opmærksomhed; hun vredes og henkaster en hånfuld kvædling til ham (»Stirretosser holder jeg ikke af osv.«). Dette benytter Tráin straks til at erklære sig skilt fra hende, og hun må forlade brylluppet. Straks frir han til den unge pige og får jaord. Naturligvis er også denne fremgangsmåde i stærk strid med den kristne ret, men desto tilforladeligere er fremstillingen. Ganske bortset fra, at Torhild rimeligvis ofte i forvejen har plaget Tráin med sin skinsyge, var det, hun her gjorde, noget af det værste, hun kunde gøre. Hun digter et nidvers om sin mand i et stort gilde. Ang. nidvers fandtes der en stræng lovgivning; det ses af Grågåsen; at komme i folkemunde og blive gjort nar ad på grund af ens kones egne nidvers måtte krænke en mand som Tráin dobbelt stærkt. »At hun dog egenlig var i sin ret« er, som man tager det. Vi kan af gode grunde ikke påpege nogen lovhjemmel for Tráins fremgangsmåde. Måske har der heller ingen været, da dette tilfælde sikkert har været ret enestående. Fandt konen sig forurettet, havde hun eller hendes frænder kunnet anlægge en sag. Herom mældes der intet. Alt taler for, at det virkelig er gået således, som det fortælles. I hvert fald kan der ikke være tale om, at sagaen er påvirket af yngre retstilstande.

Hvad trolovelserne angår, erklærer forff., at flere af dem er i overensstemmelise med Grågåsen (og her er der ingen betænkelighed ved at antage overensstemmelse med hvad der var skik for 1000), som Unns med Hrut, Hallgerds (første) med Torvald. Derimod skal dette ikke være tilfældet med Hallgerds anden med Glum. Hun var da en enke, og som sådan havde hun ifølge Gråg. i det mindste ret til at blive hørt; dette ligger ubetinget i Kgb. § 144 (II, 29), hvor faderens vilje dog åbenbart skal være afgørende. I sådanne tilfælde var det en selvfølge, at individuelle omstændigheder måtte komme til at spille en rolle. Går vi ud fra, at Grågåsens bestemmelse hidrører fra det 10 årh.[8], er der dog intet anstødeligt i, at Hallgerd siges »at fæste sig selv«, efter at faderen har givet sit samtykke og selv er nærværende, selv om udtrykket måske ikke er strængt juridisk. At sagaen eller traditionen har vidst besked, ligger allerede deri, at Glum og Torarin (hans broder) først henvender sig til Höskuld, Hallgerds fader, og i virkeligheden har han givet sit samtykke, for Hallgerd tilkaldes. Hun udtaler kun formularen. Da så Gunnar endelig frir til Hallgerd, bliver den selvsamme fremgangsmåde anvendt. Her er intet eller så godt som intet at bebrejde sagaen.

Efter at Tráin havde erklæret sig skilt fra sin hustru (se forangå. s.), friede han straks til Hallgerds datter, og deres bryllup fejredes med det samme. Dette skal stå i skarp strid både med lovbøgerne og god skik. Ganske vist har et tilfælde som dette været ret enestående; for så vidt kan det nok siges at stride imod hvad der ellers var sædvanligt. Dette måtte være lige så usædvanligt for »forfatterens« tid i det 13. årh. som i det 10. årh. Dog er det ikke dette, Höskuld gør gældende mod giftermålet, men, hvad der er langt naturligere, den måde, hvorpå Tráin var gået frem overfor sin (første) hustru. Først efter at Njál har givet Tráin et godt vidnesbyrd, sluttedes handelen og holdtes brylluppet. Hvad der krævedes for indgåelsen af et retmæssigt ægteskab er, som bekendt, at et fæstemål går forud for brylluppet, at mindst 6 mænd er tilstede ved det sidste, og at brudgommen åbenlyst går i sæng hos bruden (jfr. f. eks. Glossariet til Grg. : brúðkaup). Det sidste omtales aldrig i sagaerne, fordi det var en selvfølge. Ellers fyldestgør Njálas beretning loven fuldstændig. Loven forudsætter ingen som helst tidsafstand mellem trolovelse og bryllup, men fastsætter kun, at der ikke må gå mere end ét år. Indenfor dette tidsrum stod det således frit for at holde brylluppet når som helst. At der i reglen gik nogen tid, før brylluppet holdtes, var naturligt, men at det kunde holdes umiddelbart efter fæstemålet har ikke været lovstridigt. At påstå det modsatte er fuldkommen grebet ud af luften. Forff. henviser til »andre kilder«, ifølge hvilke det skulde have været anset for upassende at fejre trolovelse og bryllup umiddelbart på hinanden. Jeg kender ikke, hvad der sigtes til, og erindrer intet eksempel på en sådan opfattelse fra den øvrige litteratur. Derimod finder vi kun 14 dages frist i Nj. k. 65 (Mörd og Torkatla). Hallgerd var den, der skulde bortfæste sin datter, og det gør hun også. At Tráin desuden spørger Höskuld om hans stemning for sagen, kan dog ikke betragtes hverken som ørkesløst eller urigtigt. Det var jo ganske naturligt, at Hallgerd rådførte sig med sin fader.

Endelig skal det være urigtigt, at Unn giftede sig med Valgard »uden hendes frænders råd«, som det udtrykkelig hedder. At sagaen fremhæver dette, viser, at det er blevet betragtet som usædvanligt. At den slags vilkårligheder kunde finde sted, er i og for sig givet. Har den ovenfor omtalte regel i Gul.loven også gældt på Island, er der næppe noget at indvende, skønt Unn ikke var en «enke«. Når hendes søn Mörd betragtes som en retmæssig avlet søn, er dertil kun at sige, at så har Unns slægtninge ikke foretaget nogen retslig indsigelse imod hendes giftermål og Mörds fødselsret — og hvem kunde sågøre det? For Mörds optræden i sagaen er dette ganske ligegyldigt, da han i alle tilfælde var født af fribårne forældre.

Når. forff. endelig i sagaens fremstilling mener at kunne spore indflydelse fra yngre (norsk eller isl.) ret m. h. t kvindens større selvbestemmelsesret, kan jeg ikke indrømme dette. De udtaler selv, at der i Gul.loven (det anførte sted) findes en friere stilling for enken; men dette er jo den ældste norske lov, og forklaringen kan være den antydede, at netop denne lov indeholder den ældre norske og islandske ret.

I det hele er der grund til udtrykkelig at fremhæve i anledning af det her foran anførte, at det overhovedet ikke kan have en afgørende betydning for en ætsagas pålidelighed, hvorvidt den ganske stemmer med Grågåsens håndskrifter eller ej, 1) fordi det aldeles ikke er givet, at de isl. love i det 10. årh. havde den samme form og fuldstændighed (på grund af deres kasuistik bl. a.) som i det 12. årh., også på andre områder end det kirkeretslige, — 2) fordi Grågåsens håndskrifter ikke er de officielle lovoptegnelser, men enkeltmands samlinger, der bevislig ikke har fået alt med, som var gældende lov i det 12. årh., endnu mindre indeholdt de gamle, ophævede love; — 3) endelig må det tages i betragtning, om ikke den omstændighed, at en sagas fremstilling stemmer med den ældste bevarede norske lov, netop den, der udtrykkelig siges at have været de ældste isl. loves forbillede, er et vidnesbyrd mere, og af en temlig afgørende art om, at sagaen er vel underrettet. Vi vil i det følgende atter få brug for disse bemærkninger.


V. Njálas retssager.


Fra Njáls saga: Torgeir østmand faar vide at Gunnars atgeir er hjemme. Illustration fra «Vore fædres liv : karakterer og skildringer fra sagatiden«, samlet og udgivet af Nordahl Rolfsen ; oversættelsen ved Gerhard Gran., Kristiania: Stenersen, 1898.
Der er 6 retssager i det hele; heraf findes de 4 indenfor den egenlige Gunnarssaga, nemlig 1, mod Hrut i anledning af Unns gods, 2 — 4, mod Gunnar i anledning af forskellige manddrab; i den egenlige Njálssaga findes to, 5, mod Njálssønnerne i anledning af Höskulds drab, og 6, den store mordbrandssag, altså alle i anledning af drab (og mordbrand) undtagen den første. Forff. har fremhævet den lighed mellem dem alle, at ingen af dem ender med en dom, men med et forlig eller på anden måde; fælles for dem alle skal endvidere være den leg med spidsfindigheder, opstillen af indbildte vanskeligheder, tilbøjelighed for formaliteter og ved siden deraf en begrænsning i de anvendte midler; forkærligheden for det retslige bliver større, jo længere vi kommer i sagaen, l'appetit vient en mangeant, som det smagfuldt hedder.

Dette sidste punkt kan det være af interesse at se lidt nærmere på. De anførte ord er nu for så vidt ikke rigtige, som der i Gunnarss. findes 4 sager, medens Njålss. kun indeholder 2; til gengæld er disse sidste ganske vist de udførligst skildrede, hvad der dog ikke er det mindste påfaldende, da det, de gjaldt, var så stort. De 5 første kan dog alle stilles sammen mod den sidste, der bl. a. foruden at behandles i en fjærdingsdomstol også kom for femterretten ; under denne sag er nøjagtigheden størst (de udførlige formularer og fremsættelsen i 1. person; ikke sagamæssig genfortælling); forberedelsen til altingsforhandlingen svarer i nøjagtighed hertil. I modsætning hertil er de andre 5 forholdsvis kortfattede og stanses ved et forlig eller på et tidligere stadium, og forhandlingerne fortælles kort og i hovedpunkterne og for det meste i 3. person (»da gjorde N. N. det eller det»). Kun den 3. sag indtager en særstilling, idet kun forberedelserne til altinget meddeles, hvorimod der om sagens gang dér kun meddeles, at den gik til domstolen ; her finder så kun en kort samtale sted mellem Njál og Mörd (der tilmed af kronologiske grunde ikke kan have optrådt), hvorpå et forlig kommer i stand. I øvrigt findes ligefremme taler (formler) i 1. person kun i 4. retssag og i 2. (Gunnars forbud mod sagens videre fremme). De 5 første er meget ensartede; i de anvendte formler er der ingen kendelig forskel. Heller ikke er der synderlige afvigelser i sagernes egenlige gang. Efter forberedelserne, der mest består i valg af sagens fører, tillysning af drab og udnævnelse af nabokvider (undt. i den 1.), er sagens gang på altinget følgende: efter en tillysning eller stævning fra lovbjærget osv. (2., 4. og 5. sag) finder forhandlingerne sted under vedkommende domstol; sagsøgeren opfordrer modparten til at høre på hans edsaflæggelse (om at ville føre sagen samvittighedsfuldt), så på hans fremstilling af sagen og dens beviser (dette kan dog udelades som selvfølgeligt, 2. sag), hvorpå eden aflægges, sagen fremsiges, lysnings- (stævnings-) vidner fremføres osv., nabokviden opfordres til at samles og modparten til at rydde den (udskyde de mulig urigtig udnævnte), hvorefter vidneudsagnet kræves afgivet; efter at dette er sket, opfordres modparten til at fremføre sit forsvar. Alt dette er i den nøjeste overensstemmelse med den rettergang, som Grågåsen forudsætter, rent formmæssigt betragtet. Det kommer, som sagt, aldrig til nogen virkelig dom, enten fordi modparten tilintetgør sagen på grund af begåede formfejl (som i sag 1), hvorpå sagsøgeren (Gunnar) tilbyder modparten holmgang, eller den anklagede nedlægger forbud mod sagens videre fremme, fordi den dræbte er bleven med rette erklæret som falden på sine gærninger, og har modsager at anlægge, hvorpå der mægles forlig (sag 2 og 3), eller kviden bliver ryddet og vendes imod sagsøgeren som hjælpekvid for den sagsøgte, hvorpå høvdingerne udvirker forlig (sag 4), eller endelig stanses sagen ved forbud mod kvidens afgivelse (sag 5) på grund af en fejl ved sagsanlæggelsen, hvorpå forlig.

Tiltrods for at rettergangen er ensartet, hvad der jo af sagernes art er en selvfølge, er det dog klart, at der er noget ejendommeligt ved hver af dem, og uagtet de ender med forlig, er afslutningen for dette forskelligartet. I den 5. bliver forliget straks brudt. Jeg for mit vedkommende finder ingen som helst grund til at betvivle dette sagernes forløb, eller at det giver et i hovedsagen virkeligt billede af, hvad der foregik på altinget; især tror jeg på indgåelsen af forlig i et stort antal sager, fremkaldt ved indflydelsesrige mænds mægling. Ganske vist skulde lovrettens tilladelse indhentes, men denne gaves uden tvivl hellere end gærne i de allerfleste tilfælde (jfr. Grg. III, 640—41).

Er der nu grund til efter disse almindelige betragtninger at skælne mellem to forskellige oprindelser? kunde man spørge. Dertil er der foreløbig kun at svare, at i og for sig er der næppe meget til hinder for, at alle retssagerne kunde hidrøre fra én mand, hvilket igen måtte enten føre til, at sagaen var af én forfatter i den foreliggende form, eller, da dette af andre vægtige grunde er højst usandsynligt, måtte retssagerne hidrøre fra bearbejderen, samleren af den nuværende Njála, og altså snarest være lavede af ham, men ikke hentede fra mundtlig fortælling. Men heller ikke dette er meget sandsynligt. En tredje mulighed er der, den at nogle af dem er oprindelige, andre senere lavede; den følgende undersøgelse vil måske vise, hvilken betragning der er rigtigst.


Første retssag.


I anedning af Unns og Hruts ægteskabelige samliv. Unn beskyldte Hrut for mangel på avledygtighed og skilte sig ifølge sin faders råd fra ham ; hun foretager skilsmisseerklæringen (ovf. s. 111 — 12) og forlader hiemmet. Da skilsmissens grunn var lovlig, skulde nu Hrut udrede hendes 60 hundreder og 30 til ifølge den indgåede overenskomst, men han nægtede at gøre det. Mörd tillyser sagen på altinget, men sagen kom ikke videre, da Hrut nu bød at afgøre den med holmgang. Et sådant tilbud ansås for at være noget, ingen kunde unddrage sig, uagtet holmgang i og for sig ikke var nogen lovhjemlet, retslig indretning; dette anser jeg fuldtud bevist ved V. Finsens behandling af æmnet i Frist. Inst. s. 116 — 31 (om denne sag se s. 124 — 25). Mörd erklærer, at han ikke vil kæmpe med Hrut, og lader sagen dermed falde; han måtte rette sig efter den almindelige opfattelse af, hvad følgen måtte blive af en sådan nægtelse. Som det senere hedder, kunde sagen godt genoptages, hvad der også skete. V. Finsen bemærker i Frist. Inst. s. 121, anm. 5, at der her er den fejl i sagaen, at Mörd ikke på altinget som han gør kunde overraske ved sagsanlæg, men at han måtte have udnævnt kvidmænd fra egnen for at vidne; beror dette på uvidenhed, har det naturlig sin betydning. Sagen fortsættes ved Gunnars stævning af Hrut på hans æventyrlige færd til dennes hjem. Njál giver ham det udførlige råd desangående; istedenfor en sagamæssig fremstilling af rejsen får vi denne i Njáls tale (råd) til Gunnar; dette er et kunstmæssigt fortællemiddel, der naturligvis også går ud på at vise Njáls visdom og forudsyn. Rådet følges og lykkes fuldtud. Når forff. stærkt angriber hele denne skildring (Gunnars forklædning og færd, optrinnet hos Hrut, hvor det netop galdt om at få ham til at erkende sin uret, og at Unns sag kunde genoptages, samt at en stævning virkelig foretages, uden at Hrut senere kunde indvende noget derimod), så er svaret herpå givet i min litt. hist. II, s. 541 — 42. Jeg fremhæver særlig her den betragtning, at stævningsrejser til andre landsdele kunde være farlige og forbundne med kampe og manddrab, hvad vi gentagne gange finder virkelige eksempler på, for ikke at tale om, at stævneren måtte være ledsaget af et ret talrigt følge. For at undgå alt dette er Gunnars færd i virkeligheden udmærket hensigtsmæssig og tillige simpel og sindrig; det er sikkert også i hin fjærne tids ånd at anvende list for magt, hvor resultatet blev det samme eller bedre. forff.s hidsige angreb på sagaens fremstilling, der bærer et så ægte præg af folkelig overlevering, må på det bestemteste tilbagevises som beroende på misforståelse.

Når de fremdeles anker over, at sagaen lader Gunnar og den vise Njál være ukendte med stævningsformularen, fordi Hrut skal lokkes til selv at foresige den, er også dette en — ret besynderlig — misforståelse. Dette sker jo, som Bååth siger (Studier s. 101, jfr. 102 anm.), for at Gunnar uden at vække mistanke »kan komme til at eftersige den (formularen) og således få Hrut stævnet personlig eller i hans lovlige hjem«. De mener, at det hele kunde være sparet ved en lysning på altinget, efter at de dog i forvejen har bevist, at netop stævning hjemme i bygden var det oprindelige og sædvanlige; at dette har været almindeligt i det 10. årh., er givet. Stævningen hjemme var i dette tilfælde nødvendig, for at Hrut overhovedet skulde møde på altinget, og for at få hans indrømmelse af, at der overhovedet kunde anlægges en sag på ny. Jeg tiltror ikke sagabearbejdere eller forfattere i det 13. årh. at digte noget så fortræffeligt som dette.

Endelig anker forff. over, at der i k. 8 stilles fordring om, at Hrut skal betale de 60 + 30 hundreder og tillige en 3 marks bøde, for hvilket sidste der ingen lovhjemmel findes. Dette beror imidlertid på forff.s misforståelse af sagaens ordlyd. Det hedder, at Mörd »lod det, ɔ: hvorvidt betalingen skete, gælde 3 marks bøde«, d. v. s., hvis Hrut ikke ærlig og redelig udbetalte de 90 hundreder, så skulde han for sin træskhed ifalde den nævnte bøde, hvorved alt bliver naturligt.

Der er således intet at indvende imod sagaen, med undtagelse måske af, at kviden ikke omtales (se ovf.)


Anden retssag.


I anledning af at Gunnar har dræbt Otkel. Gunnar var bleven stævnet af Otkel for Hallgerds tyveri, som han dog havde tilbudt at give fuld erstatning for. I sagen var det kommet til et ærefuldt forlig, for sagen kom til altinget. Derefter skete det så, at Otkel red — ganske vist ufrivillig, hvad Gunnar ikke kunde vide — på Gunnar og sårede ham, ved hvilken lejlighed Skamkel forhånede ham. Herfor tog Gunnar hævn ved at overfalde Otkel og hans ledsagere ved Rangå vad, hvor Otkel og flere faldt. Nu anlægges der sag mod Gunnar af Otkels nærmeste pårørende. Her foreligger en almindelig drabssag, hvor Gunnar både har haft den hensigt at slå ihjæl og virkelig gjort det. Forff. opfatter dette rigtigt; ligeledes bevidner de, at sagaen har ret, når den angiver Gissur og Geir som de nærmeste søgsmålsberettigede, da Otkel kun havde efterladt en mindreårig søn, Torgeir, foruden en datter; fremdeles erklærer de, at det er i overensstemmelse med Grågåsen, når de to kaster lod om, hvem der skal føre sagen; loddet træffer Gissur. Hvad Skamkel, der også var bleven dræbt, angår, siges ikke, hvorledes Gissur også bliver hans eftermålsmand; at Gissur på en lovlig måde har fået sagen overdraget, er dog en selvfølgelig forudsætning. Blandt de dræbte var der endnu en nordmand. Ifølge loven skulde en udlændings eftermålsmand være enten hans slægtning, hvis han havde nogen, eller handelsfælle, madfælle eller skibsstyrer, eller endelig den bonde, hos hvem han havde haft ophold; nordmanden havde været hos Otkel. Om et så sjældent tilfælde som dette indeholder loven ingen bestemmelse, og der har rimeligvis aldrig eksisteret nogen. Uagtet det nu kunde synes rimeligt, at den dræbte bondes eftermålsmand også blev nordmandens, skulde man kende fristatens mænd dårlig, om modparten under sådanne omstændigheder ikke havde regnet dette tilfælde til de meget tvivlsomme, selv om det for nutidens (og datidens) teoretikere havde ståt som utvivlsomt. Når imidlertid forff. påstår, at sagaen har forståt ordet vist om et ophold på gården selv i bogstavelig forstand, og at det er, fordi nordmanden ikke blev dræbt hjemme på gården, at bønderne nægter at afgive kvidudsagn angående nordmanden, er dette ubegrundet. Hvis sagens fremstilling er rigtig — og modbevises kan den ikke — har kvidmændene i dette sjældne tilfælde gjort den — retslig sikkert holdbare — mening gældende, at når nordmandens vært var død, måtte hans rette eftermålsmand være at søge i hans hjemland (Norge). De erkender ikke, at den dræbte værts ret på dette punkt er gået over på dennes eftermålsmand; dette har de kunnet gøre, hvis der ikke fandtes bestemt lovhjemmel for det modsatte, og det har der sikkert ikke været.

Når kvidmændene nægter at afgive udsagn ang. nordmanden, skal dette stride imod deres stilling og hværv for retten, idet det gøres gældende, at det ikke kom dem ved, hvem der var den rigtige sagfører. Ganske vist gaves der sådanne tilfælde, hvor kvidmændene kunde nægte at udtale sig, nemlig om hvad der var sket udenlands eller om hvad der var lov i landet, men hvad det her drejer sig om, er hverken det ene eller det andet. Enten må man da her antage en fejl eller at loven dengang var en anden end senere. Mod det første taler den bestemte angivelse i sagaen og den betydning, der tillægges nabokvidens optræden. Mod det sidste, at nabokviden fra først af har haft sin uforandrede og uforanderlige indretning og væsen. Muligheden for overleveringens fejl på dette punkt er således given.

Når det k. 56 1. 21 — 22, efter at Gissur siges at have tillyst drabene, hedder, at han »spurgte om (den anklagedes) ting- og hjemstavn« , er dette fuldkommen i sin orden. Et sådant spørgsmål har været et pligtspørgsmål, der hørte til den retslige fremgangsmåde, og som ikke kunde undlades, selv om den angik en nokså bekendt person. Dette bemærkes her engang for alle.

Forberedelsen til sagen er gjort ved, at ligene af de faldne er bleven opgravede og vidner tagne på sårene. Dette findes oftere omtalt i sagaen, men det fremhæves aldrig udtrykkelig i Gråg. at det skulde ske; det antydes dog ved, at det f. eks. hedder, at vidnerne skal se, hvor mange sår den døde har, hvilket jo ikke kunde gøres, uden at liget blev gravet op; i de nu eksisterende love hedder det udtrykkelig, at opgravning ikke skal finde sted, men at kvidmænd skal vidne om sårenes antal. Utvivlsomt viser sagaen her den ældre ret, hvad V. Finsen mener, anm.[9]. 2. led.

Hvad selve retssagens gang angår, bemærker forff. med rette, at Gunnars nærværelse på altinget strider mod Gråg., der bestemmer, at den for drab anklagede ikke måtte indfinde sig der. Dette finder forff., sikkert med rette, i og for sig højst mærkeligt. I denne henseende mener jeg, at vi får oplysning om et ældre tidsrum for den isl. ret, i hvilket det ikke har været forbudt en sådan anklaget at møde[10]. Det er tvivlsomt, hvorvidt et sådant forbud nogensinde har været agtet og efterfulgt, da brud på det findes så hyppig både før og senere. Ang. spørgsmålet om »ting- og hjemstavn«, der er i sin orden (»ganz verkehrt« forff.), se foreg. s. I øvrigt bemærkes, at sætningen herom mangler i F, B; men da den står i A, E, G, er den vistnok oprindelig. Retssagens gang på sagførerens side fortælles kort, sammenfattende og rigtig.

Når forff. dadler sætningen: »han nævnede sig vidner på alle de beviser, der var fremsatte«, og bemærker, at man ikke havde lov til at nævne ét vidnesbyrd for et samlet antal af retshandlinger, så er dette kun et udslag af deres uvilje mod at forstå sagaens ord efter deres rimelige mening. Udtrykket kan forstås således, men det kan også forstås helt anderledes. »Alle beviser« kan udmærket godt betyde »hvert bevis for sig«, og »nævnede« være brugt plusquamperf. At dette er sagaens mening, er jeg ikke i tvivl om. Udtrykket er kort sammenfattende.

Gunnar værner sig mod anklagen ved at erklære, at han har »uhelliget« Otkel for vidner, fordi denne havde tilføjet ham et blødende sår i forvejen; ifølge Gråg. var det tilladt at hævne sig indtil det næstfølgende alting. Forff. indvender ikke så meget imod berettigelsen af Gunnars værn som mod dens form, idet han nedlægger forbud (lýritr), mod at sagen forfølges videre og pådømmes. I den vedtagne tekst (fra 1875) kaldes forbudet » godeforbudet« (goðalyritr). Forff. har nu et let spil ved at bevise dette udtryks fuldstændig fejlagtighed, men de kunde passende have bemærket, at goða kun findes i et eneste hdskr., F, men mangler i alle de andre, A, B, E, G, I; der er ingen tvivl om, at goða i F er en fejl og rimeligvis kun en gentagelse af det lige foran stående goði. Indvendingerne mod sagaen, der knyttes til dette ord, bortfalder. Heraf følger ikke, at det er rigtigt, at sagaen lader Gunnar nedlægge forbud. Forudsat, at loven i det 10. årh., hvad dette punkt angår, svarer til Gråg., synes sagaen at have begået en fejl ved at lade Gunnar gribe til dette middel; jfr. V. Finsen Frist. Inst. s. 106 og Die Njalssage s. 63, hvor dog ordet sækja tages alt for snævert. Når Gunnar bagefter truer med at anlægge en sag, fordi det urigtige kvidudsagn er begært, står dette og falder med den betragtning, man gør gældende overfor kvidudsagnet selv.

Enden på sagen sker ved, at Njál træder til og udtaler, at Gunnar ikke vil kunne undgå domfældelse, men idet han truer modparten med nye sagsanlæg, får han et forlig i stand.

Resultatet bliver, at skønt Gunnars opfattelse af modpartens fremgangsmåde (tilkaldelse af en kvid, som ingen betydning kunde have) er rigtig[11], bliver det dog usikkert, hvorvidt sagens gang kan have være den, som sagaen giver. Dens rigtighed har man altså ret til at betvivle.


Tredje retssag.


Egilssønnerne fra Sandgil har haft hestekamp med Gunnar, der sluttede som alle andre. Kol — Egils søn — og Torgeir Starkadsson blev slåede af Gunnar, så at de tabte besindelsen, efter at de i forvejen havde fornærmet ham. De var opsatte på hævn og lagde sig i baghold for Gunnar ved Knafaholar, og det kom til det bekendte Rangåslag, hvor Gunnar og Kolskeg dræbte flere af deres modstandere, deriblandt Egil med hans sønner Kol og Hauk; en tredje søn fik et svært sår, hvoraf han formentlig er død bagefter, uagtet dette ikke siges. Derimod mistede Gunnar sin broder Hjort. Her foreligger altså et rent og skært forud planlagt baghold, hvilket ifølge loven var strafbart; Gunnar var for så vidt altså i sin gode ret. De slag, Gunnar havde givet Kol og Torgeir, gav dog bagholdet om ikke nogen retslig berettigelse så dog en forståelighed.

Gunnar søger råd hos Njál, der opfinder en hel plan: Torgeir har besvangret en slægtning af Njál; denne lejermålssag vil han overdrage Gunnar, samt en anden mod Starkad, fordi denne ulovlig havde hugget ved i Njáls skov; bægge var skovgangssager. Fremdeles skal Gunnar tage afsted, opgrave de døde og erklære dem fredløse for deres overfald. Hvis der herimod skulde indvendes, at Gunnar som anklaget for slag hverken kunde føre sin eller andres sager på altinget, skulde han svare, at Njál har »helliget« ham på Tingskåleting. Endelig skal Gunnar lade sig overdrage en sag mod Onund i Troldeskov. Gunnar gør som Njál tilråder, graver de døde op og stævner dem til »uhellighed«.

Hvad betyder nu Njáls råd? Man kunde jo sige, at Gunnar var den overfaldne, og at ikke han, men hans angribere vilde blive dømte. Dette går også forff. ud fra. Men på den anden side var det lige så utvivlsomt, at Gunnar måtte blive dømt for at have slået Kol og Torgeir. Det var nu dette, Njál vilde undgå; derfor samler han så mange sager mod Gunnars fjender, for så meget lettere at formå dem til at indgå et almindeligt forlig, hvad der jo også lykkes.

Hertil skal endnu føjes, at ifølge sagaen må hestekampen have stået om efteråret eller eftersommeren; så går den følgende vinter, og det næste alting holdes (k. 59 1. 67), uden at de slåede har anlagt sag mod Gunnar; dette er unægtelig mærkeligt men kan forklares ved, at de overhovedet kun tænkte på blodig hævn, hvad der også antydes i Olaf pås råd (59 71). Otte uger før vinterens begyndelse, altså i slutningen af august, fandt så kampen sted. — Leidtingene holdtes senest ved samme tid.

Sagsanlæget mod Gunnar — nu måtte dette jo foretages — bestod i, at der anlægges sag for drabene, hvorved Onund, Egils broder, ganske rigtig optræder som eftermålsmand for broderen og dennes sønner. Så hedder det (k. 65 27), at de går hen og »tillyser drabene«, samt udnævner 9 nabovidner. Her skal straks bemærkes, — hvad forff. rigtig udtaler, — at denne lysning ganske strider mod Gråg., der forordner, at den skal foregå inden 3 dage er gåede fra drabet fandt sted, men ifølge sagaen foregår den længe efter. Det er ikke rimeligt, at loven har været anderledes på dette punkt, så at der her foreligger en fejl eller unøjagtighed. Da nu parterne kom til altinget, Gunnar i kraft af, at Njál har »helliget« ham på Tingskåleting, fortælles der kort, at sagen kom for domstolen; i steden for den sædvanlige rettergang får vi her kun en samtale mellem Mörd og Njál. Mörd fremfører nogle indvendinger og spørgsmål, som Njál besvarer sejrrigt; endel af, hvad Mörd spørger om, skulde man tro, han måtte vide, og man undgår her ikke indtrykket af noget naivt og dog kunstlet i fremstillingen, især i Mörds bemærkninger. Så træder Hjalte frem og beder Gunnar lægge sagerne under en »billighedsdom« (jafnadarðóm); dette er intet retsligt udtryk, men et folkeligt udtryk for en »billig afgørelse«, hvorved bægge parter får deres dem tilkommende ret under gensidig hensyntagen. Gunnar går ind på dette, og forliget kommer i stand.

I det hele synes sagen, bortset fra et par punkter, at kunne være gået for sig som skildret i sagaen. Der findes her ingen formularer, ja der siges ikke engang, for hvilken dom sagen førtes. For så vidt danner fremstillingen en modsætning til sagaens skildring af de andre retssager.

De indvendinger, der nu gøres, er følgende. Der fremhæves først den korte skildring, »man ved ikke engang, hvorledes Mörd bliver sagsøger«, siges der. Dette er dog tydelig antydet i begyndelsen af k. 65, men det fremhæves ikke, at Mörd overtager sagen på sædvanlig vis; men ingen læser er i uvidenhed om den virkelige sammenhæng. Forff. ytrer (s. 68), at sagen var særdeles simpel, og at der desuagtet anvendes kneb, der dels ikke er nødvendige, dels ligefrem falske, og at der findes store fejl i enkeltheder.

Forff. anfører derpå sagens sammenhæng og omtaler rigtig Torgeirs — men ikke Kols — slag, og det påvises, til hvilken art af slag det hører; det bemærkes tillige, at den slåede havde ret til at hævne sig til næste alting. Dette er godt og vel, men der kunde været bemærket med det samme, at straffen for alle slag var skovgang. I virkeligheden kunde der således anlægges hele to skovgangssager mod Gunnar, og udsigten til at blive dømt i dem bægge var øjensynlig. Dette, der er af hovedbetydning, må ikke glemmes eller lades ude af betragtning. Dernæst behandler forff. spørgsmålet om overfaldet, der er simpelt nok, der henvises til Gråg. (Kgb. § 86); men når det hedder, at Nj. 64 33 bringer lovbogens bestemmelse »næsten ordret«, er dette for meget sagt; det er kun ordene at fara með þann hug, der er ordrette, og dette var et almenkendt udtryk, hvis indhold ikke godt kunde udtrykkes med andre ord. Nogen indre forbindelse mellem sagaen og lovbogen er det ganske uberettiget at slutte heraf. Når forff. derefter udtaler, at stillingen egenlig er den, at der for Hjort skulde gives fuld bod, at de 17 faldne skulde ligge på deres gærninger, og at Gunnar kunde forholde sig enten blot defensivt eller også tagende offensiven og få modstanderne dømte fredløse og selv gå straffri, er dette fuldkommen rigtigt i og for sig, men de glemmer den vigtige omstændighed, jeg før fremhævede, at der imod Gunnar var to skovgangssager, der aldeles ikke bortfaldt, fordi hans fjender overfaldt ham. Det er netop disse sager, der nu skal komme til at spille en rolle og hidføre et forlig, der skal hindre fredløshed for mange. Og det er i betragtning heraf, at Gunnar indvilger i at indgå et forlig. Det beklages et andet steds i sagaen, at så og så mange gode mænd forlod deres egn; man har sikkert sat pris på, at egnens bedste mænd blev hjemme, og at den altid var så godt befolket som muligt. Den her foretagne kompensation skal være utænkelig. Hvorfor, kan jeg ikke indse. Lovretten kunde jo dog give forligstilladelse (sáttaleyfi), og det forbydes intetsteds i lovbogen at afbryde rettergangen ved en fredelig overenskomst. Hvorledes parterne så indrettede deres forlig, måtte bero på dem selv. Når så forff. siger, at Gunnar fremtræder som »den skyldige part« ved forliget, så er dette kun delvis så. Skyldig var han i slagene; og det er disse, der fører til »billighedsafgørelsen«. Jeg kan således ikke se noget imod, at sagaen har ret, når den siger, at Gunnar fik »ære af sagen«.

Hvad kritikken af enkeltheder angår, er der næppe grund til at dvæle ved bemærkningen om, at det skulde være meningsløst i k. 64 32 at sige, at Gunnar skal opgrave de døde og nævne vidner på sårene og »uhellige« dem. Teksten er noget afvigende i håndskrr.; B, Cŏ har udgavens hovedtekst; i F mangler de udhævede ord, men er uden tvivl her oversprungne; G har kun: »og nævne vidner og uhellige dem«, medens A, D, E, I har: »og nævne vidner på sårene, at du uhelliger« osv., dette sidste er vistnok den oprindelige tekst. Det er ret naturligt, at de sår, som har voldt døden, også i dette tilfælde har nogen betydning; den eksakte formular kendes ikke, men den kunde have lydt som så: »jeg tager eder til vidne på, at N. N., der er død af disse (dette) sår, som I her ser, har fået dem og døden på en fortjænt måde, hvorfor jeg erklærer ham falden på sine gærninger«. Den ene forklaring er så god som den anden. Jeg hævder, at denne omtale af sårene slet ikke er ilde anbragt eller behøver at være urigtig. Det kan ikke ses, at V. Finsen har haft nogen betænkelighed ved sagaens ord (se anm. 3. led). Jeg tror således ikke på forff.s påstand om »tankeløs overførelse af formaliteterne ved lysning«. Derimod har forff. ret i at kritisere sagaens fremstilling af »lysningen« så længe efter drabet. Her foreligger enten en tankeløshed eller mulig et rent og skært indskud. Når Gunnar vælger, hvem han vil, til Hjorts drabsmand, er dette rigtigt ifølge Gråg., og at han vælger Kol, har sin grund i, at det var ham, Gunnar havde slået (forff. synes overhovedet ganske at have glemt slagene). Bemærkningen, »dette er rigtigt«, tyder slet ikke på at denne ret til at vælge en drabsmand er en »besonderheit« ; det er at lægge for meget ind i Njáls ord; det er en bemærkning rettet til den mindre kyndige læser. Når Njál giver det råd at sammenkalde »kamppladsbønder og naboer«, er denne sammenstilling næppe forsvarlig; men der kan gøres opmærksom på, at G her har en læsemåde, der vilde være anstødsfri, nemlig blot »kamppladsbønder«. At dette er den oprindelige læsemåde, er dog ikke hævet over enhver tvivl.

Så er der det vigtige men vanskelige spørgsmål, Njáls »fredhelligen« af Gunnar på Tingskåleting. Da Mörd spørger, hvorledes Gunnar kan møde på altinget (hvad sagaens forf. i andre tilfælde finder naturligt), efter i forvejen overfor Torgeir (hvorfor nævnes ikke også Kol?) at have gjort sig skyldig i en fredløshedshandling, svarer Njál: »Jeg fredhelligede ham på Tingskåleting om efteråret«. Dette er et meget omtvisteligt punkt. Man kender ellers intet til en sådan »fredhelligelse«; forff. gør dog opmærksom på, hvad der findes i Staðarh.bók § 277 om, at en drabsmand, der beder om grið, har ret til at få det, og at nægtelsen deraf medfører straf; dette siges at være »en gammel lov«. Jeg er enig med forff. i, at der i sagaen sigtes hertil. Men så er der sandsynlighed for, at Gunnar eller Njál på hans vegne — hvorfor skulde han ikke kunne gøre det? — på det nævnte ting har bedt om grið. At det hele skulde være et sildigt påfund, har jeg vanskeligt ved at tro.

At leið kaldes (þingskála)þing finder jeg intet at udsætte på; alle leiðir var ting; ord haustþing findes da også flere steder; se forff. egen anm. s. 74.

Alt i alt indeholder fremstillingen af denne retssag enkeltheder, der er urigtige (tillysningen) eller usikre, men ikke alt hvad forff. indvender er rigtigt; det hele er noget afstikkende og forskelligt fra, hvad der ellers findes. Da hdskr. G på et par ikke uvigtige punkter fremviser en afvigende tekst, og da det næppe er rimeligt, at den er fremkommet ved rettelser i det 14. årh., er det muligt, at en overarbejdeise i de andre hdskrr. har fundet sted; især gælder dette samtalen mellem Mörd og Njál. Nogen benyttelse af skrevne retsbøger skimtes ikke; dette må bestemt fastholdes overfor forff. Ikke et ord, ikke en sætning vidner derom, hvorimod alt og især de formentlige fejl taler derimod.

Herefter følger hvad forff. kalder »det første mellemstykke«, s. 67 — 70. Torgeir spørger Mörd til råds om, hvorledes han skal komme Gunnar til livs. Mörd siger, at han har hørt, at Kolskeg agter ved en retssag at få lov til at beholde den tredje del af en jord, som var lovet Torgeirs fader for den dræbte søn, og det er Gunnars agt hellere at betale løsøre end jorden. Mörd fraråder ham at tage imod tilbudet; i dets sted skal han beskylde Gunnar for forligsbrud. Man ser heraf, hvorledes de idømte bøder delvis skulde betales, uagtet det ikke er fortalt i forvejen. Ligeledes hedder det, at Gunnar har frataget Torgeir Otkelssøn et stykke kornmark og Mörd råder Torgeir at få denne sin navne til at hjælpe sig mod Gunnar. Om dette sidste forhold vides ellers intet. På »Tingskåleting om efteråret« vilde Kolskeg nu indløse jorden, men Torgeir nægter at ville gå ind på dette og erklærer det for forligsbrud. Nu følger beretningen om et mislykket overfald på Gunnar. På altinget derefter kom så atter et forlig i stand, idet Njál overbeviste modparten om, at der intet forligsbrud var sket. Navnerne erkender dette og kaster skylden på Mörd.

I alt dette er der intet unaturligt, og rent formelt set kunde Torgeir kalde tilbudet for brud på forliget; at det reelt ikke var det, er en anden sag, men formaliteter spillede nu engang en rolle. forff. har tillige forset sig på ordene i k. 66, »Gunnarr bætti þá þegar upp vigin«, som om de skulde betyde, at han betalte bøderne straks og i rede penge; dette er imidlertid aldeles ikke nødvendigt, ja ikke engang sandsynligt; man havde i det hele ikke meget af rede penge med sig på altinget; det, ser vi af andre steder tydelig nok; ordene indbefatter naturligvis enhver betalingsmåde, også anvisningen på jordegods. Når Gunnar overdrog Moeidarhvol, der ifg. k. 70 skal have tilhørt hans moder, skal der ingen overvældende skarpsindighed til at tænke sig, at han har haft lovhjemmel dertil, uagtet dette er en af den slags ting, som sagaen i almindelighed springer over som selvfølgelige.


Fjærde retssag.


Fjendtlighederne mod Gunnar stansede imidlertid ikke. Torgeir Starkadsson pønsede stadig på hævn og tyr igen til Mörd, der nu råder til, at Torgeir mager det så, at Gunnar kommer til at dræbe Torgeir Otkelsson, der også var opsat på hævn; Mörd siger, at Njål har spåt Gunnar, at hvis han dræbte Torgeir, vilde det blive hans død. Torgeir Otkelsson vækker nu, til at begynde med, Gunnars uvilje mod sig ved at forføre hans frænke — også efter Mörds råd. Navnerne aftalte så at overfalde Gunnar ved Rangå. I den påfølgende kamp dræbte Gunnar flere mænd, deriblandt netop Torgeir Otkelsson; den anden Torgeir undslipper ved flugt. Gissur hvide rider hen og tillyser drabene (k. 73) og fører sagen på altinget; på lovbjærget tillyser han sagen, der nu forløber fuldstændig regelmæssig, indtil Gissur tilbyder modparten at rydde kviden. Nu hedder det, at Gunnar og Njál gik, hvor kviden var, og fandt anledning til at udskyde fire; så opfordrer de de øvrige 5 til at afgive en bjærgekvid for Gunnar, der skulde gå ud på at erklære, hvorvidt navnerne havde begivet sig afsted »med den hensigt at overfalde og såre (dræbe) Gunnar«. Dette gik for sig, hvorpå Njál erklærede, at der var et lovværn i sagen, og at han vilde begrunde et forsvar herpå, medmindre modparten vilde gå ind på et forlig; dette sker, pengebøder bestemmes og betales. Men Gunnar og Kolskeg skulde rejse udenlands og være borte i 3 år; hvis han ikke gjorde det, skulde den dræbtes frænder have ret til at overfalde ham; det hedder, at »Gunnar ikke lod sig mærke med, at forliget ikke syntes ham godt« ; det modsatte var åbenbart tilfældet, det ligger netop i disse ord.

Således som denne retssag er skildret, er den rigtig i det hele og store. Nøjagtigheden i fortællingen om de enkelte handlinger og formularer er omtrent som i sag 1 og 2. Hvad indvendes da her imod sagaen?

Det bemærkes, at Gunnars stilling var »den tænkelig simpleste og tænkelig gunstigste«. Han var den angrebne, og han havde retten på sin side. Rolig lader han sagen anlægge. Selve lysningsformularen siges at være meget lærerig for forf.s stilling til Grågås-hdskrr. Der vises, at der her skælnes mellem frumhlaup (første angreb) og áverki (sår); man kunde under ét tillyse bægge dele eller adskille dem, så at der blev to anklager (sager); i første tilfælde nævnes frumhlaup først og áverki bagefter; sætningen om det sidste tilføjes med er (»da det sår tilføjedes osv.«); i sidste tilfælde nævnes såret først, hvorpå angrebet tilføjes også i en er-sætning. Denne måde er den af sagaen anvendte, men forff. erklærer, at den ikke gennemføres følgerigtig, idet der i det første tilfælde bruges ok for er (altså angreb og sår på engang). Denne opfattelse er imidlertid ikke rigtig. Teksten lyder: ek lýsi lögmætu frumhlaupi á hönd G. H. um þat er hann hljóp lögmætu frumhlaupi til þ. O. ok særði hann osv. Her forbinder ok verberne hljóp og særði, og særði styres altså af det foranstående er; i Sthbk. hedder det: um þat at hann hafi hlaupit . . . er; der er altså her en afvigelse ikke m. h. t. ok, men m. h. t. de ord, der følger nærmest efter um þat, men meningen er og bliver den samme. Sagaen siger i virkeligheden nøjagtig det samme, og der foreligger ingen sammenblanding af to fremgangsmåder. Afvigelsen i Njála: um þat er hann hljóp tror jeg ikke er en fejl, men en nedarvet dublet. I hvert fald er det sikkert, at forff. ikke har benyttet nogen skreven lovbog; at afskrive en tekst nogenlunde rigtig måtte vi dog kunne forudsætte, at sagaforf. havde været i stand til, især da der ikke for ham var nogen grund til at foretage nogen ændring.

Dernæst påvises, at der i Njálas formular mangler en hel sætning, hvor anklageren fremsætter sine pengekrav, nemlig: tel ek mér rétt ór fé hans. Dette er en fejl, der ganske sikkert beror på en ufuldstændig udenadslæren af hele formularen; men den viser, at et lovhåndskrift som et af vore ikke er benyttet og udskrevet. Når det i samme formular fremdeles hedder: »jeg tillyser sagen til den domstol, sagen ifølge loven skal komme for«, skal dette sidste være forkert; den bestemte domstol burde være nævnet. Dette er imidlertid ingenlunde sikkert. I sagaen hedder det nemlig straks bagefter: »så spurgte han om ting- og hjemstavn«; sålænge dette spørgsmål ikke er fremsat og svar derpå givet, kan spørgeren ikke formelt betegne en bestemt domstol, og han må da netop bruge de anførte ord, der således bliver rigtige. V. Finsen ytrer (anm. 12. led), at sagaen i en række tilfælde afgiver »en bestyrkelse af, hvad der allerede efter Grågås måtte antages, men ikke der udtrykkelig er udtalt, t. eks. at der i reglen ikke i stævningen eller lysningen anførtes, ved hvilken fjærdingsret sagen skulde anlægges, hvorimod dette afgjordes efter de svar, man fik på spørgsmålene efter Gråg. I a, 40 flg.«.

Imod sagens gang bemærkes i øvrigt intet, undt. — hvad der ifølge forff. også kunde være bemærket ved sag 2 — at rydningen af kviden foretages i retten, istedenfor at kvidmændene må tænkes at være et andet sted, hvorhen modparten skulde opfordres til at begive sig. Hvad sag 2 angår, er nu forff.s udtalelse urigtig, ti der hedder det, at Geir gode byder »bønderne til sæde«, hvorved netop et samlingssted udenfor domstolens plads bestemt antydes. Fuldstændig det samme forudsættes også her, men angående den slags selvfølgeligheder anser sagaen det ufornødent at udtale sig udførlig. Sagaen lader rydningen slet ikke foregå i retten; det modsatte antydes, idet Njál (i beg. af k. 74) netop siger: »lad os gå derhen, hvor bønderne sidder«. Og nu udskydes fire, idet de andre 5 opfordres til at afgive bjærgekvid for Gunnar. Det gør de og bevidner, at Torgeir og de andre med forsæt har begivet sig afsted for at overfalde Gunnar. Her er det, at forff. udøver en stræng kritik og erklærer dette for »ganske urigtigt«. De forklarer, hvad »bjærgekvid« er, og udtaler, at en sådan ikke altid behøver at forudsætte en virkelig frumkviðr men kan oprettes efter og imod vidneudsagn, uagtet lovbøgerne altid forudsætter en frumkviðr. Forff. viser her, undtagelsesvis og i stærk strid med, hvad de ellers oftest gør, at de ikke er bange for at antage noget, der ikke findes i lovbøgerne; det modsatte er jo heller ikke »positivt sagt«. Det påpeges, at bjærgekviden sammensættes af 5 af den oprindelige kvid på 9 (bestod denne kun af 5, kom bjærgekviden til at bestå af dem alle). Der hævdes nu, at bjærgekviden her kun kan forudsætte, at en frumkviðr allerede er bragt tilveje, hvilket ikke er tilfældet ifg. Njálas fremstilling. Gråg. indeholder ingensteds en udtømmende forklaring af bjærgekviden, men anfører kun enkelte tilfælde spredt som Kgb. 1, 65 (»hvis man behøver bjærgekvid, i det tilfælde at kviden i forvejen har osv.«); her siges ikke, at dette er eller skal være så. Ved hjælp af Gråg. er det ikke muligt at modbevise sagaen. Hvis det er rigtigt, hvad forff. i almindelighed hævder, er man kun berettiget til at sige, at sagaens fremstilling er kortfattet, så at de selvfølgelige enkeltheder kan være forudsatte. Jeg betvivler dog, at forff. har ret; kunde der ikke også på dette punkt være tale om en ældre retsform? Der er, forekommer det mig, intet unaturligt i, at de af nimandskviden tiloversblevne 5 straks opfordres til at afgive hjælpekviden, hvorved unødvendige mellemled også kunde overspringes. Bjærgekviden vidner nu til fordel for Gunnar — og nu skulde man tro, at sagen kom for domstolen, og at Gunnar blev frikendt, medens fjenderne idømtes en fortjænt straf for forsætligt overfald. I steden for dette foreslår Njál imidlertid et forlig, der går ud på, at der »blev betalt bøder«, nærmest, som det synes, af Gunnar, samt på, at denne og Kolskeg skulde rejse bort og være udenlands 3 år. Det kan nu ikke nægtes, at denne afgørelse er meget påfaldende, og man kunde fristes til at tro, at sagen ikke havde været ganske, som i sagaen fremstillet. Går vi nu alligevel ud fra den som den er, bliver afgørelsen ikke uforståelig, især ikke, når man ser hen til Njåls formentlige mening om Gunnars fremtid og forhold til hans fjender. Njál har med ét slag villet udrydde og forebygge alt fjendskab, fjærne roden til det onde; han har indset, at sålænge Gunnars modstandere ikke følte sig tilfredsstillede, vilde de stadig pønse på hævn og fjendtligheder. Ved Gunnars halvt tvungne udenlandsrejse — der jo ikke er en ifølge en dom ifalden landsforvisning med godsers inddragelse osv. — og de givne bøder måtte de erkende, at der for dem ikke mere var nogen skellig grund til at forfølge Gunnar. Bygdeufreden vilde holde op og Gunnar leve i ro. Herom har Njál følt sig overbevist. Retssagen var imidlertid uundgåelig. Således set og fortolket bliver der god mening i det hele. Men Gunnar føler, at der er begåt en uretfærdighed imod ham, og det er denne følelse i forbindelse med hans så smukt fremtrædende kærlighed til hjemmet, der bevæger ham til at bryde forliget — og blive hjemme. forff.s ord (s. 89 — 90) er altfor hårde og uretfærdige, især hvis det skulde være tilfældet, hvad V. Finsen i sin utrykte retshistorie (s. 501 — 2) har antaget for sandsynligt, at nødværge i den ældre tid vistnok ikke har været frifindelsesgrund, idet han henviser til danske, svenske og flere gamle tyske love. Er dette så, er sagaens fremstilling så meget mere pålidelig.

I det hele må det hævdes, at sagaen ikke kan beskyldes for at have begået nogen videre fejl i sin fremstilling af retssagens gang. højst kan man sige, at forf. ikke har været en virkelig retskyndig, der med pinlig nøjagtighed tager alle enkeltheder med.

Nu følger i sagaen, hvad forff. kalder »det andet mellemstykke., (k. 75—96, 98—99, 106), hvis indhold kort meddeles for den følgende udviklings skyld. Der er her ingen særlig grund til at komme nærmere ind på disse kapitler. Angående Njáls tilbud om at opfostre Tráins søn Höskuld skal bemærkes, at når forff. nægter, at dette var »retsligt tilladeligt«, fordi Ketill, der havde antaget ham til opfostring, ikke kunde overlade ham til Njál igen, er dertil kun at sige, at dette heller ikke var nogen »retslig« handling, men en fuldstændig privatsag mellem moderen og Ketill på den ene og Njál på den anden; denslags forhold ordnedes ganske som man selv vilde, og når forff. taler om »en ny plejekontrakt« mellem Ketil og Njál, er forholdets art og væsen ganske miskendt. Derimod har forff. ret i deres kritik af stykket om Lyting, men da dette stykke er et åbenbart sent indskud i sagaen, rammes ikke denne af kritikken af stykkets fejl.


Femte retssag.


Njálssønnerne har, bevægede dertil af Mörds bagvaskelser, dræbt Höskuld Tráinsson. Mörd har selv været med, men for at vildlede har han selv begivet sig til Tráins enke for at berette det skete, idet han forudser, at hun vil opfordre ham til at overtage drabssagen; da han selv havde deltaget i drabet, kunde han i virkeligheden ikke optræde som sagfører; sagen vilde så, når det blev bekendt, forspildes. Denne plan er snild nok. Det bestemtes, at Mörd — naturligvis på lovformelig måde — skulde »tillyse drabet og forberede sagen til altinget« (k. 112 8i_32). Dette foregår regelmæssig under tilkaldelse af nabobønder; Mörd nævner vidner på sårene — undt. ét, det han selv havde tilfojet Höskuld; det vidste han ikke besked om; han erklærede Skarphedin for drabsmand, tillyste sårene mod brødrene og Kåre. På altinget overdrager Mörd sagens førelse til Sigfussønnerne (Tráins brødre).

Herimod indvendes, at Mörd ikke kunde vide, hvem der havde tilføjet Höskuld sårene. Men det var heller ikke dette, det kom an på; ligesom man blandt dem, der havde været med til at overfalde og dræbe en, kunde vælge enhver af disse til den egenlige banemand, har man sikkert kunnet gøre det samme m. h. t. de enkelte sår. »Formelt er intet imod lysningen at indvende« , ytrer forff. Sigfussønnerne overtager sagen. Når det om Flose hedder, at han til Hildigunn udtaler, at han vil »søge sagen til fullra laga eller bidrage (veita) til et så godt forlig« osv., betyder »søge« naturligvis ikke andet end »sørge for, at sagen føres med den tilbørlige kraft«, hvem der så end blev den formelle sagfører på altinget — dette kunde Flose godt love.

I k. 121 skildres retssagen. Her fortælles først om et møde mellem de forskellige høvdinger på Njalssønnernes side, hvor også Mörd er tilstede, Asgrim meddeler, at Mörd selv har deltaget i drabet og på grund heraf var forberedelserne til sagsanlæget ugyldige. Hjalte Skeggeson vil straks gøre dette gældende, men den retskyndige Torhal — der skulde spille en så stor rolle under mordbrandssagen — indvender, at modparten så vil kunne bjærge sagen »ved at sende en mand hjem til bygden og der foretage en stævning til tinget og udnævne kvidmænd på tinget«. At dette sidste er rigtigt, bestyrkes ved en ligefrem oplysning i Eyrbyggja — også fremdragen af forff. — , hvor det hedder, at »det da (980 — 90) var gældende ret at stævne hjemme og udnævne bønder på tinget«. I og for sig er der således her intet at indvende mod Torhals ord. V. Finsen har (anm. 6. — 7. led) behandlet de to punkter, Mörds forhold til sagen og spørgsmålet om lysning-stævning, og han udtaler: »vi finder, at denne sagaens opfattelse har formodning for sig at stemme med fristatens ret«, og at retsreglen »har sin naturlige begrundelse i, at den, som selv var skyldig, ikke kunde føre sagen imod sine medskyldige«. forff. henviser til Gråg. Kgb. 99 pr., Sth. 302, men hvad der her sigtes til, vedkommer slet ikke den foreliggende sag. Ang. det andet punkt ytrer Finsen, at »der er meget, der taler for rigtigheden af at den nævnte fremgangsmåde i et tilfælde som omhandlet, hvor fejlagtig lysning var sket, kunde anvendes«, og han henviser til Gråg. I a, 179 — 80. Retssagen forløber ganske normalt, indtil sagsøgeren opfordrer modparten til at rydde kviden. Da er det, at Torhal står op og nedlægger forbud mod videre fremme af sagen, eftersom den var galt anlagt og forberedt, og erklærer den for bortfalden. Dette forbud, mener forff., er betænkeligt og uberettiget, uden dog at kunne anføre noget lovsted derimod. Herimod har Finsen allerede gjort gældende (anm. 10. led), at han mener det netop »godtgjort ved beretningen i Nj., at der . . . har i et videre omfang kunnet af parten nedlægges Kritr mod at kvidmændene afgav udsagn om sagen. Herfor taler, foruden analogien fra de anførte bestemmelser i Gråg. I a, 68, 104, også den betragtning, at dommeren var bunden til at dømme efter de fremkomne bevisligheder ... og at det kunde være naturligt, at der allerede på et sådant tidligere stadium af processen, forinden afgivelsen af kvidudsagnet, kunde gøres indsigelse . . . som nærmest måtte antages at være sket under form af forbud«. Hertil har jeg intet at føie og betragter forff.s betænkeligheder for ganske overflødige. Så kommer det til forlig i sagen.

Der er således intet som helst, som med nogen styrke endsige ret kan angribes her. Tværtimod er det sandsynligt, at fremstillingen giver os et rigtigt billede af en ældre ret. I hvert fald kan man ikke skimte vore lovbøger bag ved fremstillingen. Der kan altså kun sluttes, at det er en gammel tradition, sagaen her i det mindste i alt væsenligt giver os rigtigt.

Hvorvidt sagaens udtryk, at »dommene skal gå ud fredagaften«, er urigtigt, som forff. vil, er tvivlsomt. V. Finsen (Inst. 122 anm.) er åbenbart tilbøjelig til også her at give sagaen ret; måske foreligger også her en ældre retstilstand, der senere på grund af sagernes mængde er ændret. Dog skal bemærkes, at Njála ikke behøver at forstås, som om udtrykket var almindeligt, men blot, som at flere retssager, deriblandt denne, var bestemt til at påkendes fredagaften. Om dommernes natlige virksomhed se V. Finsen, anm. 12. led.

At Torhal har fået sagen overdraget, siges ikke, men er naturligvis forudsat. At udtrykket i Torhals forbud om den, der »havde tillyst sagen«, gælder Mörds tillysning af sårene og lysning fra lovbjærget, er så klart, at det er uforståeligt, når forff. påstår det modsatte; ordet sǫkinni er måske ikke strængt-pedantisk rigtigt, men tillysningen af sårene var dog »sagens« begyndelse og grundlag; udtrykket er naturligt i en folkelig forfatters mund.

Angående forliget er der intet at bemærke. Når Flose her spiller en fremtrædende rolle, er det på grund af hans forhold og løfte til Hildigunn. At Sigfussønnerne måtte tage hensyn først og fremmest til hendes talsmand, er en selvfølge. Han var og blev eftermålssagens hovedmand, uagtet han ikke var den formelle sagfører. Nogen bebrejdelse mod sagaen i denne henseende er fuldstændig uberettiget.


Sjætte retssag.


Denne retssag, mordbrandssagen, overgår kvantitativt alle de andre, hvilket ikke er så mærkeligt, da det her gælder sagaens hovedbegivenhed og grufuldeste udåd, der må have gjort det stærkeste indtryk og været almindelig omtalt i lange tider.

I hovedtrækkene er retssagen fuldstændig normal og gennemløber de forskellige trin, forberedelsen i bygden og forhandlingen på altinget, tillysning fra lovbjærget osv. Men retssagen udmærker sig også ved den hyppige anførelse af formularer, samt ved de mange forsøg, bægge parter gør på henholdsvis at opretholde eller tilintetgøre modparten. Det er en virkelig kamp. Der forefindes her en mængde enkeltheder, der særlig må omtales; det er sådanne, som forff.s hårde dom (s. 103) gælder, når de siger, at den »af underlige, uforståede og ligefrem meningsløse ting frembyder mere end noget andet juridisk parti af Njála«.

Mordbranden er foregået; foruden Njálssønnerne, hvem det egenlig galdt, er mange uskyldige mennesker, deriblandt Njál og Bergtora først og fremmest, indebrændte. Kun Helge Njålsson omkom for Floses sværd. Det må herved erindres, at der ikke forelå nogen dom over Njálssønnerne.

Torgeir skorargeir og Torleif krak (Torgrim mikle) er de rigtige sagsøgere, men hovedføreren på tinget bliver Mörd Valgardsson, idet han ved håndslag overtager sagen mod Flose for Helges drab. Det er åbenbart dette, der bliver kærnepunktet i sagen. Mörd tillyser, for 9 bønder, et første angreb af Flose og såret, ganske som foreskrevet er; så opfordrer han bønderne til at møde og afgive kvid og tager vidner på denne opfordring[12]; så er forberedelsen forbi. De andre sagers anlæg betragtes som selvfølgeligt og omtales ikke; de foregik naturligvis som de skulde og burde, og dette forudsættes i det følgende. At omtale hver især udførlig kunde der fornuftigvis ikke være tale om. Selve tillysningen foregår unægtelig ifg. sagaen en rum tid efter indebrændingen, i hvert fald efter Floses rejse til Østfjordene lidt efter juletid. Som før omtalt stemmer det ikke med Gråg. Mulig har forf. blandet tillysning sammen med stævningen i bygden. Her synes der altså at foreligge en fejl[13]. Når der ankes over, at Mörd kalder nabobønderne hjem til sig, synes dette dog at være ret naturligt; Sth. k. 283 (s. 315 c), Kgb. 88 slutn., forudsætter, at tillysningsmanden har dem alle samlede på engang, hvilket atter forudsætter ét samlingssted, og dette kunde lige så godt være hos ham som et andet sted. Det kritiseres stærkt, at Mörd tillyser — ikke en bestemt art af sår, men — »hjærnesår eller hulsår eller marvsår«, d. v. s. lader det stå hen, hvilken art der er tale om. Dette skal være sket, fordi formularen skulde tankeløst være udskreven af en lovbog. Herom nærer jeg stærk tvivl. Som det er sandsynligt, at tillysningsmanden på altinget har udtalt sig ubestemt om domstolen (se ovf. s. 133 — 34), har man, forekommer det mig, i dette og lignende tilfælde udtalt sig eller kunnet udtale sig ubestemt om hvilken art af sår der var tale om, for ikke at foregribe noget, navnlig ikke kvidens bestemte udsagn, eller påtrykke sagen sin egen mening.

Dernæst skal det være urigtigt, at Mörd henvender sig til bønderne i 2. person i ordene: kveð ek yðr Iǫgkvǫð, svá at ér heyrið á sjálfir, istedenfor at der i henhold til Sth. 285 3. person skulde anvendes. Her står i lovbogen: kveð ek Iǫgkvǫð svå at hann heyrir sjálfr; men der er ingen tvivl om, at sagaens formel er rigtig, retsbogens er derimod kun en forkortet med en overgang fra den direkte til den indirekte tale, hvorved 3. person naturlig er fremkommet. Det er netop logisk, at henvendelsen sker til bønderne direkte, og det selvsamme er tilfældet med vidnekaldelsen på denne henvendelse. Forff. har desuden selv i en anm. henvist til forekomsten af netop den direkte tiltale i Staðhb. § 166. I hvert fald må det kaldes en gåde, hvorledes der, når det drejer sig om en ligefrem afvigelse fra lovbogen, skulde kunne være tale om en »tankeløs overførelse« fra den. Resultatet er, at af alt dette, der udgør hovedindholdet af k. 135, er der intet at angribe, med undtagelse af tillysningstidspunktet, samt at lovbøger ikke er benyttede.

Vi kommer nu til k. 138. Her fortælles, at Eyjolf Bölverksson overtog sagen af Flose: »da tog Eyjolf mod alle værnebeviser af Flose, og ligeledes hvis nogle sager opstod (udviklede sig) af værnet«, d. V. s. angrebssager mod modparten; herpå hedder det: »ti ofte er det værn i én sag, hvad der er angreb i en anden« ( því at þat er opt annars máls vǫrn, er annars er sókn). Meningen er tydelig nok, men endnu tydeligere, når man ombytter ordene vǫrn og sókn, som A, E, I har det mod F alene: »man kan ofte anvende værn til angreb, i værnet finde holdepunkter for at gå angrebsvis tilværks«. Denne bemærkning skal ikke passe her, og der henvises til Kgb. k. 37, hvor den findes i en forskellig sammenhæng. Hvad dette skal have at betyde her, kan jeg virkelig ikke se. En sådan almindelig sætning måtte dog kunne benyttes ved forskellige lejligheder. For den følgende fremstilling af, hvad der skete på altinget, passer den fortræffelig.

Til Eyjolvs modtagelse af penge for at overtage sagen vil vi senere hen komme.

I k. 141 finder tillysningen af sagen sted fra lovbjærget. Mörd foretager den på samme måde, som det ellers sker, og med samme formular som før anvendt med den samme »fejl« (ok for er, nævnelse af alle tre slags sår og med udeladelse af den del af boden, der tilkom sagens fører, Fjærdingsrettens almindelige betegnelse). Her skal blot bemærkes, at når forff. finder det så mærkeligt, at ordene: eða þeim manni er aðili er sakarinnar, der findes i Sth.s formular, også udelades, finder dette sin grund i, at de næste ord kun er en del af sætningen om den sagføreren tilfaldende del i boden, de 48 øre; enten måtte hele sætningen udelades, eller hele sætningen medtages. Hvis den er så gammel som fra omkring 1000, hvad den formentlig er, har forf. glemt den eller lært hele formularen mangelfuldt. Endelig bemærkes, at forff. s henvisning til Kgb. § 75 slutn. (s. 108) ikke er på sin plads; stedet passer aldeles ikke til formularens her omhandlede sætning. I øvrigt er der intet at bemærke til tillysningen. Dog bær det anføres, at sagaen her intet melder om, at Mörd fra lovbjærget spørger om »ting- og hjemstavn«. Dette er, som det snart vil ses, næppe tilfældigt eller for kortheds skyld oversprunget. Vi ser af det følgende, at Mörd kunde begå adskillige fejl.

I dette samme kapitel findes Eyjolfs bekendte råd, der skal tilintetgøre sagen for modparten, det nemlig, at Flose skal afhænde sit godord og indmælde sig i tinglag hos Askel gode i Reykjardal; han går ud fra, at Mörd vil søge sagen for Østfjærdingedommen, men når Flose var bleven Askels tingmand, måtte han søges for Nordfjærdingedomstolen. Dette er et kneb, men et, som sikkert ganske godt passer til samtiden og dens opfattelse i det hele. Hvorledes er nu dette at forstå? Forff. har kaldt rådet »meningsløst«. Jeg tror, det er historisk. Men forudsætningen for det er, at Mörd ikke fra lovbjærget i rette tid har spurgt om Floses tingstavn, hvorfor Eyjolf snildelig benytter denne fejl for så grundig som muligt at ødelægge sagen for Mörd. Nu gøres det ganske vist gældende, at ifølge Gråg. skal man på altinget eller på vårtinget offenlig indmælde sig i en godes tinglag. Hvor gammel en sådan bestemmelse er, vides naturligvis ikke; men skulde den ikke netop være fremkommen som følge af dette og lignende tilfælde, ligesom som så mange andre, der er blevne til som følge af tidens krav og andre omstændigheder? Det var erfaringen, og ikke juristernes grublen, der var moderen til nye love og lovforbedringer. Sandsynligt forekommer det mig at være, at vi her har et nyt eksempel på ældre tilstande end dem, vi kender fra vore lovhdskrr.

Når det dernæst siges, at Flose efter tillysningen alligevel ikke kundegøre sin tingombytning gældende, da »tingstavnen« ved klagens indledelse (klageerhebung) var det afgørende, er dette betydningsløst, ifald vi har ret i at antage, at sagaen går ud fra en ældre tingenes tilstand. Kgb. s. 41 12, hvortil Maurer i Entstehung des isl. freist. har henvist, passer ikke på det her omtalte tilfælde.

Når det så gøres gældende, at lovrettens tilladelse skal til, for at goden kan have tingmænd udenfor landsfjærdingen, så må også dette ses under samme forudsætning som det forangående. Henvisningen til Sth. k. 246 er urigtig.

Som følge af alt dette tør jeg antage, at Eyjolfs og Floses kneb endnu ikke stred imod nogen vedtagen lov — jfr. V. Finsens anm. 12. led beg. — , men viser ældre tilstande end forf.s og lovbøgernes, og det så meget mere. som det netop strider så stærkt imod den lov og fremgangsmåde, som måtte være forf.s egen samtids og ham velbekendt.

I kap. 142 skildres hovedsøgsmålet fra Mörds side. Bægge parter er mødt mandstærke, men når det hedder, at de er mødt bevæbnede og med hærmærker på hjælmene, er dette en yngre tids udsmykning, som også andre steder findes i sagaen. Mörd tilbyder lodkastning om alle »skovgangssagers« rækkefølge; ifølge Gråg. skulde der have stået »alle sagers« overhovedet. Måske er også dette ældre ret, men det er i hvert fald underordnet, og kan godt være forf.s fejl. Mörd siges at have forbeholdt sig ret til at rette sine fortalelser, hvis han begik sådanne. Dette skal bestyrkes ved Hrafnkelssaga — også bemærket af forff. — , men omtales ingensteds i Gråg. Så går Mörd videre på sædvanlig måde, indtil han siger: »jeg fremsiger denne således beskafne skovgangssag for Østfjærdingsretten over Jons hoved, som jeg udtrykte mig, da jeg tillyste den« (i vidnernes udtryk mut. mut.). Det er udtrykket »over Jons hoved«, der her vækker forff.s kritik. Og ganske rigtigt, således har Mörd ikke sagt. I Gråg. hedder det: »over N. N.s hoved«; sagaens udtryk er ensbetydende hermed. Det er navnet på »gentageren« (reifingarmaðr), der hermed menes, og sagen forholder sig simpelt nok. Den tilfældige gentagers navn var forlængst glemt, og så havde forf. ingen anden udvej end den anvendte, at indsætte det navn, som han rimeligvis fra den teoretiske lovfremsigelse kunde kende; når han i et andet tilfælde bruger navnene »Torbjørn og Torodd«, betyder dette et og det samme. Ang. udtrykket Jón i formularer henvises til Fritzner i Arkiv III, hvor der dog foreligger den misforståelse, at med Jón skulde menes Flose. Det påvises her, at Jo(h)annes vidt omkring i kristenheden findes brugt for N. N.. hvad der har sin rod i fortællingen om Johannes døberens fødsel og navngivelse. Denne brug er kommen til Island, hvor tidlig kan ikke vides. Selve navnet Jón kendes fra Island ved 1100 og blev stadig mere almindeligt. I betydningen N. N. findes det brugt i biskop Arnes kristenret (omtr. 1275), men det er sikkert betydelig ældre. På samme måde bruges »Gudrun« i den gamle Kristenret, et navn, der også er blevet et af de almindeligste på Island. Sagaens udtryk er let forståeligt og vidner hverken om nogen sen affattelse eller om umiddelbar afhængighed af lovhdskrr.

Når det om de to tillysningsvidner hedder, at den ene fremsagde vidnesbyrdet, og »de var bægge enige derom« (en báðir guldu samkvæði), og dette af forff. kritiseres (der skulde have stået, at den ene fremsagde, den anden sluttede sig dertil), er dette i og for sig mindre logisk; men kun en smålig kritik kan finde det anstødeligt. Sætningen siger nøjagtig det samme. Det er, som man om Snorre erklærede, at han ikke kunde skrive sit modersmål, fordi han om Tor og Loke siger: »da satte Tor sig til nadveren og de fæller«, disse fæller er kun Loke og Tor, så at denne sidste i virkeligheden nævnes to gange; der skulde naturligvis have stået: »da satte Tor sig til nadveren og hans fælle«. Mærkelig konfust hoved, den Snorre. Hermed er Njálas udtryk stemmende jfr. Njála selv k. 13 50-51; det samme gælder den næste indvending mod: »hǫfum vit nú rétt borit«.

Det hedder (1. 142 — 43), at de lod alle vidner først aflægge ed »og ligeledes dommerne«. Denne sidste tilføjelse kritiseres med rette; i denne sammenhæng passer den ikke. At dommerne aflagde ed er en anden sag og en selvfølge. Fra lovhdskrr. kan denne sætning ikke være hæntet; den ser i øvrigt ud som et indskud.

Nu følger opfordringen til bønderne om at sætte sig til rydnings foretagelse, og Mörd tager vidner på, hvad han hidtil har foretaget sig. Det kan være omtvisteligt, hvorvidt en sådan handling var nødvendig eller brugelig, og det er muligt, at forff. har ret i deres kritik; i al fald må ordet frumgǫgn opfattes i en indskrænket betydning, jfr. V. Finsen, Gråg. III. Forf. har her ligesom følt en hvile i fremstillingen og fremhævet den på denne måde. Det er, som var nu første akt færdig.

Nu foregår rydningen; der udskydes to, den ene på grund af åndeligt slægtskab med Mörd, den anden, fordi han er Mörds søskendebarn. At det første skulde stride imod tidsforholdene — 12 år efter kristendommens indførelse — er forff.s aldeles ubevislige påstand. I øvrigt begår Eyjolf den fejl at udskyde de to på grund af deres »slægtskab« med den formelle sagfører, Mörd, istedenfor med den egenlige part (aðili). Fremdeles udskyder Eyjolf to, fordi de er buðsetumenn, bodsiddere, og ikke »bønder«. V. Finsen forklarer en »bodsidder« således: »herved forstodes den, som vel holdt hus, men ikke havde malkefæ; dog synes den, der ikke havde det, at være regnet for bonde, når han var jordejer«. Jfr. anm. 4. led. forff. påviser selv, at Njála stemmer med lovbøgerne; af de pågældende har den ene malkekvæg (kør og får), den anden et stykke eget land. Derfor er også denne udskydning urigtig. Alt er således i den bedste orden, og dog skal der være meget at indvende. Om landejeren hedder det, at han ejer 1/3 af landet, han bor på, medens Mörd straks bagefter taler om »3 hundreder«. Dette forstår forff. ikke. Men hvad er mere indlysende eller lettere at slutte, end at jorden så må have været 3x3 hundreder. En jord regnes endnu den dag i dag til så og så mange hundreder. En 9 hundreders jord er ganske vist ikke nogen stor jord, men der gives ikke få af den størrelse eller der i nærheden; og sagaen antyder, at vedkommende jord mulig er større. Derimod er det rigtigt, at ordene pátt hann leigi eigi land er urigtige, jfr. Nj. II, 1021, for þótt hann eigi eigi land; læsemåden i F: Þótt hann leigi landit er også rigtig. Her er der kun tale om en afskriverfejl. At nu det kunde være et tvivlsomt spørgsmål, også for bonden selv, hvilken ret der fulgte med hans sociale stilling, er trods forff.s bemærkning så indlysende, at derom ikke kan tvistes. Herefter udskydes 4 af kviden, fordi der var andre, der bode nærmere og var mere berettigede til at sidde i kviden. Denne gang havde Eyjolf held med sig; her var ingen indsigelse mulig; han opfordrer de øvrige 5 til intet kvidudsagn at afgive, da de nu kun var 5; sagaens udtryk er ikke strængt nøjagtigt men forsvarligt. Imidlertid erklærer Torhal, at da de 5 er rigtige, kan disse alene afgive kvidudsagn, men for hver af de urigtige måtte der gives 3 marks bod[14]. Dette finder forff. ikke modsagt i Gråg. og betragter det som muligt. Herom kan henvises til Finsens anm. 8. — 9. led, hvor det gøres sandsynligt, at Njála har ret. Så følger kvidaflæggelsen. Mörd slutter angrebet og erklærer, at nu er alle sóknargǫgn fremkomne.

K. 143 indeholder dernæst Eyjolfs værn. Han erklærer (1), at sagen må falde bort, da den er ført for en urigtig domstol ; han aflægger (2) den sædvanlige ed om samvittighedsfuld sagførelse og nævner (3) to vidner på at han fremfører sit lovværn. Her er det kun påfaldende, at han ikke først aflægger eden; punkt 1 og 2 burde være ombyttede eller punkt 1 og 3 slåede sammen. Her foreligger således en fejl eller unøjagtighed. Sagen er, at forf. selv har været utålmodig efter at fremsætte Eyjolfs store hovedslag og bryder derfor den rolige fremgangsmåde for straks efter at indhænte det forsømte. Det er omtrent, som om han vilde sige: E. erklærede sagen for bortfalden, efter at han havde aflagt ed osv. Om dette bruger forff. meget stærke udtryk (»ein höllengebräu«) og siger, at det ene skridt ophæver det andet, men de skyder som sædvanlig langt over målet. De nægter, at Eyjolf har ret til at tale om et lovværn, da han aldeles ikke indlader sig på at modbevise anklagen. Atter viser det sig, hvor hildede de er i den strængeste terminologi, pedantiske krav til sagaens strængeste juridiske nøjagtighed. Naturligvis kunde ethvert middel, der bragte modstandernes sag til at falde, være og betragtes som et lovværn, forudsat at der lå en virkelighed til grund, selv om der kun var tale om en formfejl ; jfr. et udtryk som at verja lýriti netop på det sted, forff. henviser til, et sted, der i øvrigt intet har med vor sammenhæng at gøre. Som i k. 56 er her indkommet et goða i goðalyritr to steder; 1. 38 mangler det dog i E (findes i A, I, F); på dette sidste sted står det i alle, men noget forkvaklet i et par af dem. Dette goda beror sikkert på et indskud. Når forff. så stærkt kritiserer, at Eyjolf forbyder dómǫndum at dæma, uagtet det straks efter hedder: siðan let hann dæma vǫrnina, så må det ikke lades ude af betragtning, at det fuldstændig hedder, at Eyjolf forbød dommeren at dømme sǫk þeira Marðar, hvilket kun kan betyde: at dømme til gunst for Mörd og hans parti; heri er der fortræffelig mening; således forstås ordene også i den latinske oversættelse af sagaen s. 527 med anm. Når det så hedder, at han lod »dømme værnet«-, betyder dette, at han opfordrede dommerne til at fælde deres dom; af det følgende kapitel ses, at dommerne blev uenige, idet nogle vilde dømme til gunst for Mörd, andre til gunst for Flose, med andre ord: der indtræder det tilfælde, at der fremkom en véfangsdómr, to domme overfor hinanden, hvorefter sagen skulde for femterretten.

I kapitlets slutning hedder det kort, at »de andre indebrændingssager fik fremgang«. Dette kaldes en »winzig notiz«. Men den er mere end nok. Tilhører og læser behøver ikke og fordrer ikke mere om disse sager. Det var og måtte være Flose, hele spændingen galdt. Det manglede bare, at sagaens forf. skulde have givet os en udførlig fremstilling af de 100 eller 99 andre søgsmål! Nej, en sådan «notiz« er netop det, man væntede, hverken mere eller mindre.

Vi kommer nu til det sidste kapitel, 144. Der sendes bud til Torhal, der udtaler, at det nu var modpartens hensigt at lade det komme til vefang i sagen (mdlit sg. er det oprindelige) og så at stævne Mörd for femterretten for »tingsforstyrrelse«. For at forhindre dette skal Mörd nu stævne Flose og Eyjolf for at have anvendt »bestikkelse i dommen« og nedlægge påstand om landsforvisning; dernæst skal han stævne dem for at have ladet afgive vidnesbyrd, der ikke havde betydning for sagen; dette var en landsforvisningssag; bægge tilsammen udgjorde én skovgangssag. Den sag for »tingsforstyrrelse«, som Eyjolf truer med, mener forff. er meningsløs — »hviken grund skulde de have haft til at anlægge sagen for en urigtig domstol, og hvilken nytte kunde de have deraf?«, spørges der. Nej naturligvis; de havde hverken grund dertil eller nytte deraf. Men nu gjorde de sig virkelig skyldig i at anlægge sagen for en urigtig domstol af uvidenhed om Floses tingindmeldelse, og af den grund forelå her en þingsafglǫpun — i hvert fald set fra Eyjolfs standpunkt. Modparten, Mörd, skal også anlægge sag for »tingsforstyrrelse«, fordi vidner uden betydning var anvendte; herved sigtes til vidnerne om Floses tingombytning, hvis berettigelse Mörd fra sit standpunkt ikke vil indrømme. Herom henvises til Finsens anm. 5. led, hvor det gøres sandsynligt, at Njála »her indeholder en værdifuld, supplerende oplysning til det nævnte sted i Gråg.« (ɔ:Gråg. I a, 65). For så vidt er forflf.s kritik ubegrundet. Derimod V er den så meget mere berettiget m. h. t. sagen angående Eyjolfs bestikkelse. Udtrykket at béra fé i dóm kan vel kun have betydet »at bestikke dommere« , jfr. Finsens afhdl. s. 106, men sagaforf. eller traditionen synes at have opfattet udtrykket i almindelig betydning: »at anvende penge underen retssag« i det hele. Finsen har (anf. st.) opkastet det spørgsmål, om en sådan bestemmelse engang måtte have eksisteret, men han finder ikke føje til at antage det. Følgen er, at dette med bestikkelse, og hvad dermed sammenhænger er urigtigt og må bortfalde; desuagtet »vil det ses«, ytrer Finsen, »at mordbrandsprocessen kan i hovedtrækkene være gået som anført i sagaen«. Det er rimeligst, at denne bestanddel af fortællingen har udviklet sig i den mundtlige, folkelige beretning, hvorved den ring, Eyjolf modtog af Flose, utvivlsomt har spillet en rolle; det var på en måde den, der voldte Eyjolfs død, og denne er sikkert altid blevet betragtet som en straf, fordi han vilde forsvare en så slet sag. At gaven endelig kunde blive til en ligefrem bestikkelse, er forståeligt; i sin sidste form blev det til en dommerbestikkelse.

I sagen havde Mörd udnævnt 9 »Tingvoldsbønder« til vidner, d. v. s. de nærmeste bønder ved Tingvold, der var gærningsstedet både for »bestikkelsen« og tingforstyrrelsen. Det er derfor ganske naturligt, at det er disse mænd, der udnævnes til kviden. Gråg. antyder to tilfælde, hvor sådanne bønder anvendes, jfr. forff. s. 122; dette tilfælde kan sidestilles med dem. forff.s bemærkninger (s. 123) angående denne kvid, der slet ikke nævnes i Gråg., er der ingen grund til at komme nærmere ind på.


__________


Forhandlingerne i femterretten. Om stævningen til femterretten er der intet at bemærke. Forff. anker igen over sætningen om réttr, sagførerens andel i bøderne. Til Mörds fremsigelse knyttes bemærkningen om, at »ederne dér (i femterretten) skulde styrkes« ved 2 sandemænd (jfr. k. 97); disse giver deres æresord på, at Mörd vil føre sagen samvittighedsfuldt, hvorpå Mörd fremsiger de 4 sager mod Eyjolf og Flose; han indbyder til rydning af kviden; Eyjolf så sig ikke i stand dertil; kviden afgives og Flose erklæres skyldig. Eyjolf har intet at indvende. Endelig gentager Mörd kort, hvad der er foregået, byder Eyjolf og Flose at begynde værnet. Istedenfor værnets fremførelse står nu den op, der skal resumere sagen, og resumerer Mörds angreb, hvorpå Mörd tager vidner og nedlægger forbud mod værnet, »ti nu er alle de søgsmålsbeviser fremkomne, der skal følge med sagen, efter at sagen er resumeret og beviser således fremførte«. Her er det påfaldende, at Mörd først byder Flose at værge sig for så bagefter at forbyde det uden nærmere forklaring. Forff.s kritik på dette punkt er berettiget; noget sådant kunde ikke ske. Her må det antages, at noget er glemt eller oversprunget; den naturligste forklaring er, at, efter at Mörd var færdig med sit angreb, har Eyjolf af en eller anden grund undladt at fremføre værnet; der er gået nogen tid, uden at et sådant er fremkommet; i betragtning deraf resumeres sagen, men derefter havde Flose ikke lov til at fremføre værnet, og det er dette, Mörd nu udtrykkelig fremhæver.

Da nu Mörd opfordrer dommerne til at dømme, skulde han udskyde 6 af dem, modparten andre 6; gjorde denne ikke dette, skulde Mörd også udskyde disse, i alt 12; men nu gør han sig skyldig i den skæbnesvangreste fejl; han glemmer, at han skal udskyde flere end 6, og denne fejl var der intet, der kunde bøde på.

Forff. fremsætter deres kritik i 11 punkter.

1. De kritiserer, at der stadig er tale om Helges person alene, men det var jo dog denne alene, der efter k. 143 slutn. var tilbage; de andre sager var pådømte i fjærdingsretten. Dernæst at det ikke er vefangssagen, der forekommer i femterretten, men der var jo opstået en ny sag mod Flose, og den måtte afgøres. Om rækkefølgen af sager i dette tilfælde for femterretten vides intet. — 2. Sætningen om, at sandemænd skulde styrke ederne (især ordet »skulde«), skal tage sig mærkelig ud. Jeg ser ikke, hvad der er mærkeligt deri, eller hvorledes den ellers kunde lyde; præsens »skal« vilde ligefrem være barokt i en sådan historisk fremstilling, selv når der er tale om en institution, der endnu var til, da ordene skreves; om en »efterrepublikansk forfatter« kan der overhovedet ikke være tale. — 3. Når Mörd siger: »jeg mener, at Flose er skyldig i denne sag«, tilføjes: »hvis der er »stof« {efni) dertil«, d. v. s. hvis det kan bevises — er det åbenbart, at dette betyder det samme som: »hvis kviden — hvad vi snart skal høre — erklærer ham skyldig«; heri er der intet som helst mærkeligt eller påfaldende. Fortf. henviser til den objektive brug af ordene: ef þess eru efni i Kgb. 8 Is, men dette er lidet sigende, da sammenhængen er forskellig. — 4. Her gøres den sædvanlige indvending om vidner på samtlige beviser — hvorom ovenfor. — 5 og 7. Sagens resumering, samme »fejl« som før er omtalt. — 6. Brugen af ordet kviðr — urigtigt, se ovf. — 8. Det skal være urigtigt, at Mörds indsigelse mod værn efter resumeringen også resumeres. Dette er dog logisk og ifølge sagens natur. — 9. Udskydelsen af dommerne skulde være foregået for resumeringen, da jo ellers en af dem, der blev udskudt, kunde blive resumémanden ifølge Kgb. s. 82. Ja, fremstillingen her forudsætter, at udskydelsen foregår straks i begyndelsen, for sagen er fremsagt. Enten foreligger der her en fejl, hvoraf der da måtte følge, at sagaens hele fremstilling angående resumeringen er en tildigtning, da den så virkelig ikke kan være foregået, eller sagaen indeholder her en ældre tilstand og indretning, nemlig at udskydelsen først foregik lige for domsafsigelsen; dette mener jeg er tilfældet. — 10. Når nu Mörd opfordrer dommerne til at dømme og dog bagefter udskyder 6, er dette ganske rigtig en formfejl, men sagaen giver netop ved Gissur hvides bemærkning tydelig tilkende, at Mörd er i færd med at begå en fejl eller forglemmelse; han retter den hurtig (formentlig hører fejlen ind under miskviðir). — 11. er ingen indvending; det hedder her kun, at det er mærkeligt, at Mörd ikke ved, at han skal udskyde de andre 6. Men Mörd er åbenbart ikke nogen stor retskyndig. I det hele må det erindres, at femterretten var 1012 endnu en forholdsvis ny indretning, og det er ikke sagt, at den har været så stærkt benyttet i de første år, at fremgangsmåden derved skulde være fæstnet i folks bevidsthed.

Vi har ment det nødvendigt, at gennemgå alle ankerne. Forudsat, at vi har ret i vore betragtninger og indvendinger — og på flere punkter har vi kunnet henvise til en autoritet som V. Finsen — , er det klart, at det væsenligste af forff.s indvendinger mod og kritik af sagaens juridiske partier dels må bortfalde, dels i en betydelig grad nedstemmes; endelig beror endel deraf på rene misforståelser fra deres side. En hovedfejl hos dem er at mene, at alle afvigelser fra Grågåsen er urigtigheder, og en anden hovedfejl den at antage, at lovhåndskrifter er benyttede. Hvis dette var tilfældet, vilde afvigelserne ganske sikkert have været færre og mindre. Der er tværtimod en overvejende sandsynlighed for, at sagaen på sådanne punkter netop har bevaret den ældre ret, hvoraf atter følger, at dens skildringer beror på traditionen. I en særlig grad gælder dette netop de to sidste retssager. Også de fejl, sagaen lider af, må forklares deraf, at dens tradition er folkelig og forfatteren en folkelig forfatter — hvorved den juridiske nojagtighed, selvfølgelig kunde man sige, er forringet. Når har folket i almindelighed brudt sig om nøjagtighed på det område?

Der er forskel, en betydelig forskel endogså, mellem de første 4 og de sidste 2 processer; jeg mener, der er fuld grund til at tro, at de første er yngre tilføjelser i sagaen om Gunnar og efterligninger af de to sidste, der er oprindelige i Njála. Gennemgående har sagaen om Gunnar et yngre præg.

De fejl, retssagerne lider af, er ikke særdeles betydelige og næppe større, end man kunde vænte.

Forff.s 5. kapitel handler om femterretten; der gøres - endel bemærkninger mod fremstillingen, delvis imod Maurers Entstehung osv. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på sagen, da ikke alene Maurer, men også V. Finsen så grundig har behandlet den i Fristatens Inst. og taget de tilbørlige hensyn til forff. Kun skal her bemærkes, at Finsen med rette ikke anser sagaens fremstilling af Njáls bevæggrunde for urigtig, men mener, at den falder godt i tråd med Njáls karakter og tidens ånd.


VI. Sagaens forhold til andre kilder.


Fra Njáls saga: Fager er lien. Illustration fra «Vore fædres liv : karakterer og skildringer fra sagatiden«, samlet og udgivet af Nordahl Rolfsen ; oversættelsen ved Gerhard Gran., Kristiania: Stenersen, 1898.
Her kommer først og fremmest Landnáma i betragtning, bortset fra slægtregistrene, som er så grundig gennemgåede af forff.

M. h. t. Njál selv hedder det i Ldn. k. 342 i Sturlub.:  »Torolf opfostrede dér Torgeir golnir, Asgerds søn, som (ɔ: Torgeir) bode dér siden; hans søn var Njál, der blev brændt inde« ; det samme står også i Hauksb. k. 300, men der tilføjes: »med 7 mand på Bergtorshvol« ; hermed stemmer Melab. k. 7, undt. for så vidt som det hedder  »6 mand«. Det er alt, hvad der findes om Njál. Det sidste tal stemmer med Floses opregning i sagaen k. 130 35 AF., men han antyder et større; ifølge sagaen k. 132 er der i alt tale om 7 navngivne mænd, og desuden 3 andre (således alle, 6 hdskrr., undt. E, der åbenbart ved en rettelse har 4), og senere fandt man benene af 11 mænd i det hele; den 11. må da antages at være Helge, der jo ikke var brændt inde. Denne afvigelse fra Ldn. er ubetydelig, ja, denne sidstes tal angår vel sagaens 7 navngivne personer.

Om Gunnar hedder det Sturlub. 354: Kols (her: Rolles) søn »Egil, som lå i baghold for Gunnar Hamundsson og faldt selv der og to nordmænd med ham, samt hans huskarl Are, men Hjort, Gunnars broder, (faldt) på hans side«. Dette genfindes i Hauksb. k. 312, undt. for så vidt som der efter »baghold« indskydes »ved Knafaholar«, og for så vidt som der tilføjes — bortset fra en bemærkning om Gunnars sønner — : »Gunnar kæmpede med Otkel fra Kirkebø ved tungærdet på Hof, og der faldt Otkel [jfr. k. 389/343] og Skamkel. Geir gode og Gissur hvide og Asgrim Ellidagrimsson og Starkad fra Trehyrning . . begav sig ved leidtingstid afsted og kom med 30 mand til Hlidarende, men Gunnar var hjemme med en voksen mand; to mænd faldt af Geirs flok, men 16 blev sårede, for Gunnar faldt«. — Kun i Ldn.-uddragene i Olaf Tryggvasons saga nævnes Hallgerd snúinbrok (således også Ldn.) som Gunnars hustru (Ldn.- udg. s. 270).

M. h. t. denne fremstilling bemærkes, at der i det første stykke findes den afvigelse, at sagaen kun nævner én nordmand som faldt, men kender to ; det er sandsynligvis sagaen, der her har den rette sammenhæng. Huskarlen Are nævnes ikke i sagaen, der antyder, at der faldt mange. Det andet stykke findes kun i Hauksb.; kampen stod ifølge dette hdskr. »ved tungærdet på Hof«. Herimod strider ikke sagaen, når den siger, at Gunnar red »til Rangå og ned til vadestedet ved Hof« ; dette er blevet forstået , som om Gunnar ikke var redet over elven og at kampen havde stået på dens østlige bred. Hof ligger på den vestlige lige ved elven; denne forståelse er vistnok urigtig. Sagaen ikke alene kan, men vistnok også bør forstås i overensstemmelse med Ldn., og det er sandsynligst, at dens ord er at forstå således, at Gunnar var på den vestlige side. Således bliver også Mörds forhold til kampen og hans tjænestekvindes opfordring til ham først fuldt forståelig. Ifølge sagaen var Asgrim ikke med i overfaldet på Gunnar (jfr. k. 60, hvor grunden dertil findes); også her har sagaen utvivlsomt ret. Den »fuldvoksne mand«, Ldn. nævner, kender sagaen ikke. Ldn. nævner 30 mand, der deltog i overfaldet; sagaens hdskrr. er her afvigende; D, E nævner 30, 1 20, F, B, Cð, A, G derimod 40. Tidsangivelsen i Ldn. passer godt til sagaens fremstilling. I øvrigt er der fuld overensstemmelse.

Ldn. indeholder beretninger om ældre slægtled i Gunnars familje; jeg har i en anden sammenhæng (indledn. til Ldn.) udtalt, at det er sandsynligt, at de er tagne fra en saga, der ikke kan være nogen anden end en slægtssaga om Gunnar og hans forfædre fra og med landnamsmanden Baugr. Om dette minder jeg kun her.

Hvad ellers sagaens almindelige historiske stof angår, er det ikke stort, vi kan bevise ved andre kilder. Unns og Hallgerds historie kendes kun fra Njála. Forholdet mellem brødrene Hrut og Höskuld forudsættes som godt og broderligt; i Laxdæla fremstilles det som mindre godt, men det fortælles dog (k. 19), at de blev forsonede, og at »deres frændskab derefter var godt«. Det er dette tidsrum, Njála kender, og det strider næppe mod de to sagaers kronologi; Laxdælas uenighedstid må sættes til 945—50, Njalas enighedstid hovedsagelig til omkring 960.

I k. 5 omtales Atle Arnvidsson fra Østergotland, og det synes, som om sagaen lader Atle og Arnvid først have været i Jæmtland, hvorfra de skulde være blevne fordrevne, fordi de forholdt Hakon den gode skat. Nu, omkr. 965, ligger Atle jarl ude som en viking. Hermed kan Egilss. sammenlignes k. 70, 74 ff.; her omtales Arnvid som jarl over Vårmland, der forholder Hakon skat, men måtte flygte ud af landet for kongen. Efter Egilss.s tidsregning skete dette 951—52, hvilket passer særdeles godt til Njála. At Egilss. har ret i, at Arnvid var jarl over Vårmland, kan næppe betvivles. Atle kender Egilss. af gode grunde ikke.

Når det i k. 8 hedder, at på Lund bode Tjostolf, en søn af Bjarne guldbere, stemmer dette med Ldn., Stb. k. 32. Bemærkningen om Hallkel, der fældede Grim i Grimsnæs, svarer ganske til Ldn. 389/343. — I k. 82 nævnes vikingen Kol i slutn. af det 10. årh. som en søn af vikingen Asmund eskisida; dette passer med begyndelsen af Kormákss., hvor denne nævnes som en viking. — Når det i k. 84 hedder, at Njálssønnerne traf Kåre i vesten, passer dette til, hvad Grettiss, (s. 15; Boers ndg. k. 10, 4) ytrer, at han og hans fader var »længe siden udenlands«; Grettiss. og Ldn. nævner Kåre i øvrigt både Sviåu- og Brennu-Kkn.

Afsnittet om Hrapp er vistnok i det hele lidet historisk og strider både mod tidsånd og tilstande i Norge, og mod dettes geografi; forholdet mellem Hakon jarl og Dale-Gudbrand er mistænkeligt, dog ikke umuligt.

I k. 116 hentydes til, at Arnor Ornolfsson på grund af en fornærmelse mod Tord freysgode blev dræbt af dennes sønner, Egil og Kolbein, på Skaftafellsting; dette genfindes i Ldn. 330/290, dog med den forskel, at det her siges at have været Flose selv og Kolbein, der dræbte Amor.

Hvad der i k. 119 står om Skarphedins bebrejdelse mod Snorre gode (faderhævnen), er tidsstridigt og urigtigt, og tilmed ikke begrundet i sammenhængen. Det samme gælder bebrejdelsen mod Gudmund rige; det forhold, som der sigtes til, indtraf senere. Derimod er de øvrige bebrejdelser vistnok rigtige; og de er også ganske anderledes særprægede.

Kristendomsafsnittet forbigår jeg her.

Så er der endelig afsnittet om kong Brian og slaget ved Clontarf, k. 154 ff. Man har set, at der her er tale om et indskud i sagaen, der dog er så godt indarbejdet deri, at det ikke uden videre kan udtages. Der findes en anden beretning om samme slag i den lille saga om Torstein Siðu-Hallsson, der deltog deri. Også Njála omtaler hans deltagelse. Torsteinssaga fortæller, at Torstein rejste udenlands og traf Sigurd jarl Hlodvesson, hos hvem han opholdt sig i nogen tid og deltog i vikingetog. I slutn. af k. 1 hedder det: »dette efterår (ɔ: 1013) kom Brennu-Flose til Orknøeme og hans mænd, og det gik med hans og Sigurd jarls mellemværende, som det fortælles i Njålssaga«. Herved sigtes der til Njála k. 153 30 ff. Denne bemærkning beror næppe på indskud; Þorsteinss. er ikke gammel (jfr. min litt. hist. II, 762) og næppe ældre end fra det 13. årh.s sidste halvdel. Den følgende vinter gjorde Sigurd jarl sine forberedelser til Irlandstoget, »og da kæmpede han med kong Brian«. Torstein tog med ham. Om selve slaget fortælles der egenlig kun, hvad der vedkommer Torstein personlig. »Der skete dér mange tidender, som det fortælles i hans (Brians) saga«, hvorpå der fortsættes: »dér faldt 3 af Sigurd jarls mærkismænd« (Njála omtaler 2; mulig er 3 kun fejlskrift), og så bad jarlen Torstein bære mærket (Njála næsten ordret det samme). Da sagde Torstein: »bær selv din ravn (krák), jarl«. Da sagde en mand: »deri gør du ret Torstein, ti derfor har jeg mistet mine 3 sønner«. Njála siger: Torstein vilde tage mærket op, men Amunde hvide sagde: »bær ikke mærket Torstein, ti alle, der bærer det, bliver dræbte«. »Hrafn røde, sagde jarlen, bær du mærket«. Hrafn svarede: »bær du selv din djævel«. Her findes en afvigelse; men mærkelig er overensstemmelsen mellem Torsteins og Hrafns tilsvar. Jeg mener at kunne slutte, at Njálas tekst er den oprindelige, og at fremstillingen i Þorst.s simpelt hen beror på en forkortet eller en forvansket gengivelse deraf — hvad enten den går ligefrem tilbage til Njála eller ej. Hvis Njála ligefrem er grundskriftet, er krák i de yngre hdskrr. blevet ombyttet med fjandi. Hvis dette er tilfældet, får vi her et fingerpeg om en temlig gammel tekst af Njála. Dernæst hedder det i Þorst. s.: »Jarlen tog mærket af stangen og lod det komme mellem sine klæder (ɔ: puttede det ind på brystet) og kæmpede djærvt«, hvorpå han hører en varselstemme. Hertil svarer i Njála: »Jarlen sagde, det er vel mest passende at både mand og pose følges ad [et ordsprog] ; han tog da mærket af stangen og anbragte det mellem sine klæder« ; det følgende mangler Njála.

»Der faldt jarlen i den kamp og mange med ham«, Þorst. s. »Da blev også Sigurd jarl skudt igennem med et spyd«, Nj. »I dette øjeblik dræbte Broder kong Brian, men Ospak, hans (Broders) broder, tog ham og trak tarmene ud på ham og førte ham rundt om et træ, og således døde han«. Dette er et ganske kort udtog af en fremstilling, der svarer til Njálas, hvor det hedder: »Ulf hreða ristede bugen op på ham og førte ham omkring et træ og trak således hans tarme ud, og han døde ikke, før de alle var udtrukne«. Atter her findes en ordret overensstemmelse, men der er den forskel, at det i Þorst. s. er Ospak, i Nj. Ulf hreða, der dræber Broder. Ulf er Brians broder i Nj., men Ospak er en viking. Forklaringen er uden tvivl den samme som for. Þorst. s. skriver efter et unøjagtigt uddrag eller glippende hukommelse. Endelig hedder det i Þorst. s.: »Torstein og nogle andre stansede ved skoven. Da sagde én, hvorfor flyr du ikke Torstein? Han svarede, fordi jeg når alligevel ikke hjem i aften (ɔ: til Island). Der blev givet Torstein liv«. »Torstein Siðu-Hallsson stansede, da alle flyde og bandt sin skotvinge. Da spurgte Kertjalvad, hvorfor han ikke løb sin vej; fordi, sagde Torstein, jeg når ikke hjem i aften, eftersom jeg har hjemme på Island; Kertjalvad gav ham liv«, Nj. Atter er enheden umiskendelig, og Njálas fortælling synes mig at være mere ægte end Þorst. s. Dog tyder denne sidste sammenstilling mere på et fælles grundskrift, da Þorst. s. har dette »stansede ved skoven«, som Nj. mangler.

Alt i alt tør man antage, at bægge fremstillinger ikke er indbyrdes afhængige, men beror på ét grundskrift, der da kun kan være »sagaen om Brian«, skønt jeg ikke betragter min tidligere mening som modbevist, at Þorst. s. beror på Njála, men da i en ældre skikkelse. Hvad der taler for det første er desuden, at Porst. s. henviser til en saga om Brian, som Nj. bevislig har benyttet uden dog at nævne den.

Forff. har i anhang II behandlet dette spørgsmål og er komne til det resultat, at Briansaga er det fælles grundskrift. I øvrigt skal jeg ikke komme nærmere ind på deres bemærkninger, hvoraf et par er skæve.

Under alle omstændigheder må det betragtes som sikkert, at en saga om Brian er benyttet i Njála. Undersøgelsen af denne saga bliver da noget for sig, og Njála som sådan kan ikke tage sig til indtægt, hvad deri måtte være rigtigt, ligesålidt som den kan gøres ansvarlig for dens fejl.

De partier, der kan antages at hidrøre fra Brianss., er omtrent k. 154 ii_46, 155 49—157 (jfr. forff. og min litt. hist.). I sin »Norsk sagafortælling og sagaskrivning i Irland« har prof. S. Bugge i afsnit IV (s. 52 fl.) behandlet »Brianssaga« og sammenlignet den med irske kilder; han kritiserer min opfattelse s. 57 anm., når jeg taler om en temlig god overensstemmelse med disse. Jeg har kun taget sigte på hovedbegivenhederne, men ikke enkelthederne, og da hævder jeg min udtalelses holdbarhed. At alle enkeltheder skulde være rigtige, er det aldrig faldet mig ind at påstå. Njálas fremstilling er i al korthed følgende. Til Sigurd jarl kom ved juletid kong Sigtrygg, dronning Kormlods og Olaf kvarans søn. Dronning Kormlod var smuk og udmærket udstyret af naturen, men i alt hvad hun selv foretog sig, kunde ingen vise sig slettere. Kong Brian havde før været gift med hende; han sad i en borg, hvis navn skrives forskelligt i hdskrr., men Kantaraborg kommer det rigtige, Kankora (kin-), nærmest. Hans broder er Ulfhreða, hans fosterson Kertjalvad, en søn af en kong Kylvir, med hvem Brian havde haft mange slag, men som var flygtet bort og gået i kloster. Brian havde forligt sig med ham på en Romarejse. Brians 3 sønner nævnes: Dungad, Margad og Takt, »hvem vi kalder Tann«[15]. Kormlod var så bitter på kong Brian, at hun vilde hans død og opfordrede sin søn Sigtrygg til at tage ham af dage. Således begrundes hans ankomst til Sigurd jarl; han beder ham om hjælp mod Brian. (II). Efter nogen modstand lover Sigurd at komme, dog først efter at Sigtrygg har lovet ham sin moder til ægte. Sigtrygg drager så tilbage og fortæller sin moder resultatet. Hun lader ham tage hen til to vikinger Ospak og Broder for at søge deres hjælp. Han vinder Broder ved samme løfte. Da Broder fortæller Ospak sagen, vil denne ikke gå ind på at kæmpe mod Brian, og de bliver vrede på hinanden. Ospak var hedning; Broder havde været kristen, men havde kastet troen igen. Der sker nu flere varsler for Broder, som Ospak tyder som varslende hans død. Broder vil nu overfalde Ospak, men han undslipper og begiver sig til Brian og meddeler ham, hvad der var i gære; Brian samler sig en hær. Sigurd drager afsted og med ham Torstein Siðu-Hallsson og flere andre, deriblandt endel brændemænd; de kom før palmesøndag til Dublin. Broder fik ved trolddom at vide, at Brian vilde sejre, men tillige falde, hvis kampen stod en fredag, men at alle hans modstandere vilde falde, hvis man kæmpede for. Så bestemte han sig for fredagen, langfredag 1014. Om torsdagen kom en mand på en abildgrå hest, der talte længe med Kormlod og Broder; men hvad dette skulde betyde, siges ikke i det følgende. Under kampen var Broder i den ene, Sigtrygg i den anden fløj, Sigurd jarl i midten. Om kong Brian blev der dannet en skjoldborg. Ulf hreða stod imod Broder, Ospak og Brians sønner mod Sigtrygg, Kertjalvad i midten. Først beskrives nu kampen mellem Ulf og Broder, der endelig flygtede ad skoven til. Sigurd jarl havde en hård kamp med Kertjalvad, indtil han faldt (jfr. ovf. s. 159). Kong Sigtrygg var flygtet og »bægge« Brians sønner faldne. Da nu Broder så, at Brians mænd forfulgte fjenden, løb han ud af skoven og trængte ind i skjoldborgen til Brian og huggede efter ham. Drengen vilde afbøde hugget, men sværdet huggede hovedet af Brian og hånden af drengen, hvilket sår dog straks helbrededes ved, at Brians blod flød ned på hånden. Da råbte Broder højt: »Mand sige til mand, at Broder fældede Brian«. Så blev Broder omringet og fanget og led en kvalfuld død (se ovf. s. 159). Herefter meddeles varsler og i forbindelse dermed Darradsangen. Hrafn røde kom til Flose, der da var hos Gille jarl på Syderøerne og fortalte ham om Brianslaget og mandefaldet. — Det er åbenbart fra Hrafn og Torstein, at den islandske tradition om slaget hidrører.

Ifølge de irske kilder er Kormlod den egenlige anstifter af sammensværgelsen og ufreden mod Brian, men hendes broder Mælmorda, konge af Leinster, der var et slags vasal af Brian, havde også, ophidset af sin søster, en stor andel deri; ham kender den islandske beretning slet ikke, ligesålidt som de andre irske høvdinger, der sammenkaldtes mod Brian. Det er — naturligt nok — kun de nordiske, der kendes, og som stilles i forgrunden — med undt. af Broder. Kampen holdes i 3 afdelinger — således også sagaen. På venstre fløj stod Dalkassierne mod Sigurd jarl og Brodar; i midten var Mælmorda mod dem fra Munster og andre, anførte af O'Kenny. Kong Sigtrygg er ganske udenfor slaget og betragter det sammen med sin hustru, en datter af Brian, fra et tårn. Opstillingen af hæren og Sigtryggs deltagelse i slaget er i sagaen åbenbart konstrueret hjemme på Island. — Der kæmpes fra morgen til aften, indtil Brian og hans søn Murrogh (Margaðr) faldt. Dungad deltog slet ikke i slaget. Drabet af Brian selv beskrives således: Brian er i et telt; hos ham er en dreng, der siger ham, at der er nogen, der kommer imod dem. Brian står op og trækker sit sværd. Brodar kommer og går forbi ham, men en af hans ledsagere, som kendte kongen, råbte: »her er kongen, her er kongen«. »Nej, nej, det er en præst [Brian var gammel og ærværdig], en præst«, sagde Brodar, hvad de andre så nægtede. Brodar vendte sig da om og havde en stor stridsøkse i hånden; med den kløvede han kongens hoved, men Brian havde lige givet ham et hug med sværdet og hugget det venstre ben af ham ved knæet og det højre ved foden; desuden havde han dræbt en af Brodars mænd. Njálas fremstilling er meget forskellig, som man ser. Teltet er blevet til en nordisk skjoldborg; der findes hos Irerne ingen legendeagtige udsmykninger, og endelig dræbes Brodar på en måde, der er langt naturligere; tarmeudvindingen er et nordisk sagntræk for atgøre Brodars død mere grufuld efter fortjæneste — foruden andre enkeltheder.

Tiltrods for disse afvigelser og udsmykninger forekommer det mig dog, at man virkelig kan sige, at Njála stemmer »mærkelig godt med de irske kilder«. Grunden til slaget er ens, hovedbegivenhederne ligeledes foruden enkelte andre ting. At sagaen ikke har kendt alle de indre begivenheder forud for slaget, heller ikke alle de dertil knyttede personer er naturligt. Af enkeltheder skal jeg fremhæve, at »drengen hos Brian« utvivlsomt svarer til Njálas »drengen Tadk«; men sagaen gør drengen til en søn af Brian.

Bugge har fremhævet »nogle« af uoverensstemmelserne. Det gælder bl. a. Njálas »Ulf hrefia« som Brians broder. En sådan person eller et sådant navn (det er nordisk) kendes ikke i de irske kilder. Bugges forklaring (s. 71 ff.) synes mig altfor dristig. Jeg formoder, — hvis der ikke foreligger en rent islandsk tildigtning — , at navnet er en folkelig omdannelse af et irsk navn. Blandt Brians høvdinger findes to af navnene: Mælruanaigh o-h Eidhin og Ualgarg mac Cerin fra Ciarraidhe, hvilke ord efter en velvillig meddelelse fra prof. dr. H. Pedersen ved 1000 udtaltes som Melruanið ua heðin og Ualgarg mak Kerin Kiarrige. Skulde ikke et af disse navne og da snarest det førstes fadernavn: Ua hedin ligge til grund for sagaens Ulf hreða? Dette forekommer mig ret sandsynligt; jfr. Tadg: Tadr, gen. Tanns.

Som en af Brians dygtigste mænd nævner sagaen Kertjalvad, en søn af Kylfir og Brians fostersøn. De irske kilder kender Toirdelbach, der åbenbart er den samme. Under slaget indtager Kertjalvad Murgads plads i de irske kilder, om hvilken sidste Njála intet ved, undt. at han faldt. Denne ombytning er vel opstået ved, at Kertjalvad var den, der ivrigst forfulgte de flygtende og især var den, der skænkede Islænderen livet; til gengæld er han blevet hovedhelten. Men Toirdelbach var en søn af Murgad og faldt i slaget. Kylfir kender de irske kilder ikke; heller ikke Brians Romarejse. Sagaen modbevises altså ikke af dem og kan være rigtig. Kylfir kan i øvrigt være O'Kelly, Tadgs fader. Slægtskabsforholdene beror da på sammenblanding. Alle disse urigtigheder er sikre nok, men de er forståelige — og alligevel er hovedtrækkene rigtige.

Når Bugge ytrer, at Njála intet ved om, at Murgad var med i slaget, må dette bero på et øjebliks forglemmelse, eftersom sagaen udtrykkelig siger (k. 157 59), at »bægge Brians sønner« faldt; hermed kan kun menes Dungad og Murgad (k. 154 32-88); men sagaen lader urigtig, som bemærket, Dungad deltage i kampen.

Det er klart, at hele den oprindelige beretning om Briansslaget er undergået betydelige forvanskninger og tilsætninger på Island, hvorunder dog hovedpunkterne er fastholdte. Det hele er omgivet af en religiøs tone, der stemmer godt med de irske kilder, der lader Brian i sit telt læse et utal af salmer, bønner og paternostre.

En til grund liggende saga om Brian, skreven i Dublin af en nordmand, som Bugge antager (s. 64), kan jeg umulig godkende; hvad Bugge anfører til støtte derfor, er uvæsenligt, såsom ordet Tadkr og dets islandske form. Tværtimod. Netop dette er for mig et ubedrageligt tegn på den islandske lærde tid omkr. 1200. Jeg kan ikke deri se nogen hentydning »til en fastformet ikke-islandsk fortælling på norsk sprog om Brian« (s. 65). Bugges forsøg på at forklare Kylfir og fortællingen om ham og Brian (s. 66 AF.) skal jeg ikke komme nærmere ind på. Tiltrods for forklaringens skarpsindighed tror jeg, den er ganske forfejlet.


__________


Påvisningen af disse fejl i »Brianssaga« — hvortil vi kender analogier, f. eks. i Erik godes saga og fl. — , har som allerede bemærket, ingen indflydelse på dommen over Njålss. som sådan; men sagaen afgiver et oplysende billede af, hvorledes bearbejderen har båret sig ad. Han har taget et afsnit af en anden saga og stukket det ikke ubehændig ind i Njålss., rimeligvis i en noget bearbejdet form[16].

Dette kaster atter et lys over andre dele af sagaen, især dens første del, Unn og Hallgerds historie, partiet efter Gunnars død, Hrapps-afsnittet osv.

Hvorledes er det muligt under sådanne omstændigheder at fastholde antagelsen af én oprindelig saga af én forfatter?



Fodnoter

  1. Således betegner jeg her og i det følgende de to forfattere til afhandlingen.
  2. I Studier ofver kompositionen i några isl. ättsagor, 1885. Overfor forff. hævder han dog ingen selvstændighed.
  3. Når det her og ellers hedder »alle hdskrr.» menes naturligvis de håndskrifter, hvori det pågældende vers findes, og som ikke der har lakune, selv om det ikke er alle sagaens hdskrr.
  4. At dette er så, er ganske utvivlsomt.
  5. Forf. er uvidende om afstanden mellem Lade og Gudbrandsdalen; i stykket findes en efterligning af de romantiske sagaer (erotik i en nøddeskov).
  6. Det er derfor urigtigt, når Bjørn Olsen i «Um kristnitökuna« s. 45 anm. udtaler, at afsnittet er i god overensstemmelse med den «stræben hos forfatteren« at lade Njál deltage så meget som muligt i hans tids vigtigste lovforslag. Dette er slet ikke tilfældet.
  7. Der findes her en mærkelig angivelse af, at Are ikke stemte med andre kilder. Dette er ikke uvigtigt for Ares forhold til Landnáma.
  8. Dette er naturligvis ikke ganske sikkert. Meget muligt er det, at der da har været den samme lov som den, vi genfinder i den norske Gulatingslov § 51, hvor det netop hedder, at en enke skal fæste sig selv med frænders råd; »da kan hun ikke bryde sit ord, men hvis hun ikke har gjort det med frænders råd, så kan hun tage sit ord tilbage«. Heraf er det klart, at ikke engang «frænders råd« var nødvendigt.
  9. Således belegnes hans rigtige anmærkning i Frist. Inst. s. 102 — 05, (102 anm. 4).
  10. Ændringen kunde se ud til at være frugten af en stræng kirkelig lovgivning.
  11. Gunnar truede Geir gode med at ville stævne ham for benyttelsen af en sådan kvid, hvorved han skulde have gjort sig skyldig i tingsforstyrrelse. Dette, mener V. Finsen, er i og for sig rigtigt; anm. 5. led: «Den oplysning, vi her får om retsanskuelsen, er i virkeligheden meget interessant og smuk; den stemmer med forholdets natur og er i god konsekvens med ånden i den gamle islandske ret«.
  12. Derimod er udtrykkene i k. 132 1. 93—95 vistnok mindre rigtige.
  13. Det skal dog bemærkes, at V. Finsen har i sin retshlst. (s. 391) udtalt, at udnævnelsen af nabokviden måtte gøre sagsanlægget almindelig bekendt også for den anklagede, så at stævningen kunde bortfalde og lysning på altinget komme i steden.
  14. Det skal være urigtigt; istedenfor skulde hele summen have været 3 man
  15. Denne form forudsætter formen Tadr, der også findes i I; ellers er formen dels Taðkr, dels Taktr; den irske form er Tady. K. 157 76 har H, i Tadr, A Tannr.
  16. Manden på den abildgrå hest forsvinder; 1 den oprindelige saga har der uden Ivivi stået noget mere om ham på et senere sted.