Om Qvinden, som kom i Slægt med Ingnersuït (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
36. Om Qvinden,
som kom i Slægt med Ingnersuït
To Mænd gik paa Rensjagt, ledsagede af en Qvinde; da de skjændte paa hende, blev hun vred, og bandt sine Støvler op, for at blive tilbage. Først ventede de paa hende, men tilsidst tabte de hende af Sigte. Hun var nemlig smuttet ind imellem Steendynger, hvorfra hun hørte, at de søgte efter hende, men omsider gik de klagende videre, efterat have opgivet hende. Da de vare borte, krøb hun frem og gik i en modsat Retning. Efter nogen Tid kom hun til en Maagetue, og hun saae en Mand komme frem af Maagetuen. Hun vilde flygte, men han greb hende og sagde at hun skulde følge ham til Maagetuen, han vilde have hende til Kone. Da hun nu modstræbende fulgte ham til Maagetuen, aabnede han den, og hun saae den indvendig heelt beklædt med Rensskind; da Huset saae saa indbydende ud, holdt hun op at græde, gik derind og blev der som hans Kone. Derpaa fødte hun ham en Søn; Faderen kaldte ham Imitlungnarsunguak. Konen sagde rigtignok, at hun ikke havde nogen Slægtning af dette Navn, men han sagde, at han skulde blive en dygtig Erhverver. Derpaa lod hun ham kalde ham som han vilde. Da han var bleven noget større, og hun havde været der i mange Vintre, vilde hun tilbage til sit Hjem igjen. Manden sagde: »hans første Fangst vil jeg have.« Derpaa gik hun med Sønnen, og kom til sine gamle Huusfæller, og da deres Børn legede med ham, formanede hun dem til ikke at gjøre ham Fortræd, men de gjorde ham intet, af Frygt for den ubekjendte Fader. Endelig da han blev voxen og saae, at Mændene gik paa Raabejagt (Klapjagt) fik han stor Lyst til at være med; da gik hans Moder ud og raabte hen i Veiret: »skaf Redskaber til ham!« Dagen efter, da hun gik ud, fandt hun de nødvendige Jagtredskaber liggende færdige foran Udgangen. Da nu Sønnen første Gang bragte sine Sælhunde hjem, gik Moderen udenfor og raabte med hele sin Stemmes Kraft: »Imitlungnarsunguak har fanget!« Da hun gik ind igjen, vare de ifærd med at slæbe Sælhunden gjennem Huusgangen, men da den skulde op igjennem Indgangen, kunde de ikke magte den, den faldt tilbage og var borte — Faderen havde nemlig taget den. Den næste, som han fangede; fik Moderen, men da han siden gik ud igjen, kom han ikke tilbage. Moderen gjorde da hans Klæder istand og om Aftenen gik hun udenfor og raabte noget med hele sin Stemme. Strax kom Klæderne i Bevægelse, fløi ud af Huset, og hun efter dem. Da de kom ned til Strandbredden, løftede de løse Iisbrokker sig op, Klæderne smuttede ned under dem og Moderen bagefter. Hun kom ned i et Huus under Jorden hos Ingnersuït; der fandt hun Sønnen fastbunden. Hun tog ham, gav ham Klæderne paa og førte ham hjem igjen. Moderens eget Navn var Nagguanguak.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 132-134.
