Om Røverskibet (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Grønlandskort fra 1737. Tegnet af Hans Egede.
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

4. Om Røverskibet

(Nyere Sagn fra Godthaab, afkortet)



Engang droge 5 sydlandske Kajakker til Kilangarsuit efter spraglede Sælhunde. Da de havde jaget, vendte de sig nordpaa, og da de havde roet et Stykke, lode de en af deres Ledsagere, ved Navn Amiinak blive tilbage, da hans Kajak trak Vand. Ved Pynten af Angisunguak opdagede de et Skib nær Umanak, og de talte sammen om at roe hen til det, i den Mening, at det var et af Handelsskibene. Da de kom derhen saae de en Mængde Kavdlanait, og at de havde Bøsser med Sværd paa ombord. Da de saae dette, talte de indbyrdes om, at det vel maatte være Røverpak, og da man bad dem komme ombord, sagde de alle som een: »lader os flygte herfra.« Det lykkedes dem da ogsaa at undslippe, skjøndt en Baad blev sat ud fra Skibet, og sendt efter dem. Men kort efter kom to Døbte fra Nouk, Ignatuse og Fritarik, den samme Vei, og saae kun ganske faa Mennesker ombord, de havde nemlig skjult sig nede i Skibet og ligeledes pakket Bøsserne ned, af Fortrydelse over at de første Kajakker vare flygtede ved at see Skydevaabnene. De gik derfor ombord og bleve førte ind i Kahytten og rigeligt beværtede. Men under Maaltidet hørte de at der blev hamret paa Døren, hvorover de bleve ængstelige og Ignatuse sagde til den Anden: »men hvad er det? de ere istand til at ville stjæle os.« De reiste sig begge og gik hen imod Døren, og da de fandt den tilstænget, brøde de med Magt igjennem og kom op paa Dækket. Dengang de gik ned havde de kun seet faa Mennesker, men nu var der ganske fuldt paa Dækket. Idet de reiste sig op bleve de grebne af Skibsfolkene og begyndte at slaaes paa Dækket. Man søgte at skille dem ad, og formedelst Overraskelsen tabte de hinanden af Syne. Hvergang Ignatuse kastede dem bort foran sig, blev en stor Kavdlunak bestandig hængende paa Ryggen af ham, endelig vreed han sig om imod ham, greb ham i begge Underarmene og kastede ham ned paa Dækket. Han vilde lige til at støde med Knæet mod den paa Ryggen liggende, men da en Anden i det samme trak i ham, kom han blot til at streife ham; saaledes at Blodet dog strømmede ham ud af Munden. Da den Faldne reiste sig og støttet til Rælingen stod og spyttede Blod, turde de Andre ikke mere tage fat. Han saae sig nu om efter sin Ledsager, og sagde: »have de ogsaa havt fat i dig?« Fritarik svarede: »vel sloges de med mig, men da jeg havde kastet en af dem ned i Lasten, turde de ikke mere røre ved mig, lader os nu see efter vore Kajakker.« Da de saae, at Kajakkerne vare bundne under Storraaen, tvivlede de om at kunne faae dem ned, men lige som de vilde stige tilveirs efter dem, gik Skibsfolkene op, toge dem ned og hjalp dem, hvorpaa de saa toge afsted, medens hine stode og saae efter dem. Kort efter kom hiin Sydlænding, Amiinak, som var forsvunden og nu vilde følge efter de Andre. Da nu ogsaa han saae Skibene, tænkte han: der kunde man nok faae en god Ret Mad, hvorpaa han roede hen, og efter Indbydelse lod sig heise op tilligemed sin Kajak, men da han fik Øie paa Skydevaabnene, gav han Slip, lod sig falde ned og flygtede. Da de satte efter ham, paakaldte han sin Amulet, en Lax, og blev derved glat, saa at ingen kunde gribe ham, og han undslap. Imidlertid vare hine første komne til Nouk, og da de Døbte dersteds vare meget sladderagtige, skyndte de sig til Kangek, for at fortælle Morsase at Sørøverne havde stjaalet hans Søn Ignatuse. Da han hørte dette, udbrød han: »jeg skal knække Fingrene paa dem, og afsted ilede han over Fjorden henimod Øerne. Strax da han drog afsted og kom omkring Næsset, istemte han sin Kavdlunak-Tryllesang, men ved de yderste Øer saae han Skibsmasterne forsvinde i Kimningen ligesom et Par Pegefingre, og hvor gjerne han saa havde forfulgt dem, maatte han lade dem fare. Tilvisse, havde det været Andre end netop et Par Storfangere, som vare faldne i deres Hænder, vilde de sikkert være blevne stjaalne.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 13-15