Om Ragnarok 07

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ragnarok, Louis Moe, 1929
Om Ragnarok
af Axel Olrik


II. Ragnaroks naturmotiver

7. Andre naturmotiver


I det vers, hvori skjalden Kormak udtaler sin elskov til Steingerd (ovenfor s. 176), er der et udtryk, som trænger til nærmere forklaring: »Stenene skal flyde på vandet så let som korn, jorden skal synke osv., førend der fødes en mø så fager som Steingerd«. Ved siden af det kendte motiv, at jorden synker i hav, optræder her et nyt, at naturens sædvanlige orden og love ophæves.


I Nestors russiske krønike fortælles der om den fred, som den nordisk fødte kong Vladimir af Kijev skal have sluttet med Bulgarerne »indtil sten begynder at svømme ovenpå vand, og humle begynder at synke til bunds«. I et par danske folkeviser, om Svend Vonved og om Svend i Rosensgård, spørger moderen sin søn om, når hun skal vente ham tilbage, og han svarer »når stenen tager til at flyde, og ravnen tager til at hvidne«; og visen udtaler, at dette aldrig vil ske.


Lignende tanker træffes rundt omkring i folkelig digtning, dog i reglen ikke med så stærk bevidsthed om et ragnarok. Selve Kormak siger ved en anden lejlighed til sin elskede, at alle åer skal rinde op i landet, førend han kan glemme hende. I alskens folkeviser beslægtede med de nysnævnte eller fjærntstående findes den samme tanke: når sol og måne danser sammen på grønsværen, når alle vande mødes, nar åerne rinder op ad bjærget, osv. Karakteristisk for den hele kres af udtryk er det, at de aldrig henter deres æmner fra de pågældende folkeslags religiøse forestillinger om verdens sidste tid[1]. Derfor er det mærkeligt at se den lethed, hvormed en Nordbo i 10de årh. kan blande dette træk ind blandt de almindelige ragnarokmotiver. Følelsen for ragnarok som den almindelige opløsningstilstand er stærk nok til at drage dette nye, mere spekulative træk til sig.


Udenfor Kormaks digt har jeg kun truffet den bevidste overgang til ragnarok i en del opskrifter af den nordiske folkevise »Svend i Rosensgård«. Fremfor alle gælder det om vor sællandske overlevering (DgF. 340 A), som har en for den ejendommelige række af vers; sønnen svarer, at han ikke vil komme tilbage, førend alle kvinder bliver enker, alle mænd er døde, huse og gårde står øde (her følger så de kendte sætninger: når ravnen er hvid og svanen sort, når fjeren synker og stenen flyder, hvortil der yderligere føjes: Når vi ser havet brænde) og endelig følger som afslutning på det hele: »Når vi ser verdens ende«. Denne stroferække synes at være ret gammel, da der findes genklang af den i opskrifter fra Småland og Bleking[2]. Et par andre opskrifter, svenske og finske, har den samme slutlinje i mere religiøs form: »När som domen kommer« o. l.[3].


Der synes hos den nordiske eller danske almue at have været noget af den samme tilbøjelighed til at se livet med verdens undergang som baggrund, der er så karakteristisk for den norrøne digtning i vikingetiden. Derimod lader denne vise sig ikke føre som vidnesbyrd om, at visse træk fra det hedenske ragnarok er bevarede ned i tiden; den bygger på de folkelige forestillinger om »verdens ende«, hvori vel enkelte hedenske træk er sunkne ned, men som dog væsenlig grunder sig på de europæiske folks fællesgods af sagnmateriale (verdens tilbagegang, og det sidste slag). Derimod findes de kristne dommedagsforestillinger slet ikke eller kun ganske svagt i folkedigtningen fra de nordeuropæiske folk.


Den måde, hvorpå »naturlovenes ophævelse« fremtræder hos Kormak og i folkeviserne, gør, at man ikke kan betegne dette motiv som et fast led i den egenlige verdensødelæggelse, men kun som en forestilling, der lejlighedsvis nærmer sig til ragnarok og forstærker bevidstheden om den almindelige verdensopløsning.


Vi ledes derved til at spørge, om der overhovedet gives andre ragnaroksmotiver for menneskeverdenen end de tre eller fire, som nu er drøftede i de foregående afsnit. Himmelhvælvets bristning omtales kun i Voluspå og i dets genklange hos Arnor og i Vǫluspa en skamma. Bjærgenes sammenstyrtning kan snarere gælde som fælles for flere kilder: i Voluspå styrter stenfjælde (grjótbjǫrg gnata), hos Kormak »føres de store fjælde ud i det dybe hav«. Men Kormak tænker sig det kun som en nærmere omstændighed ved jordens synken i hav; Voluspå bruger det derimod til udmaling af jætternes fremtumlen. Begge steder er det altså et bimotiv, der blot tjæner til at forstærke indtrykket af forvirring og opløsning. Også den norske skjald, en mand fra Telemarken, der har forfattet Bråvallakvadet ved år 1066, har haft en slags forestilling om ragnarok som en stor sammenstyrtning, siden han ligner sammenstødet af Hrings og Harald Hildetands uhyre hære med selve verdens undergang.


Bråvallakvadets hentydning til ragnarok foreligger kun i Sakses ordrige gengivelse (8de bog, s. 388): Crederes repente terris ingruere cælum, sylvas camposque subsidere, misceri omnia, antiquum rediise chaos, divina pariter et humana tumultuosa tempestate confundi, cunctaque simul in perniciem trahi. Selve det norske kvad kan umulig have indeholdt så mange træk. Sakses betydning svækkes yderligere ved den stærke genklang af klassiske motiver (antiquum chaos redire, repetere; se Stephanius, Notæ uberiores 175; jf.misceri omnia, Salust 2, 4).

For øvrigt må det mærkes, at de to kvad, der bruger ragnarok til billede på menneskelige forhold (Bråv, og Atlam. 22), begge tilhører en kristen tid og derfor er af så meget mindre kildeværdi. For Bråv. synes forbilledet her ligesom på flere steder at måtte søges i Helgakviða, hvor der (v. 28) bliver et brag, som om bjgerge og brænding skulde styrte sammen. Der kan med grund rejses tvivl om, at disse sammenligninger er groede på rent nordisk grund. I en irsk heltesaga bliver der et drøn ved skibenes stød imod land, så at folkene i borgen ikke ved, om det er et jordskælv, eller om det er Leviathan, der søger at sønderknuse jorden med slag af sin hale, eller om det er fjenden der kommer (Zeitschr. f. vergl. sprachf. XXVIII 559; jf. Bugge, Norsk sagafortælling i Irland, s. 90).


Hvor lidet udformede disse forestillinger er, mærker man også derpå, at de aldrig berøres ved verdensfornyelsen. Der er ingen efterretninger om, at guderne dannede en ny Midgard, eller at den bristede himmelhvælving erstattes med en ny.


Man kunde måske finde et nyt ragnaroks-motiv i Helgakv. Hund. II 40, hvor tærnen spørger, om det er ragnarok, siden de døde kommer ridende. Men ved simpel eftertanke kan man sige sig, at de døde kæmpers tilbagevenden fra Valhal ikke indgår i nogen traditionsmæssig handling; det er kun et øjeblikkeligt udtryk for overraskelsen ved at se brud på verdensordenens almindelige gang. Heller ikke vil man kunne finde nogen parallel hertil i Voluspås »troða halir helveg« (opfattet med Sv. Grundtvig, Sæm. Edda 2,189, som: helboerne træder helvejen tilbage til menneskeverdenen); ti her tales jo om noget ganske andet end i Helgakviða, nemlig at dødningerne sammen med de andre beboere af troldeverdenen hjemsøger Midgard som hærjende fjender.


Det negative resultat af vor søgen på disse punkter tjæner til yderligere at styrke det standpunkt, vi hidtil har vundet: at der gives et lille tal af almen kendte og i sig selv stærkt karakteristiske ragnaroks-motiver, og at der i øvrigt kun findes en mere vag forestilling om alle tings fremtidige opløsning eller undergang.




Fodnoter

  1. Bugge i Årb. 1889, 7; Danm. gl. folkev. VI 143-44; Child, Popular ballads, II 437; Nestors russiske krønike overs. af C. W. Smith, s. 70. Som et eksempel på den almindelige utilbøjelighed til at blande mytologi ind i denne situation kan jeg nævne det store indiske heltedigt Mahabharata, der ellers er ivrigt nok i at omtale den fremtidige verdensbrand osv.; men da Krishna skal trøste sin hustru med, at han skal hævne hendes krænkelse, siger han ganske umytologisk: »Selv om Himalaya skulde skifte plads og himlen falde ned, kan mine ord aldrig være forgæves«.
  2. När blir kyrkan (!) enka? Jo innan verldens ända (Arwidson 87 A 18; Sv. landsmålen VII, 6, s. 17). Måske det også er denne tanke, som skjuler sig i en svensk opskrift fra 17de årh.: Hwart hahr du ährnat landa? Diit verlden hahr ehn ända.
  3. En utrykt tekst fra Småland har helt ombyttet den oprindelige stroferække med sådanne udtryk: När dagarne få ända, När verlden blir till intet, När vi skall fram till domen.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.