Om Svipdagsmål

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Arkiv för nordisk filologi

ved
Hj. Falk

Nionde bandet, s. 311-362
Lund 1893.


Om Svipdagsmål.


Nordiske fremstillinger af sagnet
     1. Svipdagsmál, bestaaende af Grógaldr og Fjölsvinnsmál. Grógaldr falder igjen i fögende dele:
     a. Sönnen opvækker den döde moder og beder hende gale gode galdre over sig mod farerne paa færden til Menglod, hvorhen hans svigefulde stivmoder havde budt ham at drage (str. 1-5).
     b. Moderen (Gróa) galer ni galdre (6-14).
     c. Moderens slutningsraad og afskedshilsen til sönnen (15-16).
   Fjölavinnsmál falder i fölgende afsnit:
     a. Indledning, om Svipdags komme til turseboligerne og ordveksel med vogteren Fjolsvinn, af hvem han faar at vide, at det er Menglod, som raader over de herlige sale, medens Svipdag selv skjuler sit rette navn (1-8).
     b. Jætteborgen skildres med træk hentede fra forestillingerne om Helborgen (9-12).
     c. Om de to hunde, som vogter adgangen til de ni möer (13-18).
     d. Mimetræet, hvis frugt bringer lægedom, skildret med træk fra Yggdraselsmyten (19-22).
     e. Hanen Vidovne, solens symbol, skildret med træk fra Baldersmyten (23-30).
     f. Lykkeborgen, hvor ásmegir'ne bor, med dens hemmelighedsfulde skat (31-34).
     g. Lyfjaberg med Menglod og hendes ni möer, der hjælper og helbreder (35-40).
     h. Slutning: Svipdag siger sit navn og forenes med Menglod (41-50).
     2. Sveidalsvisen (Grundtvig, D. G. F. II, n:o 70).
     Resumé efter opskrift C:
     Ungen Svendal slog sin bold ind i jomfruburet. Da han gik efter den, sagdes der ham, at han ikke skulde sove eller finde rö, för han fik förlöst den skjonne jomfru, som længe havde ligget i længsel efter ham. Svendal svöbte sit hoved i skind og gik ind i hallen og meldte sine mænd, der sad ved drikkegildet, at han gik at opvække sin döde moder. Han kom til holen og kaldte paa sin moder, der vaagnede og spurgte, hvem der forstyrrede hendes rö. Svendal gav sig tilkjende som hendes sön og forkyndte hende sin nöd, at hans (söster og) stivmoder havde "lagt hans hjerte i traa". Moderen gav ham da til færden en hest, som aldrig trættedes, og sværdet, som altid vandt seier. Han satte sig op og red over det brede håv og gjennem de gronne skove, indtil han kom til det slot, hvor hans fæstemö sov. Her udspurgte han hyrden om slottet og lovede at gjöre ham til en herre, naar han selv blev konge over landet. Hyrden svarede ham, at borgens planker var af det haarde jern og porten af staal; paa atten vintre havde jomfruen ikke seet solen; indenfor holdt en löve og en björn vagt, og ingen kom levende ind uden ungen Svendal. Svendal sprængte over gjerdet, og löven og den vilde björn faldt ned for hans fod, medens linden med de gyldne blade böiede sig ned til jorden. Den stolte jomfru vaagnede af sin dvale, da hun hörte sporerne klinge; hun båd til Gud, at hun maatte blive löst af sin pine, og önskede skam over siri stivmoder, der havde gjort hende tiden saa lang. Svendal traadte ind, og jomfruen stod op og "favnede" hans komme. Nu har begge forvundet sin angst og kvide og sover glade i hinandens favn.
     Om den tilsvarende svenske folkevise, der fremtræder i sterkt forvanskede former, henvises til Grundvig, D. G. F. II, s. 673,1 og de bemerkninger, der findes senere i denne afhandling.
     3. Hjálmtérs og Ölvirs saga (Fornald. s. III).
     Kong Ynge raadede for Mannheimar; hans dronning hed Marsibil, datter af den syriske konge. Deres sön hed Hjalmter. Hans ven var Olve, med hvem han var blevet opfostret hos den sidstes fader. Dronningen döde og blev begravet i en gravhöi. Kongen sorgede meget, men giftede sig dog tilsidst paany med Luda fra Böotien. Da Hjalmter boede i et kastel i skoven, fik dronningen först sent at vide, at kongen havde en sön. Da Hjalmter modstod sin stivmoder, den onde troldkvindes, forförelseskunster og endog gav hende en örefigen, svor hun hævn: "jeg lægger det paa dig, at du ingensteds skal finde ro, hverken dag eller nat, förend du finder Hervor Hundingsdatter." Paa sine vide færder kom Hjalmter engang til et stort land, hvor de saa store haller. Her herskede kong Hunding. Hans hal var af sten. Etsteds saa de et hus af rödt guld; dette var Hervors taarn. Her fik de se en mo saa skjön, at de aldrig havde seet magen, med lysegule lokker, ansigtet hvidt som sne, kjödet skjært som lilje, öinene fagre som karfunkler, kinder som roser: ekkert vifa | ek leit hœverskligra | fœtt við foldar þröm. Hun nævnte sig Hervor Hundingsdatter. "Gaar I imod kongen", sagde hun, "vil I straks miste livet". Hjalmter gav hende smykker og blidgjorde hende saaledes. Hun sagde ham da, hvordan alt forholdt sig hos hendes fader, og alle de vanskeligheder, som de matte undgaa. Hjalmter gik da frem for kongen og sagde sit navn samt bad om ophold der. Kongen paalagde ham vanskelige opdrag, hvilke hans ledsager Hord, som tidligere havde været Ludas træl, udförte for ham. Derefter drog Hjalmter bort og medförte Hervor. Paa denne færd dör Hord, og Hjalmter bærer hans lig tre dage paa sine skuldre. Herved hæves den fortryllelse, der havde hvilet paa ham, og han forvandles til en rig konge, Ring, hvis borg er stor og skjön, forsiret med guld og solv, med en mur af mangefarvede stene, med höie og guldtækte taarne. Hans söster er den skjönne Alvsol, hvem Hjalmter engang havde löst fra hendes forhekselse ved at kysse hendes hæslige mund. De var begge blevet forheksede af Luda, deres stivmoder, der havde dræbt sin mand, deres fader; denne forgjörelse var en hævn for, at Hord (Ring) forsmaaede hendes kjærlighed. Hjalmter gifter sig nu med Alvsol, medens Hord-Ring ægter Hervor og Olve hendes söster Hildesiv. Da Hjalmter faar se sin stivmoder igjen, falder hun ned i ilden, medens hans fader bliver meget glad.
     Hjálmters ok Ölvirs saga, der, som bl. a. sproget viser, er bevaret i en uoprindelig form, lader sig i nogen grad supplere og berigtige ved hjælp af Hjálmters rímur, der er digtede efter en anden redaktion af sagaen. Desværre henviser ogsaa rimerne til en forvansket sagatext. Kölbing (Beiträge s. 200-7) afslutter sin omtale af rímur med fölgende træffende bemerkning: "Det underligste træk i hele sagaen synes mig at være den omstændighed (der også bibeholdes i rímur), at Hjalmter tilslut ganske rolig opgiver Hervor, til hvis erhvervelse hans sjælefred var knyttet, og uden betænkelighed aftræder hende til en anden. Saaledes kan tingenes forlöb dog neppe oprindelig have været".
     4. Himinbjargar saga (Maurer, Isl. Volkssagen, s. 312 ff., efter cod. A. M. 602, qv.).
     En konge havde med sin dronning sönnen Sigurd. Dronningen döde, og kongen sörgede meget over hende. Efter en tids forlöb giftede han sig dog atter med Himinbjorg, som traadte ham imöde paa jagten ud af en tæt sky. Sigurd var utröstelig og laa dag og nat paa moderens grav. En gang sovnede han ind og drömte, at hans moder kom til ham og var meget vred, fordi han altid laa paa hendes grav og var hende til byrde; og hun paalagte ham den forbandelse, at han ingen ro skulde finde, för han havde förlöst en kongedatter, som var forhekset til en troldkvinde. Han blev nu meget bekymret og betroede sig til Himinbjorg, som henviste ham til sin söster Blaakaapa. Denne fortalte ham, at en risekonge havde havt sit rige i nærheden. Han havde havt en datter Ingegerd, hvem atten jomfruer tjente. Efterat hans dronning var död, havde han ægtet et trold, som havde forhekset datteren og hendes jomfruer til troldkvinder, hvorpaa de havde dræbt faderen og ödelagt hans rige. Derhen drog nu Sigurd og udförte med bistand af Blaakaapa, der laante ham en huliðshjálmr og styrkehansker, og af de fugle, hvem han paa veien til hende havde gjort godt, de pröver, som var knyttede til befrielsen. Da troldet saa dette, faldt hun i afmagt med alle sine, medens fuglene, som alle var forheksede slegtninge af Ingegerd, fik sin menneskelige skikkelse tilbage. De vendte nu alle tilbage og kom netop tidsnok til at redde Himinbjorg, hvem man havde beskyldt for at have ryddet sin stedsön afveien. Herpaa ægter Sigurd Ingegerd.


Den kymriske fortælling om Kulhwch og Olwen (Lady Guest, Mabinogion II; Loth, Les Mabinogion I).
     Den middelvælske fortælling Kulhwch og Olwen, hvis nære slegtskab med Svipdagsmál og Sveidalsvisen Grundtvig (D. G. F. II, s. 339, 668 ff.) först har fremhævet, er efter Zimmer (Gött. gel. Anz. 1890, s. 523 f.) en ægte vælsk text af Arthursagnet og typus for en saadan. Den kan i den os foreliggende form ikke være ældre end sidste fjerdedel af 12 aarh., idet den viser indflydelse af en begivenhed fra aar 1171 (Z. s. 827); dog synes i Kulhwch en ældre text, muligens fra 10 aarh., at foreligge i forynget skikkelse (Z. s. 523-4). Efter Stephens-Marte, Gesch. der wälschen Lit., s. 339, var fortællingen om Eulhwch velkjendt i 1169; er dette rigtigt, er det bevisende for en ældre form af historien.
     Vi meddeler her et uddrag:
     Kong Kilydds dronning Goleuddydd födte ude i vildmarken en sön, der fik navnet Kulhwch og opfostredes af en svinehyrde. Derefter döde hun. Efter syv aars forlöb tog kongen sig en ny hustru, kong Dageds dronning, hvem han bortförte tilligemed hendes datter. Af en heks (groach) fik dronningen at vide, at kongen havde en sön. Denne blev hjemkaldt, og stivmoderen foreslog ham at ægte hendes datter. Da han sagde sig for ung dertil, erklærede dronningen, at han ingen hustru skulde faa, för han traf Olwen, Yspaddaden Penkawrs datter. Ynglingen rödmede, og kjærlighed til pigen greb ham, skjönt han aldrig havde seet hende. Paa sin faders raad drog Kulhwch til sin fætter Arthurs hof for at söge hans hjelp. Denne fik han og drog med et fölge ud for at söge möen. Tilsidst kom de til en uhyre aaben slette, paa hvilken de saa en stor borg. Mod denne styrede de sine skridt, men borgen syntes altid at vige længre bort. Endelig kom de dog foran den og traf paa en uhyre faarehjord og paa en höi en hyrde med en overordentlig stor bulbider ved siden. En af Kulhwchs ledsagere kastede en fortryllelse over hunden, saa den ingen skade gjorde. De udspurgte nu hyrden og fik vide, at borgen var Yspaddadens, og hyrden hans broder Custennin, hvem Yspaddaden havde berövet hans besiddelser og gjort til sin tjener. Da hyrden fik höre, hvem de var, og at de kom for at beile til Olwen, fraraadede han dem dette, sigende, at ingen af hendes beilere var vendt levende tilbage. Kulhwch gav hyrden en ring, som han viste sin kone, der herved fik vide, at det,var hendes söstersön, som var kommet. Hun lod da mændene komme til sig og forestillede dem sin unge sön, den eneste af fire og tyve, som Yspaddaden havde skaanet. Der sendtes nu bud efter Olwen, og hun kom klædt i en kjortel af flammefarvet silke, et halsbaand af rödt guld og indsat med kostelige ædelstene er om hendes hals, hendes haar er gult, hendes hud hvidere end havets skum, hendes hænder og fingre skjönnere end anemonen; högens og falkens blik er ikke klarere end hendes; hendes barm er mere snehvid end den hvide svanes bryst, hendes kinder rodere end de rödeste roser. Den, der saa hende, fyldtes af elskov. Fire hvide klöverblade sprang frem, hvor hun traadte: derfor kaldtes hun Olwen. Kulhwch kjendte hende straks og beilede til hende. Men hun erklærede, at hun havde lovet sin fader ikke at gifte sig uden hans samtykke, ti med hendes bryllup vilde han ophore at leve. "Men gaa til ham," sagde hun, "og bed om mig og gjör, hvad han kræver af dig." De ihjelslog nu de ni portnere ved de ni porte og de ni vagthunde og traadte frem for Yspaddaden og begjærede hans datter. Yspaddaden bad dem at opspile hans öine med to forke, at han kunde se dem; og han böd dem at komme igjen den næste dag. Men da de vendte sig for at gaa, slyngede han et af sine tre forgiftede kastespyd efter dem; men en af dem opfangede det og slyngede det tilbage og gjennemborede hans knæ. Næste dag krævede Yspaddaden, at de skulde indhente möens slegtninges samtykke; og da de gik, kastede han atter et spyd efter dem; men de greb det og gjennemborede hans bryst. Og da de kom igjen den tredie dag, slyngede han sit tredie spyd imod dem; men Kulhwch opfangede det og Saarede ham gjennem öiet, saa spydet kom ud i nakken. Yspaddaden paalægger nu Kulhwch en række uhyre vanskelige prövestykker, idet han kræver af ham en del gjenstande, hvis erhvervelse er forbundet med overordentlig möie og fare. Efterat Kulhwch ved sine ledsageres hjelp har skaffet disse ting tilveie, dræbes Yspaddaden af Custennins unge sön Groreu, og Kulhwch holder bryllup med Olwen.


Sagnene om gralen og gralsögeren.
     Cassel er den, der har sammenstillet Fjölsvinnsmal med gralsagnet, idet han i sin bog om det nordiske digt (s. 45) udtaler, at "i Wolframs graldigt ingen anden tanke er udtalt end den i Fjölsvinnsmal indeholdte", og direkte sammenholder Lýr og Lyfjaberg med gralborgen og Yspaddadens trylleslot. Desværre saa Cassel ikke rækkevidden af sin sammenstilling og förte den ikke helt ud.
     Sagnet om gralen, saavelsom navnet, optræder först udviklet hos Chrestien de Troyes henimod enden af 11 aarh. Keltisk oprindelse af sagnet er ikke bevist ved de hidtil fremdragne parallel er [1]. Det gammelfranske ord graal, greal betyder egentlig en skaal eller et kar af træ, jord eller metal. Digtningens forestilling om gralen har sin kilde i legenden, i hvilken to trin er at adskille: det förste repræsenteret af Gesta Pilati og Narratio Josephi, det andet af Yindicta Salvatoris; med den sidste form stemmer de franske gralromaner. Hvad romanernes gral betyder, derom giver Helinandus (c. 1200) authentisk underretning, idet han forklarer gralen som den 'catinus vei parapsis', hvori herren aad med sine disciple [2]. Oprindelig er - forklares der - gralen en skaal, hvori Joseph af Arimathia opsamlede Kristi blod. Idet den traadte i forbindelse med nadveren og messeofret, blev den forbundet med hostien og patenen; heraf videre dens evne til at give spiser. Ligesom andre relikvier tildeltes der gralen ogsaa andre overnaturlige egenskaber: den udbreder lys, dufter, svæver i luften eller faar en underbar ark, der kan forstörres, og et bord af sölv; den formidler guddommelige svar og antager idethele en hemmelighedsfuld karakter [3].
     Gralen bevogtedes af en gralkonge, der boede paa en vanskelig tilgjængelig borg, der kun kan findes ved et tilfælde af den, som forsynet dertil har udseet. Den nye gralbesidder skal opsöge den sidste og af ham modtage gralen. Derved skal han give sig tilkjende som den berettigede efterfölger ved at Spörge om stedets undre. Dette spörsmaal undlader den uerfarne gralsöger ved sit förste besög i borgen, men det stilles anden gang med bevidsthed og hensigt. Den magiske virkning af spörsmaalet bestaar deri, at fortryllelsen over borgen og dens herre hæves. Alfred Nutt paaviser i sine Studies on the Legend of the Holy Grail, hvorledes sagnet om gralsögeren beror paa fælleskeltiske sagnelementer. Den fortryllede borg er efter ham de dödes land, om hvilket kelterne beretter saa mange sagn. G. Paris, La littérature française au moyen âge, s. 101, hævder i fortællingen om Lancelot du Lac, som befriede dronning Guenièvre, der var bortfört af "kongen over det land, hvorfra ingen vender tilbage", en gammel mytisk tradition om de dödes konge: for at trænge ind i bortförerens land maatte Lancelot overskride en ild flod paa en bro, der er smal og skarp som en sverdeg [4]. Efter Heinrich von Türlins digt Diu Krône, hvor Gawan to gange kommer til gralborgen, men forste gang ikke gjör de nödvendige spörsmaal om stedets undre, er gralkongen og hele hans omgivelse död, skjönt de syntes levende. Ligesom Lancelot og Gawan, der hos Chrestien befrir de paa Montesclaire (glasbjerget) fangne jomfruer, optræder ogsaa den tredie og fornemste gralsöger, Perceval, som befrier af en dronning. I den engelske romance om Perceval fra 14 aarh., hvilken vistnok er uafhængig af Chrestien, befrir helten Lufamour the brighte, dronning over jomfrulandet, ægter hende og bliver konge over jomfrulandet. Men navnlig gjenfindes i prosaromanen Perlesvaus (udg. af Potvin i 1 bind af Perceval le Gallois, Mons 1866) [5] i det afsnit, som særlig behandler Percevals bedrifter, alle de tre omtalte lokaliteter: jomfruslottet, dödsslottet og gralborgen, side om side i en om Fjölsvinnsmál sterkt mindende skikkelse: Perceval kommer til et slot paa en höi klippe ved havet. Han ser en ridder komme ud og spörger ham, hvad det er for en borg. Denne sigerham, at den tilhörer jomfrudronningen. Perceval rider ind i slottet. En pige melder dronningen, at den ridder, der tidligere var ved gralen, er kommen. Dronningen befaler, at der skal blæses i horn, selv rækker hun Perceval haanden og forestiller ham som beboernes forlöser. "Vær os velkommen," raaber ridderne. "Ham er det," siger dronningen, "hvem jeg længtes mest efter at se af alle verdens riddere." Fiskerkongens broder, dödsslottets konge, bekriger nemlig dronningen, da hun er i forbund med fiskerkongen, hans fiende, hvem han önsker at beröve lanse og gral. Mod ham er det, at Perceval skal hjælpe hende, hvilket han da ogsaa gjör. Jomfrudronningen var af stor skjönhed og elskede Perceval af ganske hjerte, skjönt hun vidste, at hun ligesaalidt som nogen anden kvinde kunde vente hans gjenkjærlighed; ti han vilde dö i kyskhed. Vi skal i det fölgende söge at godtgjöre, at romanens jomfruslot paa det höie bjerg er Menglods bolig paa Lyfjaberg, hvor hun betjenes af ni möer; at dödsslottet (chastel mortel) er Fjölsvinnsmáls borg Gastropnir, der skildres i overensstemmelse med Helborgen; og at gralborgen gjenfindes i aasmegirnes gaard Lýr, hvortil menneskerne ingen adgang har.
     Men för vi gaar over til behandlingen af det nordiske digt, som er emnet for denne afhandling, er det af vigtighed at undersöge et par nordiske sagnfremstillinger, som - skjönt de ikke meddeler gralens navn [6] og ikke synes paavirkede af Arthursagnene, hvormed i Frankrig gralsagnet er uoplöselig sammenknyttet - dog viser uimodsigelig sammenhæng med de fra eucharistien hentede gralelementer.
     I Ereks saga víðförla (Fornald. s. III), der er influeret af visionsliteraturen og hvoraf enkelte dele viser et nært slegtskab med det af Thorkelsson under titelen Nökkur blöð úr Hauksbók udgivne stykke (hvis kilde for en væsentlig del er Isidorus Hispalensis' Origines), skildres en reise til Ódáinsakr eller jörð lifandi manna. Efter en lang og farefuld reise kom Erek og hans ledsagere endelig til aaen Phison, der falder ud fra Paradiset. Over den förte en stenbue, paa hvilken der stod en forfærdelig stor drage med gabende svelg. Men paa den anden side af aaen saa de et land med alslags blomster og honning, og de kjendte en sod vellugt derfra. Med en fölgesvend styrtede Erek sig ind i dragens gab. Efterat de var komne ud af mörket, saa de det skjönne land med fagre urter og blomster og gjennemströmmet af honningfloder. Dette land var lavt og meget slet, uden fjelde og bakker. Der var altid solskin uden skyer og nat og mörke; i luften herskede vindstille, uden naar et svagt vindpust förte duften af jordens blomster imod dem. Ad disse græsvolle gik de meget længe, indtil de tilsidst fik se ligesom en hjelm eller 'stöpull' hænge ned fra luften. De gik derhen og fik öie paa et taarn uden stolper under, men söndenfra förte en höi stige op til taarnet. De gik opad stigen og kom ind i et hus beklædt med herlige tæpper, og et bord af sölv stod der med herligt duftende og straalende bröd; og der var en gulddisk med alslags kjöd og den bedste frugt; en kande, prydet med ædelstene, og et bæger af guld stod hos med herlig drik; kostelige töier var udbredte. De spiste og drak og lagde sig til at sove; og i sovne viste en engel sig for Erek og forklarede ham, at det sted, hvor han var, laa nær ved Paradiset og var ligesom et billede eller symbol derpaa; Guds kraft alene holdt taarnet svævende i luften, og det var Gud selv, som havde bevertet ham for at lönne ham for hans anstrengelser. At det er "gralen", som her skildres, er fuldkommen sikkert. Den hjálmr, turn eller stöpull, hvorom berettes, er sanctuariet (ciborium, turris) med det hellige legeme og blod, i regelen en ark eller et taarn, som i de gotiske kirker stilledes ved siden af alteret og bedækkedes med en kostbar kappe (Menzel, Christl. Symbolik I, s. 47). Sölvbordet med de straalende og duftende bröd er patenen med hostien: om patena sacris propositionis panibus præparatæ se Du Gange under patena, hvor ogsaa gives beviser for dens beskafenhed af sölv eller guld; den hellige hosti duftede som andre relikvier (Heinzel, anf. st. s. 173); den skulde være af rent hvedemel, i form af smaa bröd; som symbol paa frelseren omgiver solen hostien (Menzel II, 390). Guldbordet (diskr) med alskens kjödmad og den bedste frugt, den med ædelstene prydede kande og guldkalken fuld af herlig drik, samt de prægtige töier er nadverdbordet: den hvide alterdug er symbol paa gravlinet; herpaa stod hostitallerkenen med klædet dertil, vinkanden, fra hvilken vinen hældtes i kalken, tilligemed kalkklædet (Menzel I, s. 47-8). Overensstemmelsen med grallegenden ligger navnlig i fremhævelsen af de herlige spiser, hvormed Gud bevertede: hos Chrestien og andre gammelfranske forfattere giver gralen spise, men er selv samtidig en kalk, besat med pieres pressieuses; endvidere i det i luften svævende taarn: om den svævende gral og dens ark se Heinzel, anf. st. s. 178; fremdeles i Ereks drömmesyn: om gralen som formidler af guddommelige svar se Heinzel, anf. st. s. 102; endelig er gralboligen ligesom Ódáinsakr et afbillede af paradiset og kaldes i Perlesvaus Edens have. Vi skal senere se, at dette svævende taarn er Fjölsvinnsmáls Lýr, der "bæver paa sylspids".
     Konraðs saga (Fornsögur Suðrlanda, ed. Cederschiöld), der hviler paa fremmede sagn om det babylonske riges undergang ved slanger (hvorom se Wesselofsky, Die sage vom babylonischen Reich, Archiv for Slavische Philologie II) i forbindelse med andre sagn af bibelsk oprindelse, har sin interesse derved, at den synes at vise os "gralen" i dens tvende hovedformer, som nadversymbolet og som en ædelsten [7]. For at vinde kongedatteren Mathilde drager Konrad afsted for at söge en vis grön tryllesten [8] i ormekongens land [9]. Paa denne sögning, hvorfra ellers ingen var kommet tilbage, medtog han bl. a. en hvid hane, hvis galen var det eneste, som kunde indjage löverne skræk i lovelandet, hvorigjennem reisen förte. Ad en bro, der förte over en flod og ved hvis ende laa en svær drage, kom Konrad til et land, hvor alt 'þótti honum við gull glóa'. Der, ved verdens ende og omgivet af en stor slette uden bjerge, saa han en stor borg, hvis taarne skinnede som guld og hvis mure bar forskjellige farver, lig guld og glas og de fagreste stene. En bred, jevn og fager stengade förte op til borgen. Hallen var kalket og malet og havde store og smukke glasglugger; den var beklædt med kostbare stoffe. Midt paa hallens gulv stod et bord (trapiza) med prægtige tæpper og derpaa en pragtfuld guldbolle. Udenfor bordet stod en herlig stol og en anden stod indenfor, paa dem stod drikkekar af alle slags og navnlig to svære horn indlagte med ædelstene [10]. Et bord (borðskutill) af guld prydet med sölv og ædelstene hang ned fra luften foran en pall og syntes at svæve frit: foran pallen var et "förfall" tværs over hallen.
     Duggals Leizla (Heil. Manna Sögur I, s. 329 ff.), der er oversat paa Haakon Haakonssens befaling c. 1250 efter den irske (latinske) Tundals vision, synes at skildre "gralborgen", men uden andre af gralens attributer. Det heder her (kap. 16), at Duggal og hans skytsengel kom til et gaardsled, som straks oplukkedes for dem. Og da de var komne ind, saa de den fagreste voll fuld af blomstrende urter med herlig duft; og der var en utallig skare af sjæle og megen glæde. Og der var ingen nat der, men solen skinnede stedse; og der var det levende vands brönd: den, som drikker deraf, skal leve evig og aldrig törste. Derpaa saa de (kap. 18) en herlig prydet hall, hvis vægge var indlagte med guld og sölv og besatte med pragtfulde ædelstene. Der var ingen glugger eller döre paa den, og dog kom alle ind, som vilde. Dette hus var stort, og mange stolper holdt det oppe, og alt var prydet med guld og ædelstene baade indvendig og udvendig. Og de saa et sæde besat med guld og ædelstene og beklædt med herlige stoffe. Og da Duggal saa op (kap. 22), saa han et træ med grön bark hvælve sig over ham til alle sider (unam arborem maximam et latissimam), med alskens löv og de fagreste blomster, og alle kvistene hang fulde af den bedste frugt (aldin). Paa disse kviste sad en stor mængde fugle af alleslags farver, og under træet voksede liljer og roser og alskens duftende blomster og urter. Og de saa derpaa (kap. 23, ikke bevaret i oversættelsen) de ni engleordeners og de hellige jomfruers opholdssted, omgivet af en straalende skjön, höi mur, bygget af kostbare stene og indlagt med forskjelligfarvede metaller. Og stigende op paa muren saa de, hvad intet öie har seet eller öre hort, det som Gud har beredt dem, som elsker ham. Og de saa alle herlighedens steder og alle straffesteder og den ganske jord. De citerede stykker af Duggals Leizla hviler væsentlig paa Aabenbaringens beskrivelse af det nye Jerusalem (kap. 21 og 22): Johannes ser i aanden det hellige Jerusalem, som steg ned af himmelen fra Gud. Staden havde tolv porte og over portene tolv engle. Og dens mur var opbygget af jaspis, og staden var rent guld, lig rent glas. Og stadens murs grundvolde var prydede med allehaande kostelige stene; den förste var jaspis, den anden safir, etc. [11]. Did kommer intet urent. Og engelen viste Johannes livets vands rene flod, skinnende som krystal. Midt i stadens gade og paa begge sider af floden stod livsens træ, som bar tolv gange frugt og gav hver maaned sin frugt; og bladene af træet tjente folkene til lægedom. Og nat skal ikke være der, og de behöver ikke lys eller solens skin, ti Lammet er stadens lys. - Til det herlige træ i Duggals Leizla, hvilket er Aabenbaringens livsens træ, skal vi senere komme tilbage: allerede Bugge, Studier s. 496, og E. H. Meyer, Völuspá s. 87, har sammenstillet Mímameiðr med det apokalyptiske træ.
     Forbindelsen mellem grallegenden og det himmelske Jerusalem fremtræder navnlig med klarhed i det middelhöityske digt, som benævnes den yngre Titurel. Efter dette holdt engle gralen svævende i luften, indtil Titurel som lön for sin dyd byggede den et vidunderligt tempel paa bjerget Munsalwatsch. Af dette tempel giver nu digtet en vidlöftig beskrivelse, der er hentet dels fra Aabenbaringens skildring af det nye Jerusalem dels fra det Salomoske tempel, hvorpaa udtrykkelig henspilles [12]. Ogsaa livsens træ var afbildet der med blomsterdækket nedenunder, og fra dets blade af guld löd söde toner som af tusen fugle. Paa hvert af gralborgens taarne var anbragt et höit, snehvidt kors af krystal for at forjage djævelen, og over korset svævede en guldörn med vingerne udbredte som til flugt og berövede ved sin glans næsten korset sin hvide farve: úz golde ein ar gerœtet, gefiuret unde gefunkelt, úf ieglich kriuze gelœtet.


Svipdagsmál en kontamination af fortællingen om Kulhwch og Olwen med sagnet om gralsögeren.
     Der findes mellem Svipdagsmál og gralsögersagnet en række overensstemmelser sted, som i den paafölgende analyse af digtet vil blive underkastede en mere indgaaende dröftelse og her kun forelöbig antydes:
     a. Ligesom Perceval kommer Svipdag to gange til sit bestemmelsessted, men opnaar först anden gang sin hensigt, idet hans Uerfarenhed ved förste besög forleder ham til at undlade de nödvendige spörsmaal.
     b. Fjölsvinnsmáls tre borge svarer nöiagtig til de med Perceval i forbindelse bragte slotte: jomfruslottet, de dödes slot og gralborgen.
     c. Mimetræet er det apokalyptiske livsens træ, der i legenden er bragt sammen med gralborgen.
     d. Fjölsvinnsmáls hane, der er symbol paa Kristus (Balder) saavelsom paa solen, stammer fra Aabenbaringens nye Jerusalem, hvis sol er Kristus, og er gjennem grallegendens identifikation af gralboligen med det himmelske Jerusalem kommet ind i det nordiske digt.
     e. Fjölsvinnsmáls lævateinn er samme forestilling som Baldersagnets mistilteinn, der er Longinus' lanse, hvilken i gralsagnet spiller en vigtig rolle som en af gralens attributer.
     f. Heltens mode med möen skildres i overensstemmelse med Perlesvaus.
     Af en langt mindre paatagelig art er de overensstemmelser, der forbinder Sveidalsvisen med gralsögningen. Her kommer væsentlig fölgende træk i betragtning: visens omkvæd hentyder til en for helten skjæbnesvanger samtale; linden med de gyldne blade minder om Mimetræet; möens dvale ligner Menglods og hendes omgivelsers tilstand samt gralborgens dödlignende forfatning; ligesom gralhelten tillægges der ogsaa Sveidal et betydningsfuldt sverd (cf. Heinzel, anf. st. s. 185). Enkelte mindre og tildels maaske tilfældige træk forbinder Sveidalsvisen nærmere med Perlesvaus: saaledes omtalen af Sveidals söster (i opskrift C: herom senere) og grundidéen om kristendommens udbredelse (i A og B); endelig og navnlig löven og björnen.
     Med Hjálmters saga og Himinbjargar saga forsvinder ligheden med gralsagnene næsten ganske. Navnlig er her betingelsen for held ikke knyttet til visse spörsmaal, men til bestaaelsen af vanskelige prover, ligesom i den kymriske fortælling. Heller ikke bevirker brudens fortryllelse en dvalelignende tilstand, men en omskabelse til troldkvinde. Rigtignok er i alle nordiske fremstillinger brudefærden tillige en forlösning af möen, en idé der ikke findes udtrykt i Kulhwch og Olwen; men dette er i nordiske sagn et altfor almindeligt træk til at kunne tillægges nogen afgjörende betydning, saameget mere som Percevals befrielse af dronningen af jomfrulandet ikke er en lösning af en forhekselse, men en befrielse fra en fremmed konges tryk. Större vegt kunde man fristes til at lægge paa den omstændighed, at möen efter Himinbjargar saga tjenes af atten jomfruer, hvilke ogsaa forgjöres. Dog kan dette træk være tilkommet senere.
     Efter dette synes det, som om de nordiske prosaiske fremstillinger af sagnet er ganske eller omtrent ganske frie for elementer af Percevaldigtningen, medens de to poetiske behandlinger, hvilke ogsaa har heltens navn i indbyrdes nogenlunde overensstemmende former (Svipdag-Sveidal), og da navnlig Svipdagsmál, er den kymriske fortælling om Arthurhelten Kulhwch omstöbt efter de gammelfranske Artusromaner, hvis helt er Perceval, og forbundet med andre legendariske træk.
     Denne sammensmeltning af de to Arthursagn frembyder intet paafaldende. Snarere maa man sige, at naar engang de to sagnkredse var blevet kjendte paa et sted, kunde beröringer och attraktioner neppe udeblive. Lad os betragte de mest iöinefaldende ligheder:
     a. Kulhwch födes i vildmarken og opfostres af en svinehyrde: Perceval opdrages i vildnisset fjernt fra folk.
     b. K.'s ungdom ved hans udfærd i den vide verden fremhæves: P. er ung og uerfaren, da han forlader sit hjem.
     c. K. drager til Arthur og bliver hans ridder: P. ligedan.
     d. K. er Arthurs fætter: Ogsaa P. er af Arthurs slægt (Perlesvaus, Sir Percival).
     e. Den borg, hvori K.'s elskede bor, er et trylleslot, der er vanskeligt at finde og altid viger længere bort: Gralborgen er forhekset og kan kun findes af den rette.
     f. K. er söstersön af hyrdens kone, og hyrden er borgkongens af denne forstödte broder: P. er söstersön af gralkongen og af dennes onde broder og fiende, dödsrigets hersker (Perlesvaus).
     g. K. ægter den straalende Olwen: P. ægter jomfrulandets dronning, Lufamour the brighte (Sir Percival).
     h. Med Olwens bryllup ophörer hendes fader at leve, og hendes gemal overtager styrelsen: Gralkongen dör, saasnart den rette efterfölger intræffer.
     i. Den onde Yspaddaden, der saares gjennem sit knæ, sit bryst og sit öie med sine egne lanser, kan sammenstilles med fiskerkongen, der er saaret af en lanse gjennem begge laar. Paa den anden side kan han sammenstilles med dödsrigets onde konge.
     I denne forbindelse faar det en vis betydning, at forskjellige forskere har sammenstillet Kulhwch saavelsom Perceval med Cuchulin, idet de i begge de förstnævnte personligheder ser afgreninger af den gamle irske heros. Zimmer Gött. gel. Anz. f. 1890, s. 518-20, paapeger den slaaende lighed mellem Percevals og Cuchulins ungdomshistorie. Ibid. s. 517 anföres nogle paralleler mellem fortællingen om Kulhwch og Olwen og det nævnte irske heltesagn. Disse sidste forfleres betydelig af Rhys, Lectures on the Origin and Growth of Religion, s. 493: Kulhwchs födsel beskrives i overensstemmelse med Cuchulins; ogsaa deres brude ligner hinanden, og dette udstrækker sig til vanskeligheden ved at besöge dem; om brudenes mödre hörer vi intet, men den almindelige lighed mellem deres fædre Forgall og Yspaddaden er paafaldende; begge mister livet, naar deres dötre gifter sig [13]. Men er det nu rigtigt, at Kulhwch og Perceval har laant træk fra samme mytefigur, bliver der ogsaa en mulighed for, at fortællingen om Kulhwch og Olwen i en ældre sagnform end den foreliggende - og til en saadan synes Sveidalsvisen paa et punkt at henvise - kan have opvist en större lighed med det gammel franske (bretonske) Percevalsagn og saaledes gjort den sammensmeltning af de to sagn, som efter vor mening foreligger i Svipdagsmál og vistnok ogsaa i Sveidalsvisen, end mere nærliggende. Under ingen omstændighed tör vi imidlertid gaa saa vidt som til at antage, at de nordiske digte er udgaaede alene fra en ældre form af den kymriske fortælling, i hvilken de tilsvarende elementer af legenden om gralen og sagnet om gralsögeren var indeholdte: ti disse er - ialfald i den skikkelse, hvori Svipdagsmál byder dem - ikke paaviste hos keltiske folk i saa tidlig tid, ligesom overhovedet tanken paa et ældre kymrisk sagnkomplex 'Kulhwch + Peredur' ved nærmere betragtning snart viser sin urimelighed. Ti den ægte kymriske heltesaga kjender, som Zimmer har godtgjort, ved slutningen af 12 aarh. endnu ikke Peredur (Perceval) som Arthurs samtidige [14]; denne forbindelse findes först i de fra fransk influerede sagn [15]. Men herved föres man ned til en tid, der vistnok er senere end Svipdagsmáls tilblivelse (forste halvdel af 13 aarh.). Den rimeligste antagelse synes da den, at gralsagnet er indvandret til Norden fra Frankrig og i enkelte fremstillinger har paavirket det fra Wales stammende Kulhwchsagn, - ligesom omvendt de franske Artussagn har faaet sin Erec og vei ogsaa andre elementer fra Normannerne, d. v. s. Nordgermanerne.


Om Svipdagsmáls affattelsestid.
     Prof. Moltke Moe er ved undersögelser over den norske folkevise Draumkvæe og det islandske digt Sólarljóð kommet til det resultat, at der i slutningen af 12 og begyndelsen af 13 aarh. maa have fundet en sagnindvandring sted fra Britannien til Norden. I dette tidsrum, og nærmest i sidste halvdel af 12 aarh., falder formodentlig ogsaa overföreisen af det kymriske Kulhwchsagn paa nordisk sprog. I den senere del af samme tidsrum, eller forste halvdel af 13 aarh., er rimeligvis Svipdagsmál digtet. Denne sidste antagelse, der er begrundet i digtets forhold til gralsagnene, bestyrkes ved dets forhold til den övrige nordiske poesi.
     Svipdagsmáls fremstilling viser sig ved nærmere analyse at være i den grad et konglomerat af mytiske elementer og versfragmenter, laante fra den ældre norröne digtning, at ethvert sidestykke mangler i de övrige i Sæmundar Edda optagne digte. Det synes overhovedet, som om forfatteren, skjönt vistnok islænding, kun har kjendt meget faa gamle myter udenfor de os opbevarede. Svipdagsmál har laant fra fölgende digte: Völuspá, Hávamál, Vafþrúðnismál, Grímnismál, Skírnismál, Hymiskviða, Hyndluljóð, Fáfnismál, Reginsmál, Grípisspá, Helreið, Sigrdrífumál samt Þórsdrápa og Hervararsaga. Omvendt forekommer flere af Svipdagsmáls navne i ramserne i Snorra Edda, ligesom digtet synes at have paavirket Sólarljóð [16] og Forspjallsljóð samt maaske et vers i Grettis saga og Ketils saga hongs. "Svipdagsmál hár ogsaa paavirket Hugsvinnsmál; det ældste haandskrift, hvori dette digt findes, er fra förste halvdel af 15 aarh., og meget ældre kan digtet selv neppe være, da det har former som sækir, ráði, veifar o. s. v. sidst i linjer, der har allitteration for sig selv" (Bugge) [17]. Af særlig vigtighed er forholdet til ramserne, der fra Svipdagsmál har hentet Mimir som jættebetegnelse(?), Varr og Fjölsviðr som dvergenavne, hanen Viðófnir, samt Friðr som ókend heiti for kvinde. Bugge, Aarböger for Nord. Oldkynd. f. 1875, s. 245, slutter af SnE.'s Viðófnir blandt hana heiti, at Fjölsvinnsmál maa have været til allerede i slutningen af 12 aarh., idet ramserne efter hans antagelse skyldes biskop Bjarne Kolbeinsson, der döde i 1223. Herved er imidlertid at bemerke, saavel at selve denne antagelse er ubevist, som at, da ramserne tydelig udviser forskjellige lag - hvad ogsaa Bugge, anf. st, s. 215 f. gjör opmerksom paa - kan de specielle strofer, hvorom her er tale, vei tænkes at stamme fra t. eks. c. 1250. Ialfald opretholder vi indtil videre den mening, at en saadan lærd efterligning af ældre mytiske digte, som Svipdagsmál er, neppe er tænkelig för aar 1200: den aabenbare efterdigtning og omdigtning af gamle sager og fattigdom paa nyt stof af nordisk oprindelse peger tydelig hen paa en tid, da de gamle traditioner var döde og maatte söges i böger.
     Med hensyn til det indbyrdes forhold mellem Svipdagsmál og Sveidalsvisen er der adskillig dunkelhed, tildels begrundet i vanskeligheden ved at bestemme det sidstnævnte digts ældste form og nærmeste kilde. Nogen direkte indvirkning af den ene digtning paa den anden synes ikke at foreligge. Navnlig digtenes begyndelse og slutning, altsaa den episke ramme, udviser en stor lighed, der endog udstrækker sig til udtryksmaaden. For denne rammes vedkommende synes det nödvendigt at tænke sig en for disse to fremstillinger fælles sagnbehandling, maaske en mundlig saga, men i temmelig fikseret form. I disse afsnit viser Sveidalsvisen ubetinget et nærmere slegtskab med de islandske sagaer og den kymriske fortælling, end tilfældet er med Svipdagsmál, hvilket senere skal paavises. I midtpartiet er afvigelserne mellem de to fremstillinger meget betydelige. Selve reisen affeies i Sveidalsvisen ganske kort og omtales aldeles ikke i den bevarede del af Fjölsvinnsmál. Derimod udmaler Fjölsvinnsmál spörgescenen meget udforligt med træk fra gralsagnene, der er assimilerede med beslegtede forestillinger fra den nordiske mytologi, medens visen kun har et par vers herom. Ogsaa paa dette punkt staar efter vor mening visen det oprindelige nærmere end digtet, idet den bærer större lighed med det kymriske sagn. Ligesom Svipdagsmál synes ogsaa Sveidalsvisen (se nedenf. om omkvædet) at forudsætte to besög i brudens borg, men det förste af dem er intetsteds skildret. Dette paafaldende forhold turde maaske, som saa meget andet, faa sin forklaring ved en sammenligning med den franske prosaroman Perlesvaus, der först begynder, efterat helten allerede har gjort sit förste besög i gralborgen. Om digtenes tone kan man idethele sige, at Svipdagsmál har antikiseret sterkt, medens Sveidalsvisen opviser de danske folkevisers almindelige kolorit. Forfatteren af Svipdagsmál har i den grad overdækket det fremmede med billeder og træk, hentede fra den gamle nordiske mytologi, at det hele digt har faaet samme farve som Eddaens övrige mytiske digtninger. Dette forhold er temmelig analogt med det, som bestaar mellem Sólarljóð og Draumkvæe, hvilke digte ligeledes beror paa fremmede (britanniske) fortællinger (visioner) og rimeligvis ikke er langt fjernede fra de förste i affattelsestid. Prof. Moltke Moe er ved en række iagttagelser kommet til det overraskende resultat, at Draumkvæe er et ældre digt end Sólarljóð og har indvirket paa dette. Skulde da ikke ogsaa Sveidalsvisen, der staar de prosaiske affattelser og den kymriske fortælling adskillig nærmere end Svipdagsmál, kunne i sin oprindelige form være ældre end det Oldnorske digt?
     Efter det skildrede forhold til fortællingen om Kulhwch og til gralsagnene opstiller vi fölgende hypothetiske schema for de nordiske sagnfremstillingers gjensidige forhold:

Om Svipdagsmaal.gif

     Til denne udvikling bemærker Bugge fölgende. "Nogen oplysning om forholdet mellem det islanske kvæde og den danske vise giver maaske heltens navn. Da jeg först fandt sammenhængen mellem Fjölsvinnsmál og Sveidalsvisen, tænkte jeg mig, at visens navn paa helten: Sveidal (Svendal o. s. v.) var en forvanskning af Svipdagr, og dette stöttes, som dr. Axel Olrik bemærker, ved Dal corpulentus (Saxo, s. 378) = Dagr enn digri (Sögubrot). Da Svipdagr af forfatteren af Fjölsvinnsmál sikkerlig er opfattet som "han hvis udseende er straalende som dagen", maatte under den nævnte forudsætning den mand, som först overförte digtningen paa nordisk sprog, være en islænding; ti det forekommer mig aldeles usandsynligt, at en dansk mand ved aar 1200 skulde have valgt navnet med den angivne betydning. Men den af Dr. Falk fundne forbindelse mellem den nordiske digtning og romanen Perlesvaus har hos mig vakt tanken paa en anden mulighed. Alle former af visen har navnet med -dal som sidste led. Nu gives i romanen Perlesvaus fölgende for dette skrift særegne og uoprindelige forklaring af heltens navn: "Damoisele, fet li rois, et qui est li Chevaliers?" "Sire, fet-ele, il fut fiuz Vilein le gros des vaus de Kamaaloth, et est apelés Perlesvax." "Porquoi Perlesvax?" fet li rois. "Sire, fet-ele, quant il fu nez, si demanda son pére commant il auroit non au droit bautesme. Et il dist qu'il vouloit qu'il eust non Perlesvax; quar li sires de Mores li toloit la greignor partie des vaus de Kamaaloth, si voloit qu'il an souvenist son fil par cel non, se Diex le monteploiroit tant qu'il fust chevaliers" [18]. Det er herefter klart, at romanens forfatter i heltens navn Perlesvax (Per-les-vax) eller Perlesvaux, oprindeligere Percevaux (Perceval), söger ordet for "dal", lat. Vallis, gammelfransk vaus, val. Heltens navn i balladen er efter min formodning en oversættelse af romanens Perlesvaus. De forskjellige afskrifter har fölgende former: C, der i det hele har den bedste sagnform, har Svendal. Ligesaa registeret til den ældste optegnelse A: Svenndall. To nydanske optegnelser (E og F) Svennendal. Derimod A Suiedall eller Suedall, Sueidall og B Sueydall; D Suedall; den svenske text hos Arwidsson Svedendal; texten hos Geijer og Afzelius forvansket Silfverdal. Den sidstnævnte text viser sig ogsaa derved som den mest forvanskede, at helten her snart heder herr Silfverdal, snart unga hertig Silfverdal, snart Silfverdal uden nogen titel eller noget adjektiv foran. Hos Arwidsson unge herr Svedendal, undertiden blot herr Svedendal. Derimod i de danske optegnelser ungen Svendal (eller Sveidal o. s. v.), overalt uden herr. Dette er altsaa det oprindelige. Undertiden mangler ungen. I den nydanske optegnelse F er overalt meddelt Ungersvenden Dal. I de ældste danske optegnelser betegnes helten derhos gjentagne gange appellativisk som 'svenden'. Det heder, at jomfruen ligger i traa "efter en svend heder Sveidal". Andensteds "svenden heder ungen Sveidal". Efter dette antager jeg, at den oprindelige navneform er Svendal, d. e. Svend-Dal. Dette er en oversættelse af Perlesvaus, opfattet som Per-les-vaus af ordet for 'dal'. Hermed tror jeg at have givet et nyt bevis for rigtigheden af dr. Falks mening, at den nordiske digtning om Sveidal eller Svipdag i sig indeholder en behandling af Perceval-sagnet, og for, at den nordiske digtnings kilde for kjendskab til Perceval-sagnet er romanen Perlesvaus. Men fremdeles gjör jeg af den givne forklaring af heltens navn flere slutninger, som tildels afviger fra dr. Falks opfatning:
     1: Perceval-sagnet er först overfört paa nordisk sprog af en dansk mand, og efter al sandsynlighed i viseform, balladeform.
     2: Den danske behandling af sagnet har en islænding omarbeidet [19] under optagelse af nye gralelementer og andre fremmede og hjemlige motiver og med overförelse af digtningen til den islandske hedendoms forestillingskreds. Den islandske digter har omgjort navnet til Svipdagr, hvori han lagde betydningen "han hvis udseende er straalende som dagen". Viser med Svendalsvisens firlinjede Versemaal er i Danmark ikke paaviste saa tidlig som ved aar 1200. Uagtet tiden for Perlesvaus ikke er nöiagtig bestemt, kan den förste behandling af Svendal-digtningen neppe sættes senere. Jeg tænker mig da, at Sveidalsvisen er forfattet af en dansk mand i England. Den islænding, som har digtet Svipdagsmál, kan have hort den danske vise i England. Vi finder her en bekræftelse paa det forhold, som ogsaa ellers kan iagttages, at den danske balladedigtning har udviklet sig ikke blot under indflydelse af strömninger söndenfra, fra Tyskland, men ogsaa vestenfra, fra England. Og denne strömning fra England förte med sig romanske og britisk-keltiske elementer.
     Med hensyn til det islandske digt er at merke, at uagtet h i Svipdagsmál regelret er bevaret foran l, r og n, finder vi Rindr ~ Rana(?) Gróg. 6,3; liðskjálfar ~ loki Fjölsv. 34,6; Lýr ~ lengi Fjölsv. 32,1-2. Det förste sted er overhoved usikkert. Heller ikke af alliterationen paa andet sted vover jeg at slutte noget, da Atlakviða 14,1-2 har land ~ liðskjálfar. Men rimet Lýr ~ lengi synes at vise, at digteren har optaget navnet Lýr, hvilket han har forstaaet som hlýr, fra en nordbo, der ikke var islænding, kanske fra en nordbo i England eller Skotland.
     Ogsaa den islænding, som först har fortalt Hjálmters og Ölvers saga, og han, som först har fortalt Himinbjargar saga synes fra England at have lært at kjende den danske Svendal-vise i sin oprindelige form samt tillige en form af den kymriske fortælling".


Grogaldr.

1. Indledning, str. l-5.

Sonr: "Vaki þú, Gróa!
vak i góð kona! [20]
vek ek þik dauða dura [21];
ef þat mant,
at þinn mög bæðir [22]
til kumbldysjar koma".

2. Módir: "Hvat's nú ant
mínum einga syni [23],
hverju est bölvi borinn?
es móður kallar,
es til moldar es komin [24]
ok ór ljóðheimum lidin".

3. S.: "Ljótu leikborði
skaut fyr mik lævís kona [25],
es faðmaði minn föður [26]:
þar bað: mik koma,
es kvæmtki veit,
móti Menglöðu."

4. M.: "Löng es för,
langar 'ru farvegar,
langir 'ru manna munir [27];
ef þat verðr,
at þinn vilja bíðr [28],
ok skeikar þá Skuld at sköpum" [29].

5. S.: "Galdra mér gal,
þás góðir 'ru [30],
bjarg þú, móðir, megi;
á vegum allr
hygg ek at verða munak,
þykkjumk til ungr afi" [31].

Den döde moder, til hvem sönnen - vistnok efter en opfordring af hende paa dödsleiet - henvender sig for at söge raad og trost i sin nöd, og som han opvækker ved sin tiltale, fremstilles som hedning: ti kun en saadan tör give sig af med galdre, og til overflod anvender hun i sin ottende galder ordet kristen i odiös betydning. Gróa som navn paa en galdrekvinde er ogsaa ellers kjendt: ligesom Grógaldrs Gróa synger galdre over sin sön, saaledes lösner Orvandelmytens Gróa ved sine galdresange hemen i Tors pande (SnE. I, 276-8, 282-4). Vazdœla kap. 59 fortæller om en galdrekyndig Gróa. Ved navnet Gróa i denne forbindelse har vore forfædre vistnok tænkt paa verbet gróa i betydningen helbredes, altsaa forestillet sig heksen som den, der galer helbredende galdre. Kvindenavnet Gro eller Groa er endnu meget udbredt i Norge og synes saaledes at være et ægte nordisk navn. Munch har i sin afhandling om betydningen af vore nationale navne [32] formodet, at "naar vore forfædre skulde gjengive det skotske Gruach i deres sprog, sagde de Gro eller Groa". Groach er et kymrisk ord, der betyder dels kvinde, især en gammel kvinde, dels troldkvinde, heks. I sidste betydning anvendes ordet i fortællingen om Kulhwch og Olwen, hvor det betegner den heks, til hvem Kulhwchs stivmoder begiver sig for at faa vide, om hendes ægtefælle har börn og hvor disse opholdt sig [33]. Er denne overensstemmelse mellem Grógaldr og den kymriske fortælling ikke et tilfælde, der ser ud som en tanke? Eller tör man i denne navnelighed, der moder os ved indgangen af vort digt, se en veiviser, der peger hen imod sagnets urkilde?
     Den besvergelsesformular, hvormed sönnen vækker sin döde moder, er den samme, som benyttes i andre lignende situationer, saaledes i Hundluljóð, hvor Fröja vækker volven Hyndla, i Hervararsaga, hvor Hervor opvækker sin döde fader i gravhöien, og i de dermed beslegtede Ormars rímur (DgF. IV, s. 706). Det er den "valgalder", hvormed Oden i Vegtamskviða 4 vækker den döde volve af graven, "unz naudig reis, nás orð um kvað". Nærmere om necromantia kan læses hos Grimm, Myth.1 s. 1178 f. Fremhævelsen af den smerte, der foraarsages den döde, er fælles for alle disse nordiske besvergelser.
     Besöget i gravhöien for at söge raad omtales hverken i Hjálmters saga eller i den kymriske fortælling. Derimod i Sveidalsvisen, der i hele dette afsnit stemmer saa nöie med Grógaldr, at man, som Grundtvig (II, s. 238) bemerker, ikke vei kan betvile deres indre traditionelle slegtskab. I Sveidalsvisen finder besöget sted ved nattetid eller i den sildige aftenstund, ligesom i Hervararsaga og i visen om Orm Ungersvend (Grg. I, s. 160) - Orm-Aalen unge (Landstad no VIII). Dette forudsættes rimeligvis ogsaa i Grógaldr. Sml. Hroswithas Proterius om en besvergelse: supra gentilis tumulum sub tempora noctis stans, herebi domino suplex. I den svenske vise er det faderens gravhöi, sönnen gaar til, ligesom i Orm Ungersvend og Orm-Aalen unge (og det færöiske kvæde om Risin í Holmgörðum),hvor den unge helt kræver sverdet af faderen til kamp mod en jætte om en kongedatter.
     Gangen til gravhöien er, som nævnt, uden tilknytning i den kymriske fortælling og i Perceval-sagnene. Den er et ægte nordisk motiv, der oprindelig hörer hjemme i sagnet om Hervor og den deraf afhængige digtning om Orm(ar) [34] og derfra er indkommet i Svipdag-sagnet sammen med andre motiver, navne og udtryk. Vi skal nævne enkelte overensstemmelser mellem de to sagnkredse, der dels er oprindelige ligheder dels er fremkomne ved efterdannelse, uden at man overalt med sikkerhed kan bestemme forholdet:
     1: Ligheden mellem heltenes navne: Ungen Svendal, Sveidal og Orm Ungersvend, Hjálmtér og Hjálmarr-Ormarr [35]. Bekræftes rigtigheden af den af Grundtvig, DgF. I? 75, opstillede gjætning, at Orm Ungersvend er samme figur som Ormr Stórolfsson, der befriede Menglod, forhöies ligheden mellem Orm(ar) og Svipdag end yderligere.
     2: Orms brud Asa siges i Ormars rímur at være deilig som solen [36], den færoiske vise om Arngríms synir har (v. 60) udtrykket Væn er hon sum sól' (DgF. IV, 705): sml. Menglods epithet sólbjört. Hervararsagaens Hervör er datter af Anganty, sön af Svafrlami, der atter er Odens sönnesön Menglod er Svafrþorns sönnedatter. Rimeligvis har da ligheden mellem bedstefædrenes navne bevirket indförelsen af navnet Hervör paa bruden i Hjálmters saga.
     3: Om sverdet Tyrving, som Hervor hentede i sin faders gravhöi, heder det: allr er hann utan eldi sveipinn, og: lýsti af sem sólar geisla, samt: því skal fylgja sigr í orrostum ok einvígjum hverjum er berr. Om Snarvendill, Hjálmters sverd, heder det: lýsti af honum sem ljósi [37], og: sigr mun honum fylgja. Paa begge disse sverde hvilede álög. Sml. ogsaa Sveidals sverd og Birting i visen om Orm.
     4: Der er mellem begyndelsen og slutningen, altsaa rammen, af Svipdagsmál-Sveidalsvisen og de tilsvarende afsnit af digtningerne om Hervor og Orm(ar) adskillige ligheder i udtrykket. Herv. s. 214: Yaki þú, Angantýr! | vekr þik Hervör, | einga dottir synes efterlignet i Gróg. l: Vaki þú, Gróa! | vaki þú, gód kona | og 2: einga syni. Gróg. 2 módur kallar: Herv. s. hvi kallar svá. Gróg. 2 til moldar gengin: Herv. s. orðnir at moldar auka. Moderens gode önsker for sönnen i Gróg. 14-15 har sit tilsvarende i Ormars rímur og Herv. s. (DgF. IV, 707). Orm Ungersvend A, v. 12 ff. er væsentlig overensstemmende med Ungen Sveidal A, v. 6 ff. Orm Ungersvend A, v. 41-42 er = Sveidalsvisen C, v. 32-33 (ligeledes i DgF. no 27 slutning o. fl. st.). Fjölsv. 46,1-2 synes være efterligning af to linjer i Hervarar saga. Fjölsv. 48,l stemmer ligeledes med en linje i samme saga.
     Den onde stivmoder [38] er en fra mangfoldige folkeeventyr og viser bekjendt figur, som derimod sjelden fremtræder i den norröne mytisk-heroiske olddigtning [39]. Om den svigefulde kvinde i Grógaldr er Svipdags rette stivmoder eller kun hans faders frille (sml. Grg. II, s. 669), er et moment af underordnet betydning; Grundtvig holder for, at udtrykket i Grógaldr sammenholdt med betegnelsen "jomfruen" i Sveidalsvisen taler for. sidste antagelse; dog betinger i Hjálmters saga Lúða sig udtrykkelig, at hun ikke vil blive kongens frille. Motiveringen af stivmoderens álög mangler i Grógaldr og er i Sveidalsvisen ialfald uklar [40]. Efter Hjálmters saga er det en hævn for, at stedsönnen afviser hendes kjærlighed. I Kulhwch og Olwen angives grunden at være den, at Kulhwch nægter at ægte stivmoderens datter. Selve paalæggene (alög) bestaar efter Grógaldr deri, at Svipdag skal söge en mö, som ingen kan finde; at imidlertid den unge mand samtidig er blevet greben af en heftig attraa efter pigen, fremgaar saavel af moderens replik i str. 4 som af Fjölsvinnsmal (str. 50 o. fl. st). Efter Sveidalsvisen og Hjálmters saga samt Himinbjargar saga (hvor dog stivmoderen er erstattet af moderen) siger stivmoderen, at helten aldrig skal faa ro, för han finder den ukjendte mö. I Kulhwch erklærer hun, at han ingen hustru skal faa, för han finder den bestemte jomfru; men det tilföies umiddelbart, at ynglingen gribes af en brændende kjærlighed til hende, skjönt han aldrig har seet hende. Herefter kan altsaa stivmoderens álög karakteriseres saaledes: der op vækkes hos ynglingen en uimodstaaelig længsel efter en mö (han "runebindes" for hende) [41], hvem han aldrig har seet, og som opholder sig paa et ukjendt og utilgjængeligt sted. At heltens brudefærd samtidig er et forlösningsverk, en befrielse af en jomfru, der paa sin side er "lagt i tvang", udtales vistnok ikke direkte i Grógaldr, men fremgaar af Fjölsvinnsmal, ligesom det er tilfælde i Sveidalsvisen, i Hjálmtérs saga (hvor Alvsol ligesom Hjálmtér er forhekset af Luda) og i Himinbjargar saga (hvor ynglingen skal forlöse en kongedatter, der er forhekset af en troldkvinde). Ligeledes er det en i Grógaldr ikke direkte udtalt, men vel af sammenhængen fremlysende kjendsgjerning - ti det heder i str. 3-4, at vistnok ellers ingen kan komme til Menglod, men skulde det lykkes for Svipdag, vilde skjæbnens bestemmelse derved opfyldes -, hvad der i Fjölsvinnsmál og Sveidalsvisen udsiges ligefrem: at möen kun kan forlöses af Svipdag, af ham og ingen anden, idet hun er lagt i den samme tvang for ham som han for hende. I Hjálmtérs saga er det tilstrækkeligt, at en kongesön bekvemmer sig til at kysse den forvandlede kongedatter (Alvsol).
     Tilslut skal særskilt fremhæves de mest paafaldende lighedspunkter mellem dette afsnit af Grógaldr og de andre nordiske fremstillinger af sagnet paa den ene side og det kymriske eventyr paa den anden:
     a. Personalet er det samme: kongen, den döde dronning, den onde stivmoder, stedsönnen.
     b. Stivmoderens alög og beskaffenheden deraf.
     c. Ligesom Kulhwch som grund til sit afslag anförer sin ungdom ("jeg er for ung til at gifte mig"), saaledes siger ogsaa Svipdag sig for ung til at foretage sin brudefærd (Grog. 5: þykkjumk til ungr afi). Hjálmtér siger, at han er for ung til at være ved faderens hof.
     d. Ligesom i Hjálmtérs saga faar ogsaa i den kymriske fortælling dronningen först senere at vide, at kongen har en sön med sin förste hustru. Beggesteds har den anden dronning tidligere været gift.
     e. Saavel Hjálmtér som Kulhwch er sat i pleie hos en fremmed.
     f. Kulhwch og Olwen, Hjálmters saga og Himinbjargar saga beretter, at kongen sörgede meget over sin förste dronnings död.
     g. I Kulhwch og Olwen er det paa jagten, at kongen beslutter at gifte sig paany. I Himinbjargar saga möder kongen sin anden dronning paa jagten.
     h. Gróg. 2: Hvat er nú ant mínum einga syni? hverju ertu nú bölvi borinn? stemmer med faderens spörsmaal i Kulhweh og Olwen: "What has come over thee, my son, and whath aileth thee ?" (Bugge).
     i. Navnet Gróa og groach.
     Blandt forskjelligheder kan merkes den for det kymriske eventyr eiendommelige motivering af stivmoderens forbandelse, hvilken dog er nær beslegtet med fremstillingen i Hjálmtérs saga; endvidere er brudefærden i Kulhwch og Olwen ingen befrielse (sml. ovenf.); gangen til moderens gravhöi er et for den nordiske sagnform eiendommeligt træk, der har mange paralleler. Til trods for disse og andre mindre uligheder kan der ingen tvil være om den nære sammenhæng mellem det kymriske og det nordiske sagn, navnlig i den form, hvori dette optræder i de prosaiske affattelser.
     Blandt de nordiske fremstillinger er, som af den Ovenstaaende udvikling fremgaar, slegtskabet störst mellem Grógaldr og Sveidalsvisen; overhovedet er overensstemmelserne mellem disse digte tildels næsten verbale [42]. Et enkelt udtryk forbinder Sveidalsvisen nærmere med Hjálmters saga og Himinbjargar saga: 'du skalt aldrig sövnen sove og aldrig roen faa' ligger nær ved sagaens: þú skalt hvergi kyrr þola, hvárki nótt né dag; sml. sidste afsnit af Fjölsvinnsmál, hvor flere saadanne overensstemmelser anföres, samt det fölgende afsnit (om sverdet).

2. Galdrene.

6. M.: "Þann gel ek þér fyrstan,
es kveða fjölnýtan,
þann gól Rindr Rana [43],
at of öxl skjótir [44]
þvís þér atalt þykkir;
sjálfr leið þú sjálfan þik! [45]

7. Þann gel ek þér annan,
ef þú árna skalt
viljalauss á vegum:
Urðar lokur
halði þér öllum megum,
es þú á smán sér [46].

8. Þann gel ek þér þriðja,
ef þér þjóðár
falla [47] at fjörlotum [48]:
Mörn ok Hrönn [49]
snúisk til heljar heðan [50]
en þverri æ fyr þér.

9. Þann gel ek þér fjórða,
ef þik fjándr standa
görvir á gaglvegi [51]:
hugr þeim hverfi
til handa þér,
ok snúisk þeim til sátta sefi [52].

10. Þann gel ek þér fimta,
ef þér fjöturr verðr
borinn at boglimum:
leysigaldr læt ek
þér fyr legg of kveðinn [53],
ok støkkr þá láss af limum,
en af fótum fjöturr. [54]

11. Þann gel ek þér sétta,
ef þú á sjó kemr
meira en menn viti [55]:
logn ok lögr
gangi þér í lið [56] saman
ok lé þér æ friðdrjúgrar farar.

12. Þann gel ek þér sjaunda,
ef þik sækja kemr
frost á fjalli há:
hræva-kulði [57] megit
þínu holdi fara
ok haldisk æ lík at liðum.

13. Þann gel ek þér átta,
ef þik úti nemr
nótt á niflvegi:
at því firr megi
þér til meins göra
kristin dauð kona.

14. Þann gel ek þér níunda,
ef við inn naddgöfga
orðum skiptir jðtun [58]:
máls ok manvits [59]
sé þér á Mimis hjarta [60]
gnóga of gefit.

Som man ser, er galdrenes antal ni. Idethele spiller i Svipdagsmál 9-tallet samme rolle som 7-tallet i Sólarljóð: sml. 7 sigrheimar (str. 52), 7 Niðja synir (56) og de 7 vinsamlig ráð ok viti bundin (32). I Hávamál hersker endnu den gamle sprogbrug (9 og 5), saaledes de 9 fimbulljóð, der dog bliver til 2x9. Som B. Gröndal i Annaler for Nord. Oldk. 1862, s. 370 ff. har paavist, spiller ogsaa i den latinske literatur tallet 9 en rolle ved besvergelser, saaledes i galdresangen hos Vergil, Ecl. VIII; ter novies carmen magico demurmurat öre, Öv. Met. XIV, 57; ter novies fremsiges trylleformularer: Varro, de r. r. I, 2.
     Ved sammenligning mellem dette afsnit af Grógaldr og Sveidalsvisen er det paafaldende, at i sidstnævnte synlige gaver, der tilsigter det samme som galdrene, er traadt i disses sted. Disse gaver er i den bedste opskrift (C) indskrænkede til to, sverdet og hesten, som i Skirnismál; i de övrige opskrifter kommer hertil en række andre, der ogsaa kjendes andetstedsfra. En nærmere undersögelse viser imidlertid ugjendrivelig, at ogsaa Sveidalsvisen i sin ældste form maa have kjendt galdrene. For det förste siges det jo udtrykkelig, at det er for at söge gode raad, at Sveidal gaar til moderens gravhöi. Dernæst peger visens omkvæd: og lad dine ord vei, der gjenfindes i den svenske vise hos Arwidsson ("du lar och bär din ord väl!") [61], tydelig hen paa moderens sidste galder (Grog. 14). Dette omkvæd, der i Sveidalsvisen står uden tilknytning til indholdet, er vistnok ikke indkommet andetstedsfra; ti et tilfælde, der i den grad lignede en tanke, maa vel nærmest kaldes utænkeligt. Men der haves nok et vigtigt bevis. Svend Vonveds vise, hvis nære slegtskab med Sveidalsvisen træder klart for dagen, naar det kymriske eventyr sammenholdes, har bevaret galdrene, skjönt den har glemt reisens egentlige maal og af moderen og stivmoderen gjort en person (Grg. II, 672) [62]. Det heder her (D, 5-6): Da skal jeg dig gale, | vei saa skalt du fare seir udi din höie hest, | seir i dig selv aller mest (sml. Grog. 6,6). Seir i din haand, seir i din fod (sml. Grog. 10), seir i alle dine ledemod (sml. Gróg. 12,6): | signe dig Gud, sancte drotten dyre, | han skal dig baade vogte og styre [63].
     Endskjönt, som nævnt, C af Sveidalsvisen, ligesom Skírnismál, kun omtaler to gaver, hesten og sverdet, og skjönt Grógaldr ingen gaver nævner, er det ingenlunde sikkert, at ikke flere eller de fleste af dem har hört hjemme i den for visen og Svipdagsmál fælles kilde. Sverdet, der efter A og B "lyser som et baal", minder om sverdet Snarvendel i Hjálmtérs saga, om hvilket det heder: H. brá Snarvendli, ok lýsti af honum sem ljósi (kap. 18; sml. ogsaa sverdet Tyrving i Hervarar saga, om hvilket det hedder: allr er hann útan eldi sveipinn). I Himinbjargar saga faar helten af sin stivmoders söster en huliðshjálmr (hvorom se F.L. Grundtvig, Lösningsstenen s. 156, Maurer, Isl. Volkssagen s. 181-2) samt styrkehansker (sml. Þáttr af Ormi Stórolfssyni, Fms. III, 222-3 og Tors hansker), som i den nydanske opskrift af Sveidalsvisen, Kristensen I, s. 42. Men navnlig er der en paafaldende lighed tilstede med de klenodier, som Yspaddaden forlanger af Kulhwch, hvilke er hentede fra Britanniens 13 berömte kostbarheder. Blandt disse sidste befandt sig (se Lady Guest, Mabinogion II, s. 353-5): et sverd, som antændtes og glödede, naar en anden end eieren drog det af skeden; en kurv, som er saadan beskaffen, at om al verdens mennesker kom sammen, vilde enhver i den finde den spise, han önskede (saaledes Kulhwch og Olwen, Lady Guest II, s. 283): sml. dugen i Sveidalsvisen A, B, E, der ved at udbredes disker op med alskens mad, man önsker sig (ligesaa i Victors s. ok Bláus, Sagan af Valdimar kongi, kap. 2); et tryllehorn, som gav den drik, man önskede: sml. det guldbelagte dyrehorn i Sveid. A og B, der altid er fyldt med den drik, man önsker sig (ligedan i Victors s. ok Bláus, Sagan af Valdimar kongi, kap. 2, Samsons saga fagra, kap. 17); Arthurs usynliggjörende kappe: sml. Himinbjargar sagaens huliðshjálmr. Hertil kommer i Kulhwch og Olwen en hest, der er hurtig som bölgen (Lady Guest II, s. 287): sml. gangeren i Sveid., som bærer rytteren frem over hav og land, lig Sleipne, eller (efter C) aldrig bliver træt. Er der paa disse punkter en forbindelse mellem Sveidalsvisen og den kymriske fortælling, da maa den förste være paavirket af en ældre form af samme end den foreliggende, en form hvori klenodierne har været skildrede mere overensstemmende med sit forbillede, den ovenomtalte fortegnelse.
     Til denne udvikling bemerker Bugge: "De gaver, som Sveidal efter D faar af moderen, sammenstiller jeg med skildringen af Kulhwchs udrustning i den kymriske fortælling. I begge digtninger nævnes ikke blot hest og sverd, men ogsaa bidsel af guld og sadel af guld. Derfor tror jeg (mod Grundtvig II, 672 b), at disse to sidstnævnte gaver er oprindelige i visen. Ja det kan endog være oprindeligt, at D lader moderen give Sveidal stövler, ti den kymriske fortælling fremhæver heltens sko".
     Den forste galder, som moderen synger over sin sön, siges at være den samme, som Rind gol for Rane. Hrani er bl. a. det navn, hvormed i Hrólfs saga kraka i en med Hamlet-sagnet besiegtet episode (sml. Detter, Die Hamletsage, Zeitsehr. f. d. Alterthum, bind 36) den forklædte Hróarr kalder sig. Ordet er enstydeligt med Amlóði 'uerfarent menneske, klodrian, tölper, nar': sml. nyisl. hrani 'blusterer', hranaskapr 'uncivil behaviour', hranalegr 'rude'. Af sammenstillingen mellem moderens galder over Svipdag og Rinds over Rane synes at fremgaa, at der mellem disse figurer, Svipdag og Rane-Hamlet, maa have været ialfald en vis ydre lighed tilstede [64]. At saa har været tilfælde, fremlyser af en sammenligning med gralsögeren. Paa den ene side er der en ganske nær overensstemmelse mellem Hamlet, der i ungdommen paatager sig en nars lader og dragt for at undgaa at mistænkes for at pönse paa hævn for sin fader, der er blevet dræbt af sin egen broder, og den unge Perceval, der forlader sit hjem i narredragt og gjör alting bagvendt (sml. Simplicissimus' förste optræden i den bekjendte tyske roman), men dog hævner sin faders drab (saa i Sir Percival), og denne lighed bliver endnu större derved, at ogsaa gralsagnets fiendtlige brödre er Percevals onkler. Paa den anden side viser Svipdags lighed med Perceval sig allerede fra förste færd. Ligesom gralsögeren förste gang bortvises fra gralborgen som en fölge af sin almindelige umodenhed, der forhindrede ham fra at gjöre de rette spörsmaal, saaledes tykkes ogsaa Svipdag sig "til ungr afi": Ligesom gralen kun erhverves ved ridderdaad, saaledes viser galdrene, at helten har kampe at bestaa og lange reiser at udfore. Kun ved ridderdaad kan nemlig gralhesten udvikle sig til fuldmodenhed, og det er betegnende, at det först er senere, at Perlesvaus lader ham erholde navnet Parluifez 'selbermann, selfmade man'. Paa samme vis giver moderen Svipdag det raad, at han faar stole paa sig selv (sjálfr leið þú sjálfan þik). Svipdag som Perceval ledsages hjemmefra af sin moders gode raad. Begge begynder sin færd i en ringe skikkelse, der udsatte dem for menneskers foragt (es þú á smán sér). - Hertil bemerker Bugge: "Ved sammenstillingen af Hamlet med Perceval kunde ogsaa mindes om Svend Vonved (= vanviti), der har beröringspunkter med begge".
     Verset 'þanns gól Hindr Rana' synes at henvise til en ukjendt myte. Den nordiske gudelære kjender vistnok en kvinde ved navn Rind, med hvem Oden fik sönnen Váli, Balders hævner. Denne Rind synes i det sene Forspjallsljod opfattet som en datter af Mani [65]; som saadan er hun naturlig tryllekyndig. Indtil videre maa det imidlertid ansees for meget usikkert, om Grógaldrs Rind har noget at gjöre med denne mytefigur. En mulighed var det, at hrani var brugt appellativisk = uerfaren yngling; man kunde da oversætte: som Rind gol for den uerfarne yngling, moderen for sin unge sön. Denne sön kunde da atter være Váli.
     Indholdet af denne galder er et dobbelt: den skal give sönnen kraft til at ryste af sig, hvad der trykker og forulemper ham (at þú af öxl skjótir því er þér atalt þykkir) [66], hvilket minder om moderens raad i str. 15: far þú nú æva, þars forað Þykkir, og til at greie sig selv, "trúa afli" - en isandhed ikke upassende galder for en ung mand, der skal ud i verden og pröve sin kraft.
     Anden galder: "Naar du vandrer glædelös om, ringeagtet af menneskerne, da beskjærme dig Urds tryllekredse [67]". Bugge bemerker: "Jeg forstaar udtrykket saa: Denne galder skal slaa en ugjennemtrængelig tryllekreds om dig; haldi passer fortræffelig til lokur".
     Tredie galder handler om grænsefloderne mellem mandheimen og turseheimen, hvilke Svipdag altsaa maa overskride paa sin færd. Disse elve er, under forskjellige navne, tilstrækkelig bekjendte fra Eddaerne og Saxo. Nu er det imidlertid en kjendsgjerning, som lader sig godtgjöre punkt for punkt, at hvor det gjælder hjemlige mytiske forestillinger, har Svipdagsmál altid holdt sig til ældre norröne fremstillinger. Dets forfatter opererer overalt saa at sige med brokker og fragmenter. Rigtignok har han, det maa tillægges, forstaaet at tillempe dem paa en naturlig maade, ligesom han i komposition og versbygning viser sig som saapas til mand, at det vel maa være tilladt at slutte, at disse talrige tilknytninger til kjendte digte ikke er fremsprungne udelukkende af en plagiaters ubehjelpelighed, men i nogen grad ialfald beror paa bevidst kunst, tilsigtende at opvække idéassociationer og anspore fantasien, et sidestykke til kenningernes funktion i den kunstige skaldedigtning. Ud af denne grundbetragtning af digterens arbeidsmetode falder der ogsaa lys over denne strofe: den viser sig at have faaet sin form efter fortællingen om Tors færd til Geirröd, hvor paa grænsen af Jotunheimen en elv söger at stanse hans færd. Ogsaa dens vande betegnes ved udtrykket 'þjóðár' (SnE. I, 294) samt ved 'Marnar snæriblóð' (ib.) og endelig ved 'Hrönn' (ib. 296). Da vandene truer med at vokse Tor over hovedet, udbryder han, at hvis de ikke minsker, 'nema þyrri', vil ogsaa hans aasekraft vokse til himlen. Denne forestilling, at flodens vand vilkaarlig stiger og falder (Gróg.: ok þverri æ fyr þér), er eiendommelig for Þórsdrápa og Grógaldr og berettiger, synes os, sammen med de övrige ligheder, til den antagelse, at Grógaldr er paavirket af förstnævnte digt. Herefter nærer vi heller ikke megen betænkelighed ved at korrigere haandskrifternes umulige elvenavne Horn ok Ruðr i overensstemmelse med Þorsdrápa til Mörn ok Hrönn [68], saameget mere som man herved faar en rimelig forklaring paa forvanskningen af heðan til meðan i den fölgende linje: Idet ordet Hrönn mistede sit h og videre forvanskedes til Ruðr, forandredes heðan til meðan for at opnaa alliteration; en senere afskriver har fundet denne at være mindre god og har saa forandret Mörn til Hörn for at faa stavrim med heljar.
     Den fjerde galder handler om forsoning af fiender og er forsaavidt beslegtet med Háv. 153 og Sigrdr. 12. Efter Rígsþ. 43 lærer Konr ungr blandt andre mægtige runer ogsaa at 'svefja sefa', animos pacare, placare. I Grímn. 15 heder det om Forsete, at han 'svæfir allar sakir', lites sopit, componit. I Merseb. Zauberspr. heder det: suma (sc. idisi) heri lezidun (sml. Stillihere duæ, Müllenh. Denkmäler, s. 263), hvilket udtryk vel er at forstaa i overensstemmelse med Ragnarsdrápa, hvor det siges om Hild: svá lét æ, þótt etti, sem orrustu letti (ef. Hárb. 24). Hvilke fiender er det nu, som ved denne galder skal stemmes velvillig mod Svipdag? De, som han möder "paa gagleveien". Hvad er dette for en vei? Ser vi hen til de övrige i denne galdresang nævnte lokaliteter, saa viser de hen til jordens yderste grænse, saaledes navnlig grænsefloderne i str. 8 og Nivlveien i str. 13. Nu har Draumkvæe (Landstad VII, s. 28) gaglemýrann som variant til våsemyrann; udtrykket skyldes vistnok visionsliteraturen (sml. sjælene i fugleham, Sólarlj. 53), men forklares, efter prof. Moe, i Telemarken saaledes, at vildgjæssene om vaaren samler sig paa myrstrækninger langt nordpaa. Herefter synes gaglvegr at danne en parallel til niflvegr [69].
     Den femte galder er digtet med Hávamál str. 149 som mönster. Den forestilling, at tryllevers löser lænker, gjenfindes ogsaa i keltisk (Loth, Les Mabinogion I, 297). Müllenh. Denkmäler sammenstiller med Háv. 149 og Gróg. 10 den förste Merseb. Zauberspruch: suma (idisi) hapt heptidun ..., suma clúbódun umbi cuoniowidi: insprinc haptbandun, invar vígandun! og bemerker, at de nordiske valkyrjer Hlökk og Herfjötur har faaet sine navne af fangers lænkning. Ellers sprængtes laas og lænker ogsaa ved hjælp af urter, "sprængrödder" (isl. lásagras; F.L. Grundtvig, Lösningsstenen s. 30; Kuhn, Herabkunft s. 205, 213, 232-3; Laistner, Ratzel I, 321-31; Knappert, Folklore § 167), eller stene (Losnings-stenen s. 41, 117, 122) [70]. Her sigtes maaske til den i Fjölsv. 10 omtalte lænke.
     Sjette galder: "Hvis du kommer i svær sjö, da skal denne galder skjænke dig vindstille og roligt farvand." Denne galder omtales oftere. Efter Rígsþ. 43 lærer Konr ungr blandt andre runer ogsaa at 'lægja ægi'. Sigrdr. 10 handler om brimrúnar, der frir skibet ud af havsnöd. I den niende galder i Háv. (str. 154) heder det: vind ek kyrri | vági á | ok svæfik allan sæ. Ynglingasaga kap. 7 siger om Oden: þat kunni hann enn at gera med orðum einum, at .... kyrra sjá ok snúa vindum [71]. Hvorvidt der i Grógaldr sigtes til overfarten til de dödes land, hvorom udforligt hos Grimm, Myth.' s. 790 ff., lader sig ikke bevise, men det synes os ikke umuligt, at saa er tilfælde.
     Syvende galder er rettet mod den truende kulde paa höifjeldet. Da der i dette afsnit tales om en reise til dödslandet, tör man vel minde om, at der i Duggals Leizla kap. 5 omtales et overordentlig stort og öde fjeld, hvor der paa den ene side er isfrossen sne og hvasse vinde; her pines de dödes sjæle, indtil de er rensede. Ogsaa udtrykket hræva-kuldi henleder tanken paa disse trakter.
     Den ottende galder har faaet sin form af Sigrdrífumál str. 26: þat ræd ek þér it fjórða, | ef býr fordæða vammafull á vegi: | ganga er betra, | enn gista sé, | þótt þik nótt of nemi. Sidste linje stemmer med Gróg. 'ef þik úti nemr nótt'. Udtrykket á vegi er i Gróg. ombyttet med det bestemtere á Niflvegi = á Helvegi (sml. niflfarinn = helgenginn). Med navnet niflvegr forbinder sig naturlig tanken om et taaget mörke, et saadant som tænktes altid at ruge over veiens endemaal, Nivlheim; sml. Iliad. XV, 188-92: Ατδης, ένέροισιν άνάσσων .... έλαχε ζόφον ήερόεντα. 'Daud kona' er synonymt med dís (dauðar konur = dísir, Atlam. 26), 'kvinde som kommer fra en anden verden, hvori hun ved döden er indgangen, for at optræde i denne verden og der udöve indflydelse paa menneskernes liv og Skjæbne'. Her betegnes vel det samme, som menes med Heljar meyjar i Sólarlj. 38, dog saaledes, at i Gróg. epithetet kristin er tilföiet for at betegne Gróa som hedning. Ti Svipdagsmál er, i sterk modsætning til Sveidalsvisen (A, B), med hensigt holdt i hedensk stil (sml. ogsaa Fjölsvinnsmáls stallr 'hedensk alter' og blóta, om hedensk ofring).
     Som de hidtil behandlede galdre udviser, tænkes Svipdags reise at ville foregaa over de floder, der skiller mellem menneskers og jætters opholdssteder, over söen og over iskolde fjelde og ad taageveie; farer og fiender truer overalt. De sidste kjender ogsaa Sveidalsvisen, men af lokaliteterne kun havet og, i overensstemmelse med Skírnismál, den mörke skov. Mere overensstemmende med Grógaldr skildres i Ereks s. víðförla veien til Odáinsakr, der ligger östenfor Indien; denne vei gaar over söen og elve, gjennem store skove og ödemarker, gjennem mörke egne og over höifjelde. De samme egne, som beskrives i denne saga, siges i Nökkur blöd úr Hauksbók kap. 4 at være beboede af þjóðum mannskœðum og omgivne af úthaf og fjell. I Saxos beretning om Gorms reise til Gudmund og Geirröd drager de reisende over verdenshavet til Bjarmeland [72], hvor vinteren har tilhuse; herefter kommer de ind i det evige mörke (loca lucis expertia iugibusque tenebris obnoxia); endelig til en aa med en guldbro (sml. Gjallará), hvilken skiller mellem mandhjem og turseverdenen (eo alveo humana a monstrosis rerum secrevisse naturam). I samme forfatters beretning om Haddings færd til underverdenen maa denne arbeide sig gjennem en tyk og lummer taage (vapidæ cuiusdam caliginis nubilum); ogsaa her omtales aaen med broen og skildres i overensstemmelse med Völuspás beskrivelse af Slidr [73].
     Den niende og sidste, vei ogsaa vigtigste galder tilsigter at forlene sönnen med veltalenhed og forstand i samtalen med jætten Mime. Dens indhold er altsaa de málrúnar og hugrúnar, hvorom Sigrdrífumál 12-13 handler. Paa samme maade önsker Frigg sin höie herre meget snille (œði þér dugi), naar han skal kappes i ordstrid med den alkloge jætte Vafþrudnir. I Gorms-episoden hos Saxo forbyder Torkel mændene at tale til jætterne, da intet giver utyskerne en saadan magt til at skade som et uforsigtigt ord. Disse vise jætter, om hvilke Eddaerne taler, synes at staa i den skarpeste modsætning til den folkelige forestilling om disse væsener som raa naturkræfter. Man synes at maatte antage to klasser, eller snarere: der er i poesien indkommet ad literær vei en del jætteskikkelser af en ny type, som dog aldrig ret blev folkets eiendom.
     En saadan vis jætte er altsaa efter Grógaldr Mime, dette midt mellem aase- og jætteverdenen staaende, gaadefulde væsen. At han i ældre tid ikke regnedes med til jotnerne, beviser skaldeomskrivningerne, hvor hans navn anvendes i mandskenninger, hvilket ikke er tilfælde med jættebenævnelser. Naar i modsætning hertil Snorra Edda alligevel nævner Mime blandt jötna heiti [74], er dette maaske hentet fra vort digt [75]. Det er altsaa til Mimes rige, hvor Mimetræet staar og ásmegir bor, at Svipdag drager. Hos Saxo er Miming et skovtrold, der under sterke laas forvarer det sverd, hvormed alene Balder kan dræbes; han er ogsaa ringen Draupnes eier: eidem (i. e. Mimingo) quoque armillam esse, mira quadam arcanaque virtute, possessoris opes augere solitam (Saxo, ed. Holder, s. 70); til ham er det ikke let at komme, ingen vei förer did, og adgangen er fuld af hindringer; over iskolde fjelde drager Hother derhen. En med dette Saxos Miming-sagn nær beslegtet, fra de övrige traditioner sterkt afvigende Mime-myte er os opbevaret i Svipdagsmál [76]. Kun er her Mime tildels sammenblandet med en anden klog jætte: Surt-Loke. Medens i Grógaldr Mime kaldes 'den af sit sverd berömte' (sl. Mimings sverd og Mimm,ingr blandt sverda heiti i SnE., Vidgas sverd Mimung i Didr. s.; ogsaa Hjálmtérs sverd Snarvendill kaldes Mimmungr, Fas. III, 475), opbevares efter Fjölsvinnsmál dette berömte sverd hos Surt-Lokes fælle (rúna) Sinmara. Denne kaldes her 'ringens gudinde', som eier af ringen Draupne, der efter Saxo tilhörer Miming (sml. Hring-Mimir SnE. I, 549 blandt jötna heiti og Baugreginn, 'ringens gud' = Mime i Sólarljóð 56).
     Vi har tidligere fremhævet, at omkvædet i Sveidalsvisen ("og lad dine ord vel!") peger hen paa en lignende formaning af moderen som den i denne galder indeholdte. Denne formaning synes i Sveidalsvisen kun at kunne have hensyn til Sveidals samtale med hyrden, hvilken visen i sin ældre skikkelse maa have kjendt i en udförligere eller ialfald betydningsfuldere form end den optegnede. Ogsaa paa dette punkt yder Svend Vonveds vise et velkomment lys, idet den har bevaret episoden med samtalen med hyrden paa höien i en med den kymriske fortælling (hvor hyrden er en jætte) nærbeslegtet form (se Grundtvig, D. G. F. I, s. 239). Heraf synes nu at kunne sluttes, hvad paa forhaand forekommer rimeligt og almindelig antages, at Grógaldrs vise jætte Mime ingen anden er end vægteren Fjölsvnn i Fjölsvinnsmál: at denne kaldes turs og i Snorra Edda dverg, er kun et nyt eksempel til mange andre paa, hvor let disse klasser af væsener gaar over i hinanden [77].
     Vi har ovenfor paavist, hvorledes i Svipdagsmál et fremmed eventyrs beretning om et underland er blevet hjemliggjort ved at amalgameres med en beslegtet nordisk forestilling [78], og at denne assimilation har havt videre attraktioner tilfölge. Men hermed er ikke de sidstes tal udtömt. I omtalen af vogteren Mime-Fjölsvinn har vistnok en anden vægterskikkelse foresvævet forfatteren. Dette er guden Heimdal [79]. Der er ogsaa, foruden vægterstillingen, adskillige ligheder mellem de to figurer. Ligesom Heimdal sidder ved jordens ende og (efter Hyndl. 35) er födt 'við jarðar þröm', saaledes ligger, som vi har paavist. Mimes rige ved jordens yderste grænse [80]; i Hjálmtérs saga kap. 15 heder det om Hervör, at hun er födt 'við foldar þröm'. Heimdals mödre, de ni jættemöer, minder om Menglods ni möer. Maaske er det Heimdal, som i Hyndl. 43 betegnes som 'stilli stórauðgastan, sifjadan sjötum gjörvöllum' (sml. Rígsþ.): sml. Mimes auðsalir og hans mellemstilling mellem de forskjellige verdener. Naar vi nu finder samme epithet, 'naddgöfugr', anvendt saavel om Heimdal (naddgöfgan mann, Hyndl. 35) som om Mime, da er det vistnok saa, at det kan siges at passe lige godt paa dem begge (Heimdals hoved heder sverd); men det tör vel antages, at gjentagelsen af et saa eiendommeligt udtryk skyldes laan paa et af stederne, nemlig fra Hyndluljóð til Grógaldr.

3. Slutning (str. 15-16).

15. Far nú æva,
es þér forað þykkir,
ok standit þér mein fyr munum!
á jarðföstum steini
stóð ek innan dura,
meðan þér galdra gólk.

16. Móður orð
ber þú, mögr! heðan,
ok lát þér í brjósti búa! [81]
Iðgnóga heill
skalt of aldr hafa
medan mín orð af mant."

I str. 15 udtaler moderen atter et önske om at vise forsigtighed (sml. str. 6). Betydningen af den jordfaste sten inde i gravhöien (innan dura: smL str. 1) klargjöres ved sammenligning med visen om Kongesönnens runer (Grg. n:o 79), hvor det heder (A, str. 8): i ni nætter og i ni dage | sadt hun paa iordfaste Steen: saa lenge hun kom den kongesön sine roner rett igien (sml. Grg. III, 844). I norske Svarteböger forekommer i hekseformularer mod mo-sot: jeg maner dig ... i 9 jordfaste sten. Om samme forestilling i folketro se Hyltén-Cavallius II, 414. Efter Sveidalsvisen E, 9 og den nydanske optegnelse hos Kristensen I, 41 hviler moderen 'under den brede sten'.
     I str. 16 opfordres sönnen til at lægge sig moderens ord paa minde, ti da kan han være vis paa held. Lignende formaninger knytter sig oftere til meddelelsen af gode raad, saaledes f. eks. Hávam. 112 ff.- Sólarlj. 32: görla þú mun ok glata aldregi, | öll eru þau nýt at nema. (Forts.)

Kristiania.

Hj. Falk.



Noter:

1] Zarncke, Zur Gesch. der Gralsage, Paul u. Braunes Beiträge III s. 304 ff.
2] Besten af H.'s forklaring indeholder to modstridende etymologier: gradalis autem vei gradale gallice dicitur scutella lata et aliquantulum profunda, in qua preciosæ dapes divitibus solent apponi gradatim, unus morsellus post alium in diversis ordinibus. Dicitur et vulgari nomine greal, quia grata et acceptabilis est in ea comedenti tum propter continens, quia forte argentea est vel de alia preciosa materia, tum propter contentum, i. ordinem multiplicem dapium preciosarum.
3] En nöiagtig analyse af forestillingerne om gralen i den gammelfranske literatur giver B. Heirizel, lieber die französischen Gralromane, Wien 1891.
4] Den samme smale jernbro over en frygtelig ström ogsaa i Tundals vision, i legenden om ridder Hænus, i Bedas beretning om Furseus, o. fl. st. Sammenlign ogsaa tornebroen i Aldrics vision, "heklebru" i Draumkvæe, guldbroen i Gudmund-Greirröd-sagnene, o. m.
5] Dette verks kronologiske og literaturhistoriske plads er omstridt. Det har vistnok benyttet Chrestien (Birch-Hirschfeldj, men synes at være kilde for Quête eller Demanda (G. Paris). Det er vistnok influeret af legenden om den hellige Brandan (Schröder, Sanct Brandan, 14 ff.), saaledes for terra repromissionis. Gralen opbevares i et kapel. Gralborgen heder Eden, glædens slot, sjæleborgen og kan kun findes ved et tilfælde, naar Gud vil. Grundtanken er kristendommens udbredelse. Perlesvaus' moder er Iglais (Ygloas), hvis brodre er 1. Rois Peschieres (fiskerkongen), 2. Pelles, konge over basse gent eller eremitkonge, 3. den onde Rois du chastel mortel. Perlesvaus' söster er Dandrane. Da fortællingen begynder, har Perlesvaus allerede gjort sit förste besög hos fiskerkongen. Foruden Perlesvaus kaldes helten ogsaa Parluifet. Perlesvaus synes forfattet noget efter 1200. Den er oversat paa kymrisk.
6] Dette findes i nordisk overhovedet kun i oversættelsen af Percevalssagnet, Riddarasögur ed. Kölbing, s. 30: því næst gekk inn ein fögr mær ok bar í höndum sér því líkast sem textus væri, en þeir í völsku máli kalla braull (skrivfeil för graal), en vér megum kalla ganganda greiða. Sml. Heinzel, Ueber die franz. Gralromane, s. 7.
7] Efter Wolfram er gralen en kostbar ædelsten, en granatjachant. Denne gralsten er, som Wesselofsky, Der Stein Alatyri, Archiv für Slav. Philol. VI, har paavist, ikke udgaaet fra legenden om kalken, men fra en anden bibelsk overlevering.
8] Denne kaldes dels smaragdus dels jacingtus = Wolframs jáchant.
9] Denne ormekonge var större end alle andre orme, havde krone paa hovedet og ægishjálmr. Om ormekonger, der er mange gange större end de andre, hvide med röd ring om halsen og krone paa hovedet, se Kamp, Danske Folkeminder, s. 191-2; E. T. Kristensen, Jydske Folkeminder VIII, s. 400 (edderkongen er djævelen); Karl Schiller, Zur Thier- und Kräuterkunde I, s. 1; Wuttke, Aberglaube; Grundtvig, G. D. M. III,2, no 128 f. (s. 163 og 234 f.). Sagn om ormekonger ogsaa her i landet. (Fritzner, Lappernes Hedenskab og Trolddomskunst, s. 714).
10] I det russiske sagn om det babylonske rige omtales to med ædelstene besatte guldkalke. Snil. de to svære guldhorn, som Gudmund paa Glasesvollene sender kong Olav Haraldsen i Þáttr Helga Þórissunar (Flat. I, 359-62) og de to store horn i Þorsteins saga bæjarmagns (Fornm. s. III, 175-98).
11] Af de tolv kostelige stene, hvormed det nye Jerusalems mur var prydet, bærer de ti samme navne som de stene, hvormed efter Duggals Leizla, kap. 23, de ni engleordeners husmur var indlagt, nemlig: krysolit, beryl, jaspis, hyacinth, smaragd, safir, topas, sarder, krysopras, amethyst.
12] Ogsaa Wolfram paaberaaber sig en vis Flegetanis af Salomos slegt som urkilden for sine efterretninger om gralen: Wesselofsky, Der Stein Alatyri. Archiv f. Slav. Phil. VI, s. 52.
13] Idet Rhys gaar ud fra, at Cuchulin og Lug er spaltning af samme mytefigur (Lug gjenfödt er Cuchulin), udstrækker han overensstemmelsen til ogsaa at gjælde Yspaddadens forgiftede kastespyd: se herom nedenf. under "Mimetræets hane".
14] Zimmer, Bretonische Elemente in der Arthursage des Grottfried von Monmouth, s. 232-3, gjör opmerksom paa, hvorledes i Kulhwch og Olwen's storartede nomenklatur af personer, som i hin tids (slutn. af 12 aarh.) vælske saga var bragt i forbindelse med Arthur, saavelsom blandt de talrige i i samme text optrædende handlende personer to figurer mangler, uden hvilke man ikke kan tænke sig den franske Arthursaga og de paa denne beroende middel vælske Arthurfortællinger, nemlig Owein-Yvain, Peredur-Perceval. Heraf og af en sammenligning mellem de gammelvælske digte og notiser i Annales Cambriæ og hos Nennius slutter Z., at i Wales ved enden af 12 aarh. Owein og Peredur endnu ikke tilhörte Arthursagnet. Sml. ogsaa Gött. gel. Anz. 1890, s. 829.
15] Som Peredur sön af Eurawc, der er afhængig af Chrestien: se Birch-Hirschfeld s. 207; Golther, Chrestien's Conte du graal in seinem Verhältniss zum wälschen Peredur, s. 191; Zimmer, Gött. gel. Anz. 1890, s. 515 f.
16] Att forholdet ikke er omvendt, derpaa tyder bl. a. den omstændighed, at ramserne i SnE. tager hensyn til Svipdagsmál, men ikke til Sólarljóð.
17] "Jeg minder her ogsaa om en omtrent samtidig indforelse til Island af andre keltiske sagnelomenter, idet Gunnlaugr Leifsson (död omkr. 1218) efter Galfred digtede Merlínússpá. Dette digt har nogle sjeldne udtryk (dœgr ok daga, þruma) tilfælles med Svipdagsmál og efterligner Völuspå" (Bugge).
18] Potvins udgave s, 19.
19] Efter denne opfatning bortfalder altsaa "d*: saga med gralelementer" af den formodede stamtavle.
20] Sl. Hyndluljóð: vaki mær meyja, | vaki mín vina; Hervararsaga s. 214: vaki þú, Ángantýr! | vekr þik Hervör; Ormars rímur: vaki þú!
21] Kettet for dauðra dura, Genitiven dura uden adj. er som i Forspj. 23 (Fenris valla). Man kunde ogsaa tænke paa drauga dura: sl. Herv. s. s. 217: þó at hon draug sé | í durum (d. e. haugaabningen) standa. Sl. Iliad. 5, 395: έν πύλφ έν νεκύεσσι. - Bugge gjör mig opmerksoin paa, at Vigfússon i sin ordbog har dauða-dyrr, dog uden citat.
22] "For min formodning mög beiddir taler beiða ... mög Skírn" (Bugge).
23] Sl. Hugsv. 2: minn einka son.
24] Sl. Sólarlj. 602: moldar gengna.
25] "Eine schwierige und gefährliche aufgäbe gab sie mir" (F. Jonsson). Sl. Grettis s. kap. 74: skotit er heldr fyr hölda | hagorða leikborði (efter Sijmons efterligning af Grógaldr). Mht. einem ein spil teilen, 'einem etw. zur wähl vorlegen'. "Udtrykket er mulig foranlediget ved motivet med at lege bold i visen" (Bugge).
26] Lignende Udtryksmaade i Háv. 163: es (kona) mik armi verr; Helg. Hjörv. 42: mundigak lostig | at liðinn fylki | jöfur ókunnan | armi verja.
27] Sl. Sigrðr. 2: lengi ek svaf, | lengi ek sofnoð vas, | löng ero lýða læ; Skírn. 42: löng es nótt, | langar 'rö tvær. Med l. 2 sammenhold Fjölsv. 45: langt um kominn.
28] SI. Fjölsv. 48: hefik minn vilja beðit.
29] Ok er eftersætningspartikel. - Sl. Fáfnismál 44 og Fjölsvinnsmál 47 (Urðar orð). "Skeikar þá Skuldar (saa formoder jeg) at skipum slutter sig til udsagnet i Perlesvaus, at gralborgen kun kan findes, naar Gud vil det" (Bugge).
30] SI. góðra galdra, Sigrdr. 5.
31] Afi er her = ungersvend, ligesom i Skírnism. 12 I Vafþrúðn. 28 og i SnE. er det = bedstefar.
32] Samlede Afhandlinger IV, s. 90-1. Bugge bemerker: "Jeg kjender ikke det af Munch anförte gaeliske gruaeh, 'en kvinde'."
33] Lady Guest gjengiver dette groach med 'an old crone, a hag' (Mabinogion II, s. 251), Loth med Vieille sorciére' (Les Mabinogion I, s. 189).
34] Grundtvig, DgF. III, 775 ff., har paavist sammenhængen mellem den danske folkevise om Orm Ungersvend og de islandske Ormars rímur. Dernæst har Bugge i DgF. IV. 705 ff. begrundet den mening, at Ormarvisen er en fri omdigtning af en ældre form af den færöiske vise Arngríms synir, hvorved Landstads antagelse, at visen, om Orm er udviklet af Tyrving-digtningen, er bragt til sin ret.
35] Om indentiteten af Ormarr og Hjálmarr se Bugge i DgF. IV, 705.
36] Sturlaugs s. starfsama, der har mange træk tilfælles med Svipdag-digtningen, beretter om, hvorledes helten vinder Asa en fagra, datter af jarlen Hringr. Om hende heder det: hún bar af öllum jómfrúm .... sem sól af himintunglum öðrum.
37] Sml. sverdet Koldbrand i Eigen Eambolt og Aller hin stærke (DgF. no 27), om hvilket det heder: 'som gloendis ild den brend'; Grundtvig, DgF. I, 360, sammenligner Arthurs sverd Caliburnus, Caledvwlch. Idethele er der mellem no 27 og 28 og Sveidalsvisen adskillige ligheder. Lysende sverde omtales ogsaa Helg. Hund. I, 15, Landn. 32-3, Sturl. I, 2, 50. Fld. II, 391, 393, Rögnvalds Háttal. 34: baugs ljós = sverð.
38] Fremstillingen i Himinbjargar saga, hvorefter det er den döde moder som paalægger sönnen forbandelsen, idet hun vredes over, at han altid ligger sörgende paa hendes grav og derved er hende til byrde (sl. Helg. Hund. II, 45), medens stivmoderen bistaar ham med raad, er aabenbart uoprindelig. I den svenske vise er stivmoderen forsvundet; sönnens spörsmaal gjælder kun at faa vide, hvilken brud han skal faa. I flere af de nydanske optegnelser hos Kristensen forekommer det sidste motiv ved siden af boldkastningen paa en meget uklar maade; heller ikke her nævnes nogen stivmoder: jomfruen, i hvis skjöd bolden falder, er en af Sveidals kjærester, og hans spörsmaal gjælder, hvilken af sine kjærester han skal ægte, hvorpaa svaret er, at sin kjærest skal han söge i Iseland, hvor hun sidder og venter paa ham.
39] Om stivmödres forhekselse af sine stedbörn se bl. a. Maurer, Isl. Volkssagen, s. 314 ff. Gríms saga loðinkinna handler om Grims befrielse af sin fæstemö Lopthæna, der var forhekset af sin stivmoder, finnekvinden Grímhildr.
40] "Jeg forstaar visen paa fölgende maade. Naar det heder "bolden drev i jomfruens bur", forstaar jeg jomfruen om en stesöster af Sveidal, en datter som hans stemoder har af förste ægteskab (en nydansk optegnelse hos Kristensen har: "Jeg haver faaet mig en stedmoder, . . . jeg vilde med hende lege bold": dette synes mig at være en forvanskning). Derefter skal det, som jeg formoder, hede: det gjorde hendes (ikke: hans) kinder blege. Saaledes i den gammeldanske optegnelse I, 4, i en svensk og i flere nyere danske optegnelser. Sammenhængen er, som jeg tror, fölgende: Stemoderens datter af förste ægteskab bliver forelsket i Sveidal ("det gjorde hendes kinder blege"), men - maa vi tænke til - han afviser hendes kjærlighed. Til straf derfor er det, at paalægget bliver lagt paa ham. Herved forklares C 11: "Min söster og min stemoder har lagt mit hjerte i traa". Det er stesösteren. Den danske vise stemmer altsaa her efter min mening væsentlig overens med fortællingen om Kulhwch og Olwen, hvor stemoderen byder Kulhwch sin datter til hustru og derpaa, da han afviser dette tilbud, paalægger ham at vinde Olwen." (Bugge).
41] Sml. visen om hr. Tönne, der tildels er en omdigtning af Sveidalsvisen (Grg. IV. 785).
42] Sml. t. ex. ungr afi: ungen Svendal; kallar: kalde; vaki: vækker; góðir galdrar: gode raad; o. fl. lign. Visens 'ligge i traa' ligner Fjölsv. 50: hafa þrár. Paa et par punkter ligner de nydanske optegnelser hos Kristensen mere, t. eks. til moldar komin: op under den sorte muld (Grg.: jord); mínum einga syni: eneste sönnen din (Grg.: kjæreste).
43] Rettet for Rani.
44] "Rosenberg (Aandsliv I, 248) oversætter 'af aksel'. For at læse 'af öxl' kunde tale Hervarar s. s. 311, 1. 27 f.: steypir henni af öxl sér" (Bugge).
45] Sml. Háv. 138: sjálfr sjálfum mér; Hugs v. 29, 6: sjálfr kenn þú sjálfan þik.
46] "Naar du er i foragt" (konjunktiven tör maaske forsvares efter Nygaard, Eddaspr. Syntax, I s. 82, § 21). Sml. viljalauss samt vinlauss (Fjölsv. 2) og 'drif þú nú vargr at vegi' (Fjölsv. 4). Bugge retter til: æ heill þú á sinnum sér.
47] "Þjóðár falla laant fra Vafþr. 49,1-2. Herved stöttes þjóðár i Vafþr." (Bugge).
48] Fjörlot er opstaaet af fjörlát som afroð af afrað, fólkroð af fólkráð, (Arkiv IV, 358). Flertalsformen er dog usedvanlig; sml. at fjörláti, Fornm. s. V, 15.
49] Rettet for Horn ok Ruðr.
50] Rettet for meðan. Sml. Grímn. 28: en falla til heljar héðan; Fáfn. 10, 34, 39: fara til heljar heðan.
51] V. 1. galgvegi; sml. Völuspá Cod. reg. 41: í gaglviði, Hauksbók 37: í galgviði.
52] Sml. Háv. 161: hugi ek hverfi | hvitarmri kono | ok sný ek hennar öllum sefa.
53] Sml. Sigrdr. 24: lætr opt kveðin verri orð; Arinbj. dr.: bera (kvæði) fyr hilmis kné. Mht. knierûnen 'heimlich übers knie reden'.
54] Sml. Håv. 149: þat kann ek et fjórða, | ef mér fyrðar bera | bönd at boglimum: | svá ek gel, | at ek ganga má, | sprettr mér af fótum fjöturr, | en af höndum höpt. Hár. Hárð. 19: láss hélt líki drósar, ... bitu fíkula fjötrar; Orkn. 66: liggja sék at leggjum-láss bannar þér rásar-járnin bjúgu.
55] Sml. Grímn. 35: meira enn menn um viti.
56] Bugges forslag for lúðr, hvilket Fritzner [54] forklarer som vindbelgr, idet han sammenligner Aeolus' vindpose. "Lúðr stöttes mulig ved Vafþr. 35,6" (Bugge).
57] "Dödelig kulde". Sml. nyisl. nákaldr. Vigfusson foreslaar: hregg ok kulði.
58] Sml. Hyndl. 35: naddgöfgan mann. Háv. 122: orðum skipta við. Vafþr. 5: fór þá Getinn at freista orðspeki | þess ins alsvinna jötuns; ibid. 4: œði þér dugi, | hvars þú skalt, Aldaföðr! | orðum mæla jötun.
59] Sml. Sigrdr. 4: mál ok manvit; Hyndl. 3: mælska ok mannvit.
60] Bugge formoder: at Mimi svara.
61] "Gróg. 16 kunde vække den formodning, at omkvædet tidligere har lydt "du lär och bär min (eller: de) ord väl!" Men nödvendigt er jo dette ikke" (Bugge).
62] I den beslegtede vise om Brudefærden til Hedenland (Grg. n:o 71) giver en fostermoder ynglingen gode raad, da han skal tiltræde sin brudefærd.
63] Visen om Svend Vonved er efter vor mening en lignende sammensmeltning som Svipdag-sagnet: den beror paa Perceval-sagnet (i en med den engelske romance Sir Percival og den kymriske fortælling Peredur beslegtet form) i forbindelse med Kulhwch og Olwen (den sidste kilde allerede paavist af Grg. I, 239). Vi skal her kun anföre de vigtigste lighedspunkter mellem visen og Perceval-sagnet:
     a. Saavel Svend Vonved som Sir Percival drager ud for at hævne sin fader og udforer sit forehavende ved at dræbe hans banemand.
     b. Svend Vonved bærer sig hos kong Vidrik ret tölperagtig ad, idet han sætter lukt over muren, gaar lige ind i stuen og endog udfordrer kongen selv; da Svend siger sin byrd, hilser kongen ham som sin kjære söstersön: Sir Percival rider lige ind i kong Arthurs hal, og da denne ikke straks vil gjöre ham til ridder, truer han med at slaa ham ihjel; men Arthur gjenkjender i den vrede yngling sin egen söstersön.
     c. Svend Vonved fæster en jomfru, hvis fader er dræbt: Sir Percival befrir en dronning fra en sultan, der har dræbt hendes slegtninge, og ægter hende.
     d. Tilslut vender de begge tilbage til sine modre.
64] Rydberg, Unders. I, 632, faar, ved at gaa ud fra identiteten af Orvandels kone Gróa med Svipdags moder, Svipdag til at blive Horvendillus' sön Amlethus - en hypotese, hvis dristighed de ovennævnte analogier ikke kan forminske.
65] I Forspj. 23-24 skildres nattens komme: rann með hraustum | Rindar móðir | fröður Jarðar Fenris valla (eller völlu?), d. e. móðir Jarðar (= Nótt, SE. I, 54, 320) rann med hraustum Rindar föður (= Máni) Fenris völlu (d. e. henad himlen). Ligesom efter str. 24 Dagr (Dellings sonr) kjörer Solens hest (Skinfaxi), saaledes kjöres Nótts hest (Hrímfaxi) af Máni. Fölgelig er Rindar faðir - Máni. Finn Magnússon, Lex. Myth. s. Rindur, tyder Rind som den vinterlige jord: isl. rinði = tör og ufrugtbar jord, norske dial. rind f. eller rinde m. = jordryg, höi banke (en anden forklaring af navnet giver Bugge, Studier). Samme forfatter, og efter ham Eydberg I, 278, identificerer videre Rind med Billings mey i Hávamál 97. Er dette ret, bliver Billingr (eg. tvillingen) et navn paa Máni. Ogsaa Billings mær kaldes raðspök.
66] Sml. Hávam. 131: varan bið ek þik vera. Omvendt i Hervarar saga s 304, Örvar-Odds s. kap. 26 (Boers udgave): hliðum vit, Oddr! fyrir hjaldrviðom | aldri, þótt okkr | atalt þykki (saa rettet af Bugge).
67] Urðar lokur oversættes af Egilsson med claustra parcæ, custodia, tutela fati. Varðlokkur benævnes i Eiriks s. rauða en af en mö sungen tryllesang, foredragen paa Grönland ved höitidelige sammenkomster. Langloka er et 8-linjet vers, hvor förste og sidste linje hörer sammen; i nyisl. digt uden strofeinddeling.
68] Bugge har foregaaet Hrönn ök Uðr, hvilken konjektur ligger haandskriftet ligesaa nær som den Ovenstaaende og for alliterationens vedkommende endog vilde give en noget almindeligere typus. Bugge bemerker: "Gróg. 85 'til heljar heðan' er en efterligning af Grimn. 28,12. Derfor tror jeg at horn oc ruðr er forvansket af Hrönn ok Hríðr, og at disse navne ligeledes er hentede fra Grímn. 28 (Cod. Upsal. har formen hriþr). Herved vinder alliterationen; þverra er den ligefremme modsætning til vaxa, der oftere bruges om elve, saa þverri ikke behöver at pege hen til et andet digt. [Mod at indsætte Mörn i Gróg. taler ogsaa fölgende: Det synes mig meget tvilsomt, om Mörn i Þórsdrápa SnE. I, 294 er navnet paa en elv. Mörnar (eller Marnar) bloð kan vel betegne "den fra troldkvinden strömmende væske", saa at Mörn her betyder troldkvinde]. Dog vil jeg ikke benegte muligheden af, at forfatteren af Svipdagsmál har kjendt Þórsdrápa."
69] Bugge bemerker: "I Gróg. 9,3 synes á gálgvegi mig at kunne forsvares. Paa den ene side ved Hamðism. 17: fundu vástigu ... vargtré vindköld vestan bœjar. Paa den anden side derved, at Mimameiðr identificeres med Yggdrasill, der er gálgi (kors); jvf. det af mig i Fjölsv. 303 formodede í viði vindsvölum".
70] Sml. den angels, oversættelse af Beda 4, 22: and hine ácsade, hwæðer hé þá álýsendlícan rune (literas solutorias) and þá stánas mid him áwritene (mangler i den lat. text) hæfde, be swylcum men leas spel secgað. Til dette sted stötter sig Bugges konjektur leysigaldr, for hvilket ord man ogsaa kunde formode lausnargaldr: sml. Sigrdr. 16 om runer ristede á lausnar lófa, paa forlösningens haandflade. Bugge: "Jeg formoder, at leyfigald er blevet til leifrgelda, og jeg tror, at palæografiske grunde taler mod lausnargaldr."
71] Kunsten at gjöre vind tillagdes ellers finnerne: Fritzner, Lappernes Hedenskab og Trolddomskunst, s. 66 ff.
72] Ogsaa efter Saga Herrauðs ok Bósa (Fld. s. 3, 208-10) er Gudmund paa G-læsesvollenes rige östenfor Bjarmeland.
73] Det er ganske paafaldende, at navnene Svibdagerus (norsk konge, Grams fiende) og Gro (Grams hustru) forekommer i sagnene om Gram og Hadding. Haddings saga, der af dr. Olrik regnes blandt Sakses norröne sagn, skildrer lokaliteter, der er nær beslegtede med Svipdagsmaals og Odáinsakr (sml. ogsaa land Haddingja om dödslandet i andet Gudrundigt). Den har ogsaa galdre, der minder om Svipdagsmaals, saaledes opvækkelse af en död ved galdre med dödningens klage over opvækkelsen, ligesom Oden lærer Hadding at löse de baand, hvormed fiender maatte binde ham. Hadding befrir Ragnhild fra jættevold og ægter hende. Ogsaa Haddings saga henviser til keltiske forestillinger.
74] Sml. ogsaa hold-mímir blandt sverða heiti (eg. kjödjætten).
75] Dog er at merke, at Mime forekommer som jættenavn i SnE. I, medens de övrige laan fra Svipdagsmál findes i II (= 748 og 757).
76] Sml. om forbindelsen mellem Miming og Mime Bugges Studier s. 101-2. "Jeg skal nævne nogle svage lighedspunkter mellem Svipdagsagnet og Hothersagnet hos Saxo, hvilke mulig kan have bidraget til, at Mimir (= Saxos Mimingus) er bleven knyttet til Svipdagsagnet. Ligesom Hother træder i forbindelse med norner, saaledes vinder Svipdag sin mö 'Skuldar at skipum'. Hother söger raad og faar hjelp hos sin fosterfader Grevar, hvorved han vinder sin mö. Svipdag söger og faar hjelp hos sin moder Groa, hvorved han vinder sin mö. Saxo har vel i sin fortælling om Mimingus benyttet et tabt norrönt digt. Da sagnet om Mimingus paa den anden side viser slegtskab med Andvare-sagnet, ser vi her et beröringspunkt mellem Svipdagsagnet og Sigurd-sagnet. Jvf. mine Studier s. 101 f." (Bugge).
77] Om sammenblandningen af jætter og dverge eller alver i ældre og nyere tid se S. Grundtvig i Nordisk Tidskr. f. Pil. og Pæd. N. E. I, 183; Fritzner, Lappernes Hedenskab og Trolddomskunst, s. 53.
78] Her er ogsaa stedet at minde om de nyislandske forestillinger om alvelandet, der er deiligt, bevoxet med fagre skove og fuldt af duftende blomster (ísl. Þjóðs. I, 112, 115). De faa, som det lykkes at komme derhen, maa svæve eller vandre gjennem mörke og taage eller over havet (ib.). Saadanne besög iværksættes ved galder (ib. s. 559). Om alvedronningen ib. s. 110-114. Alverne er udstyrede med overnaturlige evner og meget rige. De blotedes som lægende magter (B. Gröndal i Aarb. f. 1863, s. 28). Af mennesker kan de forlöses af sin forhekselse (ib. s. 17-42). "Alverne er keltiske, de harmonerer med the green Erin, den mystiske taageö, i dem hersker det drömmende, maaneskinsagtige, poetiske" (ib. s. 17).
79] F. Jónsson formoder i sin Eddaudgave - vistnok med urette -, at Mime er Heimdal.
80] Efter Hesiods dæmonologi (cf. Ovids Metamorphoser) ligger de lykkeliges öer ved oceanets grænse; t. ex. Opera et dies, v. 169: ές πείρατα γαίης | τηλοϋ άπ' άύανάτων.
81] Jfr. Hugsv. 122, 3: ok lát þér í brjósti búa.

Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Om_Svipdagsmål&oldid=23663»