Om Sydlændingen Singajuk og hans Efterkommere (Rink)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
1. Om Sydlændingen Singajuk
og hans Efterkommere
(Nyere Sagn fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling)
Først er det bekjendt om en Storfanger paa Kangek, at der i Begyndelsen af hans Ægteskab fødtes ham et Barn, som døde. Omsider havde han allerede havt 3 Børn, men de døde alle, men da hans Kone fjerde Gang var frugtsommelig, og Tiden til hendes Nedkomst endnu ikke var forhaanden, gik hun en Aften barbenet udenfor Huset, Da nedkom hun for tidligt med et Barn uden Negle, som de svøbte i Skindet af en Edderfugl, og de lagde en Smule Duun paa dets Overlæbe som et Mærke, da de vidste, at naar det rørte sig, maatte der være Aandedræt. Faderen opkaldte ham med Navnet Mangilak. Det var dengang et haardt Veir med Nordenstorm; en af Naboqvinderne raabte ind til dem gjennem Vinduet: »Sig til Marnile, at hun gjerne kan passe sin daarlige Unge, men hun maa endelig ikke tro, at den nogensinde skal skafte hende Føde« (d. e. blive Erhverver). Da udbrød Forældrene i Graad. Marnile var Moderen til denne Spæde, og Singajuk var hendes Mand. Da hiin Qvinde skoggerleende var gaaet bort, sagde Singajuk til sin Hustru: »af yderste Evne bør du opfostre ham, og pleie Afholdenhed for ham, idet du kun nyder lidet.« Efter den Tid blev Marnile nu ganske mager, saa at man kunde see Lysning gjennem hendes Underarm, mellem Knoglerne. Mangilak, siger man, voxede til, omsider fik han Negle, og nu offrede Forældrene hele deres Flid paa hans Pleie. Da han blev større lavede Faderen ham en Kajak, og forsynede samme indvendig med mange Amuleter. Saa droge de engang paa Fjordreise til Isortok, og da de lagde paa Land paa Næsset Iviangit, hvor der stod mange Telte, og Mangilak om Morgenen gik udenfor og kom til sin Kajak, opdagede han en gammel (kvindeskikkelse, som var krøben ind i dens Aabning. Af Skræk blev han staaende og betragtede den blot, gik saa op og sagde til Singajuk: »jeg har seet en gammel sammenbøjet Qvindeskikkelse i min Kajak.« Si. gik rask ned til Sønnens Kajak, løftede Mennesket op og saae da, at hun var ganske blodig i Øienhjørnerne; dette var første Gang, at Mangilak var Skylden til et Menneskes Død (nemlig Hexens, som vilde forhexe hans Kajak, men ihjelskræmmedes ved Amuleterne), derfor satte hans Moder ham et Mærke ved Kanten af Haarene. Da de nu efter denne Fjordreise kom tilbage til Kangek, voxede Mangilak op og da han var fuldvoxen, blev han baade til en Viismand og Storfanger. Saa droge de da atter engang paa Fjordreise til Isortok, og da Mangilak havde havt en heldig Rensjagt, tog han atter ud af Fjorden og lagde paa Land indenfor Umanak. Medens de maatte ligge over her formedelst Nordenvind, gik Mangilak i Kajak paa Isortokfjorden. Idet han nu drog efter Sælhunde, saae han en stor veludrustet Kajak med en Fangeblære, begge saa hvide som Snee. Mangilak tænkte: »endelig seer jeg da en Gjæst til vor Rensdyrtælle«, og saa roede han afsted og kom hen til ham. Han sagde: mine kjære Forældre ere saa meget forlegne for at see en Gjæst hos sig til at spise Renstælle«. Men den anden mælede ikke et eneste Ord. Da han slet ikke vilde tale, betragtede Mangilak blot hans Vaaben, der vare af en overordentlig Størrelse, og da han forgjæves ved venlig Tiltale søgte at faae et Ord ud af ham, bemærkede han, at han skjælvede stærkt. Da begyndte M. ogsaa at skjælve og tænkte: blot jeg ikke har truffet paa denne Slemme, alene for at løbe lige ind i Døden. Han vilde gjerne roe videre for at komme fra ham, men saa vilde hiin kunne harpunere ham bagfra, derfor besluttede han at fjerne sig ved at skotte tilbage. Mangilak var overordentlig hurtig, endog Ømmerter, som flagre hen ad Vandfladen, kunde han naae; men da han nu rykkede tilbage, mærkede han en Pladsken, thi den Anden gjorde det samme, og da de saaledes skottede jævnsides, kunde de ikke komme fra hinanden; da tænkte M. paa at opsøge det Dybeste mellem Søerne, thi paa Isortok gaaer der svær Dynning, og han anstrængte nu hele sin Kraft for at komme fra sin slemme Følgesvend. Men da han saa havde naaet en passende Afstand, roede han atter rask frem, løftede Harpunen og kastede. Da han traf ham hørtes der et stærk Drøn; i det samme kæntrede han paa Siden, men reiste sig igjen, roede hen og trak Harpunen ud af ham. Mangilaks Harpun, siges der, havde en Spids alene af Been, af en Kaskelothvals Tand, siger man. Skjøndt han skulde have sænket den Dræbte ude paa Dybet, tog han ham paa Slæb og bragte ham til Land indenfor Umanak, til en lille Kant under en Bratning, hentede saa en stor smal Steen, bandt den til Kajakken og sænkede den der, hvor man ikke kunde see Bunden. Derpaa drog han hjem, og da han traadte ind, kunde Moderen strax mærke noget paa ham (d. e. hans forandrede Mine); hun sagde: »Mangilak, du har tilvisse begaaet Drab.« Han fortalte da: »Kun fordi han var nær ved at dræbe mig, har jeg dræbt ham, ingenlunde var jeg den første til at ville dræbe.« Atter spurgte Moderen: »har du ogsaa nydt af hans Lever?« Da M. benægtede dette, sagde hun: »du burde have slugt et Stykke af hans Lever, ellers kan han fare i dig, dog lad saa være, tag kun lidt af min Lampetran.« Han fyldte en Muslingeskal med Tran og drak den. Dagen efter droge de sydpaa, derefter ventede han at skulle høre noget til ham, men erfarede intet om hans Efterladte. Han antog ham da for at have været en Ingnersuak, da han havde havt lyse Øine ligesom Kavdlunait (Europæerne). De levede saa atter paa Kangek. Da denne Mangilak var bleven holdt ilive, fik Marnile endnu to Sønner og efter den Tid havde hun Held med Fødselerne, hun fik da ogsaa en Datter, altsaa i alt 4 Børn. Mangilak lod sig ikke afholde af noget Stormveir; engang, siges der, blev han udenskjærs overfalden af en Søndenstorm med stærk Vandrøg. Mangilak vendte ind imod Land og altsom han roede for Veiret, mærkede han nær ved sin Kajakstol noget, som lignede en Stump Iis; men det var en Maage, og følgende med den hørte han den ligesom nynne en Sang. Idet han lyttede, mærkede han, at det var en Tryllesang, thi han saae, at der tæt omkring den var stille, medens Vandet udenfor stod i Røg. Han vilde da ikke mere roe forbi, men lyttede for at lære af Maagen. Da han nu havde lært Sangen, prøvede han selv paa at istemme den, medens han endnu huskede den og idet han vendte sig bort — strax var det stille omkring Kajakken. Da han saaledes havde erhvervet sig Maagens Tryllesang var han over al Maade mægtig mod Storme. Da han kom hjem, talte han dog ikke derom til Nogen, eftersom han selv alene vilde eie den. Da han paa denne Maade blev altfor ivrig i Kajakroning, svækkedes hans Hørelse og omsider blev han tunghør. Da han var en saa overordentlig kraftig Erhverver, talte hans Moder til ham om at han burde tage sig en Hustru, af Lydighed ægtede han derfor en blandt Sydlændingene, men i Begyndelsen af Ægteskabet, da de vare paa Sydreise, blev hans Kone syg, det blev bestandig værre og hun døde om kort Tid. De begravede hende paa Kingitok, lidt nordenfor Narssak. Af Længsel pleiede han at besøge hendes Grav. Engang paa et saadant Besøg, da han kom ind til hende (d. e. som Aand, ifølge hans særegne Begavelse), fandt han hende saare rig paa Renstælle. Hun sagde: »atter idag, da jeg gik omkring at synge for Menneskenes (de levendes) Øren, skjænkede de mig baade Tælle og Skind, spiis nu ogsaa du.« Da han nu spiste med hende, sagde hun: »ligeledes vil jeg give dig et (Angakok—) Viisdomsmiddel,« hvorpaa hun skjød Lampen tilside, fyldte en Muslingeskal med Spildetran og bød ham drikke. Tusilartok (d. e. den Tunghøre, Mangilaks Tilnavn) drak, og med det samme saae han Udgangen lukke sig, og dermed tabte han Bevidstheden, Da han kom til sig selv igjen, mærkede han at han laae ved Siden af sin Kajak han begav sig derpaa hjem og kom der siden ikke mere, da han havde fattet Lede dertil. Nogen Tid derefter giftede han sig paany og fik en Søn, som Konen opkaldte med Navnet Akajarok. Da de havde faaet dette Barn, drog Tusilartok nordpaa, og da han ikke kunde overtale sine yngre Brødre til at drage med, reiste han alene. Da han var reist, talte hans Fjender indbyrdes om at ville hævne sig paa en af Brødrene, og allerede fra tidligt paa Efteraaret til henad Foraaret efterstræbte de disse, men ogsaa de vare meget mægtige. Endelig, da Alkejagten begyndte, talte Kajakmændene indbyrdes om at ville kaste efter en af dem med Fuglepilen, eftersom de enkeltviis ikke magtede ham. Engang joge de Alker til Land lidt søndenfor Huuspladsen Pakitsok, og da de havde Uheld med Alkerne, opgave de dem og efterstræbte Kajakmanden. Da de fik ham i Sigte kastede Kitorak først, da han traf ham, gav det et stærkt Knald og nu kastede de Andre med, endog de Smaa maatte hjælpe med; naar de ikke vilde, tvang de Ældre dem med Slag til at hjælpe med at saare ham, skjøndt nødigen og med Graad maatte de adlyde. Da de havde dræbt ham, sønderlemmede de ham og slugte af hans Lever, fra den Tid af fik Tusilartok Kitorak til Fjende og turde ikke mere glemme ham. Først da Tusilartok havde faaet en Broder at hævne, begyndte han at tænke paa Drab. Engang under Akajaroks Opvæxt, havde han atter været udhavs, var der bleven overfalden af Storm og kom hjem udmattet efter megen Anstrengelse. Da han netop var falden i Søvn, gav Sønnen sig til at græde, hvorover Faderen vækkedes og sagde til sin Hustru: »hvergang jeg skal til at sove, er det nok hende der, som faaer Drengen til at græde.« Da blussede Konen af Krænkelse, fordi hun nemlig havde opkaldt Barnet efter en Afdød. Skjøndt Tusilartok blot havde ladet Ordene undslippe (uden Vrede), blev Konen dog meget forbittret; da de Andre alle sov, faldt ogsaa han isøvn, men vaagnede saa atter ved Sønnens Graad, han mærkede da, at Konen ikke laa ved hans Side, han saae efter hende men forgjæves, hvorpaa han gik udenfor Huset. Der faldt dengang lidt Snee, men det var ganske maanelyst, og han saae da hendes Spor ned til Strandbredden, forfulgte dem paa bare Fødder ned til Vandet og fandt hende der druknet. Saa tog han hende op, bragte hende til Huset og vækkede sine Husfæller. Endnu den samme Nat begrove de hende, men Tusilartok bedrøvedes saare, da han nu anden Gang havde mistet sin Hustru. Fra den Tid af fattede han Uvillie til sin Søn, hvergang han græd, kastede han ham ud i Husgangen, og saaledes vedblev han ligetil denne kom til Skjels Aar og Alder. Da Drengen blev fornuftig, fik han Frygt for Faderen, men hvergang denne skjændte for meget, tog den yngre Farbroder ham til sig, rivende ham bort fra Faderen, men den ældre brød sig ikke om ham. Derover fattede Akajarok stor Kjærlighed og Hengivenhed til sin Farbroder. Engang om Foraaret da Alkejægerne samledes og de øvede Lege ovenfor Husene, blev der fortalt, at Alkerne i Mængde havde leiret sig paa Vandet indenfor Karajugtok. Da de Andre ikke vilde afsted, gjorde Tusilartoks yngre Broder sig alene færdig, da han var meget dristig. I stærk Sved og ganske tyndt klædt roede han bort, blot forsynet med Kajakhalvpels. De, der bleve tilbage paa Fjeldene, sagde, uden at tænke videre derover: »det er nok den eneste, som gaaer efter Alker idag.« Da de kom ned henad Aften begyndte de at vente ham, men han havde knækket sin Aare og var kæntret. Nu fortælles der at Singajuk og hans Hustru havde opdraget denne Søn til Anginiartok (d. e. til at gjenoplives inden 5 Dage hvis han omkom i Kajak), men paa den Tid vare de begge døde, og det var saaledes Tusilartok, som ventede paa sin Broder. Endelig nærmede Ventetiden sig stærkt til Enden, hver Aften oplyste de Huusgangen for at kalde ham til sig, tilsidst var hans Tid omme. Han var nemlig vistnok vendt tilbage til Landet, men i sydlig Retning, og havde netop truffet deres Fjender, og da disse gjenoplivede ham og han kom til sig selv igjen, udspurgte de ham om hans Slægtskab. Da han ikke vidste, at han havde dem til Fjender, svarede han: »jeg er en Søn af Singajuk.« De gik da strax løs paa ham, grebe ham og gjennemborede hans Bryst med Knive.
Lang Tid derefter, da Akajarok nylig var bleven døbt, hørte han, at der kom Sydlændinge for at lade sig døbe. Han var dengang netop paa lluilek, hans Yndlings-Sommerplads, lidt vesten for Sardlok; da han hørte at Sydlændingene vare komne, drog han til Nouk forat tale med dem. Da han havde handlet med Kjøbmanden, gik han videre idet han erkyndigede sig om Sydlændingenes Opholdssted. Da han kom til dem, sagde han: »man trænger saameget til lidt Underholdning, besøger os engang.» De toge da strax afsted, tre i Tallet. Efter Ankomsten til lluilek, da de vare komne ind i Teltet, sagde han: »siden I komme saa langt sydfra, bør I fortælle os noget.« Strax begyndte de at snakke, og i Talens Løb sagde den Ældste: »ja! vi have da deeltaget i enhver Art af Fangst, vi vare da ogsaa med engang, da de optoge en Anginiartok, og da de havde bragt ham ilive, spurgte de ham: af hvis Slægt er du — han svarede, at han var en Søn af Singajuk. Han var da netop kommen til sine Fjender, og de grebe ham, den kraftige smukke Yngling, og da de havde dræbt ham, befalede de os at skulle være med, og vi maatte da kaste med vore Børnepile paa ham, skjøndt de kun trængte gjennem Klæderne.« Under denne Fortælling blev deres Vært ganske taus og da de saae paa ham, dryppede Sveden af hans Hage, de forfærdedes da som om de fik et Slag paa Brystet, thi de mærkede, at de havde talt til deres Fjende. Men denne vendte sig til dem og sagde: »tilvisse, havde jeg ikke været døbt, saa vare I ikke slupne levende ud af mit Telt, takket være, at Kavdlunait følge en anden Skik; thi ellers skulde jeg nu have havt Eder til Fjender, men nu ringeagter jeg denne Skik, da jeg har optaget en anden, som er saare glædelig.« Han bad dem endvidere, uden Bekymring at blive hos ham, men de tauge ganske stille og frygtede for deres Liv. Da de om Aftenen havde siddet længe oppe, og skulde til at lægge sig, sagde han: »imorgen bør I drage hjemad igjen, thi I vække Sorg hos mig.« De lagde sig da paa samme Tid, men Ignatuse (Akajaroks Døbenavn) faldt først i Søvn, da hans Gjæster syntes at sove. Dog sov disse af Uro kun paa Skrømt, thi om Morgenen da han vaagnede og saae efter sine Gjæster, forskrækkedes han ved at finde deres Leie tomt, skjøndt det endnu ikke var lys Dag. Han ilede ud, men ogsaa deres Kajakker vare borte, de vare nemlig flygtede af Skræk, da han havde talt saa oprigtig med dem. Da de kom til Nouk, fortalte de, at de nær vare blevne dræbte, og skjøndt man forsikkrede dem, at han ikke vilde begaae Drab, siden han var døbt, nærede de dog Mistanke indtil ogsaa de selv vare døbte.
Ignatuse bestræbte sig for Alvor paa sin Omvendelse. Da han var bleven omvendt, fik han en Byld paa Skulderen, men kom sig igjen, efterat have været nær ved Døden. Engang da de havde været paa deres sædvanlige Fjordreise til Kangersunek og droge udefter igjen, lagde de paa Land nedenfor Kagsimavik, i et øsende Regnveir. Da begyndte Tusilartok for første Gang at tale fortrædeligt: »man har da flakket saa vidt omkring baade mod Nord og mod Syd, men at reise i Regnveir, det skøtter ingen om.« Hans Søn svarede ikke derpaa, uden at sige et Ord sprang han ned i Baaden, thi nu vilde han pludselig lade den Gamle see (hans Kræfter). Han greb alle Teltestængerne paa een Gang, og da han havde bragt dem op, gjorde han ligesaa med Telteskindene; derpaa gik han atter ned i Baaden, greb to store Spækposer (af hele Sælhunde), en med hver Haand og bar dem, som kunde det være et Par smaa Mavesække. Faderen, som lige skulde til at skjænde videre, taug nu ganske stille, da han nu først begyndte at frygte sin Søn, hvorpaa denne saa atter gik ned, tog fat i Baaden og bar den op som en Kajak. Hjemkomne fra denne Reise toge de Vinterophold paa Nouk. Da Sønnen var bleven døbt, forberededes Tusilartok til Daaben. Han blev da saa ogsaa paa en Maade døbt, og fik Navnet Morsase (Moses), men alligevel kunde han ikke forandre sig eller lære den kristne Skik, og vedblev saaledes ikke at være andet end blot døbt.
Kort efter Ignatuses Daab, hørte Sydlændingenes Storfanger, at Morsases Søn skulde være uovervindelig, hvorfor han begav sig paa Reise nordefter, for at kappes med ham. Kangekkerne vare dengang netop sysselsatte med Helleflynderfangst, da der blev raabt »Baad«, og de kjendte da strax Sydlændingenes Storfanger, om hvem de havde hørt, at han vilde komme. Da han stødte til Land, erkyndigede han sig strax om Ignatuse, men da de svarede at han fiskede Helleflyndere ved Igdlorpait, gik han strax videre til denne Plads og da Ignatuse tog imod ham, sagde han: »det er da heller ikke for ingenting, at man er reist her nordpaa, ikke saaledes paa Maa og Faa, men for at prøve en Kappestrid med dig, tog jeg afsted.« Ignatuse svarede: »du har hørt mig berømme uden at jeg fortjener nogen Berømmelse; nu er det seent paa Dagen, imorgen fra Morgenstunden af kan Du forsøge dig med mig.« Næste Morgen ved Daggry gik der Baad sydefter, og der kom mange Kajakker for at være Tilskuere; kort efter Solens Opgang begyndte de at brydes, hvergang Jordsmonnet blev optrampet, flyttede de sig og vedbleve saaledes til Solen kom ud over Havet. Da raabte en af Mændene: »bedre paa, bedre paa.« Da bleve Benene levende, Sydlændingenes største Kæmpe blev kastet af sin Modstander, saa at han fløi hen ad Jorden, men strax reiste han sig igjen, hvorpaa hiin atter greb ham og efter en kort Kamp slæbte og kastede han ham henimod en lille Sø, og da han faldt ned ved Randen af Søen løftede han ham atter og vilde kaste ham ud i den, men (tænkte han) Mennesker som synes at være ene, pleie dog at have mange Hjælpere (d. e. vilde blive hævnede), derfor lod han ham være. Efter denne Behandling gik Sydlændingen ind i sit Telt, og kom senere ikke ud igjen, af Skam over, at de havde raabt alt for meget for ham. Dagen efter drog han atter sydpaa, skjøndt de vilde beholde ham; efterat være reist et langt Stykke, mødte han en Baad med Reisende, han sagde til dem: »man behøver ikke at reise nordpaa, jeg sloges rigtignok med Tusilartoks Søn, men da han tog rigtig fat, blev hans Krop saa haard som en Steen« — saaledes talte han, ligesom fordum Kagsagsuk, og senere reiste han ikke mere nordpaa.
Kort efter sin Daab drog Tusilartok engang paa Fangst efter Spraglede til Nunatarsuak. Paa Hjemveien overnattede han bag Kekertak og roede saa Dagen efter videre i Kajak langs Ivnajuagtok. Hiinsides dette Fjeld fangede han en spragled Sælhund, tog den ovenpaa Kajakken og drog saa videre ud ad Fjorden. Da saae han to Maager komme tilsyne svævende lidt over Vandfladen, men da han betragtede dem nøiere var det Menneskeskikkelser med Vinger paa, og heelt bedækkede af hvide Klædebon. Idet han med Forbauselse stirrede paa dem, saae han, at de hver havde en Bog i Haanden, og altsom han betragtede dem, standsede de over ham, og lukkede deres Bøger og sagde: »vi (komme for at) berede Veien for din Søsters Død« — man tænke sig nemlig! i den samme Stund var hans yngre Søster død paa Nouk — og da de havde sagt dette aabnede de deres Bøger og istemmede en Sang, henrivende skjøn (ordret: de dreve ligesom Indvoldene ud), og med det samme saae han dem drage mod Sydost og medens han studsede over, hvo de vel kunde være, mærkede han paa sig selv, at han svævede i Høide med Toppen af Ivnajuagtoks-Fjeldet, og han tænkte: nu farer jeg vist til Himlen. Da tog han Blod af Sælhunden som han førte med sig og gned Hovedet dermed, strax mærkede han, at han dalede i stærk Fart, saa at hans Haar fløi til Siden, og da han nærmede sig Vandfladen, tænkte han, at han nu vist skulde synke i Dybet. To Gange dukkede han lidt ned i Vandet, men den tredie Gang bares han af Søerne, og han meente, at de sikkert vilde have gjort ved ham som ved Akamalik. Da han kom hjem, vilde han ikke nyde noget, og han fortalte strax, at han allerede vel vidste Besked om sin Søster. Han traf hende heller ikke mere, thi hun var død. Lang Tid efter, da han var bleven aldrende, aflagde han Kajakfarten og var blot Styrer paa Baaden. Naar han passede sine Børnebørn, nemlig Ignatuses Døttre Juliana og Natta (denne Natta var min, Fortællerens, Moders Moder), pleiede han at sige til dem: »naar jeg engang er kommen af Dage, vil jeg sikkert skræmme eder som Gjenganger, jeg er ikke opfostret blot saaledes (som andre Folk), mine mange Amuleter ville være mig til Hinder (for at døe rigtig).« — Saaledes skete det ogsaa. Efter den Tid drog Ignatuse engang paa Rensjagt til Nunatarsuak, og paa Hjemveien da de sloge Telt op ved Kornok, blev Morsase syg. Dagen efter droge de afsted med ham, for at han endnu skulde naae Nouk. Da de kom forbi Sigdlisit var han lige ved at døe i Baaden. Da der nu ikke mere var Udsigt til at bringe ham (levende) til Nouk, lagde de paa Land nedenfor Kagsimaveet. Medens de bare Godset op, laae han paa sit Yderste, og da de havde reist Teltet, døde han. Da de nu skulde indsye ham i Skind, aandede han igjen og sagde: »kløer mig paa Ryggen.« Af Frygt for at røre ved ham kløede de ham med et Kjæbebeen, hvorpaa han saa strax udaandede igjen, men hans Aande formaaede kun at gaae nedad, brølende hørte de den da forsvinde under Jorden. Da grebes de af stor Angst, thi det var Efteraars Dage og han vilde være farlig i de mørke Nætter. Hans Søn sagde: »lader os blot svøbe Skindene om ham og bringe ham udenfor.« De indsvøbte ham da; og lagde ham hen ved Foden af en Klippe. Men kort efterat de vare komne ind, hørte de atter hans Stemme; da ingen turde gaae udenfor af Skræk, hørte de ham krybe op paa Teltet, omsider kom han op paa Toppen, og nu skulde han maaskee til at krybe ind til dem; havde de ikke været døbte, vilde han muligen have skræmmet dem ihjel. Men da han havde naaet Toppen, hørtes han rulle ned igjen. De gik da ud for at see til ham, og fandt, at hans Hoved var kommet frem af Skindene indtil Skuldrene, men han aandede ikke mere. Da tog Sønnen ham og sagde: »han er meget farlig, lader os ile herfra med ham.« I den mørke Efteraarsnat skyndte han paa Roerskerne, og de droge strax afsted, forladende deres Reisegods. Omsider fik de det nordre Nouk (Godthaab) i Sigte, da nogle af Husene allerede havde slukket, de stødte til Land førend han endnu havde aandet paany. Strax om Morgenen gik hans Søn til Lærerne (Brødremissionærene ved Nyherrnhut) og sagde: »han er ganske skrækkelig, I maae strax begrave ham.« Da han nu var bleven nedlagt mellem Gravene, ophørte han ganske med at være farlig, eftersom han, siger man, var plantet i Guds Urtegaard. Selv ikke den ringeste Fløitelyd hørte man mere fra ham.
Længe efter denne Tid fik Ignatuse en Byld paa Ryggen, den voxede mere og mere og vilde ikke aabne sig. Omsider laa han for Døden; da sagde han: »takket være, at jeg paa hiin Dag ikke dræbte Kitorak, thi havde jeg dræbt ham, vilde jeg nu i Evigheden ingen Frelse have havt. Der seer man, at det ikke var af sig selv, men ved sin Skabers Styrelse, at hiin lille Sælhund dengang dukkede op. Havde jeg kastet paa Kitorak, vilde jeg have været uden Frelse, men nu skal min Sjæl leve vel i Evigheden.« Saaledes sagde han nemlig, fordi han engang, endnu førend han blev døbt, en tidlig Morgenstund var gaaet ud og havde seet en Kajak ligge paa Fangst, i hvem han gienkjendte Kitorak. Men da han roede hen imod denne for at hævne sig paa ham, dukkede der en Sælhund op; denne fangede han, bragte den hjem og vendte saa tilbage i den Hensigt at dræbe Kitorak, men saa var denne imidlertid flygtet bort. Derfor takkede han nu Skaberen, fordi han havde ledet ham saaledes. Dette var Ignatuses Endeligt.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 1-9