Om bersærkergang

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Om bersærkergang

— og hvorledes det bedst håndteres


af Jesper Lauridsen, der også har nyoversat sagabrudstykkerne

Heimskringla.no

© 2014


I sagalitteraturen hører vi ofte folk omtalt som store bersærker, uden at der dog følger en nærmere beskrivelse af, hvordan fænomenet kommer til udtryk. Jeg vil i denne artikel undersøge, hvad bersærkergang indebærer, og hvordan man effektivt kan få det bragt til ophør.


Definitioner og symptomer

Bersærkergang
Norrøn Ordbok siger berserkr; bjørneskindssærk, og i en omtale af Slaget i Hafrsfjord hedder det om kong Harald Hårfagers stavnkrigere, at de var de bersærker, der kaldtes ulvekapper. De bar ulvekofter i stedet for brynjer.[1] Det med bjørneskindet skal nok ikke opfattes alt for bogstaveligt — de har vel næppe båret både bjørne- og ulveskind — men snarere betegne at vedkommende besidder en bjørns styrke og frygtløshed.


I Ynglingesaga får vi en udmærket forklaring af begrebet bersærkergang:


Odin kunne i kamp gøre sådan, at hans fjender blev blinde eller døve eller slagne med rædsel, og at deres våben ikke bed mere end træstokke, men hans egne folk løb brynjeløse omkring og var gale som hunde eller ulve, mens de bed i deres skjolde og havde kræfter som bjørne eller okser; de dræbte andre mænd, men hverken ild eller jern kunne stoppe dem — det kaldes for bersærkergang.[2]


— — og hjemme hos jarl Håkon finder vi to brødre af svensk slægt, som vi siden skal vende tilbage til:


Den ene hed Halle, den anden Leikner. De var meget større og stærkere end andre mænd, og på den tid fandt man ikke deres lige i Norge eller vidt omkring. De gik bersærkergang og mistede deres menneskelige natur, når de blev vrede, og fór af sted — gale som hunde — og frygtede hverken ild eller jern. I det daglige var de ikke umedgørlige, hvis man ikke gjorde dem noget, men når det skiftede, blev de meget ulig almindelige mænd.[3]


Egil Skallagrimssons farfar — Kveld-Ulf — evnede at gå bersærk. Her erfarer vi noget om bivirkningerne — sådan en slags tømmermænd efter rusen:


Det siges om de mænd, der er i stand til at påtage sig en anden skikkelse, eller dem, der går bersærkergang, at mens det står på, er de så stærke, at intet kan holde dem tilbage, men så snart det går af dem, bliver de mere magtesløse end sædvanligt; også Kveld-Ulf havde det sådan, at når han blev sig selv igen, følte han sig udkørt af den strid, han havde deltaget i, og han blev så afkræftet af det hele, at han måtte gå i seng.[4]


Eksempler på bersærkergang og dennes bratte ophør

Egentlig er bersærkergang noget, der kan gavne i kampens hede, når fjendtlige hære mødes, men sagaerne beretter endvidere om en række bersærker, der har specialiseret sig i at drage omkring i landet og gøre livet surt for menigmand. Der skal mere end almindelig styrke til for at tage kampen op mod sådanne typer.


I forbindelse med et julegilde bliver Eyjolf Ingjaldsson af Torstein spurgt, om han vil holde skjoldet for ham[5] i en forestående holmgang mod bersærken Åsgaut, der vil have Torsteins søster til ægte. Eyjolf vil ikke holde skjoldet, for det har han aldrig gjort for nogen, men derimod vil han gerne tage Torsteins plads:


»— og der er sandhed i det gamle ord, at egen hånd er mest pålidelig.« Derpå gik han til holmen. Bersærken sagde: »Skal den store tamp kæmpe mod mig?« Eyjolf sagde: »Er det sådan, at du er bange for at slås med mig? Du er måske ikke mere værd, end at du skræmmes af store mænd, men er brovten imod småfolk?« »Noget sådant er mig ikke tillagt,« siger han, »—men jeg skal fortælle dig holmgangsloven: Jeg skal løses fra holmen med 6 mærker, hvis jeg bliver såret.« Eyjolf svarer: »Jeg mener mig ikke forpligtet til at overholde loven over for dig, når du selv dømmer, hvad du er værd, for dér, hvor jeg kommer fra, kalder man det beløb, du sætter på dig selv, for prisen på en træl.« Eyjolf skulle hugge først, og det første sværdhug ramte skjoldet, så spidsen gik af og foden gik af bersærken. — — Åsgaut løste sig fra holmen og levede siden med legemsskaden.[6]


Også Eyjolfs søn — Glum, bedre kendt som Viga-Glum — har et særligt tag på uregerlige bersærker. Glum er en ung og indadvendt islandsk mand, der opholder sig hos sin morfar — Vigfus — i Norge. Her gør han ikke meget væsen af sig, men en dag kommer bersærken Bjørn Jernskalle til gården. Han går en runde blandt folkene og spørger stridslystent, om de anser sig for bedre end ham, hvilket de forståeligt nok ikke gør. Til sidst kommer han hen til Glum, der ligger på en bænk ...


»Hvorfor ligger den mand dér i stedet for at sidde op?« spurgte Bjørn. Hans bænkfæller ville hjælpe ham med deres ord og svarede, at Glum var så tåbelig en mand, at man ikke skulle hæfte sig ved, hvad han sagde. Bjørn sparkede til ham og sagde, at han skulle sætte sig op som andre mænd, og spurgte, om Glum anså sig for at være jævnbyrdig med ham. Glum mente, at Bjørn ikke behøvede at slås med ham og sagde, at han ikke vidste noget om den andens evner, »— og jeg vil ikke sammenligne mig med dig, for ude på Island ville man kalde en mand, der bærer sig ad, som du gør, for en tosse, men her har jeg hørt alle holde ordene tilbage, som de bedst kunne.« Derpå sprang han op imod Bjørn og flåede hjelmen af ham. Så rev han en brændende kævle til sig og drev den mellem skuldrene på kæmpen, så denne sank sammen ved det, og gav ham straks det ene slag efter det andet, indtil han faldt. Da han forsøgte at komme på benene, slog Glum ham i hovedet og blev ved, til han endte uden for døren. — — Dagen efter forlød det, at Bjørn var død.[7]


Egil Skallagrimsson
Samme tema som tidligere: Ljot den Blege er en svensk bersærk, der har udfordret den unge Fridgeir til holmgang for derigennem at sikre sig adgang til dennes smukke søster. Meget belejligt er Clint Eastwood Egil Skallagrimsson på besøg, og han følger Fridgeir til holmgangen:


Så tog de af sted og kom siden til øen Vørl. Der lå en smuk slette ikke langt fra havet, hvor holmgangen skulle finde sted. Holmgangspladsen var afmærket med sten rundt om. Nu ankom Ljot sammen med sit følge. Han gjorde sig klar til holmgangen. Han bar skjold og sværd. Ljot var en meget stor og stærk mand, og da han gik frem over sletten imod holmgangspladsen, kom bersærkergangen over ham. Så begyndte han han hyle rædsomt og bed i sit skjold.


Egil er aldeles uimponeret over Ljots optræden, men provokerer bersærken med et vers, hvorpå denne lader Egil tage Fridgeirs plads i holmgangen. Egil gør imidlertid kort proces:


Da gik Ljot ind på kamppladsen, og derpå løber de mod hinanden, og Egil hugger til Ljot, men Ljot tager imod med skjoldet, men Egil lod det ene hug følge det andet, så Ljot ikke fik hugget igen. Han sprang baglæns for at få plads til at hugge, men Egil fulgte lige så hurtigt efter og huggede på det voldsomste. Ljot fór forbi afmærkningen og langt ud på sletten. Således gik det den første tid, og da bad Ljot om et hvil. Egil tilstod det, og de tog da plads og hvilede sig. — — Egil bad Ljot om at blive klar: »Nu ønsker jeg, at vi får afgjort denne holmgang.« Derpå fór Egil på ham og huggede til ham. Han gik nu så tæt på Ljot, at denne måtte rykke tilbage, og da gled hans skjold til side. Så huggede Egil til Ljot og traf ham over knæet og huggede benet af. Da faldt Ljot, og han var straks død.[8]


Grette Åsmundsson
Lige så upåvirket af bersærkens hyleri m.m. gør Grette Åsmundsson det af med bersærken Snækoll, der nok får smagt mere på sit skjold, end han havde planlagt:


Her skete det en dag i julen, at der til Einar Bonde kom en stor flok ugerningsmænd. Deres anfører hed Snækoll. Han var en stor bersærk. Han krævede, at Einar Bonde skulle udlevere sin datter til ham eller forsvare hende, hvis han da ellers anså sig for mand til det. Men bonden var da over sin ungdom og ingen stridsmand. Han syntes nu at have vanskelige vilkår for hånden og spurgte stille Grette, hvad denne sagde til sagen: »— du, som kaldes en navnkundig mand.« Grette bad Einar kun samtykke i det, han ikke mente påførte ham skam.

Bersærken sad til hest og havde hjelm på hovedet, men havde ikke spændt kindskærmene. Han holdt et jernbeslået skjold og skreg, så det var forfærdeligt at høre på. Han sagde til bonden: »Vælg nu hurtigt et af vilkårene! Eller hvad siger ham den store slambert ved siden af dig — er det sådan, at han kunne tænke sig at lege med mig?« Grette siger: »Vi er lige gode — bonden og jeg — og ingen af os er vant til at gå hårdt frem.« Snækoll sagde: »I ville nok ikke blive mindre rædde for mig, hvis jeg blev vred.« »Man véd det, når man har prøvet det,« siger Grette.

Bersærken fandt nu, at de prøvede at undslå sig. Han begyndte at hyle højt og bed i skjoldranden og stak skjoldet i munden og gabte over hjørnet på det og brølede olmt. Grette kastede sig frem, og da han kommer hen ved siden af bersærkens hest, sparker han så hårdt mod skjoldets spids, at skjoldet gik op i munden på bersærken, så kæften flækkede, og underkæben faldt ned på hans bryst. I det samme greb Grette i hjelmen med venstre hånd og flåede vikingen af hestens ryg, mens han med højre hånd trak det saxsværd, han havde i sit bælte, og huggede ham over halsen, så hovedet røg af. Da Snækolls følgesvende så det, flygtede de i alle retninger ...[9]


Også gejstlige mænd kan blive udsat for bersærker; da den tyske biskop Fridrek kommer til Island på kristningstogt omkring år 981, støder han på et par ubehagelige af slagsen, men han har et probat middel imod dem:


Der kom to bersærker, som begge hed Hauk. De bød folkene tvang og gik hylende om og vadede gennem ild. Så bad folk biskoppen om at gøre noget ved dem. Derpå viede biskoppen ilden, før de gik igennem den, og da blev de meget forbrændte. Derefter gik folk imod dem og dræbte dem, og de blev ført op i en kløft på fjeldet. Derfor kaldtes stedet siden Haukskløften.[10][11]


Fridreks efterfølger, den berømte præst Tangbrand, kom til Island år 997 som kong Olav Tryggvasons udsending. »Han var drabsmand og meget voldsom, men en god gejstlig og en rask mand,« skriver Snorre Sturlason i Olav Tryggvasons saga; her går det ud over en bersærk, som dog selv er ude om ulykken:


Tangbrand drog om foråret vestpå til Bardestrand for at træffe Gest den Kloge. Dér bød en norsk bersærk ham holmgang. Tangbrand indvilgede. Bersærken sagde: »Du vil nok ikke turde kæmpe imod mig, når du ser, hvad jeg formår. Jeg kan gå barfodet på ild, og jeg kan lade mig falde udækket på min sværdsod, og ingen af delene gør mig skade.« Tangbrand svarer: »Gud må råde for det.« Tangbrand viede ilden og gjorde korsets tegn over sværdet. Bersærken blev forbrændt på fødderne, da han gik på ilden, og da han faldt på sværdet, gik det tværs igennem ham, hvilket blev hans bane. Dette var mange gode mænd taknemmelige for, selv om de var hedninge.[12]


Vi slutter gennemgangen med en berømt aflivning af to bersærker.

Vermund Torgrimsson får følgeskab af jarl Håkons to svenske bersærk-brødre[13], da han tager fra Norge hjem til Island, men han bliver snart træt af dem og tørrer dem af på sin bror, Styr. Her gør den ene snart haneben til Styrs nydelige datter, men Styr skal ikke have nogen bersærk til svigersøn. Han lover dog på skrømt bersærken sin datter, hvis han og broderen vil bryde en vej gennem et ellers uvejsomt terræn. De går i gang ...


Mens de holdt på med dette arbejde, lod Styr opføre en badstue hjemme på Hraun, og den var gravet ned i jorden, men der var en glug over ovnen, så man kunne slå vand på udefra, og det hus var umådeligt hedt.
 — — Bersærkerne gik hjem om aftenen og var meget udmattede, som det er sædvanligt for de mænd, der ikke er énhammede[14], at de bliver meget kraftløse, når bersærkergangen går af dem.

Styr gik dem i møde og takkede dem for arbejdet og bad dem gå i bad og derefter hvile sig. Det gjorde de, men da de var kommet i badet, lod Styr badstuen lukke og sten bære på lemmen, der var over forstuen. Han lod en nyligt afflået kohud udbrede ved opgangen, og derpå lod han vand hælde gennem gluggen, der var over ovnen. Da blev badet så hedt, at bersærkerne ikke kunne holde det ud, og de løb til døren. Halle fik lemmen brudt op og kom ud, men gled på huden. Da gav Styr ham banesår. Da Leikner ville løbe gennem døren, gennemborede Styr ham, og han faldt ind i badstuen og mistede dér livet.[15]


Sammenfatning

Det generelle indtryk af en højtråbende og selvhævdende bersærk er, at nok besidder vedkommende en vældig styrke, men samtidig er han ikke tynget af en svær begavelse og nedkæmpes bedst ved brug af en forhåndenværende helts kløgt og snilde — eller eventuelt en præsts guddommelige trylletricks — kombineret med den nødvendige udøvelse af vold, der forhindrer gentagelse.




Noter:

  1. Vatnsdæla saga, kap. 9.
  2. Ynglinga saga, kap. 6
  3. Eyrbyggja saga, kap. 25
  4. Egils saga Skalla-Grímssonar, kap. 27.
  5. ɔ: være hans sekundant.
  6. Viga-Glúms saga, kap. 4.
  7. Viga-Glúms saga, kap. 6
  8. Egils saga Skalla-Grímssonar, kap. 64.
  9. Grettis saga, kap. 40.
  10. Haukagil.
  11. Kristni saga, kap. 2, jf. også Vatnsdæla saga, kap. 46, der er lidt mere udførlig.
  12. Kristni saga, kap. 8. Det samme tema med de samme personer ses anderledes i Njáls saga, kap. 103
  13. Se ovenfor
  14. ɔ: de kan skifte ham, gå bersærkergang.
  15. Eyrbyggja saga, kap. 28

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.