Om de islandske Love i Fristatstiden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhjálmur Ludvig Finsen (1823-1892).


Om de islandske Love i Fristatstiden


Af Vilhjálmur Ludvig Finsen



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1873



I Anledning af Prof. Konrad Maurer's "Graagaas" i Allgemeine Encyclopædie der Wissenschaften und Künste, 77de Bind, S. 1-136.

Island blev som bekjendt opdaget af Nordboerne i det 9de Aarhundrede e. Chr.; den første Landnamsmand Ingolf Arnarson bosatte sig der 874 og Landets Bebyggelse antages at være bleven fuldført i Løbet af de derpaa følgende 60 Aar. Et Skridt til at indføre en for hele Øen gjældende Lovgivning og Samfundsorden skete da Landnamsmanden Ulfljot reiste til Norge og efter et treaarigt Ophold der — som Are Frode beretter i Íslendingabók c. 2 og 3 — "først førte Love" til Island. Althinget blev da (Aar c. 930) "efter Ulfljots og alle Beboernes Bestemmelse (ráð) oprettet, og Ulfljot maa antages at have været den første Lovsigemand (lögsögumaðr). De da vedtagne Love kaldtes Ulfljotslove og vare efter Are Frodes Beretning affattede i Overensstemmelse med den dengang gjældende norske Gulathingslov, men om deres Indhold, som neppe har været meget omfattende, haves kun tarvelige Beretninger fra en meget senere Tid[1] . Fra Tidsrummet efter Althingets Oprettelse give Sagaerne os Beretninger om Vedtagelsen af en Række enkelte Love; af disse kan her anføres Landets Inddeling i Fjerdinger, hvoraf enhver igjen omfattede tre Thinglag — med Undtagelse af Nordfjerdingen, hvor Thingkredsene paa Grund af de locale Forhold vare fire (Aar 965) — , Christendommens Indførelse (Aar 1000), Oprettelsen af den øverste Domstol, fimtardómr, saa kaldet i Modsætning til de fire Fjerdingsdomstole (1004), Afskaffelsen af Tvekamp som Middel til at afgjøre Retstrætter (1006) og Tiendens Indførelse, der skyldtes Biskop Gissurs Indflydelse (1096). I den sidste Halvdel af det 11. Aarhundrede oprettedes det ene og omtrent Aar 1105 det andet af Øens Bispedømmer, det første i Skálholt i den sydlige Del af Landet, det andet paa Holar i Nordfjerdingen. Det næste Hovedstadium i den islandske Lovgivnings Udvikling betegnes ved den i Aarene 1117 — 1118 foretagne Nedskrivning af Lovene , som indtil den Tid kun vare blevne mundtligen overleverede fra Slægt til Slægt. Herom hedder det i Íslendingabók c. 10: "Den første Sommer, Bergthor (Rafnsson) var Lovsigemand (1117), blev den nye Lov (nýmæli) vedtagen, at vore Love skulde skrives i en Bog paa Haflide Marssons Gaard den paafølgende Vinter, efter Bergthors og Haflides og andre vise Mænds Meddelelser (sögu, nemlig om hvad der var gjældende Lov) og Raadgivning. De skulde udarbeide alle saadanne nye Love, som de fandt bedre end de gamle Love; derefter skulde Lovene oplæses (segja upp) den følgende Sommer i den lovgivende Forsamling (logrétta), og alt det skulde da gjælde, som Flertallet ikke stemte imod. Det skete ogsaa saaledes, at da blev nedskrevet Drabsafsnittet og meget andet af Lovene og oplæst af geistlige Mænd i Lovretten den følgende Sommer, og det fandt alles Bifald og Ingen mælede derimod." Faa Aar efter Vedtagelsen af denne saakaldte Haflides Lovsamling (Hafliðaskrá, undertiden ogsaa kaldet Bergþ6rslög), blev, efter hvad der meddeles os i Hungrvaka c. 11, i Biskopperne Thorlaks og Ketils Tid, altsaa i Tidsrummet 1123 — 1133, Christenretten optegnet. Fra den følgende Tid give Sagaerne eller Annalerne os Oplysning om Vedtagelsen af nogle enkelte Love af mindre væsentlig Betydning; saaledes om Forandring i Alenmaalet (1195— 1200), om Ægteskab i forbudne Grader og Indskrænkning i den tidligere endnu mere omfattende Forpligtelse til at forsørge trængende Slægtninge (i Biskop Magnus Gissurssons Tid 1216 — 1236, eller, som Annalerne angive det, 1217), og om Indførelsen af forskjellige Festdage (i Aarene 1179, 1199, 1210, 1237). I 1253 skal der være vedtaget en Lov om, at i Tilfælde af Strid mellem den geistlige og verdslige Ret altid den første skulde have Forrangen. Fra den sidste Del af det 12. Aarhundrede tiltoge Stridighederne mellem de islandske Høvdinger mere og mere og gjorde det endelig muligt for den norske Konge Hakon Hakonsson at gjennemføre sin længe nærede Plan at erhverve Overherredømmet over Island. I Aarene 1262 — 1264 indgik Islænderne den saakaldte Gamle Overenskomst (gamli sáttmáli), hvorved de underkastede sig de norske Konger[2]. Kort Tid efter afløstes den gamle islandske Ret af nye Lovbøger, der i det Væsentlige vare affattede i Overensstemmelse med den i Norge gjældende Lovgivning; dette skete for den verdslige Rets Vedkommende i 1271 — 1273, da Lovbogen Járnsiða vedtoges paa Althinget (afløst 1281 af Lovbogen Jónsbok), og for den geistlige Rets Vedkommende i 1275, da en ny Christenret vedtoges (Biskop Arnes Christenret)[3].

Som det sees, dannede Island fra Althingets Oprettelse 930 indtil Underkastelsen under de norske Konger i 1264 en Fristat. Paa det aarlige Althing, der holdtes i 14 Dage i Forsommeren paa det ved sin vilde Naturskjønhed mærkelige Sted Thingvellir i den sydlige Del af Landet, sammen traadte den lovgivende Forsamling for hele Landet (Lovretten), de fire Fjerdingsdomstole og Femterretten. Den høieste Embedsmand, Lovsigemanden, der valgtes paa 3 Aar, havde ikke nogen administrativ Myndighed udenfor Althinget; han førte et Slags Forsæde paa Althinget, kundgjorde der de nye Love, der vedtoges, m. m., og navnlig skulde han, hvad der maatte være af stor Betydning i Særdeleshed i Tidsrummet inden Lovene bleve nedskrevne, offentlig paa Althinget fra Lovbjerget — den ophøiede Plads, hvorfra alle offentlige Kundgjørelser pleiede at finde Sted — for den forsamlede Mængde foredrage den hele gjældende Lovgivning. Things- eller Rettergangsordningen skulde han foredrage hvert Aar; de øvrige Lovafsnit i Løbet af 3 Aar. Endelig var han pligtig til, ligeoverfor Enhver, som derom spurgte ham, at meddele, hvad der var gjældende Lov. Foruden Althinget holdtes der stedlige Thing i hvert af Landets 13 Thinglag, nemlig Vaarthinget (várþing), der sammentraadte tidlig paa Foraaret før Althinget, og hvor en Domstol dannede det ordinaire Værnething for Thinglagets Beboere, og et Eftersommerthing (leið), hvor forskjellige Kundgjørelser fandt Sted, navnlig af de paa Althinget samme Aar vedtagne Love. Landets Høvdinger, Goderne eller Herredsforstanderne, hvis Myndighed var arvelig og ahændelig, førte et vist stedligt Polititilsyn og vare et Slags Beskyttere for deres Thingmænd; de havde Sæde i Lovretten og udnævnte blandt deres Thingmænd Medlemmerne af de ovennævnte Domstole. Sognecommunerne (hreppr) vare i Besiddelse af en omfattende Selvstyrelse, som udøvedes paa Repsmøderne.

De Optegnelser, vi have af Love eller Retsregler fra den islandske Fristats Tid, pleie at betegnes med Navnet Grágás. Det er givet, at Grágás ikke er identisk enten med Ulfljotslovene fra 930, hvis Vedtagelse falder paa en Tid, da Skrivekonsten i ethvert Fald maa have været meget lidet udviklet, eller med Haflides Samling fra 1118. I sidstnævnte Henseende bemærkes, at Grágás indeholder flere Bestemmelser, hvorom det kan paavises, at de hidrøre fra Tidsrummet efter 1118, deriblandt Alenmaalsloven af 1195—1200 og den i 1217 vedtagne Lov om Ægteskab og Frændeforsørgelse; dertil kommer, at det ældste af Haandskrifterne af Grágás endog paa et enkelt Sted, i Lovrettesafsnittet, omtaler Haflides Lovsamling som forskjellig fra selve Haandskriftets Text, idet der nemlig foreskrives, hvorledes der skal forholdes i Tilfælde af Strid mellem Lovhaandskrifterne (skrár), blandt hvilke da ogsaa nævnes den skrá, som Haflide lod gjøre. Overhovedet maa det ansees afgjort, at Grágás ikke kan henføres til noget af de Lovgivningsstadier, der lade sig paavise i den islandske Fristats Historie. Det maa fremdeles ansees som givet, at Grágás ikke er at betragte som en Lovbog i Nutidens Betydning, en Codification, men at den derimod er en ved privat Virksomhed tilveiebragt Optegnelse eller Fremstilling af Retsregler. Dette Grágás´s Udspring fra privat Flid fremgaaer allerede ved en flygtig Betragtning af de to gamle og udmærkede Hovedhaandskrifter, vi have af den (Gl. kongel. Saml. 1157 Fol. paa det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, Codex Regius, Konungsbok, og A. M. 334 Fol. paa Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, Codex Arnamagnæanus, Staðarhólsbók)[4]. Disse to Pergamentshaandskrifter, der antages at være nedskrevne i Tidsrummet 1250 — 1280, men iøvrigt begge vistnok ere Afskrifter af ældre Haandskrifter, maa betragtes som to selvstændige Recensioner; der findes vel en væsentlig Enhed i Indholdets hele Hovedcharacter og en stor Overensstemmelse i mange Enkeltheder, men ved Siden heraf viser der sig en betydelig indbyrdes Forskjellighed mellem Haandskrifterne, idet ikke blot det ene af dem (Konungsbók) har flere Afsnit, som det andet ikke kjender[5], og dette Sidste (Staðarhólsbók, der i det Hele viser en yngre Text.[6]) til Gjengjæld har en Mængde enkelte Stykker, som ikke findes i Konungsbók, men idet ogsaa Ordenen af de for begge Skindbøger fælles Bestemmelser ofte er meget forskjellig, og den samme Bestemmelse ikke sjelden findes gjengivet noget anderledes i det ene Haandskrift, end i det andet, navnlig mere eller mindre udførligt eller omstændeligt, med en anden Ordstilling o.s.v. Det kan fremdeles ikke paatvivles, at disse vore Texter af Grágás, ialfald for en Del, bestaae af Gjengivelser af de af Lovsigemændene holdte Lovforedrag. I denne Henseende skulle vi henvise til den eiendommelige personlige Farve, som Stilen undertiden frembyder. Ikke blot forekommer Udtrykket: vi skulle, vi bør, f. Ex. "vi skulle helligholde Søndagen"[7], men der tales paa ikke faa Steder i første Person i Enkelttallet: "saaledes som jeg nu skal sige" (er nú man ek telja), "som jeg nu har anført", "som jeg før sagde« o.s.v.[8]. Udtrykkene; "her", "her paa Thinge" bruges om det Sted, hvor Althinget holdtes, og der findes endog Tidsbestemmelser, der sigte til hvad der skulde foregaae paa Althinget; det hedder saaledes: "Dommerne skulle udnævnes idag" (d.e. Althingets Aabningsdag, Fredagen, naar ti Uger vare forløbne af Sommeren); "vi skulle gaae til Lovbjerget imorgen"; "Sagerne skulle lyses idag og imorgen, eller ogsaa paa Mandag eller Tirsdag" o.s.v.[9]. Medens de her omtalte Spørgsmaal maa ansees i Hovedpunkterne bragte paa det rene ved de Undersøgelser om Grágás´s Betydning, der ere blevne leverede siden den ved Udgaven af 1829 blev tilgjængelig for Almenheden, er der derimod fornemmelig Meningsforskjel med Hensyn til Spørgsmaalet om, af hvilke Materialier Grágás er sammensat og navnlig om disse Materialier hovedsagelig alene bestaae af Love — saaledes som de ere fremstillede af Lovsigemændene i Lovforedragene, eller af andre private Samlere — eller tillige af andre Retskilder.

Eiendommelighederne ved de Recensioner, der haves af Grágás, i Forbindelse med dens betydelige Omfang i Sammenligning med andre af Middelalderens Lov- eller Retssamlinger, den store Mængde af enkelte Retstilfælde, den omhandler, og den Finhed og Skarpsindighed, hvormed den afgjør disse, bragte Schlegel til i Indledningen[10] til Udgaven af Grágás af 1829 at fremsætte den Mening, at Grágás hverken var en Lovbog eller en Retsbog (Rechtsbuch, "en Bog, der indeholder de traditionelle Retsnormer, som af en eller anden Lovkyndig ere samlede"), men at den var begge Dele, en Lovbog eller Lovsamling med Commentar, idet nemlig Forfatteren — være sig en eller anden Lovsigemand eller en Gode — ved Siden af det af ham samlede Lovgivningsstof tillige udarbeidede og tilføiede en Commentar, ved hvis Affattelse navnlig benyttedes Domme og udmærkede Juristers Meninger om tvivlsomme Retsspørgsmaal. Den Anskuelse, som saaledes udtaltes af Schlegel — der iøvrigt ogsaa urigtigen antog, at Lovsigemanden havde en Bemyndigelse til for sin Embedstid at give et Slags prætoriske Edicter — har jeg i Indledningen til en Afhandling om den islandske Familieret efter Grágás[11] søgt at imødegaae, som bygget paa urigtige Forudsætninger, idet jeg i Modsætning hertil har gjort gjældende, at Grágás i det hele alene er en Samling af de af den offentlige Myndighed, Lovretten, vedtagne Love. I det i Overskriften til nærværende Afhandling nævnte omfattende og i mange Puncter fortrinlige Værk[12] har Professor, Dr. juris Konrad Maurer i München — der indtager en fremragende Plads ved sine dybtgaaende Forskninger paa den nordiske Retshistories Omraade[13] og tillige har leveret en Række særdeles fortjenstlige critiske Arbeider til Belysning af den gamle islandske Literatur, navnlig Sagaliteraturen — vel ikke[14] sluttet sig til Schlegels ovennævnte Opfattelse, hvorefter Grágás skulde være en Blanding af Lovbog og Commentar, og han udtaler navnlig leilighedsvis, at Texterne af Grágás mere ere et Product af Samlerflid end af selvstændigt aandeligt Arbeide[15], men han tillægger dog Lovgivningen en væsentlig ringere Betydning som Bestanddel af Grágás´s Text, end der efter vor Opfattelse tilkommer den. Han udtaler rigtignok, at der ingen Tvivl kan være om, at den fra Fristatens Centrum, den lovgivende Forsamling paa Althinget, udgaaende, for den hele gjældende Lovgivning har i videste Omfang været bestemmende for Fristatens Retsliv, og at de saaledes vedtagne almindelige Landslove have indtaget en Plads og det endog en meget fremragende Plads blandt de Kilder, hvoraf vore Texter af Grágás have deres Udspring (S. 32, 43), men ved Siden heraf bemærker han, at man neppe feiler ved at antage, at ligesaavel efter Tilblivelsen af Hafliðaskrá (1118), som før den Tid, har den sædvansmæssige Ret langt overveiet Lovgivningen. Han antager vel, at Grágás´s Christenret og Tiendelov i det Hele og Store, saavel hvad Form som Indhold angaaer, ere at betragte som Love, hvilket han væsentlig begrunder paa, at disse Lovstykker tildels i Haandskrifterne udtrykkelig betegnes som hidrørende henholdsvis fra Biskopperne Ketil og Thorlak og fra Biskop Gissur (S. 44, 47). Det synes imidlertid kun at være Christenretten og Tiendeloven, han saaledes fuldt tillægger Characteren af Love. Han bemærker, at bortseet fra disse Stykker[16] ere udentvivl mange andre Landslove, hvad Indholdet angaaer, gaaede over i vore Texter af Grágás (S. 44). Det var imidlertid Lovsigemanden og andre private Jurister, hvis Virksomhed det nærmest var overladt at samle og optegne Landslovene, men herved maatte da, som han bemærker, den Bestræbelse ligge nær, at tage Hensyn til den ved Siden at den legislative Ret saa ganske særdeles vigtige Sædvaneret og at bearbeide begge Bestanddele af den gjældende Ret til et Hele (S. 42). Om Lovsigemandens Foredrag[17] udtaler han særlig, at Sædvaneretten, ikke Lovgivningen, sikkert har dannet Hovedindholdet af samme (S 39). Han betragter, i Henhold hertil, en stor Del af Grágás hovedsagelig som en, dels tra Lovsigemændene eller disses Foredrag, dels fra andre private Jurister hidrørende, fri Bearbeidelse af Love og Retssædvaner (glosserede, interpolerede Lovsamlinger), S. 42, 47 o.s.v. Endvidere antager han, at der i Fristatens Tid har uddannet sig en lærd Sysselsættelse med Retten, en Jurisprudents; han udtaler, at det neppe kan betvivles, at der har maattet opstaae Producter i et temmelig stort Antal af en friere videnskabelig Virksomhed, en juridisk Literatur i snevrere Forstand, juridiske Afhandlinger, og han er tilbøielig til at antage, at der i Grágás findes enkelte saadanne Afhandlinger (S. 43, 56 osv.)[18].

Som det sees, antager Professor Maurer, at Grágás kun for en Del bestaar af Love; ved Siden af disse tillægger han Sædvaneretten en væsentlig Plads blandt de Materialier, hvoraf den er sammensat, og han anseer det for ikke usandsynligt, at desuden enkelte Dele af Grágás ere videnskabelige Producter. I Anledning af disse hans Anskuelser, som jeg ikke kan tiltræde, idet jeg vedblivende antager, at Grágás i det Hele og Store er at betragte alene som en privat Lovsamling, skal jeg her fremsætte nogle Bemærkninger. Disse ville da navnlig ogsaa komme til at gaae ind paa en nærmere Paavisning af den Maade, hvorpaa Lovgivningsmyndigheden var ordnet i den islandske Fristats Tid, og nærværende Afhandling er derfor betegnet som angaaende de islandske Love i Fristatstiden.

Undersøger man nu først Spørgsmaalet om der i den islandske Fristats Tid har udviklet sig en juridisk Literatur i egentlig Forstand, da kan det ganske vist ikke stærkt nok fremhæves, at der hos Islænderne fandtes en overordentlig stor Interesse for det retslige og offentlige Liv, og at Lovkyndigheden holdtes høit i Ære. Vi finde i Sagaerne Beretninger om en Mængde udmærkede Jurister. Saaledes hedder det bl.a. om Mörd Gígja (død c. 971), at han var en saa stor Jurist (lagamaðr) at ingen Domme ansaaes for lovlige, medmindre han deltog i deres Afsigelse[19], om Gunnlaug Ormstunga (c. 1008), at han lærte Lovkyndighed (lögspeki) af Thorstein Egilsson[20], om Njál Thorgeirsson (død 1011), at han var en saa stor Lovkyndig (lögmaðr), at Ingen var hans Lige[21] om Thorhall Asgrimsson (c. 1018), at Njál underviste ham i Lovkyndighed (kenndi honum lög), saa at han blev den største Jurist (Iögmaðr) i Island paa den Tid[22] om Skapte Thoroddsson (Lovsigemand 1004-1030), at han og hans Fader vare store Lovkyndige (lagamenn)[23]. Fra en senere Tid hedder det om Markus Skeggjason (Lovsigemand 1084 — 1107), at han har været den klogeste blandt de islandske Jurister (vitrastr lögmanna) næst efter Skapte Thoroddsson[24] om Hrolf paa Skálmarnes (c. 1120), at han var en stor Lovkyndig (lögmaðr) og førte mange Processer[25] om Biskop Klæng Thorsteinsson (1152 — 1176), at han havde større Kjendskab til Lovene end almindelig (honum váru ok landslögin i kunnara lagi), samt at der ikke blev afsagt Voldgiftskjendelse i nogen stor Sag, uden at han hvergang var antagen som Voldgiftsmand[26], om Orm Jonsson (c. 1200) og om Hrafn Sveinbjarnarson (1195—1213), at de vare lovkyndige (lögspakir)[27]. Der kan nu ikke være nogen Tvivl om, at de mange Lovkyndige, som Sagaerne saaledes nævne os, og hvoraf nogle endog, som det sees, gave Undervisning i Lovkyndigheden, have havt en overordentlig stor Indflydelse paa Fristatens Retsudvikling, navnlig ved at bevare og forplante Lovkundskaben og ved at fremkalde nye Love, men see vi hen til de om dem i Sagaerne brugte Udtryk (lagamaðr, lögspakr osv.), viser det sig, at der intetsteds er Tale om nogen lærd Sysselsættelse med Lovkyndigheden, om nogen videnskabelig Productivitet, men stedse kun om et nøie Kjendskab til Lovene, hvorpaa der navnlig i den ældre Tid, da Lovene ene og alene bevaredes ved Hukommelsen, maatte lægges en ganske overordentlig Vægt[28]. Om en videnskabelig Productivitet kunde der derhos i ethvert Fald ikke være Tale førend fra den Tid, da Skrivekonsten blev noget mere almindelig. Skrivekonsten har imidlertid neppe været anvendt i Island til større skriftlige Affattelser før c. 1100, eller før 1117—1118, da Hafliðaskrá nedskreves, hvilket vel maa antages at have været det første betydeligere Arbeide, der i Island blev skriftlig optegnet[29], og efter Afhandlingen i Snorra Edda om Alphabetet (II, 12) fra omtrent 1150, maa endnu paa den Tid Skrivekonstens Anvendelse antages at have staaet temmelig meget tilbage. Det aldeles overveiende Antal af de Jurister, som nævnes i Sagaerne, henhøre imidlertid til en meget tidligere Tid. Det er kun ganske faa Jurister, der nævnes fra den Tid, da Skrivekonsten var kommen i Brug og en literair Productivitet saaledes var bleven mulig, men om ingen af de fra denne Periode nævnte Mænd er der efter Sagaberetningerne mindste Grund til at antage, at de have udviklet nogen juridisk Skribentvirksomhed. Ligesaalidt findes der — hvad Maurer ogsaa erkjender (S. 43) — i Sagaerne nogen Antydning af, at der har existeret en juridisk Literatur, Producter af en juridisk Videnskabelighed. Vel paaberaaber Maurer sig, som et indirecte Vidnesbyrd, at Are Frodes Islendingabók (affattet omtrent 1120 — 1130) i det store Hensyn, den tager til Udviklingen af den islandske Rets- og Statsforfatning, ganske bærer Characteren af en Tid, hvis literaire Virksomhed overveiende var helliget Jurisprudentsen, og at ingen tænksom Læser af Njáls-saga vil antage, at et historisk Arbejde, der saa omhyggelig og med saa stor Forkjærlighed skildrer de enkelte Stadier af indviklede Retsforhandlinger, og som endogsaa meddeler Formularerne for de enkelte processuale Handlinger i deres fulde Ordlyd, har kunnet blive udarbeidet, uden at der har staaet til Forfatterens Raadighed en uddannet juridisk Literatur, og navnlig en Række af Formularsamlinger. Men gjennemlæser man Íslendingabók, vil man dog alene der finde en høi Grad af Interesse for Fristatens Lovarbeider eller for de enkelte Love, som efterhaanden vedtoges, men derimod ikke nogen Yttring, der tyder paa, at Forfatteren selv eller Andre paa den Tid have sysselsat sig med literaire juridiske Arbeider, eller paa, at der har existeret en juridisk Literatur i egentlig Forstand, og hvad Njáls-saga angaaer, maa det bemærkes, at selv om ikke overveiende Grunde talte for, at denne Saga, ligesom overhovedet de bedre ældre islandske Sagaer, har været forfattet i det Væsentlige i sin os overleverede Form allerede længe inden Skrivekonsten kom til Anvendelse — at den, og navnlig ogsaa dens Beretninger om hine Procesforhandlinger fra Aar c. 1000, har levet paa Folkemunde længe inden den blev nedskreven — behøvede dens Forfatter dog i ethvert Fald ikke andre juridiske Hjælpekilder end saadanne Lovsamlinger, som dem vi have i vore Texter af Grágás, der blandt Andet ogsaa indeholde ikke faa Formularer. I Fortalen til Hungrvaka udtaler Forfatteren af denne Saga bl.a. som sit Øiemed, at føre unge Mænd til at gjøre sig bekjendt med hvad der paa Islandsk (Oldnordisk) er forfattet: Love eller Sagaer eller Slægtregistre (þat er á norrænu er ritað: lög, eðr sögur, eðr mannfræði)[30]. Denne Saga er sandsynligvis forfattet 1206—1212[31], og det anførte Sted af den turde nærmest tale for, at der ikke dengang har existeret nogen juridisk Literatur udenfor Samlingerne af Lovene. I Sturlunga-saga, der ellers saa udførligt fortæller Begivenhederne i Island i det 12'te og 13de Aarhundrede indtil efter Fristatens Undergang i 1264, findes ei heller nogensomhelst Antydning af, at der existerede en juridisk Literatur, eller af, at nogen af de mange mærkelige Mænd, hvis Virksomhed saa omstændelig skildres i Sagaen, har givet sig af med videnskabelige juridiske Arbeider.

Grágás. (Grågåsen). Islandsk lovbog fra fristatstiden.
Der mangler saaledes enhver historisk Hjemmel for, at der i den islandske Fristats Tid har været Lovkyndige, der have udfoldet en lærd juridisk Skribentvirksomhed, eller for, at der overhovedet har existeret en juridisk Literatur. At en saadan har udviklet sig, er ogsaa saa meget mere usandsynligt, som Skrivekonsten, hvad allerede ovenfor er bemærket, endnu c. 1150 — altsaa ikke meget længe inden Fristatens Undergang[32] — var lidet anvendt, og de Lovkyndige i ethvert Fald i lang Tid maatte have nok at gjøre med at samle og ordne selve Lovgivningsstoffet, der rimeligvis kun ufuldkomment var blevet nedskrevet i 1117 — 1118 og som derefter vistnok ikke ubetydeligt forøgedes. Naar virkelig en saadan lærd juridisk Literatur havde uddannet sig, vilde det ogsaa være i høi Grad besynderligt, at der ikke engang fra hin sagarige Tid var opbevaret Navnet paa en eller anden bestemt Lovkyndig, som især skulde have sysselsat sig med slige Arbeider. For uagtet det saaledes Anførte at antage, at der har udviklet sig en juridisk Productivitet, der har havt Betydning for Sammensætningen eller Udarbeidelsen af vore Texter af Grágás, maatte der ganske vist fordres, at saadant med temmelig stor Utvivlsomhed fremgik af disses Indhold eller Beskaffenhed. Vi kunne imidlertid ikke finde, at der er Noget i Grágás´s Indhold eller Fremstilling, som taler for, at vi have juridiske Privatarbeider (Afhandlinger eller Glosser) for os. Vi skjønne ikke, at der nogetsteds kan siges at vise sig en saadan dogmatisk Holdning, som navnlig Schlegel har paaberaabt sig[33]; der findes ingen theoretiske Begrebsudviklinger, ingen Opstilling af forskjellige Meninger med derpaa følgende Drøftelse, intet Raisonnement eller Anførsel af Grunde[34], og vel er Fremstillingen gjennemgaaende udførlig, men denne Udførlighed bestaaer ikke i en vidtløftig Behandling af enkelte Spørgsmaal, men alene i, at der opstilles en stor Mængde af særlige Retstilfælde, hvilket netop, som vi i det Følgende ville see, finder sin fuldkomne Forklaring i den Maade, hvorpaa Lovgivningen hentede sit Stof fra Livet. Der møder os ogsaa stedse den samme categoriske Diction (hann skal — þá á maðr osv.), en Omstændighed, hvorpaa der vistnok maa lægges Vægt, eftersom der ikke kan være nogen stor Formodning for, at private Lovkyndige skulde have skrevet Afhandlinger eller Bemærkninger i Lovsform[35]. Undersøge vi dernæst særlig de enkelte Stykker eller Afsnit af Grágás, der specielt ere blevne udpegede som juridiske Privatarbeider, da vil en saadan Undersøgelse ikke føre til noget andet Resultat end det, som vi i det Foregaaende have antydet. Maurer har vel ikke med Bestemthed udtalt, at noget Afsnit af Grágás skulde være at betragte som et saadant juridisk Privatarbeide eller Afhandling, men han har dog antaget dette for muligt jned Hensyn til nogle Stykker af den, og som saadanne har han navnlig fremhævet Afsnittene om Frændebøder for Drab (Baugatal), og om Søretten, der begge kun findes i Skindbogen K.[36]. Hvad det sidstnævnte Stykke (K. c. 165 flg., S. 66) angaaer, har han (S. 59 flg.) navnlig gjort opmærksom paa den i flere Henseender fremtrædende Lighed med Stykket umiddelbart foran om Hesteridt (um hrossreiðir, K. c. 164, S. 61), idet f. Ex. retstridig Brug af et fremmed Skib eller Baad, Opløsning af Sameie med Hensyn til Fartøier osv. behandles paa lignende Maade som de tilsvarende Spørgsmaal med Hensyn til Heste. Til Exempel kan anføres, at retstridig Brug af Heste i visse Tilfælde straffes strengere end ellers (betragtes som qvalificeret), deriblandt naar man rider saa lang en Vei, at man passerer forbi tre Gaarde, der alle ere paa samme Side; Straffen var da Fredløshed (skoggangr) og Uhjemmelsbøder (áfang), og som Bevis anvendtes en af Goden dannet Tolvmandskvid[37]. I Søretsafsnittet bestemmes der nu, at den, der uden Tilladelse tager en Andens Fartøi og dermed passerer langs Landet forbi tre Gaarde, der alle ere paa samme Side, straffes med Fredløshed, og der tilføies, at Sagen skal anlægges som Sag for længere Hesteridt (hrossreið en meiri)[38]. Maurer har nu i Henhold hertil udtalt den Formodning, at Søretsafsnittet kunde være udarbeidet af en eller anden Jurist i Henhold til og under Benyttelse af Reglerne om Hesteridt. Analogien fra Reglerne om Heste kunde imidlertid ingenlunde ligge fjernt for den skarpsindige Retning, der i det Hele viser sig i Grágás, og vi see ikke, at der er Noget til Hinder for at antage, at vi her have for os en Lov, der f. Ex. af an eller anden Lovsigemand eller Gode er bleven udarbeidet i Lighed med de om Heste gjældende Regler og derefter er bleven vedtagen af den lovgivende Myndighed. Det hele Stykke har desuden i Indhold eller Form Intet, der kunde tyde paa, at det skulde være et juridisk Privatarbeide[39]. Ligesaalidt er dette Tilfældet med Baugatal[40]. Naar et Medlem af Ætten blev dræbt, betragtede dennes samtlige Medlemmer sig som fornærmede af Drabsmandens Æt. Oprindelig maatte denne Krænkelse afsones ved Blodhævn, men efterhaanden kom man til bestemte Regler for de Bøder, der istedet derfor skulde af Drabsmandens Slægt udredes til den Dræbtes Frænder. Disse Frændebøder for Drab (niðgjöld, sakbætr) betaltes med Sølvringe (baugar), et i hine ældre Tider brugeligt Omsætningsmiddel, og heraf kom Betegnelsen Baugatal, Opregning af Ringbøder eller af disses Fordeling. Som Grund for at betragte dette Stykke som et juridisk Privatarbeide fremhæver Maurer (S. 58), at der i den ældre norske Gulathingslov c. 316 haves Exempel paa en Fordelingsplan af Frændebøder for Drab , som angives at være forfattet af en Privatmand (Lagmanden Bjarne Mardarson fra omtrent Aar 1200[41], hvoraf kunde udledes den Slutning, at Staten overhovedet ikke har befattet sig med Reglerne for slige Bøders Fordeling, men overladt denne til de Private selv. Der er imidlertid neppe nogen Grund til at antage, at den offentlige Lovgivningsmagt skulde have anseet det her omtalte Anliggende, der efter sin Natur greb dybt ind i Samfundsforholdene, som sig uvedkommende, og fra det anførte Exempel fra Norge, hvorom iøvrigt end ei nøie Oplysning haves, kan der ikke sluttes Noget for den islandske Rets Vedkommende. Imod Antagelsen af, at Baugatal skulde være et Privatarbeide, hvorved det maatte være kommet til at staae i en løsere Forbindelse med de øvrige Dele af Grágás, taler den Omstændighed, at der i disse ikke sjeldent findes dels Henvisninger til Baugatal, dels Bestemmelser, som stemme overens med dettes Indhold[42]. Hvad der fremdeles i en væsentlig Grad taler imod, at Stykket skulde være en privat Udarbeidelse, hvilket vilde forudsætte, at det var blevet til en rum Tid efter at man var begyndt at anvende Skrivekonsten, er dets om høi Ælde vidnende Character. I det islandske Samfundsliv havde Ætsforholdet en gjennemgribende Betydning[43], men paa intet Sted i Grágás træder Ætsforholdet saaledes frem i sin Oprindelighed som i Baugatal, der viser os Grundlaget for Slægtsorganisationen i dens ældste Skikkelse, mere fuldstændigt end ved noget af de øvrige Ætten vedkommende Retsforhold, hvorfor det ogsaa i væsentlig Grad tjener til at kaste et Lys over de øvrige Slægtskabsforhold, der vise et langt yngre Stadium[44]. Saaledes deltog efter Baugatal i Frændebøder for Drab ikke Kvinder[45], og det er sandsynligt, at disse paa lignende Maade oprindelig have været udelukkede fra Deltagelse ogsaa i andre Ætsforhold, navnlig Arveret, men denne ældre Retstilstand finde vi ikke i Arveafsnittet, som derimod kalder Kvinder i alle Slægtskabsgrader til Arv, skjøndt rigtignok stedse i næste Classe efter den ligebeslægtede Mandsperson[46]. Et lignende Exempel frembyder den Omstændighed, at Baugatal stiller Søn, avlet med en Trælkvinde, og uægtefødt Søn lige[47], medens Arveafsnittet udelukker den Førstnævnte fra Arv og derimod optager den Sidstnævnte blandt de fjernere Arveclasser[48]. Ogsaa den hele Tone vidner om høi Ælde og gjør det sandsynligt, at den hører til det Allerældste af Grágás[49]. Vi ere tilbøielige til at troe, at Baugatals practiske Betydning ligger temmelig langt tilbage i Tiden, og det er navnlig lidet rimeligt, at det skulde være blevet til i Fristatens senere Tider, da der, som vi vide af Sagaberetningerne, i Almindelighed i Drabssager sluttedes Forlig og Bøderne bestemtes efter Overenskomst. Stykket har sandsynligvis længe før Fristatens Undergang været antiqveret, hvilket bestyrkes ved at Texten flere Steder sees at være corrumperet[50], vistnok fordi Samlerne eller Afskriverne ikke have været fortrolige med dets Indhold. Der er blevet opstillet forskjellige Formodninger om, hvilke Dele af Grágás have havt Plads i den i 1118 vedtagne Haflides Samling; enhver saadan Gisning er selvfølgelig usikker, men dersom nogen Del af Grágás skulde kunne udpeges som den, der fremfor andre maatte formodes at være kommet til os i det Væsentlige uforandret fra Hafliðaskrá, synes dette at maatte være Tilfældet med Baugatal[51].

Vi skulle endelig bemærke, at Maurer har ment at finde juridiske Privatarbeider udtrykkelig omtalte i Grágás, nemlig i det ovenberørte Sted i Lovrettesafsnittet (K. c. 117, S. 213) om Striden mellem de forskjellige Lovhaandskrifter (skrár), hvor det bl.a. bestemmes, at Alt hvad der staaer i den skrå, som Haflide lod gjøre, skal være gjældende, med mindre det ved senere Bestemmelser er forandret, hvorefter der tilføies, at andre Lovkyndiges Fremstillinger (annara lög manna fyrirsögn), naar de ikke staae i Strid med Haflides Haandskrift, skulle tages tilfølge, forsaavidt de indeholde Noget, der fattes i Haflides Haandskrift, eller som er tydeligere end hvad der staaer i dette[52]. Han har her forstaaet Ordene: annara lögmanna fyrirsögn om en juridisk Literatur (S. 29 — 30). Det lader sig ikke nægte, at det af os omhandlede Spørgsmaal vilde paa en afgjørende Maade være besvaret, dersom denne hans Forstaaelse var rigtig. Ganske vist maa det nu indrømmes, at Ordene ikke ere uforenelige med den af ham opstillede Forklaring (fyrirsögn kan betegne Forskrift, Anordning, Udvikling), men den følger dog ikke nødvendig af disse, og det er klart, at Bestemmelsen, saaledes forstaaet, vilde blive i høi Grad paafaldende. Den vilde nemlig da gaae ud paa, at en fra private Mænd udgaaet juridisk Literatur ligefrem skulde have Lovskraft, naar den blot ikke stod i Strid med Haflides Samling, at altsaa private Juristers Meninger uden videre skulde gjælde som Love, og det ikke blot nogle enkelte navngivne Juristers, men alle Juristers Skrifter uden Undtagelse — et hvilketsomhelst Product af en i ethvert Fald endnu meget ung og lidet uddannet juridisk Literatur. Det behøver ikke at udvikles, hvor usandsynlig en saadan Bestemmelse vilde være, og Usandsynligheden bliver endnu større, naar der sees hen til, at der, efter Alt hvad der ellers foreligger, ikke er Grund til at troe, at der overhovedet i den islandske Fristats Tid har existeret en Classe af lærde Jurister, end sige Jurister, der kunde egne sig til at tillægges en saa overordentlig Autoritet. Vel gaves der en beslægtet Bestemmelse i Romerretten, men der hidførtes den ved en lang Tids eiendommelige Udvikling af Institutioner, hvortil de islandske Forhold havde saa lidet Tilsvarende som muligt, og det er givet, at Romerretten ikke har havt nogensomhelst Indflydelse paa den islandske Ret og altsaa heller ikke i den her omtalte Henseende har kunnet tjene til Forbillede for denne. Det er herefter klart, at man ikke bør antage den omtalte Forstaaelse af Ordene annara lögmanna fyrirsögn, naar der kan gives nogen anden Opfattelse, og der frembyder sig nu netop en saadan Forklaring, hvorved det hele Sted faaer en ganske naturlig Betydning. De her omtalte Lovkyndige stilles nemlig i det omhandlede Sted ved Siden af Haflide (jfr. Ordet annara); disses Arbeider maa da antages at have været ensartede med hans. Da det nu maa ansees afgjort, at Haflides, eller den i 1117 nedsatte Lovcommissions, Hverv har bestaaet i at samle og optegne Lovene, er der al Grund til at antage, at der ved annara lögmanna fyrirsögn er ment netop lignende Lovsamlinger som Hafliðaskrá; der sigtes da ved de nævnte Ord til saadanne Lovhaandskrifter, skrár, hvoraf der, efter den første Del af det omhandlede Sted, dengang var forskjellige i Omløb ved Siden af Haflides Lovsamling; det er netop saadanne, ved privat Flid fremgaaede og altsaa i Orden og Gjengivelse tildels selvstændige Lovsamlinger, vi have i vore Texter af Grágás. Saaledes forstaaet faaer det en naturlig Betydning, at der tillægges disse andre Lovkyndiges Samlinger Gyldighed ved Siden af Haflides Samling, forsaavidt de indeholdt Noget, der ikke fandtes i denne, idet der herved da navnlig er sigtet til senere vedtagne Love, eller ogsaa Love fra en tidligere Tid, som ikke ere blevne medtagne ved Affattelsen af Hafliðaskrá, der blev nedskrevet paa en Tid, da Fortroligheden med Skrivekonsten endnu var ringe, og til hvis Udarbeidelse der kun anvendtes det forholdsvis korte Tidsrum af et Aar.


__________


Thingvellir august 2013. Foto: Knut Rage.
Vi skulle dernæst gaae over til en Undersøgelse af den Betydning, der kan tillægges Sædvaneretten. Medens Maurer, forsaavidt angaaer det allerede af os omtalte Spørgsmaal om Betydningen af den videnskabelige Ret, har yttret sig mere ubestemt og alene udtalt, at det er muligt, at enkelte Stykker af Grágás ere at betragte som juridiske Privatarbeider eller Afhandlinger, har han derimod fremsat sin ovenanførte Mening om Sædvanerettens overveiende Betydning med større Bestemthed. Han har i denne Henseende væsentlig gjort en Anvendelse paa de islandske Forhold af en i Nutiden herskende almindeligere Anskuelse, hvorefter det i Reglen ansees for givet, at Sædvanen har havt en overordentlig stor Betydning for Retsdannelsen hos Fortidens Folk, og at de Retssamlinger, vi have fra hin tidligere Tid, væsentligen bestaae af Optegnelser over Sædvaneretten. Medens man, for at tage et Exempel, tidligere var tilbøielig til at henføre de danske, svenske og norske Provindsiallove til bestemte Konger — hvilket saaledes for Danmarks Vedkommende endnu var Kofoed Anchers Opfattelse — have de nordiske Retsforskere i den senere Tid, ganske vist i Henhold til de i Tydskland i saa Henseende uddannede almindelige Anskuelser , uden videre Bevisførelse antaget, at hine Provindsiallove for en væsentlig Del have hentet deres Indhold fra Sædvaneretten[53].

Der kan nu vistnok paavises en særegen Omstændighed, der har havt Indflydelse paa den omtalte almindelige Opfattelse af Sædvanerettens Betydning. For at forklare dette, skulle vi antyde, hvad der forstaaes ved en Retssædvane. I Mangel af gjældende Retsregler handler den Enkelte i et givet Tilfælde paa en saadan Maade, som han finder stemmende med Forholdets Natur. Den Regel, han har bragt til Anvendelse, bliver ved en lignende Leilighed fulgt af endnu Andre, og efter nogen Tvivl og Uenighed, nogen Kamp, idet Nogle maaskee ikke have billiget Reglen, eller have villet anvende en anden Regel, bringes Flere og Flere til at følge den; den bliver efterhaanden saa hyppigt, saa almindeligt og saa vedvarende iagttaget, at der tilsidst udvikler sig en almindelig Erkjendelse af dens retlig forbindende Kraft. Den saaledes anerkjendte Retssætning kaldes da en Retssædvane. Det er en Følge af det saaledes Anførte, at der fra den egentlige Retssædvane vel maa skjelnes paa den ene Side den ved Domstolenes gjentagne Anvendelse af en Retsregel etablerede Praxis, paa den anden Side Retsvedtægter, d. e. Retsregler, vedtagne (ved en udtrykkelig Overenskomst eller Beslutning) af snevrere Kredse eller Samfund, navnlig Communer, Corporationer o.s.v. (Autonomi); saadanne autonomiske Retsvedtægter maa nærmest ansees at have Characteren af legislative Retsregler, idet Forskjellen kun er, at det her er en mindre Kreds, f. Ex. en Kjøbstad, ikke hele Landet, der vedtager sine Love. I Retskilder eller Documenter fra Middelalderen er der imidlertid ofte skeet en Sammenblanding af de nævnte Begreber, idet man har henført under sædvansmæssige Retsregler eller under Betegnelsen Sædvane (consuetudo), hvad der i Virkeligheden havde sit Udspring fra Autonomi eller Praxis[54]. I Nutiden erkjendes den paapegede Forskjel[55] der ogsaa af Maurer er fastholdt[56], men saavidt vi skjønne har dog den tidligere Sammenblanding af Begreberne ikke været uden Indflydelse paa de følgende Tiders Opfattelse, idet den tildels har bidraget til, at man, paa Grund af den tidligere brugte Terminologi, den saa hyppige Talen om Sædvaneret, hvor man dog mente noget ganske Andet, er kommen til at tillægge Sædvaneretten en for stor, og derved de øvrige Retskilder en for ringe Betydning for de ældre Tiders Vedkommende.

Det er nu ganske vist uomtvisteligt, at Sædvanen i Almindelighed har en særdeles stor Betydning som Retskilde ved Siden af Lovgivningen og Retspraxis. Ligesom imidlertid Sædvanerettens Omraade kan være forskjelligt hos de enkelte Folk efter disses individuelle Character og Udvikling, saaledes kan der opstilles den almindelige Sætning, at Sædvanen i Særdeleshed maa have sin Betydning for Retsdannelsen i Folkenes Barndom[57] , i deres første Udviklingstid, inden der endnu har udviklet sig et ordnet Samfund, inden man endnu er kommen saavidt at ordne Retsforholdene ved Love (være sig almindelige, for det hele Folkesamfund givne Love, eller autonomiske Retsregler); Trangen til faste Retsnormer vil da give sig et Udtryk ved Dannelsen af Retssædvaner. Naar der derimod har dannet sig en Lovgivningsmagt og denne har faaet en større Udvikling, vil Sædvanerettens Omraade efterhaanden blive mere begrændset. Den stille, langsommere Sædvanedannelse vil da for en stor Del vige for, eller blive erstattet af den hurtigere, mere positive Retsdannelse ad Lovgivningens Vei, idet Lovene nemlig dels ville optage i sig en Del af Retssædvanerne, dels foregribe disses Dannelse, komme dem i Forkjøbet, og naar Lovgivningsmagten har vundet en fuldkommen Uddannelse, bliver Omfanget og Antallet af de Retsregler, som danne sig ad Sædvanens Vei, endogsaa meget indskrænket. Et Bevis herfor haves i Nutidens civiliserede Samfund, hvor Sædvaneretten i Almindelighed kun kan siges at have en forholdsvis ringe Betydning[58]. Sædvanerettens Omraade staaer saaledes i et Forhold til Lovgivningens Udvikling, og for at danne sig en Mening om dens Betydning til en given Tid, maa der altid først anstilles en Undersøgelse om, i hvilken Grad Lovgivningen har været uddannet. Det vil heraf sees, at man ikke uden videre kan gaae ud fra, at Sædvaneretten har havt en stor Betydning hos et givet Folk i Fortiden; det er meget muligt, at det ikke har været Tilfældet, det er meget muligt , at Lovgivningsmyndigheden har været saaledes ordnet, at Betingelserne for en frugtbar Lovgivning have været tilstede. Spørgsmaalet om dette har været Tilfældet vil ofte være vanskeligt at besvare, idet der herom i Reglen vil savnes historiske Oplysninger, men Mangelen af saadanne tør paa ingen Maade berettige til uden videre at gaae ud fra den Forudsætning, at Lovgivningsvirksomheden har været lidet udviklet. Dersom det i nærværende Afhandling lykkes os at godtgjøre, at der i Island, hvis Retstilstande i saa mange andre Henseender vise os den fælles Stammes Institutioner i deres største Primitivitet og afgive en Typus, hvorved Retsforholdene hos Stammens øvrige Grene kunne finde deres Belysning, var Betingelser tilstede for Udviklingen af en frugtbar Lovgivning, turde der navnlig herved tillige være godtgjort, at den Mulighed ikke ligger fjernt, at noget Lignende kan have været Tilfældet hos andre, navnlig beslægtede Folk, i deres ældre Periode[59] .

Vi have her talt om Sædvanens Betydning for Retsdannelsen, for Retsreglernes Tilblivelse, men et derfra forskjelligt Spørgsmaal er det, om de Retsoptegnelser, vi have i Behold fra et givet Folk i dets Fortid, kunne antages at have hentet deres Indhold fra Sædvaneretten. Der møder os nu strax her den mærkelige Omstændighed, at disse Retsoptegnelsers Form eller Indhold i Almindelighed ikke i mindste Maade støtte den Mening, at de skulde indeholde eller være begrundede paa sædvansmæssige Regler. Man vil navnlig f. Ex. i de nordiske ældre Retsoptegnelser gjennemgaaende finde Forskrifterne meddelte i en categorisk Form, der kun synes at egne sig for Love[60]. Imod Sædvanerettens Betydning for disse ældre Retsoptegnelsers Vedkommende kan endvidere anføres, at forsaavidt de ofte indeholde en betydelig Mængde casuistiske Bestemmelser, kan det ansees givet, at disse ikke have deres Udspring fra Sædvaneretten; jo mere særegent eller sjeldent et Tilfælde i Livet er, desto mindre Grund er der nemlig til at antage, at der med Hensyn til samme har udviklet sig en Retssædvane, til hvis Dannelse der netop udfordres en Række Gjentagelser af ensartede Tilfælde. Hvad vi imidlertid her i Særdeleshed ville fremhæve, er en hidtil vistnok ikke tilstrækkelig paaagtet Betragtning med Hensyn til Samlingen og Optegnelsen af Retssædvaner. Et er, at der kan have udviklet sig Retssædvaner i større Omfang, at navnlig f. Ex. Retsforhold vedrørende Samhandelen for en væsentligere Del kunne have modtaget deres Uddannelse gjennem Sædvane[61] , men et Andet er, om man i hine ældre Tider kan antages at have givet sig af med at samle, optegne og benytte det saaledes tilværende sædvansmæssige Materiale. I denne Henseende skulle vi bemærke, at naar en Sædvane er blevet til en fast og sikker Regel, til en paa en saadan Maade anerkjendt Retssætning, at den umiddelbare Retsbevidsthed ikke tænker sig Muligheden af nogen anden Retsregel, kunde der i hine fjerne Tider ikke være nogen stor Opfordring til at samle og optegne slige Retssædvaner, da ligesaavel deres Indhold var almindelig bekjendt, som deres forbindende Kraft var anerkjendt af Alle, var blevet en Del af den almindelige Bevidsthed. Som Exempel kan anføres, at der neppe var nogen Grund til at optegne en Sædvane, der gik ud paa, at Børn skulle arve deres Forældre, eller at fuld Arveret beroer paa Fødsel i lovligt Ægteskab. Det er imidlertid ikke altid, at en Retssædvane paa denne Maade er notorisk eller har vundet almindelig Anerkjendelse; ofte er Beviset for en Retssædvanes Tilværelse og Indhold ingenlunde klart. Enhver practisk Jurist vil vide, hvorledes der f. Ex. med Hensyn til Retssædvaner i Handelsverdenen, hvor Sædvaneretten i Nutiden, navnlig i Lande, hvor Handelsretten ikke har været Gjenstand for Codification, spiller en ikke uvigtig Rolle, kan selv blandt de mest Sagkyndige, de Handlende, være delte Meninger om, hvorvidt en Sædvane angaaende et bestemt Forhold er til, og hvad den gaaer ud paa[62]. Det vilde da ikke sjeldent være nødvendigt at indhente Oplysninger fra videre Kredse om den Række Gjentagelser, af ensartede Handlinger, hvorpaa Antagelsen af en Sædvanes Tilværelse skulde begrundes, og, efter Erhvervelsen af disse maaskee møisommeligen tilveiebragte Oplysninger, ved et Skjøn at afgjøre et mere eller mindre tvivlsomt Spørgsmaal om, hvorvidt Betingelserne for en Retssædvanes Dannelse vare tilstede, navnlig om de paagjældende Handlinger vare saa ensartede, saa hyppigt og i saa lang en Tid gjentagne, at en Retssædvane herved kunde ansees opstaaet. Exempler herpaa frembyde sig let, naar man kommer til de mere detaillerede Spørgsmaal; det vil saaledes være notorisk, om der er en Retssædvane, der gaaer ud paa, at Søn, forud for Datter, arver Faderen, eller at flere Sønner arve lige ; disse Tilfælde ligge klart for Dagen, de forekomme ofte og Enhver veed, at dette er Reglen. Derimod skal der maaskee forskes meget og længe for at afgjøre, om der existerer en Retssædvane, hvorefter Arveretten er i den Grad lige, at hvad der af Faderen i levende Live er givet en enkelt Søn skal betragtes som Forskud paa hans eventuelle Arv, skal afkortes i Arven, for at den ene Søn ikke skal faae mere end den anden. At Barnet skal have en Værge, der varetager dets Tarv, kan være klart nok slaaet fast ved Sædvane, men naar der er Spørgsmaal om Gyldigheden af Værgens Dispositioner, f. Ex., om et af ham foretaget Jordsalg kan omstødes og om og efter hvilke Regler den saaledes solgte Jord kan indløses fra den Trediemand, der af Værgen har kjøbt den[63] , kunde det være vanskeligere at udfinde, hvad Sædvaneretten tilsiger. For de private Mænd, hvis Flid vi skylde vore gamle Rets- eller Lovsamlinger, maatte det ligge nær at samle Love, Retsvedtægter, ogsaa Domme, forsaavidt disse havde retsstiftende Betydning; det gjaldt forsaavidt om et positivt, saa at sige udvortes, haandgribeligt Stof, med Hensyn til hvis Betydning for Retstilstanden der derhos for den umiddelbare Opfattelse ikke kunde være Tvivl; derimod forekommer det os, at de mindre let maatte komme til at samle Retssædvaner, hvis retlige Betydning ikke altid paa samme Maade kunde være fremtrædende, og som enten vare notoriske, bekjendte for Alle og altsaa ikke behøvede at optegnes, eller paa den anden Side havde en saa skjult og tvivlsom Tilværelse, at der ofte maatte udfordres besværlige Undersøgelser for at faae deres Existents og Indhold constateret. Ganske vist kunde Sandsynligheden for, at man har givet sig af med Samling af Retssædvaner være noget større, naar et saadant Udviklingstrin kunde forudsættes at være naaet, at der havde uddannet sig en Classe af lærde Jurister, der hengav sig til et videnskabeligt Studium og Bearbeidelse af Lovkyndigheden, men selv forudsat, at en slig større Udvikling var naaet, synes denne Udvikling at maatte medføre, at derved tillige de øvrige Organer for Retsdannelsen, Lovgivning, Autonomi og Praxis, eller nogle af disse Organer, maatte faae en videre Uddannelse, hvorved Sædvanerettens Betydning da blev indskrænket, og hertil kommer, at det for saadanne Jurister vilde være lettere ved Hjælp af den videnskabelige Ret, af almindelige Retssætninger — der dog stedse af dem vilde blive benyttede, ialfald som supplerende — at udvikle de Regler, hvorefter Retsforholdene skulde ordnes, end ved at efterspore, hvilke Retssædvaner der maatte have dannet sig. Man seer da f. Ex. eiheller, at de romerske Jurister ved deres Udviklinger have taget Hensyn til eller benyttet sædvansmæssige Regler.

Til de saaledes anførte almindelige Betragtninger komme nu for Islands Vedkommende eiendommelige Forhold, der særlig gjøre det mindre antageligt, at Sædvaneretten der har havt et overveiende Omraade. Som anført dannes en Retssædvane ved en hyppig i længere Tid fortsat Udøvelse af en et Retsforhold vedrørende Handlemaade. Der lader sig vel ikke opstille nogen Regel for, hvor hyppig og hvor længe disse Handlinger skulle være fortsatte, men det maa ialfald erkjendes, at medens der kunde være større Formodning for en vidtgaaende Udvikling af Sædvaneretten hos et talrigt, tætboende Folk, er Sandsynligheden herfor ringere, hvor Befolkningsforholdene ere af den modsatte Beskaffenhed. Dette Sidste var nu netop Tilfældet i Island, hvis Befolkning i Fristatens Tid maaskee var ringere i Tal, men ialfald ikke kan anslaaes høiere end i Nutiden , nemlig omtrent 70,000 Beboere[64] . Uagtet det i Fristatstiden herskende friske Liv og den ualmindelig virksomme Deltagelse i de politiske og judicielle Anliggender, vil det være klart, at de individuelle Berøringspunkter maa hos en saa ringe Befolkning have været forholdsvis faa. Hos et lille Folk forefalder der f. Ex. færre Ægteskaber end hos et større, og de særegne tvivlsomme Tilfælde, hvor en Afgjørelse skal finde Sted med Hensyn til Familie- og Arveforhold, indtræffe da forholdsvis sjeldnere. Den omtalte ringe Befolkning var derhos spredt over det forholdsvis store Areal. af 1867 Qvadratmile. Dette Moment har saa meget større Betydning, som der til Dannelsen af almindelige, for hele Landet gjældende Retssædvaner maatte udfordres, at den ensartede, vedvarende Udøvelse af de Handlinger, der skulde begrunde Retssædvanen, fandt Sted i hver enkelt af de forskjellige, temmelig vidt fra hinanden spredte og ved Isbjerge og Fjeldheder adskilte Landsdele[65]. Ligeledes sees det let, hvor besværligt det maatte være at samle Beviser for Retssædvanernes Tilværelse og Indhold fra disse forskjellige Dele af Landet. — I ethvert Fald maatte derhos en sædvansmæssig Retsdannelse under de omhandlede Befolkningsforhold udfordre en forholdsvis længere Tid. Naar der nu sees hen til, at Tiden fra Islands Bebyggelse 874 — 935 indtil Fristatens Undergang 1264 ikkun udgjorde noget over 300 Aar, troe vi, at der ogsaa fra denne Side lader sig reise Betænkeligheder ved Antagelsen af en overveiende sædvansmæssig Retsudvikling i Fristatens Tid. Man kunde maaskee indvende, at Islænderne vare udgaaede fra det øvrige Norden, navnlig Norge, og derfra havde kunnet medbringe Retssædvaner eller Elementer til saadanne, der videre kunde have udviklet sig efter Udvandringen til Island. Men dersom der væsentlig var Spørgsmaal om Retssædvaner, som vare medbragte andetstedsfra, navnlig fra Norge, maatte Formodningen være for en Lighed i mange Enkeltheder mellem den islandske Ret og den norske Ret, men en saadan findes ikke i nogen særdeles Grad, hvorimod Grágás´s Indhold, som ogsaa af Maurer bemærket[66], har ligeoverfor de norske Love en ganske specifik islandsk Character. Denne Forskjel turde endog netop afgive et Bevis i modsat Retning. Havde Sædvaneretten havt en overveiende Betydning i Island, maatte Formodningen være for, at det væsentlig var ældgamle Sædvaner, medbragte af Islænderne fra deres oprindelige Hjem, Norge, og Ligheden vilde da have været stor, hvilket den som anført ingenlunde er[67].

Efter det Anførte maa det vistnok erkjendes, at der ikke i og for sig kan være Formodning for, at Retsdannelsen i Island i nogen væsentlig Grad er gaaet for sig ad den sædvansmæssige Vei, eller at de Retsoptegnelser, vi have fra den islandske Fristats Tid, i noget betydeligt Omfang have hentet deres Indhold fra Sædvaneretten. Skulde dette desuagtet antages, maatte der ialfald herfor føres et selvstændigt, nogenlunde fyldestgjørende Bevis.

En saadan Bevisførelse have vi imidlertid forgjæves søgt i Maurer's, iøvrigt saa indholdsrige og udtømmende Værk. Han har, som anført, i Almindelighed udtalt, at man neppe feiler ved at antage, at den sædvansmæssige Ret langt overveiede den legislative Ret, men han har ikke nærmere begrundet denne Udtalelse; han synes at mene, at dens Rigtighed maa forudsættes som noget Givet. Han har navnlig ikke anført noget Bevisdatum for Sædvanerettens Betydning enten fra Grágás eller fra den øvrige islandske Literatur. Der findes nu neppe heller i Sagaerne eller i den øvrige Literatur udenfor Grágás nogen Beretning eller nogen directe eller indirecte Antydning, der kunde give Støtte for den omtalte Mening. Are Frode, der i sin Íslendingabók tager saa meget Hensyn til Fristatens Retsudvikling, giver stedse kun Beretninger om de af den lovgivende Myndighed vedtagne Love, men om Sædvaneret findes ikke et Ord. I det ovenanførte Sted i Íslendingabók om den ved Haflide i lll7 — 1118 foretagne Nedskrivning af Lovene nævnes kun Love som Gjenstand for Optegnelsen; navnlig tales der ikke om, at Lovcommissionen skulde samle eller optegne eller tage Hensyn til Retssædvaner, hvortil der dog kunde have været Anledning, dersom Retsdannelsen væsentlig var gaaet for sig ad den sædvansmæssige Vei. Under de i Njáls-saga meddelte interessante Procesforhandlinger, hvor de dygtigste Jurister søgte at beseire hinanden ved subtile Indsigelser, var der gjentagne Gange Spørgsmaal om, hvorvidt disse vare retlig begrundede, men stedse er der kun Tale om, hvorvidt de vare stemmende med Lovene, ikke om hvad der var Sædvane. Heller ikke i Grágás have vi fundet noget Holdepunkt for den omtalte Anskuelse. Det gjælder om Grágás som overhovedet om de gamle nordiske Lovsamlinger, at der, som i det Foregaaende allerede antydet, i Almindelighed ikke af selve den enkelte Retsregels Form eller Indhold vil kunne sluttes noget om dens Udspring, eller navnlig at den skulde have nogen anden Oprindelse end fra Lovgivningen. Naar Grágás f. Ex. bestemmer, at Leilændingen er berettiget til at tage (á hann at taka) Træ, der opdriver paa Gaardens Forstrand, indtil en Alens Længde[68], eller at en Fordringshaver, naar ingen Betalingstermin er vedtagen, kan med syv Dages Varsel, efter forudgaaet Hjemstevning eller Opfordring til Skyldneren om til den Tid at være hjemme, indfinde sig paa dennes Bopæl og da fordre Gjælden betalt (skal — stefna honom heim)[69], da er det i og for sig ganske vist muligt, at disse Bestemmelser ere Retssædvaner, som Samlerne have optegnet og indlemmet i Texten, men der er Intet i deres Form eller Indhold, som taler derfor. Vi ville tage endnu et Exempel. Naar Grágás som en af Betingelserne for Barnets Arveret fordrer, at der ved Ægteskabet med dets Moder er betalt Brudekjøbesum, hvis Beløb derpaa nærmere fastsættes ("Den Mand er ikke arvedygtig, hvis Moder ikke er kjøbt for Brudekjøbesum« — Sá maðr er eigi arfgengr, er moðir hans er eigi munde keypt"[70]), da er det, forsaavidt denne Bestemmelse gaaer ud paa , at Ægteskab stiftes ved en for Bruden betalt Kjøbesum eller Gave, muligt, at vi have en Retssædvane for os, og da der her er et Punkt, hvor den islandske Ret falder sammen med de øvrige nordiske Folks, idet Ægteskabet ogsaa hos disse stiftedes ved Gave eller Kjøb[71] , kunde det endogsaa synes at have meget for sig, at det er en ældgammel, fra Folkestammens tidligste Periode hidrørende Retssædvane, men dette kan dog ikke ansees for givet. Der er i Virkeligheden ikke det Mindste til Hinder for at antage, at Reglen i hin tidligere forhistoriske Periode er bleven vedtagen ved en udtrykkelig Overenskomst eller Beslutning, en Lov eller en autonomisk Retsbestemmelse, som da kan være gaaet over i, eller ved særlig Lov være optaget i den islandske Ret. Man vil saaledes forgjæves i Grágás søge en Bestemmelse, der ved sit Indhold eller Affattelsesmaade skulde tilkjendegive sig som en Retssædvane eller grundet paa en saadan. I Forbindelse hermed maa det bemærkes, at der paa nogle enkelte Steder i vore Texter af Grágás findes indskudt Notitser om Oprindelsen af de optagne Bestemmelser. Saaledes findes i Slutningen af Christenretsafsnittet[72] den ovenomtalte Bemærkning om dens Vedtagelse i Biskopperne Ketils og Thorlaks Tid; paa nogle Steder[73] nævnes bestemte Lovsigemænd, som de, fra hvem Kundskaben haves om de paagjældende Love; paa enkelte Steder finder man Udtryk som: "Straffen er nu Landsforvisning" (i Modsætning til en tidligere Regel), "den Bestemmelse i Lovene er nu ophævet"[74] o.s.v. Endelig findes der paa mange Steder anført, at de i Skindbøgerne optagne Bestemmelser ere nýmæli (nye Love)[75]. Det vilde da herefter være ikke usandsynligt, at der, naar en større Del sædvansmæssige Retsregler vare optagne , ialfald ved en eller anden af dem var gjort en Bemærkning om denne dens Oprindelse, men nogen Antydning i denne Retning findes ikke. Ligesaalidt have vi i Grágás fundet nogen directe eller indirecte Henvisning til Sædvaneretten overhovedet eller til dens Gyldighed eller dens Betydning[76]. Der tales f. Ex. intetsteds om, at Noget har Hjemmel i længere Tids Retsudøvelse eller Skik og Brug, eller i hvad gamle Folk have udtalt som Ret[77], eller om at Parterne i en Proces kunne paaberaabe sig en Retssædvane, eller om hvorledes de skulle bevise dens Tilværelse. Der findes end ikke i Grágás noget Ord, der betegner Retssædvane eller Sædvane eller Skik og Brug[78]. At Lovsigemanden, som Maurer udtaler det, har været et Organ for Sædvaneretten, at han har havt det Hverv, eller havt Bemyndigelse til, at samle og i sit Foredrag optage eller benytte sædvansmæssige Retsregler, findes ikke antydet i Grágás. Ligesaalidt er der Grund til at troe, at Lovretten har bygget sine Afgjørelser paa Sædvaneretten. Det maa ogsaa bemærkes, at dersom Sædvaneretten havde havt en stor Betydning og Antallet af de ved Sædvane dannede Retsregler havde været stort, vilde det være sandsynligt, at der med Hensyn til de enkelte Retsforhold havde dannet sig forskjellige, noget afvigende Sædvaner i de enkelte Dele eller Egne af den vidtstrakte Ø, men particulaire, for enkelte Dele af Landet særlig gjældende Retsregler anføres kun paa et Par enkelte Steder, og til at antage disse Bestemmelser for sædvansmæssige Regler er der efter deres Beskaffenhed ingen Grund[79].

De i det Foregaaende fremsatte Bemærkninger turde allerede være tilstrækkelige til at godtgjøre, at der ikke kan tillægges Sædvaneretten nogen saadan overveiende Betydning for den islandske Retsdannelse eller for Sammensætningen af de ældre islandske Retsoptegnelser, som af Prof. Maurer antaget. Det væsentligste og afgjørende Bevis imod den nævnte Opfattelse vil imidlertid fremgaae ved en Betragtning af den Maade, hvorpaa den almindelige Lovgivningsmyndighed i Fristatens Tid var ordnet. Denne Betragtning, hvortil vi nu skulle gaae over, vil vise, at den lovgivende Myndighed var ordnet paa en for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen saa gunstig Maade, at der kun kunde blive ringe Plads for en Retsdannelse ad anden Vei. Derhos vil den afgive et yderligere indirekte Bevis for, at der ikke i Fristatstiden har udviklet sig nogen lærd juridisk Literatur.


__________


Thingvellir, "sú gamla lögretta" (Den gamle lovrette).
Den islandske Fristat havde, som allerede anført, sin lovgivende Forsamling, lögrétta, der sammentraadte paa det aarlige Althing. "En Lovrette" — hedder det — "skulle vi have og holde her hver Sommer paa Althinget.« Lovretten bestod af 144 Medlemmer. Kjernen i denne Forsamling dannedes af Landets 39 Goder, hvortil kom 3 Mænd fra hver af de tre Fjerdinger, Øst-, Vest- og Sydfjerdingen, hvor Godeantallet var ringere end i Nordfjerdingen, tilsammen altsaa 48, eller 12 fra hver Fjerding. Om Lovrettens Dannelse bestemmes der i Grágás, at der skal være tre Rækker Bænke, den ene foran den anden (vistnok i Qvadrat), saa rummelige, at der paa hver af dem rigelig kan sidde fire Tylter Mænd. Paa den midterste Bænk skulde Goderne og de ovennævnte af dem tiltagne 9 Mænd, 48 i Tallet, sidde, og hver enkelt af disse 48 (der betegnes som de, der havde Sæde i Lovretten, Lovrettesmænd) skulde medtage to af deres Thingfæller som Raadgivere (til umráða) ; af disse Raadgivere skulde den ene sidde paa Bænken foran, den anden paa Bænken bagved Lovrettesmanden. Paa hver af de tre Bænke sad saaledes 4 Tylter Mænd, eller tilsammen 144. Paa Midtbænken havde desuden Lovsigemanden og Landets to Biskopper Plads[80].

Det sees af det Anførte, at Lovretten talte et ikke uanseligt Antal Medlemmer, og dens Sammensætning af Landets uafhængige Høvdinger, hvis Betydning for en væsentlig Del beroede paa personlig Dygtighed, med de af dem udvalgte forstandige Mænd, der benyttedes som Raadgivere under selve Forhandlingerne, maatte visselig afgive Borgen for en sund og heldig Afgjørelse. Om Lovrettens Virksomhed bestemmer Grágás, at den skal drage ud, d.e. holde Møde, begge de to Søndage, som falde i Thingtiden — der, som det vil erindres, begyndte Fredagen naar 10 Uger vare forløbne af Sommeren (i Juni) og varede i 14 Dage[81] — og endvidere Thingets Slutningsdag, samt desuden i Mellemtiden hvergang Lovsigemanden eller Flertallet af Lovrettesmændene (meire lutr manna) vil det, og hvergang man vil sammenkalde Lovretten til Afstemning (er menn vilia rydia logrétto). Ved det Sidste sigtes, som det synes, til et Forlangende af private Parter om at Lovretten skulde samles[82] — Lovretten havde blandt andet det Hverv at vælge Lovsigemanden. Naar ved dette Valg Eenstemmighed ikke opnaaedes, skulde der kastes Lod om, hvilken Fjerding Valget skulde tilfalde, og Fjerdingsmændene valgte da med Stemmeflerhed en Lovsigemand, være sig af samme Fjerding eller af en anden[83]. I dette Tilfælde betragtedes Lovretten da som bestaaende af fire Afdelinger, en for hver Landsfjerding, og den enkelte Afdeling kom saaledes til at fatte selvstændig Beslutning[84], men ved de almindelige Afgjørelser tog Lovretten Beslutning som Helhed. Naar Lovsigemanden holdt sit Foredrag eller kundgjorde nye Love, var det Lovrettesmændenes Pligt at være tilstede; i dette Tilfælde kunde imidlertid, naar nogen af de egentlige Lovrettesmænd, dem der havde Sæde paa Midtbænken, ikke havde Tid til at møde, de to Raadgivere eller Bisiddere være tilstede paa den Udeblivendes Vegne. Ved Meddelelse af Bevillinger og Dispensationer gik man endog et Skridt videre, idet det var tilstrækkeligt for at Beslutning kunde tages, at 48 Medlemmer (foruden Lovsigemanden) vare tilstede, være sig af de egentlige Lovrettesmænd eller af Bisidderne[85]. Medens den almindelige Regel var, at Lovretten skulde sættes med sit fulde Antal, 144 (eller naar Lovsigemanden og Biskopperne medregnes, 147) Medlemmer, kunde den saaledes i de nævnte Tilfælde undtagelsesvis afholdes med alene 96 eller 48 Medlemmer.

Der gaves i den islandske Fristat ingen permanent administrativ Centralregering. Der var udenfor Althinget ingen Embedsmand eller Centralautoritet med administrativ Myndighed over det hele Land. Centralstyrelsen, forsaavidt en saadan fandt Sted, hvilede hos Lovretten, der kun saaledes engang om Aaret, paa Althinget. Lovretten var saaledes ikke blot lovgivende, men ogsaa administrativ Autoritet. Denne sidste Myndighed havde nu vistnok ikke noget stort Omraade eller Betydning, idet Afgjørelsen i Almindelighed var overladt dels til Goderne, dels til Communerne, og hvor indskrænket Lovrettens Adgang til Indblanding var, viser sig bl.a. i Bestemmelserne om, hvorledes der skulde forholdes med et Godedømmes Styrelse naar Goden døde eller var umyndig, i hvilke Tilfælde Thinglagets Beboere havde Afgjørelsen, uden at denne Afgjørelse endog i Reglen behøvede at udøves paa Thinge[86]. Der gaves heller ikke andre Statsudgifter end til Lønning af Lovsigemanden og til Afholdelse af Althinget. Midlerne til Bestridelsen af disse Udgifter tilveiebragtes ved en vis Andel af Bøder og af Bevillingsgebyrer. Det kan i Henhold til det Anførte ikke undre os, at der i Grágás kun omtales faa administrative Anliggender som henhørende under Lovrettens Afgjørelse. De fleste af de saaledes omtalte Anliggender angaae Bevillinger eller Dispensationer (lof, einkaleyfi); saaledes de hyppigt forefaldende Spørgsmaal om Eftergivelse eller Formildelse af Straf (navnlig om Nedsættelse af Fredløshed — skoggangr — i de strengere Grader til samme Straf i mildere Grad, eller til Landsforvisning, fjörbaugsgarðr[87]), samt om Tilladelse til at indgaae Forlig i Straffesager, navnlig imod en lavere Straf end den lovbestemte[88]. Herhen hørte fremdeles Tilladelse til at samle to Vaarthing til eet[89], til at afholde Eftersommerthinget (leið) paa et andet Sted end Vaarthingstedet[90], til at en Rep (Sognecommune) kunde bestaae af færre Bønder end 20[91]; endvidere Tilladelse for Goden til at maatte have en Thingmand, der boede udenfor Fjerdingen[92] eller til at udnævne en Mand til Dommer, som ikke hørte til hans Thingmænd[93]. Til forskjellige Gaver eller Dispositioner, navnlig til gudeligt Brug, kunde der af Lovretten gives Tilladelse, forsaavidt de gik videre end Lovgivningen hjemlede det, eller de eventuelle Arvinger gave Samtykke til[94], og med Hensyn til de Mærker paa Ørene, som Eierne af Faar anbragte paa disse, foreskrives det, at Ingen maa anvende et saadant Faaremærke, som gaaer ud paa en fuldstændig Afskjæring af Ørene, med mindre speciel Tilladelse dertil af den Paagjældende erhverves hos Lovretten[95]. En vis sanctionerende Myndighed synes Lovretten at have udøvet i Henseende til Gave- eller Adkomstbreve for Kirker, som Kirkens Værge efter Grágás kunde forelægge Lovretten[96]. Endelig havde Lovretten en vis Andel i Bestemmelser , henhørende til Forretningsordenen paa Althinget. Saaledes skulde den bestemme, naar Domstolene skulde drage ud for at paadømme Sager[97].

Ved Siden af disse forholdsvis faa administrative Anliggender, var den lovgivende Virksomhed Lovrettens Hoved- hverv. Hvad vi især i denne Henseende skulle henlede Opmærksomheden paa, er dels den Maade, hvorpaa Lovene bleve vedtagne, dels Initiativet til nye Love.

I førstnævnte Henseende ere vi af en anden Mening end Prof. Maurer, idet han nemlig antager, at en vigtig Classe af nye Love ikkun kunde vedtages med Enstemmighed, medens det efter vor Formening fremgaaer af Grágás´s Bestemmelser, at der til Vedtagelsen af nye Love af ethvert Slags ikkun udfordredes Stemmeflerhed. Med Hensyn til de Spørgsmaal, hvormed vi i nærværende Afhandling sysselsætte os, vil det, som let sees, være af indgribende Vigtighed, om den ene eller den anden af disse Opfattelser er den rigtige, idet Enstemmighedsfordringen vilde gjøre Vedtagelsen særdeles vanskelig. Da Afgjørelsen heraf vil beroe paa en Fortolkning af det Sted i Grágás, der omhandler Lovrettens Beslutningsmaade, og Forskrifterne herom ogsaa i og for sig frembyde en ikke ringe Interesse, finde vi det rettest her at optage det i Oversættelse, for lettere at kunne knytte dertil de Bemærkninger, hvortil vi finde Anledning.

Det omhandlede Sted findes i Lovrettesafsnittet. Afsnittet begynder (K. c. 117, S. 211) med Regler om Lovrettens Sammensætning, om Bisidderne eller Raadgiverne, om Straffen for Uvedkommende, der sætte sig paa Lovrettesmændenes Pladser og ikke gaae bort, naar disse forlange at komme til Sæde, m. m., og derefter hedder det (S. 212)[98]:

A. "Det er ogsaa fastsat, at Lovretten skal begive sig ud begge de Søndage, der indtræffe i Thingtiden, samt Thingets Slutningsdag og i Mellemtiderne hvergang Lovsigemanden eller Flertallet af (Lovrettes-)Mændene vil det, og hvergang man vil forlange Lovretten samlet til Afstemning (er menn vilia ryðia logrétto)." Der skal man rette sine Love og vedtage nye Love, om man vil (þar scolo menn rétta lög sin oc gera ny mæli ef vilia). Der skal man andrage paa Samtykke til enhver Slags Formildelser eller Eftergivelser af Straffe (sycno leyfi), samt paa Tilladelse til alle saadanne Forlig (satta leyfi) , hvortil der skal bedes om særlig Bevilling (einca lof), og paa mange andre Bevillinger (lof), saaledes som anført i Lovene."

B. "Enhver Bevilling skal ansees som vedtaget i Lovretten (Þat scal allt metaz sva ilogrétto sem lofat se) , naar ingen af dem, der have Sæde i Lovretten, stemmer imod den, og naar ikke heller Nogen, der befinder sig udenfor Lovretten, nedlægger Forbud imod den. Enhver, der har Sæde i Lovretten, skal gjøre en af Delene med Hensyn til enhver Bevilling (leyfe), enten sige ja eller nei til den; ellers paadrager han sig Straffebøder af tre Mark. Andrages der i Lovretten paa en Bevilling (lof), paa en Tid, da de, der have Sæde i Lovretten, ikke alle ere komne tilstede, eller de ere gaaede bort, men der dog (iberegnet dem, der have Sæde paa den inderste og yderste Bænk) er fire Tylter Mænd eller flere tilstede, kan Lovsigemanden give dem Sæde paa de Mænds Pladser (paa Midtbænken), hvem Sæde med fuld Beslutningsret tilkommer (er setor eigo til fullz), og paadrager enhver sig Straffebøder (af tre Mark), der vægrer sig (for at indtage Pladsen). Naar saaledes den midterste Bænk er bleven fuldt besat, skal (Nv verðr mið pallr alscipaðr. Þa scal) Lovsigemanden tilkalde Vidner: "til Vidnesbyrd om"— skal han sige — "at alle disse sidde i Lovretten efter min Bestemmelse, berettigede til at give Love og Bevillinger Gyldighed (rettir til þess at fylla log oc lof); disse Vidner tilkalder jeg paa lovlig Maade (til Bedste) for Enhver, til hvis Tarv det er." Og skulle da alle Bevillinger (lof) være lige saa gyldige, som om Goderne selv sad der, og alene for dem skulle de, der have indtaget Pladserne, reise sig."

C. "Det er og fastsat, at det skal være Lov her i Landet, som staaer i (Lov-)Haandskrifterne (scrám). Men dersom Haandskrifterne ikke stemme overens, skal det gjælde, som staaer i de Haandskrifter, som Biskopperne eie. Er der ogsaa Uoverensstemmelse mellem deres Haandskrifter, skal det af dem tages tilfølge, som med flere Ord omhandler det Punct, hvorom Spørgsmaalet mellem Parterne dreier sig (er lengra segir þeim orðom er male scipta með monnom). Men dersom begge Haandskrifter ere lige udførlige, og dog uoverensstemmende , skal der gives det Haandskrift Fortrinet, som er i Skálholt. Det skal alt gjælde, som findes i det Haandskrift (scro), som Haflide lod skrive (let gera), med mindre en Forandring deri er gjort senere, men af andre Lovkyndiges Fremstillinger (af annara lög manna fyrir sögn) skal ene det gjælde, som ikke staaer i Strid med Haflides Haandskrift, og skal alt det gjælde (af andre Lovkyndiges Haandskrifter), som fattes i Haflides Haandskrift eller (i hine Haandskrifter) er tydeligere[99]. Trættes man om et Retsspørgsmaal (Nu þræta menn vm lögmal), da kan man forlange Lovretten samlet til Afstemning, dersom Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet (ef eigi scera scrár or). Men dermed skal saaledes forholdes, at man fra Lovbjerget, under Tilkaldelse af Vidner, skal bede alle Goderne og Lovsigemanden at gaae til Lovretten og til deres Sæder, for at afgjøre dette Retsspørgsmaal som det herefter skal være (greiða logmal þetta sva sem heþan fra scal vera); "jeg beder paa lovlig Maade" — skal den sige, der vil forsøge denne Afgjørelsesmaade (er reyna vill). Dersom nogle af de Mænd, som have Sæde i Lovretten, ikke begive sig til deres Pladser, naar de vide, at Lovretten skal samles til Afstemning, er Straffen Landsforvisning ligesom for andet Brud paa Thingsordenen; ogsaa kan man (istedet derfor) paastaae enhver Gode (som heri gjør sig skyldig) dømt til Straffebøder af tre Mark og til at fortabe sit Godedømme. Ganske den samme Straf gjælder for enhver af de Mænd, som det paaligger at tage Sæde i Lovretten (ogsaa dem, der have Sæde som Raadgivere), i den Afdeling at samme, hvor de efter Lovene ere pligtige at have Sæde. Saasnart Goderne ere komne til deres Sæder, skal hver af dem give en Mand Plads paa Bænken foran sig og en anden Mand paa den yderste Bænk bag ved sig, til at raadføre sig med. Dernæst skulle de Mænd, som der have en Trætte med hinanden (er þar eiguz mal við), anføre det Retsspørgsmaal (tina logmal þat), som de ere uenige om, og angive, hvori Meningsforskjellen mellem dem bestaaer. Derpaa skulle Lovrettesmændene overveie Parternes Anliggende (meta mál þeirra), indtil de have bestemt sig for, hvad Mening de ville vælge, og derefter skulle alle de Lovrettesmænd , som sidde paa Midtbænken, opfordres til at erklære, hvad hver af dem vil, at der skal være Lov i det Punct (hvat huerr þeirra vill log vm þat mál). Dernæst skal hver Gode sige, hvad han vil ansee for Lov (hvat lögin mun calla) og til hvilken af Parternes Mening han vil slutte sig i den Sag, og skal Flertallets Mening gjælde, men er der lige mange Lovrettesmænd paa begge Sider, som hver er af sin Mening om, hvad de ansee for Lov (kalla lög), skal deres Mening tages tilfølge, til hvem Lovsigemanden slutter sig, men er der flere af den modsatte Mening, skulle de raade. De skulle paa begge Sider aflægge Uenighedsed (vefangs eið), til Bestyrkelse af deres Mening, og aflægge Ed paa, at de formene det at være Lov i det Anliggende (at þeir hyggia þat vera lög vm þat mal), som de udtale sig for, og de skulle anføre, af hvad Grund det er Lov (af hui þat se log). Er nogen Lovrettesmand saa syg eller saaret, at han ikke kan være ude, skulle begge de modstaaende Partier (blandt Lovrettesmændene) sende Bud til Boden (hvor han opholder sig), for at erholde hans Stemmegivning, og sige, hvori Meningsforskjellen bestaaer, men han skal aflægge en lignende Ed som de andre og angive, hvilken af Parternes Mening han vil slutte sig til. Men dersom nogen Lovrettesmand, naar saadan Afgjørelse skal finde Sted, ikke har Brug af Mælet eller Forstanden eller er død, skal den Mand træde i hans Sted, som skulde have overtaget Udnævnelsen af Dommere, ifald han, naar saadan Udnævnelse skulde finde Sted, var afgaaet. Nu tilkjendegive Lovrettesmændene deres Mening, og dersom Mindretallet udgjør tolv eller flere, skulle de, der ere i Mindretallet, bekræfte deres Mening med Ed. Da blive de andre, der ere i Flertallet, ogsaa pligtige at bekræfte deres Mening med Ed, saaledes at de sværge i det Mindste i et Antal af een flere, eller, dersom Lovsigemanden er i Mindretallet, af to flere (end Mindretallet). Men dersom de, der ere i Flertallet, ere uenige om, hvem af dem skal aflægge Eden, skulle de indbyrdes kaste Lod derom, med mindre de alle ville sværge. Dersom Mindretallet bestaaer af færre end tolv, er Sagen derved strax afgjort mod disse, og er ingen af Flertallet da pligtig til at aflægge Ed — imod en Ed af et ringere Mindretal end tolv. Dersom der er nogle Lovrettesmænd, der erklære ikke at ville slutte sig til nogen af Parternes Mening (er með huarunge lataz vera muno), eller de forøvrigt vægre sig for at opfylde deres Pligter i disse Sager, da straffes alt Saadant saåledes som forhen er anført, og tilkommer Søgsmaalsretten i slige Sager den, som af de Parter, der have Trætten imod hinanden (er þar eiguz mál við), vil forfølge Sagen efter Lovens Strenghed, men vil ingen af de to Parter anlægge Sagen, tilkommer Søgsmaalsretten hvem som vil. Og skal Lovsigemanden (istedetfor de Lovrettesmænd, som unddrage sig fra at stemme) besætte Pladserne med Mænd, som der opfylde deres lovlige Pligter, og skal han, dersom det lader sig gjøre, tage en Mand fra den Vaarthingskreds , hvortil den Lovrettesmand hører, der har forseet sig, og gjælder det da Landsforvisning for enhver, som vægrer sig ved at indtage Pladsen. Men har Lovsigemanden ikke Kjendskab til Folk i den Bøigd, skal han bede de Goder, der ere fra samme Thinglag som den, der vægrer sig ved at opfylde sin Pligt, at skaffe ham en Mand i Stedet, saaledes at Lovretten derved kan blive fuldt besat, og er der da samme Straf for den, der undslaaer sig herfor, som for hin, der forsaae sig. Vil ingen af Goderne fra samme Thinglag gjøre hvad der (i saa Henseende) paahviler ham, skal Lovsigemanden anmode Goderne i et andet Thinglag derom, og i et tredie, dersom det ikke opnaaes før, og skulle da disse Stedfortræderes Stemmer have ligesaa megen Gyldighed, som andre Lovrettesmænds. Det er ogsaa fastsat, at en eller anden (af Lovrettesmændene) skal, under Tilkaldelse af Vidner, fremsige den Lovbestemmelse (tina við vatta log mál þat), som der er opnaaet Flertal for, men alle skulle tilkjendegive deres Enighed deri; derefter skal Lovbudet kundgjøres fra Lovbjerget (siþan scal up segia at logbergi)."

Det vil sees, at Stykket A handler om Lovrettens Møder og Omraadet for dens Virksomhed, B om Fremgangsmaaden ved Vedtagelsen af Bevillinger eller Benaadninger, og Stykket C bestemmer først, hvorledes der skal forholdes, naar de forskjellige Lov-Haandskrifter ikke stemme overens, og derefter gives der udførlige Regler om Vedtagelsesmaaden, naar der trættes om et Retsspørgsmaal. Det fremgaaer derhos af Indholdet af Stykkerne B og C, at Afgjørelsen efter det sidstnævnte Stykke skete ved Stemmeflerhed, medens der efter Stykket B fordredes Enstemmighed. Det skal endnu bemærkes, at der i den følgende Del af Lovrettesafsnittet, af hvilken de ovenfor optagne Stykker udgjøre noget over Halvdelen, gives Bestemmelser om Lovrettesmændenes Forpligtelse til at være tilstede, naar Lovsigemanden holdt sit Lovforedrag eller kundgjorde Love (S. 216), hvortil sluttelig føies forskjellige Bestemmelser om Lovsigemandens Virksomhed (S. 216 — 217). I Grágás´s Thingsordningsafsnit K. c. 55, S. 95 — 96 findes en Bestemmelse, som angaaer Fremgangsmaaden B. Det hedder nemlig: "Naar Benaadning (sycno lof) begjæres i Lovretten for Fredløse eller Landsforviste, bør Beslutningen derom kun være gyldig, forsaavidt alle Lovrettesmænd samtykke i den (leyfa), og Ingen udenfor Lovretten nedlægger Forbud derimod, saaledes at de Mænd, der sidde i Lovretten, høre det, men ei skulle Indsigelser fra andre Mænd end Lovrettesmændene komme i Betragtning, naar de ikke nedlægge Forbud." Om Lovrettens Fremgangsmaade ved Vedtagelsen af Beslutninger findes i Grágás ikke andre Bestemmelser end de saaledes anførte, samt endvidere de ovennævnte ganske særlige Forskrifter i Lovsigemandsafsnittet[100] om Valget af Lovsigemanden. I den øvrige oldislandske Literatur, navnlig Sagaerne, vil man ikke finde nogen Skildring af Lovrettens Forretningsorden eller Oplysning om dens Fremgangsmaade ved Vedtagelsen af Love eller andre Beslutninger[101].

I Stykket A hedder det, at man i Lovretten skal rette sine Love (rétta log sin) og vedtage nye Love (gera ny mæli), og at man der skal andrage paa Bevillinger o.s.v. Maurer har nu ment, at "Rettelse af Love« er forskjellig fra Vedtagelsen af nye Love, og at man ved det Første har forstaaet Afgjørelsen af Tvivl i Henseende til den fra gammel Tid gjældende Ret, hvorunder indbefattedes ikke blot Strid om Forstaaelsen af et Lovbud, men ogsaa det meget hyppigere Tilfælde, hvor man paa Grund af Lovens Taushed gik tilbage til Sædvaneretten. Han mener derhos , at Stykket C, efter hvilket Afgjørelsen skete ved Stemmeflerhed, handler om Rettelse af Love, men at derimod Vedtagelsen af nye Love, nýmæli, er foregaaet efter B og altsaa udkrævede Enstemmighed. Nogen udførligere eller nærmere Begrundelse af disse Anskuelser eller af deres Conseqventser eller Betydning for Opfattelsen af den islandske Rets Udvikling har han ikke meddelt[102].

Vi skulle nu i disse Henseender bemærke, at vi ikke see, hvorpaa den Mening kan begrundes, at der ved Vedtagelsen af nye Love skulde være bleven anvendt den i Stykket B omhandlede Fremgangsmaade. Nye Love, nýmæli, omtales slet ikke i dette Stykke, hvorimod det stedse kun taler om Bevillinger (lof, leyfi), og efter dets hele Indhold synes det ikke at kunne være tvivlsomt, at det kun tilsigter at give Regler for disses Vedtagelse. Det Eneste, der kunde anføres til Støtte for en modsat Forstaaelse, er Udtrykket: rettir til þess at fylla[103] lög oc lof, men disse, vistnok kun for Alliterationens Skyld saaledes valgte Udtryk betegne ganske vist kun i Almindelighed: at have Sæde eller besluttende Stemme i Lovretten.[104] og kunne ikke begrunde en Udvidelse af Reglen B til at gjælde om andet end Bevillinger; det vilde dog være altfor besynderligt, om der, efterat der helt igjennem i Stykket kun er talt om Bevillinger, skulde ved disse i en Formular anførte Ord være tilsigtet at antyde, at Reglen ogsaa skulde gjælde om Love.

Hvad dernæst angaaer Maurer's Distinction mellem nye Love og Rettelser af Love, forekommer det os tvivlsomt, om der overhovedet er Hjemmel til at skjelne mellem disse Begreber. Udtrykket at rétta log sin findes ikke andetsteds end paa det heromhandlede Sted i Stykket A. I Stykket C forekommer Udtrykket ikke, og man er altsaa ikke berettiget til fra dette sidstnævnte Stykkes Indhold at udlede Noget om Udtrykkets Betydning. Det forekommer os naturligst at forstaae Ordene enten ligefrem efter Ordlyden om at rette, gjøre lige, berigtige, forbedre Lovene[105] eller, hvad der maaskee kunde have mere for sig, om at formulere, redigere, vedtage[106]. At rétta log sin betegner da ganske i Almindelighed at vedtage Love[107] — med Bibemærkelsen, efter den første Forklaring: at forbedre, udvikle Lovgivningen, efter den sidste: at redigere Lovenes Form. Denne Opfattelse bestyrkes ved, at Udtrykket synes at komme igjen[108] i Benævnelsen logrétta, der naturligst maa betegne en Forsamling, hvis Hverv det er at vedtage Love. I Kongespeilet bruges ogsaa Ordet logrétta ligefrem om en Lovforbedring, ny Lovbestemmelse, Anordning (at þat væri góð logrétta, er keisarinn gaf[109]. Herefter vil det at rétta log sin blive i det Væsentlige det Samme som at gera nýmæli, og disse to Begreber maa ansees stillede sammen som ensbetydende; at de ere forbundne med Ordet "ok" kan saa meget mindre være til Hinder for denne Opfattelse, som en saadan Gjentagelse eller Pleonasme ingenlunde er usædvanlig, og som der iøvrigt er en lille Tankenuance i de to Udtryk. Der mangler overhovedet al Grund til at antage, at der er blevet skjelnet mellem flere Slags Love, eller at man navnlig fra Begrebet nýmæli eller nye Love i Almindelighed har udsondret saadanne nye Love, som gik ud paa Afgjørelsen af Tvivl i Henseende til den gjældende Ret. En slig Distinction er i sig selv unaturlig, og efter Grágás´s Indhold i det Hele, hvor der oftere nævnes nýmæli[110], men ikke tales om andre derfra forskjellige nye Love, forekommer der os at være al Grund til at antage, at man kun har kjendt Begrebet nýmæli og der under indbefattet alle nye Love[111].

Hvilken Mening man imidlertid end vil have om, hvorvidt der bør skjelnes mellem nye Love i Almindelighed og saadanne særlige nye Love, som gik ud paa Lovrettelser, maa vi i ethvert Fald ansee det for utvivlsomt, at der med Hensyn til Vedtagelsen af alle nye Love, af hvilkensomhelst Art, er blevet forholdt efter Reglen C, saaledes at der navnlig ikke er blevet krævet Enstemmighed, men Afgjørelsen derimod er skeet efter Stemmeflerhed. Vistnok kunde nogle af de i Stykket C brugte Udtryk synes at tyde paa, at der her alene er blevet tænkt paa Fortolkningen af et Lovbud[112] eller en nærmere Bestemmelse om Anvendelsen af et tidligere givet Lovbud; det hedder saaledes: trættes man om logmál, jfr. ogsaa senere: greiða logmál, tína logmál. Da logmál ofte betegner og navnlig ogsaa i Slutningen af Stykket C er brugt i Betydningen af Lovbud[113], ligger det i og for sig nær at opfatte Ordet paa samme Maade i den første Del af C. Paa et Par andre Steder i Grágás, nemlig K. c. 4, S. 17 og c. 76, S. 124 bruges at logmáli imidlertid, ikke som sigtende til et bestemt Lovbud, men som ensbetydende med: at logum, efter Loven, lovlig, og vi see ikke, at der er Noget til Hinder for at antage, at logmál i den første Del af C er brugt i en saadan videre Forstand, saa at altsaa den Tvist om logmál, der omtales, betegner Tvist om log, om hvad der skal gjælde som Lov, om et Retsspørgsmaal. Denne Forstaaelse af logmál tinder Bestyrkelse ved Sammenhængen i Stykket. Dette begynder nemlig med en Bestemmelse om, at det skal være Lov, som staaer i Lovhaandskrifterne, hvorefter der gives Forskrifter om, hvorledes der skal forholdes i Tilfælde af Strid mellem Haandskrifterne og om, at bl.a. yngre Lovhaandskrifter skulle følges, naar de indeholde Noget, som fattes i Haflides Haandskrift eller er tydeligere end i dette. Naar der nu derefter gaaes over til Regler for Fremgangsmaaden ved Lovrettens Afstemning, og denne Del af Stykket indledes med de Ord: Trættes man om logmál, da kan man forlange Lovretten samlet til Afstemning, dersom Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet (Nu þræta menn um logmál. oc má þa ryðia logrétto til. ef eigi scera srár or), synes Hovedmodsætningen til den foregaaende Del at ligge i Ordene: dersom Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet. Tanken synes at være: Først skulle Haandskrifterne eftersees; naar de ikke løse Tvivlen, kan Lovretten opfordres til Afstemning. Dette, at Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet, indbefatter imidlertid ikke blot, at der er Tvivl om Forstaaelsen af et Lovbud, men ogsaa at Haandskrifterne slet ingen Bestemmelse indeholde om det foreliggende Retstilfælde. Den derefter følgende Del af C synes heller ikke at harmonere med, at Stykket alene skulde handle om en Fortolkning eller nærmere Bestemmelse af et Lovbud; Afstemningen gaaer ikke ud paa, hvorledes Lovbudet skal forstaaes, men paa, hvad Goderne ville at der skal være Lov; var det en Fortolkning, maatte Resultatet af Afstemningen i mange Tilfælde have kunnet indskrænkes til en nærmere Præcisering af det tidligere Lovbud, og ialfald var det rimeligt, at den nu vedtagne Bestemmelse var bleven betegnet som et Tillæg til den tidligere Lov, men istedet herfor omtales i Slutningen af C Resultatet af Afstemningen som et nyt selvstændigt Lovbud[114]. I den heromhandlede Henseende synes saaledes Gjenstanden for Reglen C at kunne opfattes som saa omfattende, at nye Love af enhver Slags maatte komme ind under Reglen. Større Vanskelighed frembyder den Omstændighed, at Stykket C forudsætter, at det er to tvistende Parter, der staae ligeoverfor hinanden; der nævnes ikke det Tilfælde, hvor Forslag til en ny Lov stilles af en Enkeltmand, navnlig Lovsigemanden eller en af Lovrettesmændene, og efter sin Ordlyd omfatter Stykket saaledes ikke Lovforslag af enhver Slags. Selv om det imidlertid herefter antages, at C kun directe omhandler de nýmæli, der fremgaae i Anledning af en Tvist mellem to Parter, men ikke andre nýmæli, ikke nýmæli i Almindelighed, kan det dog ikke betvivles, at Analogien af Stykket C er blevet anvendt med Hensyn til den Classe af nye Love, som saaledes ikke er bleven omtalt i C — vi ville for Kortheds Skyld kalde dem de egentlige nýmæli. Der vilde under denne Forudsætning mangle enhver Forskrift om Vedtagelsesmaaden af egentlige nye Love og efter Sagens Natur vilde der kun kunne siges, at der i ethvert Fald ikke kan være blevet stillet lavere — men derimod snarere strengere — Fordringer med Hensyn til Alvoren og Omhuen ved Vedtagelsen af saadanne nye Love, end med Hensyn til hvilkesomhelst andre af Lovrettens Beslutninger[115]. Da der nu — afseet fra de særlige Regler om Lovsigemands- valget — ikke i Grágás gives andre Regler om Fremgangsmaaden ved Lovrettens Beslutninger end de i Stykkerne B og C fremstillede, maatte der vælges imellem, om man skulde henføre egentlige nýmæli under B eller C. At henføre dem under B — saaledes som det er skeet af Dahlmann og Maurer — vilde imidlertid føre til den største Urimelighed. Fremgangsmaaden efter B er, som det sees af dette Stykkes Indhold, overordentlig summarisk og let. Sagerne kunde foretages i Begyndelsen af Mødet, paa en Tid, da ikke alle Lovrettesmændene vare komne, eller i Slutningen af Mødet, naar Endel af dem allerede vare gaaede bort. Af de egentlige stemmeberettigede Medlemmer af Lovretten behøvede slet Ingen at være tilstede, ikke engang begge de to Bisiddere eller Raadgivere; det var nok, at der af Bisidderne var saa mange tilstede, at Midtbænken kunde besættes, altsaa at der af Lovrettens 144 Medlemmer var 48 — foruden Lovsigemanden — tilstede. Det sees ikke heller, at der foregik nogen Begrundelse af Stemmegivningen ; Enhver skulde kun sige Ja eller Nei. Vel fordredes der nu paa den anden Side Enstemmighed, ja man gik et Skridt videre, et høitideligt Forbud nedlagt udenfor Lovretten af en af Lovrettesmændene — der netop kommer tilstede, men ikke kan naae ind paa sin Plads inden Beslutningen vedtages[116] — eller endog af en hvilkensomhelst privat Mand, der ikke havde Sæde i Lovretten[117], var tilstrækkeligt til at forhindre Vedtagelsen af Forslaget, men disse Bestemmelser ere vistnok ingenlunde et Udtryk for at man har tænkt sig en alvorlig og samvittighedsfuld Overveielse, men vise alene, hvor liden Vægt der lagdes paa, om, disse Bagatelsager gik igjennem, og hvor liden Gunst der vistes mod Forslag af den omhandlede Natur, der gik ud paa en Undtagelse fra, eller Fravigelse af den strenge Rets Fordringer. Det er ogsaa klart, at Lovgrunden dels til den Ugunst, som det kunde være naturligt, til en vis Grad, at vise imod Strafformildelser eller andre Undtagelser fra Loven, dels til en summarisk Behandling af disse Sager — hvilke man i Almindelighed kunde tage meget let, medens man dog fandt det rettest, naar der var den mindste Tvivl, naar nogensomhelst Indsigelse fremkom, da strax at lade Sagen falde[118] — ingenlunde kunde være paa sin Plads ligeoverfor nye Love. Naar vi paa den anden Side kaste et Blik paa Fremgangsmaaden C, vil det sees, at der her anvendtes stor Alvor og Omhu. Alle Lovrettens 144 Medlemmer skulde møde og der lagdes en overordentlig Vægt paa, at Lovretten var fuldt besat, hvorom der gives udførlige Regler. Undlod den enkelte Gode at møde eller afgive sin Stemme, kunde han sagsøges enten til Landsforvisning, eller til at betale Tremarksbøder og til at fortabe sit Godedømme (hvorved til Sammenligning kan bemærkes, at Straffen efter B alene var Tremarksbøder, naar man undlod at stemme). Der fandt her, efterat Spørgsmaalet var fremstillet af Parterne, en Overveielse Sted (en Raadførelse med Bisidderne) indtil Lovrettesmændene havde bestemt sig til, hvad Mening de vilde vælge, og der skredes derpaa til Stemmegivning, der ikke, som ved B, alene bestod i et Ja eller Nei, hvorimod her hver enkelt Gode skal tilkjendegive, hvad han vil, at der skal være Lov. Vel skulde da Flertallets Mening gjøre Udslaget, men dersom Mindretallet mindst udgjorde et Antal af 12 Medlemmer, skulde der — vistnok som en Modvægt mod en letsindig Afgjørelse, og for at bidrage til at Differentsen muligen derved faldt bort — saavel fra Mindretallets som fra Flertallets Side aflægges Ed, idet begge Partier da anførte, hvad de ansaae for Lov og tillige Grundene for denne deres Opfattelse. Tilsidst skulde da en af Lovrettesmændene, idet han tilkaldte Vidner — hvilket dels var en høitidelig Form, dels gik ud paa at sikkre sig Bevis for det Forefaldne — fremsige den Lovbestemmelse, som var bleven vedtaget, og alle de Øvrige skulde erklære sig enige deri; den saaledes fra Lovrettens Side færdige Lov skulde derpaa kundgjøres af Lovsigemanden fra Lovbjerget. Det vil sees, at den her omhandlede Fremgangsmaade afgav en ganske anderledes betryggende Borgen for en alvorlig og omhyggelig Overveielse end Fremgangsmaaden B. Skulde denne sidste anvendes paa nye Love, vilde der paa den ene Side have været en Fare for, at det kunde lykkes at faae mindre heldige nye Love uden behørig Overveielse satte igjennem, idet det blot gjaldt om at faae samlet 48 Medlemmer af Lovretten, som vare enige i den, og saa, i et Øieblik, naar de øvrige Lovrettesmænd mindst ventede det, fremkomme med Forslaget, medens paa den anden Side Fordringen om Enstemmighed kunde medføre, at det, naar det netop gjaldt om at faae en hensigtsvarende Lov vedtaget, kunde blive umuligt at føre den igjennem, idet en enkelt Lovrettesmand eller endog en hvilkensomhelst af de Thingbesøgende kunde ved sit Veto forhindre Vedtagelsen. En Bestemmelse af denne Art vilde vistnok stride imod den sunde Sands, som ellers i saa høi Grad udmærker de islandske Love fra Fristatstiden. Vi ansee det herefter for utvivlsomt, at ikke Reglen B, men den i C fremstillede Vedtagelsesmaade er bleven anvendt med Hensyn til nye Love af en hvilkensomhelst Art, og at der altsaa til Vedtagelsen af nye Love ikke er blevet krævet Enstemmighed, men ikkun simpel Stemmeflerhed. Dette bestyrkes yderligere ved Beretningen i Íslendingabók[119] om Fremgangsmaaden ved Vedtagelsen af Hafliðaskrá. Denne bestod ikke blot af en Samling af de gjældende Love, men Lovcommissionen var ogsaa bemyndiget til at udarbeide saadanne nye Love, som den fandt bedre end de ældre Love. Men Vedtagelsen af det hele Lovarbeide skulde derefter, som det berettes i Íslendingabók, finde Sted efter Stemmeflerhed[120]. Det er indlysende, hvor vigtigt det saaledes vundne Resultat er med Hensyn til Spørgsmaalet, om der i Fristatens Tid har været gunstige Betingelser tilstede for en frodig og sund Lovgivningsdannelse, idet Anvendelsen af Reglen B ikke kunde Andet end paa den ene Side, ved den der opstillede Enstemmighedsfordring, virke hemmende i saa Henseende, paa den anden Side medføre en altfor stor Lethed i Behandlingen og altsaa af de mindre heldige Love.

Vi skulle endnu bemærke, at naar Maurer har ment, at "Rettelse af Love", hvorved han sigter til Stykket C, især hyppig er bleven anvendt i Tilfælde, hvor man, paa Grund af Lovens Taushed, gik tilbage til Sædvaneretten, da see vi ikke, at Stykket indeholder Noget, der bestyrker denne Opfattelse. Naar de modstaaende Parter, der fremstillede sig for Lovretten og æskede dens Bestemmelse, havde ønsket eller ventet en Afgjørelse efter Sædvaneretten, vilde det have ligget nær, at de, eller den ene at dem, havde paaberaabt sig Retssædvaner, eller at der var blevet Tale om Bevis for saadanne, men hertil findes ikke Spor, hvorimod Parterne alene skulde anføre det logmál, hvorom de vare uenige, og angive, hvori Meningsforskjellen mellem dem bestod. Ligesaalidt er der Tale om, at Goderne ved Afgjørelsen af det dem forelagte Spørgsmaal skulde gaae tilbage til Sædvaneretten; der findes navnlig ingen Bemærkning om, at de enkelte Goder skulde oplyse, hvad Sædvanen tilsagde i deres Egn o.s.v.; derimod gik Afstemningen simpelthen ud paa, hvad de vilde, at der skulde være Lov. Vel hedder det, at Lovrettesmændene, naar de ikke blive enige, skulle aflægge Ed paa, at de formene, at det er Lov, som de have stemt for (hyggia þat vera lög)[121], men herved kan ikke være sigtet til, at deres Mening skulde være stemmende med hvad der factisk var Retssædvane; Ordene maa naturligst forstaaes om, at de troe, at det af dem antagne Resultat er det juridisk rigtige, retfærdige, og dette bestyrkes ved Tilføiningen om, at de skulle anføre de Grunde, hvorpaa de støtte deres Mening. Vi see saaledes ikke, at den her omhandlede Bestemmelse i Grágás i mindste Maade kan tjene til at bestyrke den Mening, at Lovretten ved sine Beslutninger skulde være gaaet tilbage til Sædvaneretten.


__________


Lovsigemannen. Alltinget har kommet sammen. Romantisk maleri af W. G. Collingwood (1854–1932). Bridgman Art Library.
Naar vi nu dernæst skulle gaae over til at omhandle Reglerne for Lovgivningsinitiativet, Lovforslagsretten, ville vi i denne Henseende først have at gaae ind paa Bestemmelserne i Stykket C. Dette Stykke frembyder en for den rigtige Opfattelse af den islandske Fristats Institutioner særdeles interessant Særegenhed. Ved Gjennemlæsningen bliver det strax paafaldende , at medens der her er Tale om en Lov, der vedtages af den lovgivende Myndighed, Lovretten, skeer dette under Former, der stærkt minde om Procesmaaden i en Rettergangssag, idet det er en Trætte mellem to Parter, som giver Anledning til, at den ene Part opfordrer Lovretten til at samles, hvorefter begge Parter møde og fremstille det Retstilfælde, hvorom dé tvistes, og forlange en Afgjørelse af Lovretten , som derpaa tager Beslutning. Det Spørgsmaal synes naturligen at maatte reise sig, om vi her have for os en dømmende eller en lovgivende Virksomhed. Dette Spørgsmaal har ikke hidtil været Gjenstand for nogen dybere gaaende Undersøgelse fra de Forfatteres Side, som have sysselsat sig med Studiet af den islandske Retshistorie. Schlegel — deriøvrigt, vistnok ved en Forvexling med de norske Institutioner eller med den i Island, efter Underkastelsen under de norske Konger , ifølge norsk Mønster indførte logrétta, feilagtig har betragtet Lovretten i Fristatens Tid som en Domstol (judicium ordinarium superius, i Modsætning til Vaarthingsdomstolene, som de underordnede Retter) — har uden videre anseet den i Stykket C omtalte Afgjørelse som en Dom (res judicata), der, som han dog erkjender, ikke blot gjaldt mellem Parterne, men ogsaa for Fremtiden skulde betragtes som Norm for lignende Tilfælde, ligesom han mener at mange af disse "Decisioner" ere gaaede over i Grágás[122] De følgende Forfattere, B. Einarsson[123], Th. Sveinbjörnsson[124], Dahlmann[125] , Keyser[126] og Maurer[127] — der iøvrigt alle maa ansees enige i, at Schlegel har gjort sig skyldig i en urigtig Opfattelse ved at betragte Lovretten som en Domstol eller Overret — synes ligefrem at gaae ud fra. at den i C skildrede Virksomhed er en lovgivende Function[128], uden at de dog gaae ind paa en nærmere Drøftelse af Spørgsmaalet; dog bemærker Maurer med Hensyn til Rettelse af Love, hvorved han sigter til C, at den var noget Eiendommeligt for den islandske Ret, og at dette muligen hænger sammen med, at i Island den lovgivende og dømmende Myndighed var henvist til forskjellige Autoriteter, medens i Norge logrétta forenede begge Functioner (S. 32, Not. 68). Vi skulle nu nærmere undersøge det omtalte Spørgsmaal, men for at kunne see Grágás´s herhen hørende Bestemmelser i deres rette Belysning vil det være hensigtssvarende, først at kaste et Blik dels paa de tilsvarende Institutioner i Norge, dels paa nogle Puncter vedkommende Ordningen af Domstolene i Island og Rettergangsmaaden ved disse.

I Norge hvilede i den ældre Tid hos Lagthingene saavel den lovgivende, som den dømmende Myndighed. Der dannedes paa Thinget en logrétta, sandsynligvis bestaaende af 36 Medlemmer[129], som maa antages at have udøvet begge disse Myndigheder[130] ; særlige Domstole udenfor Lagretten gaves der ikke paa disse Thing. Lovgivnings- og Domsmyndigheden synes ikke i Lagretten at være bleven holdt strengt ude fra hinanden. Paa den ene Side bleve Lagrettesbeslutninger, der gik ud paa at give egentlige Love, affattede i Form af Domme[131] . Et Exempel herpaa er det, at da Kong Magnus Lagaböter affattede den nyere Landslov (vedtagen 1273 — 1277) havde, som det paaberaabes i Lovens Indledning, Lagthingene i Forveien ved en Dom, en i Domsform taget Beslutning, bemyndiget ham til at udarbeide den nye Lovbog ("er þer dæmdut hana alla i uara skipan")[132]. Hvad paa den anden Side angaaer Lagthingenes dømmende Myndighed, bestemmes det i Frostathingsloven, at Lagretten skulde "dømme Lov" (dæma log) om de den forelagte Sager og at den, naar Lovbogen ikke indeholdt nogen Regel om det foreliggende Retsspørgsmaal , skulde bestemme, hvad der skulde gjælde[133]. Da det var samme Autoritet, som gav Love og dømte i Rettergangssager, og begge disse Functioner, hvad den endelige Afgjørelse angaaer , udøvedes under lignende Former , nemlig i begge Tilfælde under Domsform, maa det vistnok antages, at de omhandlede to Virksomheder ere gaaede over i hinanden, ogsaa med Hensyn til den Betydning, der tillagdes Lagrettens Afgjørelser. Det er da sandsynligt, at Dommene i Rettergangssager ikke ere blevne betragtede blot som Afgjørelser, der vare bindende for de procederende Parter, men at man, forsaavidt der blev paadømt et juridisk Spørgsmaal, har anseet Afgjørelsen som en ogsaa i Fremtiden og for Alle gjældende Bestemmelse[134], som Retsregler, der stod lige med Love, og at der altsaa ved Paadømmelsen af de almindelige Rettergangssager tillige udøvedes en i egentlig Forstand lovgivende Virksomhed. Til nærmere Belysning af den Opfattelse, der maa antages at have været gjældende i denne Henseende, kan anføres, at den nævnte Bestemmelse i Frostathingsloven (I, 2), hvorefter Lagretten i Rettergangssager, naar Lovbogen ingen Bestemmelse indeholdt om et foreliggende Retstilfælde, kunde udfylde Loven, overgik — med den Tilføining, at Lagmandens Stemme skulde gjøre Udslaget, naar Lagrettesmændene ikke bleve enige — i den, efter den islandske Fristats Undergang, i Island i 1281 indførte Lovbog Jonsbok[135]. I Henhold til denne Bestemmelse tog Lagretten og Lagmanden i Island jevnlig i den følgende Tid Beslutninger om nye Retsregler, der affattedes i Form af Domme og som ansaaes for at have Lovskraft; disse Domme bleve ofte afsagte uden at der forelaa en Rettergangstrætte, eller uden at der stod private Parter ligeoverfor hinanden, hvorimod Anledningen kunde være den, at f. Ex. Høvedsmanden opfordrede Lag- manden og Lagretten til at give Forskrifter om (dæma um) et ulovbestemt Retsspørgsmaal[136]. Den omtalte, kun for Rettergangssager givne Regel er da saaledes i Island blevet anvendt — foruden ganske vist ogsaa i Rettergangssager — tillige uden at saadanne forelaae, med den Virkning, at der herved udøvedes en formelig Lovgivningsvirksomhed, hvilket saaledes turde yderligere bestyrke Rigtigheden af, at hin Bestemmelse i Frostathingsloven er bleven opfattet paa den af os anførte Maade. — Om Beslutningsmaaden i den norske Lagrette haves kun høist tarvelige Oplysninger. Etter de ældre norske Provindsialloves Bestemmelser[137] maa det vistnok antages, at der til en gyldig Beslutning (Dom) udfordredes Enstemmighed[138], hvilket kunde synes at maatte lægge næsten uoverstigelige Hindringer i Veien for en endelig Afgjørelse, men ligesom Aschehoug har bemærket[139], at der vistnok ikke fandt formelig Afstemning Sted, hvorimod den Maade, hvorpaa en Meningsforskjel gjordes gjældende, synes at have bestaaet deri, at de Protesterende forlode Thinget — altsaa foretoge en i og for sig temmelig yderliggaaende Demonstration — saaledes kan det endvidere anføres, at der var fastsat Straf for Thingmændene, naar de overhovedet forlod Thinget, saavelsom for naar de ikke vilde dømme[140], ved hvilke Bestemmelser i det Hele der saaledes vistnok dannedes en Modvægt mod en for stor Tilbøielighed til Dissentser[141].

Hvad dernæst angaaer Ordningen af Domstolene i Island og Rettergangen ved disse, da holdtes der i hver af Landets 13 Thinglag aarligen et Vaarthing, hvor en Domstol af 36 Medlemmer, udnævnte af Thinglagets tre Goder, dannede det ordinaire Værnething for Thinglagets Beboere[142]. Paa Althinget afholdtes fire Fjerdingsretter (fjórungsdómar)[143] en for hver Fjerding af Landet. Antallet af Dommerne i hver Fjerdingsret var 9[144] der udnævntes i Begyndelsen af Althingstiden af Fjerdingens Goder blandt deres paa Thinget tilstedeværende Thingmænd. Endelig gaves der en øverste Instants, Femterretten, fimtardomr, bestaaende af 12 Mænd fra hver Fjerding, udnævnte af Goderne, tilsammen 48, hvoraf dog kun 36 skulde deltage i Dommen, idet hver af Parterne skulde udtage 6 Dommere (K. c. 43 flg., S. 77 flg.). Man kunde i Almindelighed vælge, om man, istedetfor at anlægge Sag ved Vaarthingsdomstolen i det Thinglag, hvortil den Sagsøgte hørte, vilde anlægge den ved Fjerdingsretten[145]. Anlagdes Sagen ved Vaarthingsdomstolen og der i denne opnaaedes Enstemmighed, var Sagen derved endelig afgjort. Blev Dommen derimod ikke afsagt med Enstemmighed, maatte Sagen indstevnes til Fjerdingsretten[146]. En lignende Regel gjaldt for Fjerdingsretten, idet Sagen, naar ikke Enstemmighed der opnaaedes , maatte indstevnes til Femterretten[147] , hvor Sagen da afgjordes efter Stemmeflerhed[148]. Det kunde saaledes træffe sig, at en Sag kom til at gjennemgaae alle tre Instantser. Udenfor det nævnte Tilfælde gjaldt hverken Fjerdingsretterne eller Femterretten som Appelinstantser, og en Modvægt mod Sagens Appel paa Grund af Dommernes Uenighed søgtes opnaaet ved at Dommerne i Vaarthings- og Fjerdingsretterne i Tilfælde af Dissents skulde aflægge en Uenighedsed (vefangseiðr), idet da de, der vare af samme Mening, satte sig hos hinanden, og begge Partier, under Angivelse af hvilken Dom de vilde dømme og Grundene herfor, gjensidig opfordrede hinanden til at slutte sig til den af dem forsvarede Mening. Begge Partier afsagde da hver sin Dom i Sagen. Sagen maatte derpaa indankes for den høiere Ret, idet baade Sagsøgeren og den Sagsøgte gjensidig skulde stevne hinandens Dommere for at have dømt ulovlig (dømt o lög) og paastaae dem idømt Bøder[149]. Fra Femterretten[150] fandt ingen Appel Sted, og imellem den og Lovretten var der ingen Forbindelse; navnlig er der intetsteds Tale om, at en Sag kunde fra Femterretten — eller fra de øvrige Domstole — gaae til Lovretten, iøvrigt havde Femterretten sin Plads paa samme Sted som Lovretten, altsaa paa dens Bænke[151]. Foruden de nævnte ordinaire Retter gaves der forskjellige private Domstole, der for hver Gang udnævntes af vedkommende Parter (engidomr, afréttardomr o. s. v.). For disse synes Fjerdingsretterne at have været Appelinstants som for Vaarthingsretterne. En særegen Ret var den af Goden efter Domhaverens eller Forligshaverens Begjering dannede féransdomr, hvorved den afsagte Dom eller det indgaaede Forlig blev exeqveret.

Proceduren, der i Grágás med megen Udførlighed omhandles især for Fjerdingsretternes Vedkommende, var forbunden med en Række Formaliteter, som, naar de ikke nøiagtigen iagttoges, kunde give Modparten Anledning til en ligesaa lang Række af Indsigelser. I Almindelighed begyndte Sagen med, at Sagsøgeren med Vidner indfandt sig paa sin Modparts Bopæl, og høitideligen indstevnede ham til at møde for den paagjældende Ret, hvor Sagen skulde foretages, idet han da nøiagtigen skulde angive Sagens Gjenstand og hvilke Paastande han vilde nedlægge ("jeg tilkalder Vidner paa at jeg stevner N. N. for at have..., jeg paastaaer ham herfor dømt til .... o.s.v."). Undertiden traadte i Stedet for Stevning en Lysning fra Lovbjerget af et lignende Indhold som Stevningen. Under Proceduren stode Parterne stedse skarpt overfor hinanden, hvilket bl.a. viser sig deri, at naar Sagsøgeren ved Fjerdingsretten ikke var mødt om Morgenen ved den Tid, da Domstolen drog ud, kunde den Sagsøgte faae ham dømt til Bøder, hvilke han kun slap for, naar han kunde godtgjøre, at Solen ikke havde været at see[152]. Sagsøgeren begyndte med, idet han tilkaldte Vidner paa sine Ord, at tilbyde den Sagsøgte at paahøre, at han aflagde den sædvanlige Rettergangsed og at han fremsagde sin Sag. Dernæst aflagde han Eden, og erklærede, at han herved fremsagde sin Sag, idet han anførte , hvem han havde indstevnet, og for hvilken Sag, og hvad Paastand han i Stevningen havde nedlagt, og til hvilket Thing han stevnede, og at han havde stevnet lovlig Stevning, og at han nu herved fremsagde denne Sag imod sin Modpart. Næst efter Fremsigelsen af Sagen skulde — som det synes, uden Hensyn til, om Modparten var mødt eller ikke — Bevis føres for, at Stevning havde fundet Sted og for dens Indhold, hvilket Bevis navnlig førtes ved at de ved Stevningens Foretagelse paakaldte Vidner afgave edelig Forklaring derom. Der skredes derpaa til en ofte omstændelig Bevisførelse for selve Sagens Gjenstand. Inden den Sagsøgte begyndte paa sit Forsvar, skulde han, idet han paakaldte Vidner, spørge Sagsøgeren, om han havde fuldstændig fremført sit Søgsmaal. Sagsøgte skulde da ligeledes aflægge Ed og under Vidners Tilkaldelse opfordre Sagsøgeren til at høre paa Eden og paa Fremsigelsen af hans Forsvar. Naar ogsaa den Sagsøgte havde ført sine Beviser — hvilket da kunde give Sagsøgeren Anledning til nye Bevisførelse o. s. v. — skredes der til Domsafsigelse. Forinden denne aflagde Dommerne Ed paa, at de vilde dømme saadan Dom, som de mente var Lov (sem ec hygg log vera)[153]. For hver af Parterne skulde en af Dommerne, reifa, d. e. referere, recapitulere det under Sagen Fremførte, navnlig Beviserne ; kunde Parten ikke formaae en af Dommerne dertil, kastede disse Lod om, hvem der skulde overtage dette Hverv. Dommen blev, efterat Afstemning havde fundet Sted, opsagt af den Parts Referent, som fik Medhold: "jeg erklærer" — sagde han — "at vi dømme en lovlig Dom (log dom)[154], naar vi dømme saaledes." De anførte Regler gjaldt i det Hele ogsaa for Vaarthingsretterne. Ogsaa ved Femterretten skulde der være reifingarmenn for Parterne og Dommereden lød ogsaa her paa, at Dommerne vilde dømme den Dom, som de mente var Lov (er ec hygg log vera)[155]. Som anført afsagdes Dommen i Femterretten efter Stemmeflerhed; vare Stemmerne lige, blev den Sagsøgte dømt skyldig, men havde der været Uenighed (vefang) i Fjerdingsretten og begge Parter havde forholdt sig rigtig med vefang, skulde Sagen gaae dem imod, som i Fjerdingsretten havde stemt for en Mening, der maatte ansees at fjerne sig mest fra Loven (er siðr hafa at logom dömt)[156].

Bevis førtes undertiden ved Vidner og i nogle enkelte sjeldne Tilfælde ved Mededsmænd (sannaðarmenn), men Hovedbevismidlet var Kviden[157]. Denne afgav ikke sit Udsagn om det hele foreliggende Factum — om den Sagsøgte var skyldig eller ikke skyldig — under Eet, men særskilt om hver af de forskjellige factiske Omstændigheder, der kunde have Betydning ved Sagens Paadømmelse, og der kunde derfor blive flere Kvidudsagn at afgive i samme Sag. Domstolene vare vel forsaavidt bundne ved de førte Beviser, at de ikke kunde tilsidesætte disse, selv ikke naar der blev gjort Indsigelse mod Bevismidlerne som falske — i hvilket sidste Tilfælde Appel til Cassation af dem kunde finde Sted — men det maa dog antages at have været Dommernes Hverv at afveie de forskjellige under Sagen førte Beviser imod hinanden og altsaa forsaavidt at afgjøre , om Bevis var tilveiebragt for Factum. Dernæst havde Dommerne at henføre det factiske Forhold under den gjældende Lovregel og anvende denne. Om de endvidere, naar der var Tvivl om Lovens Mening, have kunnet fortolke den, eller, under Lovens Taushed om det foreliggende Retsspørgsmaal, afgjøre dette, findes ikke omtalt i Grágás.

Vi skulle nu, efter de saaledes gjorte Sidebemærkninger, vende tilbage til Undersøgelsen af den Character, der maa tillægges den i Stykket C omhandlede Fremgangsmaade. Sammenligne vi denne med de efter det Anførte gjældende Regler om Procesmaaden ved Domstolene, viser der sig en betydelig Forskjel. Medens der til en ved Domstolene anlagt Rettergangssag hørte en imod den anden Part stilet Stevning eller Lysning af Sagen, en edelig Saggivelse, hvori der nedlagdes Paastand over Modparten, og fra den Sagsøgtes Side et tilsvarende edeligt Forsvar, samt en Bevisførelse fra begge Parters Side, Alt forbundet med en Række Formaliteter, paa hvis nøiagtige Iagttagelse der lagdes en overordentlig Vægt, og endelig en Afgjørelse af Sagen ved en Dom, der kunde exeqveres hos den Domfældte, finde vi derimod ved Fremgangsmaaden C hverken Stevning eller Lysning eller Edsaflæggelse eller nogen Paastand nedlagt af den ene Part over den anden; der er ingen Trætte om eller Bevisførelse for de factiske Forhold og der anvendes saa at sige ingen Formaliteter, hvorimod det Hele gaaer til med en ukonstlet Simpelhed; endelig begjæres der vel en Afgjørelse, men den Afgjørelse, der forlanges, er ikke nogen Dom, derimod en ny Lov, og Afgjørelsen skeer derefter i Form af et saadant almindelig gjældende Lovbud. Uagtet det saaledes Anførte, lader det sig ikke nægte, at den omtalte Fremgangsmaade har ikke Lidet af en Domsafgjørelses Egenskaber. Ligesom i en Rettergangssag er det et concret factisk Forhold, der er Grundlag for Afgjørelsen, og ganske som i en Proces see vi to modstaaende Parter, der have en Tvist med hinanden ; de møde, fremstille det Punct, hvorom de ere uenige, og forlange og erholde Lovrettens Bestemmelse. Vel gives nu denne Bestemmelse i Form af et almindeligt for Fremtiden gjældende Lovbud, men naar der sees nærmere til, indbefattede dette Lovbud i sig en Domsafgjørelse. Det maa fornuftigvis antages, at naar de to Parter, der havde en Tvist med hinanden, mødte, fremstillede deres Meningsforskjel og ønskede en Lov herom, saa var det deres Tanke, at denne Lov da ogsaa skulde bringe deres Meningsforskjel til en Afslutning; at de havde en Interesse i Afgjørelsen, synes ogsaa forudsat i Bestemmelsen om, at de, naar nogen af Lovrettesmændene vægrede sig ved at stemme, kunde anlægge Sag mod ham. Man maa altsaa antage, at Lovbudet, foruden at være en for Alle gjældende Retsregel, tillige var en Afgjørelse af Parternes Retsforhold, en Bestemmelse af, hvad der skulde være Ret imellem Parterne, men dette er netop det Characteristiske ved en Dom. Lovbudet blev saaledes i Virkeligheden en Dom for Parterne[158], og der kan kun spørges, om dette gjaldt ikke blot, naar begge Parter mødte og æskede en Afgjørelse, men ogsaa, naar Modparten udeblev. Imod at det blev en Dom ogsaa i dette sidste Tilfælde kan anføres, at der ikke anvendtes Stevning; det var ikke tilkjendegivet Modparten, at en Afgjørelse vilde falde, hvad enten han mødte eller ikke. Vi troe dog, at Lovbudet ogsaa i det her omtalte Tilfælde blev at betragte som en Dom med Hensyn til Parternes Retsforhold. Det Naturligste var dog, at Lovretten, for hvilken et bestemt factisk Tilfælde forelagdes, afgjorde, hvad der i dette Anliggende skulde være Ret. Naar navnlig Parten, der bevislig havde en Tvist om et Retsforhold med en bestemt Modpart, havde erhvervet et Lovbud derom, og derpaa anlagde Sag ved Domstolen imod sin Modpart og paaberaabte sig Lovbudet, synes dette Lovbud at have maattet anvendes paa Parternes Forhold; Lovbudet maatte nemlig betragtes som en Lov, blandt Andet særlig for dette bestemte, af Lovretten netop overveiede Retsforholds Vedkommende[159]. Følgen heraf maatte iøvrigt blive, at Modparten, uagtet der ingen Stevning var anvendt, vistnok i Almindelighed gav Møde, da han ikke vandt Noget ved at udeblive, hvorimod han ved at møde kunde faae Leilighed til at varetage sit Tarv. At den hele Fremgangsmaade maa ansees at have en judiciel Character, bestyrkes endvidere ved en Sammenligning med de ovenfor fremstillede Forhold i Norge. Ordningen i Island synes at være en Udvikling af disse. Medens den norske Lagrette forenede i sig baade den lovgivende og den dømmende Myndighed, oprettede man i Island, ved Siden af Lovretten, særskilte Domstole, til hvilke der saaledes overdroges en Del af den Myndighed, som i Norge var forenet paa een Haand. Man har imidlertid i Island ikke gjort Skridtet fuldt ud, idet man nemlig har ladet Lovretten beholde noget af den dømmende Virksomhed. Man synes at have villet opnaae en vis Conseqvents ved vel at oprette særskilte Domstole (altsaa udsondre den dømmende Virksomhed), men ved Siden deraf at bevare for Lovretten Afgjørelsen af Retsspørgsmaal, ikke blot forsaavidt saadanne skulde ordnes ved Lov, men ogsaa forsaavidt de forefaldt og skulde afgjøres i Rettergangssager. Man har saaledes i Principet beholdt noget af Eiendommeligheden ved de norske Institutioner; at Afgjørelsen i Norge skete ved Dom, i Island ved Lov, er forsaavidt uden videre Betydning, idet den norske Lagrettes Domme ligesaavel kunde betragtes som Love. Spørges der dernæst, i hvilken Grad den omhandlede Tanke er bleven gjennemført ved Fastsættelsen af Domstolenes Omraade, med andre Ord, om Afgjørelsen af Retsspørgsmaal har været unddraget Domstolene og udelukkende har hvilet hos Lovretten, eller om Domstolene have havt Myndighed til at afgjøre Retsspørgsmaal, men Parterne ogsaa have kunnet vælge at forelægge disse for Lovretten, da er Besvarelsen af dette Spørgsmaal vanskelig. Af Dommeredens Udtryk, at Dommeren vil dømme den Dom, som han mener er Lov (sem ec hygg log vera), af Udtrykket "Lovdom", eller af Bestemmelsen om, at i Femterretten skal, .naar Stemmerne ere lige. Sagen gaae dem imod, der i Fjerdingsretten have stemt for en Mening, der fjerner sig mest fra Loven (er siðr hafa at logom dömt)[160], lader sig Intet slutte, thi det er givet, at Domstolene skulde dømme efter Lovene, at de have havt det Hverv at anvende den gjældende Lov, naar en saadan havdes, paa de foreliggende Retstilfælde. Af større Betydning med Hensyn til Spørgsmaalets Besvarelse ere de paafaldende ringe Fordringer, der stilledes til de Egenskaber, den skulde være i Besiddelse af, som udnævntes til Dommer[161]. For af Goden at blive udnævnt til Dommer fordredes der nemlig kun en Alder af 12 Aar — dette var iøvrigt, navnlig i tidligere Tid, den almindelige Myndighedsalder[162] — , og endvidere fast Hjem, samt at man i Barndommen havde lært "den danske Tunge" — saaledes kalder Grágás i Almindelighed det oldnordiske eller islandske Sprog — eller ialfald været i Island i 3 Aar; der omtales ikke, at Vedkommende skulde være i Besiddelse af Lovkundskab, eller f. Ex. at han skulde være en forstandig eller erfaren Mand, ja, der fordres end ikke selvstændig Stilling; der fordres ikke, saaledes som for at være Medlem af Kviden, at den, der udnævnes, skal være Bonde, eller selvstændig Jordbruger; hvad navnlig angaaer Vaarthingene findes der en Bestemmelse om, at Bonden kunde lade sin Tjenestekarl møde paa Thinge i sit Sted, og denne maatte da kunne udnævnes til Dommer[163]. Det maa ogsaa bemærkes , at der ikke i Grágás nogetsteds findes omtalt eller antydet, at der kunde være Tvivl hos Dommerne om den juridiske Opfattelse, ligesaalidt som der findes Regler om, hvorledes Dommerne skulde forholde sig, naar der ingen Lovbestemmelse havdes, hvorefter det foreliggende Retstilfælde kunde bedømmes. Hverken i Grágás eller i Sagaerne vil man heller finde Spor til, at der er blevet tillagt Domspræjudicater eller Praxis ved Domstolene Betydning, og i Grágás nævnes navnlig ingensteds Domme som Hjemmel for Retssætninger. Uagtet det Anførte driste vi os ikke til at antage, at Afgjørelsen af Retsspørgsmaal har været ligefrem unddraget Domstolene. I saa Fald vilde det efter den Omhu, hvormed Reglerne for Domsafgjørelse ere behandlede i Grágás, være sandsynligt, at en udtrykkelig Bestemmelse derom var blevet givet; ogsaa kan det bemærkes, at medens en Regel, hvorefter Domstolene ikke kunde afgjøre Retsspørgsmaal, men disse altid maatte forelægges Lovretten, ikke paa Althinget kunde medføre nogen stor Ulempe, vilde denne Regel vanskeligere have kunnet gjennemføres for de Retters Vedkommende, der afholdtes udenfor Althinget. Derimod forekommer det os sandsynligt, at Forholdene i Virkeligheden have været saaledes, at Domstolene sædvanligvis ikke have paadømt Retsspørgsmaal, men at det derimod i Almindelighed har været forudsat, at slige Spørgsmaal maatte afgjøres ved Lov. Vi antage derfor, at saadanne Henvendelser til Lovretten fra vedkommende Parters Side, som i Stykket C omhandlet, for at erholde en Afgjørelse af hvad der var gjældende Ret med Hensyn til en mellem Parterne stedfindende Tvist, have været temmelig hyppige. — Det kan ikke antages, at der, for at kunne gjøre en slig Henvendelse, udfordredes, at der allerede var reist en Proces ved Domstolene. I mange Tilfælde har der kunnet være Trætte mellem Parterne dels om de factiske Forhold, om Beviset for disse og dettes Bedømmelse, dels tillige om et Retsspørgsmaal; man kunde da ikke undgaae at forelægge Sagen for Domstolene for det første Puncts Vedkommende, og enten før eller under Processen har man da henvendt sig til Lovretten for at faae Retsspørgsmaalet afgjort; en under Processen fremført Indsigelse har vel ogsaa undertiden givet Anledning til at man er gaaet til Lovretten. Men i mange andre Tilfælde, hvor der ikke var Tvist mellem Parterne om de factiske Forhold, men kun om Retsspørgsmaalet, kunde Uenigheden mellem Parterne faae sin Afslutning ved Lovrettens Afgjørelse alene, uden at der altsaa var anlagt eller paatænktes nogen Proces. En anden Sag var det, at den, der fik Medhold hos Lovretten, kunde, naar Modparten ikke godvillig vilde rette sig efter dennes Afgjørelse, blive nødt til derefter at gaae til Domstolene for at faae exigibel Dom.

Medens vi saaledes tillægge den omhandlede Fremgangsmaade efter Stykket C, saavel i dens Oprindelse som i dens Virkning, en tildels judiciel Character, maa det paa den anden Side erkjendes, at den tillige og i en nok saa væsentlig Grad havde Characteren af en Lovgivningsvirksomhed. Det er ogsaa netop som en lovgivende Virksomhed, at den hidtil er bleven opfattet, og man har kun feilet i, at man ikke har havt Blik for, at den tillige indbefattede i sig et dømmende Element. Det var i Virkeligheden, hvad Resultatet angaaer, en almindelig for Alle gjældende Lov, der blev givet, og det var et Bimoment ved denne Lov, at den tillige var en Dom for de to Parter. Det til Lovretten stillede Andragende om Vedtagelsen af et nyt selvstændigt Lovbud maatte da nærmest betragtes som et Slags Lovgivningsinitiativ, hvorved der alene var det Særegne, dels at det ikke fremkom som et directe Forslag om en Lov, men som en Opfordring til at afgjøre, hvad der skulde gjælde som Lov i et angivet Tilfælde, dels at der forudsættes at staae to Parter overfor hinanden. Vel kan der nu siges, at Parterne, der æskede Lovrettens Bestemmelse, dog herved alene, eller ialfald hovedsagelig, maa have havt til Hensigt at opnaae en Afgjørelse af deres concrete Retsforhold, altsaa at faae en Dom, og at følgelig Andragendet ikke i sit Øiemed var et Lovinitiativ, men herved maa dog gjøres en Bemærkning, der er af stor Vigtighed. Naar, som antaget, Henvendelsen til Lovretten kunde skee, uden at der var anlagt eller paatænktes nogen Proces, vil det sees, at endogsaa en nok saa lidet alvorlig ment, leilighedsvis opstaaet Meningsforskjel kunde benyttes som Anledning til at æske Lovrettens Responsum; herfor kunde der saa meget mindre være noget til Hinder, som Lovretten ikke skulde bedømme eller undersøge det factiske Forhold, eller om der overhovedet factisk var noget Tvistepunct, hvorimod den kun skulde afgjøre, hvad der skulde være Ret i et angivet factisk Tilfælde. Ligesaavist altsaa som den nævnte Fremgangsmaade kunde benyttes i en virkelig Retstrættes Tjeneste, ligesaavist kunde den anvendes uden at der var nogen Retstrætte, altsaa uden at der havdes det Øiemed at faae en Retstvist afgjort. Det sees saaledes, at Reglen C indeholdt en Adgang til, under Iagttagelse af de der foreskrevne Former, at tage Initiativet til Love, hvorved der blev givet Retsregler for hidtil ulovbestemte Tilfælde. Der kan nu med Hensyn til Benyttelsen af dette Initiativ spørges, om det kan antages at have været en Betingelse, at der stod to Parter overfor hinanden. I denne Henseende maa bemærkes, at der, som anført, ingen Stevning fandt Sted, ingen Tilkjendegivelse til Modparten om at Spørgsmaalet vilde blive afgjort hvad enten han mødte eller ikke, og det er heller ikke begge Parter, der stille Opfordringen til Lovretten, men kun den ene Part; han taler kun paa egne Vegne, uden engang at nævne, at han har en Modpart; han beder kun simpelthen Goderne og Lovsigemanden at begive sig til deres Sæder for at afgjøre dette Retsspørgsmaal. Der taler herefter Endel for, at Lovretten var pligtig til at træffe Afgjørelse efter en Enkeltmands Opfordring, uden at det kom an paa, om der var en modstaaende Part, som mødte. Imidlertid maa det indrømmes, at Forudsætningen i C helt igjennem er, at der møde to Parter, og det er derfor rimeligst, at man — idet man er gaaet ud fra den oprindelige Tanke om en dømmende Afgjørelse — har opstillet den heromhandlede Fremgangsmaade og navnlig Betingelsen at to Parter mødte, som en Form, hvorunder dels en Retstvist kunde afgjøres, dels Initiativet iøvrigt kunde tages til Løsningen af Retsspørgsmaal, hvorom der ikke i Lovene fandtes Bestemmelser; maaskee er det ogsaa overhovedet blevet anseet for ønskeligt, at to Parter stode ligeoverfor hinanden, da der herved opnaaedes en Garanti for, at modstaaende Meninger kunde komme frem. Den, der vilde tage et saadant Initiativ som det omhandlede, maatte vel altsaa sørge for at have en Modstander, der mødte. Det Samme maatte da ogsaa iagttages af Parten, der i Anledning af en Tvist om et Retsspørgsmaal æskede Lovrettens Afgjørelse[164]. — Det maa ansees givet, at den heromhandlede Initiativret, ligesom Adgangen til at æske Afgjørelse af en Retstvist, maatte tilkomme Enhver af Befolkningen.

Det saaledes omhandlede Initiativ gik ikke ud paa at stille et Forslag, men paa en Opfordring til Lovretten om at denne selv, i Anledning af et forelagt Retsspørgsmaal, skulde affatte og vedtage en Lov. At man ved Siden heraf ogsaa har kjendt et Lovgivnings-Initiativ i egentlig Forstand, en Ret til at stille Lovforslag, er en Selvfølge. Grágás omhandler vel ikke udtrykkelig et saadant Initiativ, men Forskriften om at Lovretten skal holde Møde, hvergang Lovsigemanden eller Flertallet af Lovrettesmændene vil det, viser indirecte, at saavel Lovsigemanden som et Flertal af Lovrettesmændene har kunnet stille Forslag i Lovretten. Overhovedet synes det end ikke at kunne betvivles, at ethvert Medlem af Lovretten har, naar Møde afholdtes, kunnet stille Lovforslag. Naar det berettes[165], at det (omtrent Aar 970) blev vedtaget som Lov (lögtekit) efter Eyjolf Valgerdarsons Raad — at ráði, der her synes at betegne efter Forslag — , at en Fredløs (skógarmaðr) skulde benaades for al Straf, naar han dræbte tre andre Skovmænd, da vides det, at Eyjolf Valgerdarson ikke var Lovsigemand, men da han omtales i Sagaerne som en af den Tids største Høvdinger, er det sandsynligt, at han var Gode, og at der her haves et Exempel paa et af den enkelte Lovrettesmand taget Lov-Initiativ. I Íslendingabók fortælles der fremdeles[166], at Thord Gellir holdt en Tale fra Lovbjerget (Aar 965), hvori han fremstillede, hvor nødvendigt det var at afhjælpe Ulemperne ved de gjældende Regler om Værnething, og "da blev" Landet inddelt i Fjerdinger og Thinglag, hvorhos nogle dermed i Forbindelse staaende Regler om Værnething fastsattes, hvilket, som Beretningen maa anses at gaae ud paa, skete i Henhold til det af ham stillede Forslag. Ligeledes fortælles sammesteds[167], at da man tidligere havde beregnet Aaret kun til 364 Dage, og dette viste sig at være feilagtigt, fremsatte (vistnok i Aarene 970 — 984[168] Thorstein Surt fra Lovbjerget Forslag om en Forandring i Beregningen af Aarstiderne, saaledes, at hver syvende Sommer skulde forlænges med en Uge; det fandt Alles Bifald og "blev det da strax gjort til Lov efter Thorkel Maanes (Lovsigemandens) og andre vise Mænds Raad" (oc vas pat þá þegar i lög leidt at ráði Þorkels mána oc annarra spacra manna). Saavel om Thord Gellir som om Thorstein Surt vides det, at de beklædte Godeværdigheden, men ikke vare Lovsigemænd. At ogsaa Biskopperne have kunnet stille Lovforslag i Lovretten, hvor de, uden at høre til de egentlige Lovrettesmænd, havde Sæde, er vistnok utvivlsomt. Det tilskrives i Sagaerne navnlig Biskop Gissurs Vennesælhed, at Tiendeloven Aar 1096 blev vedtagen[169], og Biskopperne Thorlak Runolfsson og Ketil Thorsteinsson, eller navnlig den Første, synes at have givet Stødet til at Christenretten (i Aarene 1123 — 1133) blev optegnet[170]. Om Biskop Gissur fortæller Íslendingabók , at han (c. 1090) foranledigede, at det blev vedtaget som Lov, eller, som det endog hedder, at han lod vedtage som Lov (lèt oc lög leggja á þat), at det (c. 1055) oprettede Bispedømme over Island skulde have Sæde i Skålholt[171] . Festdagen for Biskop Jon Ogmundsson vedtoges (Aar 1200) efter Biskop Brands Bøn (bæn)[172]. Der kan reises det Spørgsmaal, om ikke ogsaa enhver Udenforstaaende , ethvert Medlem af Befolkningen, uden Hensyn til om han havde Sæde i Lovretten, har kunnet stille Lovforslag. For denne Mening kunde navnlig anføres Beretningen i Njáls-saga om Vedtagelsen af den vigtige Lov om Femterrettens Stiftelse, efter Forslag af den store Lovkyndige Njál Thorgeirsson (Aar 1004) [173]. Njál, der, efter hvad andetstedsfra vides, hverken var Lovsigemand eller Gode, optraadte ved denne Leilighed i Lovretten; han henvendte Talen til Lovsigemanden Skapte Thoroddsson og de øvrige Høvdinger (þik qveð ek at þessv Skapti Þóroddzson ok aðra höfðingia[174]), anførte de Grunde, der talte for, ved Siden af de allerede bestaaende fire Fjerdingsdomstole, at oprette en femte (øverste) Domstol, og da Skapte derpaa spurgte, hvorledes denne skulde dannes, og hvilket Hverv den skulde have, fremstillede Njál sit Forslag, der i væsentlige Puncter er overensstemmende med Forskrifterne om Femterretten, som vi finde dem i Grágás[175], og Forslaget blev derpaa vedtaget som Lov. Det maa imidlertid bemærkes, at en Gode, naar han reiste ud af Landet eller var syg, kunde overdrage Godedømmets Bestyrelse til en Anden[176]. Muligvis har Njál havt en saadan Fuldmagt, og at dette i Virkeligheden har været Tilfældet, vinder nogen Bestyrkelse ved de Yttringer, Sagaen lægger ham i Munden, og hvorefter han ved den omtalte Leilighed nærmest synes at have udtalt sig som den, der selv hørte til Lovrettesmændene ("det tykkes mig raade- ligt, at alle vi Høvdinger samles og tale sammen herom")[177]. Det her anførte Exempel godtgjør saaledes neppe, at Udenforstaaende have kunnet stille Lovforslag i Lovretten, og naar det med Hensyn til den ovenomtalte Festdag for Biskop Jon Ogmundsson hedder, at den vedtoges (som anført, efter Biskop Brands Bøn, og paa Grund af den Tale, som Præsten Gudmund Arason (senere Biskop) holdt i Lovretten[178], kan der ikke af denne sidstanførte Bemærkning sluttes Noget, da Lovretten meget vel kunde tillade Udenforstaaende at indfinde sig og give Oplysninger, eller selv tilkalde Sagkyndige i dette Øiemed, uden at disse Uvedkommende dog have kunnet stille Lovforslag. Overhovedet er der ikke nogen stor Formodning for en saa eiendommelig Regel som den, at Enhver af de Thingbesøgende skulde have havt Ret til at fordre Lovretten samlet for at forelægge den et Lovforslag, eller til, naar den holdt Møde, at forlange Ordet for at stille et Lovforslag; det kunde da i saa Fald neppe heller formenes endnu Andre af de til Lovrettens Forhandlinger lyttende Tilhørere at stille Ændringsforslag til de saaledes stillede Lovforslag, og Enhver maatte da vel naarsomhelst kunne indblande sig i LovrettensForhandlinger, ogsaa naar disse dreiede sig om Forslag, der stilledes af selve Lovrettens Medlemmer. For at ikke al Orden i Forhandlingerne herved skulde forspildes, maatte der ialfald være givet særlige Regler for den hele Fremgangsmaade ved Benyttelsen af denne Forslagsret, som let kunde blive anvendt i et stort Omfang, men saadanne Regler findes ikke. Grágás turde endog tvertimod indeholde Forskrifter, som tyde paa, at der ikke har tilkommet Udenforstaaende nogen Lovforslagsret, idet der bestemmes, at ikke Andre maae sidde indenfor Lovrettens Bænke, end de, der have Sager imod hinanden (er mal eiguz við) og at ikke Andre maa staae opreiste ved Lovretten, end de, der skulle tale om Folks Sager (er vm mal manna scolo mæla) eller som (af Tilhørerne) ere længst borte[179]. Ved "Sager" sigtes der nu her ligefrem til de Anliggender, som i Henhold til Stykkerne B og C forelagdes Lovretten, og det ligger da nærmest, at man ikke har tænkt sig private Forslag eller Andragender om nye Love, der fremkom paa anden Maade end i de nævnte Stykker omhandlet [180]

Men, maa det end efter det Anførte henstilles som tvivlsomt, om Adgangen til i Lovretten at stille egentlige Lovforslag har tilkommet Enhver, uden Hensyn til om han var Medlem af Lovretten eller ikke, maa der ialfald antages at have været en Adgang for enhver Thingbesøgende til paa anden Maade at gjøre sine Anskuelser om Lovgivningsspørgsmaal gjældende. Althingets Midtpunct, det Sted, hvor det thingbesøgende Publicum især pleiede at strømme hen, naar ikke særegne interessante Forhandlinger foregik andetsteds paa Thinget, dannedes af det saakaldte Lovbjerg, der var en langagtig, smal Jord- eller Lavastrimmel, omgivet paa Øst- og Vestsiden samt ved Nordenden af dybe, brede Lavakløfter, saaledes at der kun mod Syd eller Sydvest[181] havdes en Adgang til den, der var saa snever, at den kunde forsvares af nogle faa Mænd. Omtrent midt paa Lovbjerget findes en lille Klippeforhøining, hvor Lovsigemanden havde sin Plads (logsogv manz rvm)[182]. Derfra holdt han sine Lovforedrag, forkyndte nye Love eller Bevillinger, eller foretog andre offentlige Kundgjørelser, medens de lyttende Tilhørere havde Plads hinsides Kløfterne; det var ligeledes derfra, at Stevninger, Lysninger og mange andre Erklæringer, Meddelelser eller Forespørgsler skulde finde Sted. Lovsigemanden kunde bestemme, hvem han vilde give Lov til at have Plads paa Lovbjerget, og der var Straf for uden hans Tilladelse at sidde der[183]. Det maa da antages at have tilkommet ham at give Ordet til dem, der ønskede at udtale sig fra Lovbjerget, men der er al Grund til at troe, at der i denne Henseende har hersket den største Frihed. Sagaerne vise os, at Adgangen til at udtale sig fra Lovbjerget blev benyttet i stort Omfang. Fra Lovbjerget fandt ikke blot Skilsmisseerklæringer i den ældre Tid[184] Sted[185], samt Udfordringer til Tvekamp[186], men naar et Drab af en Slægtning var foregaaet, gik den Efterlevende undertiden til Lovbjerget og spurgte, om Drabsmanden eller hans Slægt vilde betale Bøder for Drabet[187], og da Höskuld Dalakollsson var død , gik hans Søn Olaf til Lovbjerget, krævede Lyd og meddelte, at Faderen var død samt indbød alle Goder til Arveøl efter Faderen[188]. Der kunde da heller ikke være Noget til Hinder for, at den, der følte Opfordring dertil, kunde fra Lovbjerget bringe offentlige Anliggender, navnlig ogsaa Lovgivningsspørgsmaal, paa Bane. De ovenanførte Beretninger om Thord Gellir og Thorstein Surt gaae ud paa, at da disse Mænd, der begge beklædte Godeværdigheden, stillede deres Lovforslag, optraadte de paa Lovbjerget og talte derfra. Det maa nu bemærkes, at de Foredrag, der saaledes holdtes fra Lovbjerget, ikke kunde betragtes som holdte til eller i Lovretten, der maa antages at have havt sit Sæde, ikke paa selve Lovbjerget, men paa et derfra forskjelligt Sted paa Thinget[189]. Det synes altsaa, at Thord Gellirs og Thorstein Surts Optræden fra Lovbjerget er skeet for at indlede Sagen; først derefter er da Lovretten traadt sammen, hvor saa det egentlige Lovforslag er blevet stillet. Da Christendommen Aar 1000 antoges ved Lov, indlededes Forhandlingerne ved at Gissur den Hvide og Hjalte Skeggjason, af hvilke den Første, men ikke den Sidste, vides at have været Gode, fra Lovbjerget i veltalende Foredrag opfordrede til Antagelsen af den nye Lære[190] . Da Kong Olaf den Hellige Aar 1024 sendte Thoraren Nefjolfsson til Island for at gjøre et Forsøg paa at faae Islænderne til at underkaste sig hans Herredømme, idet han tilbød at være deres Herre, naar de vilde være hans Undersaatter, og som Vennegave udbad sig Øen Grimsø, holdt Thoraren Nefjolfsson to Dage efter hinanden Taler fra Lovbjerget, hvori han fremstillede Kongens Andragende, som dog Islænderne vægrede sig ved at opfylde[191]. Undertiden synes der ved disse Leiligheder at have udviklet sig en Discussion, idet en eller flere af Tilhørerne vexlede Ord med Taleren, men om Afstemning var der ikke Tale, hvorimod selvfølgelig den ordinaire Afgjørelse stedse var hos Lovretten. Af hvad der saaledes exempelvis er anført, fremgaaer det, at det ikke har været usædvanligt, at der fra Lovbjerget er bleven holdt Taler om offentlige Anliggender, og det kan vistnok antages, at der for Enhver af de Thingbesøgende, uanseet at han ikke var Medlem af Lovretten, har været en let Adgang til paa den heromhandlede Maade at fremstille Forslag om nye Love. De Tilhørere, han da saaledes henvendte sig til, bestode af den paa Thinget mødte Del af Befolkningen, som jevnlig pleiede at samle sig ved Lovbjerget, og ofte har der blandt Tilhørerne da ogsaa været en Del Goder. Fandt da Forslaget Anklang hos de saaledes Tilstedeværende, kunde herved let gives Stødet til, at der af Lovsigemanden eller de øvrige Medlemmer af Lovretten stilledes et formeligt Lovforslag i Lovretten. Om end det egentlige Lovinitiativ alene har tilkommet Lovrettens Medlemmer, sees det dog saaledes, at Enhver af Befolkningen, der ikke havde Sæde i Lovretten, kunde ved at møde paa Althinget og fra Lovbjerget fremsætte sine Tanker eller Forslag Lovgivningen angaaende, komme til paa en indirecte Maade at udøve Indflydelse paa Lovgivningsværket.


__________


Þingvellir. Tegning af Daniel Bruun (1856 - 1931).
Om Fremgangsmaaden ved Vedtagelsen af egentlige Lovforslag finde vi hverken i Grágás eller i Sagaerne nogen directe Oplysning. Som allerede i det Foregaaende bemærket, kan der ikke være Tvivl om, at man i det Væsentlige har anvendt den i Stykket C fremstillede Fremgangsmaade, saaledes at Goderne navnlig have raadført sig med Bisidderne, og Vedtagelsen derpaa er skeet efter Stemmeflerhed, medens det iøvrigt er en Selvfølge, at Reglerne i C ikke i alle Puncter her kunde komme til Anvendelse, og særlig kunde der ikke være Anledning til at fordre, at to modstaaende Parter skulde fremstille sig for Lovretten, idet der ikke forelaae noget Retsspørgsmaal, om hvis Løsning to Meninger stode imod hinanden, men et positivt Lovforslag. Da det i Sagaerne oftere om de paa den her omhandlede Maade vedtagne Love hedder om Lovsigemanden, at han "satte" eller "gjorde til Lov"[192] de paagjældende nýmæli, er der maaskee Grund til at antage, at han, som Leder af Forhandlingerne, har været den, der formulerede Forslaget[193].

Efter det Anførte gaves der to Maader, hvorpaa Lovgivningsmagten kunde sættes i Bevægelse, nemlig ifølge et egentligt Lovinitiativ, stillet af Lovsigemanden, Lovrettesmændene eller Biskopperne, og ifølge Stykket C; da imidlertid den der fremstillede Fremgangsmaade dels kunde benyttes i Anledning af en Retstrætte, dels som Udøvelse af et Initiativ i mindre egentlig Forstand, kan det siges, at der gaves tre Maader, hvorpaa Love kunde fremkaldes. Vi antage, at den førstnævnte Maade, det egentlige Lovinitiativ, er bleven meget benyttet. Dette kan sluttes af, at Lovretten, hvis Hovedhverv synes at have maattet være Vedtagelsen af Love, skulde efter Grágás, foruden de extraordinaire Møder, der fandt Sted efter private Parters Forlangende i Henhold til C, holde flere ordinaire Møder, nemlig begge Søndage i Thingtiden og Thingets Slutningsdag, og forøvrigt skulde Lovretten samles, som det hedder, saa ofte Lovsigemanden eller Flertallet af Lovrettesmændene ønskede det. Undertiden have vistnok de Lovforslag, der stilledes, været udførligere, omhyggeligt affattede Lovarbeider, hvorpaa der navnlig haves et Exempel i Tiendeloven, som tør antages at være kommen til os væsentlig i sin oprindelige Skikkelse[194]. Det kan synes paafaldende, at dette Lovinitiativ slet ikke omtales i Grágás, medens den derimod giver omhyggelige Bestemmelser om Fremgangs-maaden, naar der er Trætte mellem Part er om Retsspørgsmaal. Grunden hertil er maaskee den, at man, hvad angaaer det egentlige Lovinitiativ, der, efter hvad vi have antaget, kun tilkom dem, der havde Sæde i Lovretten, befandt sig paa Lovrettens indre Omraade; det var dens egen indre Forretningsorden, som det her gjaldt om. Reglerne derfor have vel været slaaede fast ved Praxis, men da de ikke directe vedkom Udenforstaaende, var det ikke nødvendigt at formulere dem i en egentlig Lov, eller navnlig at optage Love, der gjaldt derom, i Lovforedraget; det var ialfald nok, at det underforstodes, at den om Afgjørelsen af Retsspørgsmaal gjældende Fremgangsmaade i det Væsentlige ogsaa kom til Anvendelse med Hensyn til egentlige Lovforslag. En maaskee endnu større Betydning for Retsdannelsen maa efter vor Formening tillægges den i Stykket C omhandlede Ret til at fordre Lovrettens Afgjørelse. Adgangen til at udøve denne Ret var overordentlig fri og let. Henvendelsen til Lovretten kunde skee til en hvilkensomhelst Tid, medens Althinget var samlet, uden at navnlig Lovrettens ordinaire Mødetider behøvede at afventes, og naar Opfordringen fra Enkeltmand skete, vare Lovrettesmændene strax pligtige til at begive sig til deres Sæder og afgjøre Spørgsmaalet. Der var herved givet Enhver af Befolkningen en let Adgang til at fremkalde Lovbestemmelser i ethvert Tilfælde, hvor der i det practiske Liv føltes Trang dertil, eller endogsaa hvor En og Anden ved at sysselsætte sig med Lovgivningen kom i Tanker om, at der var en Tvivl at løse eller et Hul at udfylde. Enhver veed, hvorledes der f. Ex. i Nutiden i Samhandelen eller i det daglige Liv reise sig utallige Tvivl om Forstaaelsen af Lovbud, eller om hvad der i et ulovbestemt Tilfælde bør antages for Ret; det sees let, hvor bekvemt det vilde være, om man i et saadant Tilfælde uden videre kunde gaae op i den lovgivende Forsamling og forlange Retsspørgsmaalet afgjort ved en ny Lov, ja ikke blot forlange det, men ogsaa være sikker paa strax at faae denne Afgjørelse, idet man, naar de enkelte Medlemmer af Forsamlingen vægrede sig ved at stemme, kunde sagsøge dem til streng Straf. Der maatte ved denne Adgang til at fordre Lovrettens Afgjørelse fremstaae en stor Mængde enkelte Lovbestemmelser, og Tilblivelsesmaaden af disse Love, hvortil Anledningen ialfald for en væsentlig Del blev givet ved det virkelige Livs Trang, maatte i og for sig afgive en Borgen for deres Fornuftmæssighed, medens paa den anden Side Lovene vistnok herved tildels kunde komme til at faae en casuistisk Character, idet de kom til at bære Præget af en Afgjørelse af det enkelte særegne forelagte Retstilfælde. At det her omtalte private Initiativ — saaledes troe vi at kunne betegne den omhandlede Opfordring til Lovretten — i Virkeligheden er bleven benyttet meget, bestyrkes ved den Vægt, der i Grágás tillægges det. Foruden at der i Stykket C gives saa udførlige Bestemmelser om Fremgangsmaaden derved, synes ogsaa andre Steder i Grágás at sigte til dette Initiativ. Dette gjælder saaledes om de to ovenanførte Bestemmelser i Lovrettesafsnittet[195], at Ingen maa sidde indenfor Lovrettens Bænke, naar den sammenkaldes til Afstemning, undtagen de, der have Sager imod hinanden, og den derpaa følgende Bestemmelse, at i Lovretten maa Ingen staae opreist, naar der skal tages Bestemmelse om Love eller Bevillinger, undtagen de, der skulle tale om Folks Sager; ved "Sager" (mal) sigtes der, som tidligere berørt, dels til Andragender om Bevillinger, dels til saadanne Tvistemaal mellem private Parter om Retsspørgsmaal, som her omhandlet, og da ikke mindst til de sidstnævnte. — Betegnelsen fornye Love, hvad enten disse fremkom ifølge Lovrettens eller privat Initiativ, var, hvad vi i det Foregaaende have bemærket, nýmæli. Om disses Kundgjørelse paa Althinget eller paa Eftersommerthinget (leið) tales der leilighedsvis paa enkelte Steder i Grágás[196] og navnlig hedder det paa et af disse Steder, at paa Eftersommerthinget skulle alle nye Love (nýmæli oll) kundgjøres[197], hvilket nærmest synes at antyde, at der gaves mange saadanne[198].

I Forbindelse med det Anførte skulle vi henlede Opmærksomheden paa den i Fristatens Tid stedfindende store Deltagelse i det offentlige og judicielle Liv, og den deraf følgende jevnlige Sysselsættelse med Lovkyndigheden. Ligesom Lovsigemanden eller den, der kunde vente at blive valgt til denne Stilling, maatte samle og ordne Lovene til Brug ved Lovforedraget, og ligesom Goden maatte være i Besiddelse af nøie Kjendskab til Lovgivningen for at kunne udføre de ham paahvilende Hverv som Medlem af Lovretten, som den, der skulde udnævne Dommere og afholde Executionsret, m. m. , saaledes bragtes Befolkningen idelig i Berøring med Retslivet. Goden kunde paa Vaarthinget opfordre sine Thingmænd til at reise med ham til Althinget, og hver niende var da pligtig til at ledsage ham[199]. Dette var ingen Udnævnelse af Thingmænd, men kun en Anmodning, og der herskede i den Henseende fuld Frivillighed, idet endog Enhver kunde løssige sig fra den Gode, til hvis Kreds han hidtil havde hørt, og indmelde sig i en anden Godes Kreds, uagtet denne var i en hel anden Del af Landet[200]. I Virkeligheden maa det antages, at en forholdsvis stor Del af Befolkningen har givet Møde paa Althinget[201], hvortil dels bidrog Godernes Opfordringer, dels Forretninger, dels Lysten til at see og deltage i det paa Althinget herskende friske Liv, og til at træffe sammen med Folk fra Landets forskjellige Egne, dels de ovenanførte Bestemmelser om Thingreiseløn. Sagaerne melde derfor ogsaa, at i de ældre Tider red saa at sige hver Bonde til Althinget (reið drjúgum hverr bondi til þíngs)[202]. Enhver myndig Mand kunde vente idelig at blive kaldet til Deltagelse i de offentlige eller retlige Functioner, være sig som Bisidder i Lovretten, som Medlem af Fjerdingsretten, Femterretten , Vaarthingsdomstolen, Executionsretten, eller de forskjellige private Domstole, som Kvidmand, Deltager i Skjøns-, Vurderings- eller Skifteforretninger, som Vidne — ikke blot hvor Vidner i Nutiden pleje at anvendes, men navnlig ogsaa som tilkaldt Vidne ved de mange mundtlige Erklæringer, Stevninger osv. — , eller endelig som Part i en Retstrætte. Af disse sidste gaves der forholdsvis mange, idet den Enkelte, foruden de Sager, han personligen kunde have, ofte ogsaa maatte optræde som Sagsøger paa Slægtens Vegne (f. Ex. naar en af Ætten var bleven dræbt og Sag skulde anlægges mod Drabsmanden), og i Anledning af een Retskrænkelse anlagdes da ofte flere Sager. Den, der digtede et ærekrænkende halvt Vers (fire Verslinier) om en Anden kunde saaledes af den Fornærmede paastaaes dømt til Fredløshed (skoggangr), men dersom Fornærmeren tillige kvad (fremsagde) Verset eller lærte en Anden det, kunde der herfor anlægges en nu en anden særskilt Fredløshedssag[203].Til at optræde som Sagsøger var der en Opfordring i de Fordele, som vare forbundne med Søgsmaalsretten[204]. Der gjaldt fremdeles den Bestemmelse, at en Sag i Reglen kun maatte føres af Parten selv, den Søgsmaalsberettigede ; skulde den føres af en Anden, kunde det ikke skee ved en egentlig Fuldmægtig, men Søgsmaalsretten maatte overdrages til ham, saaledes at han selv blev virkelig Part, og han kunde da i Reglen ikke overdrage Sagen til endnu en Tredie[205]; der forudsattes altsaa i Reglen hos Enhver, at han var istand til at kunne føre en Proces, medens dog Forholdene ganske vist iøvrigt maatte medføre, at der uddannede sig Lovkyndige af særlig Dygtighed, til hvem Søgsmaalsretten i vanskeligere Sager overdroges. Ved enhver af de nævnte Forretninger, saavelsom ved Contracter eller anden Optræden ligeoverfor Trediemand, fremsagdes der høitidelige mundtlige Erklæringer; dér herskede en streng Formalisme, og en endog ubetydelig Feil kunde have til Følge, at Sagen tabtes, eller at det tilsigtede Øiemed ikke opnaaedes. Der maatte herved udvikle sig en stor Øvelse i offentlig Fremtræden, en Fortrolighed med Lovgivningen — som endnu næredes ved at Lovene paa en levende Maade bragtes Befolkningen i Minde ved Lovforedraget — , en Styrke i Udfindeise af sindrige Indsigelser, i logiske Distinctioner, en juridisk Retning, der ikke kunde Andet end bidrage til en stærk Benyttelse af den for Enhver saa aabne og lette Adgang til at deltage i Lovgivningsværket; det maatte paa en Maade, som Nutidens Opfattelse maaskee vanskelig kan sætte sig ind i, ligge nær for hver enkelt Privatmand leilighedsvis personlig at træde frem og tage Initiativet til en eller anden ny Lov, hvortil han netop kunde synes der var Trang. Som et Hovedpunkt maa det derhos fremhæves, at den ved Lovforedraget skete Fremstilling af Lovgivningen i dens Sammenhæng maatte, foruden, som anført, at udbrede og vedligeholde fortroligheden med og Kundskaben til den gjældende Ret, tillige medføre, at Billedet af den hele samlede Lovgivning kom til at staae klarere, og at Manglerne faldt mere i Øinene, og det laa da nær for Lovsigemanden saavelsom for Lovrettens Medlemmer eller for private Parter at tage Initiativet til nye Love, for at rette disse Mangler.

Efter det Anførte maae Betingelserne for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen antages i den islandske Fristats Tid at have været i høi Grad gunstige. Vi skjønne ikke rettere, end at det udstrakte Lovgivningsinitiativ, den store Lethed, hvormed Lovgivningsmagten kunde sættes i Bevægelse, og den lidet indviklede Vedtagelsesmaade af Lovene snarest maatte medføre en Fare for en altfor stor Lovgivnings Productivitet. Og i Virkeligheden findes der en Bestemmelse i Grágás, der bestyrker denne vor Opfattelse. Der foreskrives nemlig, at en ny Lov, nýmæli, skal være ophævet, dersom den ikke i Løbet af hvert Treaar foredrages af Lovsigemanden (nýmæli ecci scal vera lengr raþit enn .iij. sumur. — Lavs erv øll nýmæli ef eigi verþa vpp sogð it .iij. huert sumar)[206]. Naar der altsaa, hvad der under de anførte Forhold let kunde skee, blev givet en ny Lov, som af den oflfentlige Mening stempledes som mindre heldig, gaves der et simpelt Middel til at fjerne den, idet Lovsigemanden udelod den i sit (paa tre Aar beregnede) Foredrag, og Lovretten, der skulde være tilstede ved og controllere Foredraget, undlod at gjøre Indsigelse mod Udeladelsen. Derimod var der ingen Fare for at hensigtssvarende Love paa denne Maade skulde gaae ud af Verden; derfor borgede de tilstedeværende Lovrettesmænds — saavelsom ogsaa den øvrige lyttende Thingforsamlings — Control, idet der strax vilde blive gjort opmærksom paa Udeladelsen.

Det her vundne Resultat er i Virkeligheden et Hovedpunkt ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om den Betydning, der kan tillægges Sædvaneretten eller den videnskabelige Ret. Naar man gaaer ud fra, at nye Love, eller en vigtig Classe af disse, kun kunde vedtages af Lovretten med Enstemmighed, og ikke tillægger det udstrakte Lovgivningsinitiativ[207] den behørige Betydning, maa man naturligen komme til den Mening, at Lovgivningen kun har havt et ringe Omraade, og det bliver da lettere at forstaae, at man kan ville søge en Forklaring af Grágás´s Rigdom paa Detailbestemmelser, dens i Forhold til andre af Middelalderens Lov- eller Retssamlinger ualmindelige Omfang og Udførlighed[208]— der under den nævnte Forudsætning ikke kunde hidrøre fra Lovgivningen — deri, at Indholdet er øst af andre Retskilder. Derimod bliver Forklaringen meget simpel efter vort Resultat, idet det viser sig, at Factorerne for Retsdannelsen ad Lovgivningsveien vare af en saadan Beskaffenhed, at de efter Forholdets Natur ikke kunde Andet end frembringe et omfattende Lovgivningsstof, hvilket maatte have til Følge, paa den ene Side, at der ikke blev levnet en Retsdannelse gjennem andre Retskilder, navnlig Sædvaneretten, noget stort Omraade, og paa den anden Side, at Samlingen og Ordningen af Lovene maatte lægge stærkt Beslag paa de Lovkyndiges Kræfter, saa at det allerede af denne Grund ikke kan antages, at disse have sysselsat sig med en besværlig Samling af Retssædvaner eller med Affattelse af juridiske Afhandlinger[209].

En yderligere Bestyrkelse af dette vort Resultat finde vi i Grágás´s Bestemmelser om Lovforedraget. Som allerede anført valgtes Lovsigemanden af Lovretten paa 3 Aar. Han førte Forsædet i Lovretten og udøvede i det Hele en vis Styrelse eller Ledelse med Hensyn til Forhandlingerne paa Althinget. Han havde det Hverv at sige Enhver, som derom spurgte ham, hvad der var gjældende Lov (scylldr at segia ollom þeim er hann spyria...lögmál)[210], han skulde kundgjøre de nye Love, der vedtoges, m. m., og endelig skulde han fra Lovbjerget foredrage Lovene i Sammenhæng for de Thingbesøgende. Hvert Aar paa Thingets Aabningsdag skulde han foredrage Thingsordningsafsnittet; de øvrige Lovafsnit skulde foredrages i Løbet af 3 Aar[211], medens det maa antages at have været overladt til ham selv, naar i disse 3 Aar han vilde foredrage de enkelte af disse Afsnit. Hvor stor en Vægt der lagdes paa Lovsigemandens Virksomhed i denne Henseende, fremgaaer deraf, at Foredraget af Thingsordningen, der navnlig indeholder de processuale Regler[212], og som især var af Vigtighed, da disse Regler herved bragtes de Thingbesøgende i frisk Minde, inden de skred til Foretagelsen af de forskjeljige Proceshandlinger, endogsaa omtales paa hele 5 Steder i Lovsigemands- og Lovrettesafsnittene[213]. Det var overladt til Lovsigemanden at inddele Lovene i Afsnit (þáttr) og at indordne de efterhaanden givne Love paa det Sted, han fandt passende. Ligesom han herved maatte komme til at anvende en vis Frihed i Behandlingen og Sammenstillingen af de enkelte Bestemmelser, saaledes følger det af sig selv, at et saadant efter Hukommelsen holdt Foredrag let kunde i Ordføining, ved en eller anden Vending osv. komme til at afvige fra det oprindelig givne Stof. Hvad vi imidlertid i denne Henseende her ville fremhæve, er den Omhu, der efter Grágás´s Bestemmelser skulde anvendes paa Foredragets Correcthed. "Lovsigemanden skal" — hedder det — "saa nøiagtigen foredrage alle Afsnit (sva gerla þátto alla up segia), at Ingen veed det særdeles meget bedre. Men strækker hans Kundskab (froþleicr) ikke dertil, skal han de næste Etmaal forud holde Møde med fem eller flere Lovkyndige (lögmenn), af hvem han fornemmeligen kan faae Oplysning (er hann ma hellzt geta af) inden han foredrager hvert Afsnit, og Enhver, der uden Tilladelse indfinder sig ved deres Samtale, straffes med Tremarksbøder[214]. Fremdeles bestemmes det, at Lovrettens Medlemmer vare pligtige altid at være tilstede ved Lovforedraget, saavelsom ved Kundgjørelsen af nye Love (fylla up sögo, d.e. fuldstændiggjøre, støtte, sanctionere ved deres Nærværelse); dersom Nogen af dem ikke havde Tid dertil, skulde hans to Bisiddere paa hans Vegne høre paa Foredraget (heyra a upsögo). At Iagttagelsen heraf ansaaes for magtpaaliggende, fremgaaer af, at der tillige foreskrives, at dersom Lovrettesmanden hverken selv eller ved sine Bisiddere har været tilstede, skal der ikke tages Hensyn til den saaledes Udeblevnes Stemmegivning, naar der senere samme Sommer bliver Tvist om (Indholdet af) det foredragne eller kundgjorte Lovbud, og desuden straffedes Lovrettesmanden med Bøder[215]. De anførte Bestemmelser vise, at det blev anseet for særdeles magtpaaliggende, at Lovforedraget var nøiagtigt og correct, og i denne Henseende er det ogsaa betegnende, at Grágás bruger netop det samme Udtryk, segja upp, baade om Lovforedraget og om Kundgjørelse af de vedtagne nye Love. Med Hensyn til de sidste kan det ikke være Tvivl underkastet, at Lovsigemanden raaatte bestræbe sig for en ordret Gjengivelse, og en lignende Bestræbelse maa da have været forudsat ved Lovforedraget[216]. Vi skjønne ikke rettere, end at denne strenge Nøiagtighedsfordring taler stærkt for, at det var Love, det positivt givne Lovgivningsstof, Lovsigemanden skulde foredrage. Med Hensyn til Love, og naar disse, som i og for sig var naturligt, skulde saavidt muligt ordret gjengives, var Fordringen om Nøiagtighed, om Overenstemmelse med et givet, bekjendt Grundlag ganske paa sin Plads. Derimod vilde de omtalte Bestemmelser ingenlunde stemme med en Forudsætning om, at Lovsigemanden kunde eller skulde i sit Foredrag optage sædvansmæssige Retsregler; disse kunde ikke siges at danne noget saadant givet objectivt Stof, hvorimod det maatte beroe paa et Skjøn, hvad han medtog, og det maatte ofte være mere eller mindre tvivlsomt, om de Retssædvaner, han meddelte, virkelig vare til, eller om de havde det af ham fremstillede Indhold. Det vilde være uegentligt her at tale om Nøiagtighed; Fordringen maatte da snarere have gaaet ud paa Skjønsomhed, sundt, fornuftigt Omdømme. Ogsaa maa det bemærkes, at en Fremstilling af Retssædvaner ikke let kunde Andet end fremkalde vidtløftige Discussioner, idet Lovrettesmændene, naar de ikke vare enige i Lovsigemandens Fremstilling, maatte komme til at gjøre Indvendinger, men om saadanne længere Forhandlinger indeholder Grágás ingen Antydning; der tales kun om, at Lovrettesmændene skulde høre paa, lytte til Foredraget (heyra a upsögo, hlyða)[217]. Det synes heller ikke forudsat, at Foredraget skulde tage lang Tid, idet navnlig Thingsordningen skulde foredrages Thingets Aabningsdag ved Siden af andre Forretninger, som den Dag skulde gaae for sig. Det sees let, at i det Væsentlige lignende Grunde tale imod, at Graagaasen har tænkt sig, at Lovsigemanden skulde i eller ved sit Foredrag gjøre Brug af almindelige Retssætninger, videnskabelig Ret. Grágás´s Regler om Lovsigemandens Foredrag indeholde saaledes et særligt og betydningsfuldt Bevis for, at Lovsigemanden i sit Lovforedrag ikke har skullet eller kunnet optage Andet end Love.

Endelig finder ogsaa vor Opfattelse en Stadfæstelse i Beskaffenheden af selve Grágás´s Text. Det er i denne Henseende allerede ikke uden Vigtighed, at der, som tidligere i denne Afhandling bemærket, hverken i Henseende til Indhold eller Affattelsesmaade findes Noget i Grágás, som kunde tyde paa, at juridiske Privatarbeider eller Retssædvaner skulde høre til de Bestanddele, hvoraf den er sammensat. I Modsætning hertil maa det vistnok siges, at Alt taler for, at Grágás er en Optegnelse af Love. Naar Schlegel og tildeels ogsaa Maurer stærkt have fremhævet Grágás´s store Udførlighed i Fremstillingen af en Mængde enkelte, særegne Retstilfælde, da finder denne Grágás´s Egenskab sin ligefremme Forklaring i den Maade, hvorpaa Lovene for en Del bleve til, navnlig ifølge det private Initiativ, idet de enkelte i Livet mødende Tilfælde med de mange Nuancer eller specielle Omstændigheder, som netop Virkeligheden ofte frembyder, forelagdes Lovretten og bleve Grundlaget for nye Love. Den her omtalte Egenskab ved Grágás indeholder saaledes en Bestyrkelse af de Resultater, vi i det Foregaaende ere komne til i Henseende til den Maade, hvorpaa Lovgivnings- myndigheden var ordnet. Det kan, som allerede bemærket, ikke paatvivles, at vore Texter af Grágás for en stor Del ere sammensatte af Retsoptegnelser, der have været affattede til Brug ved, eller i Anledning af Lovsigemandens mundtlige Foredrag. Vel maa det antages, at ogsaa andre Lovkyndige end netop Lovsigemanden, eller de, der kunde vente at blive valgte til denne Stilling, have givet sig af med at samle, optegne og ordne Lovene, men efter Forholdets Natur maatte de i Anledning af Lovforedraget affattede Samlinger faae størst Betydning og i Almindelighed afgive Normen for Affattelsesmaaden af de øvrige Samlinger[218]. Vi skulle ikke paa dette Sted gaae ind paa en nærmere Undersøgelse af Beskaflfenheden af vore Texter af Grágás, til hvis Bedømmelse Maurer i sit heromhandlede Værk har leveret en Række i det Hele fortrinlige Specialundersøgelser. Her skulle vi kun, idet vi henvise til hvad vi i det Foregaaende have anført om de Eiendommeligheder, Texterne af Grágás frembyde, bemærke, at disse — bortseet fra hvad der muligen ved Textcritik kan være at udsondre som fremmedartet[219] — i det Hele netop fremtræde i en saadan Form, som vi efter Grágás´s Bestemmelser maatte vente os den, naar der skulde meddeles en Gjengivelse af det mundtlige Lovforedrag. Der møder os vel Vendinger som: "Det er fastsat at" eller "som jeg nu har sagt", o.s.v. og paa ganske faa enkelte Steder forekommer der Notitser som: "den Bestemmelse er nu ophævet". Bemærkningen om uppsaga i K. c. 86, St. Vigsl. c. 21, o. s.v.[220]; vi mindes herved om, at det er i et Slags Referat (jfr. Maurer, S. 45), at Retssætningerne fremstilles, men i sin Helhed er Udviklingen, i sin bestemte Lovsform, ganske som vi maatte tænke os den af Lovsigemanden, med hans Bestræbelse efter Nøiagtighed, givne mundtlige objective Fremstilling af et Lovgivningsstof. Vi have i det Foregaaende (S. 151 — 156) anført i Oversættelse Endel af Lovrettesafsnittet (A, B, C) ; dette Stykke giver os et Billede af, hvorledes Grágás´s Text overhovedet er; man vilde fuldstændig kunne betragte det som en Del af en officiel Lovcodex, dersom ikke paa et Par Steder Sætningerne begyndte med: "Det er ogsaa fastsat". See vi hen til de forskjellige Recensioner af Grágás, finde vi ganske vist her en stor indbyrdes Selvstændighed i Ordningen af Stoffet og tildels ogsaa i Fremstillingen af de enkelte Bestemmelser, men ligesom denne indbyrdes Selvstændighed overhovedet ikke er anderledes, end den naturlig maatte fremtræde i flere af hinanden uafhængige Samleres, navnlig Lovsigemændenes , Gjengivelser af de enkelte Love eller af det mundtlige Lovforedrag[221], saaledes kan det ikke noksom fremhæves, at vi netop i de for Haandskrifterne fælles, men i disse mere eller mindre forskjelligt gjengivne Bestemmelser, stedse ved Siden af denne noget forskjellige ydre Form, den større eller mindre Frihed i Bearbeidelsen, finde en væsentlig indbyrdes Overensstemmelse i Indholdet[222] der saaledes tyder paa den samme Bestræbelse efter Nøiagtighed og Correcthed i Gjengivelsen af et foreliggende positivt Materiale, som vi have seet at Grágás forudsætter ved det mundtlige Lovforedrag. Heri ligger da et særligt Bevis for, at det er en Samling af Love, vi have for os[223]. — Idelig og idelig henvises der i Grágás til Lovene som Retskilde. Allerede Betegnelsen af de offentlige Institutioner kan her anføres: Lovrette, Lovsigemand, Lovbjerg (logrétta, lögsogumaðr, lögberg). Om Lovsigemandens Foredrag hedder det, at han skal foredrage alle Lovafsnit (log þátto)[224], og om hans Forpligtelse til at give de Spørgende Besked om, hvad der var gjældende Ret, hedder det, at han er pligtig: at segia ollom-lögmál[225] I Stedet om Strid mellem Lovhaandskrifterne (Stykket C) bestemmes der, at det skal være Lov (lög) her i Landet, som staaer i Haandskrifterne. Hver Side af Grágás viser den Vægt, der lægges paa Lovene. Meget hyppigt forekommer Udtrykket at lögum (ogsaa: at lögmáli) i Betydningen af: efter Loven, lovlig[226], og en stor Mængde Ord erholde Forstavelsen lög- eller laga- for at udtrykke Tillægsbetegnelsen lovlige; disse Henvisninger til Loven have derhos, ligeoverfor Spørgsmaalet om Sædvanerettens Omraade, en særegen Betydning derved, at de hyppigen referere sig til Retsforhold, der efter deres Beskaffenhed netop kunde synes at egne sig til at erholde deres Uddannelse gjennem Retssædvaner[227]. De have saaledes en dobbelt Betydning, idet der dels ikke ved disse Forhold er Tale om Anvendelsen af sædvansmæssige Retsregler , og der dels udtrykkelig er henvist til, at Retsforholdene ere ordnede ved Lov. Det er en Selvfølge, at der ikke med Hensyn til enhver enkelt Bestemmelse i Grágás vil kunne føres Bevis for dens Udspring fra Lovgivningen; det vilde være ganske naturligt, om der end ikke med Hensyn til en eneste Forskrift havdes nogen positiv Hjemmel for, eller nogen Oplysning om, at den havde en saadan Oprindelse; forelaae der slet ingen Oplysning i saa Henseende, vilde dette ikke kunne anføres til Støtte for den Mening, at Grágás ikke var en Samling af Love, thi efter den Maade, hvorpaa saadanne ældre Retssamlinger affattedes, og efter Beskaffenheden af de historiske Kilder fra den Tid, hvortil de henhøre, pleier der ikke at kunne haves nogen slig Oplysning. Imidlertid foreligger der dog ogsaa i denne Henseende betydningsfulde Data for Grágás´s Vedkommende. Vi skulle ikke her paaberaabe os den Omstændighed, at Lovforedraget blev holdt i Lovrettesmændenes Nærværelse og under deres Control, og altsaa paa en Maade erholdt den lovgivende Myndigheds Sanction[228] ; der kunde vel siges, at Lovforedragene, af hvilke vore Texter af Grágás som anført væsentlig ere Gjengivelser, herved bleve gjorte til Love, men dette beviser i denne Forbindelse ikke Noget, idet det Spørgsmaal bliver tilbage, hvorfra de enkelte Bestemmelser, som optoges i Lovforedraget, havde deres Oprindelse, navnlig om Lovsigemanden ved Affattelsen af sit Foredrag har øst af andre Retskilder end Lovgivningen. Af lignende Grunde kan der ikke i og for sig lægges Vægt paa Lovrettens Vedtagelse af Hafliðaskrá og af Christenretten. Derimod har det ganske vist sin Betydning, at da der paa Althinget i 1117 efter Are Frodes Beretning vedtoges den nye Lov (nýmæli), at Lovene skulde nedskrives, blev det tillige overdraget Lovcommissionen at udarbeide alle de nye Love, som den fandt bedre end de gamle Love, og hvad der i Henhold hertil af Commissionen blev foreslaaet, blev da efter Beretningen vedtaget af Lovretten[229]. Ved Nedskrivningen af Christenretten nogen Tid senere (1123 — 1133) er det sandsynligt, at man paa samme Maade ikke har indskrænket sig til at optegne den gjældende Ret, men tillige har affattet en Del nye Love, hvis Nødvendighed eller Hensigtsmæssighed man blev opmærksom paa ved at sysselsætte sig med Nedskrivningen af det forhaandenværende ældre Stof. Ved disse Leiligheder maa der da antages at være vedtaget ikke faa nye Love, som ere blevne indlemmede i vore Texter af Grágás. Med Hensyn til endel forskjellige Bestemmelser eller Stykker af Grágás have vi i Sagaerne eller Annalerne Oplysning om, at de have deres Udspring fra Lovgivningen; saaledes Fjerdingsinddelingen (indført 965) [230], Bestemmelsen om Benaadning for den Fredløse, der dræber tre andre Fredløse (c. 970)[231], om at Althinget skulde begynde ved Udløbet af den 10de Sommeruge (c. 999)[232], om Femterretten (1004)[233] det større Lovstykke om Tiendepligten (1096)[234], Alenmaalsloven af 1195—1200[235], Bestemmelserne om Ægteskab og Frændeforsørgelse af 1217[236], samt om endel forskjellige Festdage[237]. En Mængde Bestemmelser have en saa positiv Character, at det er utænkeligt andet, end at de ere Lovforskrifter ; saaledes de hyppig forekommende Straffebestemmelser (Fredløshed, Landsforvisning, Bøder af forskjellig Art og Størrelse) og de ofte ved de enkelte Retsforhold givne specielle Regler om det Antal af Kvidmænd, hvormed Beviset skal føres. Undertiden finder man i vore Texter Bestemmelser, der staae i Strid med hinanden og af hvilke den ene viser sig at være den yngre Regel, som har forandret eller ophævet den anden, og hvor da denne yngre Regel ikke kan være andet end en Lovbestemmelse[238]. Foruden at der fremdeles i en Mængde andre Tilfælde af forskjellige Grunde er Formodning for at de paagjældende enkelte Forskrifter ere nye Love[239], findes der i Haandskrifterne ved mange Bestemmelser en Tilkjendegivelse om, at de ere nye Lovforskrifter. I nogle Tilfælde er dette tilkjendegivet ved et: Straffen er nu o. s. v. eller deslige[240] og paa flere Steder findes dels i Texten, dels i Capiteloverskrifterne eller Indholdsfortegnelsen udtrykkelig angivet, at de paagjældende Bestemmelser ere nýmæli[241]. Hertil kommer de Steder, hvor der i Skindbøgernes Margen udfor de enkelte Steder findes anført Betegnelsen nym eller nym eller ny (nýmæli) eller N (d. e. Novella), hvorved Samlerne eller Afskriverne have tilkjendegivet, at de vedkommende Bestemmelser ere nye Love. Denne Betegnelse findes i K. ved 8 Steder[242], i St. ved 87 Steder[243]. Sammenfatter man samtlige de saaledes anførte forskjellige Momenter, vil det findes, at det er en forholdsvis betydelig Del af Grágás, hvorom der haves et positivt Bevis for, at den har sit Udspring fra Lovgivningen, og det maa endnu, hvad navnlig angaaer de Steder, der i Skindbogen St. i Margen ere anførte som nye Love, bemærkes, at det synes at være begrundet i tilfældige Omstændigheder — tildels vel Beskaflfenheden af det eller de Haandskrifter, der ere blevne benyttede som Grundlag ved Samlingen eller Afskrivningen — at den omtalte Betegnelse ikke findes ved et meget større Antal Bestemmelser. Foruden at Antallet maatte formodes at være blevet større, naar St. ogsaa havde indeholdt de Afsnit, der kun findes i K, maa det bemærkes, at af de 87 Steder i Haandskriftet, der findes betegnede som nýmæli, findes næsten det hele Antal, nemlig 83, paa Skindbogens første 131 Sider og kun 4 paa de øvrige 52 Sider, S. 132 — 183 (ved hvilken sidste Side Grágás ender), uden at der derhos i og for sig er Grund til at antage, at de Materier, der behandles i denne sidste Del, skulde i mindre Grad have været Gjenstand for Udvikling end de øvrige Retsforhold. Medens Forskjellen mellem de to Hovedrecensioner af Grágás, K. og St., for en Del bestaaer i den forskjellige Orden, samt i at St. indeholder ikke faa enkelte Bestemmelser, som savnes i K., der er den ældre af Recensionerne , har det sin Betydning, at Flertallet af de ovennævnte 87 Steder ogsaa findes i K., hvor dog kun, som anført, en af dem ligeledes er betegnet som ny Lov, og mange af dem findes indførte i begge Skindbøger i samme Orden. Saavel herefter som af forskjellige andre Grunde maa det antages, at det ikke netop ere de nyeste Love, der i Skindbogen St. have faaet den omtalte Betegnelse, men at denne maa være optaget efter Haandskrifter , der repræsentere en ældre Periode, og at Antallet saaledes vilde være blevet meget betydeligt større, dersom Betegnelsen var bleven anvendt paa en lignende Maade ogsaa for de senere tilkomne nye Loves Vedkommende. Beskaffenheden af de Bestemmelser, om hvis Tilblivelsesmaade der, navnlig ved den omtalte Betegnelse i Skindbøgernes Margen, er givet Oplysning, turde i flere Retninger bestyrke de Resultater, hvortil vi i det Foregaaende ere komne. Ligeoverfor den ovenomtalte Anskuelse, hvorefter der af Grágás´s Rigdom paa Detailbestemmelser drages den Slutning, at de paagjældende Stykker ikke ere Love, skulle vi saaledes navnlig henvise til de i Skindbogen St. som nye Love betegnede 9 Bestemmelser om Heste, der følge temmelig tæt efter hinanden, idet de alle findes paa Skindbogens S. 84 — 85[244] og som gaae ind paa en Mængde Enkeltheder med Hensyn til ulovlig Brug af Heste, Aftagelse af Fodlænken paa Heste, som man træffer paa sin Mark, Forsinkelse af Thingreise eller Bryllupsreise ved at man skralder med Hesteskralden og derved driver de Reisendes Heste bort, o. s. v..

Ved de i det Foregaaende fremsatte Bemærkninger troe vi at have godtgjort, at Professor Maurer, der iøvrigt ved sine lærde og skarpsindige Undersøgelser har i saa mange Retninger gjort sig fortjent af den nordiske Retshistorie, ikke har havt det rette Blik for den eiendommelige Udviklingsgang i Island, naar han har villet tillægge Sædvaneretten og en videnskabelig Sysselsættelse med Jurisprudentsen en overveiende Betydning for Retsdannelsen i den islandske Fristat, og for Sammensætningen af de Optegnelser, vi under Navnet Grágás have fra hin Tid; han har ved sin Opfattelse i den nævnte Henseende vistnok været for tilbøielig til at drage en Parallel fra Retsudviklingen, som den antages at have fundet Sted i Tydskland[245] , hvor dog Betingelserne for Retsdannelsen vare væsentlig forskjellige. Vi miskjende paa ingen Maade den store indirekte Betydning for Retsudviklingen , som Interessen for Lovkyndigheden, Sysselsættelsen med den egentlige Lovkundskab, havde, og selvfølgelig er det ikke vor Mening at nægte, at der ved Sædvanens befæstende Magt har ogsaa i Island kunnet danne sig Retsregler, der have været gjældende ved Siden af Lovgivningen, ligesom Muligheden selvfølgelig ikke kan nægtes af, at en eller anden saadan Sætning kan have faaet Plads i Grágás, men vi troe, at det ved de ovenanførte Betragtninger maa fremgaae som Resultat, at der mangler ethvert Støttepunkt for den Mening, at Grágás eller nogen Del af den skulde være en Bearbeidelse af Love og Retssædvaner, eller at enkelte Dele af den skulde være Producter af en videnskabelig juridisk Literatur, men at den derimod i det Hele og Store maa betragtes alene som en Samling af de af den lovgivende Myndighed, Lovretten, vedtagne Love[246] . Vistnok er denne Samling ikke nogen officiel Lovcodex; den skylder Privatflid sin Tilblivelse, og den Omstændighed, at det Nedskrevne bestod af Lovforedrag, der sanctioneredes af Lovretten ved at den var nærværende naar Foredragene holdtes, giver vel Samlingen en vis offentlig Character, men kan ikke beføie til at betragte Grágás som en Lovbog i den moderne Betydning af Ordet[247]. Paa den anden Side følger det imidlertid af vor hele foranstaaende Udvikling, at den ikke kan betegnes som en Retsbog, hvorved pleier at forstaaes enkelte Mænds Privatoptegnelser over de forskjellige Retsgebeter (Sædvaneret, Praxis, Jurisprudents), i Almindelighed tillige med Bibegreb af, at disse Optegnelser have en videnskabelig Character[248]. Det fremgaaer nemlig af alt det i det Foregaaende Udviklede, at Grágás ikke omfatter andre Retsgebeter end Lovgivningen alene, og den Omstændighed at Lovgivningsstoffet er blevet gjengivet eller fremstillet af private Samlere, kan ikke i og for sig indeholde Grund til at anvende det omtalte Begreb. Vi antage, at Grágás rettest bør, overensstemmende med hvad den i Virkeligheden er, betegnes som en privat Lovsamling[249].


__________


Thingvellir und der Thingvalla See vom Lögberg aus. 1889. British Library.
Til Slutning skulle vi tilføie nogle Bemærkninger om den Tid, fra hvilken Grágás i den Skikkelse, hvori den er kommen til os, i sit væsentligste Indhold kan antages at hidrøre, hvorved der da tillige vil blive Leilighed til at berøre nogle Puncter, der kunne tjene til yderligere Belysning af de i det Foregaaende vundne Resultater:

Som allerede anført fik den islandske Fristat sin Afslutning i 1264, ved at Islænderne underkastede sig den norske Konge. Den formelige Omdannelse af Lovretten og Lovsigemandsstillingen fandt Sted faa Aar senere (1271-1273) ved Vedtagelsen af Lovbogen Járnsiða, som indførte en Ordning, der stemmede med de i Norge gjældende Institutioner. I Virkeligheden taler der imidlertid ikke Lidet for, at Fristatens offentlige og retlige Institutioner, navnlig den lovgivende og dømmende Virksomhed, saavelsom vel ogsaa Lovsigemandens Function med Hensyn til Lovforedraget, har i længere Tid inden Fristatens Undergang været i Forfald. At Lovretten navnlig ikke, da Underkastelsen i 1262 — 1264 fandt Sted, har været i sin tidligere Virksomhed, synes bestemt at fremgaae af Beretningerne om, hvorledes der da forholdtes. Det hedder vel, at Lovretten i 1262 har været samlet (skipud), men det sees ikke, at den har taget Beslutning eller foretaget Afstemning, hvorimod Underkastelsen sees at være skeet ved at der aflagdes Ed af nogle Bønder fra hver Fjerding[250] en Fremgangsmaade, hvortil Grágas ikke afgiver nogen Hjemmel eller Analogi. Der udfærdigedes ved den nævnte Leilighed tillige et skriftligt Underkastelsesdocument , den saakaldte Gamle Overenskomst, der efterhaanden tiltraadtes af Beboerne i de forskjellige Dele af Landet, og hvoraf der haves Exemplarer af noget forskjelligt Indhold fra 1262, 1263 og 1264; i Overenskomsten af 1263 hedder det, at den vedtoges af hele Almuen paa Island paa Althinget med Haandslag (lófatak)[251], en Vedtagelses- eller Beslutningsmaade, som Grágás heller ikke kjender. I Beretningerne omtales ikke, at man ved Beslutningen om denne Overenskomst har forholdt sig paa en Maade, der var ny eller forskjellig fra det Sædvanlige[252], og det er da ogsaa sandsynligt, at Grunden til at man ikke har anvendt den i Lovrettesafsnittet forudsatte Vedtagelsesmaade har været den, at denne Vedtagelsesmaade efterhaanden var gaaet af Brug. I begge Hovedhaandskrifterne af Grágás findes vel den oftere i det Foregaaende omtalte Lov fra Biskop Magnus Gissurssons Tid af 1217 om Ægteskab og Frændeforsørgelse, og i det yngre af dem St. nævnes iblandt Festdagene den i 1237 indførte Thorlaksmesse[253], men der er vistnok god Grund til at antage, at Lovrettens lovgivende Virksomhed allerede en rum Tid før, navnlig fra Slutningen af det 12te Aarhundrede eller omtrent fra 1180, har været af ringe Betydning[254]. Sagaberetningerne om Begivenhederne i Island i det 12te og 13de Aarhundrede tale i deres Helhed stærkt for den anførte Anskuelse. Den islandske Fristats Forfatning led af den væsentlige Feil, at der ikke gaves nogen virksom Centralmyndighed, og Landet blev derfor allerede længe forinden Underkastelsen i 1264 Skuepladsen for vedvarende Stridigheder mellem Landets Høvdinger. Allerede i det 12te Aarhundrede, endog fra 1118, begyndte en mere urolig Tidsalder, der culminerede i den saakaldte Sturlungatid. Fra Hvamm-Sturla's Tid (født 1114, død 1183), maaskee navnlig efter Kampen paa Sælingsdalsheiði (1172) følte de faa mægtige Mænd sig i Almindelighed hævede over Lov og Ret. Tvistemaalene afgjordes sædvanlig ved blodige Feider, undertiden ved Forlig eller Voldgift, sjeldent ved Rettergang[255]. En særdeles Betydning havde den Forandring, som efterhaanden indtraadte i Henseende til Godedømmerne. Disse vare arvelige og afhændelige, og den Myndighed, de medførte, maatte efter Forholdets Natur blive Gjenstand for Attraa fra Enhvers Side, der søgte at erhverve Anseelse. Under Stridighederne mellem Høvdingerne samlede Godedømmerne sig tildels paa enkelte Hænder; i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede raadede 3 eller 4 Ætter over næsten alle Landets Godedømmer, og i de følgende Tider havde undertiden enkelte mægtige Mænd alle Godedømmerne paa sin Haand[256]. Ifølge den fra norsk Side brugte Politik, der gik ud paa ved ethvert Middel at søge at bringe Islænderne til at underkaste sig det norske Herredømme, stevnede den norske Konge gjentagne Gange flere af Goderne til Norge, og efterhaanden lykkedes det Nordmændene at faae Goderne til at afstaae deres Godedømmer til den norske Konge[257]. Ganske vist kunde nu et Godedømme efter Grágás paa Godens Vegne i hans Forfald forestaaes af en Anden, som da udnævnte Dommere og havde Sæde i Lovretten, men det sees let, at de anførte Omstændigheder maatte have en nedbrydende Indflydelse paa de vedkommende Institutioners Betydning og Virksomhed[258]. Særlig maa det fremhæves, at medens Sagaerne udførlig omtale Stridigheder mellem Høvdingerne, sees disse Stridigheder ikke at have yttret sig i Lovretten eller i Bestræbelser for gjennem Lovretten — ved parlamentariske Kampe — at sætte nye Love eller Foranstaltninger igjennem, f. Ex. for derved at beseire sine Modstandere; naar Striden saaledes ikke er bleven ført ind paa Lovrettens Omraade, eller Lovretten ikke er bleven benyttet i Partistridighedernes Tjeneste, er dette vistnok et Bevis for, at man ikke har lagt megen Vægt paa Lov og Ret, og at Lovgivningsarbeidet i det Væsentlige har hvilet. Med det Anførte stemmer nu vistnok ogsaa det Resultat, hvortil man kommer ved at kaste et Blik paa Texterne af Grágás. I denne Henseende bemærkes, at de Modsigelser, der paa enkelte Steder findes mellem ældre og yngre Love, af hvilke de sidste have hævet eller for- andret de første, medens dog disse endnu ere blevne staaende i Texten[259] , vistnok maa siges at tyde paa, at Samlingerne ikke ere blevne til paa en Tid , da Lovgivningen endnu havde sin fulde Autoritet. Fremdeles lægge vi i den omtalte Henseende en særdeles Vægt paa den af Maurer (S. 44) fremhævede Omstændighed, at Graagaasen ikke viser Spor af Biskopperne Thorlak Thorhallssons (1178—1193) og Gudmund Arasons (1203—1237) hierarchiske Bestræbelser. I Virkeligheden opnaaede de nævnte Biskopper en Magt, der gik langt ud over hvad Grágás hjemler dem, og hvoraf denne, eller navnlig dens Christenret, ikke har modtaget noget Præg[260]. De af Maurer i hans her omhandlede Værk meddelte Bemærkninger om Grágás´s sproglige Charakter (S. 65 — 70) bestyrke ogsaa i høi Grad det Anførte, idet disse Bemærkninger gaae ud paa, at det yngste Afsnit af Grágás snarere viser et ældre, men ingenlunde et yngre Sprog, end den ældste af alle Sagaer, Heiðarvigasaga, der vel maa sættes til Slutningen af 12te Aarhundrede, og at det af sproglige Grunde maa antages, at Grágás´s samtlige Hovedstykker oprindelig ikke ere optegnede efter Midten af det 12te Aarhundrede.

Som i det Foregaaende antydet, antage vi, at den ifølge Lovrettens Beslutning i 1117 — 1118 nedskrevne Haflides Samling ikke har været meget omfattende; dette synes navnlig at fremgaae af det oftere anførte Sted af Lovrettesafsnittet om Strid mellem Haandskrifterne, hvorefter man ikke først begyndte med at eftersee Hafliðaskrá, men derimod navnlig Biskoppernes Haandskrifter, der altsaa maae have været mere fuldkomne, mere skikkede til practisk Brug. Der er nu ogsaa stor Sandsynlighed for, at en ikke ubetydelig Udvikling af Lovgivningen har fundet Sted i Tidsrummet efter 1118. Vel begyndte, som bemærket, allerede omtrent fra den Tid de indre Stridigheder, som efterhaanden maa antages at have bortvendt Befolkningens Interesser fra de fredelige Lovgivningssysler, men det følger dog af sig selv, at den Omstændighed, at man nu var kommen saa vidt at have Lovene nedskrevne, hvorved disse fremtraadte som en Helhed, og hvorved man lettere maatte blive opmærksom paa de Mangler eller Ufuldkommenheder, der hæftede ved dem, maatte medføre en Række supplerende og reformerende Love; i denne Henseende maatte det ogsaa have en væsentlig Betydning, at man nu, da Øvelsen i at anvende Skrivekonsten blev større, maatte komme til at give sig af med dels maaskee at afskrive Hafliðaskrá, dels at nedskrive Supplementer til den[261], dels endelig at tilveiebringe selvstændige af Hafliðaskrá uafhængige Lovsamlinger[262], og denne Sysselsættelse med den gjældende Ret synes indirecte at have maattet bidrage til Tilblivelsen af nye Love.

Vi finde det dog ikke sandsynligt, at, det har været i det heromhandlede Tidsrum efter 1118, eller fra 1118 til c. 1200, at den frugtbareste Udvikling af Lovgivningen har fundet Sted. Naar Haflides Samling ikke har været af stort Omfang, behøvede Grunden hertil ikke udelukkende eller væsentlig at være den, at selve LovgivningsstofFet først senere har faaet en større Udvikling. Det er muligt, at Lovgivningsstoffet allerede dengang har været meget omfattende, medens Hafliðaskrá kun har fremstillet det ufuldstændigt. Det er i Virkeligheden sandsynligt, at man i den korte Tid af et Aar, der anvendtes til Nedskrivningen af Hafliðaskrá, uvant som man var med Anvendelsen af Skrivekonsten, ikke har naaet at fremstille den forhaandenværende, alene ved Hukommelsen hidtil bevarede Lovgivning i dens Fuldstændighed. Det sees af den oftere nævnte Afhandling om Alphabetet fra c. 1150 i den saakaldte yngre Edda, at det endnu paa den Tid, altsaa efterat Hafliðaskrá var nedskrevet, paa Grund af Beskaffenheden af det indtil da anvendte Alphabet var besværligt at læse og skrive (jfr. Ordene : for at det kan blive lettere at skrive og læse — til þess að hægra verði at rita ok lesa[263]. Naar det i Íslendingabók berettes, at der (1117) blev vedtaget den nye Lov, at "vore Love skulde skrives i en Bog, efter Bergthors, Haflides og andre vise Mænds mundtlige Meddelelser" om, hvad der var gjældende Lov[264], ligger det nærmest at antage, at der ikke før den Tid var blevet opskrevet Noget eller ialtfald ikke noget Væsentligt af Lovene[265]. Det var da naturligt, at dette første Forsøg maatte blive mangelfuldt. Íslendingabók siger ogsaa kun, at da blev nedskrevet Drabsafsnittet (Vígslóði) og meget andet af Lovene (margt annat í lögom), hvilket saaledes nærmest gaaer ud paa, at ikke Alt blev opskrevet. At Samlingen ikke har været fuldstændig, fremgaaer da ogsaa af, at Christenretsafsnittet, der vistnok er blevet betragtet som ethvert andet Afsnit af Lovene, ikke ved denne Leilighed blev nedskrevet, hvorimod dette først skete nogle Aar senere (1123 eller 1123 — 1133). Det saaledes Anførte bestyrkes ved Udtrykkene i Stedet i Lovrettesafsnittet om Striden mellem Haandskrifterne, hvor det forudsættes, at Forskjellen mellem Haflides Haandskrift og andre Haandskrifter tildels har bestaaet i, at der i hint savnedes eller var udeladt noget (hitzug leifir)[266] eller var mindre tydeligt end i de nyere Haandskrifter. Et Bevis for, at der i nyere Haandskrifter optoges Bestemmelser, der vare ældre end Haflides Samling, men ikke vare blevne medtagne ved Affattelsen af denne, have vi vistnok ogsaa i de enkelte Steder i Grágás, hvor der som Hjemmel for de paagjældende Bestemmelser nævnes Lovsigemænd fra Tiden før 1118[267].

Naar Haflides Samling saaledes ikke fuldstændigt havde løst Opgaven at tilveiebringe en Samling af de gjældende Love, er det sandsynligt, at de Lovkyndige i Tiden efter 1118 have i et betydeligt Omfang sysselsat sig med dels at nedskrive Stykker eller Afsnit af Lovgivningen, som ikke vare blevne medtagne i Hafliðaskrá, dels at fremdrage enkelte Bestemmelser, vedrørende de Materier, som denne havde omfattet , men som ikke vare blevne optagne i den. Der taler meget for, at medens Lovgivningen vel efter 1118 blev Gjenstand for en ikke ringe Udvikling, har dog det Lovgivningsstof, vi finde i Texterne af Grágás, i sit væsentligste Omfang allerede været tilstede før 1118, og at den frugtbareste Periode for Retsudviklingen maa søges, ikke efter Tilblivelsen af Haflides Samling, men før dette Tidspunkt, maaskee endog fornemmelig i en betydelig tidligere Tid[268]. De egentlige islandske Sagaer omhandle som bekjendt Begivenheder i den bevægede Tidsalder fra Landets Bebyggelse c. 930 til 1030; i den derpaa følgende Tid til c. 1120 maa der antages at have været en roligere Periode, ifden mærkelige Tildragelser, og der findes navnlig ikke Sagaer, der sysselsætte sig med dette Tidsrum. Først Begivenhederne fra c. 1120 have derpaa igjen været Gjenstand for Sagaskrivning, navnlig i den store, men i sin ligesom mere moderne Fremstilling fra de ældre Sagaer forskjellige Sturlunga-saga. Det førstnævnte Tidsrum fra c. 930 til 1030 pleier at betegnes som Sagatiden. Det var Fristatens Blomstringsperiode, den Tid, da alle dens bedste Kræfter udviklede sig. Det forekommer os nu sandsynligt, at denne Udvikling ogsaa har strakt sig til Samfundsordningen og Lovene, at ligesom det islandske Folk i andre Henseender dengang naaede sit Høidepunkt, ligesom det aandelige Liv hos Befolkningen dengang i andre Retninger stod paa det Høieste, saaledes har dette ogsaa været Tilfældet i Henseende til Lovgivningen. Dette turde finde en væsentlig Bestyrkelse i den Omstændighed, at det netop er fra Tidsrummet før 1030, at de fleste og største Jurister nævnes. Vi have i det Foregaaende[269] nævnt nogle af disse Lovkyndige, men Antallet af de Jurister, som Sagaerne omtale fra denne Tid, er meget større[270]. Det var i den Tid, at Lovkyndige som Mord Gigia, Njál Thorgeirsson og Skapte Thoroddsson levede. Det var den Periode, hvori Lovkyndigheden holdtes høiest i Ære, og de med Dygtighed og Snildhed udførte Procesforhandlinger fulgtes med samme Interesse, som en med Tapperhed bestaaet farefuld Kamp. At Lovgivningen allerede i det nævnte Tidsrum har vundet en stor Udvikling, turde nu ogsaa finde en afgjørende Bekræftelse ved Beretningerne i Njáls-saga. Denne Saga, der omhandler Begivenheder i Island i Slutningen af det 10de og Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, og som i sin Helhed maa ansees som særdeles paalidelig, viser os, navnlig ved sin udførlige Fremstilling af Procesforhandlingerne paa Althinget 1012 i Anledning af Njáls Indebrænding[271], at Rettergangsordningen allérede dengang havde naaet netpp i det Væsentlige ganske den samme fuldkomne Uddannelse, som vi finde fremstillet i Grágás. Vi finde Procesreglerne udviklede i den samme overordentlige Detail, den samme overordentlige Finhed, den samme gjennemførte Formalisme, ja der gjøres endog Anvendelse af en enkelt Detailbestemmelse, som vi ikke kjende andetstedsfra. Da en Kvid af ni Naboer til Gjerningsstedet var bleven dannet for at afgive Udsagn i Sagen, gjorde den Sagsøgte Indsigelse mod dens Sammensætning, idet to af Kvidmændene ikke vare Bønder, men Husmænd (búðsetvmenn). Sagsøgeren gjorde imidlertid herimod gjældende, at Bodsiddere kunde være Medlemmer af Kviden, naar de eiede 3 Hundreder i Jordegods, og dette fik Medhold hos Lovsigemanden[272]. Denne Distinction mellem Bodsiddere, eftersom de eiede Jord eller ikke, findes imidlertid ikke optaget i vore Texter af Grágás, medens dep dog ikke kunde være nogen Grund til at antage, at en Bestemmelse af denne Natur, naar den engang var vedtagen, senere igjen skulde være bleven ophævet. Udeladelsen af denne Bestemmelse i Grágás viser netop, hvorledes det er gaaet til med Samlingen af de enkelte Bestemmelser; der var saa mange af dem, at let en eller anden kunde blive glemt. Den hele Fremstilling af disse Retsforhandlinger vidner saaledes om en særdeles frodig udviklet Proceslovgivning, og man maa ganske vist være berettiget til at slutte, at det ikke blot er denne ene Materie, der har erholdt en saadan Uddannelse, men at en noget lignende Udvikling ogsaa maa være bleven de øvrige Retsomraader tildel. Vi have saaledes her et Vidnesbyrd om, at Retsudviklingen har været meget omfattende i en Periode, der ligger langt forud for Hafliðaskrá, og naar vi i Grágás finde en Række Bestemmelser , der ganske stemme med Beretningerne i Njáls-saga, er der al Grund til at antage, at disse Grágás´s Bestemmelser ere komne til os saaledes som de allerede vare til i hin tidligere Tid. At en ikke ringe Del af Grágás hidrører fra den nævnte Tid turde vistnok ogsaa særdeles vel stemme med Grágás´s Sprogform, der paa mange Steder vidner om høi Ælde[273]. Vi troe saaledes, at der er god Grund til at antage, at en væsentlig Del af Grágás allerede hidrører fra den omtalte ældre Tid før 1030, medens der i det derefter følgende Tidsrum af 80—103 Aar har fundet en jevn, langsommere Udvikling Sted, hvortil da efter 1118 sluttede sig en ikke ubetydelig Række udfyldende og reformerende Love.

De saaledes fremsatte Antydninger om Retstilstandene i Island samt om Grágás´s Tilblivelsestid, hvorefter denne maa ansættes til en tidligere Periode end hidtil i Almindelighed antaget, tjene paa en dobbelt Maade til at belyse den Opfattelse, vi have udviklet i nærværende Afhandling, Paa den ene Side frenigaaer det af det Anførte, at Interessen for Lov og Ret allerede en rum Tid før Fristatens Undergang i 1262 — 1264 var bleven meget ringe, at Lovløshed og Feider mellem Høvdingerne tog Overhaand allerede fra den første Halvdel af det 12te Aarhundrede, og at Texterne af Grágás ikke kunne antages i deres væsentlige Indhold at repræsentere en yngre Tid end omtrent 1180 — 1200. Naar hermed sammenholdes Afhandlingen i Snorra Edda om Alphabetet, hvorefter Skrivekonsten endnu i 1150 har været besværlig og forholdsvis lidet anvendt, vil det ses, at den Tid, hvori en videnskabelig juridisk Literatur, der kunde være at henregne til de Bestanddele, hvoraf Grágás er sammensat, skulde have udviklet sig, maatte indskrænkes endnu yderligere end i det Foregaaende forudsat[274], og Formodningen for, at en saadan juridisk Literatur i Virkeligheden har existeret, hvorfor der, som anført, ingen historisk Hjemmel haves, bliver da endnu meget ringere; ligeledes vil det ses, at det Tidsrum, hvori en Sædvanedannelse kunde have fundet Sted, vilde blive endnu kortere end i det Foregaaende forudsat. Paa den anden Side bringer den Skildring, vi læse i Sagaerne af den Cultur, det udprægede Folkeliv, der fandt Sted i Sagatiden, til hvilken Graagaasen efter det af os Udviklede for en ikke ringe Del af dens Indhold maa henregnes, os til bedre at foistaae den Forkjærlighed, hvormed Lovgivningsmyndigheden, det udstrakte Lovgivningsinitiativ, og Lovsigemandsvirksomheden var ordnet, og den Omsigt, som viste sig i Dannelsen af disse Institutioner, der i deres Forbindelse med hinanden afgave saa gunstige Betingelser for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen, ligesom vi ogsaa faae et endnu mere levende Billede af den juridiske Interesse, den store Deltagelse fra de Enkeltes Side, navnlig i Benyttelsen af Lovinitiativet, der har medvirket til, at der kunde danne sig et i saa mange Enkeltheder omhyggeligt og fint udarbeidet Lovgivningsværk som Grágás. Grágás bliver da herefter tillige at betragte som et særligt betydningsfuldt Vidnesbyrd om den eiendommelige friske, sunde, livskraftige Aand, der herskede hos den islandske Befolkning i Fristatens bedste og skjønneste Tid.

Anmerkning

En inngående kommentar av "Skindbogen" i Finsens avhandling er utelatt. Knut Rage, Heimskringla.


Fodnoter

  1. Efter disse Beretninger begyndte Ulfljotslovene med et Forbud imod at seile til Landet med Figurer paa Skibets Forstavn, der forestillede Hoveder med gabende Svælg, for at ikke Landvætterne ved Synet deraf skulde forskrækkes; fremdeles skal de have indeholdt en Bestemmelse om, at der i ethvert Tempel (hof) paa Alteret skulde ligge en Sølvring, som Goden (goði, Tempelpræsten, Herredsforstanderen) skulde have om Armen, naar han mødte paa Thinget og som han skulde farve rød i Blodet af en Oxe, han skulde offre; endvidere anføres Formularen for Rettergangseden som, under Paakaldelse af Frey og Njörd og den almægtige As, skulde aflægges ved Tempelringen og gik ud paa, at den Sværgende vil udføre alle de Retshandlinger, han har at foretage, saaledes som han veed det rettest og sandest og mest stemmende med Loven. Jvfr. iövrigt om disse Love, af hvis her anførte Indhold intet findes i Grágás, Prof. K. Maurer's i 1869 udgivne Skrift: Die Quellenzeugnisse über das erste Landrecht und über die Bezirksverfassung des isländischen Freistaates , hvor det er paavist, at de tildels indbyrdes noget afvigende Beretninger i Sagaerne (Islendingab. c. 2, 3, Landnáma S. 257—259, 334-335. Þorst, þátt. uxafót. i Flateyjarb. I, 249, Þorðar s. hreðu S. 94) om denne den islandske Fristats første Lovgivning sandsynligvis alle kunne tilbageföres til en fælles Kilde, nemlig den ældre, ikke i Behold værende Redaction af Íslendingabók. Om Ulfljotslovene i Virkeligheden, som Are Frode beretter, have været affattede tildels i Lighed med den norske Gulathingslov, der i sin daværende Skikkelse ikke haves i Behold, lader sig ikke afgjøre, men en Sammenligning med de ældste os levnede norske Provindsiallove giver ialfald ikke Grund til at antage, at den islandske Ret i nogen høi Grad i Enkelthederne har havt den norske Ret til Kilde.
  2. Jon Sigurðssons Diplomatarium Islandicum I, 602 flg. I Indledningen til de der aftrykte Aktstykker meddeler Udgiveren en Skildring af de af Kong Hakon Hakonsson anvendte hensynsløse Midler for at opnaae dette Resultat. Af den nævnte Overenskomst findes en dansk Oversættelse i Krieger's Grundlag for Forelæsninger over den danske Privatrets almindelige Deel, S. 120—121.
  3. løvrigt blev det i længere Tid, endog langt hen i det 14. Aarh., omtvistet, om den ældre Christenret var ophævet, og den fulgtes derfor tildels i Praxis, ligesom den ogsaa af denne Grund hyppigere blev afskreven og derfor nu haves i flere Haandskrifter end Fristatens verdslige Ret.
  4. Grágás´s Christenret raed Tiendeloven er i 1776 udgivet af G, J. Thorkelin, med latinsk Oversættelse og Ordsamling, efter Staðarhólsbók med Varianter efter nogle af de øvrige for haandenværende Haandskrifter. De øvrige Dele af Grágás ere i 1829 udgivne af den Arnamagnæanske Commission ved Th. Sveinbjørnsson med latinsk Oversættelse og Glossarium, ligeledes efter Staðarhólsbók, idet de Afvigelser, der findes i Konungsbók, ere anførte i Anmærkninger, og de Stykker, som den sidstnævnte Skindbog alene indeholder, ere optagne efter den; denne Udgave er ledsaget af en retshistorisk Indledning af J. F. G. Schlegel. Den af mig for det nordiske Literatursamfund besørgede Udgave med dansk Oversættelse, hvis Slutningshefte er færdig trykt i 1870, indbefatter saavel den geistlige som den verdslige Ret, og er aftrykt efter Konungsbók. I nærværende Afhandling er efter Maurer's Exempel Staðarhólsbók betegnet med St. og citeret efter Udgaven af 1829, og min Udgave af Konungsbók er citeret under Betegnelsen K. Thorkelins Udgave af Christenretten citere vi med Betegnelsen Kr. R.
  5. Nemlig Lovrettes- og Lovsigemandsafsnittene, Thingsordningen, om Frændebøder for Drab (Baugatal), om Tyvsransagning, Søretten (um skipa meðferð), og Stykkerne om Norges Konges Ret i Island og om Islændernes Ret i Norge.
  6. I K. kan ikke paavises nogen yngre Bestemmelse end den ovennævnte af 1217 om Ægteskab og Frændeforsørgelse, i St. findes ikke blot denne nysnævnte Lov, men den nævner ogsaa blandt Festdagene den i 1237 lovbestemte Thorlaksmesse. Den i det Foregaaende omtalte Lov af 1253, hvorefter den geistlige Ret skulde gjælde fremfor den verdslige, findes ikke i noget af Haandskrifterne.
  7. K., c. 8, S. 23.
  8. K., c. 8, S. 23, c. 9, S. 26, c. 13, S. 30, c. 14, S. 31, c. 34, S. 61, c. 44, S. 78, Not. 1, c. 47, S. 81, 82, c. 56, S. 97, c. 97, S. 172, c. 98, S. 174. c, 122, S. 233 (St. Arfaþ). c. 9, S. 196); K., c. 139, S. 21, c. 192, S. 101 (St. Landbrigðab., c. 13, S. 242); St. Öinagab., c. 23, S. 278. c. 31, S. 295, Landbrigðab. c. 1, S. 211, c. M, S. 359; A. M. 347 fol. (Belgsdalsbok , i Tillæget til min Udgave af Grágás), c 47, S. 239.
  9. K., c. 20-22, S. 38, 39, 40; c. 24, S. 45; c. 44, S. 78.
  10. J K., c. 20-22, S. 38, 39, 40; c. 24, S. 45; c. 44, S. 78.
  11. Annaler for nordisk Oldkyndighed 1849, S. 182 flg. Schlegels Mening om Lovsigemandens Ret til at give forbindende Edicter er iøvrigt ogsaa bleven imødegaaet af Baldvin Einarsson i hans Recension i Juridisk Tidsskrift 22. B., S. 26 flg., af Th. Sveinbjørnsson i Anmærkning til denne Recension S. 28, og af Dahlmann i Geschichte von Dannemark II. 191. Af den øvrige Literatur med Hensyn til den islandske Fristats Retsudvikling maa fremhæves K. Maurer, Die Entstehung des Islåndischen Staats und seiner Verfassung, og en Række Afhandlinger og Opsatser af samme Forf. i de forskjellige Bind af Kritische Ueberschau d. deutschen Gesetzgeb. und Rechtswissenschaft, og Kritische Vierteljahrsschrift f. Gesetzgeb. und Rechts- wissensch.
  12. Med Hensyn til Indholdet af dette bemærkes, at Forfatteren, efter en omhyggelig Beretning om Haandskrifterne af Grágás eller dennes enkelte Dele og om Udgaverne af den (S. 2 — 17), giver et Overblik over den islandske Lovgivnings Historie (S. 17 — 27) , og påaviser, at Grágás ikke kan henføres enten til Ulfljotslovene eller til Haflides Samling, og forsaavidt der kunde spørges, om dog ikke en Identitet med denne Sidste i det hele og store er tilstede, udtaler han, at en saadan Anskuelse mangler al positiv Støtte i Grágás , ligesom det af indre Grunde er høist usandsynligt, at Hafliðaskrá har endog tilnærmelsesvis havt et saa betydeligt Omfang som vore Texter af Grágás. I Modsætning hertil, og idet Forf. lægger en særdeles Vægt paa den omtalte store indbyrdes Forskjellighed mellem Texterne af Grágás, udtaler han, at den eller de Retssamlinger, som man kalder Grágás, ere et af ganske forskjelligartede, ældre og yngre Materialier sammensat Privatarbeide, en Compilation — eller flere indbyrdes forskjellige Compilationer — der vel omfatte Hafliðaskrá, men ved Siden deraf tillige en Række ganske andre Stykker, alt i større eller mindre Grad bearbeidet af Samlerne (S. 27 - 32). For nærmere at bestemme de forskjellige Bestanddele, hvoraf disse Compilationer ere sammensatte, gaaer Forfatteren (S. 32 — 62) dernæst over til en Fremstilling af de Factorer, der bestemte Retsudviklingens Gang i Island og en Undersøgelse af, hvilke Materialier der ere blevne benyttede ved Udarbeidelsen af de os overleverede Texter, hvortil slutter sig en Prøvelse af Spørgsmaalet om, paa hvilken Maade der er blevet forholdt ved disse Materialiers Sammensætning (S. 62 — 92). Endelig giver han en, tildels paa utrykte Kilder støttet Fremstilling af den historiske Opfattelse af Grágás´s Betydning, idet han navnlig ogsaa meddeler en Oversigt over og en Critik af den hele herhenhørende Literatur (S. 92 — 136). I denne Del af Afhandlingen paaviser han navnlig ogsaa (S, 96 flg.), hvad alt af Andre var udtalt, men uden tilstrækkelig nærmere Bevisførelse, at Benævnelsen Grágás — der er opstaaet i det 17. Aarh. og, hvad Maurer stærkt fremhæver, kan synes mindre passende som Fællesbenævnelse for vore Texter, idet disse ikke ere identiske , men temmelig forskjellige og indbyrdes selvstændige (jfr. iøvrigt i denne Henseende mine Bemærkninger i Efterskrift til min Udgave af Grágás, S. 219 — 220) — hidrører fra en Forvexling med en nu ikke i Behold værende norsk Lovbog af dette Navn fra Kong Magnus den Godes Tid. Benævnelsen Grágás har efter Maurer's Mening sigtet til hin norske Lovbogs graa Alderdom (S. 1 — 2, jfr. S. 97 Not. 77). Andre have bl.a. villet forklare den af, at der til Nedskrivningen har været benyttet en Gaasefjeder, eller — hvad der efter Analogrer andetstedsfra kunde synes at have meget for sig— at den oprindelig har været indbunden i Gaaseskind.
  13. Foruden en Række Recensioner, vedrørende den norske, svenske og danske Retshistorie, kan anføres et af ham i forrige Aar udgivet Skrift "Die Entstehungszeit der älteren Gulaþingslog"; ligeledes har han i forrige Aar i Holtzendorffs Encyclopädie I, S. 249—285 (2den Udg.) leveret: Ueberblick über die Geschichte der nordgermanischen Rechtsquellen, hvori, efter en kortere Fremstilling angaaende Retsdannelsen hos de forskjellige nordiske Folk, meddeles en raisonnerende Oversigt over de norske, islandske, svenske og danske Love og andre Retskilder, samt over den herhenhørende Literatur.
  14. S. 121—125.
  15. S. 134 — 135. Imod Schlegels Formening om at Lovsigemanden kunde give Edicter udtaler han sig bestemt, S. 38.
  16. Christenretten og Tiendeloven udgjore omtrent en ottende Del af Grágás (i Haandskriftet K.).
  17. Forf. anstiller en udførlig Undersøgelse om, hvilke Dele af Grágás særlig ere at henføre til Lovforedraget eller, som han betegner det, Retsforedraget, og kommer til det Resultat, at temmelig omfangsrige Dele, eller, som det nærmest maa antages at være hans Mening, den overveiende Del af vore Texter have deres Udspring fra dette (S. 48 — 55).
  18. I sin Undersøgelse af, hvilke Materialier der ere blevne benyttede ved Sammensætningen af Texterne af Grágás, har Maurer som saadanne Materialier, foruden, som allerede bemærket, den almindelige Lovgivning, Lovsigemandens Foredrag og juridiske Privatarbeider, endvidere anført dels localretlige Bestemmelser, der ere blevne vedtagne i snevrere Kredse (navnlig Vaarthingskredsene og Repperne), S. 48, jfr. S. 33, dels Anordninger, givne af Biskopperne, S. 48, jfr. S. 34 — 35. I disse Henseender skulle vi bemærke, at Vaarthingene efter Grágás (K. c. 57, S. 98 — 99) kunde vedtage deres þingsköp (Forretningsorden, processuale Regler), dog at de ikke maatte udelade nogen af de Regler, der gjaldt for Altbinget, hvorimod de kunde gjøre Tilføininger til disse, og Repperne havde (St. Kaupab., c. 47, S. 458) Bemyndigelse til at vedtage samkomumál, hvorved vistnok sigtes til Regler for Afholdelsen af og Forretningsordenen paa Communalmøderne, samkomur. Det er muligt, at der factisk er blevet udøvet en videre gaaende autonomisk Myndighed af disse locale Kredse, men nogen større Betydninger for Sammensætningen af Grágás´s Texter kan der ialfald ikke tillægges den; et Exempel paa Vedtægter af denne Art kan vistnok kun paavises i to Varetaxter, der nærmest maae antages at være Vaarthingsvedtægter og som ere optagne i A. M. 347 Fol. (min Udg. II, 246, 251, Dipl. Isl. I, 315 — 319). — Biskopperne havde efter Grágás Bemyndigelse til at træffe forskjellige administrative Bestemmelser; hertil synes det bl.a. ogsaa at maatte henføres, naar der er givet Biskoppen Ret til at henlægge en Del af Fattigtienden til Kirkerne (K. c. 259, S. 214, Kr. R. c. 43, S. 162, A. M. 315 B. Fol. c. 4, min Udg. II, 228—229); ligeledes den i Materien om Understøttelse, der ydes Tiggere, i K. c. 235, S. 179, St. Kaupab., c. 46, S. 456 omhandlede Bemyndigelse, som efter Sammenhængen synes at kunne forstaaes alene om Ret til Strafeftergivelse paa Lovrettens Approbation. Et Exempel paa en videre gaaende Forskrift frembyder dog den i Tillæg til Christenretten i A.M. 347 Fol. (min Udg. II, 251—252, Dipl.Isl. I, 235-236) og A. M. 351 Fol. (Kr. R. c. 26, S. 122) — derimod ikke i noget af vore to Hovedhaandskrifter — optagne Fastebestemmelse af Biskop Thorlak. — Naar forøvrigt Maurer, som ovenanført, betegner Grágás som en Compilation af ganske forskjelligartede ældre og nyere Materialier, da maa det ganske vist erkjendes , at der undertiden af Samlerne, i overdreven Iver for at faae saa meget med som muligt, er optaget Stykker af fremmedartet Udspring. Dette kan imidlertid kun forudsættes at være skeet i enkelte sjeldne Tilfælde, og tør ikke antages at være Tilfældet, undtagen hvor der kan føres Bevis derfor. Et saadant Bevis ansee vi i Henhold til Maurers Udviklinger (jfr. S. 47 — 48, 56 — 57) for at være tilstede med Hensyn til Afsnittene om Norges Konges Ret i Island og om Islændernes Ret i Norge (K. c. 247 og 248), der vise sig at være forfattede i Norge; ligeledes med Hensyn til Formularerne for Leide og Forlig (griðamál og tryggðamál), K. c. 114, 115, St.Vigsl., c. 112 og 113, den historiske Notits i K. c. 245 om Sølvets Værdi paa den Tid, da Christendommen indførtes i Island, og endelig Bestemmelsen i K. c. 112, St. Festaþ., c. 43 om Trællen, der kommer paa Jarlens eller Kongens Jord. De enkelte saaledes indskudte Stykker blive da ligesom ved en Slags Textcritik at udsondre førend der skrides til Undersøgelse af den egentlige Text. Til disse fremmedartede Bestanddele henhøre da efter vor Opfattelse ogsaa de to nævnte Varetaxter og Biskop Thorlaks Fastebud.
  19. Jvfr. Anførslerne hos Maurer S. 40 — 42.
  20. Gunnl. s. ormst., c. 4, S. 205.
  21. Njáls-s., c. 1, S. 1.
  22. Sammest. c. 27, S. 40.
  23. Sammest. c. 56, S. 86.
  24. Kristnisaga c. 12, S. 28.
  25. Sturlunga I, c. 6, S. 9.
  26. Hungrvaka, c. 18, S. 82.
  27. Bps. I, 135, 640-641.
  28. Betegnende er i denne Henseende Lovsigermanden Skapte Thoroddsons Svar, da han under Processen i Anledning af Njáls Indebrænding blev spurgt, om Thorhall Asgrimsson havde Ret i en for Domstolen fremsat Mening: "at dette ganske vist var Lov, skjøndt Faa kjendte det", og senere: "Flere ere nu store Lovkyndige end jeg antog, og visselig er dette saa ret i alle Maader, at Intet kan siges derimod, men dog troede jeg, at jeg nu var den Eneste, der vidste dette, siden Njáls Død, thi han var den Eneste, som efter hvad jeg veed, kjendte dette", Njáls-saga c. 143, S. 236 — 238,
  29. Maurer mener dog (S. 30, Note 60, og S. 42), at Tiendeloven muligen allerede ved dens Vedtagelse 1096 er bleven nedskreven.
  30. Bps. I, 59.
  31. Sammest. I, XXXIII.
  32. I det Følgende ville vi se, at Tiden for Udviklingen af en saadan juridisk Productivitet endnu yderligere maatte indskrænkes.
  33. Han har i denne Henseende (Comment. XLV) særlig anført som Exempel Grágás´s Bestemmelser om Fremgangsmaaden med Efterladenskabet efter Islændere, der døde i Udlandet, navnlig i Norge (K. c. 125—126, S. 237—246, St. Arfaþ) c. 13—18, S. 206—224), — idet han har lagt Vægt paa den store Udførlighed i Opstillingen af en Mængde enkelte Retstilfælde , som han formoder tildels kun at være fingerede — og Maurer har (S. 62) sluttet sig hertil, idet han iøvrigt bemærker, at en aldeles bindende Argumentation her er umulig. Jeg skal, hvad dette Stykke angaaer, henholde mig til hvad jeg allerede derom ligeoverfor Schlegel har bemærket i Anm. 1849, S. 193—194, og skal kun tilføie, at der ved enkelte Dele af Stykket findes i Skindbøgerne bemærket, at de ere nye Love (nýmæli), og navnlig gjælder dette om Stedet: Ef maðr tekr fe a gröna lanðe (St. Arfaþ. c. 14, S. 211, K. c. 125, S. 240) , der i St. er i denne Skindbogs Margen betegnet som en ny Lov; dette Sted synes at henvise til en god Del af de øvrige om den omhandlede Materie gjældende Regler som bindende, og afgiver altsaa et særligt Bevisdatum for at ogsaa disse ere Love. Der er, saavidt jeg skjønner, Intet til Hinder for at antage, at de omhandlede Bestemmelser i deres Helhed ere fremkaldte ved det virkelige practiske Livs Tarv. Islænderne gjorde, som bekjendt, meget ofte Reiser til Udlandet (jfr. Maurer: Islands und Norwegens Verkehr mit d. Silden vom 9. bis 13. Jahrh. i Zeitschr. f. deutsche Philol. II, 440 flg.), og Vanskelighederne ved at faae Arven efter de paa saadanne Reiser i Udlandet Afdøde udleveret, saavelsom Misligheder fra de Personers Side, som modtog Arven for at føre den hjem, kunde vel fremkalde en Trang til omhyggelige Bestemmelser om dette Emne.
  34. Jfr. Anm. 1849, S. 193—194.
  35. Ved det her Anførte maa iøvrigt erindres, at Grágás ikke er en authentisk Lovbog, men at Lovene stedse fremstilles i den private Samlers — navnlig Lovsigemandens — Gjengivelse, hvilket ikke har kunnet Andet end have nogen Indflydelse paa Formen , men efter vor Opfattelse var Gjenstanden for denne Gjengivelse alene Love, og der vistes derved stedse en stor Bestræbelse efter Correcthed, jfr. herom nærmere i det Følgende.
  36. Forsaavidt han har ment, at de i Grágás temmelig hyppig forekommende Formularer, f. Ex. for Stævninger eller andre Proceshandlinger, have et lignende Udspring, da er det vistnok muligt, at der af Private kan være blevet anlagt Formularsamlinger (der dog i ethvert Fald ikke kunde stilles sammen med saadanne Formularbøger, ogsaa for Documentaffattelse, som under Romerrettens Indflydelse allerede tidlig opstøde i Tydskland, jfr. Stobbe, Geschichte d. deutschen Rechtsquellen, I, 243), og at det er fra saadanne private Samlinger, at Grágás har optaget sine Formularer, men herom haves der ingen Oplysning, og der forekommer os Intet at være til Hinder for at antage, at den lovgivende Myndighed hos et Folk, hvor den nøiagtige Iagttagelse af Formaliteter spillede en saa stor Rolle, har ligefrem givet Lovforskrifter om de Formularer, der skulde anvendes. Det maa ogsaa bemærkes, at Formularerne i Grágás i Reglen indledes med en i Lovudtryk given Bestemmelse om f. Ex. at man, naar man vil stevne, skal sige osv., og undertiden forekomme Formularer i indirecte Taleform , f. Ex. i Forbindelse med Udtrykkene telja hann, láta varða (paastaae).
  37. K. c. 164, S. 61. Kviden var den islandske Form for Jury. Der anvendtes enten Nabokvid eller en af Goden dannet Tylterkvid.
  38. K. c. 165. S. 66—67.
  39. Som Udtryk , der tyde paa dets legislative Oprindelse , kan anføres : at farlögom S. 69, at lögom S. 70, 72.
  40. K. c. 113, S. 193 flg.
  41. Jfr. Keysers Efterladte Skrifter II, 1, S. 302; Munch, Det norske Folks Hislorie II, 970, IV, 1, 117; Maurer, Die Entstehungszeit der ålteren Gulaþingslög, S. 33.
  42. Baugatal nævnes saaledes ikke blot i K. Þingskapaþ. c. 80, S. 136, men ogsaa i St. (hvor selve Afsnittet Baugatal ikke findes) Vigsl. c. 32, S. 63 þar scal rekia til baugatal). Sakbætr og niðgjöld nævnes i K. L 166, 178, jfr. S. 174, St. I, 337, II, 63, 79, 87, 123, 131; jfr. ogsaa at ryðja at sökum. K. I, 48, 158, St. II, 40-41. I K. c. 102, S. 178, St.Vigsl. c. 48, S. 86 findes samme Bestemmelse som i Baugatal S. 194 om, at Sagsøgeren i Drabssagen skal, naar Flere have deltaget i Drabet, udvælge en af dem som Drabsmand og af hans Æt fordre Frændebøder. I Baugatal bestemmes den laveste Frændebod — som udrededes af Drabsmandens Slægt i femte Led og modtoges af den Dræbtes Slægt i samme Led — til 1 Øre, og der tilføjes, at naar der saaledes skal betales 1 Øre eller mere, er det Alt lýritnæmar sakir, d. e. den Dræbtes Slægtning kunde da, naar han traf sammen med en Slægtning af Drabsmanden, nedlægge Forbud, lýrit, imod at denne opholdt sig sammen med ham, jfr. K. c. 113, S. 194, 203. Lýritnæmar sakir nævnes nu ogsaa paa andre Steder i Grágás , nemlig K. c. 25, S. 49, c. 80, S. 136, Kr. R. c. 3, S. 9, Note f., c. 4, S. 24, og paa et af disse Steder, K. c. 80, S. 136, gives netop, overensstemmende med Baugatal, den Bestemmelse, at lýritnæmar sakir ere saadanne Sager, hvor der i Frændebøder skal betales mindst 1 Øre, nemlig i Forholdet mellem Slægtninge indtil femte Led. Der mangler heller ikke Henvisninger til den legislative Oprindelse af de heromhandlede Forskrifter. "Fire ere Lovringe (lavgbavgar)" hedder det i Begyndelsen af Baugatal, S. 193; "sem lög berr til", S. 203, jfr. ogsaa St.Vigsl. c. 40, S. 79: "skyldir til at lögum at gjalda hinn aptr niðgjöldum.
  43. Jfr. Familieretten efter Grágás i AnO. 1849 og 1850.
  44. AnO. for 1850, S. 260 flg. , hvor en udførlig Fremstilling af Reglerne for Frændebøder for Drab er givet, jfr. AnO. 1849, S. 280 flg.
  45. En Undtagelse gjøres dog med Hensyn til Datter, naar hun er eneste Barn, S. 200. Bestemmelsen herom anføres ikke i Sammenhæng med de almindelige Regler for Bødefordelingen, men derimod længere henne i Afsnittet, hvilket kunde tale for, at det er en nyere Bestemmelse.
  46. Jfr. AnO. 1849, S. 293; 1850, S. 262, jfr. 269.
  47. K. c. 113, S. 201.
  48. K. c. 118, S. 218— 219, 224, St. Arfaf). cl, S. 170—171, c. 4, S. 178.
  49. I Dipl. Isl. I, 383 har ogsaa J. Sigurðsson udtalt, at Baugatal er "meget gammelt". Ligeledes har Th. Sveinbjørnsson i Juridisk Tidsskr. 22 B., S. 85, Not., yttret den Mening, at Baugatal er blandt de allerældste Lovstykker i Grágás.
  50. See de i Slutningen af min Udgave af Grágás anførte Rettelser ved S. 198, 199 og 200 i Baugatal.
  51. Som Grund for at betragte de her omhandlede Stykker (Um skipa meðferð og Baugatal) som juridiske Privatarbeider har Maurer endvidere (S. 57) anført, at de, som ovenfor bemærket, kun findes i K. , men ikke tillige ere optagne i St., hvortil Aarsagen kunde ligge i, at de vare af privat Oprindelse. Af den anførte Omstændighed lader der sig imidlertid Intet slutte med Bestemthed, da Grunden til Udeladelsen i St. af forskjellige Afsnit kan have været den rent tilfældige, at Afskriveren allerede havde dem i et andet Haandskrift; forøvrigt har ogsaa Maurer senere i en Artikel Ueber d. Alter einiger isl. Rechtsbucher i Germania 1870, S. 1 flg. fremsat en anden Forklaring af denne Udeladelse i St, af nogle af de Stykker, som ere optagne i K.
  52. Stedet lyder i sin Helhed saaledes : þat er oc at þat scolo lðg vera alanðe her sem áscrám standa. Enn ef scrár scilr á oc scal þat hafa er stendr á scrðm þeim er byscopar eigo. Nu scilr enn þeirra scrár á. Þá scal sv hafa sitt mal er lengra segir þeim orðom er male scipta með monnom. Enn ef þær segia iafn langt oc þo sitt hvar. Þa scal su hafa sit mal er iscalahollti er. Þat scal alt hafa er finnz a scrö þeirre er hafliðe let gera nema þocat se siðan. en þat eitt af annara lög manna fyrir sögn er eigi mæli þvi igegn. oc hafa þat alt er hitzug leifir eða glöggra er. Jfr. iøvrigt om Forstaaelsen af Stedet, forsaavidt angaaer Striden mellem de forskjellige Haandskrifter, AnO. 1849, S. 179 — 180. Jeg har der oversat Stedet efter den da alene foreliggende arna- magnæanske Textudgave, hvor der feilagtig staaer leyfir istedetfor leifir. I min Udgave med Oversættelse er denne Feil rettet.
  53. Jfr. Schlegel, Om de gamle danske Retssædvaner og Autonomi. Larsen, Saml. Skr. I, 1, S. 237. Nordstrom, Svenska Samhallsforfattn. Hist. I, 32, II, 585. Keyser, Efterl. Skr. II, 1, S. 233.
  54. Saaledes gjordes der i Tydskland i Middelalderen ingen anden Forskjel paa Consuetudo og en Byes Statatum, end at hin havde sin Oprindelse fra en stiltiende, denne fra en udtrykkelig Overenskomst, og man betegnede ofte den sidste ligefrem ved Udtrykket consuetudo. Glossen gjengiver navnlig ligefrem lex municipii ved consuetudo. Ikke sjeldent stilledes consuetudines i Modsætning til den almindelige Lovgivning, idet man under det Første forstod de enkelte Folks eller Stæders hele particulaire Ret, navnlig ogsaa deres Lovgivning, og ofte stillede man endog, ved Siden af jus civile og jus canonicum, som det Tredie : Sædvaneretten, jus consuetudinariuni, hvorved da forstodes den hele indenlandske tydske Ret, jfr. Puchta, Gewohnheitsrect I, 149 — 151, Stobbe, Geschichte d. deutschen Rechtsquellen 1 , 651 og flere andre Steder, K. Maurer, Ueber d. Begriff d. Autonomie i Krit. Ueberschau II, 244 fl. Naar der paa mangfoldige Steder i tydske Retskilder eller Documenter fra Middelalderen tales om Sædvaner, tor det overhovedet i Reglen ikke forudsættes, at man derved har tænkt paa Retssædvaner i Nutidens Forstand, hvorimod der i Almindelighed er sigtet til autonomiske Retsregler eller tildels ogsaa til Retspraxis. Den her omtalte Sprogbrug yttrer sig ogsaa i Pave Innocents' Brev af 1206, i Lilliegren's Dipl. Svec. I, 156, hvor den svenske Lovgivning omtales som en lex consuetudinis (man har selvfølgelig ikke i Rom kunnet bedømme eller villet udtale, at den svenske Ret var en sædvansmæssig Ret). Naar der i danske Retskilder fra Middelalderen nævnes consuetudines, f. Ex. i Kjøbenhavns Stadsret af 1254 Indl., jfr. Schlegel, Autonomi, S. 131, 195, 200, kan det ei heller forudsættes, at der herved er sigtet til Retssædvaner i den nu antagne Betydning.
  55. Hos Schlegel, Autonomi og Larsen I, 1, S. 237, 305, jfr. S. 279 — 280 findes dog endnu en Sammenblanding af Retssædvaner og Retsvedtægter.
  56. S. 33, 39, jfr. hans Afh. om Autonomi, S. 241.
  57. Puchta I, 216.
  58. Jfr. Puchta, 1. c, Maurer, Autonomi S. 247. Det her af os Anførte sigter dog- væsentlig- til almindelige Retssædvaner, hvorimod particulaire Retssædvaner for enkelte Landsdele eller Retssphærer (f. Ex. i Handels- og Søfartsforhold) kunne have en større Betydning.
  59. Vi have her kun taget Hensyn til Lovgivningens Udvikling, men iøvrigt maa det bemærkes , at ogsaa Udviklingen af Retspraxis kan have en lignende Indflydelse. I Tydskland var i Middelalderen den almindelige Lovgivning forholdsvis kun lidet virksom, men ligesom der gaves en stor Rigdom af autonomiske Retsvedtægter (Stadsretter o.s.v.), saaledes havde Retspraxis en særdeles stor Betydning, idet navnlig Schöffeninstitutionen var et frugtbart Organ for Retsdannelsen. Ligesom det Anførte muligen kunde tale for, at der ikke for den tydske Middelalders Vedkommende bør tillægges Sædvaneretten i egentlig Forstand en fuldt saa stor Betydning, som man i Almindelighed pleier at tillægge den, saaledes turde tildels noget lignende Betragtninger ogsaa kunne gjøres gjældende ved Undersøgelsen af de Bestanddele, hvoraf den engelske common law bestaaer.
  60. Jfr. ogsaa Maurer, Grágás S. 62.
  61. I Professor H. Matzens Danske Panterets Historie er det paavist, hvorledes Reglerne for Panteretten have udviklet sig i Danmark dels gjennem Retssædvaner, dels ved Retsbrug; dette skete ved Siden af Lovgivningen , uden at der tænktes paa at optegne de saaledes opstaaede Regler.
  62. Jfr. en Bemærkning i Recensionen af Høiesteretsadvocat A. Hindenburgs Doctordisputats Om Kjøb og Salg i Ugeskrift for Retsvæsen 1873, S. 67.
  63. Saavel om Arvegangsmaaden og Værgemaal , som om Forstrækningers Afkortning i Arv og om Tilbageløsning af den af Værgen solgte Jord findes i Grágás Bestemmelser, der hverken efter Ordlyd eller Indhold tyde paa en sædvansmæssig Oprindelse, jfr. AnO 1849, S. 290, 313, 325, 327.
  64. I Sagaerne (Íslendingabók. c. 10, S. 16, Kristnisaga c. 13, S. 28, jfr. Hungrvaka c. 6, S. 69) berettes, at Biskop Gissur i Skålholt, forinden Bispedømmet paa Holar c. 1105 oprettedes, lod tælle Bønderne i Landet, og Antallet var ialt 4560, men der tilføies, at herved bleve ikke medregnede de, der ikke havde saa megen Formue, at de skulde betale Thingreiselönsafgift (Þíngfararkaup) — en Afgift, der udrededes af dem, der ikke mødte paa Althinget, og hvis Beløb anvendtes til Reisegodtgjørelse for dem, som indfandt sig der; efter Underkastelsen under Norge omdannedes den til den saakaldte Skat (skattr) jfr. Jónsb. Þegnsk., c. 1., B. Thorsteinson, Om offentlige Afgifter i Island , S. 61 flg. Der haves Oplysning om, at i 1753 udgjorde det hele Antal Bønder i Island 6700, de Bønder, der betalte "Skat", 2100, og det samlede Folketal i Landet c. 50,000. Nogle have nu, ved at lægge dette i 1753 stedfindende Forhold mellem Antallet af Afgiftsyderne og af det samlede Antal Bønder (omtrent 1: 3,2) til Grund, og ved ligesom for 1753 at beregne c. 7 Personer til en Familie, faaet ud, at Folketallet i Island paa Biskop Gissurs Tid har været over 100,000 (Jfr. Ny Félagsrit X, 27 — 28, Skýrslur um landshagi á Íslandi I, 319 flg.). Vi troe dog ikke, at denne Beregningsmaade kan anvendes. Vel er Basis — den i Forhold til Folkeholdet ansatte Løsørebesiddelse — for den ved Jónsbok anordnede og senere ved Praxis omdannede, forenede Skat og Thingreiselønsafgift , der senere under Eet er bleven betegnet som Skat , omtrent den samme som efter Grágás for Thingreiselønsafgiften (K. c. 89, S. 159, St. Vfgsl. c. 25, 26, S. 42 — 43), men Skatten betales uforanderlig af enhver Bonde, uden Hensyn til om han er velhavende, eller fattig, naar han blot har den fastsatte Løsørebesiddelse, med 20 Alen (egentlig Alen Vadmel; 1 Alen kan efter Capitelstaxterne for 18 72/73 anslaaes til omtrent 24 Skilling) og kan altsaa være meget ubillig og trykkende, hvorfor det kan antages, at ikke Faa, der ellers rettelig burde betale den, blive ved en for lav Selvangivelse af deres Løsøre frie derfor, jfr. M.Stephensen: Island i det 18de Aarh., S. 267. Fristatens Thingreiselønsafgift var derimod vistnok ikke nogensinde trykkende. Den kan vel antages ikke at have været høiere end 10 Alen, jfr. Jónsb. Þegnsk c. 1 (med Hensyn til Møde paa Vaarthinget nævnes en Thingreiselønsafgift af en halv Øre eller 6 Alen, K. c. 59, S. 106 — 107), men navnlig maa den antages at have været forholdsvis mindre byrdefuld derved at Enhver kunde vælge, om han vilde betale den, eller istedet derfor møde paa Althinget, hvilket i og for sig maatte være tiltrækkende paa Grund af det der herskende Liv ; i saa Fald blev han fri for Afgiften og fik Thingreiseløn. Denne maatte blive større fra de fjernere Egne, jfr. ogsaa Jónsb. Þingfararb. c. 2, men da efter Forholdets Natur paa Grund af Reisens Besværlighed et ringere Antal mødte fra disse fjernere Steder, har vel Afgiften , hvis Størrelse iøvrigt synes at have beroet paa en Overenskomst mellem Goden og Thingmændene, omtrent været lige høj overalt i Landet. Fremdeles var der den største Opfordring til at bestræbe sig for at blive medregnet til dem, der betalte Þíngfararkaup, idet Udredelsen af den var Betingelsen for en Række borgerlige Rettigheder, og den, der ikke betalte den, betragtedes endog som Proletar. Der er herefter Grund til at antage, at det overveiende Antal af Landets Bonder i Fristatens Tid har betalt Þíngfararkaup, og dette bestyrkes ogsaa ved Udtrykkene i Íslendingabók og Kristnisaga , der gaae ud paa, at Biskop Gissurs Tælling omfattede alle Landets Bønder, med Undtagelse af dem, der ikke skulde betale Þíngfararkaup, hvorved nærmest synes antydet, at disses Tal ikke var betydeligt. Vi antage derfor, at medens Antallet af Skatbønder i 1753 var ringere end af dem, der ikke betalte Skat, har Forholdet med Hensyn til Þíngfararkaup i 1100 været omvendt. Naar Tallet af dem, der da betalte Thingreiselønsafgift, angives til 4560, er det maaskee snarere for høit end for lavt at sætte Antallet af dem, der ikke betalte Afgiften, til f. Ex. 2000, hvorefter Antallet af Bønder i det Hele har været omtrent som i 1753, nemlig 6 — 7000. Naar der, med Hensyn til at de mægtigere Mænd i Fristatens Tid ofte havde et større Antal Folk paa deres Gaarde, beregnes 10 Personer til hver Familie , vilde hele Befolkningen herefter bhve 60—70,000.
  65. Puchta, Gewohnheitsrecht II, 86.
  66. S. 114 cfr. 107, 122; ligeledes i hans Skrift: Ueber d. Ausdrücke Altnordische , altnorwegische und islåndische Sprache S. 28, 34.
  67. Ganske vist gives der endel Bestemmelser, som ere fælles for alle de nordiske Folk, en Lighed i Retsforhold, der maa antages at hidrøre fra den fælles Stammes tidligere Perioder, hvad enten nu disse Retsregler have en sædvansmæssig, eller, hvad ligesaavel kan antages , en legislativ eller autonomisk Oprindelse. Men ved Siden af denne Lighed i enkelte Retsforholds almindelige Character findes der i Enkelthederne en gjennemgribende Forskjellighed og Selvstændighed.
  68. K. c. 220, S. 138, St. Landbriðaþ). c 45, S. 339.
  69. K. c. 221, S. 145, St. Kaupab. c. 6, S. 398.
  70. K. c. 118, 222. St. Arfaþ c. 3, S. 175.
  71. Olivecrona. Om makars giftorätt i bo, S. 97 fl., Grimm, Rechtsalterthümer S. 420 fl. Saxo omtaler blandt de Love, han tillægger Kong Frode den tredie : ne quis uxorem nisi emptitiam duceret, V, 235. Om Betydningen af mundr i den islandske Ret jfr. AnO 1849, S. 227 fl. See ogsaa K. Maurer's Recension af Keyser's Efterladte Skrifter i Krit. Vierteljahrsschrift f. 18G8.
  72. K. c. 17, S. 36. Kr. R. c. 35, S. 140.
  73. Þat sagðe markús lavg K. II, 147, St. I. 402 (d.e. Markus Skeggjason , Lovsigemand i Tidsrummet 1084 — 1107); Þat sagði ulfheðinn lög K. I, 122; Vlfheðinn sagði þat lög K. I. 123 (Ulfhedin Gunnarsson, Lovsigemand 1108—1116); þat sagðe guðmvndr lðg K. I, 184; Þat sagðe guÐmundr lög K. II. 23 (Gumund Thorgeirsson, Lovsigemand 1123— 1134).
  74. F. Ex. K. II, 15, 218, St. I, 228 o. s. v.
  75. F. Ex. K. I, 36, 180, 220 o. s. v. Disse som nýmæli betegnede Steder ville vi i det Følgende komme nærmere til at omtale.
  76. En anden Sag er det, at der tales om, hvad der fra gammel Tid har været Lov: Þat ero forn lög a lanðe öro K. c. 114, S. 205. Ogsaa tales der paa nogle Steder om gamle Tilstande, men det er da i Modsætning til nyere Tilstande eller Regler, som have afløst hine, f. Ex. fornt laugmal K. I, 37, fornar lögbækr St. I, 228, forn goðorð K. I, 38, 77, 211. forn þing K. I. 211, St. IL 163, lögsilfr et forna K. I. 204, Kr. R. c. 17, S. 88.
  77. Med Hensyn til saadanne Paaberaabelser fra de dømmende Institutioners Side i den tydske Middelalder jfr. Grimm, Rechtsalterthumer, S. 772 fl.
  78. Man vilde vel paa Oldislandsk have brugt Betegnelserne siðr, landssiðr, landskapr: jfr. ogsaa i Bps. siðvani, siðvenja.
  79. Disse i Graagaasen anførte localretlige Regler indskrænke sig til, at der fra Forbudet mod Reiser paa Helligdage gjøresen Undtagelse for dem, der ved Uveir ere blevne holdte tilbage paa Vestmanøerne (Kr. R. c. 17, S. 86), at der fremdeles undtagelsesvis gives Beboerne ved Myvatn en vis Ret til at fiske paa Helligdage (Sst., S. 88), at der fra Bestemmelsen om, at Ingen kan høre til et Thinglag, der ligger i en anden Fjerding, end den, hvor han boer, gjøres en Undtagelse til Gunst for dem, som flytte fra den ene Side af den smalle og lange Hrútafjord — der dannede Grændsen mellem Vest- og Nordfjerdingen — over til den anden Side (K. c. 83, S. 140—141. St. Kaupab. c. 67, S. 483), og endelig at den i visse Tilfælde hjemlede summariske Retsforfølgning mod Udlændinge kunde i Østfjerdingen fremmes ved den Kirke, der var nærmest Handelsstedet, istedetfor. som efter den almindelige Regel, paa Godens Bopæl (St. Kaupab. c. 52, S. 464). Alle disse Bestemmelser synes at være begrundede paa saadanne særegne locale Forhold, som vel kunde egne sig til at tages i Betragtning ved Udøvelsen af den almindelige Lovgivningsmyndighed, og i deres Form eller Indhold er der Intet, som taler imod at antage dem for Love.
  80. See i det Hele Grágás´s Lovrettesafsnit, K. c. 117, S. 211 fl.
  81. St. Omagab. c. 7, S. 245, K. c. 234, S. 175, St. Kaupab. c. 41, S. 449.
  82. K. c. 117, S. 212 jfr. 213. Herom vil blive nærmere handlet i det Følgende.
  83. K. c. 116, S. 208.
  84. Jfr. ogsaa K. c. 116, S. 209: Or þeirre lögretto er lögsogo maðr er tekinn, og c. 117 S. 214: at lögrétto þeirre sem þa skylda lög til.
  85. K. c. 117, S. 216.
  86. K. c. 84, S. 142.
  87. Jfr. AnO. 1850, S. 249 flg.
  88. .HV. AnO. 1850, S. 218, 235.
  89. K. c. 59, S. 108.
  90. K. c. 61, S. 111.
  91. K. c. 234, S. 171, St. Kaupab. c. 39, S. 443.
  92. K. c. 83, S. 141.
  93. K. c. 20, S. 38.
  94. K. c. 268, S. 218, Kr.R. c. 47, S. 166— 168, St. Arfaþ). c. 18, S. 223, c. 24, S. 229, Festal), c. 43, S. 358, jfr. AnO. 1849, S. 301 flg.
  95. K. c. 225, S. 160, St. Kaupab. c. 23, S. 426, Landab. c. 38, S. 309.
  96. K. c. 4, S. 15, Kr. R. c. 10, S. 46; Dipl. Isl. I, 244, 372, 395, 467, 496.
  97. K. c. 28, S. 52, c. 43, S. 77. Derimod bestemte Lovsigemanden, hvor Fjerdingsretterne skulde have Plads. K. c. 24, S. 45.
  98. Inddelingen med Bogstaverne A B C er tilføiet af mig; i Skindbogen følge disse Dele efter hinanden uden Adskillelse eller uden ny Linie. Det vil erindres , at Lovrettesafsnittet er et af de Lovstykker, som kun findes i K., ikke tillige i St. De i Oversættelsen i Parenthes anførte Ord ere tilføiede af mig.
  99. Jvf. herved Bemærkningerne ovenfor S. 126 flg.
  100. K. c. 116, S. 208—209.
  101. Dog maa bemærkes hvad der meddeles i Njáls-saga c. 98, S. 150 — 151, om, at der samtidig med Femterrettens Oprettelse (Aar 1004) skal være bleven vedtagen en Forandring med Hensyn til Lovretten. I Njáls Forslag herom, som i Sagaen siges at være blevet vedtaget som Lov, hedder det: "Vi skulle og have en saadan Ordning af Lovretten, at de, der sidde paa Midtbænkene, skulle være berettigede til at raade for Lovene, og skal man vælge dertil dem, som ere de viseste og kundskabsrigeste; — men dersom de, der sidde i Lovretten, ikke blive enige om, hvad Bevillinger de ville vedtage eller hvad de ville fastsætte som Lov (hvat þeir vilia lofa eða i log leiða), skulle de rydde Lovretten til Afstemning, og skal Afgjørelsen skee efter Stemmeflerhed (skal ráða afl með þeim) , men dersom der er Nogen udenfor Lovretten, som ikke kan opnaae at komme ind, eller som finder, at der skeer ham Uret, skal han nedlægge Forbud, saaledes at det høres i Lovretten, og han har da gjort ugyldige alle deres Bevillinger og Alt hvad de have forhandlet (lof þeirra ok allt þat er þeir mælltv til logskila), og som han har nedlagt Forbud imod." Forsaavidt denne Beretning gaaer ud paa, at de egentlige Lovrettesniænd skulde udnævnes ved Valg, finder den ingen Bestyrkelse andetsteds, navnlig ikke i Grágás, hvorefter Goderne vare de egentlige Lovrettesmænd. Naar det dernæst forudsættes, at Afgjørelsen skete efter Stemmeflerhed, ogsaa ved Vedtagelsen af Bevillinger, stemmer det ikke med Grágás, og Paalideligheden af Sagaens Meddelelse i denne Henseende bliver saa meget mere tvivlsom, som Slutningsberetningen om Virkningen af et nedlagt Forbud ialfald neppe kan være rigtig, forsaavidt den gaaer ud paa, at ikke blot Bevillinger, men ogsaa andre Beslutninger kunde forhindres ved Forbud. Jfr. iøvrigt herved Maurer, Die Entsteh. d. isl. Staats S. 179 flg.
  102. Hovedstedet , hvor Maurer fremsætter de anførte Meninger, findes S. 32, jfr. iøvrigt S. 36, 38, 54. Medens Distinctionen mellem at rètta lög sin og at gera nýmæli ikke tidligere er bleven fremsat, slutter Maurer sig derimod, forsaavidt han henfører nye Love under B, tildels til Dahlmann, Geschichte V. Dannem. H, 190— 19L I AnO. 1849. S. 160-163, har jeg ligeoverfor Dahlmann allerede i det Væsentlige fremsat den af mig her udviklede Mening angaaende Vedtagelsesmaaden af nye Love. Dermed stemmer Th. Sveinbjörnssons Udtalelse i Juridisk Tidsskrift 22. Bind, S. 27, Note 19; jfr. ogsaa Maurer, Entsteh. S. 208 — 209. Schlegel og Einarsson have ikke udtalt sig om dette Punct.
  103. Jfr. fylla up sogo K. c. 117, S. 216.
  104. Jfr. 1. c. S. 211 : Þat ero xii. menn or fiorðunge hueriom — sva at þar scolo ráða logom oc lófom ; her er Udtrykket ligefrem eu almindehg Betegnelse af Lovrettesmændenes Hverv.
  105. Saaledes er Udtrykket hidtil blevet forstaaet, navnlig af B. Einarsson i Jur. Tidsskr. 22. Bind, S. 22, og Dahlmann II, 189. I Henseende til Tanken kan hermed jevnføres det norske Ord réttarbot, Retsforbedring, der bruges om en kongelig Anordning.
  106. Jfr. at rétta vætti, K. c. 32, S. 58, c. 59, S. 107, rétting c. 32, S. 57, at rétta kvið, c. 36, S. 67; cfr. at fella saman orð sin c. 35, S. 63 - 64.
  107. I R. Cleasby's Icelandic-English Dictionary oversættes ogsaa at rétta log ved to make laws (voc. rétta).
  108. Jfr. ogsaa Maurer, S. 32 og Entsteh. S. 176, Note 1.
  109. Udgaven af 1848, S= 147.
  110. Jfr. K. c. 19, S. 37, Kr. R. c. 45. S. 166, K. c. 61, S. 112, c. 101, S. 177, c. 202, S. 116, St. Landabr. c. 41, S. 317.
  111. Til Bestyrkelse af denne Opfattelse kan ogsaa anføres Stedet i Grágás´s Drabsafsnit K. c. 86 , S. 150 , St. Vigsl. c. 21, S. 36, om den Lysning af Voldsgjerninger, som den Fornærmede efter hvad der andetsteds i Grágás (jfr. Maurer, Grágás , S. 53 flg.) er fastsat, skulde foretage "inden tredie Sol"; der bestemmes nemlig, at Lysningen skal skee den Dag, Gjerningen har fundet Sted, og Natten derefter og de to følgende Dage og Nætter, hvorefter der tilføies, at da er der lyst inden tredie Sol , som foreskrevet i hine Bestemmelser. Denne Forskrift gaaer saaledes ud paa en Fortolkning af, en nærmere Bestemmelse af en tidligere given Lovregel om Lysning inden tredie Sol ; den synes, efter Maurer's Begreb om Lovrettelser, at maatte henhøre under disse. Men i Staðarhólsóok betegnes dette Sted i Haandskriftets Margen som nýmæli ("nyni"), hvorved altsaa maa ansees godtgjort, at man under dette Begreb ogsaa har indbefattet Fortolkninger eller nærmere Bestemmelser af ældre Lovbud.
  112. Saaledes har jeg ogsaa opfattet Stedet i AnO. 1849, S. 160 og i min Udg. af Grág., Oversætt. S. 213. Dette Spørgsmaal er forskjelligt fra Spørgsmaalet om Forstaaelsen af at rétta log sm
  113. Jfr. navnlig ogsaa Ordene S. 216: Þar er um þat lög mál er þrætt er þa var up sagt.
  114. Maurer er ogsaa i sit Begreb om Lovrettelse — hvorved han, som anført, forstaaer den i C brugte Fremgangsmaade — gaaet ud fra, at C tillige omfatter det Tilfælde, hvor Lovene ingen Bestemmelse indeholde om det foreliggende Retssporgsmaal (S. 32). Ligeledes har Schlegel forstaaet Reglen som angaaende en Tvist mellem Parter »de jure«, Comraentat., S. XLIII.
  115. Dette synes ogsaa nærmest at være Maurer's Mening, idet han synes at betragte Enstemmighedsfordringen efter B som en saadan strengere Fordring (S. 32).
  116. Jfr. Njáls-saga c. 98, S. 150—151.
  117. K. c. 55, S. 95 — 96. Man maa vel herved nærmest tænke sig et Forbud fra f. Ex. den Dræbtes Slægtninge imod en Benaadning af Drabsmanden.
  118. Naar ikke Enighed opnaaedes , sees der ikke at være gjort noget Forsøg paa at bringe Differentserne til at bortfalde ved at forlange Vefangs-Ed , saaledes som efter Stykket C og efter K. c. 42, S. 75, c. 58, S. 101.
  119. Cap. 10, S. 17, jfr. ovenfor S. 103.
  120. Jfr. ogsaa Njáls-saga c. 98, S. 150, hvor Bestemmelsen om Afgjørelse efter Stemmeflerhed refererer sig til Love i Al- mindelighed (i log leiða).
  121. K. c. 117, S. 214.
  122. Commentat., S. XLIII— XLI V, LXXXVIII. Det er til disse Decisioner, han sigter, ved at tillægge Domme (res judicatæ) Betydning for Retsdannelsen, jfr. ovenf. S. 108 — 109.
  123. Jurid. Tidsskr. 22. B., S. 22—23.
  124. Sammest. S. 27, Note.
  125. Geschichte v. Dannem. II, 190—191.
  126. Efterl. Skr. II, 1, S. 270—271
  127. DieEntsteh. d.isl.Staats S. 175— 176, 208—209, Grágás, S. 32.
  128. Fra denne Opfattelse er ogsaa jeg i AnO. 1849, S. 160 flg. gaaet ud, medens jeg iøvrigt ikke dengang har været tilstrækkelig opmærksom paa Sporgsmaalets Betydning; jfr. dog mine Bemærkninger i AnO. 1849, S. 185 om Domstolenes Omraade.
  129. Egilssaga c. 57, Kong Magn. Nyere Landslov, (þingfb. c. 3 (Norges gl. Love II, 14).
  130. Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814, S. 63. Keyser, Efterl. Skr. II, 1, S. 170.
  131. Keyser, d. a. St., S. 234.
  132. Norges gi. Love II, 7.
  133. Ældre Frostath. L. I, 2, Norges gi. Love I, 128: Þeir menn er i lögréttu ero nefndir scolo dæma lög um þau mál er hingat ero skotin at þingscotum réttum eptir þvi er logbok segir. — En allt þat er boc scill eigi. þá scal þat hafa or hverio máli er lögréttumenn verða allir á eitt sáttir oc réttast er fyrir guði. Om der i og for sig kan lægges nogen Vægt paa Udtrykket dæma lög maa lades uafgjort; det ligger maaskee nærmest at opfatte det alene om at dømme lovlig; jfr. Udtrykket dømt o lög i Grágás K. c. 42, S. 77 om en urigtig Dom.
  134. Dette har ogsaa Keyser antaget, d. a. St. S. 245 — 246.
  135. Þingfararb. c. 4, cfr. c. 9, Konungsferð. c. 10, jfr. iøvrigt Járnsiða, c. 3, Norg. gi. Love I, 260, Kong Magn. Nyere Landsl. Þingfarab. c. 4, Norg. gl. Love II, 15 — 16.
  136. Exempler herpaa frembyder den saakaldte Þiningsdómr af 1. Juli 1490, Althingsdomme af Juli 1601, 30. Juni 1604, Juli 1605 o. s. V., see Lovsamling for Island 1. Bind.
  137. Ældre Frostathingsl. I, 2 og X, 30, Ældre Gulathingsl. c. 35, i Norges gamle Love I, 128, 224, 21.
  138. Jfr. dog Keyser, d. a. St., S. 245.
  139. S. 64 flg.
  140. See de anførte Steder i Gulathingsloven og Frostathiogsloven.
  141. Om Vedtagelsesmaaden med Hensyn til Bevillinger findes Intet i de gamle norske Love. For nye Love, hvoraf der ikke kjendes flere Arter, er Benævnelsen, som i Grágás, nýmæli.
  142. K. c. 57 flg., S. 98 flg., jfr. St. VigsIoði c. 58, S. 96 flg.
  143. See navnlig K. c. 20 flg., S. 38. flg.
  144. Ligeoverfor den tidligere, ogsaa af mig i AnO. 1849, S. 163 antagne Mening, hvorefter hver af de fire Fjerdingsretter paa Althinget bestod, som her anført, af 9 Dommere, nemlig en Dommer udvalgt af hver af Fjerdingens 9 (oprindelige — jfr. K. c. 20, S. 3S, AnO. 1849, S. 156, 163) Goder, har Maurer i Die Entstehung d. Island. Staats, S. 177 — 178 og senere i Die Quellenzeugnisse, S. 80 — 81, jfr. S. 100 — 101, udtalt den Anskuelse, at hver af Fjerdingsretterne bestod af 36 Dommere, idet hver af de 36 Goder udnævnte 4 Dommere, en til hver af de fire Fjerdingsretter. Til Støtte herfor anføres, at Vaarthingsdomstolene bestod af tre Tylter Dommere, hvilket ogsaa var det i Norge anvendte Antal, ligesom ogsaa i Femterretten paa Althinget Dommen afsagdes af 36 Dommere, og endelig, at det i det iøvrigt meget uklare Sted i Njáls-saga c. 98, S. 150 synes udtalt, at hver af Fjerdingsretterne bestod af tre Tylter Dommere ( — skalltr sagði Skapti nefna fimtardóminn er fyrir forn goðorð er nefndr fiorþvgsdómr. þrennar tylftir i fiódrðvngi hverivm). Uagtet de saaledes anførte Grunde, af hvilke den viktigste synes at være Misforholdet mellem Vaarthingsdomstolenes 36 Dommere og en Fjerdingsret, der var Appelinstants for Vaarthingsretterne, paa ikkun 9 Medlemmer, troer jeg dog at maatte fastholde min tidligere udtalte Mening. Grágás´s Bestemmelser synes nemlig at være utvetydige. Det hedder saaledes (K. c. 20, S. 38): "Det er fastsat i vore Love, at vi skulle have fire Fjerdingsdomstole ; hver Gode skal udnævne en Mand til Dommer (scal goði hverr nefna mann í dóm)" ; — "hver Gode skal udnævne en af sine Thingmænd til Dommer (scal goði hverr nefna sinn Þriþivngs mann i dom)". Om Processionen, naar Domstolene skulle drage ud for at dømme, hedder det (c. 24, S. 45): "Lovsigemanden skal gaae først ud — derpaa skal Goden anvise den af ham udnævnte Dommer hans Plads (þa scal goþi setia niðr domanda sinn)". Paa intet af disse Steder tales der om mere end een Dommer for hver Gode. Hertil kommer, at medens der gives den Regel, at Fjerdingsretten skal, saavidt muligt, være fuldtallig naar Dommen afsiges (K. c. 41, S. 73), bestemmes det dog for flere Tilfælde , at Retten kan sættes og Dom afsiges , naar der er 6 Dommere tilstede , hvilket tilvisse vilde være meget paafaldende, dersom det hele Antal var 36, men derimod meget naturligt og passende, naar Antallet kun var 9. Saaledes bestemmes det, at naar mindst 6 Dommere ere mødte, kan Lodkastning finde Sted om den Orden, hvori Sagerne skulle foretages (K. c. 29, S. 53). Naar Retten formedelst Vold ikke kunde blive siddende paa sin Plads , kunde den vælge sig en anden Plads, og om der endda kun er 6 Dommere, der deltage i Paadømmelsen, bliver Dommen dog gyldig (K. c. 41, S. 74), ja der gives endog den almindelige Regel, at naarsomhelst nogle af Dommerne gjøre sig skyldige i det Brud paa Thingsordenen, at de ikke ville deltage i Paadømmelsen af de Sager, som skulle paakjendes , bør Dommen, dersom 6 Dommere eller flere deltage i den , være "ligesaagyldig, som om Domstolen var fuldtallig", K. c. 41, S. 75, jfr. S. 74. (Overensstemmende hermed bør da vistnok K. c. 42, S. 75 om Uenighhed, vefang, forstaaes, saaledes at vefang fandt Sted, naar der ikke var Enstemmighed, men at der mindst maatte være 6 Dommere tilstede , for at overhovedet den omhandlede Fremgangsmaade kunde foregaae, jfr. dog K. c. 58, S. 101, hvilket sidste Sted imidlertid maaskee er corrumperet). Hertil kommer endelig som et Hovedargument, at hver af Fjerdingsretterne var Værnething for Beboerne i den paagjældende Fjerding, og ene og alene var henvist til at paadømme Sager fra denne bestemte Fjerding; dette fremtræder bestemt i Grágás, jfr, f. Ex. K. I, 40, 41, 42, 93, 100, 101, 105, 175, II, 57, og i Praxis toges det meget strengt, see bl.a. Njáls-saga c. 144, S. 239. Hermed stemmer det fuldkomment, at hver Fjerdingsret blev dannet af Goderne i den paagjældende Fjerding og at disse kun kunde vælge Dommere blandt deres egne Thingmænd (medmindre de fik Lovrettens Tilladelse til at fravige denne Regel, K. c. 20, S. 38). Derimod vilde det staae i Strid hermed, om Fjerdingsretterne vare dannede paa den af os bestridte Maade. Dersom nemlig hver af Landets 36 Goder skulde udnævne 4 Mænd fra sit Godedømme, en til hver af de 4 Fjerdingsretter , vilde hver af disse være sammensat ganske paa samme Maade af Beboere fra hele Landet; Fjerdingsdomstolen for Østfjerdingen f. Ex. bestod da af 36 Dommere, hvoraf kun 9 vare fra selve Østfjerdingen, de øvrige i lige Antal fra de andre Fjerdinger. Der var da ikke nogen Grund til at lade denne Fjerdingsret være Værnething mere for Østfjerdingen end for hver af de andre Fjerdinger. Den enkelte Fjerdingsret vilde ikke i mindste Maade vedkomme eller henhøre mere til den ene Fjerding end den anden. - Hvad angaaer Misforholdet til det større Antal Dommere i Vaarthingsretterne, kunde det maaskee tænkes, at man egentlig har betragtet de fire Fjerdingsretter som udgjørende en samlet Hoveddomstol for hele Landet, der da igjen faldt i fire Afdelinger, en for hver Fjerding (jfr. ogsaa den collective Betegnelse fírðvngsdómr i Njáls-saga, c. 98, S. 150, cfr. Munch, Det norske Folks Hist. II, 1010). Noget Lignende sees at være Tilfældet med Lovretten, skjøndt i omvendt Orden , idet den dannede en Enhed og i Almindelighed tog Beslutninger som saadan, men dog betragtedes som bestaaende af fire Afdelinger, en for hver Fjerding, jfr. ovenf. S. 148.
  145. K. c. 57, S. 99.
  146. K. c. 58, S. 101.
  147. K. c. 42, S. 77, c. 44, S. 78, c. 58, S. 101.
  148. K. c. 47, S. 83.
  149. K. c. 42, S. 75-77, c. 58, S. 101.
  150. Om dennes øvrige Hverv, navnlig som Cassationsret, naar der ankedes over Bevismidler (hvilket Hverv ogsaa Fjerdingsretten havde ligeoverfor Vaarthingsretten, K. c. 58, S. 101), og som første Instants i enkelte Sager jfr. K. c. 44, S. 77 — 78. See iøvrigt Maurer, Die Entsteh. d. isländ. Staat., S. 179 flg.
  151. K. c. 43, S. 77. Om Fjerdingsretterne hedder det, at Lovsigemanden skulde bestemme, hvor hver af dem skulde have Plads, K. c. 24, S. 45.
  152. K. c. 29, S. 53, jfr. c. 24, S. 45.
  153. K. c. 41, S. 72.
  154. K. c. 41, S. 75.
  155. K c. 47, S. 82.
  156. K. c. 47, S. 83.
  157. Jfr. ovenfor S. 122, Note 1.
  158. Selvfølgelig ikke en Dom, der kunde fuldbyrdes ved Execution hos Modparten , thi Lovrettens Afgjørelse gik ikke ud paa, at Modparten skulde betale eller udfore Noget; Manglen af Executionskraft kan imidlertid ikke udelukke Begrebet Dom.
  159. Reglen var iøvrigt efter C, at Lovretten skulde bestemme, hvad der angaaende det vedkommende Retsspørgsmaal for Fremtiden (heðan fra) skulde være den gjældende Regel. Det synes altsaa, at man ikke har tænkt sig, at Loven i Almindelighed skulde have tilbagevirkende Kraft (skulde anvendes paa Retsforhold , der allerede ved Lovens Udgivelse vare bestaaende). Herfra skete der da en Undtagelse, forsaavidt Lovbudet efter det her Anførte maatte betragtes som en Dom, thi derved fik Lovbudet tilbagevirkende Kraft paa Parternes Retsforhold. Dette kan, forsaavidt Spørgsmaalet mellem Parterne dreiede sig om Forstaaelsen af en tidligere given Lov, udtrykkes saaledes, at den nye Lov blev ligeoverfor Parterne at betragte som en authentisk Fortolkning, hvorimod den ikke iøvrigt kunde betragtes som en saadan; jfr. Scheel, Privatrettens Alm. Deel I, 357 flg.
  160. Jfr. K. c. 41, S. 72, 75, c. 47, S. 82, 83. See ovenfor S. 179.
  161. K. c. 20, S. 38.
  162. Jvfr. Maurer's Bemærkninger i Krit.Vierteljahrsschr. II, 85 flg.
  163. K. c. 56, S. 98, jvfr. c. 59, S. 106.
  164. For at kunne gjøre Afgjørelsen gjældende mod den virkelige Modpart, jfr. ovenf. S. 182, maatte han da sørge for at constatere, hvem denne var.
  165. Skardsaabogens Tillæg til Landnáma, Islend. Sögur I, 323.
  166. Cap. 5, S. 8— 9.
  167. Cap. 4, S. 7.
  168. Jfr. J. Sigurðsson i Safn til sögu Islands, II, 14, Maurer, Grágás. S. 18, Not. 44.
  169. Íslendingab. c. 10, S. 16, jfr. Hungrvaka c. 6, S. 67—68.
  170. Hungrvaka c. 11, S. 73, jfr. K. c. 17, S. 36, Kr. R. c. 35, S. 140.
  171. Cap. 10, S. 16. Først derefter c. 1105 oprettedes det andet Bispedømme paa Hólar
  172. Sturlunga-saga III, .c. 35, S. 188.
  173. Njáls-saga c. 98, S. 149—151.
  174. Ordet höfðingi bruges i Sagaerne oftere om Godestillingen.
  175. K. c. 43 flg., S. 77flg.
  176. K. c. 84, S. 141—142, jfr. bl.a. Sturl. VIII , c. 18, S. 166.
  177. Som Maurer i Entsteh. S. 181 Not. 6 har gjort opmærksom paa, kunde det ogsaa tænkes , at Njál har været Bisidder i Lovretten, men rigtignok er det meget tvivlsomt, om han i denne Egenskab har kunnet stille Lovforslag.
  178. Sturl. III, c. 35, S. 188.
  179. K. c. 117, S. 212.
  180. Flere Forfattere, navnlig J. Eiriksson i Arnesens isl. Retterg., S. 389, B.Einarsson i Jur. Tidsskr. 22B. S. 22, og jeg i AnO 1849, S. 158-159, 185, have udtalt sig for at Lovforslagsretten tilkom Enhver , men uden nogen nærmere Undersøgelse af Spørgsmaalet. Maurer har, saavidt jeg seer, ikke udtalt sig i denne Henseende, men i det anførte Sted i Entsteh. S. 181, Not. 6, maa han dog ansees nærmest at gaae ud fra, at Lovforslagsretten kun tilkom Lovrettens Medlemmer. løvrigt maa det bemærkes, at Ordene i Stykket B kunde tale for, at Begjæringer om Bevillinger og Benaadninger have kunnet henvendes af vedkommende Private directe til Lovretten. Herfra kunde dog ialfald ikke sluttes noget om Lovforslagsretten.
  181. I Dasent's Story of Burnt Njál findes et Kort over det gamle Althing og navnlig ogsaa Lovbjerget, men Adgangen til dette er der feilagtig angivet at være fra Ost- eller Sydostsiden, istedetfor fra Sydenden.
  182. K. c. 116, S. 209, c. 24, S. 45, c. 28, S. 52, c. 29, S. 53.
  183. K. c. 116, S. 209, c. 117, S. 216.
  184. Jfr. AnO. 1849, S. 268.
  185. Saaledes gik Unnr til Lovbjerget og erklærede sig skilt fra Hrut, Njáls-saga c. 7, S. 14.
  186. Gunnlaug Ormstunga udfordrede paa denne Maade Hrafn, Gunnl. saga ormst. c. 11, S, 255.
  187. Gunnl. saga ormstungu c. 13, S. 272, Heiðarviga-saga c. 14, S. 316, Bandamanna-saga S. 32.
  188. Laxdæla-saga c. 27, S. 106.
  189. Paa Lovbjerget, temmelig tæt ved Lovsigemandens Plads, imellem denne og Sydenden af Jordstrimlen, ved hvilken Ende Adgangen til Lovbjerget var, paavises der et ved Stene, anbragte i Qvadrat, samt en rund Kreds udenom denne, betegnet Sted, hvor efter Sagnet Lovretten skal have havt sin Plads; ogsaa er der et Sagn om , at da det efter Processen i Anledning af Njáls Indebrænding kom til Kamp mellem Parterne ved Femterretten — der som ovenanført havde sit Sæde i Lovretten — skal Flose have gjort et Spring fra Lovbjerget, hvor altsaa Kampen skal have staaet, over til den vestlige Side af den brede Kløft (en Distance, der beregnes til 8 Favne), og Kløften paa Vestsiden af Lovbjerget kaldes derfor endnu Flosagjá, jfr. Maurer, Isl. Volkssagen S. 220, J. Arnason, Islenzkar Þjóðsögur II, 93. Dersom Lovretten virkelig havde havt sit Sæde paa det nævnte Sted paa Lovbjerget, vilde de Taler, der holdtes fra Lovsigemandspladsen paa Lovbjerget, vistnok have kunnet være Henvendelser, ikke blot til Tilhørerne hinsides Kløfterne, men ogsaa til Lovretten, som da havde været saa nær ved, at man der maatte kunne høre hvad der blev sagt fra Lovsigemandens Plads. Vi troe dog, at vægtige Grunde tale imod, at Lovretten har havt sin Plads paa Lovbjerget. Den vilde med sine Bænke for 147 Medlemmer have , om ikke optaget hele Pladsen tversover Lovbjerget fra den ene Kløft til den anden, saa dog ikkun efterladt en smal Strimmel af denne; den vilde have været i Veien for dem , der skulde begive sig til Lovsigemandspladsen paa Lovbjerget, for derfra at foretage Stevninger og deslige, og navnlig vilde dette være Tilfældet, naar der tillige omkring Lovretten samledes Tilhørere i større Antal. Ogsaa for Lovretten vilde denne Plads have været uheldig, idet der stadig maatte være Forstyrrelse fra deres Side, som skulde til Lovsigemandspladsen eller som talte derfra. Ved Lovbjerget var der ofte en Mængde Mennesker ; saaledes faldt Thorkel Trefil i Trængselen , da man gik i Procession til Lovbjerget, Flateyjarb. I, 386, jfr. ogsaa Egils-saga c. 88, S. 765. Den omtalte runde Kreds maatte vel være en Domkreds ; en saadan (domhríngr) omtales vel i Grágás for Fjerdingsretternes Vedkommende, K. c, 47, S. 82, men derimod synes der ikke at have været nogen lignende Kreds ved Lovretten (jfr. K. c. 117, S. 212: udenom Bænkene skal Befolkningen sidde — ut fra pöllom a alþyða at sitia). Naar Sagnet synes at henføre Lovretten i dens ældre Tid til den omhandlede Plads, kunde det ogsaa være tænkeligt, at Lovretten virkelig tidligere der har havt sit Sæde, men at dette maa henføres til Tidsrummet efter Underkastelsen under de norske Konger, da Forholdene i saa mange Henseender vare forandrede. Vi finde ikke i Grágás nøiagtig Oplysning om det Sted, hvor Lovretten havde Sæde, og det hedder navnlig kun i Lovrettesafsnittet c. 117, S. 211, at Lovretten skal stedse sidde paa det Sted , hvor den i lang Tid har været, men at dette Sted ikke har været paa selve Lovbjerget, sees af Lovsigemandsafsnittet c. 116, S. 209, hvor det hedder, at Lovrettesmændene, efterat Lovsigemanden er bleven valgt, skulle fra Lovretten gaae til Lovbjerget, hvor da Lovsigemanden skal sætte sig paa sin Plads. Hermed stemmer det, naar det i Njáls-saga, umiddelbart efter Beretningen om Femterretslovens Vedtagelse i Lovretten, hedder: "derefter gik man til Lovbjerget" (S. 151), og ligeledes siges der sammesteds c. 145, S. 241, om Mord Valgardsson og Asgrim Ellidagrimsson, at de , efterat den Førstnævnte fra Lovbjerget havde stevnet Flose til Femterretten, gik bort (i brot) fra Lovbjerget og til Lovretten, hvor da Femterretten var samlet. Naar der endvidere i samme Saga c. 124, S. 190 fortælles, at Flose og hans Mænd gik til Lovretten østenfra, Njál og hans Sønner vestenfra, synes dette ikke at stemme med Localiteterne ved Lovbjerget, hvor der kun var Adgang fra Syd. Sagnet om Floses Spring over Kløften ved Lovbjerget tør der neppe tillægges megen Vægt; det vilde i sig selv ikke være sandsynligt, at denne Omstændighed, naar den virkelig havde fundet Sted, ikke var bleven berørt i Njáls-saga, og den Maade, hvorpaa Sagaen omtaler Localiteterne, stemmer ikke med, at Kampen har fundet Sted paa Lovbjerget. Endvidere bemærkes, at det om Thorleif Jarlaskald meddeles, at han blev høisat nord for Lovretten (haugr hans stendr norðr af logrettu, Flateyjarbok I, 214), hvilket tydelig viser, at Lovretten ikke har været paa Lovbjerget. En Beretning i Þáttr af Olkofra, S. 35, synes at gaae ud paa, at Lovretten har havt sit Sæde paa Græsmarkerne (vellir) ved Øxaraaen (jfr. Bandamanna-saga S. 17), og hermed synes Njáls-sagas Fremstilling af hin Kamp ret vel at stemme.
  190. Jfr. navnlig Íslendingabók c. 7, S. 11 , Kristnisaga c. 11, S. 22, o. s. V.
  191. Fms. IV, 280—284, Heimskringla c. 134, 135, S. 369 Ug. Flateyjarbok II, 239 flg.
  192. Om den af Njál foreslaaede Lov om Femterrettens Stiftelse hedder det saaledes i Njáls-saga c. 98 S. 151 , efterat Njáls Forslag er fremstillet: Derefter indførte Skapte Thoroddsson som Lov Femterretten osv. (leiddi . . . í log). I Íslendingabók c. 8 S. 13 omtales ikke Njál som Forslagsstiller, hvorimod det alene hedder: Skapte var Lovsigemand i 27 Sommere; han indførte (setti) Femterretsloven.
  193. Da Christendommen vedtoges , anvendtes den extraordinaire Fremgangsmaade , at det ved en Slags Voldgift overdroges til en Enkeltmand at fastsætte Loven herom, jfr. Íslendingabók c. 7 S. 11 osv. — Der kan spørges , om Andragender om Bevillinger (Stykket B), af hvilke nogle i og for sig kunde have en storre Betydning, f. Ex. Tilladelse til at samle to Vaarthing til eet (K. c. 59, S. 108) , have kunnet behandles efter de om Vedtagelsen af Love gjældende Regler istedetfor efter B , naar Forslagsstilleren (Lovsigemanden eller en af Lovrettesmændene) ønskede det. Herom findes ingen Bestemmelse, men det forekommer os sandsynligt , at det har kunnet skee.
  194. Et Exempel paa en af en Gode affattet, omhyggelig udarbeidet Localvedtægt frembyder den i Dipl. Isl. I, 532 indrykkede Skipan um almenning i Hornafirði.
  195. K. c. 117, S. 212. Jfr. endvidere sammest. : af glapaz mal manna; S. 216: Þar er um þat lög mal er þrætt er þa var up sagt.
  196. K. c. 61, S. 112, c. 101, S. 177, (jfr. St.Vigsl. c. 52, S. 93), K. c. 202, S. 116, St. Landabr. c. 41, S. 317 jfr. K. c. 100, S. 176, St. Vigsl. c 43, S. 82.
  197. K. c. 61, S. 112-, jfr. ogsaa c. 19, S. 37 (øll nýmæli).
  198. I denne Henseende maa ogsaa bemærkes , at der ved et forholdsvis stort Antal enkelte Bestemmelser findes i Skindbogen gjort Bemærkning om , at de ere nye Love, idet der, i Almindelighed i Margen, udfor de vedkommende Bestemmelser findes anført et nym. eller nym. eller ny eller N (d.e. novella); jfr. herom nedenfor.
  199. K. 59, S. 107. . Antallet af dem, der vare thingreisepligtige, var paa Biskop Gissurs Tid 4560, jfr. ovenfor S. 138, Not. En niende Del heraf var da c. 500.
  200. K. c. 83, S. 140— 141.
  201. Jfr. AnO. 1849, S. 169—170.
  202. Skardsaab. Till. til Landn., S. 330, Kristnisaga c. 14, S. 31.
  203. K. c. 238, S. 183; St. Vigsl. c. 106. S. 148.
  204. Jfr. AnO. 1850, S. 249.
  205. K. c. 77, S. 125, St. Vigsl. c. 41, S. 80 flg.
  206. K. c. 19, S. 37, Kr. R. c. 45, S. 166.
  207. Dette omtaler Maurer, saavidt vi see, ikke i sit Værk.
  208. Jfr. Maurer, S. 30, 134.
  209. Medens, som allerede Wilda har udtalt (Strafrecht, S. 12, 13), Grágás er den af de forskjellige nordiske og germaniske Retskilder, der i Almindelighed giver os Billedet af Rets- og Samfundsforholdene i deres største Oprindelighed, som de have været i den fjernere Fortid, gjælder dette dog, som antydet i det Foregaaende, vistnok ikke hvad særlig angaaer Ordningen af den lovgivende og dømmende Myndighed. I denne Henseende maa vistnok den norske Ordning, hvorefter Lagretten var paa engang lovgivende og dømmende Myndighed, ansees for ældre end den islandske, hvor disse Myndigheder vare skilte fra hinanden Dette fremgaaer af den primitive, mindre fuldkomne Character, som viser sig i den norske Ordning.Ogsaa hos andre Folk i Oldtiden synes det at have været det Oprindelige, at Lovene ere blevne givne under Form af Domme (jfr. Brandt, Om Norges dømmende Institutioner gjennem Middelalderen i Norsk Tidsskr. for Vidensk. og LiteraturV, 98, Waitz, Deutsche Verfassungsgeschichte I, 53flg., Stobbe , Geschichte d. deutschen Rechtsquellen 1 , 557). Sammenholdes derhos den norske Ordning med den islandske, synes det at være klart, at denne er en Udvikling af hin, men ikke omvendt; man har i Island villet gjore en Sondring, men dog ikke gjort den fuldt ud , idet der er blevet noget tilbage af den tidligere Ordning. Om de Former, hvorunder Love ere blevne givne i Sverig og Danmark i den ældre Tid, haves der ikke Oplysninger; der vides kun i denne Henseende med Sikkerhed, at den lovgivende Myndighed var hos Folket, og at den udøvedes paa Thinge, jfr. Stemann, Den danske Retshistorie, S. 73. Efter det Anførte maa der imidlertid være Formodning for, at den omtalte i Norge stedfindende Ordning hidrører fra meget gammel Tid, og at den har været gjældende ikke blot hos den norske Gren af Folkestammen, men at den har været den oprindelige Ordning hos den hele Folkestamme, og det er derfor vistnok i og for sig sandsynligt, at den ogsaa har fundet Sted i Sverig og Danmark. Bestemte Beviser for, at dette i Virkeligheden har været Tilfældet, lade sig vel ikke anføre, men det maa dog bemærkes, at der i det Hele synes i Norden at have været en Tilbøielighed til at anvende Domsforraen. For Sverigs Vedkommende kunde vistnok for den anførte Opfattelse anføres Vestgöthalagh I, R 1 pr. : Þa skal lagmæðr han fyrst til konungs dömæ, de. erklære ham for lovlig, antagen til Konge, hvilket Udtryk stærkt minder ora det ovenanførte Sted i Kong Magn. Nyere norske Landslov, Norges GI. Love II, 7, jfr. ogsaa Sætningen, at Kongen ikke havde Ret til at bryde Allsherjathings Dom (jfr. Nordstrom I, 51, Aschehoug, S. 70). For Danmarks Vedkommende turde den Omstændighed kunne anføres, at Landsthingene, især i det 15de Aarh. , foruden at de udøvede en egentlig dømmende Virksomhed , tillige undertiden sees ifølge Forespørgsler fra Private at have afgjort almindelige Retsspørgsmaal i en Form , der maa betragtes som Domsform (jfr. Danske Magazin V, 319, Rosenvinge, GI. danske Domme I, I, 7, 11, 15 osv. , Biskop Knuds Glosser til Jydske Lov I, 30, II, 12, 69); ogsaa Kongen afgjorde undertiden rene Retsspørgsmaal i Form af en Dom, jfr. f. Ex. Diplomatarium Christierni primi S. 320. Det synes derhos nærmest at maatte antages, at den Myndighed, der saaledes i Danmark udøvedes, ikke har været en efter Provindsiallovenes Afslutning opstaaet ny Virksomhed , men at den derimod har været begrundet paa den Opfattelse, der i det Væsentlige allerede havde været gjældende fra tidligere Tid. For den anforte Mening kunde ogsaa anføres, at Provindsiallovene kun tale om at Thingmændene dømme, men ikke om andre Beslutninger, der ere foregaaede paa Thinge. Det vil let sees, at den forudsatte Forening af den lovgivende og den dømmende Myndighed paa samme Haand, og den Forbindelse, som derved maatte intræde mellem begge disse Virksomheder, i og for sig vel maatte egne sig til at skabe en frugtbar Retsudvikling, idet nemlig ethvert juridisk Spørgsmaal , som reiste sig under en Rettergangssag , kunde give den umiddelbare Anledning til Stiftelsen af ny Ret, og den derved skete Afgjørelse af Retsspørgsmaal maatte antages ikke blot at have været bindende for Parterne, men at være bleven betragtet som en almindelig gjældende Lov. Ogsaa de nordiske Provindsial lovbøgers tildels casuistiske Character kunde maaskee ad denne Vei finde sin Forklaring.
  210. K. c. 117, S. 216; jfr. c. 116, S. 208 (scyldr — at segia log monnora), c. 172, S. 76, jfr. A. M. 315 D.Vol. min Udg. II, 220. Denne Forpligtelse til saaledes at give enhver Spørgende Besked om, hvad der var Lov, paahvilede ham ikke blot paa Althinget, men ogsaa i hans Hjem. Der tilføjes, at han ikke er pligtig til iøvrigt at give Folk Raad i Retstrætter.
  211. K. c. 116, S. 209, c. 117, S. 216—217, c. 19, S. 37, Kr. R.
  212. Som Maurer har bemærket (S. 52) er det sandsynligt, at Lovsigemands- og Lovrettesafsnittene. oprindelig have hørt til Thingsordningsafsnittet.
  213. S. 208, 209, 210, 216, 217.
  214. K. c. 116, S. 209.
  215. K. c. 117, S. 216.
  216. I Meddelelsen i Íslendingabók, Cap. 10, om den i 1117 vedtagne Lov (nýmæli) om Nedskrivningen af Lovene, og om at de saaledes opskrevne Love derefter den følgende Sommer paa Althinget skulde oplæses, bruges ogsaa om denne Oplæsning Udtrykket segja upp, jfr. ovenfor S. 103.
  217. K. c. 117, S. 216, 217; jfr. iøvrigt ovenf. S. 205.
  218. Maurer har vistnok Ret i, at der har dannet sig en fast Kjerne for Lovforedraget, hvortil de senere vexlende Lovsigemænd da føiede deres Tillæg. Naar der i den ovenfor S. 161 Note 2 omtalte nye Lov, hvorved Udtrykket »inden tredie Sol« fortolkes (K. c. 86, S. 150, St. Vigsl. c. 21, S. 36 — 37), hedder: Þa er lyst fyrir ena þriðio sol sem at queðr i vpsogo ef þat er rett scilit er þar queðr at (der er da lyst inden tredie Sol, saaledes som det bestemmes i Uppsaga, naar det der Fastsatte forstaaes ret), maae vi efter det af Maurer S. 53 flg. Anførte erkjende, at der ved uppsaga vistnok ikke, som tidligere Forfattere, ogsaa vi i AnO. 1849 S. 191 — 192, have antaget, sigtes til et nu ikke tilværende Afsnit af Grágás, men at det derimod er til selve vor Text af Graagaasen, eller en Del af den, der henvises. Naar han imidlertid mener, at derved er sigtet til Hafliðaskrá, som den faste Kjerne i vor Text, idet Haflides Samling da saaledes særlig er bleven benævnet uppsaga (d.e. Foredraget), forekommer det os dog tvivlsomt, om denne Opfattelse er rigtig, og om der ikke snarere er sigtet til Lovforedraget som det paa den Tid, da den her anførte Bestemmelse vedtoges, har været, eller til den Tid havde consolideret sig. Os forekommer det ikke ret sandsynligt, at man skulde være kommet til særlig at betegne Hafliðaskrá som Uppsaga, som Lovforedraget. Ganske vist maa det antages, at man ved Nedskrivningen af Hafliðaskrá har lagt det af Lovsigemanden holdte, tildels traditionelle Foredrag til Grund, men naar man besluttede at optegne Lovene ("vore Love", som det hedder i Íslendingabók c. 10; der staaer ikke, at man besluttede at optegne Lovforedraget), er det naturligst, at man dog ikke tænkte sig denne Optegnelse som om det var Lovforedraget, der blev skrevet op, men som en mere objectiv Fremstilling. Navnlig forekommer det os heller ikke sandsynligt, at Hafliðaskrá, der officielt vedtoges af Lovretten, endogsaa, som Maurer synes at mene (S. 55) , skulde være bleven optegnet i selve Lovforedragets personlige Form, personlig stiliseret, navnlig med Bibeholdelse af Lovsigemandens Taleform i første Person (ek). Dette vilde vistnok have været ligesaa unaturligt, som om man ved Vedtagelsen af nye Love skulde have givet disse en slig personlig Stil (jfr. dog Maurer S. 50).
  219. Jfr. ovenfor S. 113, Note 1.
  220. Jfr. ovenfor Side 143 — 144. Til saadanne Notitser henregne vi ogsaa Stedet i K. c. 77, S. 125: "ogsaa troer jeg, at det er ret at indstevne Sagen for Vaarthingsdomstolen". (Enda hygg ec at rett se at stefna þar til doms at avarþingi). Vi kunne ikke i denne Udtryksmaade finde noget Bevis for, at Stedet skulde hidrøre fra en juridisk Privatmands Pen, som Maurer (S. 56) synes tilbøielig til at antage. Udtrykket kan meget vel være brugt af Lovsigemanden i hans Lovforedrag, hvoraf vor Text da er en Gjengivelse., Lovene bevaredes oprindelig alene i Hukommelsen, og, som Maurer med Føie har bemærket (jfr. bl.a. S. 46), selv efter Nedskrivningen af Lovene i 1117 — 1118 vides det ikke, at en officiel Optegnelse af de nye udkommende Love har fundet Sted; det var saaledes ikke paafaldende, at Lovsigemanden kunde være i Tvivl om Tilværelsen af en eller anden Lov; jfr. ogsaa Maurer. Die Entsteh. d. å. Gulathingsl., S. 71 (om Gulathingsl. c. 314), samt de ovenfor S. 116 citerede Steder af Njáls-saga c. 143, S.236— 2S8. En Notits om. at der antoges at existere en saadan tidligere Lov kunde være ligesaa meget paa sin Plads som de ovenomtalte Bemærkninger om , at Hjemmelen for enkelte Loves Tilværelse havdes i navngivne Lovsigemænds Udsagn eller Foredrag. At det omtalte Sted hidrører fra Lovforedraget, bestyrkes ogsaa af den personlige Taleform : hygg ec, hvilken Form paa alle andre Steder, hvor den forekommer, maa antages at betegne Lovsigemanden, der taler, idet han holder sit Lovforedrag.
  221. Jfr. mine Bemærkninger i AnO. 1849, S. 194 flg. Herhen hører ogsaa, at de enkelte Lovsigemænds eller Samleres Individualitet undertiden kan give sig et Udtryk i Stilen, eller i Udtryk og Farve, jfr. d. a. St. S. 195—196.
  222. Som Exempel paa forskjellige Affattelsesraaader af samme Bestemmelse skulle vi anføre følgende lille Stykke af Landbrigðaþáttr, K. c. 186, S. 94, hvor Forskjellen netop er usædvanlig stor: Huerr maðr a iarðar avoxt isino landi allan. Þat a maðr heimillt at eta i annars landi ber oc sol. enn vtlegð varðar iii. marca ef hann hevir abrott olofat. Nu tecr hann hvannir oc varðar þat iii. marca utlegð. en ef iii. alna ero verðar þa a eigande at raða orðe vra. I St. c. 47, S. 347 lyder Stedet saaledes: Ber oc savl eiga menn at eta, sem vilia at osekio, i annars landi, enn þeir verþa utlagir m mörkom, er til þess taca at ibrot vilia hafa olofat. Þat varþar utlegð oc VI aura averk, ef maþr tekr hvannir i annars mannz landi. Fora ma til þyfþar, ef iiia alna scaþi er görr eþa meiri. Endelig findes Bestemmelsen ogsaa i det ældgamle og mærkelige Skindbogsfragment A. M. 315 D, Fol. I dette Brudstykke lyder Stedet saaledes (min Udgave, II, S. 223) : Sa maþr a a voxt allan a lanþe sino es a þat. en aþrer menn eigo þar at eta sem vilia ber oc sol. Þeir verða aller vtlagir .iii. morcom es til þess taca at a braut vilia hava olofat. Sa maðr verðr oc vtlagr .iii. morcom es hann tecr hvanner. oc .vi. aura a verc. Fora ma til þryfþar. ef .iii. alna scaþe es at goR. Det maa bemærkes , at Udtrykket om Sagsøgeren : at ráða orði um, betyder, at han kan vælge, (i Stevningen) at sagsøge for egentligt Tyveri (görtæki, þjófskapr), eller for mindre, undtaget Tyveri (görtæki). Meningen med at ráða orð vm i K. er derfor i Virkeligheden den samme som med Ordene Föra ma til þyfþar i de to andre Haandskrifter. Med Undtagelse af at K. udelader Bestemmelsen om áverk. Beskadigelsesbøder (der iøvrigt ogsaa efter dette Haandskrift kom til Anvendelse i andre lignende Tilfælde), samt at Indledningsreglen om Grundeierens Ret til hvad der groer paa hans Grund mangler i St. , ere saaledes alle tre Haandskrifter overensstemmende hvad Indholdet angaaer, medens hvert af dem gjengiver dette med en noget forskjellig Ordføining. Denne Forskjel er dog i det Hele uvæsentlig og bestyrker, at der har været en Bestræbelse for Nøiagtighed i Gjengivelsen.
  223. Det er givet, at man i Sverig fra gammel Tid har havt en Lagmand, der, foruden at han efter Landskapslovene havde en dømmende Virksomhed, aarligen paa Thinge skulde foredrage (framföra, tælia) Lovene, paa lignende Maade som Lovsigemanden i Island; jfr. Vestgötalag, IV, 14, 15, Lilliegren, DIpl.Svecan.I, 156 (Innocents den 3dies Brev af 10 Marts 1206 : cnm legislatores annls singulis teneantur coram populo legem consuetudinis publicare ; om Udtrykket consuetudinis i dette Brev jfr. ovenf. S. 131 i Noten) , Nordstrom, Svenska Samh. forfattn. hist. I, 28 flg. I Norge har man havt en Lagmandsbestilling, som efter den almindelig antagne Mening er bleven oprettet af Kong Sverre i Slutningen af det I2te Aarh. I en Recension af Keyser's Efterladte Skrifter i Krit. Vierteljahrsschr. f. 1868, S. 374flg. , og senere i sit Skrift: Die Entstehungszeit der älteren Gulalthingslog, S. 69 — 70, har imidlertid Prof. K. Maurer, som det forekommer os paa en fyldestgjørende Maade, godtgjort, at der i Norge fra Begyndelsen af har, ligesom i Sverig, været logmenn , der blandt Andet havde det Hverv at holde regelmæssig tilbagevendende Lovforedrag paa Thingene, og at Kong Sverres Anordning derfor kun maa antages at have gaaet ud paa en Reorganisation af Lagmandsstillingen. Endnu paa Kong Sverres Tid havde de norske Lagmænd ikke nogen egentlig dømmende Myndighed, men erholdt først senere eller efterhaanden en saadan (Aschehoug, Statsforfatn. i Norge og Danmark, S. 44 — 45). Herefter, og naar hensees til Beskaffenheden af Lovsigemandsstillingen i Island, turde det have Endel for sig, at Lagmændene i Sverig ei heller oprindelig have deltaget i den dømmende Virksomhed. Ligesom det forlængst har været an seet som givet, at de svenske Provindsiallove ialfald tildels ere en Gjengivelse af de af Lagmændene holdte Lovforedrag, saaledes maa det, efter hvad Maurer i Die Entstehungszeit d. älteren Gulathingslog har udviklet, forudsættes, at dette ogsaa er Tilfældet for de norske Loves Vedkommende. — Det har ikke hidtil været antaget, at Forholdet ogsaa i Danmark har været et lignende. Vi troe dog, at der er Grund til at mene, at de gamle danske Provindsiallove, ialfald for en væsentlig Del, ere Gjengivelser af Lovforedrag, paa samme Maade som dette er ~ Tilfældet med de islandske, svenske og norske Lovsamlinger. Vi lægge i denne Henseende i Særdeleshed Vægt paa den personlige Farve, som flere af de gamle danske Provindsiallove frembyde. Taleformen i første Person ae eller æc elleriac, d.e.jeg, forekommer saaledes temmelig hyppig i Valdemars Sjællandske Lov, f. Ex. I, 1, § 16, 17, 21, I, 2, 3, 8, 12, o. s. fremd.; ligeledes i Eriks Sjællandske Lov III, 12. Paa samme Maade forekommer vi (f. Ex. Thæt kallæ vi) i Valdemars Sjællandske Lov I, 6, 13, o. s. V., Skaanske Arvebog XLI, XLII (callum wi), Skaanske Orbodemaal XXIX; I (f. Ex. Thæt sculæ i vithæ) Valdem. Sjæll. L. I, 2, 13, Skaanske Arveb. XXV o. fl. a. St. Naar det i Grágás (f. Ex. K. c. 98. S. 174) hedder: er nv hefi ec talið, i Uplandslag (Wiþærbo B. 16, 1): þöm scil iæk allum lagh fore sik, i den ældre Gulathingslov (c. 70): sem ec hevi nu talt og i Valdem. Sjæll. Lov (I, 18): sum æc haf nu sagh — eller naar det i Østgöthalagen (Eghna S. VIII) hedder: nu hyggin þær at bondær at sua ær þætta nu stat, og i Skaanske Arveb. (XXV) : En thet williwm wi at I witæ, synes der, naar tillige sees hen til den hele beslægtede Character og Fremstillingsmaade i disse forskjellige Lovsamlinger og til den Maade, hvorpaa de enkelte Samlinger synes at være fremgaaede af tidligere Grundlag, i Lighed med hvad der i saa Henseende maa antages med Hensyn til Grágás, ikke at kunde være nogen stor Tvivl om, at det ligesaavel i de danske som i de øvrige nordiske Love er en Person, der taler, idet han foredrager Lovene. Særlig bemærkes, at de gamle danske Love vel ikke, som de øvrige nordiske Love i Almindelighed, findes inddelte i Afsnit, men Spor til en saadan Inddeling kunne dog paavises. Vi skulle endnu anføre det i Eriks Sjællandske Lov samt Skaanske Arvebog og Skaanske Orbodemaal forekommende Udtryk uppi eller uppæ mælt (. Ex. sum uppæ ær mælt), der synes ligesom up sagt eller up talt i Uplandslagen at maatte jevnføres med Grágás´s: at segja upp, som bruges om Lovsigemandens Foredrag eller Kundgjørelser. Endnu tydeligere turde Stedet i Eriks sjællandske Lov III, 12, være: Æn um andræ væghe — thet vil iac frestæ til fleræ cummæ vithær, d.e. det vil jeg udsætte at tale om, indtil Flere komme tilstede, nemlig af de Thingbesøgende. Jfr. maaskee ogsaa for den germaniske Stammes Vedkommende Grimm, Rechtsalterthiim. S. 825, Stobbe, Gesch. d. deutsch. Rechtsquellen, I, 4, 587 — 588. Naar det saaledes antages, at der paa Thinge i Danmark er blevet holdt Lovforedrag, der findes gjengivne i de Lovsamlinger, vi have fra hin tidligere Tid, navnlig Provindsiallovene, maa det vistnok ogsaa forudsættes, at der i Danmark, ligesom i det øvrige Norden, har været en Autoritet, en Thingformand, som har havt det Hverv at foredrage Lovene paa Thinget. At det ikke historisk eller af selve Lovsamlingerne kan paavises, at der har været en saadan Autoritet, er ikke nogen gyldig Indvending herimod; det kan i denne Henseende bemærkes, at det, hvad den islandske Ret angaaer, kun er paa nogle faa Steder i Grágás, at Lovforedraget omhandles, og Hovedbestemmelserne findes navnlig i Lovsigemands- og Lovrettesafsnittene, der kun haves i et eneste gammelt Haandskrift (K.) ; var dette, som det har været Tilfældet med saa mange Haandskrifter fra ældre Tid, gaaet tabt, vilde vi altsaa have havt meget ufuldstændige Oplysninger om Lovforedraget i Island, hvorom Sagaerne kun meddele Lidet. Hvad vi væsentlig lægger Vægt paa ved vore her fremsatte Bemærkninger er, om der overhovedet kan antages i Danmark at være holdt Lovforedrag, og om de Lovsamlinger, vi have fra den ældre Tid, navnlig Provindsiallovene, ere Gjengivelser af saadanne Lovforedrag. Dette maa kunne antages, selv om det ikke var muligt nu at paavise, hvorledes eller af hvem disse Lovforedrag er blevet holdt. Maaskee turde vi dog i denne Henseende henpege paa, at ligesom Landskapsthingene i Sverig og Lagthingene i Norge havde deres Forstander i Lagmanden , saaledes gaves der for de danske Provindsialthings, Landsthingenes, Vedkommende i Tiden efter Provindsiallovenes Afslutning en med Lagmandsstillingerne i Sverig og Norge , som de vare ved samme Tid, noget beslægtet Institution, nemlig Landsdommerne, der omtales fra Begyndelsen af det 14de Aarh. (Hvitfelt, I, 374, 375, 436, jfr. K. Ancher, II, 850 flg, , Larsen i Hist. Tidsskr. I, 265, Stemann, Den danske Retshist. S. 221), og som præsiderede paa Landsthingene, hvor de, tildels med medtagne Mænd, dømte i Retssager. Oprindelsen til denne Institution kan vistnok ikke paavises, og det synes at ligge nær at antage, at den kan være Fortsættelsen af en tidligere Tilstand, af en lignende Thingformandsstilling som den, de svenske og norske Lagmænd oprindelig beklædte, idet Stillingen, som i Sverig og Norge, først senere er gaaet over til at være væsentlig en dømmende Institution. For et Slægtskab med den svenske Lagmand sstilling taler ogsaa den Omstændighed, at medens Landsdommeren ofte kaldes rector placiti generalis, forekommer tillige om ham Benævnelsen legifer (f. Ex. Danske Magazin III, 43), hvilket netop er den samme Benævnelse, som i Sverig brugtes om Lagmanden (saaledes 1266 og 1268 i Lilliegren, Dipl. Svec. I, 437, 443—444, jfr. iøvrigt K. Ancher, I, 675, Not. ; ogsaa om den islandske Lovsigemand bruges Udtrykket legifer, navnlig f. Ex. i den gamle og mærkelige Konungs-annáll), og en særegen Betydning turde det have, at Betegnelsen legifer : — med Hensyn til hvilket Udtryk ogsaa bemærkes , at det ingenlunde tyder paa en dømmende Virksomhed — bruges om Thord Degn (eller Thord Litle), som efter Overlærer Kinchs Afhandling i Saml. til jydsk Hist, og Topographi II, 230 flg., ikke. som hidtil antaget, henhører til Tiden 1342 — 1367, men til omtrent 1300, altsaa en Periode, der tør antages at være ikke meget fjern fra den Tidsgrændse, da en Overgang fra den omhandlede Thingformands -Stilling til Landdommerfunctionen maatte formodes at være foregaaet (jfr. ogsaa Stiftamtmand Rosenørns Antydning i Noten til den nævnte Afhandling S. 24). Naar, som forudsat, Deltagelsen i den dømmende Myndighed ikke tidligere har hørt til Stillingen, er det sandsynligt, at Betegnelsen Landsdommer ikke har været den oprindelige, og da der i flere danske historiske Folkeviser, tildels fra det 13de Aarh., forekommer Betegnelsen Lovraand som Værdighedsnavn (jfr. Prof. S. Grundtvigs Bemærkninger i Danmarks Gamle Folkeviser III, 443, 693, 738), er det muligt, at man i ældre Tid har anvendt denne Benævnelse , den samme som i Sverig og Norge. Lovmænd forekommer vel ogsaa i Betydningen af Mededsmænd , men i denne Forstand bruges Ordet vistnok ikke førend i Chr. III' s Tid (Recessen af 1537), jfr. Ancher II, 828, Kolderup Rosenvinge, Dissertatio de usu juram. II, 3. Imod det Anførte er det næppe nogen afgjørende Indvending, at der i Danelagen i England i Kong Ethelreds Love nævnes lahmenn eller lagemanni, der vistnok betegner Dommere (Phillips, Gesch. d. angels.R. S. 209, Worsaae, Minder om de Danske og Nordm. i Engl.. Skotl. og Irl. S. 207 flg. og samme Forf., Den danske Erobring af England og Normandiet. S. 385 Not.) ; Ordet betyder nemlig i Almindelighed Lovkyndig (i denne Betydning bruges lögmenn i Grágás) og det kan være i Henhold til denne almindelige Betydning af Ordet, at det i Danelagen er blevet anvendt om Dommere.
  224. K. c. 116, S. 209.
  225. K. c. 117, S. 216.
  226. Hertil henregne vi ikke de Ord, der, som lögrétta, lögmál, lögfastr osv., kun i denne deres Sammensætning faae deres specifike Betydning, men derimod Udtryk, der uden Tilføining af Forstavelsen lög eller laga have deres fulde selvstændige Betydning og undertiden ogsaa i Grágás bruges uden denne Forstavelse, men til andre Tider faae den. Som Exempler skulle vi anføre: lögbaugr (lovlig Ring, Bode) , lögbeiðing, lögboð (lovligt Tilbud om Benyttelsen af Forkjøbsret), lögboð (lovligt Tilbud fra Trediemand om at overtage Værgemaal paa billigere Vilkaar end Værgen), lögbú, lögdomr, lögeiðr, lögeindagi, lögfaðmr, lögfardagar, lögfostnun, lögfrétt, löggarðr, löggarðsönn, löghelgr, lögheimili, löghlið, löghreppr, lögkaup, lögkennendr, lögkvod, lögleið, lögleiga, löglyrittr, löglysing, lögmark, lögmáli, lögmálaland, lögmetandi, lögpundari, lögrengd, lögrétt, lögréttr, lögsamkoma, lögsegjendr, lögsekr, lögsekt, lögsjáendr, lögsilfr, lögskilnaðr, lögskipti, lögskuld, lögskuldarmaðr, lögskuldarkona, lögskyldr, lögspurning, lögstakkgarðr, lögstefna, lögtiðir, lögtiund, lögveð, lögvextir, lögvörn, lagakaup. Vi ansee det ikke fornødent at citere de paagjældende Steder i Grágás , hvor disse Ord forekomme. Nogle af dem findes kun enkelte Steder, andre meget hyppigt.
  227. Saaledes findes slige Henvisninger til Lovene bl.a. med Hensyn til Gjerdesætning overfor Naboen, K. c. 181, S. 90, c. 206, S. 121, St. Landabr. c. 15, S. 265, Tilbagelevering af leiet Malkefæ, K. c. 224, S. 152, St. Kaupab. c. 26, S. 428, den Opfordring, der skeer til Naboerne om at hjælpe til ved Opdragning paa Strandbredden af Skibe eller Fartøier, K. c. 166, S. 70, 72, de Mærker, Bønderne anbringe paa Kreaturer for at betegne deres Eiendomsret, K. c. 225, S. 156, St. Kaupab. c. 14, S. 418, o.s.v. Man indvende ikke , at Lov i de heromhandlede Forbindelser kan være brugt som et almindeligt Udtryk for Ret, saaledes at det indbefatter ikke blot Love, men ogsaa Sædvaneretten, i Lighed med hvad der antages om Brugen af Ordet lex i Middelalderen (Savigny, Geschichte d. rom. Rechts im Mittelalter 1 , 130 flg.) og hvad der, vistnok i Henhold dertil, men, saavidt skjønnes, uden tilstrækkelig Grund eller Bevis, er blevet antaget med Hensyn til Ordet Lov i den ældre danske og svenske Ret. Der gives nemlig intet Støttepunkt for, at Ordet lög i Oldislandsk, navnlig i Grágás, er blevet anvendt i denne Betydning. Der kan i modsat Retning erindres om de i Grágás´s Thingsordningsafsnit c. 85, S. 142 givne Bestemmelser angaaende, hvad Kvidmænd ikke kunne tilpligtes at give Udsagn om, hvoriblandt anføres, at de ikke ere pligtige at give Udsagn om, hvad der er Lov ("log") her i Landet. Dersom Retssædvaner efter Sprogbrugen havde kunnet indbefattes under Ordet lög, er det sandsynligt, at man havde præciseret denne Bestemmelse mere, saaledes at det var blevet tydeligt, om der sigtedes alene til log i egentlig Forstand eller til log i den udvidede Betydning. Naar log kun betegner Love, er Bestemmelsen klar nok.
  228. Jfr. ovenf. S. 209 — 211 samt tildels Maurer, S. 38.
  229. Íslendingab. c. 10, S. 17, jfr. ovenfor S. 103.
  230. K. c. 20, S. 38 o. s, y., jfr. Íslendingab. c. 5, S. 8—9.
  231. K. c. 110, S. 187, St. Vigsl. c. 111, S. 159— 160, jfr. Íslend. Sögur (1843) I, S. 323.
  232. K. c. 23, S. 43, jfr. Íslendingab. c. 7, S. 10.
  233. ) K. c. 43 flg., S. 77 flg., jfr. Íslendingab. c. 8, S. 13, Njáls- saga c. 98, S. 150—151.
  234. K. c. 255 flg., S. 205 flg., Kr. R. c. 36 flg., S. 140 flg., Íslendingab. c. 10, S. 16 o. s. v.
  235. St. Kaupab. c. 82, S. 497 flg., A. M. 347 Fol. c. 65, min Udg. af Grág. II, 250, Dipl. Isl. I, 306 flg. jfr. Páls saga byskups c. 9, S. 135.
  236. K. c. 18, S. 37 o. s. V., jfr. Guðmundar bps. saga c. 67,
  237. 507, Islenzkir Anaalar h. a.
  238. I AnO 1849 og 1850 have vi paavist flere Exempler herpaa, jfr. ogsaa Maurer, S. 75 flg.
  239. Dette gjælder saaledes bl.a. om Størstedelen af de 71 Steder i K. , hvor kun Begyndelsen og undertiden ogsaa Slutningen findes anført, idet Afskriveren maa antages allerede at have havt disse Bestemmelser i et andet Haandskrift, navnlig et Supplementhaandskrift, indeholdende nye tilkomne Love (jfr. herved tildels Maurer, S. 84 flg.); endvidere om Bestemmelserne i A. M. 315 B Fol. (min Udg. II, 227—230), der vistnok er et Brudstykke af et saadant Supplementhaandskrift; ligeledes om mange af de Tilfælde, hvor Sætningerne begynde med: Þat er mælt i logum (det er fastsat i Loven) eller: Þat er mælt eller: Þat er o. s. v. (jfr. Maurer, S. 45—46). Om de mange enkelte Bestemmelser, der findes i Slutningen af Afsnittene i vore Texter af Grágás maa det paa samme Maade formodes , at de ere en Slags Efterslæt af nye Love, der ere komne til, efterat den øvrige Del af Afsnittene var ordnet.
  240. ) K. c. 268, S. 218, St. Arfa{). c. 13, S. 208 — 209 (c. 17, S. 221), c. 23, S. 228 (tre Bestemmelser), Omagab. c. 30, S. 293, Kaupab. c. 28, S. 429, Landabr. c. 46, S. 344.
  241. ) K. c. 18, S. 36— 37 (om Faste), St. Omagab. c. 26, S. 282 (i Capiteloverskriften), FestaJ). c. 53, S. 376 (i Indholdsfortegnelsen foran Afsnittet), A. M. 347 Fol. c. 35 (jfr. Dipl. Isl. I, 128), og c. 53, min Udg. II, 243. Vi medregne ikke K. c. 18, S. 37 og St. Festa J). c. 3, S. 308, om den i 1217 vedtagne Lov om Ægteskab , da denne allerede af os er berørt i det Foregaaende.
  242. Disse Steder, som alle findes betegnede i min Udgave, ere I, 180, 220, 223, 226, 227, 238, 247, II, 53.
  243. Af disse er et opført som ny Lov i begge Skindbøger, nemlig St. Arfaþ. c. 4, S. 177, K. c. 118, S. 223; et er anført af os i det Foregaaende , nemlig St. Festaþ. c. 53, S. 376, der er betegnet som nýmæli baade i Indholdsfortegnelsen foran Afsnittet og tillige i Margen ved selve Capitlets Begyndelse; tre ere to Gange betegnede paa den nævnte Maade, nemlig Vigsl. c. 59, S. 99 og c. 101, S. 141, samt Festaþ. c. 32 og 33, S. 345 og 346, hvor der i Indholdsfortegnelsen foran Afsnittet er anført ved disse Capitler i Margen Betegnelsen nym, hvorefter der senere i Texten ved Capitlernes Begyndelse atter findes en lignende Betegnelse. Da Udgaverne af Grágás af 1829 og af Christenretten af 1776 ikke have meddelt nogen Bemærkning om de Steder i Staðarhólsbók, hvor den omtalte Betegnelse findes i Skindbogens Margen, have vi troet at burde aftrykke her en Fortegnelse over dem, idet vi ved hvert af dem anføre dels det i Skindbogen med nyere Haand skrevne Sidetal, hvis første og anden Spalte vi betegne med a og b, dels det Capitel, Sidetal og Linie i Udgaven af Kr. R. eller af Grágás af 1829, hvor Stedet findes trykt, ligesom vi endelig citere K., forsaavidt en tilsvarende Bestemmelse findes der; Forkortelserne ere, med Undtagelse af selve Betegnelsen n eller nym. o. s. v., der er aftrykt som det staaer i Margen udfor den paagjældende Linie, opløste og antydede ved Cursivkrift; Skindbogens Linieinddeling er betegnet med Streger ved Enden af Linien. Hvor Anledning dertil er funden, er undertiden ogsaa den følgende Linie medtagen. Det kan ofte være tvivlsomt, hvorlangt et saadant nýmæli naaer; , vi have troet ikke at burde gaae ind paa Undersøgelser i denne Henseende, som dog ikke her kunde været ledsagede af den behørige Begrundelse, og vi skulle kun bemærke, at selve Skindbogens Anførselsmaade ikkun vilde afgive faa og lidet sikkre Støtte-punkter for en slig Bestemmelse.
  244. Nemlig St. I, 4381. 43526, 43510, 4325, 4391, 4403, 44025, 4419, 44216.
  245. I den ovenfor nævnte Afhandling Ueb. d. Begriff. d. Autonomi i Krit. Ueberschau II, 242 har Maurer, i det Væsentlige overensstemmende med den i den tydske Videnskab i Almindelighed gjældende Anskuelse, udtalt, at Retsdannelsen i Tydskland overveiende er foregaaet ad den sædvansmæssige Vei , medens dog til enhver Tid ved Siden heraf Lovgivningen ogsaa i noget Omfang var virksom. Denne Sætning synes han at have overført paa de islandske Forhold ; jir. ogsaa hans Bemærkninger om de danske, norske og svenske Retssamlinger, Grágás S. 92, Not. 32, S. 133, Not. 1. Naar man, som Prof. Rive i en Recension af Maurer's Grágás i Krit. Vierteljahrsschrift VI, 57, gaaer ud fra, at Retsudviklingen har fundet Sted paa lignende Maade hos alle de germaniske Folk, hvorunder indbefattes de nordiske, kan man ganske vist komme til at anvende hvad der gjælder om de tydske Institutioner i Middelalderen paa Forholdene i Norden, og altsaa, da Tydskland havde sin videnskabelig dannede Juriststand, sine Formularbøger, sine glosserede Retsbøger, ogsaa uden videre antage, at alt dette har været paa samme Maade i de nordiske Lande, men det behøver ikke at udvikles, hvor varsom man maa være med at drage saadanne Paralleler, hvor Forholdene ere saa væsentlig forskjellige ; i denne Henseende skulle vi kun henlede Opmærksomheden paa Romerrettens directe og indirecte væsentlige Indflydelse paa Retsudviklingen i Tydskland. — Forsaavidt Maurer leilighedsvis (Graag. S. 62) ved Siden af Grágás nævner Sachsenspiegel, Leges Eduardi confessoris og Libri feudorum eller Dele af disse Retssamlinger, skulle vi minde om hvad Wilda ( Straf recht , S. 4 flg.) har bemærket om, at det skandinaviske Norden udviklede sig langsommere end det tydske Syden, men ogsaa mere upaavirket, mere bevarende sin oprindelige nationale Eiendommelighed. og at en Retsinstitution, som den er fremstillet i de skandinaviske Kilder fra 13de Aarhundrede, kunde svare til et Brudstykke af den Retsforfatning, som maaskee har fundet Sted hos tydske Stammer i det 6te Aarh. eller før. Det er herefter da ialfald ikke med tydske Retssamlinger som de anførte fra 11te — 13de Aarh., at Grágás bør sammenstilles.
  246. Vi antage ikke, at Christenretten og Tiendeafsnittet i høiere Grad end andre Dele af Grágás kunne betragtes som Love, ligesom vi antage, at disse Stykker paa samme Maade som det hele øvrige Lovgivningsstof har været Gjenstand for Lovforedraget.
  247. I Grágás bruges Ordet logbok i Betydningen af Lovsamling, Lovhaandskrift, St. Arfa^). c. 23, S. 228 (þat er oc aftekit er ritat var i fornum logböcum), jfr. ogsaa Frostathingsl, I, 2, Westmannal. I, þinghb. 3 pr.
  248. Jfr. Sfcobbe, Geschichte d. deutsche Rechtsquellen, I, 273. 287.
  249. Ogsaa med Hensyn til de gamle svenske, norske og danske Provindsiallove turde en lignende Indsigelse imod den om dem ikke sjeldent (ogsaa f. Ex. af Maurer i Die Entstehungszeit d. alt. Gulathingslóg , S. 24) brugte Betegnelse som Retsbøger være paa sin Plads. Efter hvad vi i det Foregaaende have bemærket, S. 206 og 216, Not., turde det være ikke usandsynligt, at Betingelserne for en jevn Retsudvikling ad Lovgivningsveien have været tilstede hos hvert for sig af de skandinaviske Folk, ligesom ogsaa den gjældende Ret hos hvert for sig af dem maa antages at være bleven foredraget paa Thinge, hvilket, som vi med Hensyn til den islandske Ret have vist, ved at Retsreglerne fremstilledes i Sammenhæng maatte vække Befolkningens Interesse for Lovgivningen og bidrage til dennes Udvikling gjennem nye Love, hvorhos denne Omstændighed paa den anden Side afgiver Bevis for, at det kun var Love, der foredroges, idet Formodningen navnlig ikke kunde være for, at Sædvaner paa denne Maade fremstilledes. Overhovedet turde ikke faa af de Betragninger , som vi i det Foregaaende have gjort gjældende med Hensyn til de is- landske Retstilstande, directe eller indirecte. og under alt Hensyn iøvrigt til Selvstændigheden i Udviklingen hos de forskjellige Grene af den nordiske Stamme , kunne finde Anvendelse ogsaa paa det øvrige Norden. Der foreligger Intet, der tyder paa, at andre Organer for Retsdannelsen end Lovgivningen (saaledes som denne, vistnok gjennem Domsformen, udviklede sig) have været virksomme hos disse øvrige Grene af den nordiske Stamme; der er navnlig Intet, der viser, at Sædvaneretten skulde have havt en stor Betydning; at der i hine ældre Tider skulde have udviklet sig en videnskabelig Jurisprudents, en Classe af lærde Jurister, en juridisk Literatur , er aldeles uantageligt , ligesom det ogsaa er givet , at Romerretten ikke har havt Indflydelse paa Retstilstanden i de tre nordiske Lande i det heromhandlede Tidsrum. Vi skjønne ikke heller rettere, end at Beskaffenheden af de gamle nordiske Provindsiallove i det Hele er saaledes, at den vel stemmer overens med den Anskuelse, at vi i dem have Samlinger af de af de offentlige Myndigheder vedtagne Love. Det er Samlinger , som , ialfald oprindelig , ere affattede af Private, og de Eiendommeligheder, der findes ved dem, ere kun af den Beskaffenhed, at de, paa en lignende Maade som dette er Tilfældet for den islandske Rets Vedkommende, lade sig forklare af, at der i Anledning af Lovforedraget og paa Grundlag af dette foretoges Optegnelser, der vare uafhængige af hinanden og hvoraf flere tildels ere benyttede ved de Texter, der haves i Behold. — For at anføre et Exempel, skulle vi bemærke, at naar der i Skaanske Lov anføres forskjellige Meninger om, hvad der er Lov (summi wiliæ at loghum haua etc.) IV, II, 13, 15 — 17, IX, 23 (Thorsens Udgave, S. 48) , kan dette forklares ved , at der i Virkeligheden har været Usikkerhed om, hvad der i en længere tilbage liggende Tid har været vedtaget som Lov, hvilket ingenlunde var besynderligt paa en Tid , da Lovene kun bevaredes i Hukommelsen, jfr. hvad i det Foregaaende S. 213 Not, er bemærket om Stedet i Grágás, K. c. 77, S. 125; (det sidstanførte Sted i Skaanske Lov kunde iøvrigt synes nærmest at henpege paa et fra Kongens eller hans Ombudsmands Side stillet Krav, som ikke af Befolkningen anerkjendtes). At enkelte Retssætninger i Lovsamlingerne kunne have deres Udspring fra Sædvaneretten, er selvfølgelig muligt ; som Exempel paa et Sted , der kan vække Tvivl i denne Henseende kan anføres Sk. L. XVII, 6, hvor det dog ikke er givet , at logh betegner Sædvane, idet de enkelte Bygder vel kunne have havt particulaire autonomiske Retsvedtægter; at A. Sunesen paa dette Sted bruger Ordet consuetudo kan. efter det i det Foregaaende Anførte om Middelalderens Brug af dette Ord, ikke bevise Noget. Vi troe, at der maa gaaes ud fra, at det i det Hele og Store alene er Lovgivningsstof, der er optegnet i disse gamle Love, og vi antage derfor, at de, paa samme Maade som Grágás, rettest bør betegnes, ikke som Retsbøger, men (forsaavidt de ikke som f. Ex. Jydske Lov, Uplandslagen og Södermannalagen, ere blevne af Konge-magten sanctionerede som Love eller Lovbøger) som private Lovsamlinger. I ethvert Fald turde de Betragtninger, vi have fremsat i nærværende Afhandling, have en saadan Betydning, at der, naar de omhandlede nordiske Retssamlinger skulde betragtes som Retsbøger, herfor da maatte fordres ført et antageligt Bevis.
  250. Sturl. X, 26, S. 319, jfr. c. 11, 21, S. 298, 312, Saga Håkonar Håkonarsonar c. 311, Fms. X, 113 — 114.
  251. Dipl. Isl. I, 635 flg.
  252. Hvorledes der er blevet forholdt, da JårnsiSa i 1271—1273 vedtoges, sees ikke; det hedder kun, at den blev samtykt, vedtagen, Arná biskups saga c. 9 flg., S. 689 flg. Isl. Annal. f. 1271, 1272. Betegnende er det, at medens Járnsiða synes at have mødt en Del Modstand hos den islandske Befolkning, og først efterhaanden vedtoges i Aarene 1271 — 1273, hører dens þingfararbálkr, hvori Bestemmelserne indeholdes om Lovretten og Lagmandsembedet, altsaa om en Omordning af de ældre islandske Institutioner, til de allerede det første Aar 1271 vedtagne Afsnit. Efter at Járnsiða senere i 1281 var bleven afløst af Lovbogen Jonsbok, udstedtes der i den nærmest følgende Tid, tildels efter Islændernes Andragender, forskjellige Retterbøder, hvorved Forandringer gjordes i Jonsbogen. Kun faa af Bestemmelserne i disse Retterboder minde imidlertid om Grágás´s Forskrifter.
  253. I en Artikel Ueber d. Alter einiger isländ. Rechtsbücher i Germania 1870, S. 1 flg., har Maurer bl.a. udtalt den Mening, at det ovenomtalte Sted i K. c. 112, S. 192, St. Festaþ. c. 43, S. 357 (Hálfan rétt scal hann taca er hann komr a iarls iorð. en þa allan oc fulian er hann kømr a konvngs iorð), ikke, som hidtil antaget, er en fra norske Love eller Forhold hentet Interpolation eller Reminiscents, men at det sigter til islandske Forhold, og da navnlig til den eneste Tid, paa hvilken saavel en Konge som en Jarl havde Jorder paa Island , hvilket var Tilfældet, da Gissur Thorvaldsson i 1258 af den norske Konge var udnævnt til Jarl over Island. Selv om der sees bort fra det ovenfor Anførte om Lovgivnings- magtens sandsynlige Forfald paa den Tid , forekommer det os imidlertid ikke ret sandsynligt, at Gissur Jarl i 1259- 1261 , under den almindelige Opløsning , der gik forud for Underkastelsen , skulde have foranlediget en ny Lov om et saa singulairt Retsforhold som Trældommen, der paa den Tid vistnok i Island var, om ikke ophørt at existere, saa dbg meget sjelden , foruden at det vilde have været et for den islandske Opfattelse fremmed Moment, at Bødernes Størrelse skulde beroe paa Jorden; det vilde ogsaa være besynderligt, at dette skulde være det eneste Spor i Grágás til Gissurs Jarle-dømme. Forsaavidt Maurer fremdeles har ment, at Bestemmelsen i St. Arfaþ. c. 13, S. 208 — 209: enda er nu heimting til fiarins hvegi lengi sem þat liggr, cfr. c, 17, S. 221, er af vedkommende Compilator optaget efter Overenskomsten (Gamli sáttmáli) af 1262 — 1264, da er dette vistnok muligt, og vi skulle kun henstille til Overveielse, om det ikke i saa Fald havde været sandsynligst, at Stedet i Gamli sáttmáli da var blevet indført i sin Helhed, og at navnlig Bestemmelsen i denne om, at Arven kunde udleveres til Arvingen eller dennes lovlige Fuldmægtig var bleven medoptaget. Da Opgivelsen af jus albinagii saa let kunde udfordre gjentagne Forhandlinger og Overenskomster, kunde det vistnok tænkes, at Gamli såttmáli ikke just var den første eller eneste Bestemmelse om saadan Opgivelse, men en Stadfæstelse eller Gjentagelse af et tidligere givet Løfte.
  254. I Efterskrift til min Udgave af Grágás, S. 220, har jeg med Hensyn til det ældre af Haandskrifterne af Grágás K. udtalt, at den maa antages i sit væsentlige Indhold at give os en Fremstilling af den islandske Lovgivning saaledes som den har været omtrent 1150 — 1200, hvilket i Hovedsagen er stemmende med det her anførte.
  255. Vi henvise herved i det Hele navnlig til Sturlunga-saga, hvor næsten hver Side afgiver Beviser for det her Anførte; jfr. Munch, Det norske Folks Hist. II, 956 flg. , Safn til sögu Islands, I, 505 flg., Keyser, II, 1, S. 81.
  256. Jfr. Sturl.-saga VI, 8, 19.
  257. Dipl. Isl. I, 602 flg.
  258. I 1248 hedder det om Thord Kakali, at han alene raadede for Alt paa Thinget, og han valgte Lovsigemanden Olaf Thordarson Hvideskjald, Sturl. VII, c. 47, S. 95. Fra omtrent 1250 berettes, at Thorleif Thordarson udnævnte Dommere for alle Godedømmer, Sturl. VIII, c. 18, S. 166.
  259. See ovenfor S. 223—224.
  260. Jfr. herved i det Hele Biskupa-sögur fra den anførte Tid.
  261. Et Exempel paa saadanne Supplemensthaandskrifter have vi vistnok, som ovenfor berørt, i Brudstykket A. M. 315, B, Fol., min Udgave II, 227—230.
  262. Exempler herpaa frembyde vore to Hovedhaandskrifter af Grágás. Et tredie Exempel haves i det mærkelige Brudstykke Å. M. 315, D. Fol. (min Udgave II, 219—226) der er ældre end noget af de andre Haandskrifter og som viser en Text, der er forskjellig fra begge disses, jfr. AnO. 1849, S. 201—202.
  263. Snorra Edda II, 12.
  264. Jfr. ovenfor S. 103.
  265. Lovene maa antages at være det, der først var Gjenstand for Nedskrivning. Forst efterat Hafliðaskrá var skrevet, forfattede Are Frode sin Íslendingabók (c. 1120 — 1130) og langt senere (efter 1170 eller 1200) antages de egentlige Sagaer at være blevne nedskrevne.
  266. Jfr. med Hensyn til Udtrykket leifir K. c. 74, S. 123.
  267. Disse Steder ere anførte ovenfor S. 144, Note 2.
  268. Maurer antager ogsaa , at Hafliðaskrá ikke har havt noget stort Omfang, men hans Mening synes at være, at Stoffet først derefter væsentlig er blevet til, navnlig gjennem Sædvanedannelsen og Juristernes Productivitet.
  269. Ovenfor S. 115—116.
  270. Jfr. Maurer S. 40-42.
  271. Njáls-saga c. 142—145, S. 229-244.
  272. Njáls-saga c. 143, S. 236—237.
  273. At væsentlige Dele af Grágás´s Text tildels have en ældre Oprindelse, turde bestyrkes ved Biskop Thorlak Thorhallssons Skrifteanordning af 1179, Dipl. Isl. T, 237, hvis Bemærkninger om Tyveri og Løsagtighedsforseelser, naar dermed sammenholdes Grágás´s Forskrifter herom, vise , at disse henhøre ligesom til en helt anden ældre Periode.
  274. Ovenfor S. 119.