Om den hellige Dunstan
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Om den hellige Dunstan
Af hinum helga Dunstano [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Det står skrevet om den hellige Dunstan[2], at han var abbed, men siden blev han ærkebiskop i London, og endelig blev han patriark. Og det fortælles, at dengang han styrede Guds kristenhed og beklædte sit embede, lod han tilkalde den guldsmed, som var den dygtigste på sit felt, for det var hans ønske, at guldsmeden skulle fremstille en kalk til Guds ære, og han forsynede ham med både guld og sølv.
Han lavede derefter kalken, så godt han kunne. Men dette gjorde Djævelen meget misundelig, og derfor iklædte han sig en ung kvindes skikkelse, og hun går hen til guldsmeden og beder ham om at måtte se kalken. Og fordi han ikke anede, at dette var en djævelsk list, gav han den unge kvinde kalken i hænderne, og hun stod en tid med den og afleverede den så igen. Men da smeden så efter, var hele arbejdet spildt, for kalken viste sig at være revnet overalt.
Nu må han lave den for anden gang, men da den er færdig, går det som før, at Djævelen får lyst til at ødelægge denne kalk. Den unge kvinde kommer igen for at møde denne samme guldsmed, og nu ser det ud, som om hun har mange tjenere med. Hun beder igen om at måtte se kalken, og hvis den behager hende, ønsker hun at få noget smedet af ham. Han er uforsigtig og lader hende holde kalken. Nu går det som før, at den er ganske ubrugelig.
Så må han lave den for tredje gang, men kort tid efter sender biskoppen bud efter smeden og spørger ham, hvordan det går med fremstillingen af kalken. Han fortæller ham alt, hvad der er sket. Biskoppen bad om at få det at vide, så snart den er færdig, og det sker. Biskoppen kom hen og tog plads dér, hvor guldsmeden plejede at sidde. Han beder guldsmeden om at aflevere sit værktøj til ham og befaler ham at forlade stedet. Guldsmeden gjorde, som han sagde. Biskoppen tog derpå en tang og gjorde den rødglødende, og der går ikke længe, før den samme unge kvinde dukker op sammen med sit følge og igen beder om at måtte se kalken. Han rækker hende den straks, men da hun vil se nærmere på den, griber han — som hun troede var smeden, men som var den hellige Dunstan — den rødglødende tang og klemmer så hårdt om hendes næse, som han overhovedet kan.
Hun vrider sig meget voldsomt, men kan ikke længere skjule, hvem hun er, og Djævelen måtte da vise sig som den, han var. Han ville aldrig være kommet derhen, hvis Gud havde ladet ham vide, at Dunstan, Guds mand, ventede på ham dér. Han jamrer og klynker og beder på alle måder om at blive skånet. Biskoppen siger, at han skal pines på denne måde helt indtil dommedag. Djævelen er helt ynkelig og beder igen og igen om barmhjertighed. Da sagde biskoppen: »Lover du mig, at du herefter aldrig vil skade mig — og slet ikke guldsmede, selv om de skærer sig på deres værktøj?« Djævelen bliver glad og lover biskoppen, hvad han forlanger. Det glæder ham også inderligt, at de skilles, så han kan slippe væk derfra. Biskoppen tager hjem.
Og det siges, at guldsmede sjældent kommer til skade, selv om de skærer sig på deres værktøj til gravering.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ Sankt Dunstan (d. 988), engelsk benediktinermunk, abbed i Glastonbury, biskop af Worcester og London og ærkebiskop af Canterbury
