Om den nordiske oldtids broncearbeider
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab
1843-1845
Om den nordiske oldtids broncearbeider
(Foredraget i Mödet den 16de September 1844.)
Der har været yttret forskjellige Meninger om, hvorvidt man kan antage, at de Metal-Oldsager, vi finde i Norden, ere forfærdigede hos os, eller alle eller næsten alle indförte fra fremmede Lande. Forsaavidt dette Spörgsmaal angaaer den seneste hedenske Tid, behöver jeg ikke at erindre, at saavel Historie som Sagn omtaler udmærkede og i Oldtiden berömte Smede i Norden, og at det ikke er rimeligt at antage, at Nationer, som byggede mange större Skibe, hvormed man med et ikke ringe Mandskab foretog vidtlöftige Reiser, om end tildeels, saavidt muligt, i kortere Stationer end nu, paa den Tid skulde have staaet paa et lavt Trin i Haandværksarbeider.
Men jeg vil her holde mig til en ældre Periode, nemlig Broncealderen, der lettere kunde blive et omtvistet Punct, idet Historien der mere forlader os og Sagerne maa tale; og jeg vil da söge at vise, at naar man henvender tilbörlig Opmærksomhed paa dem, tie de nu ei heller ganske, men give os ei utydelige Vink. Det er min og nu vel og de flestes Overbeviisning, at Broncealderens Metalblanding, Former og Zirater, kort alt hvad vi finde fra denne interessante Periode, ere Erindringer om en europæisk Cultur, der oprindelig er ældre end den, Romerne udbredte ved deres Erobringer; ei heller er det vanskeligt at forklare, hvorfor Levninger af denne ældre Cultur er vedblevet langt ned i Tiden i Udkanter, hvortil Danmark og Irland maa regnes, imedens den yngre Cultur, hvori Jernet spiller en Rolle, alt længe havde fortrængt denne i sydligere Egne; dog troer jeg at man ved de nyeste Undersögelser hos os har antaget, at Broncealderen i en alt for lang Periode har modstaaet den Indvirkning, Invasioner og Nabolandenes Cultur maatte have, og henfört dens Slutning til en noget for ny Tid. At de förste Broncevaaben og Redskaber og, om man vil, Modellerne til, hvad vi finde hos os, ere bragte fra andre Lande hertil, antager jeg vist er Tilfældet, men det er et heelt andet Spörgsmaal, jeg vilde söge at give Bidrag til at oplyse, nemlig: om hvorvidt man kan antage, at Broncevaabnene i den ei korte Tid, de ere brugte hos os, for det meste ere forfærdigede i Norden eller ei. Allerede det, at man efter al Rimelighed i sydligere Lande ei mere brugte Broncevaaben og skjærende Instrumenter af dette Metal paa en Tid, da de endnu længe anvendtes her, forekommer mig at maatte tale for, at man maa selv have forfærdiget dem, thi hvorledes skulde man erholde fra andre Lande, hvad der ei mere brugtes i disse.
Vi maa vel erindre, at Metallerne i den fjerne Oldtid have haft en heel anden Værdi end den, vi nu tillægge dem; jeg vil ikke tale om Guld og Sölv, men holde mig til Bronce: det er forbausende at see, hvor megen Umage man har anvendt, hvor megen Fare man har udsat sig for, med Hensyn til at Forarbeidningen kunde mislykkes, blot for at spare en ganske ubetydelig Deel Metal; havde det ei været kostbart, havde man sikkert ei gjort dette. Naar man erindrer dette, vil man og indsee, at ethvert Brudstykke, enhver nok saa lille Deel Metal maatte være af Værd i Oldtiden; det var ikke Kobber, Tin og Bly man fik, men i Almindelighed den allerede sammenblandede Masse, der maa have gaaet som en Handelsvare. Vi have ligesaavel fundet og bevarer i vort Museum Barrer af Bronce som af Guld og Sölv; gammelt forarbeidet Bronce maa i Oldtiden fuldkommen være betragtet, som vi nu betragte gammelt Sölv.
Jeg vil i det Fölgende omtale et af de mærkeligste Fund, som ere gjorte med Hensyn til, hvad jeg nu har fremfört; nemlig det Fund som i 1832 gjordes i Ry Sogn her i Sjælland, men inden jeg gaaer over til at omtale dette, vil jeg til Oplysning henvende Opmærksomheden paa et Actstykke i den omhandlede Sag, nemlig et nordisk Broncekar, hvori endnu er den saakaldte Kjerne, hvorover det er stöbt, og som inden det toges i Brug skulde bortskaffes. Det er en i 1838 paa Sandager Mark ved Assens funden Hængeurne af 8½ T.'s Diameter, hvis underste Side er udziret med ophöiede Striber, der som Baand omgive Karret Kjernen er af brændt Leer og meget haard; paa mine Reiser har jeg erfaret, at naar man vil stöbe ret tyndt, hvilket Metallets höie Priis tvang Oldtidens Smede til, betjener man sig endnu af Kjerner og Former, som ere brændte, idet de mindre give efter for Metalmassen end de ubrændte. Hvad skulde vel have bevæget nogen til at före en Klump brændt Leer, der maatte sönderbrydes, fra et fremmedt Land hertil, eller et halv færdigt Metalkar, hvis Vægt betydelig vilde være lettet ved at borttage Leermassen? Men endnu vigtigere Actstykker i Sagen ere de, jeg nu vil gjöre opmærksom paa: nemlig hvad Metalarbeiderne kalde Inguss, det er den Metaldeel, som danner sig i det Hul af Formen, hvorigjennem Metallet indhældes ved Stöbningen. Som bekjendt maa dette afbrydes eller affiles, og er at betragte som en Udvæxt paa det stöbte. Af de her fremstillede skjönnes, hvorledes saadanne afbrudte Ingusser, som ere fundne ved Broncealderens Sager, see ud, i Sandhed aldeles som de nuværende. Den ene af disse hörer til det ovenmeldte mærkelige Fund ved Ry, som indeholdt saadanne 6, medens man fra fire forskjellige andre Steder har erholdt ikke mindre end 8 lignende. Hvad der blev fundet ved Ry, var med faa Undtagelser alt allerede i Oldtiden beskadiget, forslidt eller Fragmenter. Det er tydeligt, at man her erholdt en Mands Forraad, som i Broncealderen indkjöbte ubrugelige Metalsager til Omsmeltning. De saaledes sikkerlig hertil bestemte Sager, der alle henhdre til de ældre, veiede 9¼ 
.Sandsynlig have Metalarbeiderne tillige været Metalhandlere, og dette forklarer saa meget lettere, hvorfor man kunde finde Ingusser i Forraadet Jeg har endnu ikke seet, at man har omtalt dette Slags Oldsager i trykte Skrifter; inden man bliver opmærksom paa det sande Forhold gaae slige. Stykker under Benævnelse af en massiv Metaldop, et uformeligt Bronces tykke, etc, men ved at sammenholde dem med nye Stöbninger, vil man snart overbevise sig om Rigtigheden af, hvad her er fremsat. Til yderligere Oplysning fremstilles her endvidere en Inguss, af det Slags, hvor Metallet igjennem to Canaler er indflydt i Formen. Man har ligeledes flere Gange fundet saadanne, men uden at have den mindste Anelse om, hvad det var. Den her afbildede blev kaldt en Metalzirat. Den blev for mange Aar siden funden med nogle Broncesager i Sjælland og af Hjelmstjerne foræret det danske Selskab. For at vise Overeensstemmelsen mellem denne Inguss fra Oldtiden og en fra Nutiden, er her afbildet en Deel af en ny Form med en lignende Indretning til igjennem tvende Canaler at lade Metallet indflyde i Formen. Til de saaledes paa fem forskjellige Steder fundne Ingusser kan endnu föies to styrknede Bronceklumper, saaledes som de danne sig og fremkomme, naar noget Metal bliver tilbage i Stöbeskeen,
som Formene ei have kunnet modtage. Det her afbildede Stykke blev tilligemed to andre lignende fundet i Aaret 1821 i en Gravhöi ved Voldtofte i Fyen, og man antog da disse for at være Metal af Vaaben eller Smykker, som man havde givet Liget med paa Baalet, og som ved Forbrændingen var sammenløbet i Metalklumper; men ved nöiere at betragte disse, finde vi, at Undersiden netop har den Form, som Metal erholder, naar der ved Stöbning bliver noget tilbage i Stöbeskeen. Det er ikke altid let at beregne, hvor meget der behöves til at udfylde Formen; Metalarbeiderne pleie derfor hellere at have lidt mere end netop behöves; har han mindre, mislykkes naturligviis hele Arbeidet; for at undgaae dette, beholder han sædvanlig lidt tilovers i Stöheskeen, og denne Levning antager da, naar den störknes, en Form som de her fundne. Vi kunne ikke troe, at den er tilfældig, men at den oprinder af den ommeldte Aarsag.
Hvad skulde nu bevæge nogen til, fra et fremmedt Land at medbringe Dele, der ei kunne bruges, men blot forarbeides? er det ikke meer end rimeligt, at de maae være fremkomne ved Stopninger, som ere foretagne i Landet; og da vi forholdsviis ei sjelden have fundet slige Levninger af Metallers Forarbeidning, maa vi ikke deraf og af den forhen anförte Grund, at man i de fleste andre Lande ei mere brugte Broncevaaben, ledes til den Slutning, at det - i det mindste i den senere Tid af Broncealderen - er rimeligt, at de fleste Vaaben og Redskaber af dette Metal ei ere indförte, men forfærdigede i Landet selv? Den store Overensstemmelse i Former og Zirater synes og at tale for denne Formening , ei heller bör det lades ude af Agt, at vi i Forhold til Landets Störrelse finde i Danmark et langt större Antal af Bronce-alderens Sager, end det der opgraves i de fleste andre Lande.
