Om en Enke (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

35. Om en Enke

En Mand havde mistet sin lille Søn. For at glemme sin Sorg reiste han sydpaa, og ved hver Vinterplads, han kom til, erkyndigede han sig, om der ikke fandtes en Navne til hans Søn, og han vedblev at reise til han omsider kom til Folk, der havde et Barn med samme Navn som hans Søn; hos dem tog han Vinterophold. Engang anskaffede han sig en Kniv til den lille Navne, og naar han indbød Mændene til Maaltid hos sig, og de toge Knive frem, og der saa manglede, tog han dog ikke den lille Navnes Kniv i Brug. Engang da der saaledes havde været Selskab og han skulde eftersee Knivene, saa manglede den, som han satte saa stor Priis paa; den var nemlig stjaalen. Han sendte Bud og lod sige, at man skulde bringe ham den igjen, men der var ingen, som vidste noget om den. Da han anden Gang sendte Bud, lod han sige, at hvis Kniven ikke blev bragt, vilde han forhexe dem. Men han fik den heller ikke; derpaa hexede han over dem alle. Da nu en af de Samboende, et ungt Menneske, blev syg og laa paa Dødsleiet, sendte han Kniven, og døde derefter. Men nu hørte Eiermanden, at de andre vilde dræbe ham. Da sagde han til sin Kone, at de skulde grave en Fordybning i Gulvet af deres Huus, og da de havde faaet den færdig, gjemte han hvergang nogle af sine fangne Sælhunde i den, og omsider blev den fuld. Hans Børn pleiede gjerne, naar han kom fra Fangsten, at hjælpe med at bære hans Vaaben op. Engang da Kajakkerne vendte tilbage og Børnene som sædvanlig gik ned til Stranden, blev der sagt til dem: »eders Fader er hist ude, han kan ikke kæntre for bare Vaaben, som sidde i ham;« da de hørte dette gik de grædende op igjen. Efter den Tid begyndte det uophørlig at snee, saa at Husene heelt begravedes, og med det samme hørte Fangsten op, og der opstod Hungersnød, men Enken levede af sin dræbte Mands Forraad. I Begyndelsen kom de Andre og fik Hjælp hos hende, men siden hørte hun ikke mere fra dem. Men da nu ogsaa hendes Forraad mindskedes, benyttede hun en Tryllevise som kunde standse Sneen. Hun prøvede først at gaae ud af Huusgangen, men den var heelt tilstoppet, derpaa ud ad Vinduet, men det var heller ikke muligt; endelig lykkedes det hende at slippe ud gjennem Lufthullet, og da hun kom ud, var Himlen bleven klar. Hun skyndte sig nu hen til Nabohuset, krøb ned igjennem Lufthullet, men fandt alle Beboerne uddøde. Derpaa hexede Enken atter for at Isen skulde vige fra Land; hendes Huusfælle gik ud at see, og da var der allerede en Aabning med Sælhunde, men hun bød ham endnu ikke at røre dem. Først da han fjerde Gang var gaaet ud og havde seet, at Isen heelt var forsvunden, sagde hun: »nu kan du begynde at fange, men den første som du faaer, skal du give mig, og ligeledes den anden og tredie, men naar jeg har faaet fire, kan du fange efter eget Behag.« Da han nu havde skaffet hende de fire Sælhunde, begyndte han at fange meget godt, men Enken døde paa Grund af sin egen Trolddom og Angakokkonst. Derefter tog han hendes Børn til sine Pleiesønner. Drengene pleiede at gaae hemmelig paa Bjørnejagt, alene for at øve sig, og de bleve uhyre stærke, men den yngste overgik den ældre; hans Indvendige brast af Styrke og han døde. Den ældre drog sydpaa og kom til en Plads, hvor der boede en vældig Kæmpe og Drabsmand, som pleiede at røve sine Naboers Koner. Ham overvandt og dræbte han tilligemed hans Medhjælper.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 131-132.