Om en Igdlokok (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
"…hvilket skrækkeligt Syn! — en Bjørn…" – Foto: (CC.) Wikimedia


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

31. Om en Igdlokok [1]

(Efter den mundtlige Fortælling)



To Sødskendebørn boede i Mundingen af en Fjord og fulgtes af gjensidig Kjærlighed altid sammen. En Morgen var den stærkeste og dueligste af dem gaaet ud noget tidligere, og da den anden kort Tid derpaa fulgte efter ham, gaaende langs med en Fjeldryg, opdager han — hvilket skrækkeligt Syn! — en Bjørn, nemlig en af de (ved Trolddom konstig) lavede, som havde hans Sødskendebarn, ham der var dueligere og stærkere end han selv, foran sig, havde flaaet Huden af ham og ventede nu paa at han skulde blive kold, for at fortære ham. Ved dette Syn vilde han først til at flygte, men blev saa optændt af Forbittrelse over Uhyret, der havde dræbt hans elskede Sødskendebarn, at han foer løs paa det, bevæbnet med fem Pile, som han afskjød paa det. Da han havde opbrugt Pilene, begyndte Bjørnen stærkt at bløde og omsider forblødte den sig og døde. Da den var død, gik han hen til sit Sødskendebarn, bedækkede ham atter med hans Hud og tog ham med sig hjem og begrov ham. Derpaa gik han ind i sit Huus og holdt af lutter Bedrøvelse op med at gaae paa Fangst. Først da Vinteren var forbi, om Foraaret lavede han sig pludselig til at drage ud. Han gik op i en Fjord, kom til dens Ende, steg iland og idet han gik over en Fordybning, opdagede han en Amarok[2], som sad paa Hug. Da han havde staaet og betragtet den, tænkte han: »jeg er nok kun en ussel Stakkel til at hævne mig paa Dyrene.« Derpaa gik han hen imod Amarokken, som saae ham og sprang afsted, men han skjød efter den og dræbte den. Da den var død, vilde han lade den ligge, men afskjar dog først et Sidestykke, skinnende af Fedt, og tog det hjem med sig. Da han kom hjem, lod han Stykket ligge udenfor og brød sig ikke videre om det. Han forblev derpaa hjemme. En Morgen blæste der en sydlig Storm, som opad Dagen gik vestlig og opbrød al Isen paa Havet udenfor dem indtil nær foran Huset og fyldte hele Farvandet med Iisstumper. Om Aftenen sadde de inde i Huset og han selv taug, medens hans Qvindfolk snakkede. Da hørte man pludselig Sneen knirke og Nogen springe ind i Huusgangen og slæbe sig hen langs sammes Sidemure, hvorpaa en Mand kom springende op gjennem Opgangen, iført en sort Kajakpels, tæt tilsnøret. Medens de glædede sig over Besøget, sagde den Indtrædende: »længe har jeg vandret omkring, fordi min Broder, der var langt bedre end jeg selv, ikke vendte tilbage, i al den Tid har jeg søgt efter ham.« Værten svarede ham: »vil man høre, paa samme Maade er mit Sødskendebarn, som var langt bedre end jeg, bleven ihjelrevet af en lavet Bjørn. Fortæl os derfor noget, thi man kan trænge til Adspredelse.« Derpaa tog Gjæsten sin Kajakpels af, hængte den op, satte sig paa Sidebrixen og gav sig til at snakke saa at Munden ikke stod paa ham. Hans Vært lyttede med Begjærlighed, roste ham og sagde til sin Kone: »nu husker jeg først paa Kjødet af min Amarok.« Paa hans Befaling kogte Konen det, og da det var færdigt og saae rigtig lækkert ud, tog hun det op, stak en Kniv i det og satte det frem med de Ord: »spiis dette, det er lidt nyt til er Afvexling.« Gjæsten kom frem og vilde lige til at gribe Kniven, da han udbrød: »see hvor deiligt! gjerne gad jeg spise deraf, men Fadet hælder jo.« I det samme reiste han sig op, iførte sig sin Kajakpels og sprang ned i Huusgangen. Værten tog Klæder paa og fulgte hurtig efter ham. Da han kom udenfor, saae han at den Fremmede sprang ud paa Isen og derpaa med stor Behændighed løb lige udefter, springende fra den ene iisbrokke til den anden med sin Kajak, som han satte sig i da han havde naaet aabent Vand, hvorpaa han roede lige ud tilsøes og forsvandt. Da han havde staaet og betragtet den Bortdragende gik han ind igjen heel fortrydelig. Paa Veien undersøgte han Fodsporene paa lisstykkerne og saae til sin Forundring at de kun hidrørte fra een Fod. Det var altsaa en Igdlokok, som han havde havt Besøg af.


Fodnoter


  1. Om dette væsen skriver Fridtjof Nansen: "Endnu kan blandt grønlændernes merkelige væsener nævnes igdlokok, som var lig et halvt menneske, med halvt hode, et øie, en arm og et ben. Aldeles lignende væsener findes ogsaa hos grækerne, muselmændene, zuluerne og indianerne." (Eskimoliv, s. 232).
  2. Amarok, betyder oprindelig en Ulv, men i Grønland, hvor Ulvene kun kjendes af Sagnet, forestiller man sig derved et eventyrligt Dyr, tildeels af uhyre Størrelse.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 71-72